Termisk assisteret vakumekstraktion af PCE. Hovedrapport

1 Indledning

1.1 Baggrund for afværgeprojektet
1.2 Formål

1.1 Baggrund for afværgeprojektet

En undersøgelse i 1999 påviste en kraftig forurening af jord og grundvand under et renseri på Vesterbro 28 i centrum af Odense. Fra renseriet er der lækket en større mængde PCE til jord og grundvand ved spild og utætte installationer. I poreluften har forureningen bredt sig over et område på mere end 10.000 m² og har påvirket indeklimaet i flere hundrede boliger. Forureningsniveauet har været så højt, at embedslægen har erklæret flere boliger for uegnede til mennesker.

Jordforureningen i den umættede zone er oprenset med vakuumekstraktion, suppleret med en opvarmning af kildeområdet ved hjælp af dampinjektion. Grundvandsforureningen er efterfølgende oprenset ved kemisk oxidation med injektion af kaliumpermanganat. Oprensningen er gennemført af Fyns Amt med støtte fra Miljøstyrelsens Teknologipulje. COWI har forestået undersøgelser, projektering og den miljømæssige drift af in-situ oprensningen. NCC Danmark A/S har forestået entreprenørarbejdet og den mekaniske drift af in-situ oprensningen. Placering af oprensningsområdet fremgår af figur 1.1.

Figur 1.1     Oversigtskort. Målestok ca. 1:12.000
Grundmateriale © copyright Kort & Matrikelstyrelsen. Reproduceret i henhold til tilladelse G11-98.

Figur 1.1
Oversigtskort. Målestok ca. 1:12.000

1.2 Formål

Formålet med afværgeforanstaltningerne er at sikre arealanvendelsen i de boliger, der er påvirket af forureningen fra Vesterbro 28.

Formålet med Teknologiprojektet er at dokumentere, om opvarmningen af den umættede zone med damp fremmer massefjernelsen i forhold til normal "kold" vakuumventilation. Herudover er formålet at:

  • Undersøge forureningsspredningen i mættet og umættet zone. Med det gennemførte afværgekoncept, er der en risiko for spredning af kraftigt forurenet kondensat af damp samt eventuel fri fase forurening. Til belysning af om der er sket en sådan spredning er der udført en omfattende monitering af forureningsudbredelsen i poreluften og i den øverste del af grundvandet.
  • Undersøge temperaturudbredelsen horisontalt og vertikalt som følge af dampinjektionen. Teknologipuljen har givet støtte til en edb modellering af dampudbredelse samt til en detaljeret temperaturmonitering. Dette har givet en sikker drift af anlægget og muliggjort sammenligninger af temperaturudbredelsen med på forhånd beregnede temperaturudviklinger.
  • Dokumentere oprensningseffekten, herunder detaljeret monitering af forureningsniveauet i ekstraheret poreluft før, under og efter damp-/luftinjektionen.
  • Undersøge geotekniske forhold. Opvarmningen kan medføre ændringer af jordlagenes geotekniske egenskaber med betydning for bygningernes stabilitet. En detaljeret dokumentation af de geotekniske forhold foretages under teknologiprojektet ved en grundig fotoregistrering og præcisions-nivellementer i udvalgte punkter.
  • Tilvejebringe et skøn over omkostningerne ved metoden.
  • Tilvejebringe et skøn over miljøbelastningen ved metoden.