| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks Tredje Nationalrapport

 6 Vurdering af sårbarhed, effekter og tilpasning ved klimaændringer

6.1 FREMTIDENS KLIMA

Fremtidige klimaændringer som følge af menneskeskabte påvirkninger gennem øget drivhuseffekt, nedbrydning af ozonlaget og udslip af aerosoler vurderes ved hjælp af klimamodeller. Klimamodeller omfatter - ud fra fysikkens love og konstaterede sammenhænge - matematiske beskrivelser af klimasystemets komponenter: atmosfære, oceaner, is og sne, landoverflader og biosfære. Beregningerne udføres på store computeranlæg og modellerne bliver stadigt mere komplekse.

6.2 KLIMAUDVIKLINGEN I DANMARK

6.2.1 Den seneste udvikling

Danmark er placeret på vestsiden af det europæiske kontinent mellem fastlandet og den skandinaviske halvø i et havområde, og har dermed kystklima. DMI’s statistik¹ viser, at middelværdien af temperaturen i gennemsnit i 1990’erne er godt 8°C efter at være steget knap 1°C siden 1870. Temperaturen i sommerkvartalet er i middel knap 16°C og i vinterkvartalet omkring 0,5°C.

Den årlige nedbør (målte værdier før anvendelse af nedbørskorrektion) er i 1990’erne i gennemsnit ca. 735 mm, og den er dermed steget næsten 100 mm siden 1870. Her er dog væsentlige regionale forskelle. Den største nedbør findes i Vest- og Sønderjylland (over 900 mm) og den mindste (godt 500 mm) på de østlige øer.

Vandstanden i de danske farvande er generelt steget de sidste 100 år, men når der korrigeres for landbevægelser, er der ingen generel vandstandsstigning i de danske farvande. Men eftersom Danmark vipper, sker der stigninger i den sydlige del af landet med omkring 1 mm per år. Uheldigvis er det også her, der er mange lavtliggende, sårbare områder.

6.2.2 Fremskrevne klimaændringer for Danmark

Når man skal vurdere virkningerne af den menneskeskabte forstærkning af drivhuseffekten, er udgangspunktet af flere grunde usikkert. Væsentlige problemer er, at størrelsen af fremtidige drivhusgasudslip er usikre samt at der er usikkerhed i klimamodellerne.

Ved DMI/Danmarks Klimacenter er der (bl.a. i samarbejde med Max Planck Institut für Meteorologie i Hamburg) gennemført globale og regionale beregninger for flere scenarier for fremtidige udslip af drivhusgasser og aerosoler, nemlig IPCC’s IS92a-Business-as-Usual scenario og de nye A2 og B2-scenarier fra IPCC’s særrapport - SRES-2000 - om udslipscenarier².

Beregninger med globale og regionale klimamodeller viser følgende generelle udvikling for klimaet i Danmark i 2100 i forhold til 1990:

• En stigning i den årlige gennemsnitstemperatur på 3-5°C, afhængig af det valgte scenario. Opvarmningen er størst om vinteren og om natten. Det betyder at døgn- og årstidsvariationer generelt bliver mindre. Der er kun lille forskel på temperaturstigningen sommer og vinter.
• En stigning i vinternedbøren på 10-40% og formentlig et mindre fald i sommernedbøren på 10-25%. En tendens til længere perioder med tørke om sommeren samt flere episoder med meget kraftig nedbør, især om efteråret, idet den nedbørsmængde, der falder i byger med en intensitet på over 15 mm/dag, stiger med ca. 50%.
• En tendens til generel stigning i vinde fra vestlige retninger, samtidig med at stormbanerne over Nordatlanten rykker lidt mod øst, fører til en lille stigning i stormaktivitet over Danmark og de tilstødende farvande. Selv om det er meget usikkert, viser efterfølgende beregninger med stormflodsmodeller, at den højeste vandstand i de største stormfloder kan stige med 5-10% i forhold til i dag³.

Der er en samlet effekt på afstrømningen, dvs. den mængde vand, der løber i vandløb. For Danmark vil der blive en forøgelse i perioden december - april af størrelsesordenen 10%. Et generelt større afløb af regnvand i Østersøregionen kan bevirke, at overfladevandet i de indre danske farvande bliver mindre salt. Det kan få betydning for fiskebestanden.

De gennemførte beregninger giver ikke umiddelbart scenarier for fremtidige vandstandsændringer omkring Danmark, men tidligere studier⁴ viser at vandstandsstigninger omkring Danmark bliver lidt mindre end de gennemsnitlige globale stigninger på grund af vertikale land-bevægelser. Eksempelvis vurderes en gennemsnitlig global vandstandsstigning på 0,5 m at føre til stigninger på ca. 0,4 m omkring Danmark. I disse tal er der ikke taget højde for den regionale effekt på vandstanden af ændrede oceaniske strøm- , temperatur- og vindforhold. Vindeffekten alene giver en stigning på 3-5 cm⁵. IPCC vurderer at den globale vandstand vil stige 0,1-0,9 m frem til 2100 for SRES-scenarierne. For danske effekt- og følsomhedsstudier er typisk benyttet vandstandsstigninger på 0,25-0,5 m.

6.2.3 Virkninger og tilpasningsmuligheder for Danmark

Tidligere vurderinger

Virkningerne af mulige klimaændringer i Danmark er blevet vurderet i flere omgange siden 1988 og senest med enkelte aspekter i rapporten: ”Climate Change Research – Danish Contributions” redigeret af A.M.K. Jørgensen, J. Fenger og K. Halsnæs i et samarbejde mellem DMI, DMU og Risø og udgivet af DMI i 2001 samt mere detaljeret behandlet i rapporten ”Dansk tilpasning til et ændret klima” (J. Fenger og P. Frich) udgivet af DMU i 2002.

Den generelle konklusion har været, at de umiddelbare virkninger for moderate klimascenarier vil være beskedne og vil kunne imødegås ved passende løbende tilpasning. Danske studier af – og forberedelser til – effekter af klimaændringer har da hidtil også været af et meget beskedent omfang, og der eksisterer ikke nogen handlingsplaner. Naturrådet har dog i sin Vismandsrapport 2000 anbefalet, at der opbygges et beredskab i forhold til klimaændringernes naturkonsekvenser. Beredskabet foreslås baseret på faglige udredninger og bør følges op af en relevant naturovervågning.

Der har endnu ikke været foretaget vurderinger af sekundære virkninger for Danmark i form af ændrede turistmål, miljøflygtninge mm. Heller ikke virkninger af ændrede forhold i udlandet på en lille åben økonomi som den danske har været vurderet. For et eksportorienteret erhverv som dansk landbrug, kan sådanne sekundære virkninger let blive vigtigere end de primære.

Vandressourcer

Mængden af vandressourcer påvirkes af både tilgængeligheden af vand fra naturens side og forbruget af vand. Med udsigten til somre, som kan blive både varmere og mere tørre, kan der forventes at komme en øget efterspørgsel efter vand til flere formål:

• Husholdningsforbruget vil øges bl.a. på grund af havevanding, med mindre der indføres restriktioner herimod.
• Landbrugets behov for markvanding vil stige markant, og de nuværende problemer i form af interessekonflikter mellem landbrug og miljø kan forventes at blive forøget.
• Naturens behov for vand til opretholdelse af bl.a. vådområder bliver påvirket. De enkelte vådområder kan dog forventes at opføre sig forskelligt betinget af bl.a. lokale geologiske forhold.

Der er en afgørende forskel mellem frie grundvandsmagasiner, hvor grundvandsdannelsen styres af nettonedbøren, og artesiske magasiner, hvor grundvandsdannelsen primært afgøres af trykforskelle mellem øvre og nedre magasiner. Moræneområder er generelt mindre sårbare overfor klimaforandringer end sandjordsområder. Hertil kommer imidlertid, at en permanent klimaændring kan forventes at påvirke arealanvendelsen (andre afgrøder, længere vækstsæson) og herigennem evapotranspirationens størrelse. Ligeledes kan en ændring af nedbørsmønstret i form af øget intensitet påvirke afstrømningsmønstret og dermed også grundvandsdannelsen.

Lige så vigtig som mængden af grundvand er dets kvalitet. Også her spiller klimaet – om end indirekte – en rolle. I Danmark produceres stort set alt ferskvand i drikkevandskvalitet og fra grundvand. Salt (NaCl) i vandet skyldes normalt aflejringer i undergrunden. Kun i få områder som mindre øer f.eks. Langeland og Samsø og nær lavtliggende kyster f.eks. ved Køge Bugt, spiller indtrængning af havvand en betydelig rolle. Med et stigende havniveau vil saltvandsindtrængning blive forstærket og kan forventes at blive begrænsende for vandindvinding lidt flere steder end tilfældet er i dag.

Landbrug

For dansk landbrug anslås de samlede virkninger at blive fordelagtige. Ændringer i dyrkningspraksis kan gennemføres med kort varsel, og produktionen forventes at vokse med voksende temperatur og CO₂-koncentration. Der er for tiden en tendens til aftagende kvægproduktion og stigende grise- og korn produktion. De fremskrevne klimaændringer kan forstærke denne tendens, fordi markedsbindinger i mejerisektoren vil begrænse produktionen, og der vil blive mere areal og korn tilgængeligt for svineproduktion til konkurrencedygtige priser.

Højere temperaturer vil imidlertid forøge risikoen for skadedyr og plantesygdomme, og vil dermed umiddelbart øge behovet for anvendelse af pesticider. Samtidig vil en forøget produktion kræve mere gødning, hvilket sammen med mere nedbør og højere temperatur om vinteren forøger risikoen for udvaskning af nitrat. Her kan det blive nødvendigt med ændring i miljølovgivningen for på en gang at sikre et omkostningseffektivt landbrug og en beskyttelse af vandressourcer under et ændret fremtidigt klima.

Skovbrug

Dansk skovbrug er domineret af lange produktionstider bestemt af rotationsalderen af træer mellem 50 og 180 år. Derfor er langsigtet planlægning baseret på de mest egnede arter og genotyper i en optimal skovstruktur nødvendig.

Danske felt- og drivhusstudier har vist at klimaændringer generelt set vil fremme trævækst, i særdeleshed for de arter, der har deres nordlige udbredelsesgrænse i Sydskandinavien. Den eneste træart, der vil vise tilbagegang er rødgranen, der har sin naturlige udbredelsesgrænse sydvest for Danmark, men gennem plantning er blevet Danmarks mest udbredte nyttetræ. Efter stormfaldet i december 1999 er nyplantning af andre arter blevet mere udbredt.

Skove udgør væsentlige kulstofpuljer, og skovrejsning, skovrydning og genskovning indgår i de nationale CO₂-regnskaber. Den planlagte fordobling af det danske skovareal i løbet af de næste 100 år kan binde af størrelsesordenen 5% af de nationale udslip.

Naturlige økosystemer

Danmark er centralt placeret i et naturligt vegetationsområde med tempereret løvskov, og umiddelbart vil denne position ikke ændres væsentligt. Mange plante-og dyrearter har dog deres udbredelsesgrænse i eller omkring Danmark og et skift mod nord kan derfor forventes. Ikke alle fremmede arter er lige velkomne bl.a. i relation til landbrug. Coloradobillen har således sin nordgrænse lige syd for Danmark. De senere års fremgang for Iberisk skovsnegl kan hænge sammen med et generelt mildere vinterklima. Spredningen af nye arter vanskeliggøres af, at landskabet er stærkt fragmenteret. Det kan en overgang betyde, at artsdiversiten går ned, men kan dog afhjælpes af Danmarks intensive naturpleje og naturforvaltning.

Ferskvandsøkosystemer er følsomme over for vandmængden og kan blive belastet af en reduceret nedbør om sommeren. Virkningen kan forstærkes, hvis der kommer øget udvaskning af næringsstoffer.

Kystbeskyttelse

Den danske kystlinie består af hævede strande og brede forstrande i den nordlige del og et ø-rige mod syd. Kystlinien er relativt lang, ca. 7400 km for et areal på 42.000 km². 80% af en befolkning på 5,33 mio. (1.1.2000) bor i byområder med forbindelse til kysten. De sårbare områder er i det væsentlige hævet havbund, marskområder og inddæmmede arealer, hvor 60-70.000 ejendomme er beliggende.

Omkring 1100 km af kystlinien er beskyttet med diger og 700 km med andre faste anlæg. Bløde løsninger, specielt kystfodring anvendes i stigende omfang. Endnu er en direkte planlægning for vandstandsstigninger udover den nuværende sekulære stigning yderst beskedne og rent kvalitative.

Der har dog været nogle overvejelser om mulige virkninger på kystnære økosystemer, specielt saltmarsk- og klitområder. Her vil handlingsmønsteret afhænge af holdningen til – og afvejningen af – økonomiske, sociologiske og biologiske interesser og muligheder. Den generelle strategi synes at gå i retning af bevarelsen af en naturlig kystlinie – om nødvendigt på bekostning af landbrugsareal⁶.

Infrastruktur

I forbindelse med anlæg af kystnære infrastrukturer, herunder broer, havne, kloakanlæg mv. har der generelt været udvist en ”vent og se” holdning. Økonomiske vurderinger har været uofficielle eller har helt manglet.

Ved planlægningen af den nye bydel ”Ørestad” på den delvist inddæmmede ø Amager nær København har man dog indregnet en vandstandsstigning på ca. ½ m bl.a. ved nedgange til metrostationer.

Fiskeri

Højere temperaturer og lavere saltholdighed i danske farvande vil påvirke overlevelse, vækst og reproduktion af den nuværende fiskebestand. Det vil endvidere resultere i længere vækstsæson for plankton og dermed favorisere arter, som lever direkte af plankton. Typisk kan der blive tale om sardiner⁷.

Energiforbrug

Danmark har nu et rimeligt køligt klima og ingen tradition for aircondition (selvom mange nye biler efterhånden udstyres med anlæg). Et mindre opvarmningsbehov vil derfor antagelig betyde lavere energiforbrug.

Helbred og velvære

De fremskrevne klimaændringer vil i løbet af de næste 100 år næppe give Danmark et klima som afviger væsentligt fra, hvad man i dag har i f.eks. Nordfrankrig. Direkte helbredsvirkninger i form af større risiko for hedeslag eller reduceret risiko for forkølelsessygdomme kan derfor ikke forventes.

Derimod kan en række indirekte virkninger forudses. Man har allerede observeret en væsentlig større pollenmængde og en fremrykning af pollensæsonen på flere uger. Det kan være forklaringen på stigningen i tilfælde af allergi. Hertil kommer at vektorbårne sygdomme kan blive mulige med indrykning af f.eks. malariamyg.

Smitte via flygtninge (eventuelt miljøflygtninge) og indvandrere vil forøge risikoen ikke alene for ”sydligere” sygdomme, men også for sygdomme, som i øjeblikket er under kontrol i Danmark, f.eks. tuberkulose.

Et varmere klima kan endvidere forøge risikoen for dannelse af fotokemisk luftforurening, der i Danmark i det væsentlige skyldes langtransport fra bl.a. Centraleuropa.

Emissioner af drivhusgasser

Et ændret klima kan i flere tilfælde betyde ændringer i udslip af drivhusgasser og dermed en tilbagekobling til klimasystemet. Mulige kilder, der påvirkes, er foruden energiproduktion og skovbrug forskellige landbrugsaktiviteter, herunder dyrehold (metan) og gødningsanvendelse (lattergas). Konsekvenserne af en overgang til økologisk landbrug har været diskuteret, dog uden klare konklusioner.

6.3 KLIMAÆNDRINGER I GRØNLAND

Grønlands klima er arktisk. 82% af landet er dækket af den op til 3 km tykke Indlandsis, mens de isfrie landområder er begrænset til en op til nogle hundrede kilometer bred ”kyststrimmel”. Længst mod syd er klimaet dog subarktisk med en middeltemperatur på over 10°C for den varmeste måned, mens klimaet i resten af Grønland kan opdeles på en lavarktisk og en højarktisk zone. Det lavarktiske område, der strækker sig mod nord til Melvillebugten på vestkysten og til Scoresbysund på østkysten, er præget af relativt milde vintre med meget sne og perioder med tø samt somre med gennemsnitstemperaturer på mellem 5 og 10°C for den varmeste måned samt hyppig regn. Denne beskrivelse gælder især for den maritimt prægede kystzone, mens indlandet i Sydvestgrønland har et vinterklima, der mere ligner Højarktis.

Det højarktiske område, der dækker hele den nordlige og nordøstlige del af Grønland, har et kontinentalt præget klima med meget kolde vintre (mere end 50 graders kulde forekommer i Nordgrønland), hvor temperaturen kun sjældent kommer over nul fra september til maj, og hvor vinternedbøren er begrænset. Dele af Nordgrønland har et ørkenagtigt klima med kun omkring 25 mm nedbør pr. år, eller ca. 1% af nedbørsmængden på Grønlands sydspids. Det kontinentale klima i højarktisk Grønland skyldes Storisen, som udgør et ofte flere hundrede kilometerbredt bælte af tætpakket polaris, der driver ned langs med østkysten og så at sige ”forlænger” landet ud til havs. Klimaet i højarktisk Grønland er derfor stærkt påvirket netop af mængden af Storis.

Beregninger med globale klimamodeller⁸ viser følgende generelle udvikling for klimaet i Grønland i 2100 i forhold til 1990:

• En stigning i den årlige gennemsnitstemperatur i Sydgrønland på ca. 2°C, lidt mere om vinteren end om sommeren. I Nordgrønland er der tale om temperaturstigninger på 6-10°C om vinteren, men kun små stigninger om sommeren.
• En generel stigning i nedbøren på 10-50%, dog med lille eller ingen stigning i Sydøstgrønland. Om vinteren er stigningen dog væsentligt større i Nordgrønland, lokalt op til over 100%.

Næsten hele den grønlandske befolkning lever i byer og bygder i den lavarktiske del af landet med hovedparten i Sydvestgrønland, som har det mildeste klima, og hvor erhvervsgrundlaget primært er fiskeri. Kun i den sydligste del af det højarktiske område, i Thule mod nordvest og i Scoresbysund på østkysten, er der mindre samfund, der i en vis udstrækning har fangst af pattedyr og fugle som erhverv.

I de følgende to afsnit beskrives, hvad der kan eller vil ske henholdsvis på land og i det marine miljø som følge af de forventede klimaændringer, udelukkende baseret på generelle vurderinger⁹ ud fra den i dag stærkt begrænsede viden, om bestemmende faktorer for de pågældende arters og økosystemers trivsel¹⁰.

6.3.1 Virkninger og tilpasninger i terrestriske økosystemer

De meget store forskelle, der er mellem klimaet i hhv. den lavarktiske og den højarktiske del af Grønland, giver sig udslag i markante forskelle i naturforholdene. Det lavarktiske Sydøst- og Vestgrønland er præget af en frodig vegetation med buske og et ofte tykt plantedække. Om vinteren ligger sneen ofte dyb og blød fra november til hen i maj. I modsætning hertil er plantedækket oftest kun få centimeter højt i Nordøst- og Nordgrønland, og større og større områder er helt vegetationsløse, jo længere nordpå man kommer. Dette hænger sammen med det ringe snedække, hvor mange områder blæser fri for sne det meste af vinteren, mens resten er dækket af ofte hårdt sammenpakket sne, som først forsvinder sidst i juni eller i begyndelsen af juli.

Den arktiske flora og fauna, som sammenlignet med sydligere klimazoner er fattig på arter, er tilpasset de ekstreme klimaforhold. En del planter, hvirvelløse dyr og pattedyr er afhængige af et stabilt snedække, som beskytter dem mod kulden. Men mange andre arter er afhængige af, at sneen forsvinder tidligt – eller helt blæser væk om vinteren. Snedækkets fordeling, varighed og tykkelse er derfor en ligeså vigtig faktor som temperaturen i de samlede levevilkår for mange planter og dyr i Grønland.

Snedækkets betydning

I lavarktisk Grønland kan der som følge af tidligere snesmeltning, højere sommertemperaturer og mere sommernedbør forventes en længere vækstsæson og dermed et mere udbredt og frodigt plantedække. Indvandring af arter sydfra kan tænkes, men hæmmes af barrierer i form af havområderne samt konkurrence fra allerede etablerede arter. Omvendt kan nordligt udbredte arter tænkes at forsvinde fra sydlige områder.

I højarktisk Grønland vil en rigeligere nedbør både sommer og vinter samt lidt højere sommertemperaturer formentlig betyde øget vækst og mere udbredt plantedække, og store dele af denne zone kan tænkes at ændre karakter i retning af lavarktiske forhold. Det øgede snedække vil imidlertid kunne medføre en forsinket afsmeltning, som vil hæmme planternes vækst samtidig med at planternes reproduktion kan blive forsinket eller helt umuliggjort. Flere nordligt udbredte arter som f.eks. sabine-ranunkel kan risikere helt at forsvinde.

Den øgede UV-B-stråling som følge af nedbrydningen af ozonlaget, der forventes at fortsætte i et par årtier, medfører formentlig problemer hos arktiske planter, der er tilpasset lav UV-B-stråling. I hvilken udstrækning planterne er i stand til at tilpasse sig den større stråling er ukendt.

Kulstofbalancen og permafrosten

Større mikrobiel aktivitet og et tykkere aktivlag (den del af jorden, der tør op ovenpå permafrosten) vil tillige frigøre flere drivhusgasser, men dette vil for kuldioxidens vedkommende blive modvirket af et større optag i planterne som følge af den øgede vækst. På grund af Grønlands oftest stærkt kuperede landskaber, er der ikke opstået de meget store tørvelag, som er så udbredte i dele af Sibirien og Canada. Derfor vil Grønlands bidrag til den frygtede frigivelse af voldsomme mængder kuldioxid fra sådanne tørvelag formentlig være beskedent.

Pattedyr

Meget af Grønlands fauna vil formentlig også nyde godt af et mildere klima med deraf følgende frodigere og mere udbredt plantevækst, men der er væsentlige undtagelser. Mange af arterne i højarktisk Grønland er afhængige af det nedbørsfattige kontinentale klima. Det gælder f.eks. moskusokserne, hvor tykkere snedække og hyppigere tøvejrsperioder om vinteren (med dannelse af isskorper i sneen) vil kunne vanskeliggøre dyrenes fouragering. Det kendes der allerede eksempler på under de nuværende klimaforhold, og rensdyrene uddøde af samme årsag i hele højarktisk Grønland under en snerig periode for godt 100 år siden. Den kunstigt etablerede bestand af moskusokser i Sydvestgrønland vil næppe lide under tilsvarende problemer. Tværtimod kan det tænkes, at både rensdyr og moskusokser vil kunne trives endnu bedre i det kontinentale lavarktiske område.

Fugle

En anden ”risikogruppe” er de højarktiske vadefugle, som er den dominerende fuglegruppe her. Ni ud af Grønlands 11 vadefuglearter findes kun – eller har deres hovedudbredelse i den højarktiske del. De er helt afhængige af den sparsomme vegetation. En senere snesmeltning vil tillige hæmme deres reproduktion, idet de er helt afhængige af en tidlig snesmeltning både for at kunne skaffe sig tilstrækkelig føde, hovedsageligt i form af tidligt aktive leddyr, og for at kunne lægge æg på så store snefrie områder, at rævene ikke kan finde alle rederne. Oven i dette kommer udsigten til, at de store vadeflader, som disse fugle lever på uden for yngletiden i tempererede og tropiske klimazoner, kan blive permanent oversvømmede som følge af den forventede havspejlsstigning.

Indvandring af nye dyrearter

Mange insekter og andre leddyr vil kunne brede sig nordpå, og nye arter af især mobile insekter og fugle vil kunne indvandre sydfra, men disse vil givetvis komme fra områder, hvor de i forvejen er almindelige og vil således fra et globalt synspunkt ikke kunne erstatte eventuelle tab af højarktiske arter, som vil være definitive.

Mennesker

Set fra et lokalt samfundsmæssigt synspunkt vil de nævnte ændringer i de terrestriske økosystemer være af begrænset praktisk betydning; muligvis endda til en vis fordel i form af mere plantevækst og flere rensdyr samt moskusokser og måske forbedrede landbrugsmuligheder i Sydgrønland. Den øgede optøning af permafrosten kan give problemer i områder, hvor huse og andre konstruktioner er funderet i permafrosten, men da langt de fleste konstruktioner i Grønland står på fast klippe, er problemet kun af lokal betydning. En øget afsmeltning af sne og Indlandsis vil give mere vand f.eks. til vandkraft, men denne ressource er generelt ikke en begrænsning i dag. Udgifterne til opvarmning om vinteren vil blive reducerede, og der vil generelt blive færre problemer i forbindelse med hård frost.

Det mulige tab af biodiversitet f.eks. i form af fuglearter i Højarktis vil betyde et tab af oplevelsesmæssig kvalitet ikke alene her, men også i fuglenes raste- og overvintringsområder. Der er således risiko for, at størstedelen af den højarktiske zone vil forsvinde sammen med det specielle plante- og dyreliv, der er tilpasset netop denne zone. Langt de største kontinentale højarktiske områder findes i Nord- og Nordøstgrønland samt på de nordlige canadiske øer.

6.3.2 Virkninger og tilpasninger i marine økosystemer

I det nordøstlige Grønland vil de forventede klimaændringer bevirke en halvering i tykkelsen af isen på fjordene, samtidig med at den isfri periode fordobles. Det vil medføre, at der trænger ca. 60% mere lys ned i vandsøjlen, hvilket vil stimulere produktionen af både planktonalger og bundlevende alger. Den øgede mængde nedbør (sne) vil dog forværre lysforholdene i isen i det tidlige forår og sandsynligvis have en negativ indflydelse på produktionen af havisalger og de dyr, der nyder godt af den tidlige produktion. Samlet set vil produktionen dog forøges.

Alger, vandlopper, muslinger og hvalrosser

En forøget ferskvandstilførsel som følge af øget nedbør og afsmeltning af  Indlandsisen i de indre dele af fjordene vil forøge vandudskiftningen i fjordene og bringe mere næringsrigt vand ind ude fra det åbne hav og dermed bidrage yderligere til en forøget primærproduktion. Den forøgede produktion vil slå kraftigt igennem i de øverste fødekædeled. I dag er vandlopper (krebsdyr der lever af alger) fødebegrænsede, og en stimulering i planktonproduktionen vil straks bevirke en øget græsning og vækst af vandlopper. Sedimenteringen af vandloppernes fækalier vil derfor stige, hvorved fødemængden til bunddyr forøges. Det vil f.eks. bevirke en stigning i vækst hos muslinger, der i dag er kraftigt fødebegrænsede.

Den forøgede muslingevækst vil være en fordel for hvalrosserne. Stigende vintertemperaturer vil bevirke, at isen ikke opnår samme tykkelse som i dag og derfor lettere bryder op i foråret, og at hvalrosserne vil kunne søge føde på muslingebankerne i længere perioder.

Problemer for isbjørnene

Isbjørnen går derimod en usikker fremtid i møde i Østgrønland. Forsvinder isen, indskrænkes bjørnenes jagtområde, og de vil sandsynligvis følge isen nordpå. Sælerne, der er knyttet til isen, vil antagelig i første omgang blive koncentrerede på mindre områder med is og dermed blive lettere tilgængelige for bjørnene, men på længere sigt vil bjørnene gå tilbage i antal. Desuden har isbjørnen ikke stor succes med at jage sæler i vandet. Isforholdene på Grønlands vestkyst vil sandsynligvis ikke ændres så markant som på østkysten, og derfor vil isbjørnene ud for vestkysten være mindre påvirkede af de klimatiske ændringer i forhold til isbjørnene ud for østkysten.

Fisk

Stigende overfladetemperaturer vil også få en kraftig indflydelse på sammensætningen af fisk i det højarktiske område. For fjeldørreden går reproduktionen i stå, når temperaturen når over 5°C, fordi enzymer i ægsækkene denaturerer, når temperaturen når bare en lille smule over denne temperatur, hvorved æggene rådner i kroppen og fisken dør. Samtidig bliver en række arktiske fiskearter nemmere udsat for parasitter samt bakterie- og svampeangreb og får nedsat deres immunforsvar ved stigende temperaturer.

For mange af de grønlandske fiskearter er havene ved Grønland et grænseområde for deres udbredelse. Det gælder f.eks. torsk, rødfisk, stribet havkat, helleflynder og sild, der har nordgrænse her. Omvendt sætter bl.a. for høje havtemperaturer en sydgrænse for udbredelsen af arktiske arter, som polartorsk, istorsk og arktisk rokke. Derfor kan forholdsvis små variationer i havtemperaturen medføre betydelige svingninger i mange fiskearters udbredelse. Udviklingen i torskefiskeriet følger i store træk den gennemsnitlige havtemperatur. I løbet af de seneste 30 år er torsk og en række andre boreale fiskearter stort set forsvundet som følge af et generelt koldere klima i Syd- og Vestgrønland. I dag er bedre kuldetilpassede bestande af rejer, krabber og hellefisk de vigtigste kommercielle fiskeriressourcer i Grønland.

En ændring i havstrømmene og en stigning i temperaturen som følge af klimaforandringerne vil sandsynligvis igen forbedre levevilkårene for torsk og en række andre kommercielt udnyttede fiskearter i disse områder. En forøget torskebestand vil dog få en negativ indvirkning på rejebestanden pga. predation. Derfor kan man forestille sig et skift i fiskeriressourcerne fra i dag at være domineret af rejer til dominans af torsk hen mod slutningen af dette århundrede.

Krabber, vandlopper og havfugle

Der findes i dag ingen krabber i områder med temperaturer under –0,5°C, som kendetegner store områder ud for Østgrønland. Temperaturstigningerne i fremtiden kan bevirke, at krabber vil vandre ind i området og derved ændre bunddyrsammensætningen markant.

Et andet meget markant skift, der kan ske, er en ændring i strømforholdene, således at nordatlantisk havvand, der indeholder en mindre vandloppeart (Calanus finmarchicus), vil kunne trænge ind på områder, der i dag er domineret af koldt polarvand med større og længerelevende vandloppearter (C. glacialis og C. hyperboreus).

Hvis C. finmarchicus udkonkurrerer de større arter, vil det bl.a. få meget alvorlige konsekvenser for den lille havfugl, søkongen, der yngler i millionvis i Thule-området og omkring Scoresbysund, og som er specialiseret i at fouragere langs iskanter med høje fødedyrkoncentrationer. Den lever næsten udelukkende af de større vandloppearter og kan ikke få energi nok ud af den lille vandloppe. Blandt de øvrige havfugle vil polarlomvierne måske få det sværere i Vestgrønland, men bestandene her er i forvejen reduceret til få procent af de naturlige bestande pga. jagt, så klimaet vil sikkert være af underordnet betydning. Omvendt vil atlantisk lomvie få mulighed for at indvandre i større antal i Sydvestgrønland, ligesom en række andre havfuglearter vil nyde godt af den forøgede marine produktion og det reducerede isdække.

Hvaler

Hvaler, der er associerede med havis såsom narhval, hvidhval og grønlandshval, vil få reducerede leveområder i vintermånederne, mens nye områder vil blive tilgængelige i sommerperioden. Den reducerede drivis vil dog kunne betyde reducerede områder med koncentreret føde langs iskanterne på samme måde som for søkongen. Om vinteren vil disse hvaler tillige få øget fødemæssig konkurrence fra andre havpattedyr. Andre hvalarter, der især udnytter de arktiske og nordboreale farvande om sommeren, vil få mulighed for at udnytte nordligere områder.

Vores viden om økosystemernes funktion bliver hele tiden forbedret, men når der er tale om så store ændringer på så kort tid, er vores videngrundlag endnu ikke tilstrækkeligt til mere præcise forudsigelser. Et af de største usikkerhedsmomenter i forbindelse med det marine miljø i Sydgrønland er i hvilken grad, havstrømmene og dermed temperaturerne i havet følger ændringer i lufttemperaturen. Balancen mellem den del af havvandet i Sydvestgrønland, der kommer fra den kolde Østgrønlandske Strøm og den del, der kommer fra den varme Irmigerstrøm (gren af Golfstrømmen, der bøjer vestover, syd om Island), samt de kolde vandmasser i Baffin Bugt og Davis Stræde er således helt afgørende for de økologiske forhold ud for Sydvestgrønland, hvor langt hovedparten af Grønlands befolkning lever.

Mennesker

For det grønlandske samfund vil et varmere klima formentlig betyde mulighed for øget fiskeri i form af flere torsk, rødfisk og andre arter, men til gengæld færre rejer. Mulighederne for fangst af ringsæler og isbjørne vil formentlig blive forringede, mens forekomsterne af flere andre fangstdyr i højere grad afhænger af jagttrykket selv. Samfærdselsforholdene vil blive markant forbedrede, idet åbenvandsperioden vil blive længere, så besejlingen af mange byer og bygder vil blive lettere. Også forekomsten af Storis vil blive stærkt reduceret. Til gengæld vil muligheden for færdsel på sikkert isdække blive forringet.

Tilbagesmeltningen af gletschere og Indlandsis samt mindre ”arctic wilderness” kan tænkes at få negative effekter på turisterhvervet, men de forbedrede samfærdselsforhold – herunder en længere sommersæson – kan tænkes at få en positiv effekt.

6.4 KLIMAÆNDRINGER PÅ FÆRØERNE

Beregninger med globale klimamodeller viser følgende generelle udvikling for klimaet på Færøerne i 2100 i forhold til 1990:

• En stigning i den årlige gennemsnitstemperatur på ca. 3°C. Der er kun lille forskel på temperaturstigningen sommer og vinter.
• En stigning i vinternedbøren på ca. 25%, men kun små eller ingen stigninger om sommeren.

6.4.1 Virkninger og tilpasninger i terrestriske og marine økosystemer

Der forventes kun mindre ændringer i de terrestriske økosystemer. Færøernes isolerede beliggenhed i Atlanterhavet kan betyde at ændringer i plante- og dyreliv udløst af klimaændringer vil være ubalancerede. Det er derfor ikke sikkert at tabet af arter fra det terrestriske økosystem vil blive opvejet af en tilsvarende indvandring af nye arter, hvilket vil føre til en reduceret biodiversitet.

De største ændringer forventes at ske i havet selvom usikkerheden også er størst her så længe skæbnen for den Nord-Atlantiske (Østgrønlandske) Strøm ikke er kendt. Opvarmning af det dybere liggende vand kunne føre til en omfordeling af pelagiske og bentiske samfund.

Effekterne på plankton vil være de samme som dem der er nævnt for Grønland. Fiskearter som gyder på lavt vand i det tidlige forår som f.eks. fladfisk, stenbider og arter hvis æg og larver driver i havet vil have en høj risiko for skader, som skyldes UV-B-stråling.

Effekterne på havpattedyr og havfugle forventes hovedsagligt at vedrøre geografiske ændringer i hvor fødeproduktionen og primær-produktionen finder sted (ændringer i hvor bundvandet vælder op), rede- og opvækst-steder samt en stigning i sygdomme og produktionen af biotoxiner (både som følge af temperaturstigning og ændring af havstrømme).

Torskens tilbagevendende ser ud til at være meget afhængig af hvad der sker med hav-strømmene. At der i de seneste år har været 3-4 gange flere storme end normalt, har bidraget til torskens forsvinden ved at blæse fiskeynglen til havområder, som var for kolde til at den kunne overleve. En nedgang i vandtilstrømningen fra syd vil forværre den nuværende mangel på fiskeynglens foretrukne føde.

____________________________________________________________

1 Cappelen, 2000
2 Christensen, 2000; Stendel et al., 2000; Stendel et al., 2001; Christensen og Christensen, 2001; May,1999; May, 2001; Andersen et al., 2001
3 Kaas et al. 2001
4 Duun-Christensen, 1992
5 Kaas et al. 2001
6 Fenger, J., Buch, E. and Jakobsen, P. P., 2001 
7  MacKenzie, B. R., Visser, A. W., Fenger, J., Holm, P., 2002
8 May, 1999; Stendel et al., 2000
9 Vurderingerne er foretaget af Hans Meltofte og Søren Rysgaard, DMU og Søren Anker Pedersen, Grønlands Naturinstitut, marts 2003.
10 Vibe, 1967; Heide-Jørgensen og Johnsen ,1998; Petersen et al., 2001; Meltofte, 2002; Rysgaard et al., 2003. 11 May, 1999; Stendel et al., 2000

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |