| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Anti-pæleorm

26 Strålehygiejne

Ioniserende stråling, både radioaktivt eller røntgenstråling kan give uønskede biologiske reaktioner, selvom strålemængden fordeles over lang tid. Det faktum er grundlaget for begrebet strålehygiejne, som omfatter erfaringer og regler omkring strålebiologi, strålerisiko og beskyttelse. Ved indførelse af røntgenteknikken i starten af dette århundrede, havde man ikke viden om de skadelige eftervirkninger, og måtte se fatale skader på både patienter og personale. Lige fra hudskader med kroniske sår, blindhed og mangel på hvide blodlegemer. Selvom der vil være store forskelle i det at lave røntgendiagnostik på patienter på et sygehus, og foretage industrielle undersøgelser, er forholdene omkring beskyttelse af mennesker relevant begge steder. Dette afsnit vil derfor indeholde et afsnit omkring personer og typer af stråleskader. Desuden et afsnit omhandlende åbne røntgenanlæg til brug i ”det fri”. Omhandlende krav, opbygning og personbeskyttelse, da der som på sygehusene altid vil være personale og medarbejdere til betjening af anlægget.

Statens Institut for Strålehygiejne under Sundhedsstyrelsen har i Danmark den kontrollerende og rådgivende funktion indenfor dette felt. Desuden baserer retningslinierne sig på publikationer fra den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse.

Årsagen til at det overhovedet er relevant med denne viden indenfor projektet ”Pæleorm”, er de muligheder man rent faktisk har for røntgendiagnostik med mobile anlæg i mange dele af industrien.

26.1 Stråleskader

26.1.1 Deterministiske skader:

Skader der med sikkerhed vil indtræffe hos bestrålede personer, når stråledosis overstiger en bestemt tærskelværdi. Under denne tærskelværdi har kroppens celler mulighed for at regenerere, men over tærskelværdien er reparationsevnen utilstrækkelig. Skadens omfang variere med dosisstørrelse. Eksempler på deterministiske skader er bl.a. hudrødme, håraffald og vævsdød.

26.1.2 Stokastiske skader:

Her er der ikke tale om en egentlig tærskelværdi, da man går ud fra at de kan opstå ved helt små doser. Her er der tale om cancer og arvelige skader. Denne viden stammer primært fra atombombeeksplosionerne i Hiroshima og Nagasaki. Vurderingerne af stråleinduceret cancer, er dog behæftet med en vis usikkerhed, da den stråleinducerede cancer i sygdomsforløb ikke adskiller sig fra et ”almindeligt” cancerforløb. Dog skønnes det at risikoen for stråleinduceret dødelig cancer er 5% ved en effektiv dosis for en normalbefolkning. Dette tal gælder bl.a. for den stråling der er nødvendig og relevant i forbindelse med almindelig røntgendiagnostik. Dog er der en betydelige forsinkelse på sygdomsudbrud, op til flere årtier.

På det molekylære plan sker der det at ioniseringen ændre cellens bygningselement og skaber en række kemisk aktive stoffer. Cellens normale funktion skades midlertidigt eller permanent. Særligt kønsceller er modtagelige for påvirkning. Den strålingseffekt der øger mutationer, har ikke nogen laveste tærskelværdi, da mutation af arveegenskaber for en hver pris bør undgås.

26.2 Baggrundsstråling

Alle personer udsættes for ioniserende stråling. Dette kaldes baggrundsstråling og stammer bl.a. fra verdensrummet, hvor den kosmiske stråling passerer gennem atmosfæren og rammer jordens overflade. I Danmark bidrager den kosmiske stråling med ca. 10 % af den stråledosis, befolkningen modtager fra naturlige (ikke-menneskeskabte) kilder. Desuden findes der radioaktive stoffer i en mindre del af jordens overflade, hvilket naturligt afgives til befolkningen. Endelig mener man at radioaktive stoffer fra kerneprocesser siden 2. verdenskrig tilfører os baggrundsstråling (bl.a. atmosfæriske prøvesprængninger af brintbomber fra 1954). Sidst og ikke mindst tilfører den diagnostiske radiologi en forøgelse af baggrundsstrålingen.

26.3 Åbne anlæg

Ovenstående redegørelse skaber en vis forståelse for de omfattende restriktioner, der findes omkring røntgenstråling i åbne rum. Disse findes i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 307 / 24. maj 1984. De relevante områder omtales kort her.

26.3.1 Godkendelse

Planer for anlæg anmeldes og godkendes af Sundhedsstyrelsen. Godkendelse sker efter besigtigelse og kan senere inddrages hvis anlægget ikke lever op til kravene.

26.3.2 Ansvarsforhold

Ethvert anlæg skal have en ansvarlig leder, hvis navn og kvalifikationer skal meddeles Sundhedsstyrelsen. Man skal have den fornødne uddannelse og erfaring med drift af røntgenanlæg og strålerisiko. Bl.a. obligatorisk kursus i strålehygiejne. Lederen skal sørge for nødvendige informationer til medarbejderne, samt planlægge og overvåge enhver eksponering. Desuden holde alt udstyr i god stand, samt anmelde evt. uheld. Herudover er der specifikke krav til røntgenpersonale, røntgenfirmaer, samt personer der foretager indgreb i apparaturet.

26.3.3 Beskyttelse

Under anvendelse af røntgenudstyr i åbne anlæg, skal en kvalificeret person, planlægge og overvåge enhver eksponering.

Alle personer på arbejdspladsen, skal være orienteret om eksponeringen, og kende til afspærringer. Ved f.eks. skibe, skal røntgenapparatets stel være ledende forbundet med emnet. Strålefeltet skal begrænses og der afgrænses et kontrolområde, der afskærmes og holdes frit for andre personer end de implicerede. Dosishastighederne kontrolleres både i og udenfor området, og der er fastsatte grænseværdier. Kontrolområdet bør, så vidt muligt, afskærmes med særlige skærme, og det der skærmes mod er:

26.3.4 Teknisk udførelse

Her findes en lang række krav til passende blændere og filtre. Synlige røde advarselslamper, skal være opstillet i umiddelbar nærhed af apparatet, samt skilte med ”FARLIG STRÅLING” Blyplader til afskærmning, skal være formbestandige og transportable skærme have en i øjenfaldende farve.

26.3.5 Eftersyn

Lederen skal foretage eftersyn hvert år. Sundhedsstyrelsen besigtiger røntgenanlæg med højst 5 års mellemrum.

Personale ved betjening af åbne anlæg skal være forsynes med akustisk instrument, der med faste tidsintervaller afgiver signaler afhængigt af dosishastighed.

26.3.6 Spredt stråling

Udsendes i alle retninger fra emnet der bestråles. Denne stråling vokser med feltstørrelsen, og der spredes en større mængde bagud end til siderne. Mængden af spredt stråling afhænger af materialet. I vores tilfælde vil det dreje sig om træ, som udsender 4 gange så meget spredt stråling som eksempelvis jern. Udsættes desuden et stort luftvolumen for den direkte bestråling, vil der ligeledes dannes meget spredt stråling. Generelt anbefaler man at undgå bestråling af træemner og andre lette materialer, da kontrolområdet ellers bliver meget stort.

Ovenstående relevante, men omfattende, krav til åbne anlæg, kan synes umulige at leve op til i praksis. Ikke desto mindre, er mobile røntgenanlæg, forholdsvist almindelig i industrien. Består typisk af mobil ”strålekanon” på ca. 20-30 kg, ca. ½ meter lang. Nye digitale teknikker nedsætter strålingsfaren betydeligt, hvilket gør arbejdet i åbne områder mere enkelt.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |