Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter. Bilagsrapport

Indledning

I denne årsrapport sammenfattes det arbejde som blev udført i 2001 i regi af projektet under Miljøstyrelsens Pesticidforskningsprogram: Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter.

Projektet blev igangsat 1. marts 2001, men som følge af, at flere af projektdeltagerne var engageret i udredningsarbejde for Wilhjelmudvalget i perioden maj-juli, blev der foretaget en justering af tidsplanen. Dette betød, at igangsættelsen af projektets empiriske del blev udskudt til 2002. Derfor vedrører denne årsrapport alene arbejdet udført under projektets del 1 omfattende: a) Metoder til værdisætning og relevante anvendelsesområder og b) Pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter, medens gennemførslen af del 2: Værdisætning anvendt i praksis følger i 2002.

Indholdet i denne årsrapport fokuseres således på mulighederne for at gennemføre danske værdisætningsstudier på pesticidområdet, idet der er foretaget en afgrænsning til natur- og miljøeffekterne. Dette omfatter en gennemgang af det naturvidenskabelige grundlag for beskrivelse af årsags-virkningssammenhænge, som værdisætningsstudier på pesticidområdet kunne baseres på, hvilke internationale værdisætningsstudier der er gennemført, samt hvilke metoder og hvilke effekter, der kunne tænkes inddraget i danske studier på området.

Årsrapporten indledes med en kort sammenfatning af de foreløbige resultater og konklusioner som leder frem til en diskussion af mulighederne for gennemførsel af danske værdisætningsstudier på pesticidområdet. Herefter præsenteres arbejdet fra de naturvidenskabelige undersøgelser: Litteraturreview vedr. naturvidenskabelige studier af effekterne ved ændret pesticidanvendelse udført af Christian Andreasen og Ninna Kjær-Pedersen efterfulgt af arbejdet vedr. Grundlaget for økonomisk værdisætning og hidtidige erfaringer, der er udarbejdet af Henrik Vetter, Jesper S. Schou og Berit Hasler. De øvrige projektdeltagere har bidraget ved diskussion af analyserne. Det skal bemærkes at arbejdet vedr. mulighederne for benefit transfer, ikke er medtaget i årsrapporten, idet færdiggørelsen af arbejdet er rykket til 2002 som følge af revisionen af tidsplanen.