Statistik for glasemballage 2001

8 Indberetninger til EU

8.1 Emballagedirektivet
8.2 Formål
8.3 Emballageforsyningsmængden
8.4 Tom emballage
      8.4.1 Import/eksport
8.5 Returflasker
8.6 Indsamlet mængde

8.1 Emballagedirektivet

I henhold til direktivet om emballage og emballageaffald (94/62/EF) og EU-Kommissionens beslutning af 3. februar 1997 (97/138/EF) skal der foretages en særlig indberetning til kommissionen.

I indberetningen til Kommissionen indgår oplysninger, der hentes dels fra nærværende notat, dels fra notatet ”Emballageforsyningen i Danmark 2001” /4/.

8.2 Formål

Miljøstyrelsens indberetning til EU indgår som en del af overvågningen vedrørende opfyldelsen af emballagedirektivets målsætninger, ligesom den skal danne grundlag for fremtidige initiativer på området.

Overvågningen af målsætningerne drejer sig udelukkende om genvinding og genanvendelse af det samlede emballageaffald, da det alene er på disse områder, der er fastsat målkrav.

8.3 Emballageforsyningsmængden

Forsyningsmængden af glasemballage og dermed den potentielle affaldsmængde opgøres i dette kapitel ved en kortlægning af tre emballagestrømme:

  • Strømmen af tom emballage
  • Strømmen af fyldt emballage og
  • Strømmen af genpåfyldelig emballage, der genbruges.

Desuden er der opstillet en delmodel, så emballagestrømmen af udvalgte retursystemer kan kvantificeres.

8.4 Tom emballage

Produktion af tom emballage er en delopgørelse, der indgår i den markedsførte mængde glasemballage (forsyningsmængden) i Danmark.

Tom emballage omfatter således: nyproduktion af glasemballage i Danmark

+ mængden af nye tilførte pantbelagte øl- og vandflasker
+ mængden af skyllede vin- og spiritusflasker anvendt i Danmark.

Disse tre delelementer udgør tilsammen den danske produktion af tom emballage. Mængden af nyproduceret glasemballage og øl- og vandflasker til retursystemet hentes fra ”Emballageforsyningen i Danmark 2001” /4/.

Mængden af skyllede vin- og spiritusflasker opgøres via det indberetningsskema, der hvert år udsendes til de danske flaskeskyllerier /6/.

8.4.1 Import/eksport

For at beregne den markedsførte mængde emballage er det nødvendigt at opgøre mængden af tom glasemballage, der henholdsvis im- og eksporteres. Nettoimporten beregnes på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik.

Selve opgørelsesmetoden af både tom og af fyldt emballage er nærmere beskrevet i ”Emballageforsyningen i Danmark 2001” /4/.

Nettoimporten af fyldt- og tom emballage sammenholdt med mængden af den danske produktion af tom emballage, giver tallet for den samlede forsyningsmængde af glasemballage.

Tabel 8.1
Glasemballage på det danske marked. Tons

Glasemballage på markedet 1999 2000 2001
Dansk genbrug af flasker 29.920 25.693 32.049
Ny danskproduceret glasemballage 166.145 174.117 159.114
Produktion af tom emballage 196.065 199.450 191.163
Import af tom og fyldt emballage 144.411 142.914 182.692
Eksport af tom og fyldt emballage 151.846 174.776 190.197
Samlet glasemballagemængde 188.630 167.588 183.658

Anm.: Glasemballage på det danske marked jf. krav til opgørelser iht. Emballagedirektivet

8.5 Returflasker

Det er frivilligt, hvorvidt medlemslandene vil udfylde oplysninger om anvendelse af genbrugsemballage. Hvis det vælges, skal genbrugsemballagen ifølge Kommissionen opgøres særskilt.

Til genbrugsemballagen medregnes pantbelagte øl- og vandflasker i cirkulation, vin- og spiritusflasker til genbrug og genpåfyldte engangs øl- og vandflasker. Genpåfyldning af engangs øl- og vandflasker i Danmark ophørte med udgangen af 2000.

I tabel 8.2 og tabel 8.3 præsenteres en række data for forskellige typer af retur- og genbrugsemballager beregnet for 2001. 

Tabel 8.2
Retur- og genbrugsemballage af glas 2001.

Produkt Vægt pr.enhed[kg] Genbrugs-enheder icirkulation(1000 stk.) Gennem-snitligt årligttriptal Levetid(år)
Ølflasker 0,300 384.000 5 5-6
Sodavandsflasker 0,200 60.000 6 5-6
Genpåfyldte engangsøl flasker 0,200 0 1 --
I alt   444.000    

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2001 /4/

I tabel 8.3 er der vist det årlige forbrug af retur og genbrugsemballage opgjort i antal enheder og i vægt. Antallet af genbrugsenheder fås på følgende måde. Fra tabel 8.3 kendes antal brug pr. år. Denne størrelse divideres med triptallet. Resultatet tillægges 20 % fordi der altid bør være en sikkerhedsbeholdning af flasker svarende til en femtedel af den cirkulerende mængde. Dette gælder ikke for flasker med et triptal = 1 pr. år.

Tabel 8.3
Forbrug af retur- og genbrugsemballage af glas 2001

   Produkt Vægt pr.enhed(kg.) Antal brug pr.år(1000 stk.) Årligtforbrug i(tons)
Ølflasker 0,300 1.600.000 480.000
Sodavandsflasker 0,200 300.000 60.000
Genpåfyldte engangsøl flasker 0,200    
I alt   1.900.000 440.000

Kilde: Emballageforsyningen i Danmark 2001 /4/

Der var i alt 1,9 mia. brug af retur- og genbrugsemballage i glas. Hvis denne anvendelse blev udgjort af engangsemballage svarer det til en affaldsmængde på ca. 440.000 tons under forudsætning af samme flaskevægte.

Hvis der ikke blev anvendt genpåfyldelige øl- og vandflasker, ville man i stedet anvende tynde engangsflasker. I arbejdsrapport nr. 71, 1995 fra Miljøstyrelsen har Rexam Holmegaard anbefalet, at der ved beregninger i forhold til engangsflasker af glas tages udgangspunkt i DS 9515 (svarende til de små buttede eksportflasker). Disse flasker vejer 160 gram.

Med ovennævnte forbrug, ville dette have givet en affaldsmængde på ca. 304.000 tons emballage fra øl og vand i engangsflaske i glas. Det betyder, at tilstedeværelsen af øl- og vandflasker i retursystemet i 2001 mindskede affaldsmængden med netop disse ca. 304.000 tons skår.

8.6 Indsamlet mængde

Det fremgår af Kommissionens krav til indberetning, at den danske stat er pligtig til at oplyse om mængden af eksporterede skår til genanvendelse,genbrugte vin- og spiritusflasker, mængden af skår fra disse, samt mængden af bryggeriskår der genanvendes i Danmark. Summen af disse oplysninger giver mængden af den genanvendte glasemballage, og denne mængde skal opdeles i henholdsvis genanvendt glas i Danmark og genanvendt glas uden for landets grænser.

Disse opgørelser stammer fra de udsendte indberetningsskemaer samt kvartalsvise oplysninger fra Rexam Holmegaard om modtagne skårmængder fordelt på forskellige fraktioner. Oplysningerne er alle tidligere præsenteret i kapitel 5.

Det skal bemærkes, at der i den indsamlede mængde der indberettes til EU medtages bryggeriskår til omsmeltning - i modsætning til den opgørelse der er præsenteret i kapitlerne 3-6. Dette modsvarer, at der i indberetningen til EU ligeledes medtages nye tilførte øl- og vandflasker i opgørelsen af det samlede potentiale.

Endelig er opgørelsen af den deponerede mængde skår nødvendig for at få et fuldstændigt billede af den samlede mængde glasemballage, der er indsamlet - set i forhold til den samlede forsyningsmængde. Det bliver herefter muligt at opgøre både den genanvendte og den indsamlede mængde, hvilket fremgår af tabel 8.4

Tabel 8.4
flaske- og skårmængde. EU-indberetning. Tons

Glasemballage 1999 2000 2001 Jf.
tabel nr.
Eksport af skår til omsmeltning 8.838 9.787 10.584 6.2
Flasker eksporteret til genbrug 28.843 32.425 29.754 4.1
Genbrug af flasker i DK 29.920 25.693 32.049 4.1
Danske skår til omsmeltning 55.032 57.031 57.938 6.2
Bryggeriskår til omsmeltning 12.833 10.069 9.291 6.2
Genanvendt i alt 135.466 135.005 139.616  
% af samlet forsyningsmængde 72% 81% 76%  
Skår kasseret efter indsamling 2.013 2.370 2.017  
% af samlet forsyningsmængde 1% 1% 1%  
Indsamlet glasemballage i alt 137.479 137.375 141.633  
% af samlet forsyningsmængde 73% 82% 77%  

Som nævnergrundlag for 2001 er der her anvendt en forsyning af glasemballage på 183.658 tons jf. tabel 8.1