Statusredegørelse om organisk dagrenovation

7 Genanvendelse af organisk dagrenovation

Mulighederne for i fremtiden at genanvende organisk dagrenovation til jordbrugsformål er undersøgt i rapporten "Afsætning af bioforgasset organisk affald" /16/. I rapporten beskrives såvel de arealmæssige som holdningsmæssige barrierer for den fremtidige afsætning. Ved genanvendelse af 150.000 ton forbehandlet organisk dagrenovation vil arealbehovet være ca. 3500 ha, hvilket er et meget begrænset areal i forhold til det samlede areal på ca. 2.600.000 ha. Husdyrgødning beslaglægger ca. 1/3 af landbrugsarealet øst for Storebælt, mens ca. 2/3 af landbrugsarealet vest for er bundet af husdyrproduktion. Næsten halvdelen af det areal, der potentielt er tilrådighed for affaldsprodukter, findes på ejendomme, der i forvejen har husdyr. Udviklingen i husdyrbestanden og indholdet af kvælstof og fosfor i husdyrgødning er fremskrevet til 2010. Det areal der ikke modtager husdyrgødning forventes i denne prognose at falde til ca. 2/3 af det nuværende areal. Selv ved en øget genanvendelse af organisk dagrenovation op til 350.000 ton/år vil der derfor fortsat være arealer til rådighed.

Landmænds og levnedsmiddelindustriens holdning udgør den største barriere for den fremtidige brug af affaldsprodukter i landbruget. Den største skepsis er overfor kommunalt spildevandsslam, mens der er en mere positiv indstilling overfor at aftage afgasset gylle med indhold af organisk dagrenovation under forudsætning af, at der føres tilstrækkelig kontrol med tilførslen til biogasanlægget, og der er sket en tilstrækkelig forbehandling.

I slambekendtgørelsen /37/ fastlægges krav til indholdet af tungmetaller og miljøfremmede stoffer i organisk affald, der anvendes i jordbruget. Det er i en række undersøgelser påvist, at kildesorteret organisk dagrenovation normalt overholder de stillede krav til tungmetaller, men at overholdelsen af afskæringsværdien for plastblødgøreren DEHP kan give problemer, som evt. kan begrænse genanvendeligheden af denne affaldsfraktion. I rapporten DEHP i husholdningsaffald /17/ er det vist, at hovedparten af analyserne for DEHP i organisk dagrenovation kan overholde den opstillede afskæringsværdi, og at de eksisterende sorteringskriterier er tilstrækkelig præcise og restriktive til at sikre, at der ikke bør være DEHP problemer i affaldet. Det anbefales, at der etableres forbehandling, der kan frasortere de væsentligste urenheder, inden den biologiske behandling påbegyndes for at minimere afsmitning af DEHP og andre forureninger til den organiske fraktion.