| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks Tredje Nationalrapport

2 Nationale omstændigheder med indflydelse på udledning og optag af drivhusgasser

Kongeriget Danmark består af Danmark, Grønland og Færøerne. FN’s Rammekonvention om Klimaændringer er ratificeret på vegne af alle tre dele af rigsfællesskabet. Rapporten indeholder derfor oplysninger om både Danmark, Grønland og Færøerne. Imidlertid foreligger der på nuværende tidspunkt mere information om Danmark end om de øvrige dele af rigsfællesskabet, og de fleste tabeller, figurer og beskrevne politikker og virkemidler relaterer sig derfor primært til Danmark. I det omfang tabeller, figurer og øvrige oplysninger også omfatter Grønland og/eller Færøerne, er dette anført.

2.1 DANMARK

2.1.1 Styreform og administrativ struktur

Regeringsformen er indskrænket-monarkisk, og statsmagten opbygget på tredelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende magt ligger i henhold til rigets Grundlov hos Folketinget, der består af 179 medlemmer, hvoraf 2 vælges på Færøerne og 2 i Grønland. Medlemmerne vælges af befolkningen for en periode på normalt 4 år.

Den udøvende magt – regeringen – kan ikke have et flertal i Folketinget imod sig og oftest er regeringen en flertalsregering. Antallet af ministre i regeringen varierer. Siden 1973 har Danmark haft en miljøminister og et Miljøministerium, som bl.a. fører de internationale forhandlinger på klimaområdet på Danmarks vegne og som også har hovedansvaret for koordinering af implementering af lovgivning, planer m.v. på klimaområdet.

Gennem de seneste godt 10 år har også andre ministerier arbejdet med miljø- og klimaspørgsmål. I 1988 besluttede regeringen at følge op på FN’s rapport om bæredygtig udvikling – Brundtland-rapporten, hvor et af de centrale budskaber var nødvendigheden af at integrere miljøspørgsmålet i administrationen inden for sektorer som f.eks. transport, landbrug og energi.

På den baggrund har en række sektorministerier udarbejdet handlingsplaner, hvor miljø indgår som et integreret element. Sektorplaner for energi, trafik, landbrug og udviklingsbistand er væsentlige eksempler. På klimaområdet fremlagte regeringen i forlængelse af den tidligere regerings samlede redegørelse i Klima 2012 fra 2000 en samlet status i forbindelse med fremsættelse af forslaget til ratifikation af Kyoto-protokollen i april 2002. Denne status blev i februar 2003 efterfulgt af et

En af de vigtigste grundpiller i landets demokrati er det kommunale selvstyre. Og den konkrete indsats på miljøområdet sker på både det statslige, amtskommunale og kommunale niveau. Staten fastlægger de landsdækkende regler og rammer for miljøadministrationen, mens amterne og kommunerne indenfor disse rammer planlægger og beslutter initiativer, der udmønter og understøtter den statslige lovgivning.

Betydningen af det lokale engagement er fremhævet i ”Agenda 21 – en global dagsorden for bæredygtig udvikling i det 21. århundrede”, som blev vedtaget på Rio-konferencen i 1992. Regeringen understøtter på forskellig vis befolkningens interesse og deltagelse i klima- og miljøspørgsmål – bl.a. gennem implementering af den tværeuropæiske Århus-konvention og støtte til det lokale Agenda 21 arbejde, som hovedparten af de danske kommuner har igangsat.

2.1.2 Befolkning

Danmark har i dag godt 5,3 millioner indbyggere. Befolkningstilvæksten har, som det fremgår af tabel 2.1, været forholdsvis lille de seneste 20 år.

Tabel 2.1
DANMARKS INDBYGGERTAL

År	1980	1990	2001
Danmarks indbyggertal (mio)	5,1	5,1	5,3

De seneste prognoser viser, at tilvæksten fortsat i de kommende år vil være moderat. Således forventes et indbyggerantal på 5,5 millioner i 2010 stigende til 5,7 millioner i 2020. Det lave fødselstal i 1980’erne betyder, at de unge i alderen 15 til 24 år kun udgør 11% af hele befolkningen, mens de ældre mellem 50 og 64 år udgør 19%.

Befolkningstætheden er i dag på godt 120 personer per km².

I dag er 2/3 af de danske lønmodtagere beskæftiget i serviceerhverv, mens 20% er beskæftiget inden for fremstillingssektoren.

2.1.3 Geografi

Danmark består af halvøen Jylland og mere end 400 øer, på i alt 43.075 km² og er beliggende på ca. 55° N og 11° Ø.

Hele landet er lavland, hvis overflade er formet af istidens gletschere og smeltevandsfloder. De højeste bakkedrag ligger kun ca. 170 meter over havet.

Kystlinien er på mere end 7.400 km. For at beskytte de lavtliggende landområder mod oversvømmelser og stormflod har det været nødvendigt med diger eller andre faste anlæg på ca. 1800 km af kystlinien. Desuden beskytter sandsække, bølgebrydere og lignende andre dele af kystlinien, som ellers vil erodere, fordi den består af bløde materialer aflejret under sidste istid.

En stigning i vandstanden forårsaget af klimaændringer vil selvsagt begrænse beskyttelsen af kysterne og indebære større risiko for oversvømmelser og erosion.

Det danske landskab bærer præg af den store befolkningstæthed. Godt 60% af jorden udnyttes til landbrug eller gartneri. Skovene dækker 11%, mens 13% er byer, veje og spredt bebyggelse. Resten er natur som søer, moser, heder og klitter.

Set i forhold til sin størrelse er Danmark hjemsted for et stort antal vilde dyr og planter – i alt ca. 30.000 arter.

2.1.4 Klima

Det danske vejr er tempereret med regn jævnt fordelt over året. Danmark ligger i vestenvindsbæltet, som er karakteriseret af fronter og lavtryk og omskifteligt vejr. Sammenlignet med andre geografiske områder, der ligger på samme breddegrad som Danmark, er klimaet relativt varmt. Det skyldes den varme Nordatlantiske strøm, der har sin oprindelse i det tropiske hav ud for USA’s østkyst.

Danmark har som nævnt et udpræget kystklima med mildt og fugtigt vejr om vinteren og køligt og ustadigt vejr om sommeren, og de gennemsnitlige temperaturer varierer fra ca. ½ grad om vinteren til ca. 15 grader i gennemsnit om sommeren. Vejret i Danmark er dog stærkt påvirket af nærheden til såvel havet som kontinentet. Det betyder, at vejret veksler afhængigt af den dominerende vindretning. Vestenvinden fra havet er præget af et relativt ensartet vejr sommer og vinter: Mildt om vinteren, køligt om sommeren. Kommer vinden fra syd eller øst, vil vejret i Danmark mere ligne det, der findes over kontinentet, som er varmt og solrigt om sommeren og koldt om vinteren. Når det danske vejr skal beskrives, er vindretningen og årstiden altså nogle af de helt afgørende faktorer.

Lufttryksforhold

De gennemsnitlige lufttryk i Danmark udviser en sæsonvariation med et minimum i november og maksimum i maj.

Den 23. januar 1907 registreredes det højeste lufttryk i Danmark med 1062,5 hPa i Skagen, mens der blot en måned senere den 20. februar, også i Skagen, blev målt det laveste lufttryk i Danmarks historie på 943,9 hPa.

Temperaturforhold

Årsmiddeltemperaturen varierer fra år til år, fra under 6 grader til over 9 grader, med et gennemsnit på 7.7 ^oC. Det hidtil koldeste år var i 1879 med en middeltemperatur på 5,9 °C og det hidtil varmeste registrerede år er 1990 med 9,3 °C. Næsten alle år siden 1988 har været varmere end normalt, og landstemperaturen har vist en kraftig stigende tendens i 90’erne. Set over de sidste 100 år er temperaturen i Danmark steget med ca. 0,5 °C, men de 10 varmeste år er spredt fra 30’erne til 90’erne.

Temperaturerne i januar og februar ligger i gennemsnit omkring 0 grader, men kan variere meget fra 12 °C til under -31 °C . Temperaturerne i juli og august ligger i gennemsnit omkring 15 °C, men kan variere fra under -3 °C til over 36 °C . 

Figur 2.1
Danmarks årsmiddeltemperatur 1873-2000


Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Nedbørsforhold

Den gennemsnitlige årlige landsnedbør varierer meget fra år til år og fra sted til sted. Den mindste årsnedbør for landet som helhed var 464 mm i 1947, og den højeste var 905 mm i 1999, mens den gennemsnitlige årlige landsnedbør er 712 mm.

De vådeste måneder er normalt september, oktober og november, mens de tørreste er februar til maj.

I vinterhalvåret falder nedbøren indimellem som sne. Den årlige nedbør på landsplan i Danmark er i gennemsnit siden 1940 steget med ca. 80 mm.

Figur 2.2
DANMARKS ÅRSNEDBØR 1874-2000


Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Soltimer og skydække

Det gennemsnitlige årlige soltimeantal for landet som helhed er 1701 timer, men det varierer ligesom nedbøren meget fra år til år. Det mest solrige år var 1947 med 2022 timer og det mest solfattige 1954 med 1437 timer. December er den mest solfattige måned med under 40 timer de fleste steder, mens juni er den mest solrige med i gennemsnit næsten 250 timer.

Det gennemsnitlige årlige skydække er 67%. 146 dage er skyede, dvs. har et skydækket > 80% og kun 31 dage er klare med et skydækket < 20%.

Skydækket og solskinstimerne har siden 1980 udvist en tendens mod flere solskinstimer og et mindre skydække.

Figur 2.3
DANMARKS ÅRLIGE SOL TIMETAL 1920-2000

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Figur 2.4
DANMARKS ÅRLIGE MIDDELSKYDÆKKE 1874-2000

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Vindforhold

Den årlige gennemsnitlige vindhastighed på landsplan er 5,8 m/s, og vinden kommer hyppigst fra vestlige retninger, hvor ca. 25 % af alle vinde kommer.

Antal dage med hård vind (≥10,8 m/s) varierer fra ca. 30 visse steder inde i landet til næsten 170 dage ved Skagen. Storm ( ≥24,5 m/s) ved de danske kyster optræder i gennemsnit hver 3. til 4. år. I december 1999 ramte den hidtil værste målte orkan store dele af landet, og enkelte steder blev middelvindhastigheder (gennemsnit over 10 minutter) over 40 m/s registreret med vindstød op over 50 m/s.

2.1.5 Økonomi

Siden 1993 har den økonomiske vækst i Danmark været betydelig, og bruttonationalproduktet (BNP) er i gennemsnit steget med 2,7% om året. I år 2000 var BNP på godt 1.300 milliarder DKK svarende til 245.000 DKK per indbygger (1 Euro = 7,4 DKK).

Den offentlige gæld udgjorde i år 2000 47% af BNP mod 78% i 1993. Udlandsgælden blev i samme periode reduceret fra 32% af BNP i 1993 til 17% i 2000.

Af tabel 2.2, som viser nøgletallene for den danske økonomi, ses bl.a., at der er tale om en meget åben – og dermed konjunkturfølsom – økonomi, hvor eksporten udgør en betydelig del af den samlede efterspørgsel. Desuden udgør det offentlige konsum en stor del af BNP. Tabel 2.3 viser erhvervssektorernes bidrag til BNP.

Klik her for at se "Tabel 2.2" 

Klik her for at se "Tabel 2.3"

2.1.6 Energi og husholdninger

Produktionen af energi og energiforbrugende aktiviteter er de primære bidragydere til udledningen af drivhusgasser i Danmark. Energisektoren, dvs. energiproduktion og –forsyning står alene for 40% af den totale udledning af drivhusgasser, overvejende CO₂, og hertil kommer den udledning, der stammer fra de energiforbrugende aktiviteter i ransportsektoren, industrien og husholdningerne. I energisektoren er den tætte relation mellem udviklingen i økonomien, energiforbruget og CO₂-udslippet afkoblet, idet CO₂-udslippet er reduceret trods kraftig økonomisk vækst.

Produktion og forsyning

Danmark er, jf. tabel 2.4 selvforsynende med energi. Det skyldes først og fremmest produktionen af olie og gas i Nordsøen, men også at vedvarende energi i stigende grad bidrager til landets energiforsyning. Som det fremgår af tabel 2.5 er den samlede egenproduktion af energi mere end tredoblet over de seneste godt ti år.

Klik her for at se "Tabel 2.4"

Klik her for at se "Tabel 2.5"

Vedvarende energi udgør i dag mere end 10% af det faktiske energiforbrug. De vedvarende energiressourcer er primært vindenergi og biomasse, som bruges til fremstilling af henholdsvis elektricitet og kraftvarme eller fjernvarme. Internationalt set er Danmark en af de førende nationer på vindkraftområdet.

Energiforbrug

Det samlede energiforbrug er til trods for den økonomiske vækst, stort set uændret på omtrent 800 PJ i den seneste ti års periode, jf. tabel 2.6 og 2.7.

Afhængigheden af olie og kul er faldet. Især i el- og varmeproduktionen er der sket en substitution med andre brændsler og hvor der således i stigende grad anvendes naturgas, affald og biomasse i decentrale og industrielle kraftvarmeværker; naturgas og vedvarende energi i el-produktionen; og naturgas til individuel opvarmning af bygninger.

Klik her for at se "Tabel 2.6"

Klik her for at se "Tabel 2.7"

Figur 2.5 viser, hvordan det korrigerede energiforbrug fordeler sig på sektorer. Gennem de seneste 20 år er transportsektorens andel af forbruget steget, mens husholdningernes er faldet.

Figur 2.5
Korrigerede bruttoenergiforbrug fordelt på sektorer. Kilde: Energistyrelsen 

Markedsstruktur

Markedsstrukturen i energisektoren er kendetegnet ved en opdeling mellem el, gas- og fjernvarmeforsyning.

Mere end 2/3 af elforsyningen stammer fra store centrale kraft- eller kraftvarmeværker. Knap en tredjedel leveres fra decentrale og industrielle kraftvarmeværker samt vindmøller. De store centrale kraftværker er organiseret i to selskaber, som ejes af ca. 80 regionale netselskaber, hvis ejere er kommuner, andelsselskaber, selvejende institutioner mv. De decentrale værker er primært organiseret i kommunalt ejede og forbrugerejede fjernvarmeselskaber. Vindmøllerne er primært privatejede eller ejet af elselskaberne.

I forbindelse med implementeringen af EU’s el-direktiv om liberalisering af elsektoren er der gennemført en reform af elsektoren. Reformen betyder bl.a., at der per 1. januar 2003 er gennemført fuld markedsåbning, hvor alle el-forbrugere frit kan vælge el-leverandør.

Indvindingen af naturgas og olie varetages overvejende af det private selskab DUC (Dansk Undergrunds Konsortium), mens det statsejede selskab DONG sørger for transport af naturgas til land. DONG ejer og driver desuden det landsdækkende transmissionsnet for naturgas samt en del af distributionsnettet. Yderligere tre regionale gasselskaber med en kommunal ejerkreds driver og ejer regionale naturgasnet med distribution til slutforbrugerne.

Også i gassektoren er der vedtaget en lovreform til implementering af EU-direktivet om liberalisering af gasmarkedet, og det er regeringens mål at gasmarkedet skal være åbent for alle gaskunder per 1. januar 2004.

Fjernvarmeforsyningen dækker i dag ca. halvdelen af opvarmningsbehovet. Forsyningen sker fra centrale og decentrale kraftvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg og biomassefyrede varmeværker. Bortset fra de centrale anlæg er anlæggene enten kommunalt ejede eller lokale andelsselskaber ejet af forbrugerne. Fjernvarmeforsyningen er ikke i første omgang omfattet af liberaliseringsprocessen, men regeringen vil undersøge, om der på lidt længere sigt er muligheder for mere frit leverandørvalg i områder med større sammenhængende fjernvarmenet.

Priser, skatter og afgifter

Energipriserne er en afgørende faktor for forbruget af energi. De samlede udgifter inklusive afgifter og moms til energi var i 2000 118,1 mia. DKK, hvoraf husholdningerne betalte 56,2 mia. DKK, produktionserhvervene 27,7 mia. DKK og handels- og serviceerhvervene, inklusive offentlig service 24,5 mia. DKK. For erhvervene gælder som hovedregel, at energiafgifter og moms, men ikke CO₂-afgifter, efterfølgende refunderes fuldt ud.

Husholdningernes energipriser fremgår af figur 2.6 og 2.7. Figur 2.6 viser de løbende forbrugerpriser inklusiv afgifter og moms. Figur 2.7 viser prisernes udvikling i faste 2001-priser. De faste priser er renset for udviklingen i det generelle prisniveau angivet ved forbrugerprisindekset.

Figur 2.6
Energipriser for husholdninger, løbende priser( DKK)

Kilde: Energistyrelsen

Priserne på fyringsolie og naturgas følger hinanden, fordi det er fastsat ved lov. Afgiften på benzin har over tiden varieret betydeligt, hvilket har påvirket benzinprisen.

Målt i faste priser har priserne på motorbenzin, fyringsolie og naturgas været faldende fra 1980 frem til de første år i 90’erne, jf. figur 2.7. Elprisen har været forholdsvis konstant i hele den betragtede periode med tendens til stigning i de senere år primært pga. højere afgifter. 

Figur 2.7
Energipriser for husholdninger. Faste 2001-priser DKK

Kilde: Energistyrelsen

For at øge erhvervslivets tilskyndelse til energieffektivisering blev der i 1996 indført en grøn afgiftspakke med gradvis stigende CO₂- og energiafgifter. Virksomheder med et særlig stort energiforbrug kan indgå aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering og derigennem opnå rabat på CO₂-afgifterne.

Provenuet af energiafgifter var i 2000 33,0 mia. DKK mod 31,9 mia. DKK året før. De største bidrag kommer fra motorbenzin med 10 mia. DKK. Det samlede provenu er steget med 140% i forhold til 1990, hvor der ikke fandtes CO₂- og svovlafgifter. I 2000 udgjorde afgifterne på energi godt 5% af det samlede skatte-og afgiftsbeløb. 

Figur 2.7
Energipriser for husholdninger. Faste 2001-priser DKK

Kilde: Energistyrelsen

Handel

Nettovalutaindtægten til energivarer var i 2000 13,1 mia. DKK. Der var overskud på handlen med olie, naturgas og el, mens der var underskud på handlen med kul.

Klik her for at se "Tabel 2.8" 

2.1.7 Transport

Effektiv og fleksibel transport af gods og personer udgør en central del af fundamentet for det moderne velfærdssamfund. Samtidig er transporten i sig selv en væsentlig økonomisk sektor, der bidrager til den økonomiske vækst, beskæftigelsen og valutaindtjeningen.

Transportsektorens positive effekter skal ses i sammenhæng med, at trafikken på forskellige områder er forbundet med en belastning af samfundet, herunder trafikulykker, luftforurening, støj, trængsel og CO₂-udslip. I Danmark er der på væsentlige områder sket en reduktion af denne belastning – først og fremmest i form af bedre trafiksikkerhed og mindre luftforurening – samtidig med, at trafikken er steget. Der har imidlertid ikke været en tilsvarende udvikling på CO₂-området, og det er endnu ikke lykkedes for transportområdet at foretage afkoblingen mellem økonomisk vækst og drivhusgas-emissioner som er sket indenfor energisektoren.

Udviklingen i transportarbejdet og energiforbrug og CO₂-udledning indenfor transportsektoren er i stort set forløbet parallelt med den økonomiske vækst. Det skyldes bl.a., at en række virkemidler som har været anvendt indenfor andre områder som f.eks. energiområdet, herunder effektivisering og substitution af energikilder, ikke har været umiddelbart tilgængelige eller har været forbundet med store omkostninger på transportområdet.

Udviklingen i persontransporten og godstransporten er vist i henholdsvis tabel 2.9 og 2.10. Transportsektorens CO₂-udledning lå i 2001 ca. 16 % over niveauet i 1990.

Den nationale transport bidrog i 2001 med ca. 23% af den samlede danske udledning af CO₂. Når transportsektorens bidrag til klimaeffekten opgøres som andel af det samlede udslip af drivhusgasser, der også inddrager industrigasser, metan og lattergas, udgør transportsektorens andel af det samlede udslip ca. 18%. Udviklingen i transportsektorens CO₂-udledning har derfor væsentlig betydning for den samlede udvikling i udslippet af klimagasser.

Klik her for at se "Tabel 2.9"

Klik her for at se "Tabel 2.10"

2.1.8 Erhvervssektoren

Industriens produktionsværdi udgør ca. 30% af den samlede produktion i landet. Af tabel 2.11 ses, at de største industrier i Danmark er nærings- og nydelsesmiddelindustrien, maskinindustrien, elektronik industrien og den kemiske industri.

Klik her for at se "Tabel 2.11"

Den samlede erhvervssektor (industri, bygge- og anlæg samt offentlig og privat service) står for ca. 13% af Danmarks totale udledning af drivhusgasser. Langt den største del af denne udledning er CO₂ knyttet til energiforbruget, men sektoren er desuden kilde til udledning af industrielle drivhusgasser.

Industriens energiforbrug udgør ca. 20% af det samlede energiforbrug i Danmark. De 20% inkluderer ikke energiforbrug til transport og rumopvarmning.

Energiforbruget har varieret meget de seneste 20 år. Frem til 1983 faldt forbruget betydeligt pga. prisstigninger på olie. Da oliepriserne faldt i 1986, begyndte energiforbruget igen at stige. I perioden 1990-2001 steg energiforbruget i industrien med knap 9% mens elforbruget i samme periode voksede med næsten 22%. Fra 2000 til 2001 steg energiforbruget med knap 2% p.g.a. et betydeligt højere aktivitetsniveau.

Siden 1994 er energiforbruget per produceret enhed faldet, se figur 2.9.

Hovedindsatsen over for industriens energiforbrug har hidtil taget udgangspunkt i den grønne afgiftspakke for erhvervslivet, som blev vedtaget af folketinget i 1995. Pakken indeholdt en kombination af afgifter og tilbageførsel af provenuet til erhvervene gennem bl.a. statstilskud til fremme af energibesparelser i virksomhederne.

UDVIKLINGEN I DE SENESTE ÅR SIDEN VEDTAGELSEN AF DEN GRØNNE AFGIFTSPAKKE VISER, AT DET ER MULIGT AT ØGE VÆKSTEN INDEN FOR INDUSTRIEN, UDEN AT DER SKER EN TILSVARENDE FORØGELSE AF ENERGIFORBRUG OG CO₂-UDLEDNING. TVÆRTIMOD HAR DET VÆRET MULIGT UNDER EN ØGET VÆKST AT HOLDE ENERGIFORBRUGET KONSTANT OG REDUCERE CO₂-UDLEDNINGEN FRA INDUSTRIENS ENERGIFORBRUG.

Figur 2.9
ENERGI- OG EL INTENSITET I INDUSTRIEN. KLIMAKORRIGERET
Kilde: Energistyrelsen og Odyssee

Med hensyn til de industrielle drivhusgasser (HFC’er, PFC’er og SF₆) er både en afgiftsregulering og regler om afvikling af brugen af disse stoffer trådt i kraft. Afviklingen ventes med visse undtagelser at ske over perioden 2003-2006.

2.1.9 Affald

Affaldssektorens bidrag til udledningen af drivhusgasser består primært af metan. Metanudledningen stammer fra nedbrydningen af organisk affald på deponeringsanlæg (lossepladser). Henregnet under erhvervssektoren udledes endvidere industrigasserne HFC og SF₆ ved bortskaffelse af f.eks. køleskabe og visse termoruder, der indeholder disse stoffer.

Hertil kommer, at der sker en CO₂-udledning i forbindelse med bortskaffelse af produkter, som er fremstillet på grundlag af olie f.eks. emballage, plastposer m.v. Da affaldsforbrænding i Danmark indgår i energiproduktionen skal denne CO₂-udledning i medfør af opgørelsesreglerne fra FN’s Klimapanel medregnes under energisektoren.

Udledningen af metan fra affaldssektoren forventes fremover at falde som følge af, at kommunernes pligt til at anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding indebærer, at der kun deponeres en lille mængde organisk affald på deponeringsanlæggene sammenlignet med de deponerede affaldsmængder før denne anvisningspligt blev indført i 1997.

Desuden nyttiggøres gas fra en række deponeringsanlæg i energiproduktionen, hvilket bidrager til en reduktion af både CO₂- og metanudledningen.

Endelig udnyttes en del af affaldet som energikilde ved forbrænding. Forbrændingsanlæggene er i størst muligt omfang omstillet til kraftvarme-produktion, dvs. at varmen nyttiggøres i fjernvarmeforsyningen, og elektriciteten sælges til elforsyningen. De i alt 32 forbrændingsanlæg i Danmark behandler hvad der i 2001 svarede til 25% af den samlede affaldsproduktion, og bidrog med 3% af den samlede danske energiproduktion.

2.1.10 Bygninger og bystruktur

Byerne dækker kun 1/20 af Danmarks areal. 85% af danskerne er byboere, og byerne er hjemsted for de fleste virksomheder, institutioner mv. Derfor er mange forureningsproblemer koncentreret i byerne.

Det samlede bygningsareal er i dag 654 mio. m² og fordelingen af arealet på boliger, fabrikker, kontor mv. fremgår af tabel 2.12.

Klik her for at se "Tabel 2.12"

I dag bygges der ca. 16.000 boliger om året, hvilket svarer til en tredjedel af det, der blev bygget i første halvdel af 1970’erne. Det forventes, at dette niveau fortsætter. I de senere år har boligbyggeriet udgjort lidt over halvdelen af de samlede investeringer i byggevirksomhed og ca. halvdelen af investeringerne i boligsektoren er gået til om- og tilbygninger. Byggeri til erhvervsformål udgør nu stort set halvdelen af det samlede byggeri i byerne.

Byerne er typisk karakteriseret ved en adskillelse af bolig- og erhvervsområder, således at erhvervsbyggeriet er beliggende i udkanten af byerne på særlige arealer udlagt hertil. Væksten i serviceerhvervene og det forhold, at produktionserhverv med lille miljøbelastning er i vækst, indebærer nye muligheder for at integrere erhverv og boliger og herigennem reducere behovet for transport mellem hjem og arbejde.

Ca. 2/3 af det samlede bygningsareal er opvarmet. De vigtigste opvarmningsformer er fjernvarme og centralvarme med olie og naturgas. Halvdelen af det opvarmede areal opvarmes med fjernvarme, og som det fremgår af tabel 2.13 er det lykkedes at øge anvendelsen af både fjernvarme og naturgas på bekostning af olie.

Klik her for at se "Tabel 2.13"

2.1.11 Landbrug

Over de sidste 40 år er landbrugsarealet faldet fra 72% (30.900 km²) af det samlede areal i 1960 til 62% (26.756 km²) i 2001. Fordelingen på afgrødetyper i de seneste 30 år er vist i tabel 2.14.

Klik her for at se "Tabel 2.14"

Andelen af landbrugsarealet med græs og grønfoder i rotationen samt vedvarende græs faldt betydeligt fra 1970 til 1990, men er steget betydeligt i løbet af 1990‘erne. Dette skyldes delvis en stigende anvendelse af græsmarker på malkekvægsbrug og delvis omlægningen af EU‘s støtteordninger, der bl.a. betinger at udtagne arealer dyrkes med græs eller industrifrø.

Fra 1980 til 2001 er antallet af landbrugsbedrifter faldet fra 119.155 i 1980 til 53.489 i 2001. Samtidigt er den gennemsnitlige bedriftsstørrelse steget fra 24 ha i 1980 til 50 ha i 2001. Udviklingen har betydet et fald i landbrugets beskæftigelsesmæssige og samfundsøkonomiske betydning. Landbrugs-produktionen er dog steget, såvel i omfang som værdi, og landbrugseksporten udgør med ca. 11% fortsat en betydelig andel af den samlede danske eksport.

I løbet af 1990‘erne er interessen for økologisk jordbrug øget betydeligt. Økologisk jordbrug udgjorde i 2001 ca. 5% af det dyrkede areal.

Anvendelsen af kvælstof i landbruget har varieret betydeligt over de sidste 30 år, jf. tabel 2.14. Frem til 1990 skete der en stor stigning i anvendelsen af kvælstof i handelsgødning. I løbet at 1990‘erne er forbruget af handelsgødning imidlertidreduceret betydeligt, således at forbruget i 2001 lå under niveauet for 1970. Mængden af kvælstof i husdyrgødning har formentlig været nogenlunde uændret i hele perioden. Forbruget af fosfor og kalium i handelsgødning er faldet gennem hele perioden.

Kvægbestanden er faldet med 33% fra 1970 til 2001 jf. tabel 2.14. Den danske kvægbestand er især knyttet til mælkeproduktion. Da mælkeproduktionens størrelse er nogenlunde uændret gennem perioden, skyldes ændringerne især en højere produktivitet per dyr. Antallet af svin er i samme periode vokset med 51%. Antallet af får er fordoblet i forhold til 1970, mens bestanden af fjerkræ efter et fald i 1980‘erne nu er højere end i 1970.

Landbruget står for 20% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser i 2000. Andelen forventes i 2010 at være nede på 17%. Det er hovedsagelig metan og lattergas, som udledes. CO₂ fra landbrugets brændstofforbrug udgør 3,5% af den samlede danske emission.

2.1.12 Skovbrug

De danske skove dækker ca. 11% af det danske land. Hvor man tidligere så store muligheder i at plante nåletræ, har man de senere år set et større langsigtet produktions- og naturpotentiale i at tilplante med hjemmehørende løvtræarter. Danmarks skove drives som højstammet og sluttet skov. Det overordnede formål med driften er at sikre en bæredygtig og flersidig forvaltning af skovene, som samtidig drives i lyset af den samlede landskabsforvaltning. Hvor man tidligere brugte renafdriftssystemer tilstræbes det i høj grad nu at overgå til mere naturnære driftsprincipper. Danmark er ikke som vores skandinaviske naboer et land, hvor skovdriften spiller en stor rolle for nationaløkonomien.

Den danske skovlov beskytter en meget stor del af den eksisterende skov mod at overgå til anden arealanvendelse. Skovrejsning, hvortil der er givet offentligt tilskud, pålægges automatisk denne beskyttelse. I princippet betyder det, at størstedelen af det danske skovareal forbliver skovdækket i al evighed.

Ambitionen er, at det danske skovareal i slutningen af det 21. århundrede skal udgøre ca. 20-25% af landets areal. Man tilskynder således aktivt en stor forøgelse af skovarealet.

Danmark er den eneste del af rigsfællesskabet der har et decideret skovbrug. Grønland og Færøerne er stort set uden skov.

2.2 GRØNLAND

2.2.1 Styreform og administrativ struktur

Grønland har siden 1979 haft hjemmestyre. Hjemmestyret består af en folkevalgt repræsentation (parlament), som kaldes Landstinget, hvis 31 medlemmer er på valg hvert fjerde år. Landstinget vælger et landsstyre (regering), som forestår centralforvaltningen med en landsstyreformand (statsminister) som leder. Landstyremedlemmerne leder de enkelte landsstyreområder (ministerier).

Som følge af rigsfællesskabet forbliver en række sagsområder dog under staten, herunder bl.a. statsforfatningen, valgret og valgbarhed til Folketinget, retsplejen, statsborgerbegrebet, udenrigspolitiske anliggender og Nationalbanken.

Hjemmestyret har ansvar for øvrige sagsområder, herunder bl.a. transport og kommunikation samt miljø- og naturforhold. Grønland er ikke medlem af EU, men har en OLT-ordning (Oversøiske Lande og Territorieordning), som sikrer Grønland fri adgang til det europæiske marked for sine fiskeprodukter.

Internationale aftaler, indgået af den danske regering, omfatter og gælder i samme udstrækning for Grønland, med mindre hjemmestyret specielt anmoder om en undtagelse fra aftalen. Både Danmarks ratifikation af Klimakonventionen og Danmarks ratifikation af Kyoto-protokollen omfatter Grønland.

2.2.2 Befolkning

Grønlands befolkning tæller godt 56.000 indbyggere, heraf er 88% født i Grønland. De resterende 12% stammer hovedsageligt fra Danmark.

Fiskeriet er det bærende erhverv, og det skønnes, at ca. 2.500 personer har direkte beskæftigelse ved fiskeri. Hertil kommer omkring 3.000 personer ansat i fiskeindustrien og heraf afledte erhverv.

2.2.3 Geografi

Grønland er verdens største ø og dækker et areal på 2.2 mio. km². Den strækker sig over næsten 24 breddegrader. Nordpynten ligger kun 700 km fra Nordpolen, og Kap Farvel, 2.600 km sydligere, er på højde med Oslo. Mod syd er solhøjden, og dermed længden af dag og nat, næsten som i Danmark. Mod nord er der midnatssol og vintermørke, som hver for sig strækker sig over næsten en tredjedel af årets dage.

85% af landet er dækket af en sammenhængende, svagt hvælvet iskappe, Indlandsisen, som når en højde på mere end 3000 m over havet. Ved en boring ned gennem dens centrale del nåede boret grundfjeldet i 3.030 meters dybde.

Landets dyre- og planteliv findes i de resterende femten procent af øen, og det er her, på randen af iskanten, at menneskene bor, og fortrinsvis på de kyststrækninger, hvorfra der er adgang til åbent vand.

2.2.4 Klima

Grønlands nordlige beliggenhed såvel som det omgivende kolde og mere eller mindre isfyldte hav er de faktorer, der frem for alt betinger landets kolde klima.

Klimaet i Grønland er som helhed arktisk og der kan ikke vokse skov i området. Især den nordlige del af landet knytter sig nært til det nordamerikanske kontinent, kun adskilt af et forholdsvis smalt og isfyldt hav. Derimod indtager Sydgrønland en mellemstilling mellem det nordamerikanske kontinentet i vest og oceanet i øst.

Lufttryksforhold

Lufttrykket er gennemgående højst i april/maj. Vejret i Grønland er på dette tidspunkt årets mest stabile. Variationen i lufttrykket er derefter lille i sommermånederne, mens den er meget større om vinteren med et gennemgående højere lufttryk mod nord end mod syd, hvilket generelt fører til en højere hyppighed af kolde vinde fra nordlige retninger samt højere vindstyrker.

De største trykekstremer på Grønland findes i vinterperioden grundet de store temperaturkontraster i atmosfæren. Det højeste lufttryk målt på Grønland er 1059,6 hPa, fra januar 1958. Det laveste målte tryk er 936,2 hPa, målt i 1986 og 1988.

Vindforhold

Storme vil typisk være forbundet med lavtrykspassager. Imellem disse optræder der året rundt uforstyrrede perioder af kortere eller længere varighed, hvor lokale forhold bestemmer vinden.

Et eksempel er Indlandsisens katabatiske vindsystem, der er enormt i sin udstrækning. Katabatisk betyder nedadrettet, og bevægelsen forløber fra den centrale del ud mod randen. Hastigheden accelereres med overfladens voksende hældning, og topografien kan forårsage kanalisering, således at hastigheden ved isranden lokalt kan blive ekstremt høj.

Karakteristisk for Grønland er mange dage med vindstille eller svag vind, nogle steder på østkysten omkring 60% af tiden.

Vindstødene kan blive meget høje. Der er målt helt op til 75,1 m/s i 1975 i Danmarkshavn, men der er givetvis forekommet højere vindstød i forbindelse med de såkaldte piteraq‘er. Disse faldvinde, der er katabatiske lokalt kanaliserede vinde fra indlandsisen, optræder flere steder i landet og er kendetegnet ved en meget brat overgang fra svag vind til storm. Piteraq betyder "det, som overfalder en" på grønlandsk.

Temperaturforhold

Sommertemperaturerne både på vest og østkysten afviger kun få grader, hvis man går fra syd mod nord, til trods for en strækning på ca. 2600 km. Det er sommerens midnatssol i Nordgrønland, der er skyld i dette. Omvendt betyder vintermørke og fraværet af varme havstrømme, at vinterperioden fra nord til syd afviger betydeligt.

Der er også en stor forskel på temperaturforholdene fra yderkysten og ind i fjordene. Om sommeren er det drivisen og det kolde vand ved kysten, der kan betyde, at det er varmere inde i fjordene, og om vinteren er det modsat tilstedeværelsen af havet, der gør kystområderne varmere.

Føhnvinde kan om vinteren forstyrre dette billede. Føhn er meget almindelig i Grønland og de varme og tørre vinde kan om vinteren få temperaturen til at stige 30 grader i løbet af forholdsvis kort tid med smeltning af sne og is til følge. Temperaturrekorden på 13,9 °C fra 23. november 1987 i Nuuk er f.eks. resultatet af en føhn.

Den varmest registrerede temperatur i Grønland siden 1958, er 25,5 °C i juli 1990 ved “indlandsstationen” i Kangerlussuaq.

Der kan overalt i Grønland forekomme frost i alle årets måneder undtagen dybt inde i fjordene ved Narsarsuaq Lufthavn og Kangerlussuaq i et par af sommermånederne. Den “frostfrie” periode i det sydlige Grønland varierer fra 60 til 115 dage om året.

Det koldeste sted i Grønland er selvfølgelig på indlandsisen, hvor temperaturen kan nå ned til under -70 °C. Temperaturerne i Grønland har i de sidste 125 år vist en svagt stigende tendens, men på en kortere skala fra 40’erne har der været generelt faldende temperaturer, mest markant på vestkysten, der først i de senere år har vist stigende tendens. På østkysten har der dog været en stigende tendens siden midt i 70’erne.

Klik her for at se: ‘Figur 2.10‘

Figur 2.11
ÅRSMIDDELTEMPERATUR 1873-2000, STATIONER FRA DANMARK, FÆRØERNE OG ØSTGRØNLAND.
Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut

Nedbørsforhold

Den målte nedbør i Grønland aftager generelt med stigende breddegrad og fra kysten ind i landet, og specielt for sydlige stationer, er der en betydelig sæsonvariation.

Nedbøren helt i syd og specielt i de sydøstlige egne er meget rigelig, med en gennemsnitlig årsnedbør fra 800 til op imod 2.500 mm ved kysterne, mens der længere inde mod Indlandsisen måles væsentlig mindre. I de nordlige egne af Grønland er nedbøren mere sparsom, fra ca. 250 mm ned til omkring 125 mm årligt. Her finder man enkelte steder "arktiske ørkner", dvs. områder, der er næsten snefri om vinteren, og hvor fordampningen om sommeren kan overstige nedbørmængden.

Sne er ikke overraskende meget almindeligt i Grønland. Det kan på de fleste stationer i kystregionen faktisk sne hele året rundt uden at snedække nødvendigvis dannes. Der er således mange snedage om året, mest i den sydlige del af landet. Snedybden er størst i Sydgrønland, gennemsnitligt fra 1 til over 2 meter i alle vintermåneder, nogle gange helt op til 6 meter. Snedækket kan i det sydlige Grønland helt forsvinde i løbet af vinteren i forbindelse med varme føhnvinde.

Mod nord dannes de fleste steder snedække allerede i september, og det forsvinder normalt igen i juni/juli.

Soltimer

På Grønland har man nord for polarcirklen, 66,5° nordlig bredde, midnatssol og mørketid (polarnat) af varierende længde afhængigt af breddegraden. Ved midnatssol menes, at solen er på himlen alle døgnets 24 timer, mens der omvendt ved mørketid menes, at solen overhovedet ikke kommer over horisonten.

På trods af mørketiden har de nordlige stationer flere solskinstimer sammenlignet med de sydlige. Dette skyldes selvfølgelig den “lange” dag, men også et generelt mindre skydække. Men selvom jordoverfladen omkring sommersolhverv pga. den lange dag modtager mere solvarme end troperne, tilbagekastes en betydelig del af energien pga. af den skrå indfaldsvinkel og de sne- og isdækkede overflader.

2.2.5 Økonomi

Hjemmestyrets væsentligste indtægt består i overførsler fra den danske stat, det såkaldte bloktilskud. Herudover har landstyret og kommunerne indtægter fra person- og selskabsskatter, fra afgifter og licenser. Der opkræves ikke moms. Grønland modtager herudover betaling fra EU for EU-fiskeres adgang til Grønlands fiskeriterritorium.

Grønland indgår i en fælles mønt- og valutaunion med Danmark. Det betyder at Grønland på flere områder påvirkes af faktorer, f.eks. renteniveau og valutakurs, som bestemmes af udefrakommende forhold eller aktører.

Eksport

87% af den grønlandske eksport på 2.251 mio. DKK i 2001 bestod af fiskeprodukter, heraf udgjorde rejer 60%. Eksportværdien for fiskeprodukter er stærkt afhængig af priserne på det internationale marked. Selv om der i 2001 er sket en markant større produktion af rejer, har faldende priser på verdensmarkedet, gjort eksportværdien væsentlig lavere.

Import

Bortset fra fiskeri- og fangstprodukter fremstilles der kun få varer i Grønland. Importen omfatter således derfor stort set alle varer, der anvendes til forbrug i husholdningerne, erhvervsvirksomhederne, institutionerne og til investeringer. Importen udgjorde i 2001 2.466 mio. DKK.

2.2.6 Energi

Som i andre moderne samfund stammer en stor del af CO₂-udledningen i Grønland fra energiproduktion og -forsyning. Ca. 55% af det samlede energiforbrug bruges til opvarmning og elektricitet.

På grund af de store afstande mellem byerne i Grønland er der ikke økonomisk eller teknisk basis for et forsyningsnet byerne i mellem. Det betyder, at hver by har sit eget elværk eller kraftvarmeværk og hver bygd sit eget elværk – den såkaldte ø-drift. Samtidig gør de klimatiske forhold, at byerne ikke tåler længerevarende afbrydelser i elforsyningen. Derfor er det også nødvendigt, at have reserve- og nødelværker.

Vedvarende energi

Indtil 1993 var al energifremstilling til el og fjernvarme baseret på dieseldrevet kraft-, varme- og kraftvarmeværker. Fra 1993, hvor vandkraftværket ved Buksefjorden blev sat i drift, er hovedstaden Nuuk med ca. 25% af befolkningen i Grønland, blevet forsynet med vandkraftbaseret elektricitet til elvarme, lys og kraft. Et mindre vandkraftværk i Østgrønland er p.t. under opførelse, og der planlægges et vandkraftværk i Sydgrønland.

Sammen med varmeudnyttelsen fra affaldsforbrændingsanlæg, betyder det, at i 2001 kom ca. 8% af energianvendelsen (inkl. transport, industri m.m.) fra vedvarende energikilder.

Der er løbende foretaget undersøgelser med henblik på at udnytte andre vedvarende energikilder, men på grund af bl.a. de høje krav til forsyningssikkerhed har disse former for energiudnyttelse ikke hidtil været interessante i Grønland.

Varme

I Nuuk er alt offentligt støttet byggeri siden 1993 blevet forsynet med elvarme lige som der er installeret elektrokedler med afbrydelig elvarme i allerede eksisterende fjernvarmecentraler. Elektrokedlerne er i funktion, så længe der er overskydende el til rådighed og ellers tager oliekedlerne over. Elektriciteten hertil leveres til en konkurrencedygtig pris. I år 2001 gik 35% af al fremstillet elektricitet i Grønland til fast og afbrydelig elvarme i Nuuk.

I 10 byer udnyttes restvarmen ved el-produktionen til fjernvarme. Herudover findes der individuelle varmeanlæg i forbindelse med blokbyggeri, mens enfamiliehuse for det meste opvarmes med centralvarme fra oliefyr.

I bygderne opvarmes størstedelen af husene med centralvarmefyr eller olieovne.

Elektricitet

Elektriciteten i Nuuk kommer fra vandkraftværket. I de øvrige byer og bygder fremstilles den på dieseldrevne elværker. Der arbejdes på at optimere udnyttelsen af elværkerne.

2.2.7 Transport

Persontransport

Al passagertransport til og fra Grønland sker ad luftvejen, enten via København-Kangerlussuaq eller København-Narsarsuaq. Fra Nuuk og Kangerlussuaq er der via Østgrønland forbindelse til Island.

Internt i Grønland mellem byer og bygder sker passagertransporten enten med passagerskib, fly eller helikopter. Op gennem 90erne er passagerantallet steget både for skibs- og lufttrafik og stigningen i flytrafikken har medført en kraftig stigning i forbruget af petroleum.

I de større byer er der mulighed for at tage bussen, mens behovet for persontransport i de mindre byer i vid udstrækning dækkes af taxaer. Transport ud i naturen foregår som regel i lystbåde og joller, og der findes ca. 5000 joller i Grønland. Privatbilismen, der vurderes til at have mindre betydning for CO₂- udledningen, er i stigning. I 1990 var der 1410 almindelige personbiler indregistreret af private, mens tallet i 2001 var steget til 2097, en stigning på 50%.

Godstransport

Næsten al godstransport til Grønland samt den interne godstransport sejles med skib. En mindre del, hovedsageligt post og letfordærvelige varer, transporteres med fly.

2.2.8 Industri

Fiskeri/fiskeindustri er hovederhvervet i Grønland, hvor 25% af arbejdsstyrken var beskæftiget i 1996. Fiskerflåden og de landbaserede produktionsanlæg for fisk, krabber og rejer stod for ca. 30% af det samlede energiforbrug i 2001. Forbruget er hovedsageligt baseret på fossile brændsler. Fiskerierhvervet er meget konjunkturfølsomt og udviklingen derfor vanskelig at forudsige.

En stor del af det øvrige erhvervsliv består af servicevirksomheder. Forbruget af energi, udover el- og fjernvarme, samt udledning af CO₂ er ikke opgjort særskilt for den del af erhvervslivet.

Der foregår løbende råstofundersøgelser efter olie og mineraler. Skulle der på et tidspunkt blive startet større råstofvirksomhed op med udvinding og produktion, kan det få stor betydning for CO₂-udledningen.

Der er ikke kendskab til virksomheder, der anvender industrigasser i produktionen.

2.2.9 Affald

Der produceres ca. 30.000 tons affald i Grønland om året. Tre forbrændingsanlæg i byer forbrænder ca. 40% af affaldet, mens 47 mindre bygdeforbrændingsanlæg tilsammen forbrænder 13%. Under halvdelen af affaldet deponeres eller bortskaffes ved åben forbrænding. I år 2003 forventes 3 nye forbrændingsanlæg at tages i brug, således at den samlede mængde affald til deponi/åben forbrænding falder til under 25%.

I de 3 nuværende forbrændingsanlæg i byer udnyttes varmen fra affaldsforbrændingen til fjernvarme. Der vil ligeledes ske en udnyttelse af varmen fra de 3 kommende anlæg, således at energi fra godt 60% af det grønlandske affald forventes udnyttet i 2003.

Mulighederne for at reducere mængden af affald til deponi/åben forbrænding undersøges løbende.

2.2.10 Bygninger og infrastruktur

Det offentlige spiller en meget stor rolle inden for boligområdet. De fleste boliger er opført af det offentlige eller med tilskud herfra. Hovedparten af det private boligbyggeri er selvbyggeri med mulighed for støtte fra det offentlige. Andelsboligsystemet blev introduceret i 1990 med støtte fra det offentlige.

En stor del af boligerne er over 15 år gamle og der er iværksat et renoveringsprogram, der skal modernisere disse, der også omfatter reduktion af energiforbruget i den enkelte bolig.

2.2.11 Landbrug

Landbruget er geografisk placeret i Sydgrønland og har en meget begrænset indflydelse på CO₂-udledningen. Landbruget er koncentreret omkring fårehold, og der produceres i dag mellem 25.000 og 30.000 lam årligt. Der findes desuden 2 bedrifter med tamrensdyr. Mens antallet af får har været relativ konstant siden 1990, er antallet af tamrensdyr faldet til under det halve. Siden 1990 er landbrugsarealet vokset med 85%. Arealudvidelsen skyldes dyrkningen af en større mængde grovfoder.

Klik her for at se "Tabel 2.15"

2.2.12 Skovbrug

Der er ikke noget skovbrug i Grønland, udover 4 forsøgsplantager med nåletræer på samlet 100 ha.

2.3 FÆRØERNE

2.3.1 Styreform og administrativ struktur

Færøerne har hjemmestyrestatus, og interne anliggender styres af Lagtinget. Færøerne er ikke medlem af EU.

Internationale aftaler, indgået af den danske regering, omfatter og gælder i samme udstrækning for Færøerne, med mindre landstyret specielt anmoder om undtagelse fra aftalen.

Danmarks ratifikation af Klimakonventionen omfatter også Færøerne, men efter ønske fra det færøske landsstyre blev der i forbindelse med Danmarks ratifikation af Kyoto-protokollen taget geografisk forbehold for Færøerne.

2.3.2 Befolkning

Færøernes indbyggertal var i 2001 på knap 47.000 personer, hvilket er en stigning med 5.000 indbyggere siden 1977. Frem til begyndelsen af 1980’erne var der en forholdsvis lille nettoindvandring, som dog steg relativt kraftigt i årene 1984-89 som følge af den høje økonomiske og beskæftigelsesmæssige aktivitet. Dette billede ændredes i årene 1990-1995 til en kraftig udvandring som følge af den alvorlige økonomiske og beskæftigelsesmæssige situation. Alene i 1993 og 1994 svarede nettoudvandringen til 8% af den samlede befolkning. Siden 1996 har befolkningstallet været stigende. Hovedstaden Tórshavn havde i 2001 en befolkning på 18.000 indbyggere svarende til knap 40% af hele befolkningen.

2.3.3 Geografi

Færøerne består af 18 små bjergrige øer, beliggende på ca. 62 grader nordlig bredde og 7 grader vestlig længde i Nordatlanten. Fra nord til syd er der 113 km, mens øst-vest udstrækningen er 75 km, og det samlede areal er 1.399 kvadratkilometer. De højeste punkter findes på de nordlige øer, der når op til knap 890 meter over havet. 17 af øerne er beboet.

2.3.4 Klima

Klimaet på Færøerne er under kraftig påvirkning af den varme Nordatlantiske Strøm og hyppige passager af cykloner, som afhængigt af polarfrontens beliggenhed for det meste kommer fra sydvest og vest. Klimaet er præget af milde vintre og kølige somre og er til tider meget fugtigt og regnfuldt.

Det sker, at Azorernes højtryk for en tid flytter sig mod Færøerne, og så kan stabilt sommervejr være fremherskende i flere uger med ganske høje temperaturer. Modsat kan lavtryksbanerne om vinteren gå sydligere om øerne end normalt. Det bevirker generel nedtrængning af kold luft fra nord med solrigt vintervejr i en længere periode til følge.

Det maritime klima er også et udslag af den kolde Østislandske Havstrøm (polarstrøm), som spalter sig i to grene med en gren fra det østlige Island mod Færøerne. Sammenblandingen af vandmasserne fra denne og den varme Golfstrøm forårsager en relativt stor forskel i havtemperaturerne rundt om øerne, der igen giver lokale variationer i klimaet.

Lufttryksforhold

Det normale atmosfærisk lufttryk, ved havets overflade, i Tórshavn er 1008 hPa på årsbasis, lavest fra oktober til januar (1004-1005 hPa) og højest i maj (1014 hPa). Det laveste registrerede lufttryk var 948,6 hPa den 11. januar 1986, og det højeste var 1046 hPa observeret 20. februar 1965. Der optræder både lange perioder med lavt lufttryk, men også tilsvarende med højt lufttryk.

Færøerne ligger tæt på de almindelige cyklonbaner over Nordatlanten og store og hyppige forandringer i lufttrykket med stigninger og fald på 20 hPa inden for 24 timer i alle årets måneder er almindelig forekommende. Indimellem udvikles cykloner dog så heftigt, at der forekommer trykfald på over 80 hPa/24 timer.

Temperaturforhold

Den årlige middeltemperatur i Tórshavn er 6,5°C. Temperaturen i januar og februar er ca. 3,5°C og ca. 10,5°C i juli og august. Den årlige middeltemperatur varierer fra sted til sted, og er lavest ved Vága Floghavn, 6,0°C og højest i Sandur på øen Sandoy, 7,0°C. Temperaturerne i Tórshavn har i 90’erne udvist en meget svag stigende tendens.

Nedbørforhold

Den årlige nedbør i Tórshavn er 1284 mm, mest i efteråret og mindst om sommeren. Der er store geografiske variationer i nedbøren hovedsagelig pga. øernes topografi.

Det regner meget på Færøerne, og antallet af nedbørsdage om året er da også så højt som 300 i Hvalvík, hvor Tórshavn har 273 dage. Om vinteren falder nedbøren ofte som sne. Tórshavn har gennemsnitligt 44 dage med faldende sne om året, mest i december og januar. Juni, juli og august er helt snefrie, mens sne er muligt i september.

Nedbøren i Tórshavn har siden midt i 70’erne haft en markant stigende tendens.

Soltimer, skydække og luftfugtighed

Det årlige soltimeantal for Tórshavn er 840, mest i maj og juni med ca. 125 timer i gennemsnit. December er indimellem uden solskinstimer overhovedet. Det højeste soltimeantal i en kalendermåned er 232 timer, observeret i maj 1948, og i maj 2000.

Beliggenheden i Nordatlanten kombineret med hyppige lavtrykspassager gør, at antallet af skyede dage (> 80 % skydække) er højt, hvor Tórshavn har 221 dage.

Antal solskinstimer i Tórshavn har i de sidste 20 år ligget på et stabilt leje.

Færøernes klima er fugtigt, og den relative luftfugtighed er meget høj, 88% på årsbasis i Tórshavn. Den er højest omkring august, hvor der også optræder mest tåge.

Vindforhold

Middelvinden er generelt høj på Færøerne, specielt i efteråret og om vinteren (6 -10 m/s). Vinden er normalt lavest om sommeren (4,5 - 6 m/s). April til august er normalt uden storme, mens efteråret og vinteren er blæsende med adskillige storme og indimellem voldsomme orkanudviklinger.

De højeste 10 minutters middelvinde er på ca. 50 m/s og målt ved Mykines Fyr i marts 1997 og januar 1999. I 1997 blev vindstød på næsten 67 m/s målt ved Mykines Fyr.

Selvom klimaet generelt er blæsende, forekommer også stille perioder, mest om sommeren og i korte perioder.

2.3.5 Økonomi

Siden 1995 har den færøske økonomi været i hastig fremgang, ikke mindst som følge af en stærk fremgang i fiskeriet. I 2001 var den samlede eksportfremgang 12% mens importen faldt med knap 4%. Hvilket resulterede i et overskud på handelsbalancen med 160 mio. DKK Ca. 80% af Færøernes eksport går til EU-lande, hvoraf Danmark tegner sig for 25% og Storbritannien for 18%. Færøernes BNP var i 2001 på 9.36 mia. DKK.

Færøerne er gået fra at have en nettogæld til udlandet til i de seneste år at have opbygget et nettotilgodehavende, dog med stor forskel mellem den private og offentlige sektor. Den private sektor havde i slutningen af 2001 et nettotilgodehavende på over 5 mia. DKK mens den offentlige sektors nettoudlandsgæld udgjorde knap 3 mia. DKK. Ledigheden er faldet markant de seneste år og er nu på ca. 3%. Erhvervsudviklingen og -fordelingen målt i BFI fremgår af tabel 2.16.

Overskuddet på betalingsbalancen der udover handelsbalancen bl.a. omfatter tjenesteydelser, lønninger, renter, overførsler fra den danske stat (på ca. 1.2 mia. DKK) og Danmarks Nationalbank var i 2001 på ca. 900 mio. DKK.

Penge og valutaforhold er fællesanliggender med Danmark og Færøerne udgør en del af det danske valutaområde, dog har Færøerne egne pengesedler.

Klik her for at se "Tabel 2.16"

2.3.6 Energi

Det fælleskommunale selskab SEV, forestår produktion og salg af elektricitet på Færøerne. I 2001 produceredes ca. 230 mio. kWh. Godt 30% var baseret på vandkraft mens øvrig produktion skete på dieseldrevne værker. El baseret på vindkraft er ikke særlig udbredt og udgjorde i 2001 kun 0,3% eller 0,5 mio. kWh. Baggrunden er dels de meget hårde vindforhold på Færøerne, som stiller særlige krav til vindmøllerne og dermed til investeringerne og dels at en sådan alternativ produktion i større omfang er skønnet vanskelig at indpasse i det relativt svage forsyningsnet. Beregninger viser, at der vil være plads til ca. 4,5 MW vindkraft på nettet i området rundt Torshavn.

Salget af elektricitet fordelte sig i 2001 med 33% til husholdninger, 35% til industri, landbrug og fiskeri og 14% til servicesektoren og det resterende til gadebelysning m.v.

Klik her for at se "Tabel 2.17"

Efter at der i 1990‘erne blev konstateret en række olieforekomster i de britiske farvande tæt ved den færøske grænse, har der været en begrundet formodning om olieforekomster på færøsk territorium, og 1. udbudsrunde blev gennemført foråret 2000. De første licenser til forundersøgelser og udvinding af kulbrinter i undergrunden ved Færøerne blev givet august 2000. De tre første efterforskningsboringer blev gennemført i løbet af sommeren og efteråret 2001. En af disse boringer resulterede i et olie- og gasfund. Et vurderingsprogram skal vise, om fundet er af sådan karakter, at det kan udnyttes kommercielt.

2.3.7 Transport

Godstransporten mellem Færøerne og omverden foregår hovedsagelig ad søvejen. To færøske rederier besejler fragtruter til udlandet året rundt. Smyril Line har siden 1998 - i forbindelse med passagervintersejladsen til Danmark – sejlet med fragt. Endvidere besejler det islandske selskab EIMSKIP fragtruter til udlandet året rundt og har eget kontor på Færøerne

Udover Vagar Lufthavn er der anlagt 12 helikopterlandingspladser på Færøerne. Beflyvningen af Færøerne varetages af MAERSK AIR, ICELAND AIR samt det færøske selskab ATLANTIC AIRWAYS. Antallet af rejsende til og fra Færøerne af luftvejen har været stærkt stigende de seneste år. Passagerbefordring pr. skib foregår hovedsageligt i sommerperioden og udføres dels af passagerskibe i rutetrafik (Smyril Line) og dels med særlige passagerskibe (krydstogtsskibe). Antallet af udenlandske passagerskibe, der har lagt til ved Færøerne, har været stigende de seneste år.

Gennem 20-30 år op til begyndelsen af 1990’erne og igen i de senere år er der investeret store ressourcer i udbygning og modernisering af trafikforholdene på øerne og kommunikationsforbindelser til omverden. Anlæg af veje, tunneller og havne er omkostningskrævende på grund af de vanskelige topografiske forhold. Efter den økonomiske afmatning i begyndelsen af 1990’erne har antal motorkøretøjer steget med knap 1000 per år siden 1995, og er i dag oppe på i alt 21.000 motorkøretøjer, heraf 16.000 personvogne og 3.500 last- og varevogne.

2.3.8 Industri

Fisk og fiskevarer udgør grundlaget for 98% af Færøernes samlede eksportindtjening, når der ses bort fra eksporten af skibe, der varierer betydeligt over årene. Fiskerierhvervet har derfor altafgørende betydning for indkomst- og beskæftigelsesmulighederne på Færøerne. De begrænsede muligheder på andre erhvervsområder medvirker yderligere til fiskerierhvervets helt dominerende rolle. Særligt for de mindre bygder er afhængigheden af fiskerierhvervet næsten total. I 2001 kunne godt 27% af den totale udbetalte løn på Færøerne henføres til fiskerierhverv. Det skønnes, at der i dag er ca. 2.000 årsværk i selve fiskerflåden.

Foruden den egentlige fiskeindustri er der på Færøerne opbygget et antal håndværks- og industrivirksomheder, der producerer udstyr m.v. til fiskefartøjer og den egentlige fiskeindustri. Til denne gruppe hører bl.a. skibsværfter og virksomheder, der producerer fiskeredskaber samt maskiner og udstyr til filetfabrikker. I de seneste år er der på Færøerne etableret virksomheder, som satser på eksport af systemløsninger på fiskeområdet bl.a. til lande i den tredje verden.

Fraværet af et betydeligt hjemmemarked, store transportomkostninger for råvarer og færdigvarer og et i international sammenhæng forholdsvis højt omkostningsniveau har hidtil hindret Færøerne i at etablere eksportorienterede industrier uden for den egentlige fiskeindustri og dennes forsyningsvirksomheder.

Landsstyret støtter udviklingen af småindustri og håndværk, der er baseret på salg til hjemmemarkedet.

2.3.9 Bygninger og bystruktur

Ikke mindst gennem en stærk udbygning af veje og øvrige trafikale forhold har de færøske myndigheder i en lang årrække søgt modvirke tendensen til fra flytning fra de små eller isoleret beliggende bygder og øer. Befolkningsudviklingen er dog generelt dårligere i disse yderområder end i øvrige dele af landet.

Bolig i enfamiliehuse er den dominerende boligform, og boligerne er som regel relativt store og af høj standard.

2.3.10 Landbrug

Landbruget var indtil slutningen af det 19. århundrede Færøernes hovederhverv, men den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling siden den tid, ikke mindst inden for fiskeriet, har medført at landbruget i dag kun bidrager med 0,7% af Færøernes bruttofaktorindkomst (BFI).

Udfra et ønske om en større selvforsyningsgrad ydes offentlig støtte til investeringer i landbruget.

Med ca. 5% opdyrket jord, kan man i dag forsyne Færøerne med knap halvdelen af det samlede forbrug af lamme- og fårekød, hovedparten af konsummælken, en brøkdel af okse- og æg forbruget og halvdelen af kartoffelforbruget. I 2001 var der 1.170 køer og ca. 70.000 får på Færøerne.

2.3.11 Skovbrug

Færøerne har ikke nogen kommerciel skovdrift, men der findes et antal plantager omkring på øerne, som vedligeholdes af den færøske skovmyndighed.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |