| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Automatisk præcisionsstyring til mekanisk ukrudtsbekæmpelse i gartnerier og planteskoler

1 Indledning

Behovet for bekæmpelse af ukrudt i frilandsgrønsager og planteskoler er ofte stort, fordi der er tale om konkurrencesvage kulturer, der dyrkes på større rækkeafstande, typisk 25-50 cm. Ukrudtet har derfor gode vækstbetingelser og kan ved utilstrækkelig bekæmpelse forvolde betydelig skade i form af betragtelige nedgange i både udbytte og kvalitet. Ukrudtet konkurrerer med kulturplanterne om adgangen til vand, næringsstoffer og lys, og desuden besværliggøres optagningen af kulturplanterne.

Samfundets ønske om en reduktion i pesticidanvendelsen i jordbruget samt det faktum, at flere herbicider er fjernet fra markedet på grund af revurderingen, har medført, at mekanisk ukrudtsbekæmpelse gradvist vinder mere og mere indpas. I gartnerier og planteskoler er det først og fremmest traditionel radrensning til bekæmpelse af ukrudt i rækkemellemrummene, som anvendes. Flere producenter er også begyndt at anvende strigling, således at ukrudtet både mellem rækkerne og i rækkerne bekæmpes i én arbejdsgang. Metoden har været lovende i kulturer med gode selektivitetsforhold, hvilket er, når en god ukrudtsbekæmpelse kan opnås uden samtidig at skade kulturen væsentligt. Det gælder eksempelvis for kulturer som udplantede kål og selleri samt en række vedplantekulturer enten som stiklinger eller priklinger. Strigling har imidlertid to væsentlige ulemper, dels at kulturen kan skades uacceptabelt, dels at kun meget småt ukrudt bekæmpes effektivt, hvorfor timing og vejrforhold er meget afgørende for resultatet. Radrensning derimod giver generelt større sikkerhed i ukrudtsbekæmpelsen, fordi behandlingstidspunktet ikke er nær så afgørende som ved strigling. Radrenseren bekæmper imidlertid ikke ukrudtet i selve kulturrækkerne, hvilket har foranlediget flere avlere til at udstyre radrenseren med ekstraudstyr, som f.eks. børster og skrabepinde, til at klare denne opgave. I Holland er der opnået udmærkede resultater med ekstraudstyr som fingerhjul, skrabepinde eller børster til bekæmpelse af ukrudt i rækken i stedsegrønne vedplantekulturer i planteskolesammenhæng, men den anvendte manuelle styringsteknik var ikke tilstrækkelig nøjagtigt til at undgå skader (Looman et al., 1999).

Her i landet dyrkes i alt ca. 10.500 ha med frilandsgrønsager med ærter, kål, gulerødder, løg, porre og salat som de vigtigste afgrøder (Henriksen et al., 2002). Frilandsgrønsager dyrkes ofte på rækkeafstande på 50 cm, hvor det er muligt at anvende mekanisk ukrudtsbekæmpelse i rækkemellemrummene, så længe kulturplanterne kan tåle kørsel imellem rækkerne. Dertil kommer brug af lugning, der kan være omfattende i nogle afgrøder (Ørum og Christensen, 2001).

I dyrkningen af frilandsgrønsager anvendes herbicider i det omfang, de er tilladte, som både jordmidler og kontakt- og systemiske midler (Henriksen et al., 2002). Et ekspertskøn over herbicidforbruget anslår behandlingshyppigheden til at være mellem 1,0 og 1,9 som gennemsnit for hele grønsagsarealet i årene 1996-1999 (Henriksen et al., 2002). Der er imidlertid store variationer i herbicidforbruget mellem de enkelte afgrøder. Udsåede løg kan således have en behandlingshyppighed på op til 5,0 for herbicider, hvorimod kål og salat har en behandlingshyppighed væsentligt under 1 (Henriksen et al., 2002).

Planteskoleplanter dyrkes på rækkeafstande, der er meget mindre end i frilandsgrønsager. Således er 60% af planteskolernes totale areal på 2171 ha udlagt i bede med 4-5 rækker typisk på en rækkeafstand af 25-30 cm. Der er flere grunde til, at planterne står på så små rækkeafstande. Dels reguleres væksten gennem rækkeafstanden, dels er mikroklimaet omkring planterne mere optimalt for væksten, dels bruges mindre jord, og endelig er maskinerne indkøbt til små rækkeafstande. Ukrudtsforebyggelsen begrænses af langvarige sædskifter, hvor planterne står flere år på samme bed. Derfor er en bekæmpelse hele året meget vigtig. Mekanisk bekæmpelse anvendes i stor udstrækning, når vejret tillader det. Ørum og Christensen (2001) vurderer på basis af tal fra DEG, at der bruges mellem 600-1100 arbejdstimer pr. ha til at renholde planteskolekulturer med maskiner og håndkraft. Den mekaniske ukrudtsbekæmpelse består overvejende af radrensning, som udføres løbende gennem vækstsæsonen. Dertil kommer supplerende brug af andre metoder som lugning, strigling, fræsning og lignende. Herbiciderne bruges forud for vækstsæsonen som spirehæmmende midler og dels gennem vækstsæsonen som afskærmet sprøjtning. Behandlingshyppigheden for herbicider er som kvalificeret skøn vurderet at være mellem 0,7-1,4 i planteskoler (Andersen et al., 2002). Herbiciderne, der er godkendt til formålet, består af jordmidler, systemiske midler og kontaktmidler (Andersen et al., 2002).

Muligheden for at kunne styre radrensere automatisk i rækkeafgrøder har længe været ønsket i jordbruget, fordi det i flere henseender kan gøre den mekaniske ukrudtsbekæmpelse i rækkemellemrummene betydelig mere rationel (Søgaard & Melander, 2000). For det første, fordi en ekstra lønudgift kan spares i de tilfælde, hvor der foruden traktorchaufføren, er behov for en ekstra person til finstyring af selve redskabet. For det andet, fordi arbejdskapaciteten forventes at kunne øges væsentligt, da fremkørselshastigheden kan øges og sandsynligvis også redskabets arbejdsbredde. For det tredje, fordi arbejdsmiljøet for traktorchaufførerne kan forbedres i forhold til de eksisterende styresystemer, som kræver stor koncentrationsevne og derfor er begrænsende for den daglige driftstid.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |