Dialog, netværksdannelse og erfaringsudveksling blandt virksomheder om LCA og miljøhensyn i produktudvikling.

2 Indledning

2.1 Baggrund
      2.1.1 Kobling af ISO 14001 og LCA-arbejde
      2.1.2 Igangsættelse af en LCA-proces i små virksomheder
2.2 Projektforudsætninger
2.3 Formål
2.4 Målgruppe

2.1 Baggrund

2.1.1 Kobling af ISO 14001 og LCA-arbejde

I dag har 715 (EQE, 2003) danske virksomheder fået deres miljøledelsessystemer certificeret efter ISO 14001.142 virksomheder er registreret efter EMAS-forordningen(EQE, 2003) .

Virksomheder der er registreret under EMAS, skal opretholde et miljøledelsessystem, der kan certificeres efter ISO 14001. I flere punkter under ISO 14001 skal virksomheden bredt set forholde sig til sine væsentlige miljøpåvirkninger. I punktet om Miljøforhold er der således i standarden ikke særlig klart skrevet, at virksomheden skal udforme og vedligeholde fremgangsmåde(r) til at kende de miljøforhold, der er knyttet til de af deres aktiviteter, produkter eller tjenesteydelser og som den kan forventes at have indflydelse på, med henblik på at fastslå de miljøforhold, som har eller kan have en væsentlig miljøpåvirkning….. I standardens bilag udlægges dette punkt, således at det tilsigtes at virksomheden udformer en metode til at klarlægge sine væsentlige miljøforhold og om den kan have indflydelse på dem. Standarden lægger således op til, at virksomheden opretholder et overblik over miljøpåvirkninger fra egen produktion og fra andre virksomheder i produktkæden. For at opretholde dette overblik vil virksomhederne med fordel arbejde med LCA-metoderne. Der er således et solidt marked for LCA-arbejde i den danske industri.

2.1.2 Igangsættelse af en LCA-proces i små virksomheder

Flere virksomheder har siden udviklingen af UMIP-konceptet udtrykt, at det var vanskeligt og meget ressourcekrævende at igangsætte en LCA-proces og ændre virksomhedens miljøarbejde i en produktorienteret retning uden brug af ekstern assistance.

Det har især været vanskeligt for mindre virksomheder, for hvem det ligeledes kan være for ressourcekrævende at anvende ekstern hjælp til dette arbejde.

I forskellige sammenhænge har især små virksomheder efterlyst muligheder for på LCA-området at udveksle erfaring med og få inspiration fra andre virksomheder.

2.2 Projektforudsætninger

Miljøstyrelsen udbød i efteråret 2000 projektet "Dialog, netværksdannelse og erfaringsudveksling blandt virksomheder om LCA og miljøhensyn i produktudvikling". COWI og Rambøll afgav hvert sit tilbud på opgaven.

Efter vurdering af tilbudene besluttede Miljøstyrelsen, at både COWIs og Rambølls projektforslag skulle gennemføres, og at de to projekter skulle koordineres på sådan en måde, at omverdenen opfattede det som ét projekt. Information om og markedsføring af projekterne skulle således ske samlet.

COWI og Rambøll udarbejdede derfor en fælles aftale, der fastlægger hvordan de to projekter kunne gennemføres parallelt.

I COWIs indledende projektbeskrivelse blev der opereret med flere regionale netværk, der kunne danne regionale grupper af virksomheder, der arbejder med LCA. Dette princip blev undervejs i projektet ændret, idet projektets følgegruppe besluttede, at virksomhedernes ønsker i denne forbindelse skulle efterkommes. De enkelte regionale grupper i den strukturerede arbejdsgruppe blev derfor lagt sammen, idet flertallet af virksomheder ønskede så bredt et forum for udveksling af erfaringer som muligt.

Med hensyn til afrapporteringen af projektet var det oprindeligt planen at gennemføre den samlet. Men fordi Rambølls delprojekt udføres over længere tid end COWIs, blev det undervejs besluttet at dele afrapporteringen, så resultaterne fra den strukturerede arbejdsgruppe formidles i forlængelse af færdiggørelsen af COWIs delprojekt.

2.3 Formål

Formålet med dette projekt har været at bidrage til at der skabes dialog og erfaringsudveksling mellem virksomheder, der arbejder med eller ønsker at arbejde med LCA og miljøhensyn i produktudviklingen. Til understøtning af dette har det været et selvstændigt formål at etablere netværk af virksomheder, for hvem det er relevant at dele viden med andre virksomheder om LCA-arbejde.

2.4 Målgruppe

Den primære målgruppe har været produktionsvirksomheder, selvejende institutioner og organisationer med produktion.

Den sekundære målgruppe har været handels- og servicevirksomheder.