| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Vurdering af muligheder for forebyggelse og alternativ bekæmpelse i planteskoler

3 Alternative metoder

3.1 Ukrudt i markkulturer

Konklusion
Sammenfattende kan det konkluderes, at mekanisk ukrudtsbekæmpelse i vedplantekulturer enten som priklinger eller stiklinger i planteskolesammenhæng i mange henseender kan sidestilles med det, som kendes for mekanisk ukrudtsbekæmpelse i udplantede frilandsgrønsager.
Varmebehandling af jorden vurderes at have et potentiale til ukrudtsbekæmpelse i intensivt dyrkede frø- og stiklingebede, men metoden kræver en yderligere udvikling for at være økonomisk og praktisk mulig, herunder en metode til behandling i afgrænsede bånd.
Dækning af frø- og stiklingebede med organisk materiale vurderes at have et potentiale i ukrudtsbekæmpelsen hos visse kulturer, men viden om kulturplanternes fremspiring og vækst, herunder sekundære effekter, samt økonomiske og praktiske forhold ved udbringningen nødvendiggør en yderligere udvikling af metoden.
Intercropping vurderes at være en mulighed i nogle kulturer med stor rækkeafstand, men der mangler der viden om, hvilke dækafgrøder, det i givet fald vil være mest optimalt at anvende med hensyn til konkurrenceevne overfor ukrudt og kulturplanter, samt hvilken strategi, der skal anvendes ved etablering. Dækning af jordoverfladen vurderes at være interessant, men både udlægningsteknikken og prisen på papiret/plasten vil være meget afgørende for potentialet. Placeret gødning vurderes at have et potentiale, men en dokumentation og udvikling af metoden mangler. Udplantning i stedet for såning vurderes at have et potentiale, som vil afhænge af opnåelig plantekvalitet og økonomiske-praktiske hensyn.
Mekaniske lugeelementer koblet til højteknologisk sensor-/visionteknologi til selektiv detektering af henholdsvis kultur- og ukrudtsplante vurderes at have et betydeligt potentiale i tidlige plantageetableringer med veldefinerede planteafstande. Der er imidlertid behov for yderligere udvikling med at forfine metoderne, så sikkerheden og dermed effektiviteten bliver bedre.
Derudover er der en del metoder såsom anvendelse af laser, UV-lys og el, som kræver et betydeligt udviklingsarbejde, inden de kan anvendes i praksis (se teksten).

3.1.1 Ukrudt

Ukrudt i markkulturer
Ukrudt i planteskoler er et stort problem i planteskolerne, idet mange af kulturplanterne er langsomvoksende og dermed har meget lille konkurrenceevne overfor ukrudt. Frø- og stiklingebede er især problematiske med hensyn til ukrudt, idet mange af de vedagtige planter er følsomme i kimplante- og ungplantestadiet overfor trykskader på og tilslemning af bark og rodhals. I rækkemellemrummene er det derfor først muligt at anvende mekanisk ukrudtsbekæmpelse, når planterne er udover dette stadie eller at køre med relativt stor afstand til kulturplanterne. I de større planter kan anvendes mekanisk
i ukrudtsbekæmpelse, når jorden tillader færdsel. Yderligere bevirker det langvarige sædskifte, hvor planterne står 2-3 eller flere år samme sted, at det er vanskeligt at gennemføre en effektiv bekæmpelse af ukrudtet.

3.1.2 Mekanisk ukrudtsbekæmpelse

Rækkekulturer af mindre planter som frø- og priklebede af skov-, hæk- og læplanter, frugtbuske og grundstammer
I planteskoler er det efterhånden ret almindeligt at anvende radrensning til bekæmpelse af ukrudt i rækkemellemrummene. Flere producenter er også begyndt at anvende strigling, således at ukrudtet både mellem rækkerne og i rækkerne bekæmpes i én arbejdsgang. Metoden tyder på at rumme et betydeligt potentiale i kulturer med gode selektivitetsforhold, hvilket er, når en god ukrudtsbekæmpelse kan opnås uden samtidig at skade kulturen væsentligt. Sådanne forhold vil være tilstede i en række vedplantekulturer enten som stiklinger eller priklinger. Strigling har imidlertid to væsentlige ulemper, dels at kulturen kan skades uacceptabelt, dels at kun meget småt ukrudt bekæmpes effektivt, hvorfor timing og vejrforhold er meget afgørende for resultatet. Radrensning derimod giver generelt større sikkerhed i ukrudtsbekæmpelsen, fordi behandlingstidspunktet ikke er nær så afgørende som ved strigling. Radrenseren bekæmper imidlertid ikke ukrudtet i selve kulturrækkerne, hvilket har foranlediget flere avlere til at udstyre radrenseren med ekstraudstyr, som f.eks. børster og skrabepinde, til at klare denne opgave. I Holland er der opnået udmærkede resultater med ekstraudstyr som fingerhjul, skrabepinde eller børster til bekæmpelse af ukrudt i rækken i stedsegrønne vedplantekulturer, men den anvendte manuelle styringsteknik var ikke tilstrækkelig nøjagtigt til at undgå skader (Looman et al., 1999). I Tyskland arbejdes der ligeledes med rensning med strigler og fingerhjul, foruden jordhøvl og børster (Stahl, 2000). Endelig er manuel lugning og metoder til at effektivisere lugning et område, der har været udviklet indenfor i DK (Proschowsky & Jacobsen, 1999).

Større rækkekulturer
Til brug i større vedplantekulturer er der i dag udviklet en redskabstype som vha. en mekanisk føler er i stand til at renholde ganske tæt omkring træer. Ukrudtet fjernes enten ved jordbearbejdning eller afhugning. Redskabet er designet til at behandle én trærække ad gangen med en fremkørselshastighed på 2-3,5 km/t. Fem behandlinger per vækstsæson angives som værende tilstrækkeligt til at renholde yngre beplantninger (Kurstjens et al., 1999). Redskaberne forhandles af Santini+Braun Company, CH-8583 Sulgen, Svejts.
Redskabstyper som ovenstående anvendes i allétræsplanteskoler i dag i DK. Derudover anvendes redskabsbærere med høje hjul, som kan køre over rækkerne og påmonteres radrensere i kombination med andre renseredskaber.

3.1.3 Termisk bekæmpelse

Frø-, stiklinge- og priklebede
Undersøgelser med dampbehandling af jorden før såning har vist, at der kan opnås en ganske effektiv bekæmpelse af ukrudt, selv i en længerevarende periode. Arter som alm. brandbæger, fuglegræs og enårig rapgræs kan næsten fuldstændigt bekæmpes, og effekten kan vare i op til flere måneder efter behandlingen, forudsat at temperaturen hæves til over 70^oC i 2,5 cm jorddybde, og at behandlingen varer i 6-9 min. (Bødker & Noyé, 1994). En række andre undersøgelser bekræfter, at en temperatur på 70^oC eller derover vil dræbe ukrudtsfrøene i jorden, og at der som følge heraf ikke vil spire frøukrudt frem fra det øverste 0-5 cm’s jordlag, som er den del af pløjelaget, hvor de primært spirer frem fra (Anon. 1999; Grundy et al., 1998; Linke , 1994; Thompson et al., 1997).
Dampning er i sin nuværende form en meget energikrævende og langsommelig metode, primært fordi hele fladen behand-les, og fordi jorden opvarmes helt ned til 15-20 cm’s dybde. I et dansk projekt under Ressourceminimering (www.ressourceminimering.dk) arbejdes med metoder til at anvende damp til frø-og stiklingebede med henblik på at belyse mulige metoder til en mere økonomisk udnyttelse af dampudstyret uden at miste den biologiske effekt.

3.1.4 Dækning af jordoverfladen

Frø-, prikle- og stiklingebede af skov-, hæk- og læplanter, frugtbuske, og rosen-grundstammer
En stor del af det frøformerede ukrudt kræver lys for at kunne spire. De fleste kulturplanter behøver derimod ikke lys til at spire. Dækning af jordoverfladen kan derfor være en metode til at hindre lys i at trænge ned til ukrudtsfrøene og dermed være en alternativ metode i ukrudtsbekæmpelsen.

Dækning med organiske produkter
Dækning af jordoverfladen kan enten ske, således at kun kulturplanterne rager op, eller det kan lægges, så kun ukrudt i rækkerne dækkes, mens ukrudt i rækkemellemrummene skal fjernes ved afhugning eller kultivering af jorden (Horowitz, 1993). Udlægning af organiske produkter som bark, flis, grønmasse, halm, kompost, produkter fremstillet af kokos, jute, hamp o.lign. anvendes i parker og lignende og har været anvendt i forsøg til skovplanter (Haywood, 1999). Dækning med organisk materiale har været brugt i forsøg i flere lande (Looman, 2000). Effekten af dækningen overfor ukrudtet afhænger af dæklagets partikelstørrelse, tykkelse og struktur. For at undgå, at tilflyvende ukrudt skal spire ovenpå dæklaget, skal partikelstørrelsen af dækmaterialet være mellem 2 og 5 cm (Vester, 1989). Et dæklag på 15 og 30 mm reducerede ukrudtsfremspiringen til henholdsvis 34 og 17 % af udækket kontrol (Engstrøm Johansen, 1997). Fremspiringen af bøg, eg og fuglekirsebær var ikke berørt, men forsøget stoppede, inden planterne var salgsklare. Pilotforsøg med grønmasse og elefantgræskompost (Andersen upubl.) viste, at effekten af dæklaget på ukrudtsfremspiringen afhang af dæklagets lysgennemtrængen. Grønmasse skal derfor tilføres i et større lag eller flere gange under kulturen for at have en tilstrækkelig effekt overfor ukrudtet i forhold til komposteret elefantgræs. Jorddækning mindsker imidlertid jordtemperaturen (målt i 5 cm‘s dybde) med 4-6 ºC i maj måned i forhold til udækket kontrol, idet dæklaget virker isolerende overfor solens opvarmning af jorden (Larsson et al, 1997). Jordtemperaturen har stor betydning for plantevæksten i denne periode, idet rodvækst og næringsstofoptagelse øges med jordtemperaturen. Flere af de træagtige planter, der dyrkes i de danske planteskoler, reagerer derfor negativt overfor lavere jordtemperatur, når spiringsfasen er overstået (Andersen et al 1999). Den positive effekt af jorddækningen på minimeringen af ukrudtsfremspiringen vil derfor muligvis medføre en negativ effekt overfor væksten hos varmekrævende plantearter.
Valg af dæklag er vigtigt, idet phytotoxiske stoffer og evt. tungmetaller kan frigives fra dækmaterialet afhængig af oprindelsen (Looman, 1999). Skadegørere og rodsvampe, der favoriseres af en lavere jordtemperatur, kan formentlig være et problem i nogle kulturer, men har så vidt vides ikke været undersøgt. Endelig har mus vist sig at udgøre et problem i vedplantekulturer, hvor der sker gnav af bark og rodhals (Larsson et al, 1997). Udbringen af jorddækning er arbejdsmæssigt krævende ved en manuel udbringning. Der er i Sverige et udviklingsarbejde i gang vedrørende en mekanisk udbringning med henblik på at effektivisere udbringningen og nedbringe negative effekter af kørsel i kulturerne.

3.1.5 Dækafgrøder og intercropping

Planter på større afstande, som prydbuske og –træer, roser, allétræer
Dækafgrøder er en grønafgrøde, som etableres inden kulturplanterne, og som holder arealet dækket, så ukrudtsfrø får vanskeligt ved at spire. Umiddelbart inden etableringen af kulturplanterne nedslås dækafgrøden. Derefter virker dækafgrøden i princippet som jorddækning, som nævnt ovenfor, og vil ikke yderligere blive berørt i dette afsnit. Ved ”Intercropping ” forstås en dækafgrøde, som er sået inden kulturplanterne eller som etableres samtidig med kulturplanterne i rækkemellemrummene. Dækafgrøden har her til formål at mindske lys til eventuelle ukrudtsfrø i jorden og at reducere væksten af det ukrudt, der evt. kan spire.

Der har været få forsøg med ”Intercropping” indenfor planteskolekulturer. I et tysk forsøg med vinterraps, som blev sået samtidig med plantning (nåletræsbede), og slået 2 og 3. vækstsæson, var reduktionen i ukrudtstrykket næsten totalt. I andre forsøg blev fundet en mindre effekt på ukrudtstætheden, som var reduceret til 41 % og 62 %, medens effekten på ukrudtsbiomassen var 94 % ved brug af henholdsvis sennep og vinterrug som dækafgrøde sået efteråret forud for kulturafgrøden (Goller, 1984). Effekten på kulturplanterne kendes ikke.
Allétræsplanteskolerne anvender ”intercropping” i rækkemellemrummene, hvor dækafgrøden etableres 2. år efter plantning, hvor kulturplanterne har etableret sig. Det er typisk forskellige former for korn og græsser, der bruges som intercropping. Tyske forsøg i økologisk dyrkning har vist, at græs som dækafgrøde mellem træer i planteskolen nedsætter plantekvaliteten på grund af for stærk konkurrence fra græsset til trods for vanding (ref. Stahl, 2000). Valg af dækafgrøde til intercropping skal ses i relation til kulturplanternes konkurrenceevne. Græsser er langt større konkurrenter til træer end rug, men alle kan nedsætte væksten og kvaliteten (Calkins & Swanson, 1996).
Intercropping medfører i næsten alle forsøg med mindre træagtige planter en reduktion i kulturplanternes vækst på op 50 %, så plantekvaliteten ikke kan opretholdes, hvor flerårige afgrøder giver den største reduktion (Brandsaeter & Netland, 1999; Hänninen, 1998; Looman, 1999).

3.1.6 Dækning med plast, papir eller fiber eller lign.

Frø- og stiklingebede, andre planter i forbindelse med udprikling, -plantning
Afdækning af jorden med plast, papir eller fiber kan anvendes på to måder.

1. Davies et al. (1993) har anvendt sort plastdækning før etablering af kulturen for derefter at fjerne den igen lige før såning eller plantning. Dækning af jorden 2-8 uger før etablering begrænsede mængden af ukrudt med 70-90%. Plastikken menes, at virke udtømmende på jordens frøreserve ved at fremme frøspiringen for derefter at dræbe ukrudtskimplanterne gennem den manglende lystilgang. Metoden viste tilmed også at fremme udbyttet betydeligt. Alternativt kan klar plast anvendes, hvor der spirer dobbelt så meget ukrudt frem som under sort plast eller plast med selektive egenskaber, for efterfølgende at brænde det fremspirede ukrudt væk (Waterer, 2000).

2. Dækning af jordoverfladen samtidig med såning eller stikning har kun i ringe grad været forsøgt i planteskolekulturer. Papir og nedbrydelig plast er materialer, som ud fra en arbejds-, dyrknings- og miljømæssig betragtning er mere interessante, som dækmaterialer til ukrudtsbekæmpelse end sort plast og fiberdug: Arbejdsmæssigt, fordi dækmaterialerne ikke skal samles ind igen, menvil blive omsat i marken; Dyrkningsmæssigt, fordi 1) papirmaterialer (men ikke plast) vil tillade vand, luft og gasser at bevæge sig mellem atmosfære og jord; Miljømæssigt, fordi materialerne nedbrydes til uskadelige stoffer (Unwin R.J. & Richardson S.J., 1996; Information St. Regis Paper Company Ltd., 1997). Der forligger stadig et betydeligt udviklingsarbejde før end papir-/plastudlægning kan lade sig gøre i praksis. I England er det i dag muligt at anvende papiret i plantede grønsagskulturer, men metoden er ikke tilpasset såede kulturer. Afdækning med plast bruges i nogle planteskoler til udendørs stiklingebede, hvor stiklingerne stikkes direkte gennem plasten ned i jorden. Plasten ligger på, indtil planterne tages op (Stahl, 2000). Afdækning med plast til frøbede eller priklebede har ikke været forsøgt.
Jordtemperaturen under plastdækning øges i forhold til en udækket kontrol. Klar plast øger temperaturen mest, men under sort plast kan jordtemperaturen også øges i maj-juni og juli måned til mellem 1-5ºC afhængig af indstrålingen (Waterer, 2000). Papir virker isolerende for solens stråler og derfor er jordtemperaturen lavere under papir end i udækket kontrol (Larsson et al 1997). Dækning med disse materialer vil kunne foregå i kortere perioder, og der kan derfor i perioder være behov for at fjerne ukrudtet på anden vis. Udlægning og fjernelse af dækmaterialerne kan være ret arbejdskrævende og specielt plastikken vil skulle fornys fra år til år, hvilket er mindre hensigtsmæssigt ud fra et miljømæssigt synspunkt

Skadegørere og rodsvampe, der favoriseres af en højere jordtemperatur, kan muligvis blive et problem i nogle kulturer, men der er så vidt vides ikke viden indenfor området. Et problem med afdækning med plast i udplantede træagtige kulturer har været mus og mosegrise, som graver planternes bark og rødder i beskyttelse under plasten (Larsson et al 1997). I vedplanter er der en forøget risiko for frostskader om foråret, idet dækningen af jordoverfladen begrænser udstrålingen fra jordoverfladen (Brander, pers. medd.).

Der er udviklet maskiner til udlægning af plast og papir til frilandsgrønsager. Nogle maskiner kan håndtere både plastudlægning og plantning samtidig. Kørehastighed for plastudlægning er ca. 4 km/time (Larsson et al 1997). Ved brug af ikke-nedbrydelig plast eller fiberdug skal regnes med et beløb til bortskaffelse.

3.1.7 Kulturtekniske metoder

Sædskifte
Sædskifter i planteskolerne er som regel langvarige i forhold til andre afgrøder. Frøbede står mellem 1 til 2 år, inden planterne tages op og evt. prikles om. Større planter som store buske og allétræer står minimum 1 til 3 år, inden planterne tages op. I planteskolerne indgår allerede et sædskifte, hvor der typisk indgår korn eller grønafgrøde, evt. en kortvarig braklægning af en del af arealet. Der er imidlertid ikke kendt viden om, hvor stor betydning sædskiftets længde og art har på ukrudtsbestanden.

Placeret gødning
Kulturtekniske metoder som placeret gødning har været forsøgt i kornafgrøder til reduktion af ukrudtsbestanden. Således fandt Rasmussen & Petersen (1997) en reduktion på 50-60 % af ukrudtets biomasse ved en placering af gødningen. Imidlertid har planteskoleplanter ikke samme rodtæthed og rodmængde og dermed ikke samme konkurrenceevne overfor ukrudt som kornafgrøder olign. Effekten kan derfor være anderledes i planteskoleafgrøder, men der er ikke viden om dette aspekt.
Til rækkekulturer af store planter som frugttræer og allétræer anvendes allerede i dag placeret gødning.

Udplantning i stedet for såning
Planteskoleplanter til skov, hæk og læplanter har traditionelt været udsået på frøbede med forudgående behandling med jordmidler til bekæmpelse af ukrudt og skadelige svampe. En forsåning i jordpotter eller lignende og efterfølgende udprikling som i grønsager er endnu på forsøgsstadiet.

3.1.8 Metoder med længere horisont

Varmebehandling af jord i bånd eller punkter
Varmebehandling af jord er en metode, som vurderes helt at kunne fjerne behovet for manuel fjernelse af ukrudtet i rækkerne i rækkekulturer. Som tidligere nævnt kan der opnås gode og langvarige effekter på ukrudt ved dampning af jord forud for såning eller plantning. Behandlingen skal i fremtiden målrettes til kun at behandle en begrænset del af selve afgrøderækken, således at ukrudtet i selve rækken ikke spirer frem pga. varmebehandlingen før såning eller plantning. Ukrudt mellem rækkerne fjernes ved almindelig radrensning. Det vil være tilstrækkeligt kun at varmebehandle i en bredde på 6-7 cm og ned til en dybde på ca. 5 cm. Herved kan der spares store energimængder i forhold til behandling i hele bredden. Jørgensen et al. (2000) har estimeret et energiforbrug på 1500 kWh/ha, svarende til 156 l olie/ha eller 115 kg gas/ha, ved varmebehandling i bånd. Vanddamp fremstår som den mest relevante varmekilde, fordi dampens penetreringsevne i jorden er særlig god (Bloemhard et al., 1992).
Varmebehandling i bånd vil kræve en præcis styring af processen, således at det sikres, at kulturen kan etableres præcist i båndene, og at den efterfølgende radrensning kan styres og foregå på tilfredsstillende vis. Denne del af opgaven ventes også løst, idet der i øjeblikket sker en rivende udvikling indenfor automatisk styringsteknik til landbrugsredskaber (Søgård & Melander, 2000). Styringsteknikken vil sandsynligvis også kunne gøre det muligt kun at varmebehandle i punkter, hvorved energiforbruget kan blive endnu lavere. Punktbehandling kræver, at det bliver muligt at fjerne ukrudtet mekanisk uden for punktzonen vha. sensorteknologi, der kan adskille kulturen fra ukrudtet.

Mekaniske lugeelementer
IMAG i Holland arbejder på at udvikle et mekanisk lugeelement til automatisk bekæmpelse af ukrudt i rækken i sukkerroer (Bontsema et al., 2000). Der er foreløbigt udviklet en prototype, som er i stand til at fjerne ukrudt i roerækken med en fremkørselshastighed på 3-4 km/t, forudsat at afstanden mellem de enkelte roeplanter er rimelig ensartet. Systemet er baseret på en sensor, som registrerer den enkelte roeplante, hvorefter der gives signal til selve lugeelementet om at indstille lugningen, indtil roeplanten er passeret.
Lugeelementet består af en roterende skive på hvilke, der sidder knive, som slår ud og luger ved høj rotationshastighed. Når lugningen skal indstilles, sættes rotationshastigheden ned, og knivene slår ind mod skivens midte – samme princip som kendes fra rotorklippere til græsplæner. Hollænderne vurderer, at systemet kan optimeres til at køre ved højere fremkørsels-hastighed end de 3-4 km/t, og at systemet vil kunne finde kommerciel anvendelse i frilandsgrønsager og vedplantekulturer, hvor de enkelte planter står med en veldefineret og ensartet afstand.
Fra dansk side er der også igangsat et forskningsprojekt, som sigter imod at udvikle sensorteknologi til detektering af henholdsvis afgrøde- og ukrudtsplanter med henblik på efterfølgende selektiv bekæmpelse. Projektet kaldes i daglig tale for API-projektet (http://www.cs.auc.dk/~api/), og ledes af Svend Christensen, Forskningscenter Bygholm.

Laserskæring af ukrudt
Afhugning eller afskæring af ukrudt med en CO₂-laser er en helt ny metode, som har vist sig at kunne afskære stængler på ukrudtsplanter (Heisel et al., 2001). Det angives, at der skal en energimængde på 0,9-2,3 J mm^-1 stængel til at opnå en fuldstændig afskæring. Afskæringen skal helst foregå under planternes vækstpunkt, hvilket ofte vil sige tæt ved jordoverfladen. Under forudsætning af, at laserskæringen kun sker i rækken (5 cm) og imellem alle kulturplanterne, så er energiforbruget beregnet til 890 kWh/ha (Heisel, pers. Medd.). Hvis laserteknikken kan udvikles til at skære, hvor der kun er ukrudt til stede, og kan teknikken udvikles til at tænde og slukke hurtigt, kan energiforbruget reduceres betydeligt.

UV-lys
Ultraviolet lys har vist sig at have en effekt på ukrudt (Andreasen, 1998). UV-lys vil formentligt kunne give en energibesparelse i forhold til flammebehandling. Desuden er risikoen for ildspåsættelser betydeligt mindre, men UV-lys kan udgøre en sundhedsmæssig risiko for brugeren ved forkert afskærmning. Metoden kan tænkes anvendt på befæstede arealer, langs vejrabatter og andre steder, hvor herbicider ikke ønskes anvendt. Desuden bør det undersøges, om metoden kan bruges til selektiv bekæmpelse af ukrudt i højværdiafgrøder som f.eks grønsagskulturer.

Elektrisk bekæmpelse
Bekæmpelse af ukrudtsfrø ved hjælp af elektriske impulser har været forsøgt i svenske forsøg med stor effekt i laboratoriet (80-100%), men med mindre effekt i marken (ca. 40% bekæmpelse). Metoden/potentialet kan på mange måder sidestilles med det omtalte for varmebehandling i striber og punkter. Der kræves energimængde/spænding svarende til mindst 5 kV cm^-1 (Fogelberg, 2000).

3.1.9 Andre metoder

Tidspunktet for såning af kulturplanterne kan ikke ændres for ret mange af kulturerne. En del af kulturplanterne har spirehvile, som skal ophæves, inden udsåning kan ske. Samtidig kan der ved for sen udsåning indtræffe sekundær spirehvile, hvis jordtemperaturen er for høj. I andre arter er det risikoen for frostskader ved fremspiring, der bestemmer såtidspunktet. Rækkeafstande er bestemt af de redskaber, der anvendes, og som er tilpasset hensynet til plante-kvalitet og økonomi. Ændring i række- og planteafstand kan være en mulighed i ukrudtsbekæmpelsen, som undersøges i tyske økologisk forsøg (Stahl, 2000). 

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 7. Oversigt over alternative metoder til ukrudtsbekæmpelse i markkulturer, dog er nye metoder med en horisont udover 5 år jvf. ovenfor ikke medtaget i tabellen. (se referencer i tekst)‘‘

3.2 Ukrudt på containerplads

Konklusion
Afdækning af containerpladsen vurderes at have et potentiale i bekæmpelsen af ukrudt, men der mangler en yderligere udvikling og afprøvning af metoden, samt en økonomisk og energimæssig analyse af forskellige afdækningsmetoder. Termisk bekæmpelse af ukrudt vurderes at være interessant, hvor potentialet vil afhænge af effektiviteten af de termiske metoder i relation til økonomiske og ressourcemæssige overvejelser. Afdækning af containere vurderes at have et potentiale i større flerårige kulturer.

3.2.1 Problemstilling

På en typisk containerplads udnyttes omkring halvdelen af arealet til dyrkningsareal, hvor der er planter. Resten af arealet bruges til gange på langs og tværs ad bedene, samt til læhegn og køreveje. Containerpladser kan være opbygget på flere måder, hvor underlaget, som planterne står på, er plast med et sandlag eller MyPex (vævet polyethylen) eller lignende produkt. Ukrudtet kan derfor have gode betingelser for at etablere sig på disse arealer, hvor der er rigelig adgang til vanding og gødskning. Ukrudtet er kun en konkurrent til kulturplanterne om vand og næring, når ukrudtstrykket er meget massivt eller ved meget små kulturplanter og hurtigvoksende ukrudt. Men ukrudt i containerplanterne er en kvalitetsforringelse af produktet, og det medfører, at potterne skal luges inden levering til kunderne med store omkostninger til følge.

3.2.2 Dækning af containerpladsen med plast eller lignende

En stikprøveundersøgelse hos 4 danske planteskoler (Hartvig & Andersen, 2000) har vist, at ukrudtet især kommer fra ukrudtsfrøbanken i planteskolen, og at de typiske ukrudtsarter er arter med mange generationer per sæson (især springklap, brandbæger, énårig rapgræs). Ukrudtet etableres på gange og køreveje, langs læhegn og lignende steder, og herfra spredes ukrudtet til potterne og sand- og MyPex-underlag. I Holland og Tyskland anvendes MyPex til afdækning af containerpladsen med gange, hvor kørevejene er beton. Imidlertid viste den danske undersøgelse, at ukrudt kan etablere sig i MyPex (Hartvig & Andersen, 2000), hvilket er i overensstemmelse med amerikanske forsøg med lignende materialer (Haywood, 1999). Anvendelse af MyPex til afdækning af containerpladsen vil derfor bevirke, at en form for rensning af MyPex vil være nødvendig forud for kulturetablering og under kulturen. I den danske undersøgelse (Hartvig & Andersen, 2000) indgik en planteskole, hvor hele dyrkningsfladen med gange blev dækket med plast uden sand. Igennem plasten var der standset hul til planterne, som derigennem havde kontakt til underlaget. Ukrudtstrykket var generelt lavere i denne planteskole i forhold til de 3 planteskoler, der dækkede en begrænset del af dyrkningsfladen. I det danske projekt under Ressourceminimering arbejdes der i 2001 videre med en kontrolleret sammenligning mellem termisk bekæmpelse og afdækning i relation til ukrudtsbekæmpelse (www.ressourceminimering.dk).

Afdækning af potterne med forskellige materialer, som forhindrer ukrudtsfrø i spire på spagnumoverfladen, har været undersøgt i forsøg (Looman, 1999; Wilen et al, 1999). Imidlertid er prisen meget høj (9-27 kr/m² eller 5.5-11 kr/stk til træer) afhængig af tykkelse, art og forarbejdning (Recultex, www.greenandblue.dk). Derfor vil disse metoder kun være relevante i kulturer, der er langvarige og i store containere. Andre materialer er under afprøvning i det danske projekt under Ressourceminimering, hvor plantekvaliteten ved afdækning også indgår.

3.2.3 Termiske metoder

Termiske metoder (damp, varmt vand, strålevarme) har så vidt vides ikke været forsøgt på containerpladser, men indgår i det danske projekt under Ressourceminimering i 2001. I DK er der udført forsøg med forskellige termiske metoder på befæstede arealer som fortove og lignende, hvor ukrudtet har været etableret inden behandlingen. Energiforbruget til bekæmpelse af etableret ukrudt under disse betingelser er meget højt (Larsen, 2000).

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 8. Oversigt over alternative metoder til bekæmpelse af ukrudt på containerpladser.‘‘

Referencer
Andreasen C (1998). Orienterende undersøgelser vedrørende UV-lys til ukrudtsbekæmpelse. 15. Danske Planteværnskonference / Ukrudt, DJF rapport nr. 2, 171-177.
Andersen L., Brønnum P. and M. Jensen. 1999. Influence of temporary covers on the growth of nursery tree seedlings. J. Hort. Sci. and Biotechnology 74, (1) 74-77.
Anonym 1999. Field vegetables: assessment of the potential for mobile soil steaming machinery to control diseases, weeds and mites of field salad and related crops. Research Report, FV 229, Hort. Dev. Council, UK.
Ascard J (1990). Weed control in ecological vegetable farming. In: Proceedings of the Ecological Agriculture (ed. A Granstedt) Nordiske Jordbrugsforskeres Forening, Scandinavia, Seminar 166, 178-184
Baumann D.T., Potter C.A. & Müller-Schärer H. 1993. Zeitbezogene Schadens-schwellen bei der Integrierten Unkrautbekämpfung im Freilandgemüsebau. 8^th EWRS Symposium “Quantitative approaches in weed and herbicide research and their practical application”, Braunschweig, 807-813.
Bleeker P. & Weide Rv (2000). Management of weeds in lettuce: false seedbed, soil preparation and mechanical weed control options. Proceedings of the 4^th EWRS Workshop on Physical Weed Control. Elspeet, NL, 20-22 March, 2000, p. 15. (http://www.ewrs.org/physical–control/meeting.htm).
Bloemhard CMJ & Arts MWMF (1992). Thermal inactivation of weed seeds and tubers during drying of pig manure. Netherlands Journal of Agricultural Science, 40 (1), 11-19
Bohne, H. & Michaelis, J-P. 2000. Erste Ergebnisse zur ökologischen Produktion von Gehölzen. Deutsche Baumschule 5, 34-35.
Bontsema J, Asselt CJv & Vermeulen GD (2000). Intra-row weed control. Proceedings of the 4^th EWRS Workshop on Physical Weed Control. Elspeet, NL, 20-22 March, 2000, p. 55. (http://www.ewrs.org/physical–control/meeting.htm).
Brandsaeter, L.O. & Netland, J. 1999. Winter annual legumes for use as cover crops in row crops in Northern regions: I. Field experiments. Crop Sci. 39, 1369-1379.
Bødker L. & Noyé G. (1994). Effekten af varmebehandling af overfladejord i nåletræssåbede over for ukrudt og rodpatogene svampe. 11. Danske Planteværnskonference / Ukrudt, 239-248.
Calkins, J.B. & Swanson, B.T. 1996. Comparison of conventional and alternaive nursery field management systems: tree growth and performance. J. Environ. Hort. 14, 142-149.
Davies DHK, Stockdale EA, Rees RM, McCreath M, Drysdale A, McKinlay RG & Dent B. (1993). The use of black polyethylene as a pre-planting mulch in vegetables: Its effect on weeds, crop and soil. Proceedings of the Brighton Crop Protection Conference – Weeds, 467-472 Engstrøm Johansen, I. 1997. Dækning af træfrøsåbede med Miscanthus-flis. IPPS-Danmark, 112-117.
Fogelberg F (2000). Electroporation – can we control weed seeds by the use of electric pulses applied in soil? Proceedings of the 4^th EWRS Workshop on Physical Weed Control. Elspeet, NL, 20-22 March, 2000, p. 50. (http://www.ewrs.org/physical–control/meeting.htm).
Goller, E. 1984. Biologische Unkrautbekampfung in Forstpflanzgarten. Allgemeine Forstzeitschrift, 9-10, 233-235.
Gravsholdt H. ed. 2000. Håndbog i driftsplanlægning 2000. Landbrugsforlaget. Grundy AC, Green JM, & Lennartsson M. (1998). The effect of temperature on the viability of weed seeds in compost. Compost Science and Utilization, 6:3, 26-33
Hagelskjær L. & Korsgaard, M.1992. Økologisk gulerodsdyrkning. NJF-Utredning/Rapport nr. 84, pp 4.
Hänninen, K.S. 1998. Effects of clovers as vegetative ground cover on the growth of red birch in nursery field production. J. Hort. Sci. & Biotech. 73, 393-398.
Hartvig, P. & Andersen, L. 2000. Hvor kommer ukrudtet fra? Gartnertidende 52, 6-7.
Haywood, J.D. 1999. Durability of selected mulches, their ability to control weeds, and influence growth of loblolly pine seedlings. New Forests 18, 263-276.
Heisel T, Schou J, Christensen S & Andreasen C (2001). Cutting weeds with a CO₂ laser. Weed Research, 41, 19-29.
Horowitz M. (1993). Soil cover for weed management. In: Non Chemical Weed Control. Communications of the Fourth International Conference I.F.O.A.M., Dijon, France. (J.M. Thomas, ed.), pp. 149-154. ENITA; Quétigny, France.
Information from St. Regis Paper Company Ltd. (1997). Danish agency of St. Regis products: Mike Palmer, Oscar E. Svensson & Co a/s OESCO, Vimmelskaftet 39A, 3. DK-1161 Copenhagen K, Denmark.
Jørgensen MH, Kristensen EF, Melander B. & Griepentrog HW (2000). Band heating for intra-row weed control. Annual Status report 2000 and Application for Continuation in 2001. Research in organic farming 2000-2005 (DARCOFII).
Kurstjens DAG, Kouwenhoven JK, Bleeker P, Weide RY, Ascard J & Baumann DT (1999). Recent developments in physical weed control. 11^th EWRS Symposium, Basel Switzerland, pp. 12.
Larsen, K. 2000. Ukrudtsbekæmpelse med termiske metoder. Videnblade 9.0-12. FSL.
Larsen, K. 2000. Maskiner og redskaber til termisk ukrudtskontrol. Videnblade 9.0-13. FSL.
Larsson, L., Gunnarsson, K. & Schroeder, H. 1997. Marktäckning i trädgårdsodling. Jordbruksinformation 5.
Linke KH (1994). Effects of soil solarization on arable weeds under Mediterranean conditions: control, lack of response or stimulation. Crop Protection 13, 115-120.
Looman B.H.M., Lutterveld G.J. & Kouwenhoven J.K. 1999. Intra-row mechanical weed control in nursery stock. 11th EWRS Symposium Basel 1999, 123.
Looman, B.H.M. 2000. Afdekmateialen voor onkruidbeheersing. Overzicht nederlands onderzoek. Rapport 60. Research Station for Nursery Stock.
Looman, B. 1999. Onkruid in de Boomkwekerij. Boomteelt Praktijkonserzoek. ISBN 90-8022469-8-0.
Melander B. (1998a). Interactions between soil cultivation in darkness, flaming, and brush weeding when used for in-row weed control in vegetables. Biological Horticulture and Agriculture, 16(1), 1-14. Melander B. (1998b). Economic Aspects of Physical Intra-Row Weed Control in Seeded Onions. Proceedings of the 12^th International IFOAM Scientific Conference, Mar del Plata, 180-185. Melander B. (2000). Mechanical weed control in transplanted sugar beet. Proceedings of the 4^th EWRS Workshop on Physical Weed Control. Elspeet, NL, 20-22 March, 2000, p. 25. (http://www.ewrs.org/physical–control/meeting.htm).
Melander B. & Hartvig P. (1997). Yield responses of weed-free seeded onions [ Allium cepa (L.)] to hoeing close to the row. Crop Protection, 16 (7), 687-691.
Melander B. & Rasmussen K. (2000). Reducing intrarow weed numbers in row crops by means of a biennial cultivation system. Weed Research, 40(2), 205-218
Melander B. & Willumsen J. (2000). Striglen kan holde løg og porre rene. Økologisk Jordbrug 7 april, 13.
Melander B., Korsgaard M. & Willumsen J. (1999). Resultater og erfaringer med ukrudtsbekæmpelse i økologiske frilandsgrønsager. 16. Danske Planteværnskonference Plantebeskyttelse i økologisk jordbrug / Sygdomme og skadedyr, 85-95.
Meyer, M. 1997. Dämpftechnik in Baumschulen. Deutsche Baumschule 7, 398-400.
Nielsen V & Larsen EK (1991). Mekanisk ukrudtsbekæmpelse i økologisk jordbrug. I. Litteraturstudier. Kortlægning. Foreløbige resultater. Statens Jordbrugstekniske forsøg, Danmark. Orientering, 73.
Proschowsky, G.F. & Jacobsen, K. 1999. Grøn planteskoledrift. Gartnertidende 31, 14-15.
Rasmussen, J. & Ascard, J. 1995. Weed Control in Organic Farming Systems. In: Ecology and Integrated Farming Systems. Edited by D.M. Glen, Greaves M.P. & Anderson H.M: 49-67. Wiley Publishers, UK.
Rasmussen, K. & Petersen, J. 1997. Gødningsplacerings indflydelse på mekanisk ukrudtsregulering i vårbyg. SP-rapport 7, s. 193-202.
Stahl, G. Praxistest geht weiter: ökologische Baumschulproduktion. Deutsche Baumschule 12, 19-22.
Søgård H. T. & Melander B. 2000. Automatisk styring af redskaber til ukrudtsbekæmpelse i rækkeafgrøder – tekniske og biologiske aspekter. 17. Danske Planteværnskonference 2000, DJF-rapport nr. 24, 45-57.
Thompson AJ, Jones NE, & Blair AM. The effect of temperature on viability of imbibed weed seeds. Annals of Applied Biology, 130, 123-134
Unwin R.J. & Richardson S.J. (1996). Food safety aspects of the use of paper mulch in horticulture. ADAS-report, July 1996, pp. 14.
Vester, J. 1989. Kemikaliefri ukrudtsbekæmpelse i grønne områder. Orientering fra Miljøstyrelsen, 6. pp.64. ISBN 87-503-7798-1.
Vester J. (1989). The ability of different mulch materials to prevent the establishment of weeds. 6th Danish Plant Protection Conference / Weeds, 158-177.
Waterer, D.R. 2000. Effect of soil mulches and herbicides on production economics of warm season vegetable crops in a cool climate. HortTechnology 10, 154-159.
Weide Rv & Bleeker P (2000). Status of the weed control in arable production and vegetables in the Netherlands. Proceedings of the 4^th EWRS Workshop on Physical Weed Control. Elspeet, NL, 20-22 March, 2000, p. 1. (http://www.ewrs.org/physical–control/meeting.htm).
Wilcox, W.F., Pritts, M.P. and Kelly, M.J. 1999. Integrated control of Phytophthora root rot of ted raspberry. Plant Disease 83, 1149-1154.
Wilen, C.A., Schuch, U.K. & Elmore, C.L. 1999. Mulches and subirrigation control weeds in container production. J. Environ. Hort. 17, 174-180.

3.3 Sygdomme

Konklusion for mark og containerplanter
Termisk behandling vurderes at have et potentiale i bekæmpelsen af sygdomme på de intensive frø-, prikle- og stiklingebede, hvor potentialet vil afhænge af effektivitet og økonomisk/praktiske forhold svarende til under ukrudtsbekæmpelse. Kulturtekniske metoder som udprikling i stedet for såning direkte vurderes at have et potentiale, som vil afhænge af, at metoden er økonomisk rentabel, og at det samtidig er muligt at bevare plantekvaliteten. Vedrørende biologisk bekœmpelse af både rod- og bladpatogene svampe så har forsøg udført af forskellige forskergrupper verden over givet lovende resultater, men der er endnu kun få eksempler på, at denne metode også virker under markforhold. Metoderne baseret på brug af specifikke antagonister er i første omgang rettet mod lukkede systemer som væksthuse. Indenfor planteskoler er der dog flere muligheder bl.a. stimulering af antagonister gennem tilsætning af organisk materiale ved markproduktion og brug af biologisk aktive voksemedier indenfor containerdyrkning.

Der er dog behov for at udbygge videngrundlaget om, hvordan naturlige markpopulationer af antagonister fremmes, så de bedst muligt kan anvendes til bekæmpelse af sygdomme. Udbringning af specifikke antagonister vil kræve et indgående kendskab til deres økologi således at det er muligt at finde optimal tidspunkt, dosering og formulering for midlets udbringning. Der er kun få midler til rådighed til biologisk bekæmpelse af sygdomme, og de er alle baseret på svampen Trichoderma.

Der forhandles dog adskillige produkter i udlandet, hvilket tyder på at der indenfor nogle få år også vil være flere mikrobiologiske midler til rådighed. Det er alligevel tvivlsomt om brug af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler mod sygdomme i planteskoler helt vil kunne erstatte kemisk bekœmpelse, men en yderligere udbygning af videngrundlaget om disse antagonister vil kunne skabe baggrund for en fremtidig anvendelse af biologisk bekœmpelse som en vigtig faktor i en flerstrenget strategi til bekæmpelse af sygdomme indenfor havebrug generelt.

Et specielt problem knytter sig til sygdomme på og i frøet, hvor der generelt er ringe erfaring og viden om, hvordan svampesygdomme kan bekæmpes.

3.3.1 Mark – svampe

I det følgende afsnit er primært fokuseret på alternative metoder til bekæmpelse af sygdomme på friland. Ved Danmarks JordbrugsForskning er der i 1994 og i 2000 foretaget undersøgelser i fire forstplanteskoler for angreb af rodpatogene svampe i Alnus, Abies og Picea (Bødker & Noyé 1994, Bødker & Larsen 2000). Resultatet viste klart, at der er store problemer med høje smittetryk af rodsygdomme i danske planteskoler. På frø- og stikkebede har planteskolerne fået dispensation til at anvende jorddesinfektionsmidlet dazomet (handelsnavn Basamid granulat 980) i 2001. Jorddesinfektionsmidlet dazomet har en kraftig toksisk effekt overfor både ukrudt, mikroflora og mikrofauna. Således kan forskydninger i den biologiske ligevægt i jorden måles i op til 105 dage efter en kemisk jorddesinfektion (Toyota et al. 1999).

Høje smittetryk af rodsygdomme i skovplanteskoler er ikke enestående for Danmark, men almindeligt udbredt i hele Europa og USA. Der er imidlertid stor lukkethed omkring dette problem i specielt centraleuropæiske planteskoler på grund af betydelige salgs- og eksportinteresser (diskussionsemne på EU Concerted Action vedr. sygdomme i planteskoler, Stourport UK, marts 2000). Der er meget få erfaringer fra alternativ bekæmpelse af svampesygdomme i planteskoler. Deltagelse i miljøstyringssystemet MPS har bevirket en videnopsamling på området indenfor den enkelte planteskole (Møller, 2000), men kun et begrænset antal planteskoler (9 i 2001) deltager i MPS.

3.3.2 Termisk behandling

Frø- prikle- samt stikkebede af skov, hæk-, læplanter, rosengrundstammer, stauder i mark
Ved Danmarks JordbrugsForskning er der i 1994 udført forsøg i en forstplanteskole med brug af damp som desinfektion af jorden forud for såning af Abies og Picea (Bødker & Noyé 1994).

Resultaterne viste, at dampning kan reducere forekomsten af Fusarium spp, medens forekomsten af Pythium ikke i samme grad reduceres ved dampningen. Engelske forsøg hos 3 frilandsgrønsagsgartnere har omvendt vist effekt overfor Pythium og Phytophthora ned under 10 cms dybde i jorden, medens effekten på Fusarium oxysporum var faldende ved 10 cm.

Termisk behandling af jorden har en lignende effekt overfor nyttige svampe, mikroorganismer generelt og jordboende dyr, men vil kun være relevant i jorde med stort sygdomstryk og til meget intensive kulturer. Som nævnt nedenfor kan de negative effekter af termisk behandling af jorden muligvis modvirkes ved efterfølgende indarbejdning af grønmasse.

3.3.3 Biologisk bekæmpelse af sygdomme generelt

Hvor sygdomstrykket er så stort, at en jorddesinfektion er tvingende nødvendig, bør kemisk eller termisk desinfektion følges op med en reetablering af den naturlige mikroflora gennem tilførelse af organisk materiale for derved hurtigst muligt at genskabe jordens frugtbarhed.

Planteskoler dyrker ofte mange kulturer, som hver især har forkellige sygdomsproblemer forårsaget af rod- og bladpatogener. Som eksempler kan nævnes gråskimmel i markproduktion af diverse grantræer og rodråd forårsaget af Phytophthora i containerdyrkning af Chamaecyperis.

Der er identificeret en lang række mikroorganismer såvel bakterier som svampe med antagonistisk virkning overfor sygdomme. Antagonisternes virkemåde er ofte ikke fuldt klarlagt. Der er beskrevet forskellige virkemåder som parasitisme, konkurrence om plads og næringsstoffer, antibiose og induktion af planteforsvar (Cook & Baker, 1983; Punja 1997). Til bekæmpelse af rodpatogener er jordlevende mikroorganismer som bakterier (Pseudomonas, Bacillus), actinomyceter (streptomyces) og svampe (Trichoderma, Gliocladium, Glomus) velegnede. Disse antagonister er ikke nødvendigvis også brugbare til bekæmpelse af bladpatogener idet bladmiljøet byder på store svingninger i temperatur, fugtighed og lys. Antagonistiske mikroorganismer som kan klare sig og etablere sig i bladmiljøet er f. eks. sporedannende bakterier (Bacillus), gærsvampe (Pichia, Candida) og pigmenterede svampe (Ulocladium) (Fokkema 1993; Elad et al 1994; Elad et al 1996; Nielsen 2000).

Begrebet biologisk bekæmpelse dækker over udnyttelse af antagonister til regulering/bekæmpelse af sygdomme. Der er overordnet to indgange til emnet: 1) Stimulering af naturligt forekommende antagonister og 2) udbringning af specifikke antagonister som begge inddrages i følgende beskrivelse af muligheder for anvendelse af biologisk bekæmpelse af sygdomme i planteskoler.

3.3.4 Sanering af rodpatogener med organisk materiale

Frø- prikle- samt stikkebede af skov, hæk-, læplanter, rosengrundstammer, stauder i mark
Danske og udenlandske undersøgelser viser tydeligt, at det er muligt både at hæmme og fremme udviklingen af jordboende sygdomme i landbrugsafgrøder ved tilsætning af specifikke organiske materialer (Chan & Close 1987, Tu 1988 & 1992, Schüler et al. 1989 & 1993, Muehlchen et al. 1990, Hoitink et al. 1991, Lootsma 1994, Bødker & Thorup-Kristensen 1999). Iværksættelsen af en dyrkningsstrategi, der udnytter biologiske ressourcer, kræver derfor indgående kendskab til de sygdomsforårsagende svampe i de enkelte dyrkningssystemer samt til specificiteten i sygdomshæmning af de forskellige organiske materialer. Det er ikke med biologiske bekæmpelsesmetoder muligt at opnå en totalsanering af rodpatogener, og der skal derfor tages udgangspunkt i de sygdomsfrie jorder, hvor en forebyggende strategi kan bevare sygdomstrukket under skadestærsklen. Dette gælder for alle planteproduktionssystemer.

3.3.5 Brug af kompostekstrakt

Brug af vandig ekstrakter af forskellige typer kompost fx kompost som har været anvendt til dyrkning af champignon, har i flere tilfælde reduceret udvikling af bladpatogener som f.eks. Sphaeropsis sapinea på rødgran (Yohalem et al 1994). Årsagen til hæmning af bladpatogener med kompost ekstrakt kendes ikke, men da sterile ekstrakter også er virksomme, tyder det på, at hæmningen enten skyldes toksiske stoffer i ekstraktet, induktion af planteforsvar og/eller opformering af antagonistiske fyllosfære mikroorganismer.

3.3.6 Udbringning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler

En lang række bakterier og svampe er antagonistiske overfor rod- og bladpatogener (se afsnit om biologisk bekæmpelse af sygdomme indenfor væksthus). Der er kun få eksempler på studier, hvor mikrobiologiske bekæmpelsesmidler anvendes indenfor planteskoler. Canadiske undersøgelser har vist at gråskimmel i Picea mariana kunne hæmmes med den antagonistiske svamp Gliocladium roseum (Zhang et al 1996 ). Ligeledes har svenske undersøgelser vist, at kommercielle præparater af svampene Trichoderma harzianum (Binab TF.WP) og Gliocladium roseum (Gliomix) var lige så effektiv til at bekæmpe gråskimmel i Pinus sylvestris som fungicidet Euparen (Chapieau et al 2000).

3.3.7 Sygdomme på og med frøet

Sygdomme på frøet er et specielt problem knyttet til især skovfrø, hvor der sker en smitning af frøet på jorden, inden indsamlingen af frøet har fundet sted (Knudsen, 1997). Der er imidlertid ringe viden om, hvor stort problemet er i relation til bekæmpelse af sygdomme på frøbedet. Anvendelse af mikrobiologiske præparater og naturstoffer til frøbejdsning er mulige alternative metoder, men der er meget ringe dokumentation af metodernes effektivitet (Schultz et al, eds. 2000). Varmt vandbehandling har i ”gamle dage” været anvendt til bekæmpelse af svampesygdomme i frø, og denne metode er ved at blive taget op igen indenfor grønsagsfrø.

3.3.8 Andre metoder

Udprikling i stedet for direkte såning kan reducere svampesygdomsproblemerne i kimplantefasen, men der er ikke kendt viden om, hvorvidt planten ved udpriklingen er tilstrækkeligt beskyttet mod rodrådsygdomme i jorden, samt hvorvidt anvendelse af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler eller mycorrhiza kan forbedre de udpriklede planters hårdførhed overfor rodrådsygdomme.

Indvirkningen af gødningsniveau, især kvælstoftilførsel, på udviklingen af svampesygdomme i planteskolekulturer er der ikke megen viden om. Planter, der er i mangel med næringsstofferne N og K, ophober i første omgang flere kulhydrater i cellerne, hvilket kan bevirke større angreb af fakultative svampe (Marschner, 1995). Derimod kan angreb af obligate svampe som rust favoriseres ved rigelig kvælstofindhold i plantecellerne (Marschner, 1995). En afstemt næringsstoftilførsel til planterne i forhold til disses behov og en balanceret tilførsel af makro og mikronæringsstoffer vil derfor sandsynligvis ikke medføre forøget risiko for svampeangreb, men der er så vidt vides ingen dokumentation for dette. Plantedirektoratets kvælstofnormer for planteskolekulturer er for markplanter 150 kg N/ha/år, hvor der sandsynligvis optages mellem 70-150 kg N/ha/år afhængig af kulturernes behov.

Rigelig tilførsel af kvælstof vides at favorisere toppens vækst i forhold til rodens vækst (Andersen & Hansen, 2001), men hvorvidt denne favorisering har nogen indvirkning på udvikling af rodsvampesygdomme, er der, så vidt vides, ingen tilgængelig viden om.


Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 9‘‘

3.3.9 Containerplads – svampe

Hos containerplanterne er det især i formeringssituationen, at der er problemer med svampesygdomme. Ved formering af containerplanter, der typisk foregår som stikning eller evt. deling, anvendes væksthus, plastboble eller en overdækning med plast direkte over containerne, indtil planterne har fået etableret et tilstrækkeligt rodsystem. Situationen kan derfor sammenlignes med de vækst- og klimabetingelser, der findes i væksthuse.

Derudover er varierende klimaforhold på containerpladsen gennem vækstperioden medvirkende til optræden af rodsvampesygdomme i containerplanterne. Imidlertid er der begrænset viden om, hvornår og hvorfor rodrådsygdomme optræder på containerpladser. En stikprøveundersøgelse i 1999 (Thinggaard & Andersen, pers. Medd.) viste, at hos alle producenter af en bestemt art plante, kunne der identificeres Phytophthora-rodråd isoleret fra rødder og stængel af planterne, uanset dyrkningsmetoder og hvor småplantematerialet kom fra, men at problemerne især var knyttet til bestemte sorter og arter.

3.3.10 Udbringning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler

Indenfor væksthus og containerdyrkning er der store problemer med svampesygdomme, hvor de vigtigste er bladvampene gråskimmel og meldug og rodråd forårsaget af Pythium, Phytophthora, Rhizoctonia, Fusarium og Sclerotinia. Der er identificeret en lang rœkke mikroorganismer såvel bakterier som svampe med antagonistisk virkning overfor disse sygdomme (Tabel 10). Antagonisternes virkemåde er ofte ikke fuldt klarlagt. Der er beskrevet forskellige virkemåder som parasitisme, konkurrence om plads og næringsstoffer, antibiose og induktion af planteforsvar (Cook & Baker, 1983; Punja, 1997).


Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 10‘‘

Der er verden over udviklet omkring 50 kommercielle produkter, hvoraf kun en håndfuld forhandles i Danmark (Paaske, 2000). Disse mikrobiologiske midler er hovedsageligt baseret på svampeslægten Trichoderma (Tabel 11), men der er nye produkter på vej til det danske marked indeholdende bla. svampen Gliocladium catenulatum og bakterien Bacillus subtillis (Tabel 12)

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 11. Mikrobiologiske plantebeskyttelesmidler mod svampesygdomme, der må markedføres i Danmark.‘‘

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 12. Nye mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler indeholdende aktive organismer hvortil der er søgt om EU- godkendelse (Paaske, 2000)‘‘

Der er for nylig afholdt en international konference om biologisk bekæmpelse af sygdomme (6^th IOBC/WPRS-EFPP Biocontrol Workshop). Her blev der præsenteret 109 indlæg om biologisk bekæmpelse, hvoraf flertallet omhandlede bekæmpelse af svampesygdomme med Trichoderma som virksom antagonist mod rod og bladsygdomme i flere forskellige kommercielle tilgængelige præparater. Nye midler under udvikling indeholder antagonisterne Clonostachys og Ulocladium. Der blev ligeledes præsenteret mange indlæg om brug af antagonistiske bakterier (Pseudomonas, Burkholderia, Bacillus og Brevibacillus) og gærsvampe (Candida og Pichia).

I Tyskland blev afholdt temadage (Biologische pflanzenschutzverfahren im Zierpflanzenbau, Schulz et al, eds. 2000), hvor praktiske erfaringer og forsøgsresultater vedr. de mikrobiologiske midler blev diskuteret.

3.3.11 Biologisk aktive voksemedier

Der findes en lang række eksempler på at tilsætning af organisk materiale som fx kompost, bark, slam og halm til voksemedier kan hæmme rodpatogener, hvilket sandsynligvis skyldes stimulering af antagonistiske mikroorganismer (Hoitink, Inbar & Boehm, 1991; Hoitink & Boehm, 1999). Der er dog behov for et større videngrundlag før bevidst manipulation med naturlige populationer af sygdomshœmmnede organismer er mulig. Denne metode vil især være velegnet til regulering af Pythium og Phytophthora, men måske mindre virksom overfor andre rodpatogener som Rhizoctonia og Fusarium, som udover at være plantepatogener også kan ernærer sig ved at omsætte dødt organisk materiale. Tilsætning af kendte antagonister til voksemediet vil sandsynligvis øge chancen for også at kunne holde smittetrykket af Rhizoctonia og Fusarium nede på et acceptabelt niveau.

3.3.12 Podning med mycorrhiza

Mycorrhiza er betegnelsen på symbiosen mellem planters rødder og visse svampe. De fleste planter indenfor havebrug danner mycorrhiza med undtagelse af korsblomstrede afgrøder. Der findes flere forskellige af typer, hvor de to vigtigste indenfor havebrug er arbuskulær mycorrhiza og ektomykorrhiza. Generelt danner urteagtige planter, planter fra rosefamilien og visse løvfældende træer arbuskulær mycorrhiza, mens skovtræer og især nåletræer danner ektomykorrhiza.

Landskabstræer som f.eks skovlind Tilia cordata danner ektomykorrhiza og symbiosen er vigtig for etableringen på plantestedet især i tilfælde af landskabstræer (Rasmussen & Nielsen, 1998). Det samme gør sig gældende for arbuskulær mycorrhiza. Her kunne planter som frugttræer, jordbær, roser, ædelcypres mm podes med arbuskulær mycorrhiza.

Det er veldokumenteret, at mycorrhiza har stor betydning for planters vækst og sundhed (Larsen, 2000). Generelt virker mycorrhiza plantevækststimulerende (Smith & Read 1997) og hæmmer udvikling af sygdomme forårsaget af svampe og nematoder (Linderman 1994; Larsen 2000). Arbuskulære mykorrhizasvampe findes naturligt i agroøkosystemer, men findes ikke i konventionelle dyrkningsmedier baseret på sphagnum som anvendes til containerdyrkning. Planter, som etableres i marken, ved udplantning af småplanter er sårbare overfor sygdomme og abiotisk stress i udplantningsfasen. Podning af småplanter med mycorrhiza inden udplantning vil styrke plantens vitalitet og evne til at modstå stress. Etablering af planter med mycorrhiza kan ske gennem tilsætning af inokulum af mykorrhizasvampe til voksemediet. Der forhandles endnu ingen kommercielle præparater i Danmark, men der findes flere udenlandske produkter. En anden mulighed er at pode planterne med naturlig mykorrhizapopulationer fra marken, hvor planterne skal udplantes. Dette kan gøres gennem tilsætning af 10-20 % jord til voksemediet. Sidstnævnte metode vil givetvis være langt billigere, men det er ikke sikkert at mykorrhizasvampene, som findes i den pågældende mark, er lige så effektive som de rene præparater. For at opnå maksimal udbytte af mykorrhizaen er det vigtigt at udvælge kompatible vært/svamp/voksemedie kombinationer (Sørensen & Larsen 1999). Etablering af mykorrhizasymbiosen er følsom overfor højt indhold af fosfor i voksemediet, hvorfor brug af mycorrhiza vil kræve en justering af gartnerens fosforgødskning. Se i øvrigt omtale af brug af mycorrhiza i væksthus og frilandsgartneri.

3.3.13 Andre metoder

Dyrkningstekniske ændringer, herunder valg af vandingsstrategi og dyrknings-medium kan have en indvirkning. Wilcox et al (1999) fandt 1/5-del mindre Phytophthora-angreb, når der var stort dræn fra dyrkningsbedet. Imidlertid er der ingen kendt viden indenfor området containerplanter på friland. Niveauet af frie mikronæringsstofioner i gødningsopløsningerne, herunder kobber-ion koncentration, har vist at have en effekt overfor Phytophthora i kontrollerede forsøg i væksthus (Thinggaard & Toppe, 1999). Metoden udnytter, at i gødningsopløsningerne, der bruges til containerplanterne, kan koncentrationen af frie ioner øges ved at fjerne, de i dag anvendte, chelater uden at medføre større forbrug af mikronæringsstoffer, herunder kobber. Men metoden vil kræve yderligere udvikling for at kunne overføres til praksis.

Ligesom for markkulturer er der ringe viden om, indvirkningen af gødningsniveau, især kvælstof, på udviklingen af svampesygdomme i containerpladskulturer generelt. I flere dyrkningsforsøg med 3 gødningsniveauer af alle næringsstoffer blev der ikke iagttaget forskelle med hensyn til angreb af svampesygdomme (Andersen & Hansen, 2000, 2001). Kvælstofnormerne for containerpladskulturer er 550 kg N/ha/år.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘13‘‘

Litteratur
Andersen L. and Hansen C.W. 2000. Leaching of nitrogen from container plants grown under controlled fertigation regimes. J. Environmental Horticulture, 18, 8-12.
Andersen, L. & Hansen, C.W. 2001.Fertilisation during production affects shoot growth and flowering during forcing of Carpathian bluebell. Scientia Horticulturae, in press.
Anonym 1999. Field vegetables: assessment of the potential for mobile soil steaming machinery to control diseases, weeds and mites of field salad and related crops. Research Report, FV 229, Hort. Dev. Council, UK.
Bødker, L. & Noyé, G. 1994. Effekten af varmebehandling af overfladejord i nåletræer over for ukrudt og rodpatogene svampe. 11. Danske Planteværnskonference. SP-rapport 7, 239-249.
Bødker, L. & Thorup-Kristensen, K. 1999. Effekt af efterafgrøder på angreb af ærterodråd og kolonisation af mykorrhizasvampe i ærterødder DJF-Raport 337-344.
Bødker, L. & Larsen, J. 2000. Rodsydomme i hvidel (Alnus incana) i danske planteskoler. DJF-Rapport.
Chan, M.K.Y. & Close R.C. 1987. Aphanomyces root rot of peas 3. Control by the use of cruciferous amendments. New Zealand Journal of Agricultural Research 30, 225-233.
Capieau K, Stenström E & Stenlid J. 2000. Biological control of Botrytis cinera of pine seedlings in a forest nrsery in Sweden. 6^th IOBC/WPRS-EFPP Biocontrol Workshop. Sevilla, Spain.
Cook RJ & Baker KF. 1983. The nature and practice of biological control of plant pathogens, American Phytopathological Society, St Paul, MN, 539 pp.
Elad Y, Köhl J & Fokkema NJ. 1994. Control of infection and sporulation of Botrytis cinerea on bean and tomato by saprophytic yeasts. Phytopathology 84: 1193-1200
Elad Y, Malathrakis NE & Dik AJ. 1996. Biological control of Botrytis-incited diseases and powdery mildews in greenhouse crops. Crop Protection 15:229-240.
Fokkema NJ.1993. Opportunities and problems of control of foliar pathogens with microorganisms Pestic. Sci. 37:411-416.
Hoitink, H.A.J., Inbar, Y. & Boehm, M.J.1991. Status of compost-amended potting mixes naturally suppressive to soilborne diseases of floricultural crops. Plant Disease 75, 869-873.
Hoitink HAJ& Boehm MJ. 1999. Biocontrol within the context of soil microbial communities: A substrate-dependent phenomenon. Annual review of Phytopathology 37, 427-446.
Knudsen, I. 1997. Fungi associated with forest tree seed during handling and storage, and the impact on viability and germination. Report, Dept. Plant Biologi, Royal Vet. & Agr. Uni. DK.
Larsen J. 2000. Biologisk bekæmpelse af plantepatogene svampe med arbuskulær mykorrhiza, DJF rapport 12, 43-50
Linderman RG. 1994. Role of VAM fungi in biocontrol. In: Mycorrhizae and Plant Health (F.L. Pfleger R.G. Linderman, eds.), APS Press, St. Paul, pp 1-25.
Lootsma, M. 1994. Manipulation of the suppressive potential of soil organisms against Rhizoctonia stem canker on potato. 3rd Conference of EFPP Poznan.
Marschner, H. 1995. Mineral nutrition of higher plants. 2. Ed. A.P. London, ISBN 0-12-473542-8.
Muehlchen, A.M., Rand, R.E. & Parke, J.L. 1990. Evaluation of crucifer green manures for controlling Aphanomyces root rot of peas. Plant Disease 74, 651-654.
Møller, A.H. 2000. Miljøvenlig container produktion. Afslutningsprojekt for gartneriteknikeruddannelsen, Beder. 48 s.
Nielsen K. 2000. Molecular characterisation and biological control of grey mold (Botrytis spp.) in onion, PhD thesis, Royal Veterinary and Agricultural University, 86 pp.
Punja Z. 1997. Comparative efficacy of bacteria, fungi, and yeasts as biological control agents for diseases of vegetable crops. Can. J. of Plant Pathol. 19:315-323.
Rasmussen H & Nielsen J. 1998. Mycorrhiza på skovlind Tlilia cordata . Grøn Viden Havebrug nr 113.
Schüler, C., Biala, J., Bruns, C., Gottschall, R., Ahlers, S. & Vogtmann, H. (1989).
Suppression of root rot on peas, beans and beetroots caused by Pythium ultimum and Rhizoctonia solani through the amendment of growing media with composted organic household waste. Journal of Phytopathology 127, 227-238.
Schüler, C., Pikny, J., Nasir, M. & Vogtmann, H. (1993). Effects of composted organic kitchen and garden waste on Mycosphaerella pinodes (Berk and Blox) Vestergr., causal organism of foot rot on peas (Pisum sativum L). Biol. Agric. Hortic. 9, 353-360.
Schultz, C., Albert, R & Zebitz, C.P.W. (eds.) 2000. Biologische Pflanzenschutzverfahren im Zierpflanzenbau. Dokumentation der Fachtagun vom 16.-17. Februar 2000 an der Universität Hohenheim. ISBN 3-00-006736-1.
Smith SE & Read D. 1997. Mycorrhizal Symbiosis, Academic Press, Cambridge Sørensen JN & Larsen J. 1999. Focus på mykorrhiza Grønne Fag 9, 7-9.
Thinggaard, K. & Toppe, B. 1997. Regulering af kobber i næringsstofopløsning som værn mod Phytophthorarodråd. Gartnertidende 46, 6-7.
Toyota, K., Ritz, K., Kuninaga, S. & Kimura, M. (1999). Impact of fumigation with metam sodium upon soil microbial community structure in two Japanese soils. Soil Science and Plant Nutrition 45: 207-223.
Tu, J.C. 1988. The impact of interseason green manuring on root diseases and soil environments. Med. Fac. Landbouww. Rijksuniv. Gent 53/2a, 321-327.
Tu, J.C. 1992. Management of root-rot diseases of peas, beans, and tomatoes. Canadian Journal of Plant Pathology 14, 92-99
Yohalem DS, Harris RF & Andrews JH. 1994. Aqueous extracts of spent mushroom substrate for foliar disease control. Compost Science and Utilization 2: 67-74.
Zhang PG, Sutton JC, Tan W & Hopkin AA. 1996. Canadian Journal of Plant Pathology 18: 7-13. www.st-mps.nl (MPS-hjemmeside).

3.4 Prognose og varsling for svampesygdomme

Konklusion
Der er muligheder indenfor prognose og varsling af svampesygdomme i planteskolekulturer, men det vil kræve et udviklingsarbejde og tilpasning til specifikke svampesygdomme i planteskolekulturer, samt en investering i klimacomputer i den enkelte virksomhed. Metoden vurderes af have et potentiale overfor specifikke sygdomme, men med begrænsningerne i metoden grundet planteskolernes geografiske placering med stor spredning over hele landet.

3.4.1 Prognose og varsling

Området planteskole dækker over en lang række kulturer og mange svampesygdomme. Samtidig er hver kultur forholdsvis lille, og der findes derfor ikke målrettet forskning inden for prognose og varsling. Der kan dog trækkes paralleller mellem sygdomme med samme spredningsmønster og epidemiologi. På de overjordiske dele af planteskoleplanter er der tale om 2 typer sygdomme: sygdomme, der spredes med regn, og sygdomme, der spredes under tørre forhold.

Svampesygdomme som Fusarium, Phoma, Phylosticta og mange andre danner sporer under samtidig dannelse af mere eller mindre slim. I regn kvælder slimen op og sporerne presses ud på overfladen af planten, hvor de spredes med regnstænk. Samtidig er de våde forhold en forudsætning for at initiere sporespiring. Epidemiologien af disse svampe svarer dermed til æbleskurv, og et program til varsling for æbleskurv vil være anvendeligt. Unøjagtigheder ligger i temperaturens indflydelse, og den er af lille betydning, da temperaturkurverne for plantepatogene svampe er næsten ens. En vigtig svampesygdom som gråskimmel, Botrytis cinerea, spreder sine sporer under tørre forhold, men kræver våde planter for at kunne inficere, og vil delvist være dækket af et skurvprogram.

Meldug er svampe, der danner og spreder sporer under tørre forhold.

Meldugsvampe er meget anderledes end andre plantepatogene svampe. De kan kun vokse på levende plantevæv, myceliet sidder på overfladen af planten, hvor det hos andre svampe vokser ind i planten, sporerne er store og vandfyldte og kan spire ved høj luftfugtighed, og medens andre svampe kræver frit vand for at spire vil vand ødelægge sporer af meldug. Varsling for æblemeldug kan derfor ikke ske på samme måde som for skurv, der starter med regn. For æblemeldug antages det, at sygdommen stadig er under udvikling, og varsling sker efter beregning af inkubationsperioder og mængden af modtageligt plantevæv. I England er der udviklet et varslingssystem for sekundær udvikling af æblemeldug, PodemTM, der er kommercielt tilgængeligt og desuden beskrevet i detaljer af Xu (1999). Vækstsæsonen dækkes fra begyndende udspring til væksten af nye skud stopper, i England normalt i begyndelsen af august. Varslingssystemer består af et antal undermodeller, en for tilvækst af modtageligt plantemateriale baseret på temperaturer under eller over 14^oC, en for infektion, hvor sporespiring bestemmes af RH, med justering for regn, og hvor temperaturen er underordnet, og endelig en model for inkubationsperiode på grundlag af temperatur alene. Den epidemiologiske udvikling justeres generelt ud fra daglig mætningsdeficit, daglig temperatur og temperatur de foregående dage, og dagnummer i vækstsæsonen. Der beregnes en dagligt infektionsrisiko og den totale sygdomsudvikling til dato. Systemet blev afprøvet i 1994-97, og den beregnede sygdomsudvikling svarede til den faktiske i 3 ud af de 4 år.

Sprøjtning efter varsling sparer generelt 50% sprøjtemiddel med samme bekæmpelseseffekt som plansprøjtning. Samtidig er der bedre plantevækst, da sprøjtemidler kan være planteskadelige De nødvendige systemer er kommercielt tilgængelige og rutinemæssigt anvendt i lande, vi normalt sammenligner os med. Specielle varslingssystemer kan udvikles på baggrund af litteraturen og tilpasses danske behov.

3.4.2 Klimastyret bekæmpelse af svampesygdomme

Her tænkes på overdækning af dyrkningsarealer med plast. Som nævnt under prognose og varsling spredes og inficerer hovedparten af svampesygdomme inden for planteskoler med regn. Hvis planterne beskyttes mod regn, sker der en effektiv bekæmpelse af svampesygdomme, en effekt, der er velkendt fra frugttræer, der dyrkes op ad en mur og hvor en del er i læ for regn. Dækningen behøver ikke at være total, men kan indskrænkes til de enkelte bede. Derved kommer der mere lys og luft gennem plantemassen hvilket hæmmer infektioner. Der foreligger imidlertid ringe viden om effekten af dækning overfor svampesygdomme.

3.4.3 Diagnostik og sortsresistens

I dagligdagen sker størstedelen af bekæmpelse ud fra en formodning om en sygdomstrussel eller ud fra symptomer. Mange svampesygdomme har samme symptomer, og erfaringsmæssigt sker der ofte forvekslinger. Ved kemisk bekæmpelse er det fatalt, da midlerne i dag ofte er specifikke over for enkelte svampe. For øvrige bekæmpende foranstaltninger som dyrkningsmetode, nabokultur og sædskifte kan en forkert diagnose have lige så stor betydning. Endelig har det betydning for den enkelte kultur at vide, hvilke svampesygdomme, der findes og hvilken økonomisk betydning de enkelte sygdomme har.

I mange kulturer dyrkes der flere sorter, der kan have forskellig resistens over for betydende svampesygdomme. Når der introduceres nye sorter, kendes resistensen ikke, og både over for forbrugeren og i den enkelte bedrift har det stor betydning, at en sort er modtagelig og kan lægge et smittetryk på andre sorter. Når en kultur har én eller flere betydende svampesygdomme, bør der udføres resistenstest før sorten frigives, se endvidere afsnittet vedr. Selektion og forædling.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 14. Oversigt over prognose og varsling til forebyggelse af sygdomme i planteskolekulturer.‘‘

Litteratur
Xu, X.-M. 1999. Modeling and forecasting epidemics sof apple powdery mildew (Podosphaera leucotricha). Plant Pathology 48:462-471.

3.5 Skadedyr

Konklusion
Som det fremgår af nedenstående, er der meget begrænset viden om alternative metoder og deres anvendelse indenfor bekæmpelse af skadedyr i planteskolekulturer, samt deres effekt. Biologisk bekæmpelse vurderes at have et potentiale overfor specifikke skadedyr, men der forestår et betydeligt udviklingsarbejde, herunder en viden om populationsdynamik med hensyn til det specifikke skadedyr. Samdyrkning med afskrækkende blomstrende planter kan have et potentiale i bekæmpelsen af specifikke skadedyr, men metoden kræver et udviklingsarbejde, idet den biologiske effekt skal dokumenteres. Det vurderes, at selektion af resistente sorter kan være en mulighed, om end en fuld resistens sjældent kan opnås mod skadedyr.

3.5.1 Problemstilling

Rapporten omfatter planteskolekulturer generelt, og de væsentligste skadedyr, som knytter sig hertil.

Definitionen på væsentlige skadedyr er de skadedyr, som specifikt er nævnt som alvorlige i Bicheludvalgets rapport, hvilket ikke er mange. Faktisk er der kun specifikt nævnt forskellige mider. I Skoven (Harding et al, 2001) er nævnt en række skadedyr, som kan forventes at optræde i planteskolekulturer, men der er ingen viden om, i hvor stor udstrækning, de er et problem, og hvilken årsvariation, der evt. måtte være.

Udover selve den skade, som dyrene forvolder på planten, er skadedyrsproblematikken knyttet til Plantedirektoratets krav om 0-tolerance og krav til minimal forekomst af andre skadegørere, og dertil kommer de landsspecifikke krav, som kan stilles ved eksport af planteskoleplanter. Derfor kan andre insekter end de traditionelle skadegørere være et problem i nogle kulturer.

I nedenstående litteraturgennemgang er udover mider, medtaget de skadedyr, der i fagbladet ‘Frugt og bær‘ i løbet af de senest 7-8 år er blevet betegnet som meget betydende. Da vi taler om planter i udviklingsfasen, vil skadetærsklerne for de pågældende skadedyr som regel være noget lavere i planteskolekulturer end i de egentlige produktionskulturer. Inden for de enkelte kulturer er nævnt en række alternative forslag til bl.a. biologisk bekæmpelse. Det vil typisk være således, at en kombination af flere metoder vil være det mest effektive.

Et beslutningsstøttesystem bør opbygges inden for de enkelte kulturer og skadedyr, således at de enkelte skadedyr håndteres via modeller - primært styret af meteorologiske parametre. Sådanne systemer kan kobles sammen med andre systemer (andre skadedyr, svampe, ukrudt, vækst osv), således at man for kulturen ender med at have et beslutningsstøttesystem for den totale dyrkning.

Næsten alle skadedyr har naturlige fjender, men i mange tilfælde er sammenhængene ukendte eller dårligt beskrevet. Det er imidlertid nødvendigt, at man kender skadedyrenes naturlige fjender såvel som deres betydning for at kunne tilpasse sædskifter og dyrkningssystemer, så de bliver optimale i forhold til en udnyttelse af de naturlige fjender.

Mange skadedyr spredes over relativt korte afstande, hvorfor enkelte foranstaltninger vil kunne begrænse eller forhindre angreb.

Det er kendt, at mange plantearter (oftest non crop) påvirker insekter i negativ retning ved deres repellerende virkning. Eksempelvis kan nævnes Tagetes repellerende virkning over for flere skadedyr. Det er også kendt at nogle plantearter ved skadedyrsangreb udsender stoffer, som tiltrækker nyttedyr. Dyrkningssystemer, hvor specielle plantearter indgår på strategisk vigtige steder, vil kunne bidrage væsentligt til en nedsættelse af skadedyrsangreb.

Der er også mulighed for at anvende fangplanter, hvor mere attraktive planter for skadedyrene end afgrødeplanterne placeres direkte i afgrøden.

Angreb af planteskadelige insekter synes i nogle sammenhænge at være mindre, når afgrøderne dyrkes i samdyrkning, end hvis de dyrkes i renbestand. Til samdyrkning regnes ikke kun kulturplanter men i ligeså høj grad forskellige ukrudtsarter.

Når der tales om insektresistens hos planter, er der sjældent tale om “on/off” fænomener. Som regel er resistensen delvis. Det kan komme til udtryk ved, at de pågældende skadedyr af adfærdsmæssige årsager vælger en anden art eller sort, da planten er umuligt at kolonisere, lægge æg i, er frastødende osv. Det kan også komme til udtryk som fysiologiske årsager, hvor skadedyrene ikke ’trives’ så godt på planten, og derfor ikke gør den store skade. I ekstreme tilfælde, vil insekterne dø.

Delvis resistens er imidlertid af stor betydning, da selv små sortsforskelle kan få store populationsdynamiske effekter. En anden form for delvis insektresistens er tolerance. Her har planten udviklet et “system”, som gør det muligt at fortsætte væksten og give stort set normalt udbytte trods et insektangreb.

Der er i dag en stigende interesse for at udnytte naturstoffer fra planter til regulering af skadedyr. Naturstoffer i planter kan udnyttes ved at dyrke planter indeholdende naturstoffer sammen med afgrøder, at anvende uoprensede vandige ekstrakter af plantemateriale eller at ekstrahere naturstofferne og anvende disse som rene produkter.

Det kan nævnes, at forskellige ekstrakters nedbrydningsprodukter fra korsblomstrede arter, har vist sig effektive til bekæmpelse af bladlus og forskellige billearter under laboratorieforsøg. I de sidste ca. 20 år, har man forsøgt at reducere insekticidforbruget ved mere og mere at gå over til en såkaldt behovsbekæmpelse - altså kun bekæmpe, når der er rimelig stor sandsynlighed for, at den økonomiske skadetærskel overskrides. Der eksisterer kun anvendelige skadetærskler og populationsudviklingsmodeller for få skadedyr i frugt og bær og disse kan sandsynligvis ikke anvendes i planteskolekulturer. For at disse modeller kan virke, er det imidlertid essentielt at vide noget om startpopulationens størrelse, og den får man kun ved at foretage en visuel opgørelse i selve marken. For at få det fulde udbytte af de udviklede modeller, skal man som planteavler regne med at skulle optælle sine skadedyr et par gange i en vækstsæson.

En visuel opgørelse er arbejdskrævende, hvilket betyder, at der ofte ikke er tilstrækkelig tid til disse opgørelser. Det betyder igen, at en behovsbekæmpelse ikke kan blive optimal, hvorfor der som oftest bruges for meget insekticid. En af de måder, man på længere sigt kan løse dette problem på, er at udnytte, at skadedyrene anvender kemiske signalstoffer (alarmferomoner) til at kommunikere fare. Man kan udvikle et registreringsudstyr (kemiske sensorer), som ved hjælp af mængden af afgivet alarmferomon er i stand til at bestemme arten og antallet af det pågældende skadedyr, som forekommer på et givet område. En efterfølgende ’spot’-bekæmpelse kan herefter foretages, med kraftig nedsættelse af insekticidforbruget til følge. Sådanne systemer bør anvendes i sammenhæng med andre tiltag så som biologisk bekæmpelse, værtplanteresistens og planteekstrakter/naturstoffer.

Det skønnes endvidere for overordentligt sandsynligt, at en screening af de i Danmark anvendte sorter, vil vise sortsforskelle vedrørende værtplanteegenskaber over for deres pågældende skadedyr. Sorter med egnede egenskaber ville imidlertid kun i begrænset omfang kunne tages i anvendelse umiddelbart, da specielle kvalitetsegenskaber her er af afgørende økonomisk betydning. En forædling af sorterne vil tage i størrelsesordenen 10 år eller mere, alt efter hvilke teknikker man anvender, og hvor ’heldig’ man er.

Bøgebladlus (Phyllaphis fagi)
Lever hele året på bøgetræer. Æggene klækkes om foråret samtidig med bøgens udspring. Alt efter temperaturen kommer der i hastig rækkefølge den ene generatrion efter den anden. Tætte kolonier i skudspidserne og på bladundersiderne ses fra sidst på foråret. Bladene bliver klæbrige af bladlusenes sukkerholdige ekskrementer, hvilket fremmer angreb af sodskimmelsvampe. Desuden bliver bladene gule og falder unaturligt tidligt af.

3.5.2 Alternative metoder

Bøgebladlus forekommer ikke hvert år i antal så den giver anledning til bekæmpelse i alle planteskoler. På grund af de mange generationer hen over forår og sommer, skal en evt. bekæmpelse ofte gentages - specielt i varme somre. Der findes for øjeblikket ikke noget godkendt middel mod bøgebladlus.

En måde at reducere den lokale population af bøgebladlus på er at udvikle en populationsdynamisk model til bestemmelse af klækningstidspunktet med henblik på en mere præcis bekæmpelsestidspunkt. Desuden anvendelse af en mere præcis skadetærskel.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse, entomofile nematoder og virus er potentielle muligheder. Der forskes i flere metoder, men der er endnu ikke udviklet noget brugbart system (Iversen & Harding, 2001)
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Resistente sorte. Totalt resistente sorter findes ikke.
  

Bladlus generelt
Bladlus er en af de bedst tilpassede insektgrupper, hvorfor de kan udgøre et stort problem i mange kulturer. Der vil således jævnligt være behov for bladlusbekæmpelse i roser, nåletræer osv. De foranstaltninger, der skal til for at reducere insekticidforbruget, er i store træk de samme, som er nævnt under bøgebladlusen, og det samme gælder alternative metoder og forskningsbehov med de ændringer som artspecificiteten betinger (værtskifte osv.).

Snegle
Snegle - specielt de nøgne snegle - kan udgøre et stort problem i planteskolekulturer, hvor de kan afløve træer og buske. De lægger deres æg i hulrum i jorden, under blade eller i kompost og affaldsbunker, hvilket gør at en spredning fra planteskolen og ud til andre områder kan være meget sandsynlig. Af betydningsfulde snegle kan nævnes agersnegl, nøgen havesnegl, gråsnegl og ikke mindst de tre arter af skovsnegle, hvoraf den iberiske skovsnegl mere eller mindre med rette har fået ry for at være speciel aggressiv.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget
Sneglene forekommer ikke hvert år i antal, så de giver anledning til bekæmpelse i alle planteskoler. De giver primært problemer om sommeren og efteråret, når foråret og forsommeren har været meget fugtigt. Den bedste mulighed for at reducere insekticidforbruget er derfor at reducere den lokale population af snegle. En måde at gøre dette på er ved at sørge for at der ikke er mange steder, hvor de kan overleve tørre perioden, sørge for at de har svært ved at komme ind på planteskolens område via barrierer og endelig ved at undgå import af forurenede planter.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Mekanisk bekæmpelse hvor sneglene indsamles og destrueres er en effektiv men arbejdskrævende metode.
• Bekæmpelse ved hjælp af opstillede sneglefælder
• Biologisk bekæmpelse med nematoder, virus, padder og fugle er potentielle muligheder. Der er imidlertid endnu ikke udviklet noget brugbart system.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som virker afskrækkende på de pågældende snegle
• Resistente sorte findes ikke.

Øresnudebillerne Otiorrhynchus sulcatus, O. ligustici og O. ovatus er alle polyfage og kan fortære en del blade og blomster i forskellige kulturer. De har ingen vinger. Hos disse snudebillearter er det primært de voksne, som gør skade.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget
Snudebillerne giver jævnligt årsag til bekæmpelse. En mulighed for at reducere insekticidforbruget er at konstruere en populationsdynamisk model, som er i stand til at forudsige deres begyndende aktivitet om foråret, således at en evt. insekticidbehandling vil ramme præcist. Dette, i forbindelse med bestemmelse af en mere præcis skadetærskel end den som anvendes nu, vil kunne reducere insekticidforbruget. Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse, entomofile nematoder og virus er potentielle muligheder. Der er imidlertid endnu ikke udviklet noget brugbart system, selv om man er ret langt inden for nematodområdet.
• Samdyrkning med forskellige blomstrende planter, som tiltrækker de pågældende snyltehvepse og dermed øger den naturlige biologiske bekæmpelse.
• Samdyrkning med forskellige planter, som virker afskrækkende på snudebillerne.
• Resistente sorte. Resistente sorter findes ikke.

Spindemider (Tetranychidae)

Det vides ikke helt præcist, hvilke arter af spindemider, der findes i Danmark, men en af de mest betydende er Frugttræsspindemiden (Panonychus ulmi), som er almindelig på friland. Dens værtplanteområde er stort - ca. 80 arter - men i Danmark er det hovedsagligt frugttræerne, som lider under dens angreb.

Overvintringen sker i ægstadiet og hele livscyklus foregår oftest på samme vært. Både larver og voksne gør skade ved at suge på bladene, hvor celleindholdet tømmes. Kraftige angreb kan udvikle sig i meget varme og tørresomre, hvilket kan betyde for tidligt løvfald. Spredning fra træ til træ foregår med vinden eller passivt med plantemateriale.

Der er ikke udviklet integrerede bekæmpelsesmetoder til håndtering af frugttræsspindemiden, men specielt i udlandet er der udført forsøg med biologisk bekæmpelse.

Muligheder for at reducere insekticidforbruget
Kemisk bekæmpelse er muligt, men det betyder samtidig, at man slår en del af spindemidernes naturlige fjender ihjel, hvilket igen betyder, at der skal bekæmpes flere gange.
Spindemiderne kan bedst bekæmpes i forbindelse med, at miderne spreder sig fra de gamle knopper til de nydannede. Det vil derfor være muligt, at reducere insekticidforbruget væsentligt ved udvikling af en populationsdynamisk model, som mere præcist beskriver tidspunkt for spredning og deraf tidspunkt for effektiv kemisk behandlingsindsats.

Af alternative metoder til reduktion af insekticidforbruget kan nævnes:

• Manuel bekæmpelse, hvor blade fjernes.
• Biologisk bekæmpelse med rovmider etc. Et sådant velfungerende system findes ikke, men kan sandsynligvis udvikles.
• Samdyrkning med ikke værtplanter. Miderne smittes fra træ til træ via luft-transport eller direkte fysisk kontakt buskene imellem. Et samdyrkningssystem med ikke-værtarter vil kunne danne barrierer for denne smittespredning.
• Resistente sorter

Nematoder
Der findes mange planteparasitiske nematoder. I planteskolekulturer betragtes Pratylenchus sp. som en af de mere alvorlige på roser, hvor de bl.a. suger på rødderne, som derved ikke udvikles korrekt.

Der findes ingen effektive kemiske midler på det danske marked, hvorfor det er altafgørende af have rent materiale såvel som et fornuftigt sædskifte. Da værtspektret er stort, kan et fornuftigt sædskifte være vanskeligt.

Af alternative metoder kan nævnes:

• Termisk bekæmpelse, hvor jord og evt. angrebne plantedele varmebehandles.
• Biologisk bekæmpelse. Der findes ingen metoder
• Samdyrkning med repellerende planter.
• Resistente sorter.

Skadedyr generelt
Som tidligere nævnt vil der generelt forekomme en del skadedyr i planteskole-kulturer ligesom der vil i kulturerne når de har forladt planteskolen. Hvad angår de væsentlige af disse skadedyr henvises til rapport vedr. "Vurdering af mulighederne for forebyggelse og alternativ bekæmpelse af skadedyr i frugt og bær".

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 15. Oversigt over alternative metoder til forebyggelse og bekæmpelse af skadedyr i planteskolekulturer.‘‘

Litteratur
Brodeur, C., Chouinard, G., Laplante, G. & Morin, Y. (1999. Preliminary studies on the effectiveness of the indigenous predator Hyaliodes vitripennis (Heteroptera: Miridae) for the biological control of mites in Quebec apple orchards. Actes de la IV Conference Internationale Francophone d‘Entomologie, Saint-Malo, France, 5-9 juillet 1998. Annales-de-la-Societe-Entomologique-de-France. 1999, 35: Supp., 458-462;
Hansen, L. M. (1998). Bøgebladlusen. Upublicerede noter, DjF.
Hansen, L. M. et al (1999). Iberisk skovsnegl. Grøn Viden nr. 124. DjF.
Hansen, L. M. (2001). Vurdering af mulighederne for forebyggelse og alternativ bekæmpelse af skadedyr i frugt og bær. Upubliceret rapport udarbejdet i forbindelse med Kirsten Jensen-udvalget.
Harding, S., Iversen, T. & Frølander, A. 2001. Skadedyr i planteskoler. Skoven 3, 110.
Miljøstyrelsen (1998). Rapport fra Bichel-Udvalget.
Iversen T. & Harding, S. 2001. Bekæmpelse af bøgebladlus. Skoven 3, 111.
Nef, L. (1994) Relationship between populations of Phyllaphis fagi L. and the mineral composition of leaves of Fagus sylvatica L. in forest nurseries. Parasitica , 50: 1-2, 41-45.
Schultz, C., Albert, R & Zebitz, C.P.W. (eds.) 2000. Biologische Pflanzenschutzverfahren im Zierpflanzenbau. Dokumentation der Fachtagun vom 16.-17. Februar 2000 an der Universität Hohenheim. ISBN 3-00-006736-1.

3.6 Selektion og forædling

Konklusion
Selektion vurderes at have et potentiale i bekæmpelse af svampesygdomme i planteskoleplanter til have, landskab og anlæg. Metoden anvendes i dag (Dafo-systemet), om end det store udbud af arter i planteskoleplanter kan udgøre en økonomisk barriere. Præforædling vurderes at være en mulighed overfor specifikke sygdomme i specifikke kulturer, hvor selektion ikke vurderes at være tilstrækkelig.

3.6.1 Selektion og forædling af planteskoleplanter

De fleste planter, også de træer og buske, som er de mest betydningsfulde i planteskolerne har fra naturens hånd en eller anden grad af modstandsdygtighed mod sygdomme og skadedyr. Det er en forudsætning for deres beståen i naturen , at de ikke dør af de skadevoldere, der angriber dem. Som et eksempel på denne naturlige modstandsdygtighed er skivesvamp i fjeldribs (Ribes alpinum) (Brander, 1987). Ved anvendelse af resistensgener, der er udviklet gennem mange år ved naturlig evolution, har de vilde slægtninge til kulturplanterne altså udviklet de genkombinationer, der sikrer overlevelsen uden brug af udbragte kemikalier. I selektionen identificeres de kloner, der udover kvalitetskravene med hensyn til form og prydværdi, besidder en hel eller delvis resistens mod en sygdom. I resistensforædlingen hentes ofte resistensgener fra vilde slægtninge, hvorefter der forestår et betydeligt krydsningsarbejde, som kan besværliggøres af krydsningsproblemer, inden en resistent sort er fundet.

3.6.2 Anvendelse af resistensforædling

Resistensforædling tager lang tid, og det kræver en stor indsats at introducere resistensgener i en afgrøde (kultur). Ofte må resistensgener hentes fra vilde slægtninge med krydsningsproblemer til følge. Planteforædleren må fremavle en sort (et produkt), som er acceptabel for både dyrker og forbruger, hvilket er tidskrævende. Sorten skal ikke bare være resistent, men må også producere et højt udbytte af en god kvalitet.

En anden ulempe er, at de fleste gener for resistens, kun er effektiv over for f.eks. en art af insekter. Pesticider er ofte effektive mod et bredt spektrum af skadedyr. Indsatsen med at introducere og vedligeholde resistensgener skal i de fleste tilfælde gentages for hver sort, der produceres, og for hver insektart, der skal være resistens imod under hensyntagen til de lokale klimatiske forhold.

Resistens og kemisk bekæmpelse har et problem til fælles, idet skadegørers genetiske tilpasning betyder, at de kan udvikle tolerance over for forsvaret af planten. I den forbindelse skal nævnes, at jo flere gener en resistens er betinget af, desto svære er det for skadegørende at tilpasse sig - og desto længer tid tager det for planteforædleren at få introduceret resistensen. Introduktion af resistens baseret på et enkelt gene vil typisk være baseret på transgene teknik (GMO) og/eller få tilbagekrydsnings generationer mellem nære slægtninge. I modsætning her, til er resistens baseret på genkomplekser (flere gener) introduceret fra vilde slægtninge, der har udviklet dem som genetiske tilpasning over mange generationer. Disse genkomplekser kan overføres fra den vilde slægtning (donor) til den dyrkede afgrøde (recipient) via en hybridplante (genetisk bro), der indeholder gener fra begge arter og som er istand til at krydse med den dyrkede art. Hybriden frembringes i laboratoriet (in vitro) ved seksuel eller somatisk hybridisering mellem donor og recipient. Den frembragte hybridplante tilbagekrydses med den dyrkede afgrøde i nogle generationer under selektion, indtil det ønskede produktet er opnået, og den dyrkede afgrøde indeholdende en svært nedbrydelig resistens mod skadegører baseret på flere gener.

Et af problemerne ved planteforædling i dag er, at det i stor udstrækning er styret af kommercielle interesser. De private planteforædleres valg er ofte præget af en kort tidshorisont for forædling, målrettet et stort marked og en udbredt mangel på laboratorieteknikker til rådighed (specielt inden for ’små’ kulture som havebrugsarterne). Det er her den forskningsbaserede planteforædling, betegnet ’præforædling’, kan og skal udfylde en rolle. I sektorforskningen besidder man den nødvendige kompetence, der skal til for at kunne videreudvikle og implementere de laboratorieteknikker, der vil kunne gøre en forskel i forhold til tilvejebringelse og evaluering af holdbar resistens. Ved udnyttelse af præforædlingen er det vigtig at sikre en kosmopolitisk udbredelse af de overførte resistens gener, men med mulighed for at private forædlingsvirksomheder kan indgå i samarbejde og direkte udnytte det overførte materiale til indkrydsning i deres forædlingsprogrammer. Det er dyrt at investere i langsigtede planteforædlings tiltag, der rækker ud over en 10 årig horisont, men hvis den forskningsbaserede del, med overførsel af resistens gener fra vild art til dyrket art, er gennemført forud vil det være overskueligt for private firmaer at implementere resistensen. Samtidigt åbner det op for, at samfundet kan påvirke, hvilke typer af resistens gener, der kommer til at indgå i det fremtidige planteforædlingsarbejde, samt sikre at der tages højde for vort lokale klima og målrettet arbejde mod den maksimale uafhængighed af kemisk bekæmpelse. Et vigtig problem ved den private plante forædling i dag er den interessekonflikt, der kan opstå i forhold til anvendelse af resistensforædlingen, når en del forædlingsfirmaer er ejet af kemikalieindustrien.

3.6.3 Selektion

I nogle tilfælde er der forskel på modstandsdygtighed mellem forskellige arter, som f.eks. ved elmesygen, hvor den i Danmark mest forekommende art, storbladet elm (Ulmus glabra) er meget modtagelig, medens den i Japan forekommende art (Ulmus japonica) (Brander & Johansen, 1998) har en høj grad af modstandsdygtighed, formentlig fordi der for mange tusinde år siden forekom elmesyge der, og arten så har opbygget en modstandsdygtighed mod sygdommen. Det er også kendt, at der indenfor en art kan være forskel på modstandsdygtighed mellem forskellige geografiske lokaliteter (økotyper). Ligesom arten muterer frem mod sunde typer, der kan overleve angreb af skadevoldere, vil også skadevolderne mutere for hele tiden at kunne angribe værtsplanterne. Det er den naturlige konkurrence i naturen.

Et andet moment i denne konkurrence er planternes klimatolerance. Planter, der er svækket af klimaskader, angribes lettere af skadevoldere, og det er derfor meget afgørende, at der anvendes klimastærke planter. Planter, der f.eks. vinterskades, vil have åben sår, hvor sygdommene let kan angribe. Mange dyrkede planter kommer ofte fra andre lande og klimaregioner end de danske. Modstandsdygtighed (resistens) mod bakterie- og svampesygdomme er almindelig kendt indenfor mange af de plantearter, der dyrkes i planteskoler, især for blad- og grensygdomme, medens modstandsdygtighed mod rodsygdomme, som rodråd (Phytophthora) slet ikke er udforsket. Resistens mod skadedyr er kun undersøgt for få betydningsfulde arter.

Med baggrund i de foran beskrevne forhold, er det afgørende at vælge planter til dyrkning, der er klimastærke og besiddende en høj grad af resistens.

Der foregår konstant et arbejde for at sikre et sundt materiale, men som foran nævnt er der behov for en styrket indsats på den grundlæggende og strategiske forskning, såfremt et sundt materiale skal sikres. Vi må også være opmærksomme på, at det materiale, der er resistent i f.eks. USA og Holland, ikke behøver at være det under danske klimaforhold. Det arbejde, der gøres i Danmark på området, foregår indenfor forskellige programmer.

Læplanter og andre planter til det åbne land: Der anvendes her hovedsageligt arter, der er hjemmehørende i Danmark, og de frøformeres for det meste. Der foregår kåring og udpegning af klimastærke, sunde frøkilder, væsentligst danske. Sideløbende sker der en selektion af særligt positive planter, og med disse som basis etableres en erhvervsmæssig frøavl.

Skovplanter: I henhold til EU regler må der kun anvendes kårede frøkilder, hvilket dog ikke sikrer sunde, klimastærke planter, idet f.eks. en italiensk frøkilde godt må anvendes i Danmark. Derfor bør der, foruden kåringen, ske en testning og afprøvning for klimatolerance, for at sikre klimastærke, sunde planter i Danmark. Indenfor skovbrug anvendes ofte udenlandske arter og frøkilder.

Frugt- og bærplanter: Planteskolebranchen har stor interesse i at anvende sundt materiale både under formering og produktion, og ved salg til private haver og erhvervsmæssig avl. Der væsentligste indsats er rettet mod den erhvervsmæssige dyrkning og er beskrevet i rapporten ”frugtavl”.

Hæk- og bunddækkeplanter: Anvendes såvel i haver, som i anlæg og parker til bestemte funktioner, og det er her afgørende at der vælges klimastærke, sunde planter, idet sygdomsbekæmpelse under disse anvendelsesforhold vil være både besværligt, dyrt og miljømæssigt uacceptabelt. Der findes et selektionsprogram i offentligt regi, med henblik på at fremme brugen af sunde planter, der kan opnå Dafo^® status (et varemærke registreret af Danmarks JordbrugsForskning). Der er behov for en offentlig basal forskning for at vedligeholde fagområdet.

Prydplanter til friland – have og parker: Det væsentligste arbejde med udvikling og forbedring foregår på området i privat regi eller i offentlig regi, privat finansieret. Også disse planter kan opnå Dafo^® status. Der anvendes metoder, som almindelig udvælgelse og mere specifik selektion på basis af nyt indsamlet materiale fra naturen. På en række områder vil et forædlingsarbejde være en stor fordel for at opnå sunde planter, f.eks. ved at indkrydse resistens fra sunde planter, jf ovenfor.


Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 16‘‘

Litteratur
Brander, P.E., 1997. Nye haveplanter på vej til Dafo benævnelse. Gartner Tidende 113(10), 12. 1997 E.
Brander, P.E., 1997. Produktudvikling af haveplanter. Gartner Tidende 113(5), 12-13. 1997 E.
Brander, P.E. et al. (redaktionsudvalg), 1997. Havens Planteleksikon - Træer og buske, 2. reviderede udgave, Det Danske Haveselskab. Bind I og II.
Brander, P.E. & Johansen, I.E., 1998. Ulmus - elm. Arter, hybrider og sorter angivet med modstandsdygtighed mod elmesyge. Dansk Dendrologisk Forenings Årsskrift 1997. Bind XV, 4-8.

3.7 Sprøjteteknik og integrerede systemer i planteskoler

Konklusion
Det vurderes, at der er muligheder med hensyn til at reducere anvendelsen af pesticider ved at udvikle PC-planteværnssystem til specifikke forhold i plante-skolerne, men at der forestår et udviklingsarbejde til det specifikke formål. Båndsprøjtning vurderes at have et potentiale i kulturerne på stor rækkeafstand i sammenhæng med udviklingen af styringsteknik, og metodens udbredelse vil afhænge af økonomiske og praktiske forhold. Positionsbestemt sprøjtning vurderes kun at have et potentiale på store arealer af samme kultur.

3.7.1 Reduktionsmuligheder på kort sigt

Såede kulturer.
I såede afgrøder anvendes fra start traditionel bredsprøjtningsteknologi. De muligheder, der er for reduceret anvendelse af pesticider, er principielt de samme, som er udviklet og stadig videreudvikles i de store landbrugsafgrøder. Der er dels mulighed for reduktion af den anvendte dosering, såfremt behandling udføres under forhold, der fremmer virkning af det anvendte middel. Rækkeafstanden er så beskeden, at det er yderst tvivlsomt, om der kan opnås pesticidbesparelse ved båndsprøjtning. Mulighederne for at reducere dosis er betinget af, at der:

• Fremskaffes dokumentation på artsniveau af doseringsspecifik effekt af enkeltpesticid.
• Vælges pesticid, som er effektivt over for skadegøreren .
• Vælges behandling tilpasset kulturudvikling.
• Behandles på det udviklingsstadium, hvor skadegøreren er mest følsom for bekæmpelse.
• Behandles under klimaforhold, som er optimale for virkning af det pågældende pesticid.
• Dosering tilpasses efter angrebsniveau.
• Vælges sorter og dyrkningsteknik, som begrænser skadegørerens udvikling (konkurrenceevne, resistens).

PC-Planteværn programmet har vist sig at være et velegnet redskab til at håndtere viden om disse sammenhænge, og til at vejlede om valg af pesticid og dosering ud fra kendskab til skadegører, dennes udvikling m.m. I de afgrøder, og for de skadegørere, som er omfattet af PC-Planteværns modeller har det vist sig at være et meget effektivt redskab til at reducere pesticidanvendelsen (Rydahl, 2000). Udvikling af modeller for planteskoleplanter forudsætter et forsøgsarbejde, der kan belyse de væsentligste sammenhænge af betydning for udvikling og bekæmpelse af skadegørere.

Rækkedyrkede kulturer – priklebede.
Udvikling af koncepter til sprøjtning af (også svært gennemtrængelige) afgrøder med formål at afsætte henholdsvis mindste og maksimale mængder sprøjtemiddel på kulturplanterne er et ubelyst område, der formentlig både kan reducere pesticidforbruget og åbne nye anvendelsesmuligheder.

Mulighederne for at differentiere doseringen efter skadegører m.m., er de samme som nævnt under såede kulturer.

Rækkedyrkede kulturer med stor rækkeafstand.
I rækkedyrkede kulturer med rækkeafstand på over 40 cm, foretages plantebeskyttelse ofte som bredsprøjtning. Ved at anvende båndsprøjtning og radrensning skønnes det, at det vil være muligt at reducere herbicidforbruget med 50-80% på kort sigt. Dette forudsætter, at de nyudviklede automatiske styringssystemer tilpasses, så de kan anvendes til styring af båndsprøjter, og at båndsprøjtningsteknikken optimeres. Rentabiliteten er afhængig af om pesticidbesparelsen kan betale for den ekstra arbejds- og maskinindsats,og dette afhænger af systemets kapacitet. En tilstrækkelig kapacitet kan opnås på to måder:

• Båndsprøjtning og radrensning i en arbejdsoperation. Båndsprøjtning og rad-rensning i en arbejdsgang forudsætter, at der udvikles systemer/metoder, som kan sikre, at effekten ved båndsprøjtning ikke påvirkes negativt af støv fra radrensningen.
• Båndsprøjtning og radrensning i separate operationer med stor arbejdsbredde. Ved båndsprøjtning/radrensning med stor arbejdsbredde vil arbejdsbredden overstige plantemaskinebredden og udvikling af sektionsopdelt styring vil være nødvendig for at kunne anvende små båndbredder.
  

Beregninger af Rasmussen (1995) viser, at investering i udstyr til båndsprøjtning/ radrensning kan være økonomisk fordelagtig ved arealstørrelser ned til ca. 10 ha under forudsætning af kemikalieudgifter på 1000 kr/ha ved bredsprøjtning. Ved anvendelse af maskinstationpriser (Anon. 2000), samt under forudsætning af båndsprøjtning med 20 cm båndbredde i kulturer på 50 cm rækkeafstand vil balancepunktet mellem de 2 metoder ligge ved en kemikaliepris på 500 kr/ha ved bredsprøjtning. Kan båndsprøjtning gennemføres med 10 cm båndbredde i en kultur på 50 cm rækkeafstand ligger balancepunktet ved ca. 400 kr/ha i kemikalie-udgidt ved bredsprøjtning.

Båndsprøjtning skønnes ligeledes at kunne reducere anvendelsen af fungicider og insekticider i rækkedyrkede kulturer.

Båndsprøjtningsudstyr kan ret enkelt skærmes, så afdrift ved sprøjtningen reduceres meget væsentligt (Jensen & Spliid, 1998). Ud over at reducere tabet til omgivelserne har afskærmning en anden væsentlig funktion, at skåne markpersonalet for unødig kontakt med nyligt udbragte pesticider. Det er ikke dokumenteret om afskærmningen af båndsprøjtningsudstyr har indflydelse på effekten af de anvendte midler.

Dysevalget har også stor betydning for afdriften ved såvel bred- som båndsprøjt-ning. Ved anvendelse af grovtforstøvende luftinjektionsdyser reduceres afdriften i forhold til traditionelle fladsprededyser med ca. 90%. En så stor reduktion er i samme størrelsesorden, som det der opnås ved afskærmning af traditionelle fladsprededyser. Hvor afskærmning ikke forventes at have negativ effekt på den biologiske effekt af de udsprøjtede midler, er der konstateret en meget markant effektnedgang, når luftinjektionsdyserne anvendes til visse krævende sprøjtninger i landbrugsafgrøder (Jensen, 1999). Der er således konstateret en meget markant effektreduktion ved ukrudtsbekæmpelse i korn og roer med bladvirkende herbicider anvendt på småt ukrudt.

Luftinjektionsdyser bør derfor afprøves effektmæssigt til nogle repræsentative planteværnsopgaver i repræsentative afgrøder, før de anbefales anvendt.

En anden mulighed for reduktion ved bredsprøjtning er positionsbestemt plantebeskyttelse, hvor pesticidvalg og dosering gradueres på arealet efter forekomst af skadegører. Dette koncept er ligeledes under udvikling i de store landbrugsafgrøder (Christensen, 2000), hvorfra teknikker til monitering af skadegørere, samt til gennemførelse af den graduerede behandling, kan overføres. Udvikling af modeller for planteskolekulturer forudsætter et forsøgsarbejde, der kan belyse de væsentligste sammenhænge af betydning for udvikling og bekæmpelse af skadegørere. Anvendelse af gradueret plantebeskyttelse har størst potentiale for afgrøder, der dyrkes på store arealer, hvor sandsynligheden for varierende forekomst af skadegørere er mest sandsynlig. For planteskoleplanter, der dyrkes på relativt små arealer, vil det derfor oftest være en for stor investering i forhold til udbyttet. Ved udplantning af gran til juletræer, vil metoden derimod have et betydeligt potentiale, der bør undersøges i takt med den tekniske udviklingen. Sædvanligvis vil juletræsplantninger kun blive betragtet som planteskole i etableringsfasen, medens slutfasen betegnes som skovbrug, men uanset er pesticidbesparelsespotentialet betydeligt.

3.7.2 Reduktionsmuligheder på længere sigt

En anden fremtidig mulighed for ukrudtsbekæmpelse i rækkedyrkede afgrøder er at kombinere mekanisk bekæmpelse med punktsprøjtning af ukrudt i rækkerne, hvor hver enkelt ukrudtsplante behandles separat. Punktsprøjtning kræver dels en metode til lokalisering af afgrøde- og ukrudtsplanter, og dels en præcis sprøjte- og styreteknik. Den seneste udvikling indenfor computervision, samt en prototype på en punktsprøjte udviklet ved University of California i Davis (Giles, 1997), åbner nye muligheder for at lave forsøg med punktsprøjtning. Med det system, der er udviklet i USA, er det muligt at køre med hastigheder på op til 3 km/t og lokalisere ukrudt i afgrøderækkerne. Fordelene ved punktsprøjtning er foruden et reduceret forbrug af herbicider, at eksponeringen af jordoverfladen minimeres, og at restindholdet af herbicider i afgrøden vil være minimal, da der ikke sker nogen direkte eksponering af afgrøden. Både traditionel sprøjtning og båndsprøjtning kræver selektive herbicider, dvs. afgrøden skal være i stand til at inaktivere herbicidet. Ved punktsprøjtning er der tale om en fysisk selektivitet, da afgrøden ikke behandles/ behandles meget lidt, hvilket giver mulighed for at vælge mellem et større antal herbicider.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 17. Oversigt over metoder til reduktion af pesticidforbrug ved sprøjteteknik i planteskolekulturer.‘‘

Litteratur:
Anon. 2000. Oversigt over Landsforsøgene 2000, s. 275.
Christensen S, Walter AM, Jørgensen MH 2000. Viden og teknologi til positionsbestemt ukrudtsbekæmpelse. 17. Danske Planteværnskonference, DJF Rapport nr 24, 15-24.
Giles DK & Slaughter DC 1997. Precision band spraying with machine-vision guidance and adjustable yaw nozzles. Transactions of the ASAE, 40, 29-36.
Jensen PK 1999 Effekt af nye dysetyper. 2. Markforsøg. 16. Danske Planteværnskonference - Ukrudt, DJF Rapport nr 9, 137-146.
Jensen PK & Spliid NH 1998. Afdrift fra sprøjteudstyr til svampebekæmpelse i jordbær. Effekt af afskærmet jordbærbom og ledsageluft til alm. marksprøjte. 15. Danske Planteværnskonference - Ukrudt, DJF Rapport nr 3, 229-238.
Rasmussen, J. 1995. Penge i radrensning og båndsprøjtning. Landsbladet Mark, 4, 20-23.
Rydahl P 2000. PC-Planteværn – faktorer i ukrudtsbekæmpelsen, som påvirker behandlingsindeks. 17. Danske Planteværnskonference, DJF Rapport nr 24, 77-86.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |