| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Økonomisk værdisætning af spildevandsemissioner af nitrogen, fosfor og organisk stof

6 Case-studier

6.1 Den hedoniske metode

6.1.1 Boyle, Poor & Taylor 1999

Boyle, Poor & Taylor 1999 anvender, som nogle af få, den hedoniske metode til at vurdere værdien af rent vand. Metoden anvendes til at analysere, hvordan vandets sigtdybde i 25 søer i Maine (US) påvirkede ejendomspriserne langs søerne i perioden 1990-95.

Forfatterne påpeger, at vandets sigtdybde er den fysiske manifestation af algevækst, som forårsages af eutrofiering. I den forbindelse konstaterer forfatterne, at der var stor varians i søernes sigtdybde, idet nogle af søerne havde en sigtdybde på væsentligt under én meter, mens et par stykker havde sigtdybder på mere end otte meter.

Miljømyndighederne i Maine har bestemt, at en sigtdybde på under 3 meter er en indikation på en signifikant dårlig vandkvalitet. Det stemmer godt overens med, at de beregnede efterspørgselsfunktioner viser, at betalingsvilligheden for klarere vand stiger drastisk ved sigtdybder på under 3 meter (p.1120).

Boyle, Poor & Taylors analyse viser, at den gennemsnitlige sigtdybde i søerne er 3.78 meter. En ejendom placeret ved en gennemsnits-sø vil med en 1.37 meter forbedring af søvandets sigtdybde få en velfærdsgevinst på mellem $ 3.677 og 3.765. Omvendt vil en forværring af sigtdybden med 1.37 meter betyde et velfærdstab for ejendommen på mellem $ 25.388 og 46.750 (det ret usikre tal skyldes, at der er benyttet forskellige metoder, som altså kommer frem til forskellige resultater). I øvrigt kan det nævnes, at kontrolvariablen "indkomst" ikke har nogen signifikant betydning for efterspørgselsfunktionen.

Generelt viser analysen, at benefits ved at sikre sig mod tab af sigtdybde er væsentligt større end benefits ved en forbedring af sigtdybden. De to ting udelukker dog ikke hinanden, idet det også er muligt at sikre sig mod tab af sigtdybde ved at forbedre sigtdybden.

Hvad angår benefit transfer af resultaterne til danske forhold, kræves varsomhed (jf. de tidligere nævnte kriterier for benefit transfer).

Det kan dog konstateres, at Maine-studiet på visse punkter er godt egnet til en benefit-transfer. Vigtigst i den henseende er, at der er tale om den samme type forurening. Videre kan det rent geografisk konstateres, at befolkningen i Maine, ligesom befolkningen i Danmark, ikke har ret langt til havet. Befolkningen i en stat inde midt i USA har formentlig en noget anderledes efterspørgselsfunktion efter huse ved søer, end den del af befolkningen, som bor tæt ved både sø og hav, og som derfor har større substitutionsmuligheder.

Som tidligere nævnt tager den hedoniske metode ikke højde for ikke-brugsværdier, hvorfor de reelle benefits ved en rensning af søen formentlig er højere end de estimerede benefits.

6.1.2 Leggett & Bockstael 2000

Leggett & Bockstael anvender, i en meget gennemarbejdet analyse, ligeledes den hedoniske metode til at vurdere vandkvalitetens indflydelse på ejendomsværdierne langs kystlinien, men lokaliteten er en anden end i Boyle et al. 1999, da det her handler om en havbugt - Chesapeake Bay nær Washington D.C. Området er bl.a. valgt, da vandkvaliteten varierer en del i området, hvilket er en klar fordel, hvis der skal konstrueres en efterspørgselsfunktion.

Forfatterne har valgt at fokusere på kolibakterier. Kolibakterier – som kun er én blandt flere vandforureningstyper i bugten - kan medføre uklart vand og lugtgener, og indebærer desuden en sundhedsrisiko, hvis der svømmes i vand med mange bakterier. Leggett & Bockstael har fundet en god case, for antallet af kolibakterier måles jævnligt af myndighederne 104 forskellige steder langs med Chesapeake Bay, og dermed er der gode forureningsdata at koble med udviklingen i ejendomspriserne⁹.

Et interessant aspekt ved myndighedernes målinger er, at målingerne, grundet den potentielle sundhedsfare, løbende offentliggøres gennem hele sommerhalvåret via en telefonisk "hotline". Dermed har eventuelle ejendomsinvestorer perfekte muligheder for at sætte ejendomspriserne i relation til forureningsniveauet ved den pågældende ejendom. Vandet i Chesapeake Bay har en gennemsnitlig forureningsgrad på 103 "fecal coliform counts pr. 100 mL" (fcc), men der er meget stor varians mellem områderne, da målingerne svinger mellem 4 fcc og 2300 fcc. Badeforbud indtræder ved 200 fcc.

Leggett & Bockstaels analyse, som kontrollerer for en lang række andre variable, viser, at en ændring på 100 fcc i otte forskellige områder langs bugten fører til ændringer i ejendomspriserne på mellem $ 5.114 og 9.824. I gennemsnit påvirkes ejendomspriserne med 1.5 pct. af en ændring på 100 fcc.

Af 6704 ejendomme i området er 494 beliggende i områder, hvor der grundet forureningen er badeforbud. Benefits ved at forbedre kvaliteten for alle disse - i form af en grænseværdi på 200 fcc – er godt $ 12 mio. Forfatterne gør opmærksom på, at der er en række benefits, som ikke er taget med i analysen. Fx vil alle andre ejendomme i området også nyde godt af den reducerede forurening. Endvidere er der, som i andre undersøgelser baseret på den hedoniske metode, ikke taget højde for ikke-brugsværdi.

Der skal tages et meget stort forbehold, hvis undersøgelsen skal kunne bruges i en dansk undersøgelse af industrielt spildevand, da der ikke er tale om den samme type forurening i de to studier, om end de to typer af forurening minder en del om hinanden i deres måde at begrænse rekreative aktiviteter på.

Alligevel er undersøgelsen meget interessant, da den rent faktisk påviser, at forureningsniveauet har en stor effekt på ejendomspriserne i et område, hvor forbrugerne er velinformerede om forureningsniveauet i hele bugten – forbrugerne sætter dermed via ejendomspriserne en pris på renere miljø.

Det er i den forbindelse vigtigt at have in mente, at den hedoniske metode undervurderer værdien af en miljøforbedring, idet den kun beregner brugsværdien, og altså ikke tager højde for ikke-brugsværdi.

6.2 Rejseomkostningsmetoden

6.2.1 Ewers & Schulz 1981

Ewers & Schulz (refereret i Römer & Pommerehne 1992) benytter rejseomkostningsmetoden til at vurdere de rekreative fordele ved en forbedring af vandkvaliteten i Tegelsøen i (Vest)Berlin.

Rejseomkostningerne beregnes som de monetære rejseomkostninger, alternativomkostningerne og "andre omkostninger".

I analysen fokuseres der på ni forskellige aktiviteter: Gåture, svømning, kommerciel sejlads, privat sejlads, surfing, roture, fiskeri, anden sejlads og vandskisport. Resultatet er, at disse aktiviteter sammenlagt giver et benefit på mellem 37 og 60 mio. DM for brugerne – 51 mio. DM/år er det mest sandsynlige benefit (p. 66).

De 51 mio. DM/år realiseres kun, hvis Tegelsøens forureningsniveau forbliver i status quo; forfatterne gør i den forbindelse opmærksom på, at en sikring af status quo kræver en væsentlig indsats for at bedre økologien i søen.

Hvis myndighederne ikke gør noget for at bedre søens vandkvalitet, falder benefits til 22 mio. DM/år. Der er dog en stor usikkerhed omkring dette estimat, da det udelukkende er baseret på ekspertudtalelser om, hvad der vil ske, hvis der ikke gøres indgreb i søen.

Da analysen er baseret på mange antagelser (fx vedrørende alternativomkostningerne), kræves der også forsigtighed i omgangen med resultaterne.

Endvidere er det, med henblik på benefit transfer til en dansk case, problematisk, at berlinerne sandsynligvis ikke har så mange substitutionsmuligheder som danskerne, som alle har relativt kort afstand til havet, og som derfor, alt andet lige, vil have et mindre tab af benefit ved en forringet vandkvalitet i en tilsvarende dansk sø.

6.2.2 Sandström 1998 og Soutukorva 2000

Sandström benytter sig ligeledes af rejseomkostningsmetoden, men med henblik på benefit transfer til danske forhold er Sandströms analyse mere interessant end Ewers & Schulz (jf. ovenfor), da Sandström fokuserer på betydningen af en reduceret eutrofiering for svenske rekreative havområder. Sandströms undersøgelsesområde er dermed i ret høj grad lig det danske projektområde.

Konkret benytter Sandström en random utility model¹⁰ til at udføre to simuleringer:

1. 50 pct. reduktion i næringsstofferne langs hele den svenske kystlinie (med få undtagelser).
2. 50 pct. reduktion i næringsstofferne i Laholmbugten (som munder ud i Kattegat og ligger ganske nær Danmark).

50 pct. reduktion i næringsstofferne er valgt, fordi det var det mål, som statsministrene omkring Østersøen enedes om i 1990. Målet indgår i flere internationale konventioner på området, som også Danmark har tiltrådt (Miljøstyrelsen 1999); derfor tager flere af de andre analyser, som gennemgås i det følgende, også udgangspunkt i dette internationale mål.

Sandströms analyse berører fire vandområder med svenske kyster: Østersøen, Øresund, Kattegat og Skagerrak – de tre førstnævnte har, ifølge Sandström, været hårdt ramt af eutrofiering. Laholmbugten er valgt særskilt ud, da den er et populært udflugtsmål, som har været hårdt ramt af eutrofiering.

Sandström henter data vedrørende svenskernes sommerferieture til kysten i den svenske turist- og rejsedatabase, som hver måned opdateres via 2000-4000 telefoninterviews.

Som indikator for vandtilstanden bruger Sandström, som Boyle et al. 1999 (jf. ovenfor), vandets sigtdybde i sin Random Utility Model. For at legitimere sigtdybde som en indikator på eutrofiering udfører Sandström en regressionsanalyse, som bekræfter sammenhængen.

Selve modellen er ret detaljeret - Sandström har væsentlige kontrolvariable med i analysen. Eksempelvis er der kontrolleret for antal soltimer i de forskellige rekreative områder (data hentet fra det svenske meteorologiske institut), ligesom der er kontrolleret for antallet af strande, og – ikke mindst – er der kontrolleret for antallet af alkohol-licenser pr. 1000 indbyggere, som også formodes at have en effekt på svenskernes valg af sommerferiemål.

Både soltimer, strande, alkohollicenser og vandets sigtdybde har en signifikant indflydelse på ikke-bådrejsendes rekreative adfærd. Resultatet af analysen er, at i scenariet for 50 pct. reduktion langs hele kystlinien, er der et rekreativt benefit på mellem SEK 240 og 540 mio./år. SEK 540 mio. er mindre end 10 pct. af de samlede estimerede omkostninger ved en sådan reduktion. På den baggrund kan et landsdækkende indgreb ikke legitimeres.

Sandström pointerer dog, at der ikke er taget højde for en række benefits. Fx er værdien af kommercielt fiskeri og ikke-brugsværdier ikke indregnet. Ligesom dagsrejser til de rekreative områder på mindre end 100 km ikke er medregnede, og dem må der formodes at være en del af.

Scenariet for Laholmbugten resulterer i et benefit på mellem SEK 12 og 32 mio./år. En anden undersøgelse viser, at udgifterne forbundet med en 50 pct. reduktion vil være ca. SEK 45 mio./år. Sandström konkluderer på den baggrund, at hvis det højeste benefit-estimat holder, kan det sandsynligvis betale sig at gennemføre tiltaget (taget i betragtning at en række værdier ikke indregnes i rejseomkostningsmetoden).

Sandströms analyse forekommer meget gennemarbejdet. Benefit transfer af dele af resultaterne fra denne svenske case til danske forhold er en mulighed - især da undersøgelsen også vedrører visse danske farvande. Det er dog ærgerligt, at analysen ikke tager højde for dagsrejser på under 100 km, da der, ud fra en rent intuitiv betragtning, må være mange af dem.

Det beviser Soutukorva (2000) ved at benytte samme datasæt og metode. Hun fokuserer udelukkende på den stockholmske skærgård (altså ikke hele kystlinien som Sandström), men inkluderer til gengæld dagsrejser på under 100 km og undersøger, hvad en 30 pct. reduktion i næringsstofferne vil være værd.

Soutukorva kommer frem til et consumers surplus i størrelsesordenen SEK 381-450 mio./år, hvilket ligger indenfor det interval, som Sandström estimerer for hele Sverige for en langt mere vidtgående forureningsreduktion. Omkostningerne ved en 30 pct. reduktion vurderes til at være i intervallet SEK 120-200 mio./år. Dermed vil en implementering af tiltagene resultere i en velfærdsmæssig gevinst for samfundet.

6.3 Rejseomkostningsmetoden og den betingede værdisætningsmetode anvendt i samme studie

6.3.1 Bockstael, McConnell & Strand 1989

I denne analyse anvendes rejseomkostningsmetoden og den betingede værdisætningsmetode til at beregne værdien af en moderat forbedring af vandkvaliteten i Chesapeake Bay (US) – altså den samme lokalitet som i Leggett & Bockstael 2000 (jf. ovenfor). Chesapeake Bay har, i tillæg til de tidligere beskrevne problemer med kolibakterie-forurening, gennem årene også haft problemer med eutrofiering og med giftige substanser.

Med hensyn til rejseomkostningsmetoden anvendes dels en "varying parameter model"; dels en "pooled model". Konkret analyseres brugen af 11 offentlige strande i Maryland via interviews med 484 brugere. Desuden blev 2.515 registrerede bådejere interviewet om deres aktivitet i området og endelig er 184 "striped bass"-fiskere blevet udspurgt om fangst m.m.

I den betingede værdisætningsanalyse er der udført telefoninterviews med 959 respondenter. Respondenterne er først blevet spurgt, om de finder vandkvaliteten i bugten acceptabel – 57 pct. svarer nej. Disse 57 pct. er derefter blevet spurgt: Er husholdningen villig til at betale $ XX pr. år i ekstra skat, så vandkvaliteten bliver så acceptabel, at man kan tage en svømmetur? Dollarværdierne i spørgsmålet er blevet varieret mellem respondenterne.

Resultatet af rejseomkostningsmetoden er, at værdien af en 20 pct. forbedring af vandkvaliteten for strandbrugerne udgør mellem $ 16.9 og 45.0 mio. Bådejernes værdi af at kunne sejle er i intervallet $ 0.7 til 8.1 mio., mens "striped bass"-fiskeriet har en værdi af $ 0.7 til 2.1 mio.

I øvrigt viser analysens kontrolvariable at ejerskab af bl.a. båd og swimmingpool har en signifikant indflydelse på efterspørgslen efter bedre vandkvalitet, mens "indkomst" ikke har det.

Den betingede værdisætningsanalyse, som er meget mere omfattende end rejseomkostningsmetoden, giver et aggregeret benefit-estimat på mellem $ 65.7 og 116.6 mio. Brugernes benefit er i størrelsesordenen $ 47.3 til 87.9 mio., mens ikke-brugernes er på mellem $ 18.4 og 28.7 mio. Den gennemsnitlige betalingsvillighed for brugerne er $ 121/år, mens den for ikke-brugerne er $ 38/år.

Forureningen af Chesapeake Bay lader til at have været ret alvorlig, allerede her mere end 10 år inden Leggett & Bockstaels undersøgelse (2000), idet det betvivles, om der kan bades i vandet. Derfor kræves også varsomhed med at overføre resultaterne til Danmark, da badevandskvaliteten langs de danske kyster er ret god – der er fx kun få deciderede badeforbud (Miljøstyrelsen 2002).

Betalingsvilligheden for henholdsvis brugere og ikke-brugere er dog et interessant estimat, som måske kan overføres til forholdene i indre danske farvande og søer og åer, som fra tid til anden lider af problemer i forbindelse med eutrofiering.

En svaghed ved analysen er, at de respondenter, som finder den nuværende vandkvalitet i bugten acceptabel, ikke er blevet spurgt om deres betalingsvillighed. Hvis ikke disse respondenter er blevet indregnede i estimatet for den gennemsnitlige betalingsvilje (det står ikke klart), er resultatet problematisk, da det så kun kan siges at gælde den del af befolkningen, som ikke finder bugtens vandkvalitet acceptabel.

6.3.2 Kawabe & Oka 1996

Kawabe & Oka anvender ligeledes både rejseomkostningsmetoden og den betingede værdisætningsmetode. Deres case er en reduktion af organiske stoffer i Tokyobugten; de organiske stoffer (primært nitrogen og fosfor) medfører iltsvind, som resulterer i lugtgener og misfarver bugtens vand med en grim rødbrun farve.

Rejseomkostningsanalysen er udført ved at sende spørgeskemaer til 200 husholdninger i hver af fem byer i op til 30 km afstand af bugten. I selve modellen indgår faktorer som rejsetid, vandkvalitet, kystliniens længde og stedets omdømme.

Scenariet er en 65 pct. reduktion af nitrogenudledningerne til bugten via denitrifikationssystemer på renseanlæggene og alle industrierne (de 65 pct. er vurderet som et seriøst bud på, hvad denitrifikationssystemernes indførelse vil betyde). Analysen viser, at konsumentoverskuddet ved diverse rekreative aktiviteter inden en eventuel rensning er:

1. Udsigt, gåture, naturstudier, fotografering, maling: JPY 29.4 milliarder.
2. Muslingefiskeri, padling og kystfiskeri: JPY 22.0 milliarder.
3. Badning, snorkling, surfing: JPY 1.8 milliarder.

I alt: JPY 53.2 milliarder.

Efter den foreslåede rensning vil konsumentoverskuddet for de tre aktiviteter stige til henholdsvis JPY 265.8, 232.5 og 13.1 milliarder, hvilket giver en samlet sum på JPY 511.4 milliarder.

Dermed kan der beregnes et benefit ved forbedringen på JPY 458.3 milliarder (hvilket med dagens kurser svarer til ca. DKK 30 milliarder¹¹).

Den betingede værdisætningsanalyse blev baseret på følgende spørgsmål i interviewene: ".... if the nitrogen in the water is reduced by your paying extra sewage charge of JPY x per month and if it makes the sea water of Tokyo Bay sufficiently clean that the colour does not turn reddish brown, would you choose to pay the charge?" (p.789). Ligesom i fx Bockstael et al. (1989) er pengeværdien i spørgsmålet blevet varieret fra respondent til respondent. Der er anvendt 10 værdier mellem JPY 100 og 4000 (DKK7-270).

Resultatet af analysen er, at den gennemsnitlige betalingsvillighed er på JPY 4990/måned (med dagens kurser svarer det til DKK 349/måned). Det må siges at være en høj betalingsvillighed, da respondenterne dermed i gennemsnit er villige til at betale mere end DKK 4000 om året i ekstraafgift. Den totale betalingsvillighed for befolkningen i området er JPY 1285 milliarder/år.

Kawabe & Oka konkluderer, at vandkvalitet og rejsetid ser ud til at være de vigtigste faktorer for efterspørgslen efter rekreative aktiviteter i og ved Tokyobugten. De estimerede benefits i den betingede værdisætningsanalyse er 2.8 gange større end ved brug af rejseomkostningsmetoden, hvilket kan hænge sammen med, at den betingede værdisætningsanalyse fanger flere af respondenternes værdier.

Omkostningerne ved at etablere og drive de beskrevne denitrifikationssystemer vil være JPY 49 milliarder/år (3.4 mia./år). Da det kun svarer til ca. 10 pct. af benefits ved rejseomkostningsmetoden, vil der være store nettobenefits ved en implementering af rensesystemerne.

Kawabe & Okas analyse forekommer godt gennemarbejdet, men det er en klar svaghed, at kun 289 af de 1000 spørgeskemaer er blevet besvaret. Det kunne fx frygtes, at det primært er dem, som er bekymrede for bugtens vandkvalitet, som har besvaret spørgeskemaerne, hvilket sandsynligvis vil resultere i, at estimatet for den gennemsnitlig betalingsvillighed bliver for højt til at kunne appliceres på befolkningen som helhed. Samtidig vil også rejseomkostningsanalysen resultere i et for højt benefit-estimat, da også den er baseret på spørgeskemaer. Frygten for at undersøgelsen ikke giver et korrekt billede af præferencerne forstærkes af, at Kawabe & Oka når frem til en meget høj betalingsvillighed.

Forfatterne konstaterer lakonisk, at 28.9 pct. af spørgeskemaerne er blevet besvaret. Et så lavt antal besvarelser burde have givet anledning til metodiske overvejelser, men det har forfatterne altså fravalgt. Som nævnt ovenfor anbefaler NOAA en responsrate på mindst 70 pct.

6.4 Den betingede værdisætningsmetode

6.4.1 Magnussen & Navrud 1992¹²

Magnussen & Navrud analyserer betalingsvilligheden i et stort område, idet de beregner betalingsvilligheden for en 50 pct. reduktion af næringssalte i norske fjorde, elve og kystområder i hele området fra Sverigesgrænsen til Lindesnes (i det sydligste Norge).

Analysen er dels baseret på landsdækkende interviews med 1228 respondenter; dels på en særskilt lokal undersøgelse (i Østfold) med 200 respondenter. Den landsdækkende undersøgelse havde en imponerende responsrate på 97.5 pct.

Forfatterne giver en meget grundig gennemgang af problemerne forbundet med anvendelse af den betingede værdisætningsmetode. Analysens undersøgelsesdesign giver desuden indtryk af at være meget gennemarbejdet. Der er gjort meget ud af at informere respondenterne om konsekvenserne af forurening via farvebilleder m.v. Endvidere testes der for problemet vedrørende indlejringseffekter (jf. ovenfor), ligesom det kontrolleres, om forskellige spørgeteknikker har indflydelse på betalingsvilligheden – det har de, viser det sig.

Som i Kawabe & Okas analyse (jf. ovenfor), og som i Turner et al. 1999 (jf. nedenfor) er der også respondenter i den norske undersøgelse, som har en betænkeligt høj betalingsvillighed (NOK 10.000-15.000 i ekstraafgift pr. husholdning pr. år), hvilket kunne tyde på, at ikke alle respondenter svarer lige oprigtigt på betalingsvilligheds-spørgsmålet.

I øvrigt er det interessant, at kun 20 pct. af betalingsvilligheden kan henføres til brugsværdi, mens den resterende del er ikke-brugsværdi.

Det overordnede resultat af den landsdækkende undersøgelse er, at respondenterne har en gennemsnitlig betalingsvillighed på NOK 2.100 pr. husholdning pr. år i ekstraafgift. Magnussen & Navrud mener dog, på baggrund af mange tests, at det bedste bud på betalingsvilligheden er i intervallet NOK 1000-2000, og at den reelle betalingsvillighed sandsynligvis er nærmere NOK 1000 end NOK 2000.

6.4.2 Carson & Mitchell 1993

Denne undersøgelse fokuserer på den amerikanske Clean Water Acts nationale mål om rent ferskvand: Hvor store benefits vil en implementering resultere i?

Respondenterne er dels blevet spurgt om, hvor meget husholdningen er villig til at betale for at undgå, at vandkvaliteten falder; dels hvor meget de er villige til at betale for forbedringer, så det bliver muligt henholdsvis at sejle, fiske og bade i vandet. Der er udført en lang række tests for at sikre undersøgelsens validitet.

Der blev udført 813 interviews. Responsraten var 79 pct.

I selve analysen er inkonsistente svar blevet sorteret fra. Eksempelvis er svar, hvor betalingsvilligheden er større end 5 pct. af husholdningens indkomst blevet sorteret fra.

Resultatet af den justerede analyse er, at amerikanerne generelt er villige til at betale $ 93 pr. husholdning pr. år for at bevare en "sejlbar" (ferskvands-) vandkvalitet. De er villige til at betale $ 70 mere for at opnå fiskevandskvalitet og yderligere $ 78 for at opnå badevands-kvalitet. Dvs. alt i alt $ 242 for badevandskvalitet.

Udregnes, med udgangspunkt i en dårlig vandkvalitet (sejlbart), de aggregerede benefits ved at nå det nationale mål om badevandskvalitet, er der et benefit på $ 29.2 milliarder/år. Dette benefit korrigerer Carson & Mitchell til $ 39.1 milliarder på baggrund af en undersøgelse udført af A.M. Freeman, som har nogle benefits med, som Carson & Mitchell ikke har taget højde for i deres analyse. Korrigeret for de sidste års udvikling i indkomst m.v. (som nævnt har indkomst en indflydelse på amerikanernes betalingsvillighed) bliver resultatet et benefit på $ 46.7 mia. I år 2000 regner myndighederne med at udgifterne i forbindelse med en sikring af badevandsvandkvalitet udgør $ 76.3 mia. Dermed overgår udgifterne meget markant benefits.

På den baggrund anbefaler Carson & Mitchell, at myndighederne slækker på det nationale vandkvalitetskrav om badevandskvalitet i ferskvandsområder over hele landet. Fx kunne der være mindre strenge krav på nogle lokaliteter.

Undersøgelsen virker godt dokumenteret, og der har, i modsætning til i visse af de andre undersøgelser, været en høj responsrate. Med henblik på at overføre den gennemsnitlige betalingsvillighed til danske forhold er det vigtigt at være opmærksom på, at undersøgelsen kun vedrører ferskvand. Det kan meget vel tænkes, at befolkningen har andre præferencer vedrørende saltvand.

6.4.3 Goffe 1995

Goffes case er meget snævrere end Carson & Mitchells, idet der fokuseres på en specifik naturhavn i den franske by Brest. I havnen har der været store problemer med eutrofiering, og nitratkoncentrationen i havnemundingen er fordoblet gennem de sidste 15 år. Problemerne skyldes (i prioriteret orden): 1) Gylle 2) Kunstgødning 3) Spildevand fra husholdninger og industri.

Havnens vandkvalitet er det meste af tiden middel, men ind imellem er der dårlig badevandskvalitet. Det frarådes at spise skaldyr fra havnen.

Der er gennemført i alt 607 face-to-face interviews fordelt på fem lokaliteter i området. Den ene af lokaliteterne - Botanisk Have – ligger ikke direkte ved havnen, men er taget med i undersøgelsen for at få afdækket ikke-brugsværdi. Goffe har valgt kun at interviewe lokale borgere, da det vurderes, at havnen ikke er nogen turistmæssig attraktion. De 607 interviews er opnået på baggrund af ca. det dobbelte antal henvendelser. Interviewene var baseret på to scenarier:

1. Hvor meget er du villig til at betale for, at man uden risiko kan bade i vandet og spise skaldyr derfra?
2. Hvor meget er du villig til at betale for, at man kan undgå iltsvind grundet høj koncentration af næringsstoffer i havnen?

Scenario a) skulle finansieres via vandafgiften.

Scenario b) skulle initialt finansieres via den lokale skat, men her blev forskerne nødt til at ændre undersøgelsens design, da dette scenario gav en stor mængde null-responses. Det forklarer forfatteren med, at der generelt var stor utilfredshed med den lokale skat på undersøgelsens tidspunkt. Derfor ændredes spørgsmålet, så pengene i stedet ville gå til en fond til havnens bevarelse.

Respondenterne fik under interviewet forevist billeder af miljøproblemet. Scenariernes aktualitet blev understreget af, at i løbet af undersøgelsen nedlagde myndighederne direkte forbud mod at spise skaldyr fra området, og der var desuden problemer med misfarvet vand.

Selve betalingsvilligheden blev afdækket via såkaldt åbne spørgsmål med betalingskort (med værdier fra FRF 0 til 2000).

Betalingsvilligheden, korrigeret for en række kontrolvariable, er for scenario a) FRF 215 pr. husholdning pr. år og for scenario b) FRF 160 pr. husholdning pr. år.

Kontrolvariablene viser, at især uddannelse og indkomstniveau har en effekt på betalingsvilligheden.

Goffe konkluderer, at resultatet er relativt højt i forhold til hvad andre franske undersøgelser af betalingsvillighed er nået frem til, hvilket kan skyldes de to hændelser (forbud mod at spise skaldyr og misfarvningen af vandet), som satte fokus på problemerne i undersøgelsesperioden.

Goffes undersøgelse er på en række områder meget grundig (især med hensyn til kontrolvariable), men selve udvælgelsen af respondenter forekommer problematisk, da det alt andet lige må give en bias at opsøge folk på diverse udendørs lokaliteter. Dels sorteres på denne måde visse befolkningsgrupper fra (fx gangbesværede, som i højere grad opholder sig i eget hjem, og som måske netop derfor ikke har nogen stor betalingsvillighed); dels er der en risiko for at interviewerne – bevidst eller ubevidst – får en bias i selve udvælgelsen af respondenter (måske vælger de primært at spørge folk, som "ser flinke ud"). Det havde været bedre, rent metodisk, at stemme dørklokker på tilfældigt udvalgte bopæle.

Desuden er det problematisk, at der har været nogle specielle forureningstilfælde i lige netop den periode, hvor interviewene er udført. Det har med stor sandsynlighed resulteret i en højere betalingsvillighed, end tilfældet ville have været under mere normale omstændigheder. I øvrigt er responsraten (50 pct.) også væsentligt lavere end anbefalet af NOAA (jf. ovenfor).

6.4.4 Mäntymaa 1997

Denne bog indeholder, ud over gode generelle overvejelser om betingede værdisætningsanalyser, en analyse af lokalbefolkningens betalingsvillighed i forhold til en forbedring af vandkvaliteten i Finlands sjettestørste sø – Oulujärvi (893 km²). Undersøgelsen er baseret på 268 face-to-face interviews (responsrate 75.7 pct.). Respondenterne bor, eller har sommerhus, i et distrikt, som grænser op til søen. Dvs. der primært er tale om brugere.

Mäntymaa benytter sig af en ny type spørgemetode - "Bidding tree" – som er en blanding af metoderne "bidding game" og "payment card". I "bidding tree" får respondenten et kort med nogle beløbsintervaller og skal så afkrydse et interval, som betalingsvilligheden ligger indenfor. På baggrund af det første interval får respondenten et nyt kort, hvor der skal vælges et mere snævert interval. Denne proces gentages en tredje gang. Derefter er intervallet snævert nok til at bede om en præcis betalingsvillighed (Mäntymaa et al. 1992:95). Ca. halvdelen af respondenterne har fået et traditionelt åbent spørgsmål vedrørende betalingsvilligheden. I tillæg til betalingsvilligheds-spørgsmålet spørges der til respondenternes uddannelse, indkomst m.v., så der via en regressionsanalyse kan testes for tredjevariables indflydelse.

Mäntymaa anvender en skala med fem beskrevne niveauer for søens vandkvalitet (fra "excellent" til "unsuitable"). Ud fra denne skala er respondenterne blevet bedt om at vurdere søens vandkvalitet. Derefter er de blevet spurgt om, hvor meget de er villige til at betale for, at søens vandkvalitet bliver ét niveau bedre. Endelig er de blevet spurgt om, hvor meget de er villige til at betale for at undgå, at søens vandkvalitet bliver ét niveau dårligere.

Resultatet af undersøgelsen er, at den gennemsnitlige betalingsvillighed for at søens vandkvalitet forbedres ét niveau er 546 FIM pr. husholdning pr. år, mens den gennemsnitlige betalingsvillighed for at undgå at vandkvaliteten forringes med ét niveau er 791 FIM.

I øvrigt er det interessant, at den gennemsnitlige betalingsvillighed blandt skovejerne i området er noget lavere end den generelle betalingsvillighed, hvilket Mäntymaa forklarer med, at skovejerne frygter indgreb over for en stor papirmassefabrik, som ligger lige ved søen (Mäntymaa et al. 1992:96).

Mäntymaa er selv inde på et af de metodiske problemer: Det er svært for respondenterne at vurdere vandkvaliteten på baggrund af skalaen, og der er en tendens til, at de bare placerer sig i midten på skalaen, hvis de er usikre. Det kan medføre en usikkerhed videre frem i analysen, når der spørges til betalingsvilligheden for, at vandkvaliteten stiger ét niveau (Mäntymaa 1997:47ff).

En anden usikkerhed i Mäntymaas analyse er bidding-tree-teknikken, som er en variant af åbent-spørgsmål-teknikken. Det er tilsyneladende et problem – som med andre metoder der anvender såkaldte betalingskort – at respondenternes svar afhænger af, hvilke værdier der er angivet som svarmulighed (Mäntymaa 1997:71). Problemet illustreres ved, at de respondenter, som har svaret via "bidding-tree" har en gennemsnitlig betalingsvillighed for en forbedring på ét niveau på hele 832 FIM, mens respondenterne med et traditionelt åbent spørgsmål har en betalingsvillighed på kun 290 FIM. En statistisk analyse viser, at forskellen er signifikant (ibid:68f).

Det er nemt at være bagklog, men rent umiddelbart forekommer Mäntymaas første intervaller heller ikke specielt gennemtænkte. Respondenterne kan vælge mellem to intervaller: a)0-3000 FIM eller b)Over 3000 FIM (ibid:174). 3000 FIM er temmelig mange penge og ved at have 3000 FIM som skillegrænse, er der en klar fare for, at intervieweren sporer respondenten ind på et højt beløb i interviewets startfase. Mäntymaa konkluderer, at metoden må afprøves flere gange, før validiteten kan vurderes.

6.4.5 Aarskog 1998

Aarskog anvender den betingede værdisætningsmetode og en flermåls nytteanalyse til at vurdere betalingsvilligheden for yderlige rensning af Indre Oslofjord.

Aarskog fokuserer på fire typer af forurening:

	Affald og olie i overfladen
	Vandklarhed
	Iltindhold
	Miljøgifte

Scenariet er en totalrensning af disse forureningstyper, som finansieres ved et tillæg i kloakafgiften 10 år frem i tiden.

Aarskog baserer den betingede værdisætningsanalyse på spørgeskemaer med betalingskort – dvs. at respondenterne får præsenteret en række beløb, hvor de så skal angive betalingsvilligheden ved at sætte kryds ved et af beløbene.

Flermåls nytteanalyse er en anden form for interviewundersøgelse, hvor der spørges mere indirekte til betalingsvilligheden. Spørgeskemaet blev sendt til 1000 personer; responsraten var 40 pct.

Resultatet af den betingede værdisætningsanalyse er, at brugerne af fjorden er villige til at betale NOK 812/år pr. husholdning, mens ikke-brugerne vil betale NOK 536/år. Den gennemsnitlige betalingsvillighed er NOK 750/år. 25 pct. af respondenterne vil intet betale for en rensning. I flermåls nytteanalysen er betalingsvilligheden NOK 574/år. Aarskogs vurdering (på baggrund af diverse fejlkilder) er, at estimaterne ligger noget for højt.

Der er udført flere analyser af betalingsvilligheden i forhold til rensning af norske fjorde. En tidligere analyse (1988) af Indre Oslofjord gav en gennemsnitlig betalingsvillighed på NOK 870 pr. husholdning pr. år, mens en analyse (1987) af Kristiansandsfjorden gav et gennemsnit på NOK 447 og en analyse af Drammenfjorden (1989) et gennemsnit på NOK 585 (Navrud 1992b:119).

Omregnes Aarskogs to undersøgelsers resultater til et samlet estimat for kommunerne langs fjorden giver det benefits på henholdsvis NOK 179 mio. for den betingede værdisætningsanalyse og NOK 139 mio. for flermåls nytteanalysen. Statens Forureningstilsyn har beregnet omkostningerne ved rensningerne til at udgøre ca. 50 mio./år i 10 år. Ergo vil der være et konsumentoverskud i lokalområdet på ca. 100 mio. pr. år. I resten af landet er der dog også en vis betalingsvilje for rensning af Oslofjorden. Erfaring fra undersøgelser af Kristiansandsfjorden viser, at den nationale betalingsvilje udgør ca. 64 pct. af den lokale. Anvendes dette estimat på nærværende analyse, resulterer det i et benefit på projektet på NOK 530 mio./år for hele Norge og et konsumentoverskud på ca. NOK 480 mio.

Aarskogs resultater er umiddelbart ikke overførbare til den danske case, da scenariet er en rensning af mange forskellige forureningstyper. Det er endvidere betænkeligt, at responsraten kun er på 40 pct. Endelig kræves varsomhed med spørgeskemaer baseret på payment cards, idet respondenternes svar kan påvirkes af svarmulighederne.

6.4.6 Turner et al. 1999¹³

Turner et al. 1999 er et af resultaterne af meget omfattende undersøgelser af eutrofieringen af Østersøen. Der er således hele 14 forfattere på artiklen¹⁴. 14 empiriske værdisætningstudier er som led i projektet gennemført i Polen, Sverige og Litauen med henblik på at vurdere omkostninger og fordele ved en 50 pct. reduktion af fosfor- og nitrogenudledningerne. To af disse studier blev anvendt til at vurdere værdien af en sådan reduktion for hele Østersøen, og det er dem, som gennemgås i denne artikel.

Det første studie er en betinget værdisætningsanalyse, som blev sendt pr. brev til 600 tilfældige svenske respondenter over hele Sverige i 1995 (responsrate 60 pct.). I scenariet blev respondenterne præsenteret for årsag-effekt-information om eutrofiering. Videre blev respondenterne bedt om at tage stilling til en handlingsplan, som i løbet af 20 år vil nedbringe forureningen af Østersøen til et bæredygtigt niveau¹⁵. Respondenterne fik at vide, at planen skal finansieres gennem en ekstra miljøskat i alle landene omkring Østersøen. Derefter skulle de tage stilling til følgende spørgsmål: "If there would be a referendum in Sweden about whether to launch the action plan or not, would you vote FOR or AGAINST the action plan if your environmental tax would amount to SEK A per year during 20 years?" (Söderqvist 1996:6). I hvert enkelt spørgeskema var der (i stedet for "A"et) indføjet ét af følgende syv beløb: SEK 1000, 2000, 4000, 6000, 10000, 15000 eller 25000 (jf. Söderqvist 1996:13).

Resultatet af analysen er, at den gennemsnitlige betalingsvillighed er SEK 5900 pr. husholdning pr. år. Hvis det antages, at dem som ikke har besvaret spørgeskemaet har en betalingsvillighed på nul, ender estimatet på SEK 3300/år. Dette "konservative" estimat anvendes videre i analysen. Selv med nævnte estimat er der, i lighed med Kawabe & Okas undersøgelse og til dels Magnussen & Navruds undersøgelse (jf. ovenfor) tale om en forbavsende høj betalingsvillighed, idet respondenterne er villige til at betale dette beløb hvert år i de næste 20 år. Turner et al. nævner selv, at der måske kan være problemer med indlejringseffekter – dvs. respondenterne glemmer, at de også skal betale for andre miljøtiltag, som intet har med det pågældende tiltag at gøre.

Den anden undersøgelse var næsten identisk med den første, men sendtes i stedet til 600 tilfældigt udvalgte polakker (responsrate 50 pct.). Her var den gennemsnitlige betalingsvillighed SEK 840 pr. person pr. år; SEK 426 hvis ubesvarede spørgeskemaer regnes som en betalingsvillighed på nul. Også her er der tale om en meget høj betalingsvillighed indkomstniveauet i Polen taget i betragtning.

Ud fra undersøgelserne estimeres et benefit for alle lande omkring Østersøen (Danmark, Estland, Letland, Litauen, Finland, Tyskland, Polen, Rusland og Sverige) på SEK 37,9 mia./år, hvis ubesvarede spørgeskemaer regnes som nul-svar (SEK 69.3 mia./år, hvis ubesvarede spørgeskemaer udelukkes fra undersøgelsen). Nettobenefit-estimatet er SEK 6.8 mia. (38.2 mia. hvis ubesvarede udelukkes). For Danmark alene beregnes et brutto-benefit i størrelsesordenen fra 6,9 mia. SEK til 12,4 mia. SEK pr. år, mens der justeret for estimerede omkostninger, beregnes et netto-benefit i størrelsesordenen fra 4,0 mia. SEK til 9,4 mia. SEK (Turner et al. 1999:349f).

Söderqvist (1996:24) estimerer, justeret for forskelle i BNP, en betalingsvillighed for Danmark på SEK 3515 pr. husholdning pr. år.¹⁶

På baggrund af brutto benefit-estimatet og omfanget af en 50 pct. reduktion af udledningerne kan der beregnes en gennemsnitlig betalingsvillighed i landene omkring Østersøen på EUR 17,9 pr. kg N, og EUR 19,4 pr. kg P (de Haan et al. 2000). Nærværende rapports forfatter har gennemgået de Haan et al.s (2000) beregning og det viser sig, at de Haan et al. når frem til forskellige betalingsvilligheder for henholdsvis fosfor og nitrogen, fordi de foretager en uheldig afrundingsfejl. Rettes denne fejl bliver resultatet en betalingsvillighed på 17,94 EUR for både nitrogen og fosfor (se slutnote ).

Undersøgelsen er interessant med henblik på benefit transfer til en dansk case, idet den rent faktisk, som den eneste af de her gennemgåede analyser, indeholder et benefit-estimat for danskernes betalingsvillighed for at mindske nitrogen- og fosforudledninger, og der kan ydermere beregnes en direkte betalingsvillighed pr. kg næringsstof¹⁷.

Der må manes til forsigtighed, hvad angår benefit transfer, idet den estimerede gennemsnitlige betalingsvillighed forekommer unormalt høj, når der skeles til resultaterne i nogenlunde sammenlignelige cases (jf. ovenfor). Betalingsvilligheds-spørgsmålet har indeholdt nogle meget høje beløb. En betalingsvillighed på SEK 25.000 pr. år i 20 år i form af en ekstraafgift forekommer fuldkommen urealistisk – ikke desto mindre har hele 10 af de 66 respondenter, som har fået 25.000-kroners-spørgsmålet, svaret ja til, at de er villige til at betale dette beløb (30 har svaret nej, 22 svarer "ved ikke" og 4 er blanke besvarelser) (Söderqvist 1996:13).

Det må desuden noteres, at responsraten er relativt lav (60 pct.).

Forskerne satte også selv spørgsmålstegn ved, om respondenterne virkelig er villige til at indbetale ca. 12 pct. af deres indkomst til en specifik ekstra Østersøen-miljøskat. Derfor valgte de at ringe nogle af respondenterne op for at kontrollere svaret. Her kom det frem, at 25.000-kroner-respondenterne ikke var stensikre på, at de i givet fald ville stemme for en sådan 25.000-kroners-skat, men de ville dog heller ikke ændre deres besvarelse (ibid). Det der taler for en høj betalingsvillighed, er ifølge Söderqvist, at respondenterne generelt i høj grad er brugere af Østersøen. Det kan dog næppe alene forklare den meget høje betalingsvillighed, og der er derfor noget som tyder på, at der måske kunne være et problem i selve spørgeskemaets design. Omvendt skal det dog påpeges, at undersøgelsesdesignet giver indtryk af at være godt gennemarbejdet.

I forbindelse med undersøgelsen, blev der gennemført en mindre undersøgelse (Gren et al. 1997:137) baseret på en såkaldt open-ended spørgeteknik. Spørgsmålet var det samme som i undersøgelsen ovenfor, men respondenterne (150 respondenter) skulle her selv angive betalingsvilligheden i stedet for at svare "ja" eller "nej" til et bestemt beløb. Den gennemsnitlige betalingsvillighed var her kun SEK 1000/år, hvilket er væsentligt mindre end i den store undersøgelse, omend det stadig er en høj betalingsvillighed. Det er dog værd at erindre, at NOAA anbefaler anvendelse af den førstnævnte spørgeteknik - dichotomous choice.

Vedrørende overvejelserne om at overføre de svenske resultater til en dansk kontekst kan der sættes et stort spørgsmålstegn ved, om den gennemsnitlige dansker værdsætter Østersøen lige så højt, som den gennemsnitlige svensker. Den svenske del af Østersøen udgør en meget stor procentdel af de samlede svenske havområder, mens den danske del af Østersøen kun udgør en mindre del af de danske havområder. Derfor taler meget for, at hvis Turner et al.s estimerede danske betalingsvillighed (12.376.000.000 SEK) skal tages i anvendelse, skal den tages som udtryk for en betalingsvillighed for en 50 pct. reduktion af næringsstofferne i samtlige danske havområder, og altså ikke kun i Østersøen¹⁸.

Opsummerende kan det konstateres, at det er interessant, at et benefit-estimat er beregnet for Danmark og undersøgelsen kan bruges som udgangspunkt for en diskussion af adfærdsbaseret værdisætning af begrænsninger af næringsstof-udledningerne i en dansk kontekst. Der skal dog endnu en gang advares mod en rigid anvendelse af undersøgelsens estimater på generelle danske næringsstofreduktioner. For det første tyder noget på, at nogle af respondenterne i betalingsvilligheds-undersøgelsen har svaret urealistisk højt. For det andet er danskernes betalingsvillighed estimeret på basis af svenske og polske respondenters betalingsvillighed. For det tredje vedrører betalingsvilligheden kun en begrænset del af de danske farvande (Østersøen). For det fjerde er betalingsvilligheden betinget af, at der også sker store reduktioner i de andre lande omkring Østersøen, da respondenterne (i scenariet) blev stillet i udsigt, at alle udledninger reduceres med 50 pct.

6.4.7 Söderqvist & Scharin 2000

Söderqvist & Scharin undersøger betalingsvilligheden for reduktioner i næringsstofforureningen i ét af de vigtigste rekreative område langs Østersøen: Den stockholmske skærgård. Undersøgelsen er gennemført ved hjælp af den betingede værdisætningsmetode. Spørgeskemaerne er sendt pr. brev til 4000 respondenter i Stockholms län, hvor skærgården er beliggende, og i nabo-länet Uppsala. Responsraten var 47.2 pct., og dermed væsentligt under NOAA’s grænse.

Scenariet er som følger: Der gennemføres et forureningsbekæmpelsesprogram, ifølge hvilket landmænd og rensningsanlæg i Stockholms, Södermanlands og Uppsala län skal betale for en oprensning. Det vil medføre stigende priser på landbrugsprodukter og husholdningsvand. Samtidig vil sigtdybden i skærgårdsvandet øges fra én til to meter i løbet af 10 år. Om 10 år vil det altså være muligt for badegæsterne at se deres fødder i vandet, når de er ude at bade. Hvis der ikke gennemføres nogen tiltag, vil vandkvaliteten gradvist forværres, og vandet bliver mere grumset.

Respondenterne er blevet spurgt, om de er villige til at acceptere de beskrevne stigende priser via et open-ended spørgsmål. Der er desuden testet for en lang række kontrolvariable. Et konservativt bud på den gennemsnitlige betalingsvillighed er SEK 436/pr. person pr. år., mens et ikke-konservativt bud er SEK 725/år.

Forfatterne finder, at resultatet stemmer godt overens med resultaterne i Turner et al. (1999) (jf. ovenfor), da der dels er anvendt en spørgeteknik, som traditionelt giver en lavere betalingsvillighed; dels vedrører scenariet et væsentligt mindre område end det i Turner et al.

Scenariet er interessant, da borgerne ifølge den skitserede model ikke kommer til at betale afgiften direkte, da den pålægges landmænd og rensningsanlæg. Et andet interessant aspekt ved undersøgelsen er, at respondenterne ved nul betalingsvillighed stilles i udsigt, at vandet vil blive mere grumset. Begge disse forhold vil, alt andet lige, betyde, at respondenterne har en højere betalingsvillighed.

Undersøgelsen er ret omfattende og interessant i en dansk kontekst, da den vedrører eutrofiering og samtidig er gennemført i et naboland, som kulturelt, økonomisk m.v. minder meget om Danmark. Det er dog betænkeligt, at undersøgelsens responsrate er på under 50 pct.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |