| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks Tredje Nationalrapport

1 Sammenfatning

1.1 NATIONALE OMSTÆNDIGHEDER MED INDFLYDELSE PÅ UDLEDNING OG OPTAG AF DRIVHUSGASSER

1.1.1 Generelt

Kongeriget Danmark består af Danmark, Grønland og Færøerne. FN’s Rammekonvention om Klimaændringer er ratificeret på vegne af alle tre dele af rigsfællesskabet.

Danmark har i dag godt 5,3 millioner indbyggere og består af et areal på i alt 43.000 km². Godt 60% af arealet udnyttes til landbrugsformål, 11% er skov, 13% er byer, veje og spredt bebyggelse, mens naturområder, herunder søer, moser, heder m.v. udgør det resterende areal.

Det danske klima er tempereret med nedbør jævnt fordelt over året. Den gennemsnitlige årstemperatur er 7.7 ^oC og den gennemsnitlige årlige nedbør er 712 mm.

Siden 1993 har Danmark været begundstiget med en betydelig økonomisk vækst, og bruttonationalproduktet (BNP) er i gennemsnit steget med 2,7% om året. I år 2000 var BNP på godt 1.300 milliarder kr. svarende til 245.000 kr. pr. indbygger.

1.1.2 Energi, transport og husholdninger

Danmark er selvforsynende med energi, hvilket primært skyldes produktionen af olie og gas i Nordsøen, men også at vedvarende energi i stigende grad bidrager til landets energiforsyning. Den samlede egenproduktion af energi er mere end tredoblet over de seneste godt ti år.

Energiforbruget har, trods en kraftig økonomisk vækst, stort set været uændret på omtrent 800 PJ i den seneste ti års periode.

Afhængigheden af olie og kul er faldet, og især i el- og varmeproduktionen er det lykkedes at substituere med andre brændsler. Vedvarende energi udgør ca. 12% af det faktiske energiforbrug.

Det faktiske energiforbrug som i 2001 var på 829 PJ fordelte sig på følgende energikilder; olie 366 PJ (44%), naturgas 194 PJ (23%), kul 175 PJ (21%), og vedvarende energi 96 PJ (12%). Nettoeksporten af el var forholdsvis lille i 2001, idet den svarede til 2 PJ.

Bruttoenergiforbruget fordelte sig i 2001 med 27% til produktionserhverv (industri og landbrug), 27% til husholdninger, 24% til transport og 15% til handel og service. De resterende 7% gik til raffinering og ikke-energiformål.

Mere end 2/3 af elforsyningen stammer fra store centrale kraft- eller kraftvarmeværker medens fjernvarmeforsyningen dækker næsten halvdelen af opvarmningsbehovet. Energisektoren (energiproduktion og –forsyning) står alene for 40% af den totale udledning af drivhusgasser.

Transporten er øget væsentligt igennem de seneste 10 år. Persontransporten er (eksklusive motorcykel-, knallert- og cykeltransport) steget fra 64 mia. person-kilometer i 1990 til 74 mia. i 2001. Godstransporten på veje er i tilsvarende periode steget fra 12 mia. ton-km til 14 mia. Transportsektoren bidrager med 18% af Danmarks samlede drivhusgasudledning.

Husholdningerne stod for 6% af Danmarks samlede drivhusgasudledning i 2001.

1.1.3 Industri og affald

Industriens produktionsværdi udgør ca. 30% af den samlede produktion. De største industrigrene er nærings- og nydelsesmiddelsindustri, maskinindustri, elektronikindustri og kemisk industri. Den samlede erhvervssektor (industri, bygge- og anlæg samt offentlig og privat service) står for ca. 13% af Danmarks totale udledning af drivhusgasser. Langt den største del af denne udledning er CO₂ knyttet til energiforbruget, men sektoren er desuden kilde til udledning af industrielle drivhusgasser.

Affaldssektorens primære udledning er metan, og sektoren bidrager med 1,2% af den totale udledning af drivhusgasser. Udledningen af metan fra affaldssektoren forventes fremover at falde som følge af den pligt kommunerne siden 1997 har haft til at anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding. Desuden nyttiggøres gas fra en række deponeringsanlæg i energiproduktionen, hvilket bidrager til en reduktion af både CO₂- og metanudledningerne.

1.1.4 Landbrug og skovbrug

Over de sidste 40 år er landbrugsarealet faldet fra 72% (30.900 km²) af det samlede areal i 1960 til 62% (26.756 km²) i 2001. Antallet af bedrifter er faldet med 50%, fra 119.155 i 1980 til 53.489 i 2001, mens den gennemsnitlige størrelse i samme periode er steget med over 100%, fra 24 ha til 50 ha. Landbrugseksporten udgør med ca. 11 % fortsat en betydelig andel af den samlede danske eksport. Landbruget stod for ca. 20% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser i 2001.

De danske skove dækker ca. 11% af det danske land, og skovloven beskytter en meget stor del af den eksisterende skov mod at overgå til anden arealanvendelse. Ambitionen er at det danske skovareal i slutningen af det 21. århundrede skal udgøre ca. 20-25% af landets areal.

1.1.5 Grønland og Færøerne

Grønland er verdens største ø og dækker et areal på 2,2 mio. km², hvoraf 85% er dækket af indlandsisen. I Nord-sydlig retning strækker Grønland sig over 2600km. Grønlands befolkning tæller godt 56.000 indbyggere, og fiskeri er det bærende erhverv.

Det grønlandske klima er arktisk og der vokser ikke skov i Grønland. Den varmest registrerede temperatur siden 1958 er målt til 25,5 ^oC , mens der på Indlandsisen kan nås temperaturer ned til under –70 ^oC.

Færøerne består af 18 øer med et samlet areal på 1399 km² og et indbyggertal på ca. 47.000. Klimaet er præget af milde vintre og kølige somre og er til tider meget fugtigt og regnfuldt. Den årlige middeltemperatur er 6,5 ^oC.

Fisk og fiskeri udgør grundlaget for 98% af Færøernes samlede eksportindtjening, når der ses bort fra eksport af skibe som varierer betydeligt over årene. Landbruget var indtil slutningen af det 19. århundrede hovederhverv, men bidrager i dag kun med 0,7% af BFI. Der findes over 1000 køer og ca. 70.000 får på Færøerne.

1.2 UDLEDNINGER OG OPTAG AF DRIVHUSGASSER

Danmarks drivhusgasopgørelser er udarbejdet i overensstemmelse med retningslinjerne fra FN’s klimapanel (IPCC) og er baseret på de metoder, der er udviklet under det europæiske program CORINAIR.

Danmarks samlede udledning i perioden 1990 til 2001 af drivhusgasserne CO₂, CH₄, N₂O og industrigasserne, HFC’er, PFC’er og SF₆, opgjort i CO₂- ækvivalenter i overensstemmelse med de overordnede opgørelsesregler under Klimakonventionen, er vist i tabel 1.1. Opgørelse efter reglerne under Kyoto-protokollen vil indebære visse ændringer med hensyn til basisår og optag i forbindelse med arealanvendelsesændringer og skovbrug (LUCF). Som det fremgår af denne tabel var den samlede udledning i 2000 og 2001 lidt under den samlede udledning i 1990. De væsentligste årsager hertil er nærmere omtalt under de enkelte drivhusgasser og sektorer.

Klik her for at se: ‘Tabel 1.1‘

1.2.1 _{^{Kuldioxid, CO}2}

Udledningen af CO₂ stammer altovervejende fra forbrænding af kul, olie og naturgas på kraftværker samt i beboelsesejendomme og industri, men også vejtrafik udgør en betragtelig del med ca. 20% af CO₂-udledningen. De relative store udsving i emissionerne fra år til år skyldes handel med elektricitet med andre lande, herunder særligt de nordiske.

De seneste års begrænsning i CO₂-emissionene skyldes primært at flere kraftværker har ændret sin brændselssammensætning fra kul til naturgas og vedvarende energi. Som et resultat af de seneste års mindskede anvendelse af kul stammer hovedparten af CO2-emissionen nu fra forbrænding af olie.

1.2.2 _{^{Metan, CH}4}

Den største kilde til menneskeskabte udledninger af metan er landbruget, fulgt af deponeringsanlæg og energiproduktion. Udledningen fra landbruget skyldes dannelse af metan i husdyrenes fordøjelsessystem samt håndtering af husdyrgødning. Udledningerne fra landbrug og deponeringsanlæg er begge faldet med 10-11% siden 1990, da dels husdyrholdet er forskudt fra en nedgang i kvægbestanden til en stigning i svinebestanden, og dels opsamlingen og udnyttelsen af deponigas er øget i perioden.

Udledningen fra energiproduktion er stigende på grund en øget anvendelse af gasmotorer, som har et stort metan-udslip i forhold til andre forbrændingsteknologier.

1.2.3 _{^{Lattergas, N}2^O}

Landbruget udgør langt den vigtigste kilde til udledning af lattergas, da dette kan dannes i jord ved bakteriel omdannelse af kvælstof i udbragt handels- og husdyrgødning. Også i drænvand og kystvand kan der ske en bakteriel omdannelse af kvælstof. Fra 1990 ses et tydeligt fald i lattergas-udledningen fra landbruget. Det skyldes mindre og bedre anvendelse af gødning. En lille del af lattergasemissionen stammer fra katalysatorbilers udstødning.

1.2.4 _{^{Industrigasserne HFC’er, PFC’er og SF}6}

De industrielle drivhusgassers (HFC’er, PFC’er og SF₆) bidrag til Danmarks samlede udledning af drivhusgasser er forholdsvis beskedent, men til gengæld har udledningen af disse gasser vist den kraftigste procentuelle stigning i løbet af 1990’erne. HFC’erne, der primært anvendes inden for køleindustrien, bidrager med de største industrielle drivhusgasemissioner. I 2001 bidrog industrigasserne med ca. 1% af den totale udledning af drivhusgasser, svarende til ca. 700.000 ton CO₂-ækvivalenter. Der er dog i 2001 og 2002 vedtaget ny regulering på området, som omfatter både afgifter og forbud.

1.2.5 Danmarks, Grønlands og Færøernes samlede udledninger og optag af drivhusgasser

De samlede opgørelser for Danmark, Grønland og Færøerne er angivet i tabel 1.2. Som det fremgår blev Klimakonventionens målsætning om i 2000 at få udledningerne ned på 1990-niveauet nået. Det samlede niveau for Danmark, Grønland og Færøerne lå i 2000 1,1% under niveauet i 1990.

Klik her for at se "Tabel 1.2" 

Opgørelserne for Grønland indeholder indtil videre kun opgørelser over CO₂-emissionerne fra forbrænding af fossile brændsler, hvilket dog også anses for langt den vigtigste kilde til drivhusgasser i Grønland. Opgørelserne for Færøerne indeholder udover CO₂-emissionerne fra forbrænding af fossile brændsler også opgørelser af metan- og lattergas-emissionerne.

1.2.6 Foreløbige opgørelser under Kyoto-protokollen og EU‘s byrdefordeling

Danmark har i overensstemmelse med reglerne i Kyoto-protokollen valgt 1995 som basisår for de industrielle drivhusgasser, ligesom der i regnestykket under protokollen – indtil videre – kun medregnes det optag i skove, som sker som følge af skovrejsning siden 1990.

Danmarks reduktionsforpligtelse på 21% i 2008-2012 i forhold til basisåret (1990/95), knytter sig til EU’s samlede reduktionsforpligtelse gennem den såkaldte byrdefordelingsaftale. Færøerne er ikke omfattet af Kyoto-protokollen, idet der er taget et territorialt forbehold ved det danske kongeriges ratifikation af protokollen.

De foreløbige opgørelser er lagt til grund for Danmarks klimastrategi beskrevet i kapitel 4.

1.3 KLIMAPOLITIKKEN OG VIRKEMIDLERNE

Siden slutningen af 1980’erne og op gennem 1990’erne er der blevet taget adskillige initiativer med henblik på reduktion af udledningen af drivhusgasser. Initiativerne har givet vigtige resultater – specielt på CO₂-området – og vil også fremover medføre yderligere begrænsninger i udledningen af drivhusgasser.

Initiativerne har, og er fortsat, primært rettet mod de samfundssektorer, hvor aktiviteterne er forbundet med en betydelig udledning af drivhusgasser, og har haft til formål at opnå miljøforbedringer bredt i samfundet.

Regeringen har i februar 2003 offentliggjort Danmarks nye klimastrategi. Et centralt hensyn er, at indsatsen tilrettelægges omkostningseffektivt, således at der opnås mere miljø for pengene. Udgangspunktet i strategien er, at Danmark skal opfylde sine internationale klimaforpligtelser som følge af Kyoto-protokollen og den efterfølgende byrdefordelingsaftale i EU.

I forhold til den seneste fremskrivning af Danmarks udledning af drivhusgasser skønnes der nu, hvis der ikke iværksættes nye tiltag, en manko på 20-25 mio. tons CO₂-ækvivalenter årligt i perioden 2008-12. Kyoto-protokollen giver mulighed for at tilrettelægge en klimaindsats som er mere fleksibel og som globalt set giver mere miljø for pengene. Klimastrategien kombinerer omkostningseffektive indenlandske tiltag med brug af Kyoto-protokollens fleksible mekanismer.

For en stor del af energiproducenterne, samt en del af den energiintensive industri, vil det kommende EU-direktiv om en fælles ordning for handel med drivhusgas-kvoter komme til at danne rammen om den kommende indsats. De virksomheder der bliver omfattet af kvoteordningen, og hvis aktivitet dermed vil være reguleret af en kvote, vil selv kunne tilrettelægge deres klimaindsats. De kan vælge at reducere egne emissioner, når det er mest formålstjenligt, eller købe kvoter eller kreditter fra projektbaserede emissionsreduktioner, når det vurderes at være mest hensigtsmæssigt. Hermed får de omfattede virksomheder mulighed for løbende at tilpasse indsatsen, så den hele tiden er så effektiv som muligt.

Ud over kvotestyring og brug af fleksible mekanismer i øvrigt indgår der en række nationale tiltag i klimastrategien, herunder eksisterende tiltag som videreføres samt nye potentielle tiltag, som løbende vil blive overvejet.

Da reduktionsomkostningerne i de forskellige sektorer løbende udvikler sig, bl.a. som følge af teknologisk udvikling og ændrede økonomiske rammebetingelser, lægger strategien op til løbende vurdering af indsatsen således at de mest omkostningseffektive virkemidler vælges.

I forbindelse med klimastrategien er det vurderet, at det internationale prisniveau for kvoter/kreditter næppe vil overstige 100 DKK per ton CO₂-ækv., og med et prisniveau på 40-60 DKK som det mest sandsynlige. Med dette prisniveau vil det være væsentlig billigere at købe internationale kvoter/kreditter end at gennemføre størsteparten af de indenlandske reduktionstiltag.

Ved sammenligning med de indenlandske virkemidler er det vigtigt at være opmærksom på, at de indenlandske virkemidler typisk skal ses i en sektorpolitisk sammenhæng, hvor klima kun er et blandt flere hensyn i den politik, der tilrettelægges. Eksempelvis er et fundamentalt hensyn på energiområdet forsyningssikkerheden, der alt andet lige forbedres gennem et lavere energiforbrug og en flerstrenget energiforsyning.

Et tværministerielt udvalg vil løbende vurdere nationale virkemidlers omkostningseffektivitet, herunder nye virkemidler. Regeringen har fastsat et økonomisk pejlemærke på 120 DKK/ton CO₂-ækv. for nationale virkemidler udenfor området dækket af EU-kvotehandelssystemet. De seneste beregningerne peger på, at kun relativt få indenlandske tiltag med et væsentligt potentiale, som ikke overstiger 120 DKK/ton CO₂-ækv., vil være konkurrencedygtige over for prisen ved brug af de fleksible mekanismer. Dette skal endvidere ses i lyset af, at Danmark allerede har gennemført en stor national indsats op igennem 1990’erne, mens der er et større, uudnyttet potentiale i andre lande.

For de indenlandske virkemidler, hvor beregningerne viser forholdsvis lave reduktionsomkostninger, er potentialet alt i alt ikke tilstrækkeligt til at fjerne den danske manko. Til gengæld må der vurderes at være et tilstrækkeligt potentiale for at købe kvoter og kreditter internationalt.

1.3.1 Politik og virkemidler samt deres effekt i Danmarks økonomiske sektorer

Energisektoren

Energisektoren står centralt i bestræbelserne for at nedbringe udledningen af CO₂. Der er gennem en lang årrække taget mange initiativer til at nedbringe udledningen og der arbejdes forsat på at finde de bedste og mest omkostningseffektive initiativer.

Visse virkemidler kan lægge et generelt pres på aktører i energisektoren, for at de skal nedbringe CO₂-udledningen. Danmarks nationale kvotelov, som regulerer udledningen af CO₂ fra den frie, markedsregulerede el-produktion, er et eksempel herpå.

Skatter og afgifter har også i en årrække været anvendt som virkemidler til nedbringelse af CO₂-udledningen fra energisektoren. Dels med henblik på at nedbringe energiforbruget generelt, dels til at fremme brændsler med lavere CO₂- udledning, i første række biomasse. Sådanne skatter og afgifter anvendes stadig.

Øget brug af kraftvarme samt udvidelse af fjernvarmeområderne har været hovedelementer i den danske strategi for at fremme en effektiv udnyttelse af energiressourcerne lige siden slutningen af 1970‘erne.

Vedvarende energikilder fremmes med økonomiske virkemidler gennem bl.a. afgiftssystemet samt ved direkte produktionstilskud.

Det vurderes, at en forventet stigende el-eksport ville kunne medføre betydelige emissionsstigninger, hvis der ikke vedtages foranstaltninger til at forhindre dette. El-produktionen er dog omfattet af forslaget til EU’s kvotedirektiv, og i klimastrategien tages der således udgangspunkt i, at el-produktionen vil blive omfattet af EU’s kvoteordning fra 2005.

Transportsektoren

Det er ikke hidtil på transportområdet lykkedes at knække kurven for øget udledning af drivhusgasser, blandt andet fordi begrænsning af CO₂-udledning i denne sektor i Danmark, som ikke er et bilproducerende land, er særdeles vanskeligt uden internationale initiativer. Transportsektorens muligheder for med nationale tiltag at bidrage til begrænsning af CO₂-udslippet viser, at opgørelsen af sideeffekterne er helt afgørende for tiltagenes omkostningseffektivitet. Beslutningen om at gennemføre de forskellige tiltag indenfor transportsektoren må derfor i høj grad vurderes ud fra tiltagenes øvrige effekter og ikke ud fra en ren CO₂-betragtning.

Erhvervssektoren

De igangværende initiativer til at reducere udledningen fra erhvervssektoren, omfatter både fremme af energibesparelser og energieffektivisering, omstilling af energiproduktion til renere brændsler samt initiativer for reduktion af udledning af industrigasser.

Der har været arbejdet med energieffektivisering i den offentlige sektor i mere end 10 år, og der er opnået væsentlige besparelser. Der er imidlertid fortsat økonomisk rentable besparelsesmuligheder. I forlængelse af bestemmelserne i lov om fremme af besparelser i energiforbruget fra 2000 og flere energipolitiske aftaler er der planer om at stramme indsatsen specielt i den statslige sektor.

Reguleringen af udledningen af de industrielle drivhusgasser (HFC’er, PFC’er og SF₆) er 2-faset, idet der dels er vedtaget en afgift, dels er udstedt en bekendtgørelse om afvikling af brugen af gasserne i nye anlæg. Afgiften pålægges stofferne ved indførslen til landet, idet der ikke er produktion af stofferne i Danmark.

I juli 2002 trådte en bekendtgørelse om regulering af de industrielle drivhusgasser i kraft. Den omfatter et generelt forbud mod anvendelse af de industrielle drivhusgasser i en lang række nye anlæg/produkter fra 1. januar 2006, herunder f.eks. husholdningskøle og –fryseskabe, PUR-skum m.m.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Inden for landbrugsområdet har følgende tiltag medført, eller vil medføre reducerede udledninger: i) forbud mod afbrænding af halm på marken, ii) biomasseaftalen om brug af halm til brændsel, iii) Vandmiljøplan I og II samt Handlingsplanen for et Bæredygtigt Landbrug og iv) Ammoniakhandlingsplanen.

Vandmiljøplanerne og Handlingsplanen for et Bæredygtigt Landbrug har især reduceret emissionen af lattergas, og hovedparten af de ændringer i emissioner af lattergas fra landbruget, der er sket over perioden siden 1990, kan tilskrives disse handlingsplaner.

Der er i 2001 vedtaget en ammoniakhandlingsplan der sammen med Vandmiljøplan I og II vil reducere ammoniakfordampningen.

Formålet med reguleringen af forbud mod afbrænding af halm har været at reducere luftforureningen fra afbrænding af halm. Forbuddet har medført en større tilbageføring af kulstof til jorden og større anvendelse af halm til brændsel.

Formålet med biomasseaftalen er gennem etablering af kraftværker og kraftvarmeværker at øge anvendelse af biomasse til energiformål. Anvendelse af halm som brændsel vil substituere fossil energi.

Det nationale skovprogram lægger op til at vurdere mulighederne for at skabe økonomiske incitamenter til at øge CO₂-binding i skovene inden for rammerne af Kyoto-protokollen. Det politiske mål, der mest direkte har indflydelse på en forøgelse af kulstofbindingen, er hensigtserklæringen fra 1989 om at fordoble det danske skovareal indenfor en 100-årig periode. Der er flere tiltag, der stiler mod opfyldelsen af dette mål. Dels er der etableret en statslig tilskudsordning, der støtter privat skovrejsning på landbrugsjord. Herudover rejser staten selv ny skov og der er en del private, der vælger at tilplante landbrugsarealer uden tilskud fra staten.

Husholdningssektoren

Med henblik på at reducere både den direkte og den indirekte CO₂-udledning fra husholdningssektoren er der iværksat en lang række initiativer. Initiativerne fremmer: i) el-besparelser, ii) besparelser i energiforbruget til rumopvarmning og iii) brændselsomlægninger (fra elvarme og olie til fjernvarme, naturgas og vedvarende energi).

Som opfølgning på klimastrategien forventes igangsat nye energibesparende initiativer bl.a. i form af normer for produkters energieffektivitet.

Affaldssektoren

Affaldssektorens bidrag til reduktion af drivhusgasudledningen består overordnet i: i) at begrænse deponering af organisk affald, ii) at nyttiggøre gas fra nedlagte/eksisterende deponeringsanlæg og iii) at udnytte affaldet som energikilde.

Ved ændringen af affaldsbekendtgørelsen i 1996 blev der indført en kommunal pligt til at anvise forbrændingsegnet affald til forbrænding (svarende til et stop for deponering af forbrændingsegnet affald). Dette virkemiddel har medført, at store mængder af brændbart affald, som tidligere blev deponeret, nu enten føres til genanvendelse eller udnyttes som brændsel på landets forbrændingsanlæg. Den fremtidige indsats drejer sig primært om et fortsat stop for deponering af forbrændingsegnet affald og gennemførelse af Affald 21.

1.4 FREMSKRIVNINGER OG DEN SAMLEDE EFFEKT AF KLIMAPOLITIKKEN OG

VIRKEMIDLERNE

De seneste fremskrivninger fra februar 2003 omfatter perioden 2001-2017. Beregningerne for perioden 2013-2017 må dog betegnes som noget mere usikre end fremskrivningerne frem til 2013, da bl.a. usikkerheden omkring virkemidlerne og deres forventede effekt øges med tiden Opgørelserne over hvor meget Danmark forventes at mangle til opfyldelse af de indgåede forpligtelser med udgangspunkt i de eksisterende virkemidler er i klimastrategien fra februar 2003 opgjort dels ud fra at der tages hensyn til el-import i 1990 og dels en situation hvor der ikke tages hensyn til dette.

I overensstemmelse med de seneste opgørelser over drivhusgasemissionerne betyder Danmarks juridiske reduktionsforpligtelse på 21% at emissionerne skal reduceres fra 69,5 mio. tons CO₂-ækv. i basisåret 1990 til 54,9 mio. tons CO₂- ækv. i perioden 2008-2012, som vist i tabel 1.3.

Det skal bemærkes, at den seneste historiske opgørelse af drivhusgasemissionerne omfatter perioden 1990-2001, hvorfor fremskrivningen for 2001 her i rapporten er erstattet med den historiske opgørelse for 2001. Da den denne nye opgørelse også omfatter en opdatering af 1990-tallene som følge af ny viden, er basisåret - og dermed også mankoen - ændret lidt i forhold til opgørelsen i klimastrategien.

Danmarks forventede årlige udledning i perioden 2008-2012 er opgjort til 80,1 mio. tons CO₂-ækv. Dog afhænger størrelsen af den samlede drivhusgasudledning i høj grad af CO₂-emissioner knyttet til el-eksport, der i perioden 2008-2012 forventes at stå for 9,9 mio. tons CO₂-ækv. per år.

Tabel 1.3
DANMARKS FORVENTEDE UDLEDNING AF DRIVHUSGASSER.

Mio. tons CO2-ækv.	Basisår 1990/95	2001	2008-12	2013-17
CO2	(52,6*)52,7	54,3	65,6	64,4
Metan (CH4)	(5,8*)    5,7	5,6	5,0	4,7
Lattergas (N2O	10,8	8,7	8,7	8,7
Industrigasser, HFCs, PFCs, SF6	0,3	0,7	0,7	0,5
Totale emissioner	(69,7*)69,5	69,3	80,1	78,3
Kyoto mål:  –21%			(55,0*)54,9
Manko			(25,0*)25,1
El-eksport (+)/import(-)	-6,3	+0,3	+9,9	+9,1
Manko uden el-eksport			(15,1*)15,2

* Note:  Basisår data og manko-opgørelser anvendt i forbindelse med klimastrategien er vist i parentes.

1.5 VURDERING AF SÅRBARHED, EFFEKTER OG TILPASNING VED

1.5.1 Klimaudvikling virkninger og tilpasningsmuligheder for Danmark

Beregninger med globale og regionale klimamodeller viser følgende generelle udvikling for klimaet i Danmark i 2100 i forhold til 1990:

• En stigning i den årlige gennemsnitstemperatur på 3-5°C, størst i de nordlige områder, om vinteren og om natten.
• En stigning i vinternedbøren på 10-40% og formentlig et mindre fald i sommernedbøren på 10-25%. En tendens til flere episoder med meget kraftig nedbør, især om efteråret.
• En lille stigning i stormaktivitet over Danmark og de tilstødende farvande.

De gennemførte beregninger giver ikke umiddelbart scenarier for fremtidige vandstandsændringer, men tidligere studier viser at vandstandsstigninger omkring Danmark bliver lidt mindre end de globale stigninger på grund af vertikale land-bevægelser. Eksempelvis vurderes en gennemsnitlig global vandstandsstigning på 0,5 m at føre til stigninger på ca. 0,4 m omkring Danmark.

Den generelle konklusion har været, at de umiddelbare virkninger for moderate klimascenarier vil være beskedne for Danmark og vil kunne imødegås ved passende løbende tilpasning. Danske studier af – og forberedelser til – effekter af klimaændringer har hidtil været af et meget beskedent omfang, og der eksisterer endnu ikke nogen deciderede handlingsplaner.

For dansk landbrug anslås de samlede virkninger at blive fordelagtige. Ændringer i dyrkningspraksis kan gennemføres med kort varsel, og produktionen forventes at _{^{vokse med voksende temperatur og CO}2^-}koncentration.

Danske felt- og drivhusstudier har vist at klimaændringer generelt set vil fremme trævækst, i særdeleshed for de arter, der har deres nordlige udbredelsesgrænse i Sydskandinavien. Den eneste træart, der vil vise tilbagegang er rødgranen. Ca. 1800 km af den 7400 km lange kystlinie er beskyttet med diger eller andre faste anlæg, og bløde løsninger, specielt kystfodring, anvendes i stigende omfang.

1.5.2 Klimaudvikling for Grønland og Færøerne

Beregninger med globale klimamodeller viser følgende generelle udvikling for klimaet i Grønland i 2100 i forhold til 1990:

• En stigning i den årlige gennemsnitstemperatur i Sydgrønland på lidt over 2 °C, lidt mere om vinteren og tættere på 2°C om sommeren, og i Nordgrønland er der tale om temperaturstigninger på 6-10°C om vinteren, men kun små stigninger om sommeren.
• En generel stigning i nedbøren på 10-50%, dog med lille eller ingen stigning i Sydøstgrønland. Om vinteren er stigningen dog væsentligt større i Nordgrønland, lokalt op til over 100%.

Beregninger med globale klimamodeller viser følgende generelle udvikling for klimaet på Færøerne i 2100 i forhold til 1990:

• En stigning i den årlige gennemsnitstemperatur på ca. 3°C med kun en lille forskel på temperaturstigningen sommer og vinter.
• En stigning i vinternedbøren på ca. 25%, men kun små eller ingen stigninger om sommeren.
  

1.6 ØKONOMISK BISTAND OG TEKNOLOGIOVERFØRSEL

Det danske udviklingssamarbejde finansieres hovedsagelig af u-landsrammen (10,5 milliarder DKK i 2002), der har som overordnet formål at fremme bæredygtig udvikling gennem fattigdomsorienteret vækst. Danmark har været i front med hensyn til at stille midler til rådighed for miljøindsatser i udviklingslandene og østlandene. Det er dels sket gennem bistanden under u-landsrammen, og dels gennem etablering af Miljø-, Freds,- og Stabilitetsrammen (MIFRESTA) som led i opfølgningen af Rio-konferencen i 1992. Danmark vil samlet set fortsat yde en omfattende støtte til fordel for miljøet i u-landene, idet det skønnes at godt 15% af u-landsrammen anvendes til miljøbistand.

1.7 KLIMAFORSKNING OG -OBSERVATIONER

Forskning og observationer inden for klima i bred forstand foregår i en række institutter og organisationer, og dækker over en lang række discipliner fra naturvidenskab til vurdering af virkemidler og samfundsmæssige aspekter.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) foretager observationer af klimaparametre (atmosfære og ocean), herunder observationer under Verdens Meteorologiske Organisation (WMO‘s) programmer og underprogrammer. Klimaobservationer har sammen med klimaforskningen været en hovedopgave for DMI gennem mere end 125 år med måling, teori og modellering.

Den danske forskningskompetence vedrørende de fysiske udtryk for fortidige klimaændringer findes hos Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), som desuden har kompetencer vedr. glaciologiske studier af Grønlands indlandsis og dennes samspil med klimaændringerne, samt klimaændringers betydning for vandets kredsløb i naturen. Udover forskning i klimasystemet omfatter den klimarelaterede forskning også forskning, som vedrører de drivende kræfter for udledning af drivhusgasser og disses belastning af miljøet, miljøets tilstand – fysisk, kemisk og biologisk, effekter af klimaændringer samt samfundets muligheder for respons og regulering.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Forskningscenter for Skov og Landskab (FSL), Danmarks Jordbrugsforskning og Forskningscenter Risø er alle institutioner, der er involveret i disse klimarelaterede forskningsområder. Derudover arbejdes der også med forskellige aspekter af klimaforskning på flere af landets universiteter.

Det er bl.a. med baggrund i forskningskompetencer på de ovennævnte områder, at Danmark også deltager aktivt i IPCC’s arbejde. Endvidere bidrager den danske klimaforskning til en lang række af de internationale projekter under World Climate Research Programme. I perioden 1998 til 2001 har der været en jævn stigning i den danske klimaforskning, fra 172 årsværk i 1998 til 189 årsværk i 2001. Budgettet er tilsvarende steget fra 94 mio. DKK i 1998 til 114 mio. DKK i 2001, hvoraf den udenlandske finansiering udgør knap 30%.

DMI har siden instituttets oprettelse i 1872 foretaget en løbende overvågning af de vigtige klimaparametre. I klimaovervågningen benyttes både klassiske målemetoder og der udvikles nye satellitbaserede observationsmetoder.

DMI driver ca. 200 automatiske målestationer i Rigsfællesskabet (Danmark, Grønland og Færøerne) med et bredt måleprogram spændende fra automatiske vandstands- eller nedbørstationer, der kun måler én parameter, til stationer med et fuldt udbygget måleprogram inklusive automatiske skyhøjdedetektorer og vejrtypedetektorer. Til indsamling af nedbørsdata driver DMI yderligere et netværk af 500 manuelle nedbørsstationer der især bruges til kortlægning af nedbørsklimatologien.

Udover at være til brug for nationale programmer vedrører observationerne Danmarks internationale bidrag i form af observationskomponenter fra dansk område til det verdensomspændende meteorologiske observationsnet, WWW (World Weather Watch), GCOS (Global Climate Observing System) og andre internationale programmer for kortlægning af vejr og klima.

De meteorologiske observationer arkiveres i DMI’s database, og observationer fra adskillige danske stationer er til rådighed på elektronisk form helt tilbage til 1872, vandstandsmålinger fra 1890 og målinger af havets overfladetemperatur fra 1931. I 2001 er den daglige tilgang af observationer 75.000, og det samlede antal observationer i databasen er ca. 245.000.000.

1.8 UDDANNELSE, EFTERUDDANNELSE OG OFFENTLIGHEDENS KENDSKAB

I Danmark foregår der en løbende offentlig debat bl.a. i medierne om den menneskeskabte drivhuseffekt, og dens politiske reaktion i form af politikker og virkemidler. Der er i Danmark en lang tradition for at inddrage offentligheden, og denne tradition blev på miljøområdet fulgt op med en international aftale –Århuskonvention fra 1998. På Miljøministeriets (www.mim.dk), Miljøstyrelsens (www.mst.dk), Finansministeriets (www.fm.dk), Økonomi- og Erhvervsministeriets (www.oem.dk) og Energistyrelsens (www.ens.dk) hjemmesider findes der en betydelig information om klimaændringer og den danske politik i relation hertil.

DMU har udarbejdet en række klimarapporter som sammen med anden klimainformation som f.eks. klimadata, findes på DMU’s hjemmeside www.dmu.dk. DMI har en klimahjemmeside på www.dmi.dk, hvor aktuelle og historiske klimadata er tilgængelige sammen med grundlæggende beskrivelse af klimasystemet og klimaprocesser samt temaer om nye resultater fra den internationale videnskabelige litteratur.

DMI deltager i en række internationale projekter med støtte primært fra EU-Kommissionens rammeforskningsprogrammer, som indebærer udveksling af viden og efteruddannelse af danske forskere. Desuden bidrager instituttet til IPCC’s arbejde, og de resultater herfra, som formidles til offentligheden.

Der gennemføres en række initiativer både rettet mod virksomheder og private husholdninger for at fremme miljørigtig adfærd, ikke mindst af klimahensyn og i forhold til energianvendelse. For at øge offentlighedens kendskab til handlemuligheder og mindst miljøbelastende teknologier og produkter findes der bl.a. mærkningsordninger, trykt materiale, oplysningslinier og mediespots.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |