GEOPROC - edb program til vurdering af geokemiske processer

Sammenfatning og konklusioner

GEOPROC er et PC baseret program udviklet – med specielt henblik på jord- og grundvandsforureninger – til udførsel af numeriske geokemiske beregninger. Hensigten er at hjælpe erfarne rådgivere, administratorer og andre som dog ikke er eksperter i geokemi og grundvandskemi til at blive i stand til gennemføre mere avancerede geokemiske vurderinger i forbindelse med forureningssager. GEOPROC skal hjælpe brugeren ved på forhånd at have foretaget nogle valg omkring hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt. På grundlag af de særlige betingelser der gælder for danske forhold er der indbygget en række simplificerende antagelser i GEOPROC.

Ved forurening med miljøfremmede stoffer giver biogeokemiske processer ofte anledning til ændringer i grundvandets øvrige sammensætning – fingeraftryk. Disse fingeraftryk omfatter fjernelse eller produktion af redox-komponenter som væsentlige markører. Det er også almindeligt med meget væsentlige alkalinitets ændringer direkte som følge af redoxprocesserne og som følge opløsning af kalkspat (CaCO3). I GEOPROC anvendes et redoxindeks som er en lineær funktion af de væsentligste redoxkomponenter til at måle effekten af redoxprocesserne. Desuden anvendes parameteren alkalinitet til at vurdere fortyndingseffekter i forureningsfanen.

GEOPROC er opbygget i tre hoveddele:

  • Inddata og kvalitetskontrol Her indtaster man data om lokalitet, grundvandskemi og forurening. Man kan for op til 5 boringer af gangen lave kvalitetskontrol og programmet vurderer grundvandstyperne og opblandingsforhold.

  • Geokemisk modellering Her kan man simulere de biogeokemiske processer der forløber ud fra ændringer i grundvandskemien. Programmet anvender som defaultværdi den såkaldte redoxmetode og indeholder supplerende grafik og tabeller som værktøj til at analysere de biogeokemiske processers fingeraftryk

  • 1. ordens model for nedbrydning Her udregnes tilsyneladende 1. ordens nedbrydningskonstanter for de miljøfremmede stoffer som man har indtastet. Programmet udregner også konstanter der er korrigeret for fortynding hvis der er meningsfuldt.

Der er gennemgået nogle tidligere undersøgte lokaliteter til illustration af GEOPROCs anvendelsesmuligheder. Disse eksempler viser, at processer i den umættede zone kan være betydningsfulde for den totale omsætning af forureningskomponenter.

Eksemplerne viser også at man på grundlag af tilvæksten i alkaliniteten i mange tilfælde kan give en uafhængig og kvantitativ vurdering af opblandingsforholdenes betydning for den tilsyneladende reduktion i koncentrationer. Denne reduktion skyldes formentlig ofte snarere en uhensigtsmæssig placering af boringer og filtre end egentlige hydrologiske processer.

 



Version 1.0 November 2003, © Miljøstyrelsen.