| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Frivillige dyrkningsaftaler i indsatsområder

9 Konklusion

Ved ændring af Vandforsyningsloven i 1998 blev det pålagt amterne at gennemføre indsatsplaner i de områder, hvor en særlig indsats er nødvendig for at beskytte drikkevandet. Som et led i en indsatsplan kan vandværkerne indgå aftaler med landmænd om at ændre dyrkningspraksis på arealerne. Vandværksforeningerne og landbrugets organisationer har udarbejdet en vejledning, som kan anvendes ved indgåelse af frivillige dyrkningsaftaler for at sikre drikkevandet.

Gennemførelse af dyrkningsaftaler kan dog blive vanskelige i praksis. Dels indgår der mange aktører i arbejdet - vandværker, landmænd, kommuner og amter - og dels lægges der vægt på, at dyrkningsaftalerne skal indgås på basis af frivillige aftaler.

Hidtidige erfaringer viser, at det på baggrund af det nuværende aftalegrundlag kan være vanskeligt at opnå frivillige dyrkningsaftaler indenfor de udpegede indsatsområder. En mulig forklaring er, at dyrkningsaftaler oftest berører hele bedriften, selvom det kun vedrører en mindre del af bedriftens arealer, da bedriften ofte er produktionsmæssigt afhængig af disse arealer. En bedrifts afhængighed af de enkelte arealer er størst på malkekvægsbedrifter og mindst på planteavlsbedrifter uden specialafgrøder.

Bedrifter er organiseret på meget forskellige måder, både hvad angår de fysiske forhold (jordtype, størrelse, husdyrtæthed, mv.), og hvad angår de ønsker og mål, landmanden har til produktionen. For at en frivillige dyrkningsaftaler skal lykkedes i praksis er det centralt, at aftalen giver mening for de parter, som indgår aftalerne.

Der er derfor brug for at kunne indgå aftaler, der tager hensyn til den enkelte bedrifts forsatte produktion og rentabilitet og som samtidig sikre, at den ønskede drikkevandsbeskyttelse opnås.

Der foreslås to tilgange for at opnå denne fleksibilitet ved indgåelse af dyrkningsaftaler.

1. Anvendelse af modelberegninger ved indgåelse af bedriftsspecifikke dyrkningsaftaler baseret på bestemte adfærdsrestriktioner
2. Anvendelse af N-balancer ved indgåelse af resultatbaserede aftaler om et maksimal N-overskud for de arealer, der ligger inden for indsatsområdet

9.1 Målorienterede aftaler baseret på N-balancer

Ud fra en agronomisk og sociologisk synsvinkel er målorienterede aftaler at foretrække, da den inddrager landmanden og konsulenten i at udvikle produktionssystemet under hensyn til de ønskede mål. Ud fra en miljømæssig synsvinkel er det vigtigt, at aftalen er målrettet mod at reducere udvaskningen af nitrat til grundvandet. Med baggrund i en systemisk opfattelse af landbruget er der et stort potentiale i at lade systemet selv vælge de midler, som skal føre til de ønskede resultater via opstilling af N-regnskab.

Målorienterede aftaler kan baseres på opstilling af et N-regnskab, hvor N-balancen udgør et indirekte måltal. Opgørelse af et N-regnskab er en enkel, operationel og gennemskuelig metode til anskueliggørelse af systemets omsætning af kvælstof, og metoden er velegnet som kommunikations-, styrings- og kontrolværktøj.

Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at N-balancen estimerer det samlede langsigtede tab til omgivelserne, og at fordelingen af kvælstoftabet på de relevante tabspuljer bygger på normtal.

Hertil kommer at der er flere forhold, som er meget vanskelige at kvantificere og kontrollere, og som har væsentlig betydning for størrelsen af N-balancen og dermed tabet til af kvælstof til omgivelserne. Det gælder fx indkøb og salg af foder og markafgrøder, der handles uden om foderstoffirmaer, samt køb og salg af husdyrgødning. For begge områder gælder det, at en præcis opgørelse vil stille omfattende krav til vejning og analyser.

N-regnskabets opgørelse af N-balance på enkeltmarkniveau er dog relativt usikker, men kan sandsynliggøres ved kontrol mod bedriftsbalancen beregnet direkte på bedriftsniveau. Denne bygger nemlig på tal, som kan erkendes i virkeligheden, og er derfor en relativ sikker ramme for kontrol.

9.2 Adfærdsorienterede aftaler baseret på modelberegninger

Adfærdsorienterede aftaler kan nuancers ved modelberegninger, som tager hensyn til lokale forhold. De dynamiske og empiriske modeller, f.eks. DAISY, kan beskrive nitratudvaskningen som konsekvens af en bestemt arealanvendelse på en bestemt mark. Modellerne kan således dokumentere en virkning af en bestemt adfærd, og der kan opstilles alternativer til nudriften.

Hvor det drejer sig om en mindre del af arealet kan disse aftaler være at foretrække af praktiske årsager. Det er desuden en mulighed i praksis på bedrifter, som i mindre grad er afhængig af de enkelte marker, f.eks. på rene planteavlsbedrifter uden specialafgrøder. Adfærdsorienterede aftaler er forholdsvis enkle at gennemføre via forbud/påbud. Det kan dog være vanskeligt at tilpasse aftalen til bedriftslederens værdier og bedriftens fysiske forhold samt efterfølgende at kontrollere aftalen.

9.3 Anbefalinger

Rapporten afslører, at der er stor forskel på de beregnede N-balancer ved modellering og ved opstilling af N-regnskaber inden for en enkelt bedrift. Der skal forsat arbejdes på at udvikle og forbedre modellerne i forhold hertil.

På trods af disse usikkerheder er det vor vurdering, at der allerede nu er et tilstrækkeligt grundlag for at anvende disse redskaber i praksis.

I rapporten er de teoretiske aspekter af forskellige typer af aftaler i indsatsområder belyst, men der mangler forsat dokumenterede erfaringer. Vi anbefaler, at der etableres udviklingsprojekter i et eller flere indsatsområder, og herigennem involverer de aktuelle parter i at udvikle og afprøve de forskellige aftalegrundlag. I det videre arbejde er det vigtigt, at der sker en afvejning mellem den videnskabelige sikkerhed for at målene nås - og den praktiske gennemførelse og opfølgning på aftalerne.

Rapporten anbefaler følgende:

	For mindre arealer eller arealer, hvor der knytter sig en anden offentlig interesse, anbefales det forsat at søge en permanent løsning i form af skovrejsning, permanent brak etc., inden for de eksisterende rammer.
	Hvor det drejer sig om større landbrugsarealer er der brug for at kunne indgå aftaler, der tager hensyn til at den enkelte bedrifts forsatte produktion og rentabilitet og som samtidig sikre, at den ønskede drikkevandsbeskyttelse opnås.
	Hvor der er tale om en mindre andel af bedriftens arealer kan det være ønskelig for både landmand og myndighed at indgå aftaler baseret på bestemte adfærdsrestriktioner vedrørende afgrødevalg og gødskning knyttet til de enkelte arealer.
	Hvor der er tale om en større del af bedriftens arealer eller hvor bedriften er afhængig af arealerne, anbefales det at indgå aftaler baseret på måltal, da det ud fra en agronomisk synsvinkel giver landmanden mulighed for forsat at udvikle bedriften under hensyn til de ønskede mål til drikkevandsbeskyttelse.
	De dynamiske og empiriske modeller er velegnede til bestemmelse af nitratudvaskningen på markniveau samt effekten af alternativer til nudriften.
	N-regnskaber er velegnede til at bestemme den aktuelle N-balance på bedriftsniveau, hvilket gør det velegnet som kommunikations-, styrings- og kontrolværktøj på bedriftsniveau.
	Der bør forsat arbejdes med bestemmelse af N-tabet på enkeltposter med udgangspunkt i N-regnskabet. Der bør ligeledes arbejdes med at omsætte kravene til N-udvaskningen til et mål for et acceptabelt N-tab på mark- eller bedriftsniveau på baggrund af lokale forhold.
	Der bør etableres konkrete projekter, hvor de beskrevne aftalegrundlag kan udvikles og afprøves i praksis.
	I forbindelse med forberedelsen af Vandmiljøplan III er der bl.a. nedsat en tekniske undergruppe, som skal analysere mulighederne for at anvende næringsstofbalancer (grønne regnskaber) til at regulere tabet af næringsstoffer fra landbruget til miljøet.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |