Vurdering af muligheder for forebyggelse og alternativ bekæmpelse i planteskoler

4 Miljøvurdering af alternativer

Da der ingen undersøgelser foreligger, er planteskolemarker her betragtet som rækkeafgrøder svarende til frilandsgrønsager.

Det mest realistiske bud på at reducere eller udfase herbicidanvendelsen er en øget anvendelsen af mekanisk eller termisk ukrudtsbekæmpelse. Den miljømæssige fordel herved er indlysende, at risikoen for nedsivning og afstrømning af herbicider reduceres eller forsvinder. Harvning, strigling og flammebehandling mv. har imidlertid også miljømæssige omkostninger. Forbruget af brændstof per ha øges væsentligt. En sammenligning af energiforbruget i sprøjtede og ikke sprøjtede marker kræver imidlertid beregning af energiforbruget til produktion af herbicider, herunder også fabriksanlæg, samt energiforbrug ved fremstilling af traktorer og redskaber. I nærværende rapport er der ikke foretaget detaljerede beregninger af energiforbrug og CO2 emission. Der findes ikke gode redskaber til at sammenligne miljørisikoen ved eksempelvis grundvandsforurening med risikoen ved CO2-emission.

Vi har ikke fundet beskrivelser af planteskoleafgrøders flora og fauna og må derfor holde os til generelle betragtninger for rækkeafgrøder. Vi ved heller ikke, i hvilket omfang det er rimeligt at tale om naturindhold i planteskolemarker på samme måde som det øvrige dyrkede land, eller om planteskolemarker i mange tilfælde er specielle. Hvis planteskolerne i stor udstrækning ligger i bynære omgivelser, er naturværdierne måske i forvejen stærkt reducerede.

Ved afdækning af jorden mister marken sin betydning for floraen og store dele af faunaen. Naturindholdet i afdækkede marker må derfor betragtes som meget ringe sammenlignet med sprøjtede marker.

De effekter på flora og fauna, der er omtalt som konsekvens af en meget effektiv ukrudtsbekæmpelse med herbicider, gælder også ved mekanisk renholdelse, hvis den er lige så effektiv. Det er den dog sjældent. Harvning og strigling kan endvidere påvirke faunaen direkte fx. ved beskadigelse af store leddyr, lærkereder mv. Mere trafik i marken øger risikoen for trykskader i jorden. Jordbehandlingen kan øge risikoen for nedsivning og afstrømning af næringssalte pga. overfladejordens beskaffenhed.

Der er ikke fundet undersøgelser af flammebehandlings direkte effekt på faunaen, men det vides, at afbrænding kun kortvarigt påvirker leddyrsfauna. Det må dog forventes, at insekter på ukrudtet udryddes.

Ved containerproduktion er der næppe de store naturinteresser involveret. Det primære miljømål her er derfor at reducere tabet af pesticider til omgivelserne.