Forsøg med Bio-Gel/Bio-Vand rensning af olieforurenet jord

5 Anbefalinger og konklusioner

Der er udført målinger på jord-, vand- og poreluftprøver fra et olieforurenet område ved bygning 64 i Avedørelejren i forbindelse med forsøg på en biologisk nedbrydning af olieforureningen. Den forurenede jord består af fast moræneler, og der er over en periode på 10 måneder tilført ca. 500 m3 Bio-Vand til området. Den nøjagtige sammensætning af produkterne er en forretningshemmelighed, men produktet skulle indeholde en bestemt bakteriestamme, som skulle være specielt velegnet til at nedbryde olieforurening, næringssalte og iltningsmiddel.

Målingerne og undersøgelserne har givet følgende resultater:

  • permeationsforholdene i moræneleren på den aktuelle lokalitet medfører, at der maksimalt kan påregnes en indtrængningsdybde for vand i leren på 20 cm i løbet af et halvt år
  • det har ikke kunnet påvises, at oliekoncentrationerne i det forurenede område er blevet reduceret
  • der har ikke kunnet måles sikre tegn på forøget aerob biologisk aktivitet i området ved kuldioxid- produktion eller forøget iltforbrug i poreluften i jorden
  • der har ikke kunnet måles sikre tegn på forøget anaerob biologisk aktivitet i området ved forøget methanindhold i poreluften i jorden
  • en af de bakteriestammer, som Bio-Vandet angiveligt skulle indeholde, har hverken kunnet genfindes i selve produktet eller i jorden i det behandlede område med de anvendte analyser
  • det har ikke kunnet påvises, at de bakterier, som er fundet i Bio-Vandet, er blevet spredt til jorden
  • i de første måneder af forsøget kunne ses tegn på en vis udvaskning af olieforurening til porevand og grundvand i området, men efter et halvt år var denne effekt ikke længere tydelig

Det står efter gennemførelse af forsøget klart, at det har været forbundet med store vanskeligheder rent fysisk at presse Bio-Vandet ud i den tætte lerformation. Sammen med de øvrige negative resultater fra forsøget giver det anledning til at anbefale, at der inden in-situ behandling af jordforurening gennemføres følgende grundige forundersøgelser:

  • laboratorie- og feltforsøg, hvor den aktuelle jordarts permeabilitet og diffusionsegenskaber bestemmes, og den mest velegnede metode for tilførsel af bakterier, næringsstoffer og elektronacceptor fastlægges
  • treatibility test, hvor jord fra den forurenede lokalitet og Bio-Vand blandes, og den mikrobielle nedbrydning måles med henblik på at vurdere om der sker en stimulering af aktiviteten ved behandlingen

Som nævnt i forordet var det ved igangsættelse af projektet forventet, at der sideløbende med dette projekt var blevet gennemført laboratorieforsøg til at belyse Bio-Gelen/Bio-Vandets evne til at nedbryde olie i jord. Dette forsøg blev dog desværre ikke gennemført. Det kan derfor ikke udelukkes, at Bio-Vandet under mere gunstige geologiske forhold vil kunne fremme en biologisk nedbrydning af olie i en forurenet jord, omend de gennemførte undersøgelser ikke tyder på, at produktet er velegnet til formålet.