Bekæmpelsesmiddelstatistik 2002

II Landbrugets pesticidanvendelse

1 Indledning

Som et supplement til den foranstående bekæmpelsesmiddelstatistik opgør Miljøstyrelsen hvert år særskilt forbruget og anvendelsen af de stoffer og produkter, der benyttes i landbruget til bekæmpelse af ukrudt, sygdomme og skadedyr samt til vækstregulering af afgrøder. Opgørelsen, der afrapporteres i det følgende, indgår i grundlaget for evalueringen af Pesticidhandlingsplan II, der har forløbet indtil udgangen af 2002 og skal evalueres i år.

Behandlingshyppigheden opgøres efter to metoder; den gamle (oprindelige) metode, der blev anvendt i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I, og den nye, der er en opdateret udgave af denne. Da den nye beregningsmetode har vist sig at give resultater, der ligger lidt højere end den gamle, fastholdes opgørelsen efter gammel metode indtil videre af hensyn til muligheden for sammenligning med tidligere års opgørelser. Dette er især vigtigt i et år, hvor en handlingsplanperiode skal evalueres. En beskrivelse af ændringerne i opgørelsesmetoden kan findes i "Bekæmpelsesmiddelstatistik 1998".

Opgørelsen er baseret på salgstallene for aktivstoffer og produkter i 2002, som indberettes af firmaerne til Miljøstyrelsen. Vurderingen af forbrugsmønstre for aktivstoffer og formulerede produkter er foretaget i samarbejde med Danmarks JordbrugsForskning i Flakkebjerg. De benyttede arealdata for 2002 er stillet til rådighed af Danmarks Statistik, mens beskrivelserne af klimaforhold og skadegørere i det væsentlige er baseret på "Oversigt over landsforsøgene 2002", der udgives af Landsudvalget for Planteavl.