| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter. Bilagsrapport

Del 1. Litteraturreview vedr. naturvidenskabelige studier af effekterne ved ændret pesticidanvendelse

Effekter af pesticider og pesticidophør på den vilde flora

Ændringer i forekomst og udbredelse af floraen i agerlandskabet

I Danmark er omfattende analyser af ukrudtets forekomst i sædskiftemarker lavet i 1967-70 (466 marker) og 1987-1989 (357 marker). Undersøgelserne viste, at artsdiversiteten per 0.1 m² i gennemsnit var faldet med 60% i alle afgrødetyper i løbet af de 20 år, der var gået mellem markanalyserne (se tabel 1). Det viste sig at være de samme ukrudtsarter der dominerede i både 1967-70 og 1987-1989, men frekvensen af de fleste arter var faldet betydeligt. Frekvensen af flere af de almindeligste arter var faldet med 50% eller mere i alle afgrødetyper. De arter, som var gået mest tilbage, var: Rød Arve (Anagallis arvensis), Almindelig Markarve (Arenaria serpyllifolia ), Almindelig Hønsetarm (Cerastium caespitosum), Burre-Snerre (Galium aparine), Glat Vejbred (Plantago major) og Nat-Limurt (Silene noctiflora)(Andreasen et al. 1996).

Tabel 1
Det gennemsnitlige antal arter observeret i én Raunkiær cirkel (0,1 m²) fordelt på forskellige afgrøder i 1967-70 og 1987-89.
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 1‘‘
Standard afvigelse er angivet i parentes. I alt 67 arter indgik i undersøgelsen (Andreasen et al. 1996).

Jensen og Kjellsson (1995) har undersøgt frøpuljen i 37 danske sædskiftemarker i henholdsvis 1964 og 1989 og fandt, at det gennemsnitlige antal arter i prøverne var faldet fra 12 til 5 arter per mark i løbet af 25 år (1964-1989) (Jensen and Kjellsson 1995). Årsagerne til ændringerne af ukrudtsfloraen forklares oftest med den generelle intensivering af landbrugets dyrkningsmetoder, herunder den intensive brug af pesticider i samme periode (Hald 1999). Nedgangen i antal arter i frøpuljen i Danmark kan dog ikke alene tilskrives brugen af herbicider, da effekten af ændringer i sædskifte, jordbehandling og gødningsniveau ikke kan adskilles herfra (Jensen and Kjellsson 1995;Kjellsson and Madsen 1998a;Kje llsson and Madsen 1998b).

En kraftig nedgang i både artsdiversitet og individtæthed af ukrudtsplanter gennem de seneste 30-50 år er også dokumenteret i andre nord- og østeuropæiske lande (Fryer and Chancellor 1970;Fogelfors 1989;Albrecht 1995) (Hilbig and Bachtaler 1992);(Toth et al. 1997). I eksempelvis Tyskland anses 11% af ukrudtsarterne for at være forsvundet fra agerlandet i perioden fra 1960’erne til midt 80’erne. Omkring 30% af ukrudtsarterne anses nu for at være sjældne (Born 1987).

I et nyere review fra 1999 (Wilson et al. 1999) er de hidtil dokumenterede tendenser over ændringer i populationer af ukrudtsarter i agerlandet og andre tilstødende habitater over de sidste 50 år, opsummeret. De angivne tendenser bygger på relativt få undersøgelser, inklusiv den danske, fra det tempererede Europa (Grime et al. 1979;Andreasen et al. 1996;Campbell et al. 1997;Toth et al. 1997;Don 1997). Blandt græsarterne, fandt man i et flertal af undersøgelserne en fremgang for Enårig Rapgræs (Poa annua) og en tilbagegang for arter af Svingel (Festuca spp.), sidstnævnte på naboarealer til dyrkede marker. Blandt de tokimbladede var de tre almindeligste arter af Pileurt (Polygonum aviculare, P. convolvulus, P. persicaria), Butbladet Skræppe (Rumex obtusifolius), Svine-Mælde (Atriplex patula) og Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) gået tilbage. Det samme gælder for flere arter i Nellikefamilie n: Nat-Limurt (Silene noctiflora), Almindelig Spergel (Spergula arvensis) og Almindelig Hønsetarm (Cerastium caespitosum). Blandt kurveblomsterne var den tydeligste tilbagegang sket for Alm. Brandbæger (Senecio vulgaris). Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris) var gået tilbage blandt de korsblomstrede, mens der ingen tydelige tendenser var hos de ærteblomstrede. I Læbeblomstfamilien var både Liden og Rød Tvetand (Lamium amplexicaule, L. purpureum) gået tilbage. Af ranunkler er Ager-Ranunkel (Ranunculus arvensis) gået tilbage. Endelig er der fundet tilbagegang hos populationer af arterne Mark-Forglemmigej (Myosotis arvensis), Ager-Stedmoderblomst (Viola arvensis) og Liden Nælde (Urtica urens).

Lignende tendenser til tilbagegang for flere arter er observeret for den vilde flora, der fortrinsvis vokser i markers randzoner. Hollandske undersøgelser af sandede marker fra 1993 har blandt andet vist, at ukrudtsarter, der var almindelige i midten af 50’erne, som Vindaks (Apera spica-venti), Enårig Guldaks (Antoxanthum aristatum) og Kornblomst (Centaurea cyanus) var gået væsentligt tilbage i 1993. Flere arter, der havde lav frekvens i 50’erne, blev slet ikke fundet i randzonerne i 1993, blandt andet Korn-Valmue (Papaver rhoeas), Enårig Knavel (Schleranthus annuus), Almindelig Markarve (Arenaria serpyllifolia ), Ærenpris (Veronica spp.) og Flyve-Havre (Avena fatua). Flere ukrudtsarter regnes nu for værdifulde i Holland, blandt andet Valmuer (Papaver spp.), Kornblomst (Centaurea cyanus) og Engkarse (Cardamine pratensis) (Joenje and Kleijn 1994). I undersøgelsen fra 1993 havde markens randzoner ikke været sprøjtet eller gødsket de sidste et eller to år inden undersøgelsen.

I Sverige har man også fundet at Kornblomst (Centaurea cyanus), som er særligt følsom overfor visse herbicider, blandt andet er gået stærkt tilbage i agerlandskabet. Forbedrede frørensningsteknikker har dog også en betydning for artens tilbagegang (Svensson and Wigren 1986). Andre arter som Alm. Hanekro (Galeopsis tetrahit), Alm. Fuglegræs (Stellariea media )*, Alm. Kvik (Elymus repens)*, Rødknæ (Rumex acetosella )*, Hvid Okseøje (Crysantemumleucanthemum) og Almindelig Spergel (Spergula arvensis)* har vist sig at være mindre følsomme overfor en række almindelige herbicider, eksempelvis det meget anvendte stof MCPA (Thomas et al. 1994), som tidligere også har været meget anvendt i Danmark. Arter markeret med * er dog alligevel gået væsentlig t tilbage i eksempelvis Danmark (Andreasen et al. 1996).

Da ikke bare arealerne i omdrift, men også naboarealerne bliver påvirket af driftsformen, er der sideløbende med nedgangen i floradiversitet i marken også sket en forringelse af diversiteten i naboarealerne, såsom markskel, hegn og vejkanter. I ovennævnte hollandske undersøgelse af 19 marker og 19 tilstødende markskel i 1993 blev det analyseret hvor mange arter, der havde deres foretrukne voksested i markens randzone eller i skel. Kun 13 arter var begrænset til kun at vokse i skel, mens 20 arter kun voksede i randzonen. Andre 22 arter voksede oftest i skel, men blev også fundet regelmæssigt i randzonen. 37 arter havde deres primære voksested i randzonen, men kunne også regelmæssigt findes i skel. Yderligere 40 arter voksede ligeså ofte i randzonen, som i skellene. Således er der i dag et stort antal fælles arter og ændringer i den ene habitat vil sandsynligvis have indflydelse på den tilstødende habitat. Hvordan fordelingen af floraen mellem randzone og skel har været tidligere vides ikke (Joenje and Kleijn 1994).

Effekter af herbicider på ikke-målgruppearter

Engelske analyser har påvist at nogle herbicider er mere skadelige end andre på ikke-målgruppe arter. Blandt de mere skadelige anføres MCPA og 2,4 D, mens MCPB, clopyralid, asulam, fluroxypur og methabenzthiazuron regnes for mindre skadelige på vilde planter (Pywell 1996). 10 ud af 13 vilde planter i deres undersøgelse blev påvirket af herbicider, hvoraf Hvid Okseøje, (Leucanthemum vulgare), Alm. Røllike (Achillea millefolium) og Alm. Brunelle (Prunella vulgaris) var de mest sårbare blandt de undersøgte arter. I Danmark er MCPA blandt andet anerkendt til bekæmpelse af tidsler og mælkebøtter i kornmarker, mens 2,4 D må anvendes i frøgræs, på enge og andre etablerede græsarealer mod tokimbladet ukrudt. De andre herbicider på nær asulam er ligeledes godkendte i Danmark (Jensen et al. 2001b).

Hele artssammensætningen af plantesamfund i eksempelvis vejkanter har også vist sig at være sårbar overfor anvendelsen af herbicider i selve vejkanten. I løbet af en 30 års periode med sprøjtning med maleic hydrazid og 2,4 D i engelske vejkanter ændredes artssammensætningen sig i retning mod at være 90% domineret af græsser, specielt Rød Svingel (Festuca rubra), mens tokimbladede arter gradvis forsvandt (Parr and Way 1984;Willis 1988). Maleic hydrazid er ikke godkendt i Danmark (Jensen et al. 2001b).

Positive effekter ved sprøjtebehandling på et senere tidspunkt af sommeren end sædvanlig praksis.

Det er muligt at bekæmpe ukrudtet i marker med gensplejsede glyphosat-tolerante foderroer på et senere tidspunkt end i maj, da glyphosat bekæmper ukrudtet effektivt, også når det er på et senere udviklingsstadium. Ved vegetationsanalyser i juni fandt (Elmegaard and Pedersen M.B. 2001) en højere biodiversitet af ukrudt og leddyr i marker med glyphosat-tolerante foderroer end i marker, hvor de traditionelle roer blev dyrket. Den højere biodiversitet i juni er af særlig betydning for agerlandets fugle, der ofte har svært ved at finde føde i den nævnte periode. Ved nedsat dosis (50%) glyphosat i forhold til den anbefalede mængde, øgedes både tætheden og størrelsen af de enkelte ukrudtsarter uden udbyttetab af betydning. Insekticidsprøjtning bør dog så vidt muligt undgås for at den øgede fødemængde i de glyphosat-tolerante foderroer kan gavne de efterfølgende led i fødekæden, såsom fugle, optimalt.

Effekter af afdrift af herbicider på nabobiotoper til marker i omdrift

Afdrift fra sprøjtning med pesticider udenfor de påtænkte arealer er i Canada estimeret til 1-10% af, hvad der sprøjtes med indenfor en radius af 10m fra, hvor der sprøjtes (Boutin and Jobin 1998a).

For at beskytte den flerårige vegetation i skel og andre småbiotoper skal der mindst være en herbicidfri bufferzone på 6-10 m mellem mark og nabobiotop og ca. 20 m, hvis frøplanter skal kunne etablere sig (Marrs et al. 1992); (Marrs et al. 1993). Disse anbefalinger beror blandt andet på resultater af sprøjteforsøg med glyphosat på henholdsvis etablerede flerårige planter (15 arter), som optræder på halvkulturarealer, og på frøplanter af Trævlekrone (Lychnis floc-cuculi). I forsøgene blev der sprøjtet med anbefalet markdosis og planter blev placeret i potter med varierende afstand (0, 5, 10, 12, 14, 16, 18, 20, 25, 30, 35 og 40 m) fra sprøjtezonen. Flere engelske undersøgelser har vist, at hovedparten af planter med herbicidskader på naboarealer voksede 0-5 m fra marken (Davis et al. 1993;Davis et al. 1994); (Marrs et al. 1989;Marrs et al. 1993).

Effekter på floraen i hegn

I Canada er effekten af forskellige doseringer med herbicider på floraen i hegn og mindre skovparceller langs marker på tør bund undersøgt. Samtidig blev effekten af hyppighed af pløjning og grad af gødningsforbrug i marker på de udvalgte nabobiotoper undersøgt (Boutin and Jobin 1998b). Det er den første undersøgelse i Nordamerika, der analyserer effekter af landbruget på hjemmehørende arter af planter. 39 lokaliteter med dominans af løvfældende træer blev undersøgt i henholdsvis hegn og skovparceller. Der var ingen forskelle i artsantal og dækningsgrad i relation til driftsmetode, men vegetationssammensætningen varierede derimod betydeligt. Vegetationen i både hegn og skovparceller langs de mest intensivt opdyrkede arealer var karakteriseret af græsarter, énårige og toårige urter, som ofte forekommer som ukrudt (Alm. Kvik (Elytrigia repens), Ager-Padderok (Equisetum arvense), Setaria spp.) og/eller arter, der var introducerede. Derimod var vegetationssammensætningen i hegn og skovparceller langs mindre intensivt opdyrkede arealer af større lighed med den typiske bundflora i de omkringliggende løvskove. Tokimbladede og flerårige urter udgjorde en større andel af vegetationen i de sidstnævnte biotoper.

Undersøgelsen viste endvidere, at flere tokimbladede urter dominerede vegetationen i især skovparcellerne med øget afstand fra den dyrkede mark. Forfatterne mener derfor, at etablering af en mindre intensivt opdyrket bufferzone langs de undersøgte biotoper vil kunne fremme beskyttelsen af hjemmehørende vilde arter af planter i skovparceller og hegn. Da hegn og skovparceller i agerlandet fungerer som spredningskorridorer for planter, der vokser i eksempelvis skove, er det vigtigt at bevare muligheden for at disse hjemmehørende arter fortsat kan vokse i hegn og skovparceller i agerlandet (Boutin and Jobin 1998b). Den isolerede effekt af herbicider blev ikke undersøgt.

Effekter på floraen i markskel

I en nyere hollandsk undersøgelse af floraen i markskel langs sprøjtede marker, blev der ikke påvist nogle effekter på vegetationssammensætningen i skellene. 105 markskel med dominans af urter indgik i undersøgelsen. Derimod havde gødningmed kvælstof og fosfor, såvel som sædskifte, stor betydning for vegetationssammensætningen, forholdet mellem funktionelle grupper af planter (énårige, flerårige, tokimbladede og énkimbladede) og artsdiversiteten i skellene (Kleijn and Verbeek 2000).

I Holland er det sædvane at sprøjte markens randzoner intensivt, hvilket samtidig påvirker flora og fauna i de tilstødende markskel og grøfter via afdrift fra pesticider. Ved forsøg med etablering af 3 m sprøjtefrie randzoner, blev afdriften til disse småbiotoper reduceret med 95%. Desuden øgedes forekomsten, tætheden og diversiteten af ukrudtsfloraen i randzonerne (de Snoo 1999). I danske undersøgelser med sprøjtefrie randzoner er der fundet en svag tendens til flere arter i kantbiotoper langs usprøjtede end sprøjtede randzoner (Hald et al. 1994a).

Effekter på udyrkede arealer som følge af atmosfærisk nedfald

I Holland har man ved dosis-respons modelberegninger forsøgt at estimere hvor stor en andel af herbicidforbruget der fordamper til atmosfæren, og deres efterfølgende skader på de vilde planter, der vokser på udyrkede arealer (Klepper et al. 1998). De fandt at 5,5% af det hollandske herbicidforbrug per år (1,35 dosisækvivalenter) fordamper, hvilket svarer til at 2% af de vilde planter i den potentielt påvirkede naturlige vegetation påvirkes over deres toleranceværdi. Ifølge Miljøstyrelsen, er den hollandske dosisækvivalent sammenlignelig med en behandlingshyppighed på 1,65, som den var for herbicider i 1997 i Danmark (Bichel-udvalget 1999b).

Effekter ved brug af lavere dosis herbicid

Ændringer i ukrudtsfrøpuljen og tætheden af ukrudt efter 6 år med anvendelse af lavere dosis herbicid (som regel indtil 50% af fuld dosis) er undersøgt på 3 lokaliteter i England: Boxworth, Drayton og High Mowthorpe. I forsøgene indgik også to forskellige sædskifter, det ene med dominans af vinterafgrøder (standard) og det andet med dominans af forårsafgrøder (alternativ). Frøene blev samlet i 2,5 og 5 cm’s dybde (Jones et al. 1997a). Resultaterne var ikke konsistente med hensyn til effekter af sædskifte for de tre lokaliteter, men frøtætheden af tokimbladede urter var højere ved lavere herbiciddoser på alle lokaliteter. De tydeligste effekter ved lavere herbiciddosis blev fundet ved Boxworth, hvor ca. 23.000 frø/m² af tokimbladede urter blev fundet ved alternativt sædskifte. Ved fuld dosis var der kun ca. 1.000 frø/m² af de tokimbladede urter ved samme sædskifte. Plantetætheden var højere ved lavere herbiciddosis i begge sædskifter. Eksempelvis var der 7 planter/m² ved fuld herbiciddosis i standardsædskifte, mens der var 300 planter/m² ved lavere dosis og alternativt sædskifte. Artssammensætningen af især de tokimbladede urter viste sig også at være påvirket af både herbicidforbrug og sædskifte. Ved alternativt sædskifte var Rød Arve (Anagallis arvensis) mest almindelig. I begge sædskifter, var Alm. Fuglegræs (Stellaria media) mere almindelig ved reduceret herbiciddosis (Jones et al. 1997a).

I finske undersøgelser blev der ikke fundet ændringer i sammensætningen af floraen eller en højere tæthed af ukrudt efter 3 år med 30% lavere herbiciddosis af den anbefalede (Salonen 1993a). Almindelige ukrudtsarter som Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) og Hanekro (Galeopsis spp.) blev bekæmpet lige effektivt ved lavere dosis (Salonen 1993d).

Som i de finske undersøgelser, er en mindre entydig øgning i antallet af ukrudtsfrø ved lavere herbiciddosis fundet i engelske undersøgelser på ler- og siltholdigejorde. Frøbankstørrelsen øgedes kun signifikant på én af 3 forsøgsgårde i en periode på 5 år. På alle lokaliteter dominerede 4 arter, som tilsammen udgjorde 60% af frøene i frøbanken. Antallet af ukrudtsfrø per m² var størst i markens randzone (4 m) frem for mere centralt i marken (40m), og det var også fortrinsvis i randzonen at frøbankens størrelse øgedes. Da flertallet af arter voksede i både randzonen og mere centralt i marken, kan den større frøpulje i randzonen forklares ved forskelle i hvilke arter, der dominerede i de to habitater. Eksempelvis dominerede Skive-Kamille (Matricaria matricarioides) og Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris) i randzonen, mens 90% af frøene af Hundepersille (Aethusa cynapium) blev fundet 40m inde i marken (Jones et al. 1999).

Effekter ved nedsatte herbiciddoser eller ved ophør med sprøjtning på dyrkede arealer ved omlægning til økologisk eller integreret landbrug

En undersøgelse af 110 ha landbrugsjord i Tyskland viste, at ukrudtsfrøbanken øgedes markant ved omlægning fra konventionel til økologisk drift, men også ved omlægning til integreret landbrug (med kemisk bekæmpelse på grundlag af grænseværdier for ukrudt og med minimal jordbehandling). Tre år efter omlægningen var antallet af frø per m² steget fra 4050 til 17320 i de økologiske marker, og fra 3270 til 6480 frø på marker dyrket efter integreret praksis. På de økologiske marker forekom stigningen i antallet af frø i jorden fortrinsvis i kornmarker. På marker med integreret drift var øgningen i antallet af frø størst i markens randzone og i jorde med grovere tekstur. At der var flere arter på sandede jorde kan skyldes, at ukrudtsarterne på de mere sandede jorde er udprægede pionerarter, dvs. de sætter mange små frø. For begge typer af omlægning var den tidligere og nuværende dyrkningsmetode dog af langt større betydning end forskelle i de fysiske og kemiske jordbundsforhold (Albrecht and Sommer 1998).

På artsniveau, blev der i de økologiske marker fundet en højere frekvens af frø for 32 arter af i alt 49 fundne arter. Heriblandt var flere ukrudtsarter, der er svære at bekæmpe: Ager-Gåseurt (Anthemis arvensis), Vindaks (Ápera spica- venti), Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album), Alm. Kvik (Elymus repens), Burre-Snerre (Galium aparine), Vellugtende Kamille (Matricaria recutita ), Enårig Rapgræs (Poa annua), Butbladet Skræppe (Rumex obtusifolius), Almindelig Fuglegræs (Stellaria media) og Ager-Stedmoderblomst (Viola arvensis)). Hovedårsagen til den øgede forekomst af disse arter angives at være en følge af den manglende brug af herbicider på de økologiske marker. Forekomsten af andre ukrudtsarter: Vorte-Birk (Betula pendula), Ager-Tidsel (Circium arvense), Dueurt (Epilobium spp.), Almindelig Svinemælk (Sonchus oleraceus) og Fandens Mælkebøtte (Taraxacum officinale) øgedes også, sandsynligvis som følge af, at der var flere udyrkede nabobiotoper og brakarealer omkring de økologiske marker. Endelig blev der fundet to arter som er sjældne og anført på den nationale rødliste i Tyskland, hvoraf den ene art, Musehale (Myosurus minimus) findes i Danmark (Albrecht and Sommer 1998).

I Skotland er effekten af sædskifte med kløvergræs ved omlægning til økologisk drift undersøgt for at vurdere, om det nedsætter øgningen i ukrudtstætheden og frøpuljen ved omlægning fra konventionel drift (Davies and Christal 1997). Sædskifte med kløvergræs i mere end to år viste sig at nedsætte opformeringen af ukrudt i markerne efter omlægning. Især mængden af frø af Vej-Pileurt (Polygonum aviculare), Ager-Svinemælk (Sonchus arvensis), Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) og Fuglegræs (Stellaria media) mindskedes. I bådesædskifter med og uden kløvergræs øgedes antallet af ukrudtsarter ikke ved omlægningen til økologisk drift.

Forskelle i ukrudtsvegetationen i konventionelle og økologiske marker

Botaniske analyser af danske kornmarker i 1987 og 1988 viste, at de økologiske marker havde både højere artsdiversitet, plantetæthed og biomasse af vilde planter end de konventionelle marker. Det gennemsnitlige antal arter per 2 m² var dobbelt så højt på de økologiske marker (sommer) som på de konventionelle marker før sprøjtebehandling (forår). Efter sprøjtning faldt artsantallet på de konventionelle marker med en tredjedel til 11 arter. Biomassen af vilde planter var 5 gange højere på de økologiske marker. Forskellene i plantetæthed var endnu større. Hvor 50% af de økologiske marker havde mindre end eller 400 planter per m², var der på 50% af de konventionelle marker kun 50 planter per m² eller derunder (Hald 1999).

De største forskelle i artsdiversitet, individtæthed og biomasse af ukrudt mellem de to dyrkningssystemer blev fundet centralt i marken (>6 m fra kanten), mens forskellene var mindre i markens randzone (<6 m fra kanten). Dette kan forklares ved forskelle i fordelingen af ukrudt mellem randzone og midtmark i de konventionelle marker, som er mindre udpræget i de økologiske marker. I de konventionelle marker var der 94 planter per m² centralt i marken, mens der var 143 planter per m² i markens randzone. En anden væsentlig forskel mellem de to dyrkningssystemer viste sig at være den langt større variation i sammensætningen af arter mellem de konventionelle marker end mellem de økologiske marker (Hald 1999).

I samme undersøgelse blev de fundne ukrudtsarter inddelt i funktionelle grupper efter, hvorvidt de spises af herbivorer blandt leddyr og/eller i hvilken højde de blomstrer , dvs. graden af synlighed for flyvende insekter. 73 arter blev registreret som blomstrende, excl. græsser, hvoraf 45% af arterne blomstrede i en højde over 25 cm. 11 arter tilhørende slægten Urtica eller familierne Asteraceae, Brassicaceae, Fabaceae og Polygonaceae var blandt de mest foretrukne for leddyrene. Disse arter udgjorde 31% af arterne af tokimbladede urter. Tætheden af planter af begge funktionelle grupper var højest i de økologiske marker. Den højere artsdiversitet af flora og tilhørende fauna på de økologiske marker vil derfor også være synlig for beskueren og dermed af højere værdi. En udbyttereduktion på 25% ved økologisk dyrkning af kornmarker er dog forventelig (Hald 1999). Intervie ws af økologiske landmænd i England viste at 60% ikke mente, at de kunne magte en udbyttereduktion på 10% forårsaget af ukrudt og/eller skadedyr (Peacock and Norton 1990).

Forskelle på ukrudtsfloraen i randzonen (3 m fra markkanten) af henholdsvis konventionelle og økologiske vinterhvedemarker har også været undersøgt i England (Moreby et al. 1994). Her var både dækningen og artsdiversiteten af tokimbladede urter højest i randzonen af de økologiske marker. Den totale artsdiversitet per 0,25 m² var tre gange højere i de økologiske marker og afspejlede den højere diversitet af tokimbladede urter. Blandt de 8 almindeligste arter i begge dyrkningssystemer havde 7 arter signifikant højere dækning på de økologiske marker (Lugtløs Kamille (Tripleurospermum inodorum), Ærenpris (Veronica spp.), Ager-Stedmoderblomst (Viola arvensis), Alm. Fuglegræs (Stellaria media ), Rød Arve (Anagalis arvensis), Korn-Valmue (Papaver rhoeas), Burre-Snerre (Galium aparine) og Vej-Pileurt (Polygonum aviculare).

En højere artsdiversitet og individtæthed af ukrudtsplanter i markens randzone end mere centralt i marken er i lighed med ovennævnte resultater af (Hald 1999) og(Moreby et al. 1994) også fundet i andre engelske og tyske undersøgelser af konventionelle marker (Marshall 1989;van Elsen 1991;Wilson and Aebischer 1995).

I Finland er det især ukrudtsarterne Fuglegræs (Stellaria media), Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) og Tvetand spp. (Lamium spp.) der trives bedre og vokser med højere tæthed i de økologiske marker end i de konventionelle marker (Kauppila 1990). I Sverige er der i de økologiske marker fundet flere ukrudtsarter end i usprøjtede parceller af konventionelle marker. Der er blandt andet fundet flere af de mere sjældne arter og flere arter som er mindre nitrofile. Typiske arter var kornblomst (Centaurea cyanus) og Tofrøet Vikke (Vicia hirsuta) (Rydberg and Milberg 2000). Det kan dog være svært at forudsige, hvilken flora der findes i økologiske marker, da en stor variation i ukrudtssammensætningen er forventelig afhængig af sædskifte, grad af mekanisk bekæmpelse, gødningsform, hyppigheden af brak mv. (Rydberg and Milberg 2000).

Effekter af ophør med herbicidsprøjtning i marker

Ændringer i ukrudtsfloraen efter 4 år uden herbicidsprøjtning, men fortsat gødskning, blev observeret for en række arter i tyske marker (Otte 1990). Blandt andet øgedes dækningsgraden af Alm. Fuglegræs (Stellaria media), Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris), Storkronet Ærenpris (Veronica persica) og Vedbend-Ærenpris (Veronica hederifolia), Burre-Snerre (Galium aparine), Almindelig Spergel (Spergula arvensis), Mangefrøet Gåsefod (Chenopodium polyspermum), Liden Tvetand (Lamium amplexicaule) og Vår-Gæslingeblomst (Erophila verna). For en lang række andre almindelige arter blev ingen ændringer i dækningsgrad fundet. Dette kan måske forklares ved, at arterne udkonkurreres af kornafgrøderne.

Sprøjtefrie randzoner

Effekter af sprøjtefrie randzoner på vilde planter er undersøgt i 26 sædskiftemarker i Danmark i årene 1987-1992 (Hald et al. 1994). I forsøgsmarkerne blev floraen i usprøjtede og sprøjtede parceller sammenlignet i hver mark. Desuden blev kantbiotopernes flora langs markerne undersøgt. Forskelle i frøbankens størrelse mellem sprøjtede og usprøjtede parceller var ikke signifikant. Derimod var biomassen og tætheden af tokimbladede arter højest i de usprøjtede parceller. 6 af de 8 almindeligste tokimbladede ukrudtsarter var hyppigere i de usprøjtede parceller efter 3. forsøgsår: Stedmoderblomst spp., Mark-Forglemmigej (Myosotis arvensis), Ærenpris spp. (Veronica spp.), Alm. Fuglegræs (Stellaria media ), Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) og Tvetand spp. (Lamium spp.). Artstætheden øgedes moderat, men var ikke konstant højere i alle forsøgsår i de usprøjtede parceller. Blandt de flerårige arter, var især Ager-Tidsel (Cirsium arvense) og Grå Bynke (Artemisia vulgaris) talrigere i de usprøjtede parceller, mens Alm. Kvik (Elytrigia repens) var lige hyppige i sprøjtede og usprøjtede parceller. Af mere sjældne arter forekom Liden Torskemund (Chaenorhinum minus), Finbladet Vejsennep (Descurainia sophia ), Mangefrøet Gåsefod (Chenopodium polyspermum) og Musehale (Myosurus minimus) spredt i de usprøjtede parceller.

Kantbiotoperne langs de usprøjtede parceller havde gennemsnitligt en art mere per parcel end kantbiotoperne langs de sprøjtede parceller. Kun få arter fra kantbiotoperne voksede også i markens randzone. I gennemsnit voksede henholdsvis 3.4 og 4.0 arter både i kantbiotopen og i sprøjtede eller usprøjtede randzoner. De 11 arter der oftest var fælles for de to biotoper var: Snerle -Pileurt (Polygonum convolvolus), Alm. Kvik (Elytrigia repens), Alm. Fuglegræs (Stellaria media), Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album), Enårig Rapgræs (Poa annua), Mark-Forglemmigej (Myosotis arvensis), Haremad (Lapsana communis), Lugtløs Kamille (Matricaria inodorum), Grå Bynke (Artemisia vulgaris), Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris) og Burre-Snerre (Galium aparine).

Den gennemsnitlige udbyttereduktion i de sprøjtefrie randzoner var på 9-18%, når udgifter til sprøjtemidler er fratrukket (Hald et al. 1994a). I Holland er tilsvarende udbyttereduktioner på 11-13% fundet i sprøjtefrie randzoner i vinterhvede. Men i sukkerroer er der fundet udbyttereduktioner på ca. 30% i sprøjtefrie randzoner (de Snoo 1994).
Andre forsøg med sprøjtefrie randzoner (6 m) i Danmark blev etableret i 1988. Effekten af 4 forskellige afgrødetyper i en sprøjtefri randzone blev undersøgt på et areal, hvor der enten blev sået vårbyg, vårbyg med udlæg af kløvergræs, kløvergræs og brak (ingen afgrøde). Desuden blev effekter af normal, halv og ingen dosis kvælstof undersøgt. Afgrødetypen viste sig at have større indflydelse på artssammensætningen end mængden af kvælstof. De fleste plantearter og den højeste plantetæthed blev fundet i randzoner med kløvergræs eller brak. I den del af randzonen der lå brak, var ukrudtstætheden fordoblet og biomassen var ligeledes højest her. Alle behandlinger havde en vegetation med dominans af 13 arter, hvoraf de 7 arter var påvirket af afgrødetypen. Tætheden af Vellugtende Kamille (Chamomilla recucita ), Hvidmelet Gåsefod (Chenopodium album) og Mark-Forglemmigej (Myosotis arvensis) var højest i brakzonen. I vårbyg var tætheden af Hundepersille (Aethusa cynapium) og Flerfarvet/Storkronet Ærenpris (Veronica agrestis / persica) højest, mens Enårig Rapgræs (Poa annua) var mest almindelig i afgrøder uden kløvergræs. Derimod var der ingen forskelle i biomasse af ukrudt ved forskellige kvælstofindhold i jorden (Hald 1994).

Etablering af sprøjtefrie randzoner er kendt for at bidrage til en højere naturkvalitet i andre vesteuropæiske lande, blandt andet Tyskland og England. Eksempelvis er flere sjældne ukrudtsarter fundet i sprøjtefrie randzoner (Schumacher 1984;Wilson 1989); (Hodkinson 1997). Som i de danske undersøgelser har (Hodkinson 1997) og (Sotherton 1991) dog heller ikke fundet en ændring i artsdiversitet af betydning, men en større tæthed af tokimbladede arter. Andre har fundet både højere dækningsgrad og artsdiversitet af ukrudt (Moreby 1997); (Chiverton 1993;Chiverton 1994;Chiverton 1995). I England er det tilladt at bruge enkelte herbicider i randzonerne (Conservation Headlands), blandt andet glyphosat (Hodkinson 1997) , hvilket gør undersøgelserne svære at sammenligne med de danske. En af de væsentlige naturmæssige fordele ved sprøjtefrie randzoner er, at floraen i kantbiotoperne er mindre udsat for afdrift fra pesticider (Schumacher 1984;Cuthbertson 1988;Cuthbertson and Jepson 1988;Wilson 1989;Marrs et al. 1992;Hald et al. 1994a).

(Marshall and Birnie 1985a) har ved potteforsøg dokumenteret effekter af herbicider på vilde planter, der vokser i markens randzone (og dermed fordelen af sprøjtefrie randzoner for de vilde planter). De behandlede 31 tokimbladede urter fra 25 familier og 11 græsarter, med 6 forskellige herbicider, hvoraf de to midler (Ioxynil og bromoxynil, clopyralid) er anerkendte i Danmark i dag (Jensen et al. 2001b). Arterne blev rangordnet efter deres sårbarhed overfor de afprøvede herbicider. Blandt de mid ler der bruges i Danmark var følgende arter alvorligt skadede: Tornet Tidsel (Carduus acanthoides), Skarntyde (Conium maculatum), Storkronet Ærenpris (Veronica persica), Løgkarse (Alliaria peteolata ), Alm. Røllike (Achillea millefolium), Ager-Tidsel (Circium arvense), Hvid-Kløver (Trifolium repens), Tadder-Vikke (Vicia tetrasperma), Lancet-Vejbred (Plantago lanceolata ) og Hvid Okseøje (Leucanthemum vulgare). Dette var langt færre arter end for de andre midler, der blev afprøvet i forsøgene. Arter af eksempelvis skræppe, som har underjordiske oplagringsorganer, antages desuden bedre at kunneoverleve herbicidsprøjtning, såfremt midlet ikke translokeres rundt i hele planten (Marshall and Birnie 1985a).

Effekter ved omlægning til brakmark

Den flora der indfinder sig på brakarealer kan indikere, hvilke arter der har været holdt nede, mens arealerne har været under omdrift og sprøjtet, men som har overlevet i frøbanken. Mange arter kan dog også hurtigt indfinde sig via spredning fra nabobiotoper. Artsdiversiteten af floraen på brakarealer afhænger desuden meget af graden af forstyrrelse fra eksempelvis dyr. Undersøgelser af floraen på brakarealer har vist, at arealerne kan genskabe regenerations-nicher for ukrudt. Artsdiversiteten på arealerne fremmes, især hvis arealerne besøges af dyr som muldvarper, gnavere og vildsvin, som alle skaber heterogenitet og dermed flere typer af regenerations-nicher (Milton et al. 1997). Det er desuden muligt at en række sjældne arter koloniserer brakarealerne, som det eksempelvis er fundet i randzonen af et- og toårige brakmarker i England (Mogensen et al. 1997).

Opformering af ukrudt i afgrøder (raps og vinterhvede) sået efter et års braklægning blev ikke fundet i engelske forsøgsmarker. Dette resultat var uafhængig af braklægningsformen (naturlig regeneration eller udsåning af græs, kløver, sennep eller Honningurt (Phaselia). Men alle brakmarker blev slået for at hindre frøsætning (Cook and Clarke 1996). Der er dog forskellige regler for drift på brakarealerne i Europa og ukrudtsproblemer efter braklægning er blandt andet fundet i Danmark (Clarke et al. 1995;Cook and Clarke 1996).

Effekter af pesticider og pesticidophør på leddyr

Effekter på insekter, som er den største gruppe blandt leddyrene, og edderkopper og mider (Arachnida), er beskrevet i dette afsnit. Blandt disse grupper af leddyr er der både overjordiske og underjordiske dyr. I denne litteraturudredning er det fortrinsvis effekterne på den overjordiske fauna, der er beskrevet. Effekter på den overjordiske fauna er prioriteret, da den er mere synlig for beskueren og derfor antages at være nemmere at værdisætte for befolkningen. Effekter på insekter kan ikke vurderes under et, da der er mange forskellige grupper. I nedenstående er de overjordiske insekter opdelt i funktionelle grupper: generalist rovdyr, specialist rovdyr, bestøvere og fuglefødeemner. Desuden er effekter på et udvalg af taksonomiske hovedgrupper beskrevet, ofte under en eller flere af de funktionelle hovedgrupper: edderkopper (Araneae), næbmundede (Hemiptera) – herunder tæger (Heteroptera), biller (Coleoptera), årevingede (Hymenoptera), tovingede (Diptera) og sommerfugle (Lepidoptera). Information om andre hovedgrupper af insekter som trips (Thysanoptera) og mider (Acari) har været sparsom eller manglende og er ikke behandlet særskilt. Blandt de underjordiske insekter er springhaler (Collembola) beskrevet.

For alle insektgrupper er det især effekter på ikke-skadevoldende arter (non-target organismer) som er beskrevet, da effekter på skadedyr er tilsigtede. Beskrivelsen af effekter for de enkelte grupper er opdelt i henholdsvis de direkte effekter af insekticider fra eksempelvis kontakt eller fødeindtag og de indirekte effekter som følge af herbiciders eller fungiciders effekt på deres fødegrundlag af planter og/eller svampe. Til de indirekte effekter er også medtaget insekticiders effekt på rovdyrenes byttedyr eller værtsdyr. Få langtidseffekter på leddyrene er beskrevet i litteraturen, da undersøgelser af dyrenes populationsdynamik og spredning ikkebare i marker, men også i nabohabitater, deres genindvandringsratio fra nabohabitater mv. er meget omstændelige. Faktorer der er nødvendige for at vurdere langtidseffekter af pesticider er beskrevet af (Sunderland 1992). Et studie af langtidseffekter af insekticidsprøjtning i 7 marker er endvidere iværksat i England, men med stoffer som kun er tilladte i væksthuse i Danmark (Frampton and Cilgi 1992).

De funktionelle grupper af leddyr

Flere grupper af ikke-skadevoldende dyr blandt insekter lever af skadedyr og fungerer derfor som nyttedyr i agerlandet. Nogle grupper er rovdyr og lever af et bredt spektrum af andre insekter inklusiv skadedyr (generelle rovdyr), andre lever oftest af et eller på et skadedyr (specifikke rovdyr) og andre igen bestøver afgrøderne. Skadelige effekter af pesticider på disse grupper af nyttedyr vil have større eller mindre betydning for høstudbyttet på en bedrift. Hvis dyrene er tilstede, kan de specifikke rovdyr i nogle år holde bladluspopulationer nede på et niveau under den økonomiske skadetærskel (Jansen 2000b) og flere undersøgelser har dokumenteret generalist rovdyrenes betydning for at holde bladluspopulationer nede (Edwards and George 1981;Carter and Sotherton 1983;Esbjerg 1985b;Dennis and Wratten 1991); (Harwood et al. 2001b).

Til de generelle rovdyr hører løbebiller, rovbiller og edderkopper. De søger alle føde på jorden og nogle edderkopper fanger føde ved hjælp af net i vegetationen. Mange arter blandt generalist rovdyrene opholder sig i skjul om dagen i jordsprækker og under sten. Disse insekter rammes sjældent direkte af insekticidbehandling. Kontakt med insekticid kan dog opstå om natten, når dyrene bevæger sig rundt på sprøjtet plantemateriale. Gruppen af specifikke rovdyr, der lever oppe i afgrøden, hvor de skadedyr, der sprøjtes mod, lever, rammes derimod oftere direkte af pesticider. Derfor er mariehøns, svirrefluer, guldøjer og snyltehvepse, der er specialiserede til at leve af bladlus mere udsatte ved insekticidbehandlinger (Unal and Jepson 1991a;Bichel-udvalget 1999b); (Elmegaard 1998b).

Direkte effekter på bestøvere, særligt bier, forsøges undgået i Danmark gennem et forbud mod sprøjtning med farlige midler om dagen, hvor bierne trækker på afgrøder (Bichel-udvalget 1999b). Derfor er der ikke gennemgået litteratur fra udlandet om bier.

Effekter på fuglefødeemner er beskrevet delvist i nedenstående afsnit om leddyr, men også i afsnittet om effekter på fugle.

Ændringer i forekomst og udbredelse af leddyrfaunaen i agerlandskabet

Den generelle nedgang i diversitet og tæthed af leddyrfaunaen i agerlandet i Vesteuropa de seneste 30 år er velbeskrevet. Eksempelvis var individantallet af leddyr i konventionelt dyrkede marker halveret fra 1970-1990. Reduktionen var fortrinsvis sket blandt generalist rovdyr, mens der ikke blev fundet nedgange i bestanden af specifikke rovdyr, der prædaterer på bladlus. Forekomsten af snyltehvepse, som er parasitoider på bladlus var også reduceret signifikant (Aebischer 1991); (Aebischer and Potts 1990). Blandt de arter, der er foretrukne fødeemner for agerhøns, er der ligeledes observeret faldende populationsstørrelser siden 1960’erne (Potts 1986); (Sotherton et al. 1988). Relativt få undersøgelser af effekter af landbrugets driftsmetoder, såsom pesticidsprøjtning, på ikke-skadevoldende arter er dog lavet før midt 80’erne (Sotherton 1982).

Udover artens følsomhed overfor et givet pesticid afhænger graden af skadelige effekter af, hvor arten befinder sig i tid og rum, dvs. dens populationsbiologi (Elmegaard 1998b). Leddyr, der lever i afgrøden i en højde, hvor der sprøjtes mod skadedyr og som lægger æg og har puppe og larvestadier udenpå planter, vil være mere udsatte, end leddyr der lever på jorden, lægger æg og har puppe og larvestadier indeni planter eller i jorden (Nielsen et al. 1996;Elmegaard 1998b); (Norris and Kogan 2000). Leddyr, der er tilknyttet jordoverfladen og det øverste jordlag, vil dog kunne rammes af pesticider, der er bejdset på udsæd eller lagt ud som granulat (Elmegaard 1998b).

Graden af stedbundethed er en anden vigtig faktor. Derfor har ophør med sprøjtning ofte større effekt på insektlarver end på voksne insekter, da mange insekters larver er mere stedbundne end de voksne insekter (Hald et al. 1994a;Reddersen et al. 1998).

Yngletidspunktet og overvintringshabitaten er to andre væsentlige faktorer, der påvirker graden af skadelige effekter af insekticider på ikke-skadevoldende leddyr. Kraftigere effekter af sprøjtning er fundet på arter af Carabidae, der yngler i efteråret og overvintrer i marken, end på arter af Carabidae, der yngler i foråret eller om sommeren og overvintrer i markskel. Ovennævnte forsøg blev udført med et bredspektret pyrethroid, deltamethrin, i hvedemarker (Pullen et al. 1992). I Danmark er midlet kun godkendt til bekæmpelse i væksthuse, men andre bredspektrede pyrethroider er godkendt til bekæmpelse af skadedyr i korn (Jensen et al. 2001b).

For leddyr med høj sprednings- og reproduktionsevne kan det desuden være vanskeligt at påvise effekter af pesticider. Oftest udføres markforsøg hvor sprøjtede og usprøjtede marker ligger tæt. Herved ’fortyndes’ den kvantitative effekt af pesticider på dyrenes populationsbiologi, da leddyr fra de usprøjtede marker ofte invaderer de sprøjtede marker (Pullen et al. 1992). For biller har det vist sig, at de kan genoprette deres populationsstørrelse kun 2 måneder efter sprøjtning med deltamethrin. Bestande af edderkopper genoprettes derimod langsommere (Powel et al. 1988). Ovennævnte undersøgelse viser, at skadelige effekter af pesticider bør vurderes på tre skalaer: micro-, meso- og makroskala . Microskala -effekter er begrænset til effekter indenfor dyrets daglige aktivitetsrum, mens mesoskala -effekter inddrager årstidsvariation i dyrets populationsbiologi. Effekter på makroskala inkluderer effekter til forskellige årstider, såvel som på populationsdynamikken i nabohabitater til dem i omdrift (Jepson 1988).

Hvorvidt sprøjtning med herbicider har betydning for insekter, der fungerer som bestøvere i marken, afhænger blandt andet af, hvilke plantearter de er afhængige af udenfor afgrødens blomstringssæson. Enårige ukrudtsarter er generelt dårlige pollen- og nektarkilder for specialiserede bestøvere som sommerfugle, svirrefluer, bladskærer-, honning- og humlebier, da disse oftest besøger flerårige plantearter. Dog bestøves en del af de almindelige flerårige ukrudtsarter af honning- og humlebier (Jensen et al. 1998). De enårige ukrudtsarter kan derimod have nogen værdi for uspecialiserede blomsterbesøgere som snyltehvepse, biller og småfluer (Parrish and Bazzaz 1979;Fussell and Corbet 1991;Fussell and Corbet 1992;Feber 1993;Smith et al. 1994).

Direkte og indirekte effekter af pesticider på leddyr

Forekomsten og populationsstørrelsen af skadedyrenes naturlige fjender, reduceres især af bredspektrede insekticider. En anden og mere indirekte årsag til den reducerede forekomst af naturlige fjender er blandt andet den intensive ukrudtsbekæmpelse med herbicider, da deres fødegrundlag og levesteder forsvinder og/eller forringes. Dette er en ulempe ved brugen af herbicider, da afgrøder efter sprøjtning i flere tilfælde har vist sig at være mere sårbare overfor angreb af skadedyr end før sprøjtning. Dette skyldes, at de naturlige fjender så ikke kan bidrage til at holde skadedyrpopulationer nede (Arden-Clarke 1988). På grundlag af disse konklusioner er det meget sandsynligt at ophør med pesticidsprøjtning vil øge forekomsten af naturlige fjender og andre nyttedyr i agerlandet.

Skadelige effekter af bredspektrede pesticider på leddyr i konventionelt dyrkede kornmarker er fundet ved undersøgelser i England, særligt af insekticider, men også af fungicider og herbicider. Nedgange i bestandsstørrelse og artsantal af ikke-skadevoldende leddyr som følge af insekticidsprøjtning er blandt andet veldokumenteret i undersøgelser af (Vickerman and Sunderland 1977;Potts 1986;Theiling and Croft 1988;Inglesfield 1989;Everts et al. 1989;Davis et al. 1991).
Skadelige effekter af herbicider og fungicider på leddyr skyldes hovedsagligt, at mange leddyr i kornmarker lever af ukrudt og svampe. Dyrene har desuden behov for plantedækket som habitat. Ukrudtsdækket har blandt andet betydning for jordbundens dyr, da jordbundens fugtighed afhænger af graden af plantedække. Forekomsten af leddyr i kornmarker vil derfor afhænge stærkt af forekomsten af vilde planter (ukrudt) og ændringer i planternes fysiologiske tilstand og biomasse (Soutwood and Cross 1969;Sotherton et al. 1988). Således har flere undersøgelser påvist lavere tætheder af insekter, der lever af ukrudt, på herbicidbehandlede arealer (Potts and Vickerman 1974;Vickerman 1974;Speight and Lawton 1976;Powell et al. 1985;Coombes and Sotherton 1986c;Chiverton and Sotherton 1991;Hald et al. 1994a;Reddersen et al. 1998) og lavere tætheder af insekter, som er fuglefødeemner, ved lavere tætheder af ukrudt (Somerville and Walker 1990). I de danske undersøgelser blev både artsdiversiteten og tætheden af hele insektsamfundet i kornmarker reduceret. Tætheden af insekter var reduceret med 20-85% efter herbicidsprøjtning (Reddersen et al. 1998).

Effekter af pesticider på generalist rovdyr

Som nævnt er edderkopper, løbebiller og rovbiller generalist rovdyr. Denne gruppe kan overleve på ikke-skadevoldende dyr om foråret, hvor skadedyrbestanden i marker er lav. Når skadedyrspopulationer af eksempelvis bladlus vokser i løbet af afgrødens vækstsæson, kan rovdyrene leve af dem (Harwood et al. 2001a). Rovdyrene er talrige, vidt udbredte og tilmed aktive tidligt i vækstsæsonen, så de kan hindre en eventuel økonomisk skade forårsaget af bladlus (Esbjerg 1985a). Tæppespindende edderkopper kan eksempelvis reducere bladlus populationers vækst med 58% (Thomas and Jepson 1997).

Studier fra 1970’erne til 1985 over bestanden af insekter i et område på 62 km² omkring Sussex, England, viste at populationer af generalist rovdyr (polyfage predatorer) var blevet reduceret betydeligt i perioden. I samme periode var specielt brugen af fungicider intensiveret (Sotherton 1985). Brugen af insekticider som esfenvalerat mod bladlus i korn har desuden vist sig at have direkte negative effekter på både løbebiller og rovbiller. Eksempelvis er der i Norge fundet eksempler på populationer, hvis individantal er faldet med 20-35% og 85% efter sprøjtning med insekticider (Andersen 1992). Esfenvalerate er i Danmark godkendt til bekæmpelse af trips, bladlus, snudebiller, viklere, møl, kålsommerfugle, galmyg mv. i bl.a. sædskifteafgrøder (Jensen et al. 2001b).

Indirekte effekter af insekticider på løbebiller (rovdyr) er desuden antydet i resultater af (Chiverton 1984). Han fandt en højere frekvens af løbebiller med tom mave i insekticidbehandlede bygmarker end i usprøjtede bygmarker. Indirekte effekter af herbicider på generalist rovdyr (på nær edderkopper) er også højst sandsynlige på grundlag af resultater af (Reddersen et al. 1998). Desuden fandt de i de herbicidsprøjtede marker lavere forekomst af arter af biller, fluer og myg, som heller ikke lever af ukrudt, men har gavn af ukrudtet som levested, skjul mv. Højere tætheder af løbe- og rovbiller i marker med ukrudtsdække er også fundet af (Speight and Lawton 1976;Powell et al. 1985;Chiverton and Sotherton 1991). Indirekte effekter af fungicidet pyrazophos på både løbebiller og rovbiller, men ikke på edderkopper, er desuden påvist i England (Sotherton et al. 1987).

Bestandene af edderkopper har været og er fortsat faldende i agerlandet i Europa. Siden 1970’erne er bestanden af eksempelvis tæppespindende edderkopper i marker omkring Sussex, England, i gennemsnit faldet med 4% om året (Aebischer 1991). Studier har vist at edderkopper rammes af insekticid, både ved direkte eksponering og ved opsamling af sprøjtemiddel i nettet. Edderkoppernes spindelvæv kan dække op til halvdelen af overfladearealet af en hvedemark. I hegn og markskel er edderkopper også udsat for pesticider som følge af afdrift. Op til 30% af en sprøjtebehandling på 200 L /ha kan blive fanget i edderkoppens net som følge af afdrift. Dette sker hvis sprøjtningen foregår så 10-25% af sprøjtemidlet der udsprøjtes forekommer i dråber mindre end 100 µm, da denne dråbestørrelse kan spredes med vinden. Skader på edderkopper i nabobiotoper til dem i omdrift er særlig problematisk, da det ellers er herfra at edderkopper kan kolonisere marker efter eksempelvis en pesticidsprøjtning. Edderkoppernes adfærd bliver også påvirket af pesticider (Samu et al. 1992). Både lavere mobilitet, tæthed og forekomst af hanlige edderkopper flere uger efter sprøjtning med Lambda-Cyhalothrin (10g/ha) er også fundet i vinterhvedemarker i tyske undersøgelser (Dinter and Poehling 1992). Nedsat mobilitet er skadelig for edderkoppepopulationer på sigt, da det påvirker den genetiske diversitet og hermed reproduktionsevnen hos edderkopperne (Dinter and Poehling 1992). Lambda-Cyhalothrin er i Danmark godkendt til bekæmpelse af bladlus, trips, biller, tæger, viklere, møl mv. i blandt andet sædskifteafgrøder (Jensen et al. 2001b).

Nyere studier fra 1997-1998 over den tilgængelige føde for edderkopper i vinterhvedemarker peger desværre også på, at indirekte effekter af sprøjtning med herbicider påvirker populationer af edderkopper negativt og at de er føde-begrænsede i det traditionelle landbrug (Harwood et al. 2001a). Herbicider antages at have en væsentlig indirekte effekt på edderkopper, da variationen i vegetationsstrukturen nedsættes betydeligt når ukrudtet i markerne sprøjtes væk, eller ligger i et tæt tæppe og rådner på jordoverfladen. Tætheden og artsdiversiteten af edderkopper øges blandt andet ved en højere strukturel kompleksitet i vegetationen (Wilson et al. 1999).

Effekter af pesticider på specialist rovdyr

Effekter af 6 forskellige insekticider på specialist rovdyr (mariehøns, svirrefluer, guldøjer og snyltehvepse) efter sprøjtning i hvedemarker er undersøgt i Belgien. I tre år blev tætheden af specialist rovdyr opgjort 3 dage efter sprøjtning af markerne i juni eller juli måned. De forskellige insekticider havde forskellig effekt på tætheden af rovdyrene. Blandt rovdyrene var svirrefluelarver de mest almindelige i markerne, især arten Episyrphus balteatus. Mariehønsene (Coccinella septempunctata og Propylea quatuordecimpunctata ) var mindre almindelige og kun få individer af Guldøjer af arten Chrysoperla carnea blev registreret. Tætheden (antal fangster) af svirrefluelarver var ikke påvirket af fluvalinat og esfenvalerat, mens tætheden af mariehøns var. Det omvendte var tilfældet for stoffet pirimicarb. Sprøjtning med cyfluthrin, deltamethrin og phosalone reducerede tætheden af både svirrefluer og mariehøns. Guldøjelarver var ikke påvirket af nogle af de 6 insekticider (Jansen 2000a). Esfenvalerat er godkendt til bekæmpelse af bladlus, trips, snudebiller, møl, kålsommerfugle mv. i sædskiftemarker i Danmark. Pirimicarb er godkendt til bekæmpelse af bladlus i bl.a. korn og roer. Cyfluthrin er ikke godkendt i Danmark. Deltamethrin er kun godkendt til brug i væksthuse og phosalone er kun tilladt til bekæmpelse i prydplanter og kernefrugt (Jensen et al. 2001b).

Skadelige effekter af insekticidet dimethoat efter sprøjtning mod bladlus med den anbefalede dosis er også fundet på mariehønen, Coccinella septempunctata i England (Unal and Jepson 1991a). Effekter af direkte kontakt med herbicid (2,4 D) er også påvist hos mariehøns. Hos alle undersøgte arter (3) firedobledes larvedødeligheden (Sotherton 1982).

Svirrefluer er rapporteret som særlig sårbare overfor insekticider (Theiling and Croft 1988). De voksne svirrefluer foretrækker selektivt at suge nektar fra vilde planter som Tidsler (Cirsium), Svinemælk (Sonchus), Lugtløs Kamille (Matricaria perforata), Høst-Borst (Leontodon autumnalis), Hundepersille (Aethusa cynapium), Vild Gulerod (Daucus carota) og Aften-Pragtstjerne (Silene alba). Dette er dog kun resultatet fra et studie af fourageringsmønsteret hos en svirreflueart (Episyrphus balteatus) hvis habitat var en udyrket (1 m) bred bræmme langs en vinterhvedemark (Cowgill et al. 1993). Det er derfor sandsynligt at også sprøjtning med herbicider, der påvirker en eller flere af disse plantearter, vil få betydning for populationer af svirrefluer.

Skadelige effekter af fungicider på specialist rovdyr og fuglefødeemner er fundet i England, men med fungicidet pyrazophos , som ikke er godkendt i Danmark. Der blev ikke fundet skadelige effekter af fungicidet propiconazole, som er godkendt i Danmark (Sotherton et al. 1987);(Sotherton and Moreby 1988;Jensen et al. 2001b).

Effekter på fuglefødeemner

Den mest velunderbyggede viden om hvilke leddyr der spises af fugle, stammer fra engelske undersøgelser af hvad agerhøns og deres kyllinger spiser (Potts 1986). På grundlag heraf antages det at andre af agerlandets fugle lever delvis af den samme fauna, blandt andet fasankyllinger, sanglærken, bomlærken og viben (Hald and Reddersen 1990). Nogle typiske fuglefødeemner i Danmark for disse fugle er: larver af bladhvepse (oftest Dolerus) og sommerfugle, blomstertæger (oftest Calocoris norvegicus), cikader, myrer, larver af og voksne lø bebiller, glimmerbøsser, rovbiller (Tachyporus), bladbiller (Oulema melanopus, Gastrophysa polygoni), snudebiller, lopper, ærtebladlus og dansefluer (Hald and Reddersen 1990). (Sotherton and Moreby 1992) medregner desuden rovtæger som fuglefødeemner. Endvidere er Græshopper og fårekyllinger (Orthoptera) nævnt som vigtige fuglefødeemner (Wilson et al. 1999). Som det fremgår af de følgende eksempler på leddyrenes biologi har flere af de insektgrupper en lille spredningsevne og mange lever af ukrudt. De er derfor særligt sårbare overfor både herbicid og insekticidsprøjtning (Sotherton and Moreby 1992).

Voksne bladhvepse (Symphyta) af slægten Dolerus er færdigudviklede i maj og lægger deres æg i korn. Efter at have gennemgået 4-5 larvestadier, forpuppes larven eller spinder en kokon på jordoverfladen eller i jorden. Dette sker i julimåned, hvorefter larven hviler til de næste voksne udklækkes i maj. Der forekommer en generation om året. Arterne har endvidere lav spredningsevne. Som følge af denne livscyklus er arter af Dolerus sårbare overfor insekticider, men også mekanisk jordbearbejdning. Desuden øges tætheden af bladhvepse, når der er sået udlæg i korn. I forsøg med 6 bredspektrede insekticider, der anvendes til bladlusbekæmpelse, var 89-100% af alle bladhvepselarver døde 6 dage efter sprøjtning med anbefalet dosis ved brug af 5 af 6 midler (Sotherton and Moreby 1992). De 2 insekticider der gav så høj dødelighed i forsøget er godkendte til bekæmpelse af bladlus i blandt andet korn (alphacypermethrin og dimethoat) i Danmark (Jensen et al. 2001b).

Generelt er effekter af insekticidsprøjtning på årevingede veldokumenteret. Men også effekter af herbicider er påvist. Udover bladhvepse (Symphyta) er myrer (Formicidae) også særligt følsomme overfor både insekticider og herbicider (Wilson et al. 1999).

Blandt blomstertæger er arten Calocoris norvegicus den mest almindelige (den udgjorde 82% af tægearterne i engelske kornmarker). Arten lægger æg i stængler af planter som vokser i hegn og markskel. Ægget klækkes i maj og efter et nymfestadie er de voksne tæger færdigudviklede i juni/juli. Der er en generation om året og før høst vender de voksne tilbage til overvintringsstedet i hegn eller mere åbne markskel. Arten har lav spredningsevne og findes sjældent længere inde i marken end 12 m fra skellet. Selvom arten er relativt kort tid i marken, lever den der på sprøjtetidspunktet for bladlus. Forsøg i laboratoriet og i marken med anbefalet dosis af insekticidet dimethoat resulterede i en dødelighed på over 95% 48 timer efter sprøjtning. Det totale individantal af alle tæger var også reduceret i marker sprøjtet med dimethoat. Markforsøgene (12 felter) blev udført i markens randzone (0-6 m), da det er her agerhønsene fortrinsvis søger føde. Mens der således er kraftige effekter af insekticid, er kun minimale effekter af herbicider og fungicider fundet på Calocoris norvegicus og andre tæger. Dette skyldes til dels artens biologi, da herbicider oftest anvendes før tægerne har vandret ind i marken fra deres overvintringssted. Dog forekommer arten altid i højere antal, hvor der er ukrudt og en 20% højere overlevelse er fundet i populationer der lever, hvor der ikke sprøjtes med herbicid (Sotherton and Moreby 1992);(Moreby et al. 1997).

På biller, er skadelige effekter af insekticider fundet på 5 ud af 6 billefamilier, som udgør de vigtigste fuglefødeemner for 26 arter af agerlandets fugle: Snudebiller (Curculionidae), bladbiller (Chrysomelidae), løbebiller (Carabidae), smældere (Elateridae) og rovbiller (Staphylinidae) (Wilson et al. 1999). Flere studier af populationsdynamikken hos biller har dog vist at selvom den umiddelbare dødelighed efter sprøjtning er høj (60-90%), kan nogle arter genoprette deres populationsstørrelse i marken ved indvandring en måned efter sprøjtning med insekticider (pyrethroider). For andre arter kan det dog tage flere måneder (Wilson et al. 1999).

En række forsøg er udført på pileurtbladbillen. De voksne individer af arten overvintrer i jorden i marken og er aktive fra slutningen af april. Hunnerne lægger æg og larverne udvikles over sommeren. Voksne individer udvikles i juli måned og denne generation overvintrer til næste forår. Arten har lav spredningsevne og lever nær sine foretrukne fødeemner, oftest Vej-Pileurt (Polygonum aviculare). Markanalyser har vist at der efter sprøjtning med herbicid, der dræber artens værtsplante, ikke findes flere pileurtbladbiller i de pågældende marker (Sotherton and Moreby 1992). Ved sprøjtning med mindre effektive herbicider, som ikke dræber værtsplanten, men hæmmer væksten (eksempelvis blandinger af 2,4 D og CMPP), var tætheden af bladbillen i marker også væsentligt reduceret (Sotherton and Moreby 1992). CMPP er ikke godkendt som bekæmpelsesmiddel i Danmark (Jensen et al. 2001b). De fundne effekter af væksthæmmende herbicider kan skyldes, at billens larver lever af planter sprøjtet med herbicid, eller at sprøjtning af æg påvirker populationen. Laboratorieforsøg har vist, at dødeligheden var højere hos larver, hvis fødegrundlag var sprøjtet. Desuden var larvedødeligheden højerehos larver klækket fra sprøjtede æg i forhold til larver klækket fra usprøjtede æg, selvom sprøjtning med herbicid (2,4-D) direkte på æg ikke havde nogen effekt på selve klækningen af larver. Larvers direkte kontakt med herbicidet kunne ikke påvises at have nogen effekt på deres dødelighed (Sotherton 1982).

I Danmark er der i korn sprøjtet med insekticiderne dimethoat og cypermethrin mod bladlus fundet skadelige effekter af sprøjtningen på pileurtbladbillen (Gastrophysa polygoni). Cypermethrin havde den største indvirkning og reducerede populationer af arten med 19-32% ved dosis-respons forsøg. Larverne var mest følsomme. Dimethoat havde mindre skadelig effekt og reducerede kun populationer af billen med 1,9-7,6%. Da arten lever af blade antages det, at 7-40% af en billepopulation i marken vil blive ramt direkte af insekticidet og at hele populationen vil uddø efter kort tid (Kjær and Jepson 1995;Kjær et al. 1998;Elmegaard et al. 1998).

Resultaterne af undersøgelser af pileurtbladbillen er væsentlige, da arten er et højt værdsat fødeemne hos agerhønen (Perdix perdix L.) og den næstmest dominerende bladbille i undersøgte kornmarker i England. Effekter på bladbiller generelt er også kvalitativt interessante i forbindelse med værdisætningsstudier af natureffekter, da billerne oftest er farverige, stribede og/eller plettede og forholdsvis store og synlige. Endelig er der 25.000 arter af bladbiller i Vesteuropa og de er næsten alle herbivorer (Chinery 1987). Ophør med herbicidbehandling på deres værtsplanter kan derfor tænkes at have stor betydning for denne insektgruppes populationsstørrelse, men også for de fugle der lever af dem.

På baggrund af ovenstående undersøgelser kan man generelt konkludere at effekter af pesticider på bladbiller (og eventuelt andre insekter) vil afhænge af hvordan sprøjtetidspunktet og behandlingshyppigheden falder sammen med vigtige stadier i billens livscyklus, eksempelvis æglægnings- og klækningstidspunkt. Desuden vil effekterne af herbicider afhænge af graden af reduktion i forekomst og tæthed af værtsplanter. Endelig kan perioden hvor et pesticid er toksisk for billelarver mv. variere. For herbicidet 2,4-D er den toksiske periode estimeret til 14 dage efter en sprøjtebehandling (Sotherton 1982).

Skadelige effekter af fungicider som højere dødelighed og forsinket larveudvikling som følge af sprøjtning er fundet på pileurtbladbillen i engelske undersøgelser (Vickerman and Sotherton 1983). Kun et af tre testede skadelige fungicider (thiophanate-methyl) er godkendt i Danmark, men kun til sårbehandling af prydplanter og frugttræer (Jensen et al. 2001b). Ifølge (Wilson et al. 1999) er ingen entydige effekter af fungicider fundet på biller (Coleoptera).

Effekter af pesticider på andre ikke-målgruppe leddyr

Andre tovingede insekter (Diptera) end svirrefluer

For gruppen af tovingede insekter i agerlandet, eksempelvis fluer og myg, er der ikke i Danmark fundet forskelle i tæthed og biomasse af insektbestandene i sprøjtede og usprøjtede afgrøder på høsttidspunktet. Dette skyldes at flertallet af de ca. 135 arter af tovingede insekter i agerlandet i Danmark lever beskyttet i planter eller i jorden i de første larvestadier (Nielsen et al. 1996). Effekter af insekticider er dog påvist i andre undersøgelser, særligt på stankelben (Tipulidae). Derimod er der ikke dokumenteret entydige effekter af herbicider eller nogen effekt af fungicider på Diptera (Wilson et al. 1999).

Sommerfugle og møl (Lepidoptera)

I England har bestanden af mange arter af sommerfugle og møl været faldende de seneste år. Det skyldes til dels et øget forbrug af insekticider i det dyrkede land. En anden medvirkende årsag i England er herbicidsprøjtning af markskel (Wilson et al. 1999). Sidstnævnte er forbudt i Danmark, men markskellenes kvalitet for sommerfugle er også stærkt forringet i Danmark, formentlig som følge af afdrift med herbicider og kvælstoftilførsel. Flere sommerfuglearter har faldende populationsstørrelser og flere populationer er uddøde. Afdrift med pesticider i løbet af de sidste 30 år antages at være medvirkende årsag (Kaaber and Nielsen 1988).

Manglen på le vesteder er en anden væsentligste årsag til den faldende forekomst og udbredelse af sommerfugle i England og andre europæiske lande (Longley and Sotherton 1997). Specielt agerlandet som helhed anses for at være af lav kvalitet for sommerfugle. Hegn er den mest udbredte type levested, der er tilbage i agerlandet, som er vigtig for de almindelige sommerfugle. Udover at hegn anvendes som spredningskorridorer, kan sommerfuglene her finde ly, værtsplanter til larver og nektar til de voksne individer. I en undersøgelse af forekomsten af sommerfugle i marker, blev 98% af de registrerede individer fundet indtil 5 m fra markkanten, hvilket understreger betydningen af hegn (og randzoner) for sommerfuglebestanden i agerlandet (Longley and Sotherton 1997).

Sommerfugle har en relativ lang livscyklus, og de er derfor potentielt udsat for et antal sprøjtebehandlinger om året (Longley and Sotherton 1997). Effekter på sommerfuglenes larver undersøges oftest, da det mest er dem, der rammes eller er i kontakt med pesticider. Flere arter af sommerfugle har larver, der overvintrer og herefter færdigudvikles om foråret. Andre larver har en eller to forårs og/eller sommergenerationer. I hvor høj grad sommerfuglearterne er udsat for pesticider, afhænger derfor meget af larvernes livscyklus, hvor deres værtsplanter vokser og deres adfærd. Larver hos arter som Okkergul Bredpande (Thymelicus sylvestris) og Stor Bredpande, (Ochlodes venata) lever beskyttet, eksempelvis indhyllet i rullede blade, og de er derfor mindre udsatte for effekter af direkte sprøjtning, men kan blive udsat for pesticider gennem fødeindtag. Larver af arter, der fortrinsvis søger føde om natten og lever nær jorden om dagen, eksempelvis Pyronia tithonus (Satyridae) og Græsrandøje (Maniola jurtina), er ligeledes mindre udsatte for direkte sprøjtning end dagaktive larver (Davis et al. 1991).

Davis et al. (1991) har anført 11 arter af sommerfugle, som typisk findes i markens randzoner og som derfor potentielt vil være udsat for pesticider. En væsentlig del af disse sommerfuglelarvers udviklingsstadier er sammenfaldende med tidspunkter for sprøjtning i både korn og foderafgrøder i forår, sommer og efterår. De 10 arter, som også findes i Danmark, er: Okkergul Bredpande (Thymelicus sylvestris)^*+, Stor Bredpande (Ochlodes venata)* ⁺, Grønåret Kålsommerfugl (Pieris napi), Aurora (Anthocaris cardamines)^s, Lille Ildfugl (Lycaena Phlaeas)*^s, Alm. Blåfugl (Polyommatus icarus)*⁺, Nældens Takvinge (Aglais urticae)^s, Dagpåfugleøje (Inachis io)⁺, Pyronia tithonus^*s og Græsrandøje (Maniola jurtina)^*+ og Okkergult randøje (Coenonympha pamphilus)^*- (Lyneborg and Jønsson 1974).

De arter, der er anført med * ovenfor, har såkaldt ’lukkede’ populationer. Disse arter har kolonier indenfor et afgrænset areal, mens arter med ’åbne’ populationer er mere vidt udbredte og migrerer mellem ynglesteder. Arter med lukkede populationer er mest sårbare overfor pesticider, da deres kolonier ikke umiddelbart kan erstattes ved migration. I England udgør arter med lukkede populationer 64% af arterne i agerlandet. Yderligere arter med lukkede populationer, der også findes i agerlandet i Danmark er: Almindelig bredpande (Thymelicus lineola)⁺, Katostbredpande (Pyrgus malvae)^-, en art af hvidsværmere: Leptidea sinapsis ^s, flere arter af blåfugle: Brombærfugl (Callophrys rubi)^s, Gulhale (Thecla betulae), Det Hvide W (Strymonidia w-album), S. pruni, Cupido minimus, Moseblåfugl (Celastrina argiolus) og 5 arter af randøjer: Skovrandøje (Pararge aegeria)⁺, Vejrandøje (Lasiommata megera)^-, Galathea (Melanargia galathea)⁺, Sandrandøje (Hiparchia semele) og Engrandøje (Aphantopus hyperanthus)⁺. Flertallet af arter af hvidsværmere, takvinger og perlemorfugle, der findes i agerlandet, har derimod åbne populationer, eksempelvis ’Det hvide C’ (Polygonia C-album)⁺ (Longley and Sotherton 1997).

Arter anført med ⁺ har stigende populationer i England, mens arter anført med ^– eller ^s har henholdsvis faldende eller stabile populationer. Disse populationstendenser er registreret i perioden 1978-1996 (Smart et al. 2000). Desværre er observationerne ikke kun begrænsede til det dyrkede land og de hertil knyttede småbiotoper, arealer med græs og på marginaljorde indgår også i undersøgelsen. Udover de nævnte arter anført med (^s), er Gråbåndet Bredpande (Erynnis tages) også i tilbagegang (Smart et al. 2000).

Sammenhængen mellem ændringer i populationsstørrelsen (som registret ovenfor) og ændringer i forekomsten og tætheden af de planter, der danner det væsentligste fødegrundlag for 19 arter af agerlandets sommerfugle, er undersøgt af (Smart et al. 2000). Observationerne på landskabsskala viste kun få sammenhænge. Ændringer i planternes forekomst blev registreret i 256 kvadrater af 1 km². Den tydeligste sammenhæng var, at en øget forekomst af Kvik (Elytrigia repens) og Stor Nælde (Urtica dioica), faldt sammen med et øget antal sommerfugle blandt de arter, der lever af disse planter. Både Dagpåfugleøje og Det Hvide C lever af Stor Nælde og var begge i fremgang. Larver af Engrandøje, Skovrandøje, Stor og Alm. Bredpande, Græsrandøje og Galathea var ligeledes i fremgang og kan leve af Kvik (Smart et al. 2000).

Få laboratorieforsøg over direkte effekter af insekticider på sommerfugle (larver) er lavet og de fleste er udført på den samme art, Stor Kålsommerfugl (Pieris brassicae), som anses for skadedyr. Dog er der i England for nylig også lavet undersøgelser på 3 andre arter af ikke-skadevoldende dyr: Grønåret Kålsommerfugl (Pieris napi), Pyronia tithonus (ikke i DK) og Almindelig Blåfugl (Polyommatus icarus), som yngler i markskel og lignende biotoper langs marker (field margins). Alle tre arter viste sig at være mindre sensitive overfor de 4 insekticider (dimethoat, phosalon, diflubenzuron og fenitrothion), der blev anvendt i undersøgelsen, end P. brassicae (Davis et al. 1991). Men LD₅₀-værdierne indikerede at alle stoffer var toksiske for alle 3 arter. Endelig blev effekter af forgiftning med diflubenzuron gennem fødeindtag påvist ved markforsøg med P. napi. Arten lever fortrinsvis af korsblomstede plantearter. Den gennemsnitlige larvedødelighed ved fødeindtag var langt mindre (71,3% og 82,5% efter henholdsvis 4 og 6 dage efter sprøjtning) end ved direkte kontakt med insekticidet. Dimethoat, phosalon og diflubenzuron er godkendt til bekæmpelse i Danmark, men phosalon er kun tilladt til bekæmpelse af æblebladlus, mens diflubenzuron kun er godkendt til bekæmpelse af minermøl i frugttræer (Jensen et al. 2001b).

Effekter af sprøjtning med herbicider i marken (og i markskel i England) er sværere at påvise, men hvis en betydelig andel af larvernes værtsplanter dør, såvel som de planter, der er vigtige nektarkilder for de voksne individer, vil det sandsynligvis skade sommerfuglene. Da særligt énårige græsser fremmes af herbicidsprøjtning, bliver plantesamfundet af ringere kvalitet for sommerfugle. Planter med vigtige nektarkilder er eksempelvis: Brombær (Rubus fructicosus),Lugtløs Kamille (Tripleurospérmum inodórum), Merian (Origanum vulgare), og kurvblomster som Tidsel (Cirsium, Carduus). Hvis der ikke er nok føde tilgængelig, vil sommerfuglelarverne sulte og de heraf udviklede voksne individer vil få lavere fitness. Desværre er der ikke lavet udførlige undersøgelser af værtsplanternes og nektarplanternes følsomhed overfor herbicider, men 6 stoffer er påvist som skadelige for de græsser, som er værtsplanter for larver af bredpander (Hesperiidae) og randøjer (Satyridae) og for de tokimbladede værtsplanter for larver af hvidsværmere (Pieridae), takvinger og perlemorfugle (Nymphalidae) og for nogle planter med nektar (Marshall and Birnie 1985b;Longley and Sotherton 1997). Kun to af de 6 herbicider (ionoxynil + bromoxynil, clopyralid) er godkendte til bekæmpelse i henholdsvis vårbyg og roer, blandt sædskifteafgrøderne i Danmark (Jensen et al. 2001a).

Generelt afhænger graden af pesticidskader på sommerfugle meget af toksiciteten af stoffet. En undersøgelse af 8 insekticider viste en stor variationsbredde i giftighed på larver af Stor Kålsommerfugl (Pieris brassicae) på samme levestadium. Nogle af stofferne var 700 gange mere giftige end andre. Især pyrethroider viste sig at være skadelige, men disse stoffer blev også oprindeligt udviklet til bekæmpelse af sommerfugle. Udover at giftigheden af pesticider varierer, vil deres tilgængelighed overfor sommerfugle også variere. Nogle stoffer binder sig til planternes øverste vokslag og bliver derfor mindre tilgængelige. Derfor vil larver af sommerfugle, der har værtsplanter med vokslag på bladene, såsom vedbend (Hedera helix), være mindre udsatte, end larver der eksempelvis har Stor Nælde (Urtica dioica) som værtsplante. Hvor hurtigt giftigheden af pesticidrester på blade falder over tid, er en anden væsentlig faktor af betydning for, hvilke skader pesticiderne forvolder på sommerfuglepopulationerne (Unal and Jepson 1991b)(Longley and Sotherton 1997).
Hvorvidt pesticidsprøjtning i marker skader sommerfuglene i nabohabitaterne afhænger blandt andet af, hvorvidt larvernes værtsplanter er afskærmede fra afdrift. Graden af mulig afskærmning afhænger igen af, hvilken værtsplante larverne foretrækker. Eksempelvis vil lavtvoksende græsarter som rapgræs (Poa) og svingel (Festuca) være mindre udsatte for afdrift end Draphavre (Arrhenatherum elatius). Både arter af bredpander (Hesperiidae) og randøjer (Satyridae) lever fortrinsvis af flerårige græsser. Larver af hvidsværmere (Pieridae) lever fortrinsvis af arter af fladbælg (Lathyrus), kløver (Trifolium), korsblomster (Brassicaceae), Vrietorn (Rhamnus cathartica) og Tørst (Frangula alnus). Blåfugles (Lycaenidae) larver foretrækker Slåen (Prunus spinosa), Elm (Ulmus sp.), skræpper (Rumex), Rundbælg (Anthyllis vulneraria), Kristtorn (Ilex aquifolium), Vedbend (Hedera helix), Gyvel (Sarothamnus scoparius) og Tornblad (Ulex europaeus), mens larver af takvinger og perlemorfugle hovedsagelig lever af Stor Nælde (Urtica dioica), tidsler (Cirsium, Caardus) og Humle (Humulus lupulus) (Longley and Sotherton 1997). Undersøgelser af effekter af insekticider (cypermethrin) på larver af den store kålsommerfugl har vist, at larvernes dødelighed var øget op til 10 m fra markkanten og selv i læsiden af et hegn (Davis et al. 1991;Davis et al. 1993;Davis et al. 1994).

Udover at forekomsten af sommerfugle (Lepidoptera) har æstetisk værdi for beskueren, er de vigtige i agerlandet, da deres larver (som tidligere nævnt) er fuglefødeemner for fuglene her (Wilson et al. 1999). Sommerfugle er desuden af værdi i agerlandet, da de fungerer som bestøvere af mange vilde planter (Weibull and Bengtsson 2001).

Betydningen af udyrkede nabohabitater til marker i omdrift for leddyr i marken

Da flere af de almindeligste skade- og nyttedyr overvintrer udenfor afgrøderne, bl.a. bladlus, kornbladbiller, glimmerbøsser, mariehøns, løbebiller og rovbiller (Brown 1982;Boer 1990) , er det sandsynligt at kvaliteten af nabohabitater har betydning for, hvilke leddyr der findes i marken.

For flyvende arter er der ikke påvist nogen sammenhæng mellem antallet af leddyr i markerne på en bedrift og mængden af udyrkede småbiotoper på denne (Aebischer 1991). Dette kan dog skyldes arternes store spredningsevne, således at en effekt eventuelt vil kunne påvises på landskabsskala.
For mere stedbundne og ikke-flyvende arter som løbebiller og rovbiller er betydningen af antallet og kvaliteten af småbiotoper som overvintringssteder for sædskiftemarkernes fauna derimod veldokumenteret (Mogensen et al. 1997). For den almindeligste løbebilleart Demetrias atricappilus er der eksempelvis fundet en tydelig sammenhæng mellem tætheden af individer i marken om sommeren og tætheden af overvintrende individer i tilgrænsende udyrkede kantbiotoper, såvel som med kvaliteten af disse (Coombes and Sotherton 1986a;Coombes and Sotherton 1986b). Hvorvidt strukturen af den enkelte småbiotop har betydning for billernes (Carabidae) overlevelse og antal i tilstødende kornmarker, eksempelvis om flere arter overvintrer i hegn end i mere åbne markskel, er undersøgt af (Varchola and Dunn 2001). De fandt kun en forskel om foråret, hvor flere arter og individer fandtes i kornmarker afgrænset af hegn end i kornmarker afgrænset af markskel domineret af græs. Senere på året blev denne forskel udlignet.
I en undersøgelse af forekomsten og spredningen af 6 arter af løbebiller mellem et hegn og to tilstødende marker forekom nogle arter kun i hegnet (Amara spp.), mens andre fortrinsvis fandtes i hegn, men også spredte sig ud i marken derfra (Harpulus rufipes) (Thomas et al. 2001). For arten (Nebria brevicollis) fungerede hegnet mest som overvintringshabitat. Endelig fordelte de forskellige arter sig også forskelligt indenfor markarealet som hegnet grænsede op til, hvilket kan pege i retning af at nogle arter har specifikke nicher eller pletter i marken, som de foretrækker.
Årsagerne til den forskellige fordeling af arterne i marken, blev ikke nærmere undersøgt. Som fremhævet af forfatterne, vil det være af stor betydning for planlægningen af sprøjtning med insekticid i fremtiden at kende billernes spredningsmønster i marken og årsagerne til dette. Herved vil risikoen for at billerne udsættes for insekticid kunne mindskes eller helt undgås. Undersøgelsen indikerer at fuldstændig ophør med insekticidsprøjtning vil give bedre mulighed for at de forskellige arter af biller kan fouragere i de nicher de foretrækker, samtidig med at der sandsynligvis vil blive plads til flere arter i forskellige nicher i marken.

En dansk undersøgelse af diversiteten og tætheden af leddyr i kornmarker og hegn viste tydeligt, at der var et højere antal taxonomiske grupper i hegn end i kornmarker i både forår, sommer og sensommer. Forskelle i biomassen af leddyr mellem de to habitater varierede derimod i løbet af foråret og sommeren. I starten af juni fandtes en fire gange højere biomasse i hegn end kornmarker. En måned senere, i midten af juli var biomassen af leddyr højest i kornmarker inficeret af bladlus (Hansen 1985).

Effekter ved brug af reducerede pesticiddoseringer

Anvendelse af reducerede doseringer med insekticider er ikke udbredt i Danmark. I Norge har sprøjtning med reducerede doser (0,10,25 og 50%) af det bredspektredeinsekticid, dimethoat, mod bladlus alligevel resulteret i skadelige effekter på de naturlige fjender som edderkopper, mariehøns og rovbiller. 28 dage efter sprøjtning var populationstætheden af disse dyr langt fra genoprettet til niveauet før sprøjtning. Tætheden af de naturlige fjender var halveret ved både 25% og 50% af fuld dosis. Effekten var dog mildere end ved højere dosis (Dennis et al. 1993).

Effekter af reducerede herbiciddoseringer vil eventuelt kunne påvirke herbivore insekter, hvis deres fødegrundlag øges (Elmegaard 1998a). Flere studier har dog ikke fundet en øget ukrudtsmængde over jorden ved reducerede herbiciddoseringer (Salonen 1993b;Salonen 1993c); (Kristensen 1994), mens andre har (Jones et al. 1997b).
I integreret landbrug i eksempelvis Nordamerika, hvor der sprøjtes med lavere dosis af alle pesticider er der ligeledes fundet højere tætheder af flere grupper af leddyr end i konventionelt landbrug, blandt andet af edderkopper, rovbiller og voksne smeldere (Fan et al. 1993). Undersøgelser i Tyskland har tilsvarende vist, at nedsatte doser eller ophør med pesticidsprøjtning favoriserer forekomsten af både rovbiller, løbebiller og edderkopper (Basedow et al. 1991).

Forskelle i leddyrbestanden i konventionelle og økologiske marker

Forskelle i forekomsten af leddyr på henholdsvis økologisk og konventionelt dyrkede marker kan desuden bidrage til at belyse effekten af pesticider. Frem til midtfirserne var det oftest forekomsten af leddyr som lever på jorden eller i de øverste jordlag (epigeal), der blev undersøgt og resultaterne var modstridende (Moreby et al. 1994). Kun få undersøgelser er lavet over forskelle i forekomsten af leddyr over jorden, hvoraf undersøgelsen af (Moreby et al. 1994) er blandt de første. I marker i Sydengland observerede de fortrinsvis hvilke leddyr, der fandtes i randzonen (3 m fra markkanten). Der var ingen forskel i det totale antal arter af leddyr mellem de to dyrkningssystemer, ej heller mellem leddyr som er fuglefødeemner eller generalist rovdyr (Moreby et al. 1994;Moreby and Sotherton 1997). Derimod var der en signifikant højere andel af specifikke rovdyr, eksempelvis blandt blødvinger (Coleoptera) og mariehøns (Coccinellidae) på de konventionelle marker. Indenfor de taksonomiske grupper af leddyr var tætheden af edderkopper (Araneae), springhaler (Collembola), tæger (Hemiptera) og træ- og bladhvepse (Hymenoptera) højest på de økologiske marker, mens der var flere tovingede (Diptera) og flere snyltehumlebier (Hymenoptera) på de konventionelle marker. Forfatterne var overraskede over de få forskelle og antog at det skyldtes at flere af de økologiske marker var omlagt for nylig og at der ikke blev sprøjtet med insekticider i de konventionelle marker i forår og sommer. Den manglende sprøjtning skyldes, at der ikke var bladlusangreb af økonomisk betydning i de konventionelle marker.

Mere tydelige forskelle er fundet i en dansk undersøgelse fra 1987 og 1988 af forskelle i leddyrbestandene i 17 marker med hhv. økologisk og konventionel drift (med sprøjtning mod bladlus). Den viste, at tætheden, artsdiversiteten, biomassen af leddyr og antallet af fuglefødeemner (excl. bladlus) altid var højere (1,3 x og 1,9 x) og oftest signifikant højere i økologiske marker end i konventionelt dyrkede kornmarker. De kvantitative forskelle i leddyrbestandene mellem de to dyrkningsformer var størst i midten af marken i forhold til i kanten af marken (se tabel 2). Det samme mønster kunne genfindes indenfor flere ordener af leddyr, såvel som for familier og enkelt arter (Hald and Reddersen 1990;Reddersen 1998). De almindeligste arter af edderkopper (på nær 2 arter) har også vist sig at forekomme i langt større antal i økologiske marker (Glueck and Ingrisch 1990). I østrigske kartoffelmarker er der også fundet både flere arter og et større antal løbebiller i økologiske marker end i konventionelt dyrkede marker (Kromp 1990).

Tabel 2
De gennemsnitlige tætheder (individer per 0,5 m²) af fuglefødeemner, excl. bladlus i økologiske (Ø) og konventionelle marker (K) i henholdsvis randzonen (RAND) og midten af marken (MIDT).

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2‘‘
Prøverne er samlet med D-vac i juni 1987 og 1988. Signifikansniveauer angivet: *: 0,01<p<0,05, **: 0,001<p<0,01, ***: p<0,001 (Wilcoxon test) (Hald and Reddersen 1990).

Ingen forskelle i diversiteten og forekomsten af sommerfugle i økologisk og konventionelt dyrkede marker blev derimod fundet i en undersøgelse af i alt 16 bedrifter i Sverige (Weibull and Bengtsson 2001). Derimod havde heterogeniteten i det lokale landskab (4 x 400m x 400m) betydning for artsdiversiteten, mens heterogeniteten i større landskabssammenhæng (5 x 5 km) havde betydning for forekomsten og tætheden af sommerfugle. Sammensætningen af sommerfuglearter på bedrifterne afhang af heterogeniteten på begge landskabsniveauer. Det kan dog tænkes at landskabsheterogeniteten i Sverige har særlig betydning, da agerlandet her har en særlig mosaikstruktur med klippesten eksponeret på jordoverfladen, istidslandskaber og en stor andel med skov (Weibull and Bengtsson 2001).

Sprøjtefrie randzoner

Betydningen af en mere artsrig flora for agerlandets insekter, som der kan opnås ved sprøjtefrie randzoner, er veldokumenteret i danske undersøgelser. I de sprøjtefrie randzoner var tætheden og artsdiversiteten af insekter henholdsvis fordoblet og øget med 25% i forhold til på de sprøjtede arealer (Hald et al. 1994a;Reddersen et al. 1998). Endvidere var individtætheden af specielt fuglefødeemner 65% højere i de sprøjtefrie randzoner. Stigningen i artsdiversitet og tæthed blandt biller, fluer, snyltehvepse, tæger og cikader var særlig udtalt. Generelt blev den største effekt fundet på de insekter, der lever af planter eller svampe (Hald et al. 1994a;Reddersen et al. 1998). Samme konklusioner er draget i svenske undersøgelser, hvor en 2 til 4 gange højere tæthed af fuglefødeemner blev fundet i de sprøjtefrie randzoner i kornmarker (Chiverton and Sotherton 1991;Chiverton 1993;Chiverton 1994;Chiverton 1995). I engelske undersøgelser af vinterafgrøder over 5 år er der også fundet signifikant flere fuglefødeemner i sprøjtefrie randzoner (Moreby et al. 1999). Da nogle insekter fortrinsvis findes i markens randzone langs udyrkede småbiotoper, eksempelvis tæger og cikader, antages det at være mest optimalt at anlægge de sprøjtefrie randzoner i kanten af marken frem for midt i marken (Reddersen et al. 1998).

Antallet af individer af sommerfugle har også vist sig at være højere i usprøjtede randzoner. Dog kun for 6 arter i 1985 og 14 arter i 1984 af i alt 17 undersøgte arter. Men ingen arter havde lavere individantal i de usprøjtede randzoner (Sotherton et al. 1988). Den øgede forekomst af sommerfugle skyldtes blandt andet, at der kom flere tokimbladede planter med nektar i de sprøjtefrie randzoner (Rands and Sotherton 1986;Dover et al. 1990). Den øgede fødetilgængelighed vil kunne forøge levetiden og frugtbarheden hos sommerfuglene og herved også populationsstørrelsen på længere sigt (Longley and Sotherton 1997).

Sprøjtefrie randzoner gavner også flora og fauna i markskel og hegn. Afdrift med insekticider fra sprøjtning i korn til disse habitater, bliver betydelig mindre (Cuthbertson and Jepson 1988;Longley and Sotherton 1997;Longley et al. 1997).Sammenlignende undersøgelser af dødeligheden af sommerfuglelarver i hegn langs henholdsvis sprøjtede og usprøjtede randzoner viste, at dødeligheden altid var mindre end 72% langs de usprøjtede randzoner og 74-94% langs de sprøjtede randzoner. Markskel og hegn anses for de vigtigste biotoper for sommerfugle i agerlandet, og det er derfor væsentligt at afdrift med pesticider til disse biotoper undgås i fremtiden. I England gives der nu støtte til etablering af 20 m brede sprøjtefrie randzoner (conservation headlands) langs disse biotoper (Longley and Sotherton 1997).

Tilstedeværelsen af sprøjtefrie randzoner eller buffer zoner kan også øge genindvandringen af leddyr fra markskel til mark efter sprøjtning (med dimethoat). Således blev der i en engelsk undersøgelse af (Holland et al. 1999) fanget signifikant flere leddyr i centrum af en mark med sprøjtefrie randzoner (6 m) end i en mark, der var sprøjtet i kanten. Særligt tæppeedderkopper og løbebiller har gavn af de sprøjtefrie randzoner, da de ofte vandrer fra skel til mark. En del af årsagen til den hurtigere genindvandring kan skyldes, at markskellene er bedre beskyttet mod afdrift, når der er sprøjtefire randzoner mellem mark og skel (Cuthbertson and Jepson 1988;Longley et al. 1997).

Effekter ved omlægning til brakmarker

Sammensætningen af leddyrfaunaen i brakmarker har i en engelsk undersøgelse af (Moreby and Aebischer 1992) vist sig at være anderledes end på kornmarker i omdrift. Specielt var der flere fuglefødeemner i brakmarker end i vinterhvede. Blandt de taksonomiske grupper var der flere tæger og cikader på de braklagte arealer, men færre tovinger, løbebiller, rovbiller, bladbiller og bladlus. Netop tæger og cikader findes i større antal og artrigdom, hvor der er høj vegetation. Andre har fundet flere individer og arter af løbebiller i brakmarker end i vårbyg og kartofler (Mogensen et al. 1997). Generelt afhænger artsantallet af leddyr i brakmarkerne dog meget af, hvilken vegetation der har etableret sig. Uanset vegetationstypen, kan brakmarkerne have betydning som overvintringshabitat, især for de overjordiske leddyr, da de foretrækker uforstyrrede biotoper for sædskiftemarker (Mogensen et al. 1997).

Jordbundens dyr

Typiske jordbundsdyr i agerlandet, hvor effekter af pesticider er undersøgt, er protozoer, nematoder, regnorme, springhaler og mider. Springhaler har været sporadisk omtalt tidligere under leddyr.

Protozoer spiller en central rolle for jordbundens økologi. De spiser bakterier og til dels svampe og er selv føde for blandt andet nematoder. I Danmark har man ved laboratorie - og markforsøg fundet skadelige effekter af insekticidet dimethoat og fungicidet fenpropimorph på protozoer, idet respirations- og formeringsevnen blev nedsat, mens insekticidet pirimicarb ikke havde denne virkning (i laboratoriet) (Løkke 1995).

I samme undersøgelse havde pesticidernes toksicitet samme rangorden i forhold til encytræen Enchytraeus bigeminus. Kun dimethoat påvirkede derimod springhalernes reproduktion ved anbefalet mark-dosis. Den jordboende rovmide Hypoaspis aculeifer var mindre følsom overfor dimethoat. Effekter af de 3 pesticider på den mikrobielle aktivitet (respiration) blev ikke fundet (Løkke 1995).

Særligt effekter på springhaler (Collembola) er interessante, da det er en af de grupper af ikke-målgruppeleddyr, der er mest almindelige i agerlandet itempererede regioner. Desuden udgør springhaler en væsentlig andel af føden hos biller og edderkopper. Markforsøg med insekticider (chlorpyrifos, cypermethrin og pirimicarb) viste dog, at kun sprøjtning med chlorpyrifos resulterede i reducerede tætheder af springhaler (Frampton 1999). Dette stof må kun bruges i væksthuse i Danmark.

Effekter af pesticider kan være særlig skadelige for regnorm, da de har langsom reproduktion. Derfor er der risiko for nedgang i populationerne på lang sigt (Daniel 1995). I Danmark antages carbamater (eks. pirimicarb) dog at være den eneste stofgruppe, der er giftig overfor regnorme (Edwards and Bohlen 1992);(Bichel-udvalget 1999a). Nogle forfattere har desuden påvist, at harvning er mere skadelig for regnorm end eksempelvis herbicider (Tomlin et al. 1995). I markanalyser med reduceret dosis (50%) af pesticider og ingen brug af insekticider, var der efter 3. og 4. årsbehandlinger ingen konsistente forskelle på tætheden, biomassen, alderen og artssammensætningen af regnorme i marker sprøjtet med fuld dosis og reduceret dosis. Forsøgene var tilrettelagt i 8 marker, der blev splittet op i de to behandlinger. En medvirkende årsag til, at der ikke blev fundet konsistente forskelle kunne være, at der var stor forskel på regnormepopulationerne mellem de bedrifter, der blev sammenlignet (Tarrant et al. 1997).

Undersøgelser af ændringer i regnormenes adfærd, vækst og reproduktion som følge af fungicidbehandlinger med tridemorph, prochloraz og propiconazol er lavet i danske kornmarker. Det førstnævnte fungicid er ikke længere godkendt, men propiconazol, som er godkendt i Danmark i dag, havde direkte negative effekter på både populationstæthed og artsdiversitet af regnorme, blandt andet ved at inducere overfladeemigration (som resulterer i højere mortalitet). Samme effekt blev ikke fundet ved sprøjtning med prochloraz. Til analyserne blev opstillet fangstfælder i 3 ubehandlede og 3 behandlede marker på to bedrifter (Mather and Christensen 1994).

Effekter af fungicider på regnorm er dog meget forskellige afhængig af arten. Ingen lethale eller sublethale effekter blev fundet ved laboratorieanalyser ved normaldosis hos den typiske regnorm i dyrkede marker (Aporrectodea caliginosa), mens stærke lethale effekter blev fundet på en hyppigt anvendt test-organisme, regnormen Eisenia fetida, for alle tre fungicider i ovennævnte forsøg (Mather and Christensen 1994).

Nematoder kan deles op i flere funktionelle grupper afhængig af om deres fødevalg er bakterier eller svampe, eller om de er parasitter på planter (inkl. afgrøder). I en undersøgelse af effekter af forskellige driftsmetoders indflydelse på nematoder var der ikke nogen entydig effekt af pesticider. Forekomsten af det totale antal nematoder var højest i både de økologiske marker og de marker med størst pesticidsprøjtning, mens den var lavest på arealer med flerårige afgrøder (popler). Artsdiversiteten var højest i marker, der var lagt brak (Freckman and Ettema 1993).

Med hensyn til herbicider, er ingen direkte effekter påvist på jordbundens dyr ved laboratorieforsøg eller feltforsøg med anbefalet mark-dosis (Freemark and Boutin 1995;Wardle 1995). Det er dog forventeligt at indirekte effekter af herbicider, såsom manglende ukrudtsdække, påvirker jordbundens fugtighed mv. og dermed også jordbundsdyrene (Freemark and Boutin 1995).

Effekter på bakterier og svampe er ikke behandlet nærmere her, da meget få referencer er fundet og basal forskning mangler, eksempelvis om effekter af herbicider. Nogle studier antyder at mikroorganismerne kan tilpasse sig herbicidsprøjtede miljøer, andre at forekomsten reduceres temporært efter herbicidsprøjtning eller at ingen respons kan observeres (Somerville and Greaves 1987;Jong et al. 1995;Wardle 1995;Syamsul-Arif et al. 1996;Thirup 1998); (Freemark and Boutin 1995).

Kun få undersøgelser har belyst hvilke ændringer der sker med jordbundens fauna ved braklægning. Braklægning forventes at øge både artsdiversiteten og tætheden af jordbundsdyr, da negative effekter af især pløjning, men også gødskning og pesticidbehandling ikke længere påvirker faunaen. En højere diversitet af floraen vil også have gavnlig effekt på jordbundsdyrene. En øgning i artsdiversiteten sker dog oftest først efter flere års braklægning (Mogensen et al. 1997).

Effekter af pesticider og pesticidophør på fugle

Ændringer i forekomst og udbredelse af fuglefaunaen i agerlandskabet

Siden anden verdenskrig er tætheden og antallet af flere fuglearter, som er karakteristiske for agerlandet, faldet (Marchant et al. 1990;Robertson and Berg 1992;Jacobsen 1996). Direkte toksiske effekter på eksempelvis agerhøns af de pesticider, der anvendes i kornmarker i dag, er ikke påvist i Danmark, men dog i en række andre europæiske lande. Derimod kan flere indirekte effekter af pesticidbehandling være årsag til den reducerede fuglebestand. Én af de primære indirekte årsager antages at være ændringer i forekomsten og tætheden af fugleføde, heriblandt antallet af leddyr og ukrudtsfrø i kornmarkerne (Potts 1970;Sotherton 1982;Sotherton et al. 1988); (Jones et al. 1997a). Ændringer i forekomsten af fugleføde som følge af både herbicid, fungicid og insekticidanvendelse er behandlet i de ovenstående afsnit. Dog bør det hertil bemærkes at især ændringer i fødegrundlaget over kort tid, eksempelvis et par uger efter sprøjtning, også kan have stor betydning for fuglebestanden særligt i ynglesæsonen, selvom ændringer i eksempelvis insektbestanden af fuglefødeemner ikke umiddelbart er synlige over længere tid (Campbell and Cooke 1997).

I England har overvågninger af 40 fugle, der yngler i agerlandet, vist, at faldet i populationsstørrelse indenfor de sidste 20-30 år er højest (>50%) for de fuglearter, hvor frø udgør en stor andel af deres føde, i dette tilfælde 11 arter. Desuden var udbredelsen i England indsnævret for 24 ud af 28 fuglearter, som typisk tilhører agerlandet. Dog er udbredelsen kun indsnævret med mere end 10% for 12 af arterne. Af arter der også yngler i Danmark, var udbredelsen af Rødrygget Tornskade (Lanius collurio) reduceret med 83%. Samme tendenser blev ikke fundet for fugle typiske for andre habitater, eksempelvis arter der især holder til i skov (Fuller 1995); (Campbell et al. 1997); (Campbell and Cooke 1997).

Indirekte effekter på fugle

Kun et fåtal af studier har dokumenteret en sammenhæng mellem intensiveringen af landbrugsdriften og reducerede populationsstørrelser hos fugle (Wilson et al. 1999). Potts undersøgelser af Agerhøns (Perdix perdix L.) fra 1986 (Potts 1986) er blandt de få. Han viste, at overlevelsen af agerhønekyllinger var nedsat som følge af herbicid-sprøjtning i kornmarker og de herved skabte ændringer i tæthed og diversitet af insektføde.

(Wilson et al. 1999) har gennemgået litteraturen for 26 arter af fugle som blandt andet lever af korn og enten er sommergæster eller tager permanent ophold i agerlandet i Nordvesteuropa og ændringer i diversiteten og tætheden af de planter og invertebrater ,som udgør deres fødegrundlag. Desuden undersøgte de hvilke af de faktorer, der har medvirket til disse ændringer, der kan have haft den største betydning. Populationsstørrelsen for 11 arter af fuglene var faldet betydeligt fra 1970’erne til 1990 og moderat for 4 arter.

De 12 af de 15 arter med faldende populationer lever også i Danmark: Agerhøne (Perdix perdix)^h, Vagtel (Coturnix coturnix ), Turteldue (Streptopelia decaocto), Sanglærke (Alauda arvensis), Toplærke (Galerida cristata ), Gråspurv (Passer domesticus)^h, Skovspurv (Passer montanus)^h, Tornirisk (Carduelis cannabiba)^h, Dompap (Pyrrhula pyrrhula), Gulspurv (Emberiza citrinella)^h, Rørspurv (Emberiza schoeniclus)^h og Kornværling (Miliaria calandra) (Wilson et al. 1999). Arter anført med ^h er fortrinsvis herbivorer (Peterson et al. 1994).

Fuglene lever af frø fra korn, især fra hvede (Triticum), byg (Hordeum) og havre (Avena). Desuden lever de af frø fra vilde planter, der ofte forekommer som ukrudt i marker, bl.a. Pileurt (Polygonum sp.), Fuglegræs (Stellaria sp.) og Gåsefod (Chenopodium sp.). Men frø og grønne plantedele af arter i familierne Asteraceae, Fabaceae og Brassicaceae udgør også en stor del af deres føde. I fuglenes yngleperiode er insektføde dog særlig vigtig. Blandt insekter lever fuglene oftest af markgræshopper (Acrididae), bladhvepse (Symphyta), edderkopper (Araneae), bladbiller (Chrysomelidae), snudebiller (Curculionidae), sommerfugle og møl, incl. larver (Lepidoptera), bladlus (Aphididae) og stankelben, incl. larver (Tipulidae).

I en sammenligning af hvilke fødeemner fuglene med aftagende populationer levede af i forhold til de fugle, hvis populationer ikke var faldende, blev der ikke fundet signifikante forskelle i valg af familie eller slægt af planter hos de to grupper af fugle (Peterson et al. 1994);(Wilson et al. 1999). Forfatterne antager dog, at den samlede nedgang i diversitet og tæthed af planteføde i agerlandet, blandt andet på grund af sprøjtning med herbicider, har været medvirkende årsag til faldet i populationsstørrelse hos de ovenfor nævnte fuglearter. Der var derimod forskel på de to gruppers valg af insektfamilier og slægter. Fugle med populationsnedgang levede af en signifikant højere andel af markgræshopper (Orthoptera), bladbiller (Coleoptera) specielt snudebiller (Curculionidae), edderkopper (Aracnidae), og bladhvepse (Hymenoptera). Alle 4 taxa er følsomme overfor insekticider. Fugle, hvis populationer ikke var faldende, spiste ikke signifikant højere mængder af nogle taxa af insekter (Wilson et al. 1999).

I en engelsk undersøgelse baseret på artsniveau med hensyn til planteføde er der, i modsætning til ovenstående undersøgelse, fundet en sammenhæng mellem tilbagegangen i populationer for 19 af agerlandets fugle og ændringer i forekomsten af deres foretrukne planteføde (Smart et al. 2000). For 9 af 12 arter af fugle med faldende populationer, var frekvensen af arter af deres foretrukne planteføde også faldende. Hos sanglærke (Alauda arvensis), sangdrossel (Turdus philomelos) og dompap (Pyrrhula pyrrhula) som havde faldende populationer, var frekvensen af fødeplanter dog ikke faldende. Den højeste nedgang i frekvens af planteføde, blev fundet hos arter som udgør en vigtig del af føden hos agerhøne (Perdix perdix), jernspurv (Prunella modularis), tornirisk (Carduelis cannabina) og skovspurv (Passer montanus). Især frekvensen af énårige ukrudtsarter som Vej-Pileurt (Polygonum aviculare), Persicaria maculosa, Enårig Rapgræs (Poa annua) og Alm. Fuglegræs (Stellaria media), som disse fugle foretrækker, var faldende.

Desværre er tilgængeligheden og udvalget af føde i marker sjældent kortlagt på de samme arealer, som hvor indholdet af føde i fuglenes maver er analyseret. Derfor vides det ikke om fuglene selektivt vælger deres føde, eller om maveindholdet blot afspejler de relative mængder af føde, der var tilgængelig i marken på undersøgelsestidspunktet (Wilson et al. 1999). En kvantificering af hvad der er ’vigtige fødeemner’ afhænger desuden af, om det er den relative biomasse eller det relative antal af en dyre/plantegruppe, der bruges som indikator og ikke mindst af, hvilket subjektivt kriterium der er sat for, hvornår et fødeemne er vigtigt. I reviewet af (Wilson et al. 1999) blev fødeemner vurderet som vigtige, når de udgjorde mere end 5% af føden (i antal eller biomasse) eller hvis de var vurderet som vigtige i en reference.

Andre forfattere har undersøgt årsagerne til nedgange i fuglebestandene i agerlandet for enkelte arter af fugle. De indirekte effekter af herbicidsprøjtning er blandt andet fremhævet af (Hustings et al. 1990), som en væsentlig årsag til nedgangen i bestande af Kornværling (Miliaria calandra). Arten er nu ved at forsvinde som ynglefugl i Holland.

I Danmark er specielt arterne Vibe, Sanglærke (Alauda arvensis), Landsvale (Hirundu rustica), Tornsanger (Sylvia communis) og Tornirisk (Carduelis cannabina) gået tilbage. Overvågning af arternes populationsbiologi fra 1976-1987 foreligger, og i denne periode var forbruget af bekæmpelsesmidler støt stigende frem til 1983, og behandlingshyppigheden øgedes 2-3 gange i perioden (Braae et al. 1988).

Blandt disse 4 fugle er lærkens fødegrundlag mest velundersøgt (Odderskaer et al. 1997). Lærken er den hyppigste fugl på de dyrkede marker, og den søger føde i marken. Kvaliteten og kvantiteten af lærkens fødegrundlag i sprøjtede marker viste sig at være ringere end i usprøjtede marker. En tydelig effekt sås i de første 2 uger efter sprøjtning med insekticid, hvor insektfødemængden var hele 3 gange lavere i de sprøjtede marker. Specielt var mængden og andelen af den spiste insektføde, der bestod af herbivore insekter, som sommerfugle, tæger og bladbiller, lavere hos de undersøgte lærkeunger i de sprøjtede marker. I 4 år blev 4 vårbygmarker undersøgt, hvoraf de to blev sprøjtede med insekticider, fungicider og herbicider. Antallet af lærkeunger, der forlod reden, reduceredes gennemsnitligt med 38% i de sprøjtede marker, Lærkene opgav ofte at yngle efter insekticidbehandlingen (i den første halvdel af juni), som desværre hyppigt falder sammen med tidspunktet for, hvornår lærkerne yngler. Desuden var ukrudtsbiomassen lavere i de sprøjtede marker, såvel som tætheden og udbuddet af herbivore insekter.

Agerhønen er som nævnt en af de fuglearter, hvis bestand er reduceret væsentligt. Undersøgelser i England har vist at antallet af ynglende fugle (-par) er reduceret med 80% i perioden fra 1952 til midt 80’erne. Samme høje reduktion i agerhønebestanden er fundet i Nordamerika og Østeuropa. Den intensive landbrugsdrift og det øgede forbrug af pesticider siden 50’erne anses for at være hovedårsagerne til den observerede nedgang i antallet af agerhøns (Sotherton et al. 1988).

Hvor stor betydning kvaliteten og mængden af insektføde har for agerhønekyllingers sårbarhed overfor pesticider er undersøgt af (Dahlgren 1985). De første 2-3 uger efter deres fødsel lever kyllingerne kun af insekter, hvorefter de skifter til planteføde (Sotherton et al. 1988). I et mindre forsøg med kontrolleret fodring af kyllinger med forskellige mængder leddyr, havde fungicidet Neovoronit kun en effekt på kyllinger, som ikke havde fået tilstrækkelige mængder af leddyr i de første 8 uger efter deres fødsel. Skadeeffekter sås først 5 uger efter at de 12 uger gamle kyllinger var blevet fodret med hvedefrø behandlet med fungicid. Bevægelsesevnen blev reduceret hos kyllingerne, idet deres ankelknogler (tarsal plates) løsnedes. Skadede kyllinger vil derfor have mindre mulighed for at undslippe rovdyr. Neovoronit (Fuberidazole) er i Danmark godkendt til bejdsning af hvede, rug og triticale (Jensen et al. 2001b). Resultaterne af forsøget indikerer, at det muligvis er den samlede effekt af sprøjtning med herbicider, fungicider og insekticider, der er medvirkende årsag til en reduktion i agerhønebestanden.

Nyere undersøgelser af årsagerne til agerhønens tilbagegang i Frankrig peger på, at predation af agerhøns i yngleperioden forklarer størstedelen (73%) af den øgede dødelighed. Ændringer i agerlandets struktur og etableringen af store sammenhængende marker var eksempelvis korreleret med forekomsten af Rørhøg. Derimod blev der ikke fundet nogen sammenhæng mellem forekomsten af ræve og væsler og graden af predation på agerhøns (Bro et al. 2001).

I det vestlige Kansas var den gennemsnitlige nedgang i bestanden af fasaner (Phasianus colchicus) på 65% i perioden fra 1966-75 til 1986-95. For at øge fødegrundlaget for blandt andet fasaner, blev arealer med græsmarker øget fra 1985, men fasanbestanden blev ikke genoprettet i regionen. Ifølge (Rodgers 1999) kan det skyldes, at fasaner fortrinsvis overvintrer i ukrudtsrige hvedestubmarker. Fødegrundlaget i disse er væsentligt forringet, da ukrudtet bekæmpes intensivt med herbicider.

Selvom der som nævnt ovenfor er en grundlæggende viden om, hvilke plantearter agerlandets fugle lever af, konkluderer (Jones et al. 1997a) at den nuværende viden om de kvantitative fødekrav hos fuglene er for sparsom. Det er derfor svært at planlægge hvilke forvaltningstiltag, der er tilstrækkelige for at sikre fuglenes fortsatte overlevelse. De antager dog, at en tæthed af ukrudt svarende til den i 1970’erne vil være påkrævet for at stabilisere og vende den fortsatte nedgang i populationsstørrelse hos agerlandets fugle. Flere tiltag er mulige for at opnå dette, blandt andet . bevarelse af vinterstubmarker, hvor der sprøjtes mindre og ikke harves, da det især er om efteråret og vinteren at fuglene mangler føde. I stedet kan afgrøderne sås om foråret (Jones et al. 1997a).

Direkte effekter på fugle

En undersøgelse af registrering af ulykker i forbindelse med brug af pesticider i 13 europæiske lande fra 1990-1994 viste, at de fleste direkte skader ved pesticidsprøjtning blandt vertebrater rammer fugle. Forgiftning af pesticider sker oftest ved at fuglene spiser bejdsede frø. Fugle der har spist bejdsede frø er ofte fasaner, duer og ænder. Forsætligt misbrug, som udgør hovedparten af uheldene med pesticider rammer oftest gæs, duer, ænder og hættemåger. Brugen af rodenticider og insekticider er årsag til 98-100% af ulykkerne på alle vertebrater (Snoo et al. 1999).

Ved sprøjtning af afgrøder i marken er enkelttilfælde af skader rapporteret for spurve, duer, gæs og sangfugle. I alle tilfælde har fuglene spist af afgrøder eller frø der har været sprøjtet, eller spist græs fra naboarealer til sprøjtede marker.
Pesticider kan også ophobes i regnorme. I tidsrummet fra 1980-1993 er næsten 100 rovfugle i Europa døde af indirekte forgiftning med carbofuran (1980-1993), fordi de har spist regnorme, der har været udsat for sprøjtning. Ingen ulykker på fugle ved lovlig brug af pesticider er registreret i Danmark og Norge (Snoo et al. 1999). Carbofuran er ikke anført som godkendt sprøjtemiddel i Danmark i 2001 (Jensen et al. 2001b). Endvidere er de fleste af de pesticider der anvendes lovligt i Danmark i dag ikke direkte toksiske i de koncentrationer, der findes i marken (Elmegaard 1998a).

Sprøjtefrie randzoner

I de første engelske undersøgelser af effekter af sprøjtefrie randzoner, blev agerhøns brugt som indikatorart for effekter på agerlandets fugle (Sotherton et al. 1988). I disse undersøgelser viste det sig, at ophør med sprøjtning af alle pesticidtyper i 6 m brede randzoner først og fremmest øgede ynglesuccesen.Antallet af ynglefugle per km² i kornmarker mere end fordobledes i løbet af en forsøgsperiode på tre år (Sotherton et al. 1988).

En lignende engelsk undersøgelse af effekter af sprøjtefrie randzoner på agerhøns peger i samme retning. I de sprøjtefrie randzoner, øgedes overlevelsen af kuld og fødesøgningen blev mere intensiv per areal. På bedrifter med usprøjtede randzoner overlevede 14 af 15 kuld og kyllingerne søgte i gennemsnit føde 38 m fra deres overnatningssted. På bedrifter med sprøjtede randzoner overlevede kun 7 af 17 kuld og kyllingerne søgte i gennemsnit føde 107 m fra deres overnatningssted. Selve kuldstørrelsen fordobledes også (fra 4,7 til 7,8 individer) på de bedrifter, hvor randzonerne ikke var sprøjtet (Rands 1985).

Den gavnlige effekt af sprøjtefrie randzoner på fugle skyldes blandt andet den øgede forekomst og artstæthed af leddyr og ukrudt (Chiverton 1993;Hald et al. 1994b;Chiverton 1995). Desuden er markens randzone et foretrukket område at have rede i for flere af agerlandets fugle (Moreby 1997). Særlig syv grupper af insekter, der har betydning for overlevelsen af kyllinger af Agerhøne (Perdix perdix ), Fasan (Phasianus colchicus), Gulspurv (Emberiza citrinella), Jernspurv (Prunella modularis), Kornværling (Miliaria calandra), Sanglærke (Alauda arvensis) og Tornsanger (Sylvia communis), er fundet i højere tætheder i de usprøjtede randzoner. Det gælder insektgrupperne: edderkopper (Araneae), cikader (Auchenorrhyncha), tæger (Heteroptera), larver (caterpillars), løbebiller (Carabidae), bladbiller (Chrysomelidae) og snudebiller (Curculionidae) (Moreby 1997). Ifølge (Elmegaard 1998a) er randzonen dog af mindre betydning for blandt andet sanglærken, idet områderne undgås, måske på grund af en øget predationsrisiko.

I Holland har effekten af sprøjtefrie randzoner kunnet observeres på adfærden hos Gul Vipstjert (Motacilla flava flava), som lever af insekter. Et højere antal besøg blev observeret i de sprøjtefrie randzoner end i sprøjtede randzoner (de Snoo 1999).

Da de sprøjtefrie randzoner også gavner flora og fauna i de tilstødende kantbiotoper (Hald et al. 1994a), vil de sandsynligvis også gavne de fugle, der yngler i eksempelvis hegn.

Forskelle i fuglefaunaen i konventionelle og økologiske marker

Danske undersøgelser af forskelle i bestand og forekomst af agerlandets fugle på marker og småbiotoper omkr ing økologiske og konventionelle bedrifter fra 1984-1987 viste, at forekomsten af 24 arter af fugle var højere på arealerne omkring de økologiske gårde (Braae et al. 1988). Dette gælder også for alle agerlandets såkaldte karakterfugle: Vibe, Sanglærke, Landsvale, Bysvale, Tornsanger, Tornirisk, Bomlærke og Gulspurv. Desuden var bestandstætheden af fugle på de konventionelt dyrkede arealer kun 37-51% af tætheden på de økologisk dyrkede arealer. Da der også er fundet større udbud af fugleføde i de økologiske marker, regnes dette for en medvirkende årsag til de fundne forskelle. Der kan dog også være forskelle i antallet og kvaliteten af småbiotoper på de to bedriftstyper, som influerer på fuglebestanden (Braae et al. 1988); (Petersen et al. 1995). I deres statistiske behandling af fugleobservationer (alle fugle der ses eller høres i løbet af 5 min.) forsøgte (Braae et al. 1988) , at eliminere betydningen af småbiotoper og forskelle i landskabsstruktur på de fundne forskelle i fuglebestandene i økologiske og konventionelle marker. De fundne resultater med og uden korrektion for biotopforskelle er angivet i tabel 3.

Tabel 3
Antallet af fugle på konventionelle brug i procent af antallet på økologiske, udregnet på grundlag af det totale materiale og det korrigerede materiale, hvor biotopsafvigelser er søgt elimineret.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 3‘‘
1. Gravand er inkluderet i undersøgelserne, da alle fugle der er set og hørt på den enkelte bedrift er medtaget i undersøgelsen.
Signifikansniveauer angivet: *: 0,01<p<0,05, **: 0,001<p<0,01, ***: p<0,001 (Wilcoxon test) (Braae et al. 1988).

Ikke bare tætheden af voksne fugle, men også kuldstørrelsen hos Guldspurven var større (15%) i august måned på økologiske bedrifter end på konventionelle. Guldspurven lagde også flere æg på de økologiske brug. Kuldene blev optalt i 1992 og 1993 på markerne til 12 bedrifter, 6 økologiske og 6 konventionelle. Guldspurven er blandt agerlandets karakterfugle året rundt. I vintermånederne er der også fundet højere tætheder af Gulspurven på økologiske marker end på konventionelle. Endelig faldt antallet af Gulspurve der fouragerede i de konventionelle marker i nogle uger efter insekticidsprøjtning (Petersen et al. 1995).

Effekter ved omlægning til brakmark

Undersøgelser af effekter af braklægning på fugle er fåtallige (Mogensen et al. 1997). Flere undersøgelser har dog vist, at selv på første og andet års brakmarker er der tættere og mere artsrige fuglebestande end i afgrøder (Hill 1990;Sotherton et al. 1994;Mogensen et al. 1997). En af årsagerne hertil er den højere tæthed og artsdiversitet af vilde planter og insekter i brakmarkerne. Særligt hvis brakmarkerne etableres ved naturlig regeneration i eksempelvis stubmarker, vil det øge fødegrundlaget for fugle også i efterårs- og vinterhalvåret. Tætheden og artsdiversiteten af fugle afhænger dog også af brakmarkernes beliggenhed i forhold til andre foretrukne levesteder for fuglene, eksempelvis skovbryn og hegn, som benyttes af hønsefugle (Mogensen et al. 1997). Desværre afvikles rotationsbrakken tidligt på sommeren, hvilket resulterer i at fugle med få uger gamle unger får ødelagt deres rede og fødesøgningshabitat. En ulempe ved flerårige brakmarker er derimod at mængden af spildkorn og ukrudt er mindre her, mens urtevegetationen er blevet for høj. Slåning eller afgræsning af brakmarkerne (udenfor fuglenes ynglesæson) kan hindre en for lukket vegetation (Mogensen et al. 1997).

Effekter af pesticider og pesticidophør på pattedyr

Direkte effekter på pattedyr

De fleste pesticidulykker blandt pattedyr i Europa er registreret for ræve og grævlinger. Men næsten ingen uheld er registreret i forbindelse med sprøjtning af marker. Uheldene skyldes oftest at dyrene har spist bejdsede frø (Snoo et al. 1999). I Danmark anvendes der stort set ingen midler, der udgør en risiko for pattedyrfaunaen (Elmegaard 1998a).

Indirekte effekter på pattedyr

Få indirekte effekter af pestic ider er rapporteret for pattedyr. En af årsagerne kan være, at kun få pattedyrsarter er afhængige af insekter i dyrkede marker (Elmegaard 1998a). En anden årsag kan være, at der i kornmarker findes meget små bestande af pattedyr. For mindre pattedyr udgør hegn et langt bedre levested, men blandt andet dværgmus har ofte også reder i markskel og eventuelt kunstigt etablerede jordvolde med græs (for at skabe levesteder i marker for biller). I markskel bygger dværgmusen oftest rede i Brombær (Rubus fructicosus), Engriflet Hvidtjørn (Crataegus monogyna) og Slåen (Prunus spinosa), mens på jordvolde bygger de oftest rede i Hundegræs (Dactylis glomerata) (Bence et al. 1999). Markmus og spidsmus foretrækker især åbne græsmarker. Det kan derfor tænkes, at kvaliteten og kvantiteten af hegn, skel og græsmarker vil have betydning for både flere af de mindre pattedyr og vildtet i marker (Smith 1989). Andre mindre pattedyr end mus, der kan være potentielt udsat for side-effekter af pesticider, er egern, rotter og muldvarper.

Haren er et af de pattedyr der siden 1960’erne er gået tilbage i Danmark, såvel som i andre europæiske lande. Brugen af herbicider kan muligvis være en medvirkende årsag. Landbrugets struktur- og sædskifteændringer er en anden væsentlig årsag, blandt andet pløjningen af stubmarker. Fødegrundlaget for harer er meget sparsomt i landbrugsområder, hvor arealer med korn dominerer i landskabet, og hvor der er få græsmarker. Sprøjtning med herbicider i sådanne områder kan derfor have en betydelig effekt i sommer og efteråret, idet det sidste fødegrundlag fjernes, når ukrudtet sprøjtes væk. Analyser af maveindholdet hos harer har vist at de foretrækker vilde planter for afgrøder. Græsser og tokimbladet ukrudt af slægterne svingel (Festuca), bunke (Deschampsia), rajgræs (Lolium), hundegræs (Dactylis), hejre (Bromus), hestegræs (Holcus), rapgræs (Poa), kvik (Agropyron), rottehale (Phleum), røllike (Achillea), vejbred (Plantago), kløver (Trifolium) og vikke (Vicia) udgjorde hovedparten af føden i de undersøgte dyr (Frylestam 1985a). I undersøgelser over harens populationsdynamik i Danmark er pesticider dog ikke nævnt som medvirkende årsag til tilbagegangen i harebestanden i landet (Hansen 1991).

Da fødemangel antages at være hovedårsagen til den fundne nedgang i harebestanden, vil såning af føde i lange korridorer på 3 m x 3 km, som forsøgt i Sverige, kunne bidrage til at bevare de nuværende bestande af harer (Frylestam 1985b).

Sprøjtefrie randzoner

Effekter af ophør med sprøjtning med herbicider på fødesøgningsmønsteret hos mus er undersøgt i England. Et 3-årigt forsøg i kornmarker (vinterhvede) med usprøjtede parceller og parceller med reducerede mængder herbicid i markernes randzone viste tydeligt, at de undersøgte 32 individer af skovmusen aktivt opsøgte begge disse parceller frem for de sprøjtede parceller (Tew et al. 1992). Denne effekt skyldes, at musene i kornmarker lever af både arter af ukrudt og insekter, hvis tæthed øges ved ophør med sprøjtning. Tætheden af de tre almindeligste arter af græsukrudt (Alopecurus myosuroides, Bromus sterilis, Avena sp.) var højest i de usprøjtede parceller, mens tætheden af Mark-Ærenpris (Veronica arvensis) var højest i de konventionelt sprøjtede parceller. I det første forsøgsår var tætheden per m² af 4 insektordner (Colle mbola, Hemiptera, Diptera og Parasitica) ud af 15 undersøgte desuden signifikant højere i de usprøjtede randzoner. Lignende resultater blev fundet i en tidligere undersøgelse af samme forfatter af effekten af usprøjtede randzoner (Tew 1988). Her fandt han at en skovmus foretrak at søge føde i de usprøjtede randzoner og endda bevægede sig 2,5 km fra sin rede om natten for at spise denne føde. Skovmusen er den almindeligste museart i dyrkede marker i Danmark og lever hovedsagelig af frø og korn, som udgør 40-70% af dens føde (Mogensen et al. 1997). Mange andre faktorer har dog også betydning for forekomsten af mus, hvoraf en høj heterogenitet af mikrohabitattyper i marken er væsentlig for nogle arter, eksempelvis markmus (Tew et al. 1992).

Effekter ved omlægning til brakmark

Mus, harer, rådyr og krondyr fouragerer gerne i enårige brakmarker, hvor planterne når at sætte frø. I flerårige brakmarker fouragerer en lang række andre pattedyr også, eksempelvis pindsvin, mosegris, ræv og grævling. Den øgede forekomst af pattedyr kan til dels skyldes den øgede fødemængde af insekter og vilde planter, men også at brakmarker er forholdsvis uforstyrrede. For skovmus har undersøgelser dog også vist, at musene kan være fødebegrænsede i brakmarker, idet frø kun udgjorde 20% af deres føde. Flerårige brakmarker er til større gavn for insektædere som alm. spidsmus og den mere sjældne dværgspidsmus, og de foretrækker højere græsvegetation (Mogensen et al. 1997).

Resumé

En lang række internationale publikationer dokumenterer at floradiversiteten i agerlandet i Nordeuropa er gået tilbage i løbet af de sidste 30 år. Floraændringerne kan have mange årsager, så som ændrede sædskifter, bedre og mere effektive landbrugsmaskiner, en mere intensiv dyrkning på landbrugsarealerne med anvendelse af hjælpestoffer, så som gødningsstoffer og mere effektive pesticider. En målrettet kemisk bekæmpelse af ukrudt har utvivlsomt givet et væsentligt bidrag til reduktionen af planteantal og -arter på landbrugsarealer. Anvendelse af pesticider har ikke blot en betydning for biodiversiteten på landbrugsarealerne, men har ligeledes betydning for biodiversiteten og artssammensætningen i grøfter, markskel og naboarealer på grund at afdrift af pesticider ved sprøjtning tæt på skel. I danske og hollandske undersøgelser med sprøjtefri randzoner blev der fundet flere arter i de kant-biotoper, som lå op til de sprøjtefri randzoner end i de kantbiotoper, der lå op til sprøjtede arealer. Anvendelse af reducerede doseringer af pesticider på markarealer har i flere undersøgelser vist sig at fremme biodiversitet af såvel flora som fauna. Sammenlignende undersøgelser af økologiske og konventio-nelle bedrifter viser højere flora- og faunadiversitet på økologiske bedrifter, hvilket dog ikke alene kan tilskrives, at der ikke anvendes pesticider i de økologiske marker. Anvendelse af hjælpestoffer påvirker ikke blot livet på landbrugsarealerne, men vil også kunne påvirke naboarealer utilsigtet, hvis traktorføreren kører for tæt på markskel, og spreder pesticider og gødnings-stoffer ind over disse direkte eller som følge af vinddrift. Biodiversiteten er som regel størst i markernes randzoner. En række af de gennemgåede studier peger således i retning af, at undladelse af brug af hjælpestoffer i randzonen derfor vil være en godt sted at begynde, såfremt biodiversiteten i agerlandet ønskes øget. Forsøg med ophør af brug af pesticider viste, at dækningsgraden af en række konkurrencestærke ukrudtsarter steg, hvilket ikke er overraskende.

Omlægning af sædskiftearealer til brakarealer har vist. at mange plante og dyrearter, som ikke har forekommet på arealet i større udstrækning, hurtigt spredes til arealerne fra naboarealer. Floradiversiteten afhænger desuden af graden af forstyrrelser af dyr, så som muldvarper og gnavere, som medvirker til at fremme floradiversiteten. Floradiversiteten på braklagte arealer er stærkt påvirket af driften af arealerne fx om der foretages slåning, hvilket hindre frø-sætning hos nogle vilde arter.

Anvendelse af pesticider påvirker forekomsten af ikke-skadevoldende dyrearter. En del insekter fungerer som nyttedyr, idet de enten lever af skadedyr som fx bladlus eller bestøver afgrøderne. Pesticidernes skadelige effekter af dyrepopulationer afhænger af, hvor dyrene befinder sig i tid og rum på sprøjtetidspunktet, og dermed af deres populationsbiologi. Fx er leddyr, der lever i afgrøden i højden mere udsatte end leddyr, der er tilknyttet jordoverfladen og de øverste jordlag.

Skadelige effekter af pesticider skyldes ofte at mange leddyr lever af ukrudt og svampe og deres fødegrundlag forsvinder ved sprøjtningen. Reduceres et led i fødekæden, går det ud over de efterfølgende led og resulterer i reduceret forekomst af større dyr som fx fugle og hare i agerlandet. Forgiftninger af fugle med pesticider forekommer, når fugle spiser bejdsede frø.

Ophør med pesticidsprøjtning har således i de fleste undersøgelser vist sig at medføre en øget dækningsgrad af nogle vilde plantearter og en generel forøget biodiversitet. Det er imidlertid vanskeligt at forudsige præcist, hvilke ændringer der vil forekomme på et givet markareal ved pesticid- og/eller gødskningophør. Floraændringerne er afhængige af en række forhold så som jordens frøbeholdning og mængden af regenerative vegetativ stængel og roddele samt muligheden for tilførsel af vilde planter fra naboarealer og markskel i form af frøspredning- og vegetativ indvandring. Floraen er fundamentet for faunaen og en stigende floradiversitet og planteantal vil som oftest medføre øget faunadiversitet og et øget antal dyr, men faunaforøgelsen vil ligeledes afhænge af naboarealernes egenskaber som fx spredningsmulig-heder, overvintringsmuligheder og redepladser. Ændres dyrkningspraksis i randzonen opnårs i nogle tilfælde en flerfarvet blomstrende flora, med et stort insektliv med deraf følgende mulighed for et rigere fugleliv end tidligere. I andre tilfælde opnås en relativ ensartet vegetation bestående af græsser eller høje grønne planter som hvidmelet gåsefod (Chenopodium album) eller at arealet gror til med nælder (Urtica urens/Urtica dioica).

Generelt må forventes på baggrund af de foretagende litteraturstudier, at biodiversiteten vil stige og at antallet af dyr og planter i marker vil forøges ved pesticidfri dyrkning. Jo større arealer der dyrkes pesticidfrit eller med reduceret pesticidanvendelse, jo større biodiversitet må der forventes at opnås i agerlandet, om end effekterne på biodiversiteten ikke kan forventes at stige proportionalt med fx antallet af km randzone, der dyrkes pesticidfrit. Virkningen vil helt afhænge af landskabets generelle homogenitet (topografi, jordbundsforhold, forekomst af forskellige biotoper, etc.) og effekterne vil derfor været meget forskellige fra sted til sted.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |