Miljøvurdering af støvsugere

7 Repræsentativitet for produktfamilien

Kvalitets og udstyrsmæssigt kan støvsugere groft opdeles grupperne: High-end (fra ca. 1800 – 3000 kr), mellem (ca. 1000 – 1800 kr) og low-end (ca. 500 – 1000 kr). Skellene mellem disse grupper er ikke skarpe og priserne er vejledende udenfor tilbud i 2000/01.

Støvsugeren Nilfisk GM400 ligger i nedre del af high-end gruppen og GM400 vurderes med hensyn til miljøvurderingen at være repræsentativ for high-end og mellemgruppen af produktfamilien af konventionelle støvsugere, dvs. mobil gulvmodel med slange (Villumsen, 1999). Effektforbruget til denne gruppe af støvsugere lå i 1998 ret ensartet på ca. 1200 Watt. GM400 adskiller sig i alt væsentligt kun fra disse støvsugere ved aluminiumssvøbet, men dette har kun lille betydning med hensyn til både energi- og materialeressourcer i materialefasen. Ca. 1/3 af aluminiumforbruget for GM400 går til svøbet, resten går til motoren, tilsvarende andre støvsugere. Alternativet til aluminiumssvøbet må formodes at være et lidt større forbrug af plast.

Som beskrevet i afsnit 3.1 under den funktionelle enhed vurderes GM400 at have en smule højere levetid end repræsentativt for produktgruppen (12 år vs. 10 år), da GM400 ligger mere i high-end gruppen end i mellemgruppen. Miljømæssigt har den lille forskel i levetid ingen afgørende betydning. Betydningen er, at de andre faser end brugsfasen vejer et par procent mere i forhold til brugsfasen, se matrix-LCA for den generelle støvsuger i bilag a. I denne matrix LCA er aluminiumsskjoldet regnet fra og lidt mere plast lagt til.

I forhold til GM400 adskiller produkterne i den øvre del af high-end gruppen sig ved mere udstyr, f.eks. elektromundstykke og variabel sugestyrke, samt muligvis lidt længere levetid, måske op mod 15 år (Villumsen, 1999).

I forhold til GM 400 adskiller mellemgruppen og især low-end gruppen sig ved kortere levetid, måske ned til 3-4 år for de billigste produkter (Villumsen, 1999). Der vil desuden være en tendens til mere brug af plast og mindre metal i billigprodukterne.

Andre støvsugerkoncepter end det her beskrevne er f.eks. cyklone-støvsugere, modeller med støvsugerenheden anbragt på røret og stationære støvsugere. Disse modeller skønnes kun at udgøre en lille del af det europæiske marked, så de ligger udenfor det generelt repræsentative, men det er naturligvis interessant at vurdere disse koncepter som muligheder for det mest miljørigtige koncept. Dette er gjort i kapitel 8.