| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Økonomiske virkemidler på natur- og miljøområdet

5 Erfaringer med økonomiske virkemidler i Danmark

Erfaringer med økonomiske virkemidler i Danmark knytter sig primært til afgifter, gebyrer og tilskud. Omsættelige kvoter, frivillige aftaler mm. bruges endnu i mindre omfang, jf. kapitel 4.

Generelt er der i forbindelse med forarbejderne ved indførelse af virkemidler foretaget vurderinger af den forventede miljøeffekt, omkostninger m.v. Derimod er der kun i få tilfælde gennemført egentlige samfundsøkonomiske evalueringer af virkemidlet efter dets indførelse. Det skyldes bl.a., at mange af miljø- og ressourceafgifterne endnu kun har virket i en begrænset årrække. For at kunne påvise en effekt af virkemidlet kræver det, at det har virket nogle år. En anden væsentlig årsag er, at det kan være vanskeligt, tidskrævende og dyrt at skaffe et godt nok datagrundlag til at gennemføre en evaluering - specielt hvis evalueringsopgaven ikke er tænkt ind ved indførelsen af det enkelte virkemiddel, jf. boks 5.1 krav til evalueringer.

Boks 5.1 krav til evalueringer.

Modificeret efter: OECD (1997), Evaluating Economic Instruments for Environmental Policy.

Nedenfor beskrives en lang række konkrete afgifter, tilskud mm. Beskrivelserne er inddelt i 6 indsatsområder:

• affald og jordforurening,
• luftforurening og støj,
• vandmiljø (spildevand og vandforsyning),
• landbrug, fiskeri og råstoffer,
• skov og natur samt
• kemiske stoffer og produkter.

Nogle ordninger er knyttet til miljøbelastninger, der går på tværs af indsatsområder. I de tilfælde er virkemidlet beskrevet under det indsatsområde, hvor belastningen skønnes at være væsentligst.

5.1 Affald og jordforurening

Den økonomiske udvikling og produktions- og forbrugsmønstrene har stor betydning for affaldets mængde og sammensætning. I dag skal affaldshåndteringen kunne behandle meget komplekse produkter. Det betyder bl.a., at de anlæg, der skal behandle affaldet, bliver mere og mere investeringstunge.

De fleste af opgaverne med indsamling og behandling af affald er brugerfinansierede. Kommunerne har det praktiske ansvar og opkræver et renovationsgebyr til at dække de direkte omkostninger, der er forbundet med den kommunale affaldshåndtering. Omkostningerne varierer meget mellem kommunerne. Af de samlede, offentlige miljøudgifter tegner udgifterne til indsamling og behandling af affald sig for knap en tredjedel.

Affaldsområdet reguleres af en blanding af økonomiske og administrative virkemidler. Sammen med energi- og transportområdet er det det område, hvor der benyttes flest økonomiske virkemidler, selvom hovedvægten stadig er på de administrative virkemidler. De økonomiske virkemidler anvendes primært i indsatsen for at forebygge affaldsdannelsen, specielt i forhold til de særligt problematiske affaldsfraktioner.

Affaldsområdet er omfattet af en række EU-direktiver, som sætter miljømål, der skal nås f.eks. indholdet af farlige stoffer og genanvendelsesprocenter. De indeholder primært målsætninger og anvisninger af teknisk karakter og lægger ikke bindinger på valget af virkemidler.

Affaldshierarkiet er det overordnede princip på affaldsområdet. Forebyggelse af affald prioriteres højest, dernæst genanvendelse, forbrænding med energiudnyttelse og endelig deponering som sidste bortskaffelsesmulighed. Affaldshierarkiet følges dog ikke slavisk i den danske miljøpolitik. Hvis miljømæssige eller økonomiske hensyn taler for det, afviges der fra hierarkiet.

Der vil i efteråret 2003 blive præsenteret en ny affaldsstrategi, Affald 2005-08. I den vil der bl.a. blive øget fokus på brugen af økonomiske virkemidler. Ligesom beslutningsgrundlaget for nye tiltag skal underbygges med miljø- og samfundsøkonomiske analyser, så miljøgevinster på en struktureret måde vejes op mod omkostningerne, og den bedste løsning til prisen vælges.

Tabel 5.1 Økonomiske virkemidler på affaldsområdet.

1) Affaldsafgiften 1987 – 1996, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 96, 1997
2) Effekter af den forhøjede affaldsafgift med særlig fokus på erhvervsaffald, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 22, 1999

5.1.1 Affaldsafgift

Affaldsafgiften blev indført i 1987 og er ændret adskillige gange siden, senest i 2001.

Affaldsafgiften har til formål dels at give økonomisk incitament til at reducere mængden af affald, der forbrændes eller deponeres, dels at sikre større økonomisk incitament til at genanvende, da der ikke betales afgift af affald, som genanvendes. Udover de miljømæssige formål er affaldsafgiften også fiskalt begrundet.

Affaldsafgiften udgør 375 kr. pr. ton affald, der deponeres og 330 kr. pr. ton affald til forbrænding. Da den blev indført i 1987 udgjorde den 40 kr. pr. ton, jf. tabel 5.2. Affaldsafgiften opkræves hos forbrændingsanlæg og deponeringspladser og overvæltes på affaldsproducenterne (husholdninger og erhverv).

Tabel 5.2 Affaldsafgiftens satser, kr. pr. ton. 1987-2003.

Kilde: Skatteministeriet

I perioden fra 1987 og frem til 2002 er det årlige provenu af affaldsafgiften i faste priser steget fra knap 0,2 mia. kr. til 1,0 mia. kr., jf. tabel 5.3.

Tabel 5.3 Provenu af affaldsafgiften, mio.kr. 1987-2002.

*foreløbige tal

Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

I 1997 blev der første gang gennemført en undersøgelse af affaldsafgiftens virkning ^[20]. Hovedkonklusionerne i undersøgelsen var:

• At de indvejede restaffaldsmængder til de kommunale anlæg blev reduceret med netto 26 pct. fra 1987 til 1996.
• At de indvejede restaffaldsmængder til fyldpladser m.v. blev reduceret med netto 39 pct., siden de blev omfattet af affaldsafgiften i 1990.
• At reduktionen i affaldsmængderne er sket i de tunge fraktioner af husholdningsaffaldet, i bygge- og anlægsaffaldet og i det blandede affald på trods af stigende privatforbrug og stærkt stigende anlægsaktiviteter.
• At afgiften har spillet en vis rolle for sorteringen af husholdningsaffald, og har spillet en afgørende rolle for genanvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet.
• At afgiften generelt har haft svært ved at slå igennem overfor erhvervsvirksomhederne, undtagen hvor der på grund af positiv pris på spildprodukterne har været et større prisspænd. For erhvervsaffaldet har virkningen hovedsageligt været en ændring af behandlingsform, men ikke en affaldsreduktion.

I 1999 blev der gennemført endnu en undersøgelse af affaldsafgiften ^[21]. Baggrunden var en væsentlig forhøjelse af affaldsafgiften i 1997 og samtidig en udvidelse af afgiftsgrundlaget til også at omfatte a) slam, der brændes på forbrændingsanlæg, b) kalk, der tilføres forbrændingsanlæg til røggasrensning, og c) deponering af restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse.

Undersøgelsen viste, at en del af affaldet var rykket fra deponering til forbrænding, hvilket kunne tyde på, at afgiften havde haft den ønskede effekt, nemlig at sikre tilskyndelse til en øget sortering. Affaldsafgiften suppleres af stoppet for deponering af forbrændingsegnet affald.

5.1.2 Produktspecifikke afgifter og gebyrer

Emballageafgiften
Emballageafgiften er opdelt i en volumenbaseret afgift og en vægtbaseret afgift. Den blev indført i 1978. Den nuværende udformning af afgiften trådte i kraft i 2001.

Formålet med emballageafgiften er at tilskynde til dels at bruge mindre miljøbelastende emballagematerialer, dels at minimere materialeforbruget ved fremstilling af emballage. Desuden understøtter den volumenbaserede emballageafgift det danske returflaskesystem, jf. afsnit 5.1.3. Jo flere gange flasken genbruges, jo lavere er emballageafgiften pr. påfyldning. Det skaber et incitament til at genbruge flaskerne.

Den volumenbaserede afgift, der blev indført i 1978, har ikke været ændret i en årrække. I 1994 blev der indført afgift på visse bæreposer. Den vægtbaserede afgift blev indført 1999, og er senest ændret den 1. april 2001.

Tabel 5.4 Emballageafgiftens satser.

Kilde: Skatteministeriet

I perioden fra 1985 og frem til 2000 er det årlige provenu af emballageafgiften i faste priser steget fra godt 100 mio. kr. til knap 600 mio. kr., jf. tabel 5.5. Fra 2002 opgøres provenuet fra afgifterne på bæreposer og engangsservice sammen med provenuet fra emballageafgiften, så tallet er ikke helt sammenligneligt med de forudgående år.

Tabel 5.5 Provenu af emballageafgiften. Mio.kr. 1985-2002.

* foreløbigt, ** fra 2002 er provenuet inkl. afgift på bæreposer og engangsservice.
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Der er ikke gennemført egentlige evalueringer af emballageafgiften, men Miljøstyrelsen skønner, at returflaskesystemet alene indebærer, at der årligt undgås 350.000 tons affald. Dertil kommer, at genpåfyldning af vinflasker betyder, at der undgås 60.000 tons affald hvert år.

Afgift af engangsservice
Afgift af engangsservice blev introduceret i 1982 og var dengang en værdiafgift på 50 pct. af engrosprisen. Den 1. april 2001 blev afgiften på engangsservice omlagt til at være vægtbaseret i stedet for værdibaseret og udgør nu 19,20 kr. pr. kg. Samtidig blev afgiftsgrundlaget udviddet til også at omfatte erhvervsmæssig brug af engangsservice, og bestemmelserne om afgift af engangsservice blev flyttet til emballageafgiften.

Formålet med afgift af engangsservice er at reducere de samlede affaldsmængder. Den vægtbaserede afgift giver i modsætning til den værdibaserede afgift også tilskyndelse til at minimere materialeforbruget ved fremstilling af engangsservice.

Afgiftssatsen ses i tabel 5.4

Afgift af engangsservice indbragte i 2001 et provenu på 27 mio. kr., jf. tabel 5.6.

Tabel 5.6 Provenu af afgift på engangsservice. Mio.kr. 1983-2001.

*) fra 2002 er provenuet inkluderet under emballageafgiften
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Det er meget vanskeligt at vurdere, om afgiften har haft den ønskede effekt, specielt fordi det ikke er muligt at opgøre affaldsmængderne specifikt for engangsservice. Der foreligger ikke officielle evalueringer af afgiften.

Afgift på bæreposer
Afgift på bæreposer m.v. blev indført ved skatteomlægningen i 1993.

Formålet med afgiften er – som for emballageafgiften – at begrænse ressourceforbruget og mængden af affald.

Afgiften på bæreposer er 10 kr. pr. kg. for papirposer og 22 kr. pr. kg. for plastposer. Afgiften er bestemt af materialets vægt og svarer til ca. 50 øre for en almindelig bærepose. I 2001 blev afgiftsbestemmelserne flyttet til emballageafgiften, jf. tabel 5.4.

Afgift på bæreposer indbragte i 2000 et provenu på 178 mio. kr.

Tabel 5.7 Provenu af afgift på bæreposer. Mio. kr. 1994 – 2001.

*) afgiftsbestemmelserne er overflyttet til lov om emballageafgift
Kilde Skatteministeriet

Ved lovens vedtagelse var det vurderingen, at forbruget var på omkring 1 mia. stk., svarende til et årligt provenu på ca. 500 mio. kr., hvis forbrugerne ikke ændrede adfærd. Det blev desuden skønnet, at afgiften ville reducere forbruget til halvdelen af det oprindelige, men vurderet ud fra provenuet fra afgiften, har den virket bedre end forventet. Forbruget er bragt ned til ca. en tredjedel af det oprindelige. Både forbrugere og virksomheder har ændret adfærd. Producenterne bruger tyndere materiale til at lave mindre og lettere poser. Forretningerne er mere tilbageholdende med at give gratis poser og vælger størrelser, der passer bedre til behovet, og forbrugerne er ikke længere villige til at købe så mange poser.

Afgift af pvc og phthalater
Afgift på pvc og phthalater blev indført 1. juli 2000.

Afgifternes formål er henholdsvis at øge tilskyndelsen til at bruge andre blødgørere end phthalater ^[22] og at reducere mængden af pvc, som forbrændes eller deponeres. Bortskaffelsen af pvc giver problemer, fordi pvc indeholder klor, som udvikler saltsyre, når det brændes. Rensning af saltsyren fra røgen danner et røggasrensningsprodukt, som skal deponeres. Problemet ved pvc er, at afbrænding af et ton pvc resulterer i en endnu større mængde, der skal deponeres. Produktet er klassificeret som farligt affald og skal specialdeponeres.

Udgangspunktet for afgifternes satser er 2 kr. pr. kg. pvc og 7 kr. pr. kg. phthalat, jf. tabel 5.8. Afgifterne er udformet som produktafgifter og lægges både på dansk producerede varer og importerede varer. Afgiftsgrundlaget er begrænset til varer, hvor pvc- og phthalatindhold kan opgøres som en standardsats efter varens gennemsnitlige pvc- og phthalatindhold, og hvor afgifterne vil få den ønskede effekt. Ved eksport godtgøres afgiften.

Tabel 5.8 Pvc- og phthalatafgifternes satser.

Kilde: Skatteministeriet

Pvc- og phthalatafgifterne indbragte 60 mio. kr. i 2002, jf. tabel 5.9.

Tabel 5.9 Provenu af pvc- og phthalatafgifterne. Mio.kr. 2000-2003.

* afgiften trådte i kraft midt på året, ** foreløbig, *** budget
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 – 2004.

Der er stor usikkerhed om forbruget af pvc og phthalater. I forbindelse med revision af afgiftsloven arbejdes der sammen med plastindustrien på at fastlægge de markedsførte mængder mere præcist.

En opgørelse fra Miljøstyrelsen af forbruget af pvc, som er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik, tyder på, at det samlede forbrug af pvc har været stort set uændret siden afgiftens indførelse. For de fleste produktgrupper er der dog sket et fald i forbruget af pvc i forhold til plastindustriens opgørelse fra 1996.

Forbruget af phthalater i de afgiftsbelagte varer er også mindre for en del af varegrupperne, når der sammenlignes med tal fra plastindustriens opgørelse fra 1996.

Da afgifterne først trådte i kraft medio 2000, er det endnu for tidligt at vurdere de miljømæssige virkninger m.v.

Afgift på nikkel-cadmium batterier og indsamlingspræmie

Afgiften på nikkel-cadmium batterier (NiCd-batterier) blev indført med virkning fra 1. april 1996. Afgiften afløste et gebyr, som finansierede indsamling af brugte NiCd-batterier. Gebyret gjaldt dog ikke alle typer af NiCd-batterier. Cadmium er et giftigt tungmetal, der opkoncentreres via fødekæderne. NiCd-batterierne er en væsentlig kilde til cadmiumforurening af miljøet.

Afgiften har til formål at give en større tilskyndelse til at udvikle og benytte mindre miljøbelastende batterier. Samtidig skal afgiften finansiere indsamlingen af brugte NiCd-batterier, da der samtidig med indførelse af afgiften også blev indført en præmie ved indsamling af brugte batterier. Der findes knap 20 registrerede indsamlere, som modtager NiCd-batterierne mod godtgørelse. Affaldet sendes videre til oparbejdning.

NiCd-akkumulatorer er pålagt en afgift på 6 kr. pr. stk. for løse batterier, og 36 kr. pr. pakke for sammenbyggede batterier, jf. tabel 5.10. Desuden opkræves en dækningsafgift af varer, der indeholder NiCd-batterier, f.eks. håndværktøj og mobiltelefoner.

Tabel 5.10 Satser for afgift af NiCd-batterier.

Kilde: Skatteministeriet

Provenuet af afgiften er faldet fra 31 mio. kr. i 1996 til 21 mio.kr. i 2002 (faste priser) jf., tabel 5.11. Provenuet er ikke øremærket, men det er hensigten, at provenuet og udgifterne til godtgørelserne skal være lige store set over tid.

Tabel 5.11 Provenu af afgift af NiCd-batterier. Mio.kr. 1996-2003.

* foreløbigt, ** budgetteret
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Afgiften på NiCd-batterier er evalueret af Finansministeriet ^[23]. Afgiften medvirker til at forbedre miljøet gennem incitamenter til reduktion af forbruget af batterier, som følge af de højere priser. Udviklingen i provenuet tyder på, at der er opnået en mængdemæssig reduktion i forbruget af nikkel-cadmium-batterier. Afgiftens sigte om at flytte forbruget af nikkel-cadmium-batterier til mere miljøvenlige batterisystemer synes på grundlag af de hidtidige erfaringer at være opfyldt.

Før afgiften blev indført, blev der indsamlet 30 -35 tons NiCd-batterier årligt. Efter indførslen af afgiften steg mængden til 95 tons. Potentialet for indsamling er vurderet til at ligge mellem 70 og 200 tons årligt. Samtidig begrænser salget af nye batterier sig til batterier til industrielle anvendelser og værktøj.

5.1.3 Pant- og andre godtgørelsesordninger

Pantordning for emballage til øl og kulsyreholdige læskedrikke
Retursystemet for flasker blev etableret i 1910 af bryggerierne. Systemet var ikke reguleret af offentlige myndigheder, men startede på bryggeriernes eget initiativ. I sidste halvdel af 1970'erne kom de første offentlige reguleringer af retursystemet. Der blev for øl og sodavand stillet krav til emballage og indsamling, ligesom der blev mulighed for at regulere pantsystemet.

I oktober 2000 blev loven ændret, så både returemballage (flasker) og engangsemballage (dåser) er omfattet af pant- og retursystemet.

Formålet med retursystemet er at mindske den miljøbelastning, som emballagen giver anledning til. Panten tilskynder forbrugerne til at returnere emballagen, hvilket giver mulighed for, at emballagerne enten renses og påfyldes igen (returemballage) eller bliver materialegenanvendt (engangsemballage).

Panten på emballagen afhænger af, om det er dåser eller flasker og af størrelsen på emballagen. Afhængig af type og rumindhold er panten (inkl. moms) mellem 1,50 kr. og 4,25 kr.

Da det ikke er så længe siden, at loven blev ændret, er den ikke evalueret. Miljøstyrelsen skønner dog, at returflaskesystemet indebærer, at der årligt undgås 350.000 tons affald.

Miljøbidrag for biler og godtgørelse for skrottede biler
Pr. 1. juni 2000 blev der indført en godtgørelsesordning for bilejere, som afleverer deres udtjente biler til en miljørigtig affaldshåndtering på en registreret ophugningsvirksomhed. Godtgørelsen finansieres af et miljøbidrag, som alle bilejere betaler sammen med forsikringspræmien.

Formålet med ordningen er at friholde bilejere for omkostninger ved affaldshåndteringen for at mindske risikoen for, at bilvrag blot efterlades med risiko for forurening til følge. Ordningen omfatter person- og varebiler, der er afmeldt efter 30. juni 2000.

Miljøbidraget udgjorde 90 kr. pr. bil pr. år indtil 1. oktober 2002, hvorefter bidraget er nedsat til 60 kr. pr. bil pr. år. Godtgørelsen blev forhøjet med 250 kr. fra d. 1. juli 2002 og udgør nu 1.500 kr. for biler afmeldt før d. 1. juli 2002 og 1.750 kr. for biler afmeldt efter d. 30 juni 2002.

Ordningen skal ses i sammenhæng med EU's direktiv om udrangerede køretøjer, der stiller krav om, at sidste ejer af en bil skal friholdes for omkostningerne ved affaldshåndteringen.

Ifølge direktivet skal bilfabrikanter og –importører afholde alle eller en betydelig del af udgifterne til skrotning af køretøjer, der er markedsført efter 1. juli 2002. Ved ændringen af ordningen med virkning fra 1. juli 2002 blev der derfor også indført et skrotningsbidrag, som skal betales af bilimportørerne. Bidraget udgør 1 kr. pr. bil i 2002 stigende til 15 kr. pr. bil i 2006.

Ordningen blev evalueret i 2002 ^[24]. Evalueringen viste, at 84 pct. af de udtjente biler, som ikke eksporteres, ophugges af registrerede ophuggere med udbetaling af godtgørelse til bilejerne . Ophugningsandelen var høj for personbiler (91 pct.), men lav for varevogne (27 pct.).

Gebyr- og tilskudsordning for kasserede dæk
Ordningen på dæk blev indført i april 1995 og udvidet i marts 2000.

Formålet med ordningen er at fremme indsamlingen og oparbejdningen af kasserede dæk fra motorkøretøjer. Der ydes tilskud til virksomheder, der erhvervsmæssigt indsamler kasserede dæk, og som er registreret af Miljøstyrelsen.

Gebyret udgør mellem 8 og 180 kr. ved køb af nye dæk afhængig af størrelse. Der udbetales mellem 1,20-1,60 kr. pr. indsamlet kg dæk eksklusiv moms.

De årlige opgørelser fra Dækbranchens Miljøfond viser, at mere end 97 pct. af alle dæk er blevet indsamlet siden udvidelsen af ordningen pr. 1.4. 2000. Ordningen har ikke været igennem en egentlig evaluering.

Bortskaffelse af spildolie
Fra 1993 til 2000 var der en tilskudsordning til indsamling af spildolie. Der blev ydet tilskud til indsamling af spildolie, som blev nyttiggjort ved anvendelse som brændsel i fjernvarmeværker. Ordningen blev ophævet i 2000.

Ordningen blev erstattet af en frivillig indsamlingsordning, som blev etableret af Mineraloliebranchen med virkning fra d. 1. juli 2000. Mineraloliebranchen har afgivet erklæring om, at mindst 75 pct. af den indsamlede spildolie vil blive genanvendt ved regenerering til baseolie, der anvendes som råvare til fremstilling af smøre- og industriolie. Den resterende mængde vil blive nyttiggjort som brændsel. Ordningen understøtter indsamling og oparbejdning af spildolie.

Formålet med ordningen er at sikre en effektiv indsamling af genanvendelig spildolie og miljømæssigt optimal nyttiggørelse af spildolie ved regenerering eller ved anvendelse som brændsel. Spildolien indsamles af landsdækkende indsamlingsvirksomheder, som enten selv oparbejder spildolien eller leverer den til oparbejdning på anerkendte virksomheder.

Miljøstyrelsen vurderer, at den nye ordning fungerer lige så effektivt som den statslige ordning, men der er ikke lavet nogen egentlig evaluering af ordningen.

Gebyrfinansieret indsamlingsordning af blyakkumulatorer
I 1996 indgik Miljø- og Energiministeriet en aftale med ReturBat. Aftalen har til formål at sikre en miljømæssig forsvarlig indsamling og bortskaffelse til genanvendelse af blyakkumulatorer.

Aftalen er underbygget af en gebyr- og tilskudsordning, hvor der betales et gebyr på 6 kr. for akkumulatorer under 100 Ah og 12 kr. for akkumulator over 100 Ah. For andre akkumulatorer betales 9 kr. pr. kWh. Gebyret skal dække alle omkostninger i forbindelse med drift af indsamlingsordningen.

Ved indsamling af blyakkumulatorer udbetales der et tilskud på 0,90 kr. pr. kg ekskl. moms. På nuværende tidspunkt er indsamlingseffektiviteten på over 99 pct.

Ordningen er senest revideret i 2000.

5.1.4 Jordforurening

Tilskudsordning til benzinstationer
Der er indført en tilskudsordning til benzinstationer, som opfylder Miljøministeriets bekendtgørelse om skærpede krav til indretning og drift af benzinstationer. Det er en indirekte tilskudsordning, som nedsætter afgiften på benzinen.

Formålet med ordningen er at tilskynde benzinstationer til at foretage ændringer af indretningen, så de lever op til de skærpede krav, før kravene bliver lovpligtige for alle benzinstationer fra 2005.

Afgiftsnedsættelsen på benzin udleveret fra benzinstationer, som opfylder kravene, er på 3 øre/l.

Afgiftsdifferentieringen skønnes at give et provenutab på 40 mio.kr. i 2002. Provenutabet vurderes at stige til 60 mio.kr. i 2003 og 70 mio.kr. i 2004, hvorefter afgiftsdifferentieringen ophører, idet de skærpede miljøkrav bliver lovpligtige. Det svarer til, at ca. halvdelen af benzinforbruget i 2002 udleveres fra benzinstationer med afgiftsdifferentiering, stigende til ca. 75 pct. i 2003 og 90 pct. i 2004.

Tabel 5.12 Provenutab ved tilskudsordning til benzinstationer. Mio.kr. 2002-2004.

*budgetteret
Kilde: Skatteministeriet, FFL 2001

Værditabsordningen
Lov om en værditabsordning for boligejere m.v. (værditabsloven) blev indført i 1993. I januar 2000 blev loven afløst af jordforureningsloven. Den regulerer det samlede jordforureningsområde og erstatter bl.a. værditabsloven.

Værditabsordningens formål er at hjælpe parcelhusejere og andre ejere af helårsboliger, som uforvarende er kommet i besiddelse af en forurenet grund. Efter jordforureningsloven sker oprydningen af helårsgrunde ud fra en miljøprioritering. Det kan betyde, at boligejere kan risikere at vente lang tid på en oprydning. I den mellemliggende periode kan der ske en økonomisk binding af ejeren, fordi boligen ikke kan sælges eller kun kan sælges til en stærk nedsat pris.

Princippet i værditabsordningen er, at boligejerne kan få fremrykket oprydningen af deres ejendom af det offentlige mod at yde en egenbetaling. Grundbeløbet for egenbetaling er 40.000 kr. pr. ejendom for parcelhusejere. Egenbetalingen nedsættes med 2.500 kr. for hvert år, der er gået, siden forureningen blev konstateret. Egenbetalingen kan dog aldrig blive mindre end 15.000 kr.

For ejendomme med lejligheder er grundbeløbet for egenbetaling ligeledes 40.000 kr., dog mindst 7.000 pr. lejlighed. Egenbetalingen nedsættes også pr. år. som for parcelhuse. For ejendomme med 2-11 lejligheder nedsættes egenbetalingen med 2.500 kr. pr. år for hele ejendommen. Egenbetalingen kan ikke reduceres til mindre end 15.000 kr. For ejendomme med 12 lejligheder eller flere nedsættes egenbetalingen med 5.000 kr. pr. år. for hele ejendommen. Egenbetalingen kan ikke blive mindre end 30.000. kr.

Værditabsordningen er en statslig finansieret ordning, som fremgår af finansloven. Udgifterne til værditabsordningen var i 2002 25,5 mio. kr. jf. tabel 5.13. Amterne angiver i ansøgningerne den forventede pris for oprydningen, ofte skønner amterne højt for ikke at skulle vente en gang til på resten af pengene. Det betyder, at der bliver tilbageført en del penge hvert år, som der kan disponeres for igen.

Tabel 5.13 Udgift ved tilskudsordning til værditabsordningen. Mio.kr. 2001-2005.

Kilde: FL 2003 konto: 23.22.06.10

Der er gennemført en evaluering af værditabsordningen for perioden 1993 til 1999, der udkom i 2001. Ordningens virkning på værditabsproblemet samt amternes administration af ordningen er analyseret, og det fremtidige behov er vurderet. Den vigtigste konklusion er, at ordningen har fået et betydeligt omfang og den spiller en stor rolle i forhold til løsning af en række problemer for ejere af forurenede boliggrunde.

5.2 Luftforurening og støj

Luftforurening
Luftforurening stammer fra mange og meget forskellige kilder. Energi- og elektricitetsproduktion skaber bl.a. forurening med CO₂, bilers udstødning bidrager med NO_x og partikler mm., og landbrugets husdyrproduktion forurener med ammoniak. På mange områder er der allerede gjort meget for at begrænse udledningerne, men der er stadig væsentlige problemer tilbage.

Luftforurening belaster både lokalt, regionalt og globalt. Det vil derfor variere, hvad der er de optimale virkemidler at bruge i reguleringen. Luftforurening reguleres i dag med en blanding af økonomiske og administrative virkemidler. Sammen med affaldsområdet er det område, hvor økonomiske virkemidler benyttes mest.

Luftforurening er omfattet af en lang række konventioner, direktiver mm. f.eks. Kyoto-protokollen om udledning af klimagasser. Det gælder generelt, at konventioner og direktiver udstikker normer og krav, men ikke stiller krav til virkemidlerne. Der er derfor ingen hindringer for at bruge økonomiske virkemidler.

Den nuværende miljøregulering af energi- og elektricitetsproduktionens luftforureningen består af rammer for energiforsyningen, der fremmer anvendelse af vedvarende energi, naturgas og kraftvarme. Hertil kommer støtte til forskning og udvikling i fremtidige miljøvenlige energiteknologier, styringsmetoder etc.

I henhold til EU's direktiv om vedvarende energi skal vedvarende energi udgøre 22,1 pct. af EU's samlede elforbrug i 2010. Det er Danmarks vejledende mål, at den vedvarende energi udgør 29 pct. af det samlede danske elforbrug i 2010.

På trafikområdet er luftforureningen reguleret gennem en række økonomiske virkemidler. Der betales i dag afgift ved køb, besiddelse og brug af biler. Registreringsafgiften betales ved køb, vægtafgiften/grøn ejerafgift og ansvarsforsikring ved besiddelse samt benzinafgift, dieselafgift og vejbenyttelsesafgifter ved brug af motorkøretøjer.

For så vidt angår afgifterne på køretøjer, der udgør hovedparten af den økonomiske regulering, er tyngden lagt på køb og besiddelse af køretøjer frem for anvendelse.

Støj
Trafikken er den væsentligste kilde til støj i Danmark. Støjen stammer fra alle former for trafik både biler, tog og fly.

Tiltrods for at støj er et udbredt lokalt miljø- og sundhedsproblem, er det et område, hvor reguleringen er forholdsvis begrænset. Der er desuden stor forskel på reguleringen på området. Flyvepladser er det mest regulerede område, da de skal miljøgodkendes. Der stilles vilkår for støj i miljøgodkendelserne. Der findes ikke p.t. nogen lovgivning, som retter sig direkte mod støj fra veje og jernbaner, udover at miljø- og trafikministeren har mulighed for at stille støjkrav ved større nye vejanlæg og anlæg af jernbaner. I stedet bruges de vejledende grænseværdier for planlægning af nye boligområder ved planlægning af nye veje og togstrækninger, men det er ikke et lovkrav.

Der er ved at blive lavet et forslag til en vejstøjsstrategi. Mindre støjende vejbelægninger, udfasning af støjende dæk, støjisolerende vinduer og støjskærme er nogle af mulighederne for at nedbringe antallet af stærkt støjbelastede boliger, men det er et område, hvor der også vil være muligheder for at anvende økonomiske virkemidler.

De økonomiske virkemidler, som anvendes til at begrænse luftforurening og støj er primært lagt på energi- og transportområdet. De omfatter almindelige afgifter, afgifter med aftaleordninger, tilskud og omsættelige kvoter, jf. tabel 5.14.

Tabel 5.14 Økonomiske virkemidler på energi- og transportområdet.

5.2.1 Afgifter på energi

De danske energiafgifter kan opdeles i 3 hovedgrupper:

1. Afgifter på energiprodukter (kul, mineralolieprodukter, gas og elektricitet).
2. Afgifter på CO₂-udledninger.
3. Afgifter på svovl-udledninger.

Energiafgifterne blev indført i forbindelse med oliekriserne i 1970erne.

Formålet var at få besparelser i energiforbruget hos først og fremmest husholdningerne. Energiafgifterne havde dog både et fiskalt og et energipolitisk formål. For at tilgodese erhvervenes internationale konkurrenceevne kunne de momsregistrerede virksomheder få godtgjort afgiften.

Fra 1. januar 1996 blev afgiftsstrukturen ændret samtidig med, at afgiftsniveauet blev forhøjet. Erhvervenes merbelastning som følge af ændringen blev tilbageført gennem aftalerabatter, investeringstilskud og en reduktion i ATP og arbejdsmarkedsbidrag. Ændringen, der betegnes Energipakken, havde til formål at reducere erhvervenes CO₂- og SO₂-udledninger.

Med Pinsepakkens vedtagelse i 1998 blev energiafgifterne forhøjet. Energipakkens virkninger på erhvervslivet blev i 1999 evalueret i rapporten ”Evaluering af grønne afgifter og erhvervene”. Konklusionen var, at der skete en reduktion af CO₂-udledningerne på ca. 1,2 mio. tons som følge af afgifterne alene og en reduktion af CO₂-udledningerne på ca. 1,1 mio. tons som følge af tilskud og aftaler. På svovlområdet blev der beregnet en reduktion på ca. 34.000 tons. Den ændrede afgiftsstruktur har også øget incitamentet til at ændre brændselssammensætning.

Det er ikke muligt at opgøre, hvilken effekt afgifterne har haft på sammensætningen af forbruget. Derfor er miljøeffekterne for de enkelte energiafgifter ikke mulig af bestemme.

Med udgivelsen ”Miljøpolitikkens økonomiske omkostninger og fordele” fra februar 2001 blev det vurderet, hvilke miljømæssige effekter der er resultatet af de ændringer i energipolitikken ^[29] og energi-, CO₂- og SO₂-afgifterne, som blev foretaget i perioden 1992-2000, jf. tabel 5.15 og tabel 5.16.

Tabel 5.15 Reduktioner af luftforureningen som følge af afgifter på energi, SO₂ og CO₂ i perioden 1992-2000.

¹ Den anførte effekt omfatter ikke trafikafgifter, herunder benzin-, diesel-, vægt- og registreringsafgift.
² Det har ikke været muligt at vurdere størrelsen af reduktionen i partikeludslip som følge af afgifterne på energi.
³ I opgørelsen af CO₂-udledningerne er også medtaget udledningerne af CH₄ og N₂O omregnet til CO₂-ækvivalenter.

Kilde: Miljøpolitikkens økonomiske omkostninger og fordele, side 150-151.

Tabel 5.16 Reduktioner af luftforureningen som følge af energipolitiske tiltag1 i perioden 1992-2000.

¹ Med energipolitik menes virkningerne af de administrative tiltag, subsidier m.v. som er blevet igangsat siden 1992.
² I opgørelsen af CO₂-udledningerne er også medtaget udledningerne af CH₄ og N₂O omregnet til CO₂-ækvivalenter.

Kilde: Miljøpolitikkens økonomiske omkostninger og fordele, side 150-151.

Afgift på stenkul, brunkul og koks m.v.
Den 1. juli 1982 blev der indført en afgift på stenkul m.v., der ikke anvendes til fremstilling af gas i gasværker og elektricitet i kraft- og kraftvarmeværker. Fritagelsen i kraftvarmeværker gælder ikke for brændsler, der benyttes til varmefremstilling.

Afgiften giver generelt en tilskyndelse til energibesparelser, men har både et fiskalt og et mijlømæssigt sigte.

Afgiften på stenkul m.v. er balanceret om energiindholdet i varen, og udgjorde i 2002 51 kr./GJ, jf. tabel 5.17. Afgiften omfatter stenkul, koks, cinders, koksgrus, jordoliekoks, brunkulsbriketter, brunkul, tallolie trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer under position 2713, 2714 og 2715 i EU's kombinerede nomenklatur.

Boks 5.2. Hvad er balancerede afgifter?

* 10⁹ joule
** Nm³ = normal kubikmeter (0 °C, 1.013 millibar)
Anm. Sammensætningen og dermed brændværdien af råolie og naturgas varierer fra felt til felt. Derfor varierer faktoren, der ganges på antal GJ.

Udover ovennævnte produkter omfatter afgiften varme produceret ved forbrænding af affald. Afgiften på varme produceret ved forbrænding af affald blev indført som led i Pinsepakken og udgør 12,9 kr./GJ (jævnfør tabel 5.17). Formålet med affaldsvarmeafgiften er at begrænse incitamentet til at brænde genanvendeligt affald.

Tabel 5.17 Satser for afgift på stenkul m.v. 2003.

Note: Momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte mængde afgiftspligtige kul. Tilbagebetalingen kan som udgangspunkt ikke finde sted for afgiftspligtigt kul, som forbruges til rumvarme og varmt vand.
Kilde: Skatteministeriet

Afgift på stenkul m.v. indbragte i 2002 et provenu på ca. 1,4 mia. kr., jf. tabel 5.18.

Tabel 5.18 Provenu af afgift på stenkul m.v. Mio.kr. 1983-2003.

* foreløbige tal, **budgetteret
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 – 2004

Afgiften på stenkul m.v. har haft en positiv miljøeffekt, da afgiften generelt giver tilskyndelse til energibesparelse. Den separate miljøeffekt af denne afgift alene er ikke opgjort, men indgår sammen med de andre energiafgifter i tallene i tabel 5.15.

Miljøeffekten ved forbrænding af affald kan dog godt opgøres. Ved forbrænding af affald med energiudnyttelse spares andet, hovedsageligt fossilt brændsel.

Tabel 5.19 Reduktion i CO₂-udledninger ved affaldsforbrænding.

Kilde: Miljøpolitikkens økonomiske omkostninger og fordele, side 162.

5.2.2 Afgift af elektricitet.

Der betales ikke energiafgift og CO₂-afgift af brændsler anvendt til fremstilling af el. Til gengæld betales der afgift af elektriciteten. Afgiften på elektricitet blev indført i 1977.

Formålet med afgiften på elektricitet er at give tilskyndelse til at anvende en energibesparende opvarmningsform.

For husholdningerne udgør elafgiften i 2002 56,6 øre/kWh inkl. et elsparebidrag på 0,6 øre/kWh og et eldistributionsbidrag på 4 øre/kWh. For forbrug af elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt i helårsboliger, der opvarmes ved elektricitet er satsen 50,1 øre/kWh., jf. tabel 5.20.

Erhvervene betaler samme afgift som husholdningerne af elektricitet anvendt til rumopvarmning, men får som hovedregel godtgørelse for afgiften af elektricitet anvendt til procesformål med undtagelse af 1 øre/kWh.

Tabel 5.20 Elektricitetsafgiftens satser. 2003.

Note: Momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet bortset fra 1 øre pr. kWh af de første 15 mio. kWh årligt. Tilbagebetalingen kan som udgangspunkt ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet, som forbruges til rumvarme og varmt vand. Advokater, arkitekter, bureauer, revisorer m.v. har ikke adgang til tilbagebetaling af elafgift.
Kilde: Skatteministeriet

Elafgiften indbragte i 2002 et provenu på ca. 8,3 mia. kr.

Tabel 5.21 Provenu af elafgift. Mio.kr. 1978-2003.

Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Elafgiften giver forbrugerne et økonomisk incitament til at spare på energien og har dermed en positiv miljøeffekt. Det er som for de andre energiafgifter ikke muligt at vurdere miljøeffekten særskilt, men den indgår i tallene i tabel 5.15.

5.2.3 Naturgasafgift

Der betales afgift af naturgas og bygas, der ikke anvendes til fremstilling af gas i gasværker og elektricitet i kraft- og kraftvarmeværker. Fritagelsen i kraftvarmeværker gælder dog ikke for brændsler, der kan henføres til varmefremstilling.

Afgiften af naturgas blev indført i 1996, og omfatter både naturgas og bygas ^[30]. Før 1996, hvor naturgassen var afgiftsfri, var naturgas dog belastet af en skyggeafgift, som tilfaldt det statslige naturgasselskab. Den gradvise indførelse af naturgasafgiften har erstattet skyggeafgiften.

Formålet med afgiften på natur- og bygas er at give tilskyndelse til at anvende en energiform som bedst kan udnyttes. Naturgas har den bedste energiudnyttelse, hvorfor den ens beskatning af energiindhold giver en tilskyndelse til at substituere over mod naturgas.

Som for afgift af stenkul m.v. gælder, at afgiften af natur- og bygas er balanceret omkring energiindholdet. Der betales i 2002 51 kr./GJ, hvilket giver en afgiftssats på 2,02 kr/Nm³. For bygas, der udleveres fra eller forbruges i særlige bygasnet, er afgiftssatsen dog 1,25 kr/Nm³, jf. tabel 5.22.

Tabel 5.22 Satser for afgift af natur- og bygas 2003.

Note: Momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige gas. Tilbagebetalingen kan som udgangspunkt ikke finde sted for afgiftspligtig gas, som forbruges til rumvarme og varmt vand og motorbrændstof.
Kilde: Skatteministeriet

Naturgasafgiften indbragte i 2002 et provenu på ca. 4 mia. kr.

Tabel 5.23 Provenu af naturgasafgift. Mio.kr. 1997-2003.

Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Som nævnt indledningsvis har afgiften på energi generelt givet forbrugerne et incitament til at spare på energien, hvilket har haft en positiv miljøvirkning. Den præcise miljøeffekt af denne afgift er ikke opgjort særskilt og indgår som en del af resultaterne i tabel 5.15.

Naturgas er det brændsel, hvor energiindholdet bedst kan udnyttes. Med en ens beskatning af energiindholdet i de forskellige brændsler har man indirekte givet forbrugerne et incitament til at substituere over mod naturgas. Da dette brændsel ved afbrænding er mindre miljøbelastende end f.eks. brugen af kul og olieprodukter, har man opnået en yderligere miljømæssig gevinst ved denne substitution. Det er især emission af CO₂ og SO₂, der er reduceret, men også udslip af NO_x, partikler m.v. Det er ikke muligt at opgøre denne effekt særskilt fra naturgas.

5.2.4 Afgifter på olieprodukter

Der betales afgift til statskassen af mineralolieprodukter, der ikke anvendes til fremstilling af gas i gasværker eller elektricitet i kraft- og kraftvarmeværker. Fritagelsen i kraftvarmeværker gælder ikke for brændsler, der kan henføres til varmefremstilling. Afgiften blev indført i 1977.

Formålet med afgifterne er at give virksomheder og borgere incitament til at spare på energien, men afgifterne bidrager også til finansiering af den offentlige sektor.

Afgift af mineralolieprodukter omfatter gas- og dieselolie, fuelolie, fyringstjære, petroleum, LPG, karburatorvæske og benzin. Benzin- og dieselafgiften er beskrevet i henholdsvis 5.2.17 og 5.2.18. For mineralolieprodukter anvendt til proces- og opvarmningsformål er afgiftssatserne balanceret omkring energiindholdet i varer, jf. boks 5.2. Der betaltes i 2002 51 kr./GJ. For mineralolieprodukter anvendt til motorformål er satserne højere.

Momsregistrerede virksomheder kan få tilbagebetalt afgiften af de afgiftspligtige varer, som virksomheden forbruger. Det gælder dog ikke afgiften af benzin og motorbrændstof. Tilbagebetalingen kan som udgangspunkt ikke finde sted for afgiftspligtige varer, som forbruges til rumvarme og varmt vand.

Tabel 5.24 Afgiftssatser på benzin og motorbrændstof 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Afgiften på benzin, som udleveres fra benzinstationer, nedsættes med 3 øre/l fra det tidspunkt, hvor tilsynsmyndigheden har fået meddelelse om, at indretningen og driften af den pågældende benzinstation opfylder Miljøministeriets skærpede krav til indretning og drift af benzinstationer.

Differentieringen gælder dog ikke for benzinstationer, der er etableret efter den 30. september 2001 og er placeret mindre end 20 km fra Danmarks landfaste grænse med Tyskland.

Afgifter på olieprodukter indbragte i 2002 et provenu på ca. 7,1 mia.kr, jf. tabel 5.25.

Tabel 5.25 Provenu af afgift på olieprodukter (excl. Afgift af benzin). Mio.kr. 1978-2003.

Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Afgifterne giver incitament til at spare på energien og har derfor en positiv miljøeffekt. Miljøeffekten kan opdeles på energi anvendt dels til procesformål og dels til opvarmning og transport. Den miljømæssige effekt af afgift af mineralolieprodukter anvendt til procesformål og opvarmning indgår i tallene i tabel 5.15 og kan ikke udskilles særskilt.

De miljømæssige effekter af afgift af mineralolieprodukter anvendt til motorformål er derimod opgjort. Det gælder her, at afgifterne på dieselolie er differentieret efter svovlindholdet i brændstoffet. Dette incitament til at vælge et dieselbrændstof med lavt svovlindhold har været stort set 100 pct. effektivt og afgiftsdifferentieringen alene skønnes at have reduceret udledningen af SO₂ med ca. 6.550 tons. Differentieringen har desuden medført en betydelig reduktion af partikler. Dieselafgiften skønnes at have reduceret udslippet af SO₂ med ca. 773 tons og CO₂-udslippet med ca. 0,62 mio. tons.

5.2.5 CO₂-afgift (Kuldioxidafgift af visse energiprodukter )

CO₂-afgiften blev indført i 1992.

Formålet med afgiften er at begrænse CO₂-udledningen.

Der betales en CO₂-afgift af varer, der er afgiftspligtige efter lov om stenkul m.v., elektricitet, naturgas og bygas og mineralolieprodukter m.v. Afgiften udgør 100 kr./ton CO₂, der udledes til luften. Erhvervene får som hovedregel godtgjort 10 pct. af afgiften på energi anvendt til procesformål og kan såfremt produktionsprocessen er særlig energiintensiv få godtgjort 75 pct. af afgiften. Såfremt der indgås aftale om energieffektiviseringer med Energistyrelsen, kan der opnås en yderligere rabat på 22 pct.

Tabel 5.26 Afgiftssatser på CO₂.

Anm.: Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få tilbagebetalt 10 pct. af afgiften efter denne lov (let proces). Tilbagebetalingen ydes for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter, lov om kulafgift, lov om elafgift og lov om gasafgift, dvs. som hovedregel energi anvendt til produktionsprocessen. Momsregistrerede virksomheder kan dog få 75 pct. af afgiften efter denne lov tilbagebetalt, når de afgiftspligtige varer er anvendt som nævnt i bilaget til loven (liste over tunge processer).
Kilde: Skatteministeriet

CO₂-afgiften indbragte i 2002 et provenu på ca. 4,8 mia. kr.

Tabel 5.27 Provenu af afgift på CO₂ Mio.kr. 1993-2003.

*foreløbige, **budgetteret
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Afgiften giver sammen med energiafgifterne og svovlafgiften forbrugerne et stort incitament til at spare på energien. Der er ikke kendskab til opgørelser over forbrugernes adfærdsændring alene som følge af CO₂-afgiften.

I 2001 blev med udgivelsen ”Miljøpolitikkens økonomiske omkostninger og fordele” vurderet, hvordan den årlige CO₂ emission har ændret sig i perioden 1992-2000, som følge af afgifterne på energi. De angivne effekter er resultatet af den samlede adfærdsændring, der følger af energi-, svovl og CO₂-afgifterne. Resultaterne af undersøgelsen fremgår af tabel 5.15.

Ifølge Regeringens klimastrategi fra 2003 ^[31] er udledningen af drivhusgasser (primært CO₂) kun faldet lidt siden 1990, og der udestår en betydelig indsats. Der er derfor stadig behov for nye tiltag, der reducerer udledningen af drivhusgasser.

5.2.6 Afgift af svovl

Den 1. januar 1996 blev der indført en afgift på svovl i en række varer, hvis varen indeholder over 0,05 pct. svovl.

Formålet med afgiften er at begrænse udledningen af svovl (svovldioxid, SO₂) til luften med de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Svovlforurening belaster miljøet i form af forsuring og medfører derfor samfundsøkonomiske omkostninger som skader på planter og fisk, helbredsgener og bygningsskader m.v.

Tidligere blev svovludslippet til luften bl.a. begrænset gennem en kvoteregulering af kraftværkernes SO₂-udledninger, krav om afsvovlingsanlæg på nye kraftværker og begrænsninger i det tilladte svovlindhold i brændsler anvendt udenfor kraftværker. Den mest omkostningseffektive indsats for at reducere SO₂-udslippet sker ved en afgift på udledningen, idet det giver virksomhederne mulighed for at reducere svovludledningen på en måde, der giver de laveste meromkostninger. Med afgiftens indførelse supplerede man kvotereguleringen på en meget effektiv måde.

Afgiften betales efter svovlindholdet i de enkelte brændsler og udgør 20 kr. pr. kg. svovl (S). Hvis virksomheden eller kraft(varme)-værket gennemfører målinger af virksomhedens faktiske svovludledninger, kan man i stedet for at betale afgift af svovlindholdet i de anvendte brændsler eller drivmidler vælge at betale afgift af virksomhedens faktiske svovludledning. Da svovl udledt til luften går i kemisk forbindelse med oxygen (O) og danner SO₂, vil der da betales en afgift af mængden af SO₂ udledt til luften. Afgiften udgør da 10 pr. kg. SO₂. Virksomheder, der begrænser deres svovludledning igennem røgrensning eller binding af svovl til andre materialer, kan få godtgjort afgiften for den bortrensede mængde.

Som udgangspunkt sker godtgørelse til registrerede virksomheder, der betaler afgift af det afgiftspligtige indhold af svovl og begrænser udledningen af svovldioxid i luften igennem røgrensning eller binding af svovl til andre materialer m.v. Godtgørelsen svarer til den mængde svovl, der i afgiftsperioden bortrenses eller bindes i andre materialer. For stenkul, jordoliekoks og brunkulsbriketter, der anvendes i visse ovn- eller kedelanlæg, ydes der et særligt bundfradrag.

Tabel 5.28 Afgiftssatser for svovlafgift 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Provenuet fra afgiften udgjorde i 2002 105 mio. kr.

Tabel 5.29 Provenu af svovlafgiften, mio.kr. 1996-2003.

*foreløbigt tal, **budgetteret
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Med udgivelsen ”Miljøpolitikkens omkostninger og fordele” fra februar 2001 blev svovlafgiftens virkning evalueret. Som tidligere beskrevet er det vanskeligt at beskrive den enkelte afgifts miljøeffekt, da adfærdsændringen er et resultat af samspillet mellem alle afgifterne på energi. Miljøeffekten af svovlafgiften alene er derfor ikke opgjort, men den samlede effekt af afgifterne på energi er anført i tabel 5.15. Det fremgår her, at afgifterne på energi i perioden 1992-2000 har givet anledning til et reduceret udslip af SO₂ på ca. 230.000 tons.

5.2.7 Tilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger

Den 1. januar 1993 blev der indført en tilskudsordning til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger.

Formålet med tilskudsordningen er primært at opnå energibesparelser, da undersøgelser viste, at pensionister har større opvarmningsudgifter end landsgennemsnittet. Sekundært har tilskudsordningen bl.a. følgende formål:

• Statens og kommunernes udgifter til varmetillæg iht. Lov om social pension til pensionister vil blive reduceret. Det er et krav for at opnå tilskud, at pensionisten modtager varmetillæg.
• Ordningen har i væsentlig grad også et socialt sigte, bl.a. forbedres mulighederne for, at pensionisterne kan blive længere i egen bolig, da pensionisternes boliger bliver komfortmæssigt forbedrede.

Der ydes tilskud til at gennemføre energibesparende foranstaltninger i boliger, der bebos af pensionister, som modtager varmetillæg efter lov om social pension. De tilskudsberettigede energibesparende foranstaltninger er bl.a. isolering, tætning af vinduer og døre samt opsætning af radiatorventiler med termostat. Foranstaltningerne er angivet på en positivliste. Der kan også gives tilskud til andre energibesparende foranstaltninger, der er anbefalet af en godkendt energikonsulent eller i en energiplan udarbejdet af en godkendt energikonsulent / energiledelseskonsulent.

Tilskuddet ydes til ejeren. Lejere og andelshavere kan dog søge om tilskud til enkelte mindre foranstaltninger.

Tilskuddet udgør 50 pct. af de tilskudsberettigede udgifter. De samlede tilskud pr. bolig kan i alt højst udgøre 25.000 kr. Beløb under 500 kr. udbetales ikke.

Statens udgifter til tilskudsordningen, eksklusiv besparelser i varmetillæg, fremgår af nedenstående tabel 5.30.

Tabel 5.30 Udgift til tilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger, mio.kr. 1993-2001.

Kilde: Energistyrelsen

5.2.8 Tilskud til CO₂-afgift - aftale om energieffektiviseringAftaleordningen blev indført i 1996.

Formålet med ordningen er dels at fremme energieffektivisering i energitunge virksomheder, dels at sikre, at disse virksomheder ikke belastes af afgifterne i en sådan grad, at deres konkurrenceevne svækkes mærkbart.

Aftaleordningen giver energiintensive virksomheder mulighed for at opnå en væsentlig reduktion af deres CO₂-afgifter, hvis de indgår en aftale. Virksomhederne, der indgår en aftale med Energistyrelsen, forpligter sig til at gennemføre energibesparende investeringer, som har en tilbagebetalingstid under 4 år, implementere energiledelse og gennemføre ”særlige undersøgelser”. Formålet med ”særlige undersøgelser” er at afdække besparelsespotentialer i virksomhedernes kerneprocesser og dermed danne grundlaget for, at der på sigt kan gennemføres besparelser i disse processer.

Der er to kriterier for, hvornår en virksomhed er berettiget til at indgå aftale om energieffektivisering. Virksomheden skal enten udføre en energiintensiv proces, der er optaget på proceslisten (bilag til Lov om kuldioxidafgift) eller opfylde det såkaldte promskriterium, hvor virksomhedens afgiftsværdi skal udgøre mindst 4 pct. af værditilvæksten. Aftaler, der indgås på baggrund af promskriteriet, henvender sig til virksomheder med et stort energiforbrug til proces, der ikke optræder på proceslisten. Der er desuden fra 1. juli 2002 åbnet mulighed for at få tilskud til rumvarmeafgift ved at indgå aftale om rumvarme i tillæg til en procesaftale eller en promsaftale.

Ved indgåelse af aftale opnås en reduktion af den fulde CO₂-afgift på 22 pct. Ved indgåelse af en rumvarmeaftale opnås desuden en reduktion på 22 pct. af energiafgiften.

Udbetalte tilskud som led i aftaleordningen fremgår af tabel 5.31.

Tabel 5.31 Udgift til tilskud til CO₂-afgift/ aftaleordningen, mio.kr. 1997-2001.

Kilde: Energistyrelsen

Ordningen er evalueret i 1998/99 ^[32]. Evalueringen viste, at aftaleordningen lever op til forventningerne ved indførelsen af ordningen. OECD har i 2002 ^[33] evalueret ordningen. Generelt har ordningen haft en positiv effekt, da virksomhederne har ændret adfærd og de forventede miljøeffekter er opnået. Dog kritiseres ordningen for at være administrativ omkostningstung. Sammenlignet med den opnåede CO₂ reduktion er administrationsbyrden høj – højere end hvis reduktionsmålet var opnået ved implementering af afgifter og subsidier. Ordningen er som følge af kritikken revideret i 2000.

5.2.9 Elproduktionstilskud.

Elproduktionstilskudsordningen trådte i kraft 15. maj 1992, og har gennemgået flere ændringer i sin levetid. Blandt andet blev det tidligere statstilskud til vedvarende energi i 1999 omlagt til et pristillæg på elafregningsprisen, dvs. pengene til tilskuddet til vedvarende energi opkræves i dag over elprisen.

Formålet med den nuværende ordning er støtte til miljøvenlig produktion af el, der fremstilles ved biogas- og naturgasbaseret decentral kraftvarmeproduktion, naturgasbaseret industriel kraftvarmeproduktion samt affaldsbaseret kraftvarmeproduktion.

Seneste ændring af ordningen er fra 1. juli 2002, jf. L 393 af 6. juni 2002, hvor tilskuddet til elproduktion fra decentral kraftvarme samlet blev reduceret samtidig med, at der skete en omlægning af kraftvarmebeskatningen (ændring af den afgiftsmæssige fordeling af varme og el), hvorved elproduktion fra decentral og industriel kraftvarmeproduktion fik en lavere afgiftsbetaling. Afgiftslettelsen for decentral kraftvarme er lig med eller større end værdien af et elproduktionstilskud på 7 øre pr. kWh. For industrielle kraftvarmeværker er afgiftslettelsen afhængig af deres afgiftsbetaling.

Efter den nye ændring får decentrale kraftvarmeværker over 25 MW ikke længere tilskud. Eksisterende naturgasbaserede decentrale kraftvarmeværker med en samlet elkapacitet på 25 MW eller derunder får tilskud på 8 øre pr. kWh til elproduktionen. Værker, der før den 1. juli 2002, havde en kombineret forsyning med naturgas og biogas, og mindst 10 pct. naturgas kan ligeledes få 8 øre pr. kWh. Tilsvarende ydes støtte til naturgasbaserede decentrale værker, der efter den 1. juli 2002 har omlagt deres forsyning til også at omfatte biogas, herunder ren biogas.

Tilskuddet gives op til en årlig elproduktion på 8 mio. kWh fordelt efter følgende kvartalsvise satser: 1. kvartal 3. mio. kWh, 2. kvartal 1,6 mio. kWh, 3. kvartal 1. mio. kWh og 4. kvartal op til 8 mio. kWh. fratrukket det mindste af enten den faktiske elproduktion eller den maksimale sats fra de foregående tre kvartaler. Barmarksværker er ikke omfattet af grænsen på 8 mio. kWh.

Decentrale kraftvarmeværker, der er etableret efter 1. juli 2002, får ikke tilskud til elproduktion, men nyder stadig godt af afgiftsomlægningen.

De industrielle naturgasbaserede kraftvarmeværker kan ud over det hidtidige tidsbegrænsede tilskud på 7 øre pr. kWh få tilskud ved udskiftning af større anlæg (f.eks. en motor) på 2 øre pr. kWh i 6 eller 8 år efter udløbet af den oprindelige tilskudsperiode.

For affaldsbaserede kraftvarmeanlæg er der ikke sket ændringer. Disse anlæg får fortsat 7 eller 10 øre pr. kWh.

Ikrafttrædelsen af de nye tilskudsregler afventer, at Europa-Kommissionen godkender lovændringen efter EU's statsstøtteregler. Reglerne vil dog som følge af den samtidige ændring af kraftvarmebeskatningen få tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2002.

Ud over den egentlige elproduktionsordning blev der i 1997 etableret en nødhjælpspulje, som kompensation for, at elproduktionstilskud blev sat ned fra 10 til 7 øre/kWh for naturgas- og affaldsbaserede decentrale og industrielle kraftvarmeanlæg. Nødhjælpspuljen yder supplerende elproduktionstilskud på op til 3 øre pr. kWh til naturgasfyrede decentrale kraftvarmeværker, som kan dokumentere, at et supplerende tilskud udover tilskuddet på 7 øre pr. kWh er nødvendigt for, at prisen for levering af varme ikke overstiger prisen for varme fra naturgasfyret ren varmeproduktion. Et værk kan modtage tilskud for en periode på maksimalt 5 år.

Tabel 5.32 Udgift til tilskud til Produktionstilskud, mio.kr. 2001-2005.

Kilde: FL § 08.65.06.

5.2.10 Regulerede elafregningspriser

Decentrale kraftvarmeværker på naturgas, affald og biomasse modtager en afregningspris for den producerede el, som svarer til, hvad det på lang sigt ville koste inklusive kapitalomkostninger at producere denne el på et centralt, naturgasfyret kraftværk, den såkaldte treledstarif. Tariffen er fastsat i bekendtgørelse 786 af 20. august 2000 om afregningspriser for decentrale elproducenter og beregnes løbende af de systemansvarlige selskaber, Eltra og Elkraft System. Decentrale kraftvarmeværker på naturgas, affald modtager desuden et elproduktionstilskud, som beskrevet ovenfor.

Treledstariffen er godkendt efter EU's statsstøtteordning, men godkendelsen udløber med udgangen af 2003. Herefter er det hensigten, at de decentrale værker overgår fra den regulerede afregningspris til en afregning på markedsvilkår.

Den del af den centrale elproduktion, som produceres med halm og træ i henhold til pålæg efter biomasseaftalen fra 1993, modtager et pristillæg, der afhænger af spotprisen på NordPool. Dette er fastsat i lov 478 af 7. juni 2001.

Vindmøllers afregningspris for el afhænger af opførelsestidspunkt, placering (land/hav) samt af hvor mange timer vindmøllen har kørt. I hovedtræk gælder følgende regler:

• Møller opført før 1. januar 2000 afregnes med 60 øre/kWh, indtil 'fuldlasttimerationen' er opbrugt, herefter med 43 øre/kWh indtil møllen er 10 år, og herefter markedspris + et pristillæg på op til 10 øre/kWh indtil møllen er 20 år.
• Møller etableret i 2000-2002 afregnes med 43 øre/kWh i 22.000 fuldlasttimer og herefter markedspris + et pristillæg på op til 10 øre/kWh indtil møllen er 20 år.
• Møller etableret efter 1. januar 2003 afregnes til markedspris + et pristillæg på op til 10 øre/kWh, indtil møllen er 20 år

Pristillægget på de 10 øre/kWh reguleres i forhold til spotprisen på elmarkedet, idet summen af pristillæg og spotpris ikke kan overstige 36 øre/kWh, jævnfør ændring af lov om elforsyning, lov nr. 1097 af 17.december 2002.

5.2.11 Omsættelige CO₂-kvoter

I juni 1999 vedtog Folketinget Lov om CO₂ kvoter for elproduktion, som opfølgning på elreformen. Elsektoren er væsentlig for opfyldelsen af danske CO₂-forpligtigelser og loven betyder, at der tildeles de enkelte elproducenter en årlig CO₂-udledningstilladelse i perioden 2000-2003. Udledningstilladelserne er omsættelige og kan opspares. Hvis en udledningstilladelse overskrides, betales afgift til staten på 40 kr./ton CO₂. Det er hensigten, at et evt. afgiftsprovenu skal anvendes til energibesparelser. Lov om CO₂-kvoter for elproduktion blev sat i kraft den 15. juli 2000 efter at Europa-Kommissionen havde godkendt kvoteloven i april 2000.

Formålet med CO₂-kvotesystemet er at sikre en omkostningseffektiv CO₂-reduktion vha. markedskræfterne. Det vil endvidere kunne forberede brugen af Kyoto-mekanismerne, nærmere betegnet handel med kvoter og de projektbaserede mekanismer 'Joint Implementation' (JI) og 'Clean Development Mechanism' (CDM).

Elsektoren spiller en nøglerolle i forhold til opfyldelsen af miljøforpligtelserne. Således udgør elsektorens CO₂-udledning ca. 40 pct. af den samlede CO₂-udledning, som er den væsentligste drivhusgas, og ca. 33 pct. af alle drivhusgasser. På den baggrund er der for perioden 2000-2003 fastsat et loft for elsektorens samlede CO₂-udledning på 23 mio. tons i 2000, 22 mio. tons i 2001, 21 mio. tons i 2002 og 20 mio. tons i 2003. Det skal ses i forhold til en CO₂-udledning i 1990 på 27,3 mio. tons (korrigeret) og 20,4 mio. tons (faktisk).

Indtil videre har størrelsen af det danske CO₂-kvotemarked vist sig at være for begrænset til at opretholde en egentlig CO₂-børs. Handelen har været baseret på bilaterale aftaler.

I første handelsperiode, 2001, blev der gennemført 9 rene handler, dvs. handel med dansk CO₂ for penge. Handlerne udgjorde et samlet volumen på 260.000 tons CO₂, med en pris noget under strafafgiften på 40 kr./tons. Derudover var der 5 ”swaps”, dvs. byttehandler, hvor dansk CO₂ blev udvekslet med CO₂-kreditter, bl.a. fra CO₂-deponering samt vindkraftprojekter og skovrejsning i udlandet. Det samlede volumen heraf beløb sig til omkring 200.000 tons.

I anden periode, 2002, blev der gennemført 10 handler ^[34], heraf en swap, med en samlet volumen på 300.000 tons CO₂. Gennemsnitsprisen lå lidt under prisniveauet i 2001.

5.2.12 SO₂- og NO_x-kvoteregulering af de store kraftværker

Kvotereguleringen af de centrale kraftværkers udledninger af SO₂ og NO_x er indført ved lov, iht. Bekendtgørelse 885 af 18. december 1991. Den erstatter tidligere lovgivning på området.

Formålet med kvotereguleringen er at regulere udslippet af SO₂ og NO_x fra de centrale kraftværker. Med kvoten fastlægges en øvre grænse for det samlede udslip fra kraftværkerne. Der er ingen strafafgift ved overskridelse, og kvoterne er ikke omsættelige. Der er derfor ikke tale om et økonomisk virkemiddel. Kvotesystemet vurderes dog at have visse ligheder med omsættelige kvoter, idet de tildelte kvoter inden for visse rammer kan fordeles på de produktionsenheder, hvor det ud fra en økonomisk vurdering findes mest fordelagtigt.

Tabel 5.33 Kvoternes størrelse 1992-2010.

Kilde: Energistyrelsen

Kvoterne har været en af hovedårsagerne til at el- og fjernvarmeværkernes SO₂- og NO_x-udledning er reduceret fra 95.000 tons SO₂/år til 12.000 tons/år og fra 88.500 tons NO_x/år til 47.700 tons/år i perioden 1994-2001 ^[35]. De seneste kvotetildelinger i juni 2001 og 2002 betyder, at de centrale kraftværker skal reducere udledningerne yderligere til 20.000 tons SO₂/år og 20.000 tons NO_x/år i 2010. Kvotetildelinger efter 2006 er dog foreløbige.

5.2.13 Registreringsafgift

Registreringsafgiften er blevet opkrævet siden 1924 og er bestemt efter bilens værdi. I 2000 indførtes en reduktion i registreringsafgiften for særligt brændstoføkonomiske biler, dvs. biler der kører mere end 28 km. pr. liter diesel eller mere end 25 km. pr. liter benzin. Registreringsafgiften på varebiler er væsentligt lavere, mens lastbiler er helt fri af registreringsafgiften af hensyn til transporterhvervets konkurrencevene.

Formålet med registreringsafgiften er primært fiskalt, men har afledte positive effekter på miljøet.

Tabel 5.34 Registreringsafgiftsloven.

Kilde: Skatteministeriet

Registreringsafgiften indbragte i 2002 et provenu på 14,2 mia.kr., jf. tabel 5.35.

Tabel 5.35 Provenu af registreringsafgift. Mio.kr. 1970-2003.

* foreløbige tal, ** budgetterede
Kilde; Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Der er ikke foretaget evaluering af registreringsafgiften. I 2003 kom en arbejdsgruppe med et forslag til omlægningen af registreringsafgiften ^[36]. Arbejdsgruppen forslår at der indføres et CO₂-tillæg til registreringsafgiften, et fradrag for biler der opfylder en given eu-norm før den bliver obligatorisk, samt et nedslag i ejerafgiften for dieselbiler med partikelfiltre.

5.2.14 Grøn ejerafgift

For alle nye personbiler indregistreret efter 1. juli 1997 skal der betales en årlig såkaldt grøn ejerafgift afhængig af bilens brændstofforbrug. Den grønne ejerafgift afløste den tidligere vægtafgift.

Formålet med den grønne ejerafgift er både fiskalt og miljømæssigt. Afgiftens kobling til bilens brændstofforbrug giver i forhold til den tidligere vægtafgift et klarere signal til forbrugerne om fordelene ved at anskaffe mere brændstoføkonomiske biler. I praksis er forskellen fra det tidligere vægtbaserede system ikke så stor, da tungere biler typisk er mindre brændstoføkonomiske end lettere biler. Dog tager den grønne ejerafgift højde for særlige tilfælde, hvor en tung bil kører langt på literen end en lettere, men alligevel mere brændstofforbrugende bil.

Tabel 5.36 Brændstofforbrugsafgiftsloven – Grøn ejerafgift.

Kilde: Skatteministeriet

Den grønne ejerafgift indbragte i 2002 et provenu på ca. 7,8 mia.kr., jf. tabel 5.37.

Tabel 5.37 Provenu af vægtafgift og grøn ejerafgift. Mio.kr. 1970-2003.

*1970 – 1995 vedrører vægtafgift
** foreløbige tal
*** budgetterede
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Der er ikke gennemført en egentlig økonomisk og miljømæssig evaluering af den grønne ejerafgift. Skatteministeriet ^[37] skønner, at vægt- og den grønne ejerafgift har medført et reduceret forbrug på 242 mio. liter benzin og 80 mio. liter dieselolie. Det har ført til en reduktion på 0,78 mio. ton CO₂ og 269 ton SO₂. Der er ikke medtaget evt. substitution til andre transportformer.

5.2.15 Afgift af ansvarsforsikringer

Afgiften af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer trådte i kraft den 1. juli 1975. Den er sidst ændret i 1997.

Formålet med afgiften var i starten at finansiere sundhedsudgifter i forbindelse med trafikskader. Afgiften gør det imidlertid også dyrere at eje en bil og kan derfor – i lighed med de øvrige transportafgifter - påvirke det samlede kørselsforbrug i nedadgående retning. Miljøeffekten heraf vil primært være reduktioner af SO₂, partikler og NO_x samt en reduceret CO₂-udledning.

Ansvarsforsikringsafgiften er en værdibaseret afgift på ansvarsforsikringer. For en personbil udgjorde afgiften 50 pct. af præmien frem til 1.juli 2002, hvorefter den er nedsat til 42,9 pct. jf. tabel 5.38.

Tabel 5.38 Ansvarsforsikringsafgiften.

Kilde: Skatteministeriet

Der opkræves afgift af ansvarsforsikringer for køretøjer, der er registreringspligtige efter færdselslovens regler (dog undtagen last- og varebiler, der med tilladelse efter lov om godskørsel anvendes til godskørsel for fremmed regning samt for knallerter)

Ansvarsforsikringsafgiften indbragte i 2002 et provenu på ca. 1,7 mia.kr., jf. tabel 5.39.

Tabel 5.39 Provenu af ansvarsforsikringsafgiften. Mio.kr. 1976-2003.

*foreløbige tal, **budgetterede
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Der er ikke gennemført en økonomisk eller miljømæssig evaluering af afgiften.

5.2.16 Vejbenyttelsesafgift

Vejbenyttelsesafgiften (Eurovignetten) blev indført i 1994 og gælder for lastbiler over 12 tons.

Formålet med vejbenyttelsesafgiften er primært fiskalt men sigter også mod en ligestilling mellem danske og udenlandske vognmænd indenfor Eurovignette-området (Danmark, Benelux, Sverige samt Tyskland).

Afgiften blev indført som led i samarbejde mellem Tyskland, Holland, Luxembourg, Belgien, Sverige og Danmark om betaling for godstransporter på vejnettet. Af hensyn til transporterhvervets konkurrenceevne blev vægtafgiften samtidig nedsat til EU's minimumssatser.

Afgiften betales for kørsel i Eurovignette-området i en bestemt tidsperiode. Der er ikke nogen relation til antallet af kørte kilometer. Afgiften giver derfor ikke tilskyndelse til at effektivisere transporten.

Tabel 5.40 Afgiftssatser på vejbeskyttelse 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Vejbenyttelsesafgiften indbragte i 2002 et provenu på ca. 275 mio.kr., jf. tabel 5.41.

Tabel 5.41 Provenu af vejbenyttelsesafgift. Mio.kr. 1994-2003.

*foreløbige tal, **budgetterede
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

En differentiering af vejbenyttelsesafgiften efter lastbilernes udstødning er aftalt mellem landene i Eurovignette-området og får virkning, når den er ratificeret i alle lande. Ordningen er endvidere under pres, da Tyskland har meddelt, at de udtræder af Eurovignet-ordningen i 2003 for at indføre en national kilometerafgift på tunge køretøjer.

Der er ikke gennemført en økonomisk og miljømæssig evaluering af vejbenyttelsesafgiften.

Regeringen har blandt andet som følge af Tysklands udtrædelse af ordningen, og Kommissionens forventede forslag til rammedirektiv om infrastrukturafgifter for alle transportformer, nedsat et såkaldt kørselsadfærdsudvalg. Udvalget skal fremskaffe et forbedret vidensgrundlag i forhold til spørgsmålet om infrastrukturafgifter på godsområdet.

5.2.17 Benzinafgift

Benzinafgifterne blev indført i 1927.

Formålet med benzinafgifterne er først og fremmest fiskalt, men da afgiften gør det dyrere at køre bil m.v., har afgiften også en afledt positiv effekt på miljøet. Brændstofafgifter kan være et effektivt skatteinstrument til at påvirke miljøbelastningen fra trafikken, idet der er en direkte sammenhæng mellem forbruget af brændstof og forureningen. Afgiftssatsen er derfor delvist fastsat under hensyntagen til, at forbrugeren skal være med til at betale for den miljømæssige skadevirkning, brugen af benzin har.

Det er muligt at begrænse den miljømæssige skadevirkning af miljøet ved forskellige foranstaltninger, og benzinafgiften er derfor differentieret. For benzin med et blyindhold mindre end 0,013 g/l (blyfri benzin) ydes der en afgiftsrabat på 65 øre/l, for benzinstationer udstyret med dampindvindingssystem ydes en afgiftsrabat på 3 øre/l og for benzinstationer, som opfylder Miljøministeriets bekendtgørelse om indretning og drift af benzinstationer, ydes der ligeledes en afgiftsnedsættelse på 3 øre/l. Afgiftsdifferentieringen efter blyindhold har været meget virksom.

Den mest brugte kvalitet er i dag blyfri benzin udleveret fra tankstationer med dampretur, som ikke opfylder Miljøministeriets bekendtgørelse om indretning og drift af benzinstationer. Denne sats udgør 4,04 kr./l.

Afgiften har generelt påført forbrugerne af benzin en meromkostning. Det giver forbrugerne incitament til enten at reducere forbruget, substituere til et andet brændstof eller evt. at anvende andre transportmidler. Generelt er der afgift på enhver type brændstof, der anvendes som motorbrændstof. Diesel og benzin udgør de mest anvendte typer brændstof. Der er energiafgiftsmæssigt forskel mellem benzin og diesel, men forskellen opvejes af en forhøjet vægtafgift (udligningsafgiften) på ikke-benzindrevne køretøjer. Det er således ikke gjort forsøg på at give forbrugerne incitament til at vælge den ene type brændstof frem for den anden, og det vurderes derfor ikke, at afgiften har givet anledning til nogen nævneværdig substitution mellem forskellige brændstoftyper. Afgiften, herunder afgiftsdifferentieringen, vurderes derimod at have haft en væsentlig påvirkning på forbruget af benzin. Afgiften kan derfor siges at have en positiv miljøvirkning.

I 2000 blev det skønnet, hvilken miljømæssige effekt adfærdsændringer som følge af afgiftsdifferentieringen på benzin har medført. Med forbehold for en vis usikkerhed blev det her beregnet, at afgiftsdifferentieringen efter blyindhold har reduceret udslippet af bly med ca. 400 tons, mens afgiftsdifferentieringen efter dampretur har betydet et mindre udslip af flygtige kulbrinter. Der er ikke kendskab til omfanget af denne reduktionen.

Afgiftsdifferentieringen for benzinstationer, der opfylder miljøministeriets krav til indretning og drift, er vedtaget for at beskytte jord og grundvand mod forurening fra utætte underjordiske tankanlæg. Det er vanskeligt at skønne over virkningen, da man ikke har kunnet vurdere på forhånd, hvor mange tankanlæg der er utætte. Udover disse miljøeffekter vurderes med en vis usikkerhed, at benzinafgiften har givet anledning til et reduceret forbrug på ca. 500 mio. liter, hvilket har medført et reduceret CO₂ udslip på ca. 1,2 mio. tons.

Afgiftssatserne for benzin fremgår af tabel 5.24.

Benzinafgifterne indbragte i 2002 et provenu på 10,5 mia.kr., jf. tabel 5.42.

Tabel 5.42 Provenu af benzinafgifter. Mio.kr. 1970-2003.

*foreløbige tal, **budgetterede
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Benzinafgifterne er ikke evalueret økonomisk eller miljømæssigt.

5.2.18 Dieselafgifter

Dieselolie er pålagt forskellige afgifter alt efter kvalitet og anvendelse. Dieselolie er teknisk næsten identisk med fyringsolie. Dieselafgiften blev indført i 1977. I 1986 blev afgiften kraftigt forhøjet, og var herefter uændret indtil 1992. I 1993 blev afgiften forhøjet for at opfylde EU's minimumsafgift, der ved den daværende kurs på ECU svarede til 194 øre pr. liter. I 1992 indførte man foruden en differentiering mellem normel dieselolie, der dengang indeholdt 0,2 pct. svovl, og let dieselolie, der indeholdt 0,05 pct. svovl. Differentieringen på 10 øre pr. liter bevirkede, at let dieselolie blev næsten enerådende på markedet. Ved skattereformen fra 1993, blev afgiften på dieselolie forhøjet med 23 øre pr. liter i 1995, yderligere 23 øre pr. liter i 1996 og 10 øre pr. liter i 1997.

Formålet med dieselafgifterne er primært fiskalt, men da afgiften gør det dyrere at køre bil m.v., har afgifterne også en positiv afledt effekt på miljøet. Niveauet for beskatningen af dieselolie er i høj grad bestemt af grænsehandel. Afgiftsdifferentieringen er indført af miljøhensyn og vurderes at være 100 pct. effektiv.

Afgiftssatserne på diesel fremgår af tabel 5.24.

Provenuet af diesel afgiften fremgår af tabel 5.25, hvor dieselafgiften er omfattet af afgift på olieprodukter.

Skatteministeriet har i Ska fra april 2002 vurderet dieselafgifternes miljøeffekter. Vurderingen er, at afgiftsdifferentieringen isoleret set har betydet en reduktion i SO₂- udslippet på ca. 6550 tons pr. år., mens dieselafgifterne i øvrigt har medført en reduktion af SO₂-udslippet på ca. 773 tons pr. år. og en reduktion af CO₂-udslippet på ca. 0,62 mio. Tons pr. år. Hertil kommer mindre slid på infrastrukturen, mindre støj , færre uheld, og mindre udslip af partikler.

5.3 Vandmiljø (spildevand og vandforsyning)

Vandforsyningen i Danmark er næsten udelukkende baseret på indvinding af grundvand. Grundvand er en fornybar naturressource, som genopbygges via nedbør. Den udnyttelige grundvandsressource blev i 1992 vurderet til ca. 1,8 mia. m³ årligt, når der tages hensyn til, at vandføringen i vandløbene skal være stor nok til at opfylde kravene til vandløbskvaliteten. I et tørt år udgør den årlige indvinding ca. 1 mia. m³ årligt. Selvom den udnyttelige ressource altså er betydelig større end indvindingen gør den geografiske fordeling af grundvandsressourcer og efterspørgsel, at der er steder på Sjælland, hvor der mangler vand, når der skal tages hensyn til vandløbene.

Nye beregninger fra GEUS fra maj 2003, baseret på ny metode og en landsdækkende model viser, at den mængde grundvand som kan udnyttes, er næsten halvt så stor som vurderet i opgørelsen fra1982 - fra 1,8 mia. m³/år til 1,0 mia. m³/år. Den primære forklaring er, at den nye opgørelse regner detaljeret på hele ferskvandskredsløbet, og at påvirkninger af vandløb og natur begrænser de mængder, der kan indvindes fra grundvandet. Hertil kommer, at problemer med vandkvaliteten i det øvre grundvand betyder, at dele af denne ressource i en årrække må afskrives.

En væsentlig del af miljøindsatsen har som formål at undgå forurening af grundvandet. Ud af de samlede udgifter til miljøindsatsen tegner vandrelaterede opgaver sig for ca. 25 pct., svarende til omkring 10 mia. kr. årligt. Det dækker både vandforsyning og spildevand.

Der konstateres forurening med pesticidrester i stadig flere vandboringer. Der er primært tale om allerede udfasede pesticider, men forureningen af grundvandet er irreversibel, og der sker fortsat en for stor spredning af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier til vandmiljøet. Udvaskningen af fosfor og kvælstof vurderes også fortsat at være for stor. Virkningerne spænder fra lukning af forurenede vandboringer til iltsvindsepisoder i kystnære havområder.

Vandområdet er kendetegnet ved, at det overvejende er brugerfinansieret via brugernes betaling for drikkevand og spildevandsbehandling. Det er amter og kommuner, der har ansvaret for området.

Udnyttelse af grundvandsressourcen reguleres primært via administrative instrumenter f.eks. giver amtskommunerne tilladelse til vandindvinding. Amter, kommuner og vandforsyninger kan også indgå dyrkningsaftaler/dyrkningsrestriktioner med henblik på at beskytte grundvandsressourcen i områder, hvor grundvandsressourcen er særlig sårbar.

Vandmiljøet er underlagt en række nationale handlingsplaner og EU-direktiver f.eks. Vandmiljøplanerne, Pesticidhandlingsplanerne og Nitratdirektivet. Et væsentligt direktiv for vandområdet er Vandrammedirektivet (nr 2000/60/EF), som skal være implementeret i dansk lovgivning inden udgangen af 2003. Formålet med direktivet er at beskytte vandløb, overgangsvande (”brakvand”) , kystvande og grundvand i EU. Direktivet angiver en række konkrete miljømål ,som skal være opfyldt inden udgangen af december 2015.

De økonomiske virkemidler på vandområdet omfatter afgifter og aftaler, jf. tabel 5.43.

Tabel 5.43 Økonomiske virkemidler på vandområdet.

5.3.1 Afgift af ledningsført vand

Den 1. januar 1994 blev der indført en afgift på drikkevand, der bruges her i landet.

Afgift på drikkevand har flere formål. Først og fremmest vil et mindre vandforbrug medføre mindre udledning af spildevand og dermed begrænse miljøbelastningen. Der er en direkte sammenhæng mellem den udledte forureningsmængde og vandforbruget, da udledning af spildevand under normale omstændigheder renses ned til de foreskrevne udledningskrav i vandmiljøplanen. En begrænsning af vandforbruget vil også kunne medvirke til at hæve vandspejlet i nogle af de søer, åer og vandløb, der belastes hårdest ved indvinding af grundvand i sommerperioden. Endvidere vil afgiften medføre et incitament til at øge vedligeholdelsen af vandledninger, så at udsivningen minimeres ^[38]. Det vil i sig selv mindske behovet for indvinding af grundvand.

Afgiften udgjorde 1 kr. pr. m³ vand, i 1994. Siden indførelsen er afgiftssatsen gradvis blevet hævet, så den i dag udgør 5 kr. pr. m³. Det var fra 1994 besluttet, at afgiften skulle implementeres gradvist over 5 år ved at stige med en krone om året frem til 1998. Afgiften vedrører i praksis alene husholdningerne og visse liberale erhverv med ringe vandforbrug, idet erhvervsvirksomheder generelt kan få refunderet afgiften.

Tabel 5.44 Afgift på drikkevand 1994 – 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Tabel 5.45 Provenuet fra afgiften på drikkevand 1994 – 2003, mio. Kr.

* foreløbige tal, ** budgetteret
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Der er ikke foretaget en selvstændig evaluering af afgiften på drikkevand, men vandforbruget har været faldende gennem de sidste 10 – 12 år. Det vurderes dels at kunne henføres til den almindelige miljøbevisthed i befolkningen, dels - og især - at vand er blevet betydeligt dyrere i perioden. Den stigende pris skyldes primært forøgede udgifter til drikkevandsproduktion og spildevandsrensning, men afgiften på ledningsført vand har givetvis også haft betydning. Afgiften på drikkevand udgør i størrelsesordenen 15 – 20 pct. af prisen på drikkevand. Reduktionen af vandforbruget har betydet, at udledninger af spildevand er blevet reduceret.

5.3.2 Afgift af spildevand

Den 1. januar 1997 blev der indført en afgift på spildevand, der udledes til søer, vandløb eller havet. Desuden betales afgift af spildevand, der nedsives eller som udledes på marker eller lignende med henblik på nedsivningen.

Formålet med spildevandsafgiften har dels været at give øgede incitamenter til reduktioner i udledningen af spildevand og forbedre rensningen af spildevandet og dels at lempe personbeskatningen. Afgiften kan dermed også ses som en forlængelse af de tiltag, som blev gennemført med Vandmiljøplanen fra 1987. I 1997 udgjorde afgiften 10 kr. pr. kg. for totalnitrogen, 55 kr. pr. kg. for totalfosfor og 5,5 kr. pr. kg. for organisk materiale opgjort som biologisk iltforbrug efter 5 dage (BI5 (modificeret )). I 1998 blev afgiften hævet til hhv. 20 kr. pr. kg for totalnitrogen, 110 kr. for totalfosfor og 11 kr. pr. kg for organisk materiale. Afgiftsstigning var aftalt i 1997 som led i en gradvis implementering af afgiften.

Tabel 5.46 Afgiftssatser på spildevand, 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Momsregistrerede virksomheder kan få godtgjort 97 pct. af den del af afgiften, der årligt overstiger 20.000 kr., og som vedrører virksomhedens afgiftspligtige udledning af spildevand, når mindst 80 pct. af afgiften kan henføres til 1) forarbejdningen af fisk, krebsdyr, bløddyr og andre hvirvelløse havdyr eller dele heraf eller 2) fremstillingen af cellulose eller 3) fremstillingen af rør- og roesukker på baggrund af sukkerroer og sukkerrør.

Momsregistrerede virksomheder kan få godtgjort 70 pct. af den del af afgiften, der årligt overstiger 20.000 kr., og som vedrører virksomhedens afgiftspligtige udledning af spildevand, når mindst 80 pct. af afgiften kan henføres til fremstillingen af 1) organiske pigmenter og præparater i forbindelse hermed eller 2) pektinstoffer, pektinater og pektater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer henhørende under position 1302.20 til og med position 1302.39 i EU's kombinerede nomenklatur eller 3) vitaminer.

Provenuet fra afgiften udgjorde 270 mio. kr. i 2002.

Tabel 5.47 Provenuet fra spildevandsafgiften 1997 – 2003, mio. kr.

* foreløbige tal, **budget
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Afgiften blev behandlet i Finansministeriets m.fl.'s rapport "Evaluering af grønne afgifter og erhvervene" fra 1999. Erfaringerne fra spildevandsafgiftens miljøeffekt var imidlertid på daværende tidspunkt for sparsomme til, at der kunne udføres en vurdering.

Center for Samfundsvidenskabelig Miljøforskning (CeSaM) har i 2000 udført en evaluering af afgiftens miljøeffekt for industrielle egenudledere. Analysen viser, at afgiften har haft en væsentlig adfærdsændrende effekt på virksomheder, som betaler den fulde afgiftssats, mens virkningerne har været små for virksomheder med en reduceret sats. Da virksomhederne med reduceret sats står for langt de største udledninger, har afgiftens overordnede effekt været lille, om end kvælstofemissionerne er reduceret.

Miljøstyrelsen har i 2000 udført en foreløbig pilotundersøgelse (baseret på kun 4 renseanlæg) af spildevandsafgiftens effekt for renseanlæg (både omkostninger og miljøeffekt). Analysen viser, at udledningen af fosfor var blevet næsten halveret og udledningen af kvælstof nedbragt med ca. 25 pct. pga. afgiften. Analysen er baseret på et for spinkelt datagrundlag til at kunne generaliseres, og Miljøstyrelsen har derfor i samarbejde med DMU udarbejdet en analyse af spildevandsafgiftens effekt på både renseanlæg og industrielle egenudledere baseret på et væsentlig større datagrundlag. Rapporten udkommer primo 2004.

I det følgende tabel 5.48 beskrives udviklingen i udledning fra kommunale renseanlæg

Tabel 5.48 Udledning fra renseanlæg.

Kilde: Miljøstyrelsen

Udledningen af forurenende stoffer er faldet i perioden 1994 – 1999, hvilket understøtter afgiftens miljøeffekt for de kommunale renseanlæg, jf. tabel 5.47. Det skal dog bemærkes, at også andre faktorer så som Vandmiljøplan I fra 1987, og amtslige udlederkrav har indflydelse på reduktionen. Udledningen af kvælstof er halveret, og udledningen af fosfor og BI5 er faldet til en tredjedel i perioden.

5.3.3 Frivillige aftaler om anvendelsesbegrænsning

Amter, kommuner og vandforsyninger kan indgå dyrkningsaftaler/dyrkningsrestriktioner med henblik på at beskytte grundvandsressourcen i områder, hvor grundvandsressourcen er særlig sårbar. Kan restriktioner ikke opnås ad frivillighedens vej, kan der på baggrund af en vedtaget indsatsplan gennemføres tvungne restriktioner mod erstatning.

Der er indtil nu kun indgået relativt få frivillige aftaler mellem vandværker og landbrug om arealanvendelsesrestriktioner mod erstatning. Resultaterne peger på, at det kan være et effektivt middel, men at det kan være vanskeligt at ”få alle med” inden for et givet område. Endvidere må det vurderes, at det vil blive vanskeligere at indgå aftaler jo større områder, der skal gennemføres restriktioner for, idet mulighederne for den enkelte landmænd for at få erstatningsjord reduceres.

5.4 Landbrug, fiskeri og råstoffer

Landbrug, fiskeri og råstofgravning er vigtige erhverv i Danmark, derfor er det vigtigt at sikre en bæredygtig udvikling af erhvervene. Bæredygtigheden skal sikres både økonomisk, sociokulturelt og miljømæssigt.

For at sikre indtjening ydes der en række tilskud til erhvervene. Disse tilskud er samlet under landdistriktsprogrammet, hvis overordnede formål er at fremme bæredygtig og sammenhængende udvikling, herunder skabe bedre leve- og arbejdsvilkår i landdistrikterne. Desuden er formålet at udvikle kvaliteten af produktionen inden for land- og skovbruget og samtidig tage øget hensyn til miljø, økologi og dyrevelfærd.

For at sikre de miljømæssige aspekter i bæredygtighedsbegrebet er erhvervene pålagt en række afgifter til at kontrollere og styre udledningen af stoffer (f.eks. kvælstof og pesticider).

I det følgende gennemgås de væsentligste økonomiske virkemidler på fødevare- og råstofområdet. Det omfatter afgifter, omsættelige kvoter og tilskud, jf. tabel 5.49.

Tabel 5.49 Væsentligste økonomiske virkemidler for landbrug, fiskeri og råstoferhverv.

5.4.1 Afgift af bekæmpelsesmidler

Afgiften på bekæmpelsesmidler (pesticider) blev indført med virkning fra 1. januar 1996. Pr. 1. november 1998 blev afgiftssatserne forhøjet med i gennemsnit 100 pct. Udover afgiften reguleres det også, hvilke pesticider, der må anvendes i Danmark. Bekæmpelsesmidler i Danmark skal godkendes af Miljøstyrelsen, før de må tages i brug.

Formålet med afgiften er at give tilskyndelse til at begrænse forbruget af pesticider.

Tabel 5.50 Afgiftssatser for bekæmpelsesmidler, 2003.

1) Afgiften beregnes som hovedregel af højeste detailsalgspris uden rabatfradrag inkl. bekæmpelsesmiddelsafgift men ekskl. moms. Efter afgiftsberegningen udgør afgiften for A-varer: 53,85 pct. eller 7/13 af værdien uden miljøafgift og moms og for B-varer: 33,33 pct. eller 1/3 af værdien uden miljøafgift og moms. A- og B-varer skal være forsynede med ToldSkat prismærker, der angiver højeste detailsalgspris.
2) Afgiftsværdien er vederlaget (normalt engrosprisen), som modtageren skal yde for varen inkl. afgiften, men ekskl. moms. Efter afgiftsberegningen udgør afgiften for C-varer: 3,09 pct. eller 3/97 af værdien uden miljøafgift og moms. C-varer skal ikke være forsynet med ToldSkat prismærker.
Kilde: Skatteministeriet

Provenuet fra afgiften på bekæmpelsesmidler udgjorde 369 mio. kr. i 2002.

Tabel 5.51 Provenuet fra bekæmpelsesmidler 1996 – 2003, mio. kr.

* foreløbige tal, **budget
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Pesticidforbruget opgøres dels som mængden af solgte aktivstoffer og dels som behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden er lidt populært sagt en beregning af, hvor mange gange landbrugsarealet kan sprøjtes med den solgte mængde aktivstoffer, forudsat de anvendes i fastsatte standarddoser. Det såkaldte Bichel-udvalg betegnede behandlingshyppigheden som den bedste indikator for pesticiders belastning af miljøet.

Tabel 5.52 Salg af bekæmpelsesmidler i Danmark.

1 På grund af hamstring i 1995 og den efterfølgende afvikling af lagrene, benyttes gennemsnittet for 1995 og 1996 som et udtryk for forbruget i disse år.
Kilde: miljøstyrelsen

I forbindelse med indførelse af afgiften i 1996 vurderede Skatteministeriet, at afgiften ville medføre et fald i mængden af aktivstoffer på 5-8 pct., mens det i 1998 blev vurderet, at afgiftsforhøjelsen ville reducere mængden af aktivstoffer med 8-10 pct. Både salget af aktivstoffer og behandlingshyppigheden er faldet, siden afgiften blev indført. Målt i aktivstof er forbruget faldet med 40 pct. siden afgiften blev indført. Det er dog vanskeligt præcist at vurdere, hvor stor en del af reduktionen der er en direkte følge af afgiften, og hvor stor en del der skyldes andre aktiviteter, der har til formål at reducere pesticidforbruget.

5.4.2 Afgift af kvælstof

Afgiften blev indført med virkning fra 1. august 1998. Afgiften betales af den kvælstofgødning (handelsgødning), som anvendes udenfor de jordbrugserhverv, som er omfattet af anden regulering. Afgiften betales af køb af gødningsstoffer til brug i private haver, parkanlæg m.v.

Formålet med afgiften er at nedbringe forbruget af kvælstofgødning udenfor jordbruget samt hindre, at jordbruget kan købe kvælstof udenom gødningsregnskabet. Langt hovedparten af den gødning, som anvendes i Danmark, anvendes i jordbruget, og denne gødning er ikke omfattet af afgiften.

Tabel 5.53 Afgiftssatser for kvælstof indeholdt i gødninger m.m., 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Der er afgiftsfrihed for varer, der leveres af registrerede virksomheder eller fra udlandet til brug i virksomheder registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

Provenuet fra afgiften udgjorde 30 mio. kr. i 2002.

Tabel 5.54 Provenuet fra kvælstofafgiften 1999 – 2003, mio. kr.

Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Afgiften er ikke evalueret, men ifølge Plantedirektoratets ”Handelsgødningsstatistik 2000/01” er salget af handelsgødning faldet i forhold til 1995/96. Det er ikke muligt umiddelbart at vurdere, om afgiften har haft betydning for denne udvikling.

Tabel 5.55 Udviklingen i handelsgødningssalget i Danmark.

Note: Tabellen indeholder opløsninger om al handelsgødning i Danmark, dvs. også gødning, som ikke er omfattet af afgiften
Kilde: Handelsgødningsstatistik 2000/01

Det vurderes, at hovedparten af reduktionen kan tillægges anden form for regulering udover afgiften. Ud fra provenuet har salget til bl.a. husholdningerne været nogenlunde stabilt, siden afgiften blev indført. Provenuet har ligget nogenlunde stabilt på ca. 30 mio. kr. de sidste par år.

5.4.3 Afgift af råstoffer

Råstofafgiften blev indført den 1. juli 1978 og omfatter indvinding og import af råstoffer, f.eks. brunkul, flint, mergel, grus, kul m.v. Omregning fra vægt i ton til råstofforbrug i m³ foretages vha. en omregningsfaktor, der for hvert enkelt råstof er fastlagt i loven.

Formålet med afgiften er at tilskynde til, at råstofforbruget begrænses, og at genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald fremmes. Afgiften skulle endvidere medvirke til at finansiere statslige aktiviteter på miljø- og råstofområdet.

Afgiften udgør 5 kr. pr. m³ indvundet eller importeret råstof. Afgiften blev forhøjet til dens nuværende niveau pr. 1. januar 1990.

Provenuet udgjorde 159 mio. kr. i 2002

Tabel 5.56 Provenu fra råstofafgiften 1979 - 2003. Mio.kr.

* foreløbigt, **budget
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Der er ingen undersøgelser af, hvorvidt afgiften har reduceret råstofforbruget. Siden ændringen af afgiftssatsen har provenuet af afgiften været nogenlund konstant i faste priser bortset fra enkelte år, hvilket tyder på, at råstofforbruget har ligget på et nogenlunde konstant niveau.

5.4.4 Omsættelige fangstkvoter

Folketinget gennemførte den 16. maj 2002 en ændring af fiskeriloven. På baggrund af ændringen blev der udarbejdet et nyt fiskeriforvaltningssystem i sildefiskeriet med virkning fra 1. januar 2003. Det nye forvaltningssystem indebærer en ordning med overdragelige fiskekvoter for sild, dvs. at adgangen til fangstkvoterne som noget nyt kan handles mellem de enkelte fartøjer.

Sild og makrel er små stimefisk, der økonomisk mest effektivt skal fiskes af store og relativt dyre fartøjer.

Formålet med at indføre individuelle omsættelige kvotesystemer i fiskeriet er at opnå en økonomisk optimal udnyttelse af fiskeressourcerne. Denne økonomiske mekanisme sikrer en tilpasning af flådekapaciteten og et mere bæredygtigt fiskeri. Systemet virker ved at inddrage effekten af fiskernes adfærd på den samlede udnyttelse af fiskeressourcerne (eksternaliteten). Planlægningsmuligheden øges, og behovet for at fange så mange fisk af fællesmængden som muligt fjernes. Systemet forventes endvidere at give fiskeren en interesse i at sikre fiskebestandene på et bæredygtigt niveau.

Inddragelsen af eksternaliteten i fiskeriet i reguleringsgrundlaget vil føre til en gradvis rationalisering af fiskeriet gennem en reduktion af kapaciteten, og samtidig fremmes en bedre balance mellem fiskeriindsatsen og fiskeressourcerne. Den enkelte fisker får mulighed for at optimere det økonomiske udbytte af fiskeriet ved at forbedre fiskenes kvalitet, undgå overforsyning af markedet, tilpasse fiskeriet til efterspørgslen og formindske omkostningerne i forbindelse med fiskeriet.

Ordningen har næppe miljømæssige konsekvenser, men har haft en positiv betydning for fiskeressourcen. Som følge af ordningen med overdragelige kvoteandele formodes dog, at nye, moderne og mere miljøvenlige fartøjer i fiskerflåden generelt vil trække i en miljøskånsom retning. Den samlede fiskerflåde forventes reduceret til en mere passende størrelse i forhold til fangstmulighederne, hvilket bidrager til at sikre et bæredygtigt fiskeri. Eksisterende lovhjemler til sikring af, at fiskeriet foregår tilstrækkeligt skånsomt, både i forhold til fiskebestandene og det omgivende miljø, berøres ikke af ordningen.

Fiskeriet efter sild og makrel drives af samme fartøjer, og det forhold, at folketinget har ønsket at holde makrel uden for systemet vil svække de nævnte effekter.

Der vil senere blive fortaget en vurdering af ordningens effekt.

5.4.5 Tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger

Ordningen om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ-ordningen) blev iværksat i 1994 og er løbende revideret, senest i 2003.

Formålet med de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger er at beskytte og forbedre vandmiljøet og naturen og dermed bidrage til at fremme den biologiske mangfoldighed inden for særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder), der er udpeget af amtsrådet. Ordningen er en del af Landdistriktsprogrammet, hvor det overordnede formål er at fremme bæredygtig og sammenhængende udvikling herunder skabe bedre leve- og arbejdsvilkår i landdistrikterne. Desuden er formålet at udvikle kvaliteten af produktionen inden for land- og skovbruget og samtidig tage øget hensyn til miljø, økologi og dyrevelfærd.

Der gives tilskud til at fremme en miljøvenlig og mindre belastende jordbrugsproduktion, dvs. at:

• nedsætte udvaskningen af kvælstof
• fremme miljøvenlig ekstensivering af landbruget
• anvende miljøplanlægning i jordbrugsdriften
• beskytte vandløb og søer mod forurening med pesticider
• påvirke ressourcerne af grundvand mindst muligt.

Ordningen er revideret i marts 2003. Revideringen har betydet, at strukturen i støtteordningerne er omlagt. Ordningen er stadig delt op i ordninger, der gælder for hele landet (horisontale) og for udpegede SFL- områder (målrettede), men strukturen i de målrettede ordninger er ændret.

Jordbrugere, der har tiltrådt ordningen efter marts 2003, kan få støtte til:

Støtteordninger, der gælder for hele landet (horisontale):

• at udarbejde grønne regnskaber.
• reduktion af kvælstofskvoten

Støtteordninger, der er målrettede et geografisk område (SFL-områder):

• Nedsættelse af kvælstoftilførelsen
• Miljøvenlig drift af græs- og naturarealer
• Etablering af efterafgrøder
• Etablering af ekstensive randzoner
• Etablering af vådområder

Desuden kan jordbrugere få tilskud til projekter, der demonstrerer miljøvenlige dyrkningsmetoder.

Hvis amtet beslutter, at der skal foretages afgræsning, slæt, afpudsning eller rydning af bevoksninger, kan der ydes tillæg til grundsatserne for foranstaltningerne "Miljøvenlig drift af græs- og naturarealer" og "Etablering af vådområder".

Ordningen kan søges for en periode på 5 – 10 år. Kun ordningen om etablering af vådområder er fremover på 20 år.

EU finansierer 50 pct. af tilskuddet for ordningerne under miljøvenligt jordbrug og 25 pct. for projekter til demonstration.

Tabel 5.57 viser en oversigt over gældende tilskudssatser for ansøgningsrunden 2003.

Tabel 5.57 Tilskudssatser for MVJ-ordningen, 2003.

Kilde: , Bek. Nr. 325 af 23/5 2002, Bek. Nr. 92 af 6/2 2003 og Bek. Nr. 187 af 20/03/2003 fra www.Retsinfo.dk

1) Arealer, hvor der de seneste 5 år har været dyrket sukkerroer, kartofler, frilandsgrønsager, frø til udsæd, flerårige afgrøder (juletræer, pyntegrønt, energiskov) i mindst 1 år.
2) Arealer, hvor der de seneste 5 år har været dyrket sukkerroer, kartofler, frø til udsæd (dog ikke frøgræs) frilandsgrønsager, flerårige afgrøder (juletræer, pyntegrønt, energiskov) i mindst 1 år udgør tilskuddet 5850 kr./ha. Arealer, hvor der de seneste 5 år har været dyrket frøgræs i mindst 1 år udgør tilskuddet 4060 kr./ha.

Nedsættelse af kvælstoftilførelsen
Der ydes tilskud til at nedsætte kvælstoftilførslen. Formålet med ordningen er at mindske udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet.

Betingelser for at få tilskud:

• Tilførslen af kvælstof skal nedsættes med mindst 40 pct. i forhold til gødningsnormen fastsat i regler om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
• Arealerne skal i den første vækstsæson dyrkes som agerjord eller være udtaget inden for omdriften med henblik på braklægning eller dyrkning af non-food afgrøder.
• Bedrifter, der er autoriseret til økologisk jordbrug, eller som har søgt om autorisation, kan ikke få tilskud.
• Hver enkelt mark skal være mindst 0,3 ha og ansøgningen skal omfatte minimum 1,0 ha.

Aftalen gælder i 5 eller 10 år.

Miljøvenlig drift af græs- og naturarealer

Der kan vælges mellem tre muligheder:

• Forpligtigelse til ekstensiv produktion med afgræsning eller slæt
• Forpligtigelse til afpudsning med mulighed for ekstensiv produktion
• Forpligtigelse til udtagning af produktion.

Betingelser for at få tilskud:

• Arealet må ikke omlægges.
• Græs skal være etableret senest 1. oktober. Er der græs på arealet, inden aftaleperioden begynder, skal dette opretholdes.
• Græsset må højst være udsået med 25 pct. kvælstoffikserende planter.
• Arealerne må ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler.
• Arealerne må ikke tilføres gødning bortset fra tidspunktet for etablering af plantedække.
• Arealerne må ikke vandes, bortset fra med engvandingsanlæg.
• Arealerne må ikke bruges til frøproduktion.
• Arealet må ikke tilplantes med skov, energiskov o.lign. (undtagen privat skovrejsning ved forpligtigelse til udtagning).
• Der må etableres vildtremisser/småbeplantninger efter aftale med amtet
• Ejeren eller forpagteren skal på ansøgningstidspunktet have ret til at drive arealerne.
• Hver enkelt mark skal være mindst 0,3 ha og ansøgningen skal omfatte minimum 1,0 ha.

Aftalen gælder i enten 5 eller 10 år.

Etablering af ekstensive randzoner
Der ydes få tilskud til 12 m (10 m) brede sprøjte- og/eller gødningsfrie randzoner. Det er typisk langs søer, vandløb, levende hegn, diger og skovbryn.

En ekstensiv randzone er med til at reducere påvirkningerne fra markdriften, hvorved kvaliteten af de forskellige småbiotoper bliver bedre. Samtidig er der meget jagtbart vildt som f.eks. agerhøns, der har glæde af ekstensive randzoner.

Der kan ikke kun søges tilskud til arealer indenfor de egentlige SFL-områder, men også langs vandløb, hegn, diger m.v. udenfor SFL-områder (randzoneudpegningen). Der kan søges til arealer, hvor der vækstsæsonen inden har været dyrket:

• 1-årige afgrøder
• flerårige afgrøder som juletræer, pyntegrønt m.v.
• græs til afgræsning eller slæt

Betingelser for at få tilskud:

• Arealet, der søges tilskud til, skal være mindst 12 meter bredt. Dog ydes kun tilskud til 10 m, hvor der er lovkrav om 2 m bræmmer.
• På niv. 1 må der ikke bruges plantebeskyttelsesmidler, med undtagelse af bejdset udsæd.
• På niv. 2 må der ikke bruges plantebeskyttelsesmidler og gødning.
• Arealet må dyrkes med agerjordsafgrøder eller anvendes til afgræsning/slæt.
• Der kan kun ydes tilskud som privat ejer eller forpagter.
• Bedrifter, der er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion eller har søgt om autorisation hertil, kan ikke få tilskud.

Aftalen gælder i 5 eller 10 år.

Etablering af efterafgrøder
For at beskytte vandmiljøet er der indført tilskud til jordbrugere, som vil udlægge efterafgrøder i kornafgrøder m.v. Undersøgelser har vist, at græsdækket kan nedsætte udvaskningen af kvælstof i vinterhalvåret med 80 pct. i forhold til en nøgen stubmark.

Betingelser for at få tilskud:

• Der ydes tilskud til arealer ud over de lovpligtige 6 pct. efterafgrøder og 65 pct. grønne marker.
• Udlægsarealernes placering kan frit ændres på bedriften indenfor SFL-området, men det samlede areal skal hvert år mindst svare til det, der fås tilskud til.
• Udlægsarealerne må ikke gødskes og sprøjtes fra det tidspunkt, hvor afgrøden er høstet, til efterfølgende 15. februar.
• Udlægsarealerne må tidligst ompløjes 15. februar.
• Arealer med efterafgrøder skal efterfølges af en forårssået afgrøde.
• Efterafgrøderne må ikke bruges til frøproduktion.
• Kun private ejere og forpagtere kan opnå tilskud.
• Hver enkelt mark skal være mindst 0,3 ha og ansøgningen skal omfatte minimum 1,0 ha.

Mulige efterafgrøder

• Udlæg af græs, korsblomstrede afgrøder og cikorie forud for tilsagnsårets begyndelse.
• Græs og korsblomstrede afgrøder sået efter høst, dog sået senest den 1. august forud for tilsagnsårets begyndelse eller senest 1. september 1. tilsagnsår
• Korsblomstrede afgrøder sået efter 1. august, dog senest den 20. august forud for tilsagnsårets begyndelse eller senest 1. september 1. tilsagnsår. Arealer med denne etablering af korsblomstrede afgrøder indgår med en faktor på 0,5 i opgørelsen af arealet med efterafgrøder.

Aftalen gælder i 5 eller 10 år.

Etablering af vådområder
Der ydes tilskud til at skabe en våd eng ved at ændre på afvandingsforholdene. Flere våde arealer langs vandløb, søer og kysten er med til at øge den naturlige omsætning af næringsstoffer til gavn for vandmiljøet. Samtidig skabes der nye levesteder for padder, vadefugle og vådbundsplanter.

Der kan vælges mellem:

• Forpligtigelse til ekstensiv produktion med afgræsning eller slæt
• Forpligtigelse til afpudsning med mulighed for ekstensiv produktion
• Forpligtigelse til udtagning af produktion

Betingelser for at få tilskud:

Arealerne skal enten indgå i et større vådområdeprojekt eller ligge i et lavbundsområde, hvor der ved at ændre afvandingsforholdene vil være mulighed for en større kvælstofomsætning, og hvor ændringerne vil få en positiv effekt på plante- og dyreliv.

For alle forpligtelserne gælder

• Arealet må ikke omlægges.
• Græs skal være etableret senest 1. oktober. Er der græs på arealet, inden aftaleperioden begynder, skal dette opretholdes.
• Græsset må højst være udsået med 25 pct. kvælstoffikserende planter.
• Arealerne må ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler.
• Arealerne må ikke tilføres gødning eller jordforbedringsmidler.
• Arealerne må ikke vandes, bortset fra med engvandingsanlæg.
• Der må ikke tilskudsfodres på arealerne.
• Arealerne må ikke bruges til frøproduktion.
• Der må ikke etableres skov.

Forpligtigelse til ekstensiv produktion gælder endvidere:

• Arealerne skal afgræsses og/eller benyttes til slæt hvert år. Perioden for slæt fastsættes af amtet.
• Arealerne må afgræsses med heste eller drøvtyggere. Der kan dog være begrænsninger for moser og heder.

Forpligtigelse til afpudsning gælder endvidere:

• Arealerne skal mindst én gang afpudses indenfor en periode fastsat af amtet.
• Arealerne må afgræsses med heste eller drøvtyggere. Der kan dog være begrænsninger for moser og heder.
• Forpligtigelse til udtagning af produktion:
• Arealet skal i vækstsæsonen forud have været jordbrugsmæssigt udnyttet som agerjord eller brak.
• Arealet må ikke afgræsses eller på anden måde udnyttes jordbrugsmæssigt
• Arealet kan afpudses i en periode fastsat af amtet.

Aftalen gælder i 20 år.

Det maksimale tilskud er fastsat af EU og kan højst udgøre 450 euro/ha, hvis der tidligere har været vedvarende græs. På tidligere agerjordsarealer er det maksimale tilskud 600 euro/ha og, hvis der har været flerårige specialafgrøder, er det maksimale tilskud 900 euro/ha. Da det maksimale tilskud er fastsat i euro vil tilskuddet i danske kr. afhænge af eurokursen. Såfremt flere foranstaltninger bliver kombineret med hinanden vil det samlede tilskud blive reguleret i forhold til det maksimale tilskud, der medfinansieres af EU.

I tabel 5.58 ses de nationale udgifter til MVJ-ordningen. Ud over det nationale bidrag medfinansierer EU med samme andel.

Tabel 5.58 National udgift til tilskud til miljøvenligt jordbrug. 2000 – 2005, Mio.kr.

Tal fra FL 2003 §24.23.03.30

Ordningen om tilskud til miljøvenligt landbrug er evalueret i et projekt fra 1998 ^[39], hvor formålet var at analysere og vurdere de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ-ordningen). Forfatterne vurderer MVJ-ordningens effekter som skuffende, når aftalearealets størrelse vurderes i forhold til forventningerne. De konkrete miljømæssige effekter vurderes at være stærkt begrænsede. Størst betydning har ordningen formentlig haft i forbedring og beskyttelse af natur- og landskabsmæssige værdier.

I 1999 ^[40] evaluerede Strukturdirektoratet (nu Direktoratet for FødevareErhverv) og Amtsrådsforeningen MVJ-ordningens administration. Her konkluderes det, at administrationen kunne gøres mere fleksibel og administreres i tæt dialog med landmændene, dog uden af mindske kontrollen af ordningen. Ordningen er efterfølgende evalueret i 2003.

5.4.6 Tilskud til økologisk jordbrugsproduktion

Tilskud til økologisk jordbrugsproduktion blev indført i 1994.

Formålet med at yde tilskud er at fremme produktionen af økologiske fødevarer og forbedre miljøet ved at anvende dyrkningsmetoder uden brug af pesticider. Ordningen er en del af Landdistriktsprogrammet, hvor det overordnede formål er at fremme bæredygtig og sammenhængende udvikling, herunder skabe bedre leve- og arbejdsvilkår i landdistrikterne. Desuden er formålet at udvikle kvaliteten af produktionen indenfor land- og skovbruget og samtidig tage øget hensyn til miljø, økologi og dyrevelfærd.

Ejere og forpagtere, der driver eller omlægger en bedrift til økologisk produktion, kan søge tilskud under denne ordning.

Ejere og forpagtere kan få tilskud:

• til at omlægge bedriften til produktion af økologiske fødevarer gennem en toårig periode.
• til at fortsætte med produktion af økologiske fødevarer
• til Særligt Følsomme Landbrugsområder (SFL-områder)
• til plantebedrifter, når disse omlægger til økologisk produktion (særligt tilskud til at omlægge driften).
• til svinebedrifter, når disse omlægger til økologisk produktion (særligt tilskud til at omlægge driften).

For at få tilskud til produktion af økologiske fødevarer:

• skal bedriften være godkendt til økologisk produktion af Plantedirektoratet.
• må plantebedriften ikke have en mælkekvote, hvis ejeren eller forpagteren modtager særligt tilskud til at omlægge bedriften.
• skal ejere eller forpagtere med en svinebedrift godtgøre, at produktionen mindskes, hvis de modtager særligt tilskud til at omlægge bedriften.

Landmænd kan søge om tilskud til produktion af økologiske fødevarer, dog med visse begrænsninger, selv om de modtager støtte til de enkelte bedrifter under andre ordninger.

Tabel 5.59 Tilskud til økologisk jordbrugsforanstaltninger, 2003.

Kilde: bek. 883 af 31/10/2002

Et areal, der dyrkes efter den økologiske produktionsmåde, kan sammenlagt med MVJ-ordningen og hektarstøtteordningen, modtage 5.000 kr. pr. ha pr. år under omlægning, 4.000 kr. pr. ha pr. år i det første år efter at arealet er omlagt og 3.500 kr. pr. ha pr. år i de følgende år.

Tabel 5.60 Udgift til tilskud til økologisk jordbrugsproduktion. 2000 – 2005, Mio.kr.

Tal fra FL 2003 §24.23.03.45

Tilskud til økologisk omlægning indgår som et miljøpositivt element i Vandmiljøplan II, hvor det forudsættes, at det økologiske areal samlet skal stige med 170.000 ha i perioden 1998 – 2003 svarende til, at der ved udgangen af 2003 samlet skal være 230.000 ha med økologisk jordbrug. På baggrund af de seneste erfaringer er det nu forventningen, at der ved udgangen af 2003 vil være ca. 210.000 ha.

Omkostningen ved at nedsætte kvælstofudledningen ved hjælp af omlægning til økologisk produktion blev vurderet ved udarbejdelse af Vandmiljøplan II. Omkostningen ved at fjerne kvælstof blev vurderet til 114 kr. pr kg fjernet kvælstof. Ved den efterfølgende midtvejsevaluering blev effektiviteten nedjusteret og omkostningen blev vurderet til 157 kr. pr kg fjernet kvælstof.

5.4.7 Støtte til ophugning af fiskerifartøjer

Ordningen er indført i 2000 og er senest revideret i 2003.

Formålet med ophugningsordningen er at tilpasse fiskerflådens størrelse til de aktuelle fiskerimuligheder gennem en permanent reduktion af kapaciteten. De specifikke mål og prioriteringer i forbindelse med kapacitetetstilpasningen vil bl.a. afhænge af den økonomiske situation for bestemte segmenter af fiskeriet og af miljøkrav. Reduktionen sker ved at ophugge eller udtage fiskerfartøjer af dansk erhvervsfiskeri. Reformen af EU's fiskeripolitik indebærer, at overgang til "anden anvendelse" fra januar 2003 udelukkende kan omfatte udtag af særligt historisk bevaringsværdige fartøjer.

Tilskud kan ydes til ejere af registrerede fiskerfartøjer, som tages ud af fiskeriet og ophugges eller overgår til anden anvendelse på vilkår, der fastsættes for hver enkelt ordning. Fartøjet skal være mindst 10 år og have drevet fiskeri i mindst 75 dage i hver af de 2 perioder på 12 måneder, som ligger forud for ansøgningen om støtte.

Der kan stilles betingelser om, at fartøjet skal have drevet primært fiskeri efter særligt truede eller lavt kvoterede arter, eller at fartøjet skal have fisket i særlige udsatte områder, ligesom ordninger for særlige fiskerier kan blive iværksat.

Tilskudsbeløbet udregnes på grundlag af fartøjets tonnage og alder. Direktoratet for FødevareErhverv vil, når ansøgning modtages, udregne støtten på grundlag af den mest fordelagtige tonnageværdi (BRT eller GT).

I følgende tilfælde skal tilskuddet udregnes ud fra fartøjets tonnage i GT.

Tilskudssatser for et fartøj på 10-15 år, målt i GT, vil være summen af grundbeløbet og beløb beregnet på grundlag af antal GT:

Tabel 5.61 Tilskudssatser for ophugning via GT.

Kilde: DFFE

Tilskudssatser for et fartøj på 10-15 år, målt i BRT, vil være summen af grundbeløbet og beløb beregnet på grundlag af antal BRT:

Tabel 5.62 Tilskudssatser for ophugning via BRT.

Kilde: DFFE

Ovenstående støttebeløb reduceres med 1,5 pct. gange det antal år, fartøjet er ældre end 15 år. For fartøjer, der er over 30 år, reduceres tilskuddet ikke yderligere.

Støtten kan dog maksimalt udgøre 80 pct. af fartøjets forsikringsværdi ekskl. redskaber pr. 1. januar 2000.

Hvis fartøjet hverken ophugges eller anvendes til formål, der tjener til bevarelse af historiske værdier, reduceres støttebeløbet med 50 pct.

EU medfinansierer 50 pct. af tilskuddet. Resten finansieres af staten. Gennemsnitstilskuddet i de seneste ophugningsordninger var på ca. 1,5 mio.

Tabel 5.63 Årlig udgift til Støtte til ophugning af fiskerifartøjer. 2001 - 2003. Mio.kr.

Kilde: Nyhedsmeddelelse fra DFFE 04.03.2003

Der er ikke fortaget nogen evaluering af ordningen.

5.5 Skov og natur

I Danmark er der tradition for at sikre befolkningen adgang til naturen. Der er udstrakt mulighed for at bruge den til lystfiskeri, ridning, vandreture og andre former for friluftsliv. Det centrale er at sikre balancen mellem benyttelse og beskyttelse.

Udviklingen i Danmark igennem de sidste århundreder har sat naturen under pres. Naturtyper forsvinder på grund af forurening og ændring i anvendelsen af arealerne. Både planter og dyr mister deres levesteder. Omfanget af naturtyperne klitter, heder, strandenge, ferske enge, overdrev og moser, er faldet fra at udgøre op imod 60 pct. af landets areal i begyndelsen af 1800-tallet til omkring 9 pct. i dag. Disse udviklingstendenser kendes også i andre dele af fællesskabet. Danmark og EU har derfor sat som mål, at tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed skal stoppes inden 2010. For skovene gælder det dog, at mens det danske skovareal for ca. 200 år siden udgjorde ca. 2-3 pct. af landets samlede areal, udgør det i dag ca. 10 pct.

Skov- og naturområdet reguleres primært ved hjælp af administrative virkemidler, men økonomiske virkemidler bruges også. De administrative virkemidler benyttes f.eks. i reguleringen af arealanvendelsen. Blandt de økonomiske virkemidler er det især tilskud, som bruges, men gebyrer og afgifter anvendes også.

Skov- og naturområdet er omfattet af flere konventioner f.eks. Bern- og Biodiversitetskonventionen, som retter sig mod at sikre den biologiske mangfoldighed. Der er også mange EU-direktiver, som regulerer området, med Vandramme- og Habitatdirektivet som de mest centrale. Det gælder generelt for konventioner og direktiver på naturområdet, at der ikke lægges bindinger på, hvilke virkemidler der må benyttes til at nå de opstillede krav og målsætninger. Der er altså forholdsvis frie muligheder for at anvende økonomiske virkemidler, hvor det kan lade sig gøre.

Økonomiske virkemidler
Det økonomiske virkemiddel, der hovedsageligt bruges på skov- og naturområdet, er tilskud. I forbindelse med støtte til de små øsamfund anvendes i mindre omfang også bløde lån. Ved tilskud til produktudvikling er der for visse typer af projekter tale om risikovillig kapital, da tilskuddet skal betales tilbage i tilfælde af kommerciel succes. I forbindelse med produktionsafgiftsfonden for juletræer og klippegrønt er der tale om kombination af tilbageførte afgifter og tilskud.

Tabel 5.64 Økonomiske virkemidler vedr. skov og natur.

5.5.1 Tilskud til privat skovbrug og skovrejsning

Under området hører en række tilskudsordninger, der alle er indførte på forskellige tidspunkter:

• Gentilplantning efter stormfald
• Privat skovrejsning
• Tilskuds til skovbrugsforanstaltninger
  • God og flersidig skovdrift - Foryngelse (herunder Løvplan)
  • God og flersidig skovdrift – Driftsplanlægning
  • God og flersidig skovdrift – Egekrat
• Praksisnære forsøg
• Konsulentvirksomhed i skovbruget

Ordningernes overordnede formål er at styrke god og flersidig skovdrift med henblik på at forøge og forbedre træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet. Målene er at forbedre og vedligeholde skovens natur- og dyrkningsgrundlag samt sikre skovens træproduktion og biologiske mangfoldighed.

Tilskudsordningerne er udformet, så der kun ydes tilskud til aktiviteter eller ændringer i skovdriften, som er samfundsmæssigt ønskelige, men som den erhvervsmæssige egeninteresse ikke kan motivere.

Tilskud til gentilplantning efter stormfald
Ordningen blev indført i 2000. Der gives tilskud til oprydning og gentilplantning af de stormfældede arealer.

Formålet med tilskuddet til gentilplantning efter stormfald er at sikre gentilplantning med robust skov på private fredsskovsarealer, der er ramt af stormfald efter orkanen i december 1999.

Man kan få tilskud til at gentilplante, herunder selvforyngelse af stormfældede skovarealer med robust nåle- eller løvskov. I sammenhæng med tilskuddet til gentilplantning ydes et tilskud til oprydning. Tilskuddet til oprydning kan desuden gives til arealer, der udlægges til åbne arealer eller til naturlig tilgroning. Der kan også gives tilskud til at udarbejde tilplantningsplaner, til lokalitetskortlægning, hegn, særlige hensyn til fortidsminder og pesticidfri etablering.

Tabel 5.65 Tilskud til oprydning og gentilplantning efter stormfald.

*) Birk, rødel og bævreasp kan ikke medregnes ved pct. opgørelsen

Den årlige udgift fra tilskud til gentilplantning efter stormfald var 224,4 mio. kr. i 2002, jf. tabel 5.66.

Tabel 5.66 Årlig udgift til gentilplantning m.v. efter stormfald. 2002 – 2006 Mio.kr.

Tal fra FL 2003 §23.55.09.10.

Ordningen er er ved at blive evalueret i forbindelse med midtvejsevalueringen af hele landdistriktsprogrammet.

Privat skovrejsning
Ordningen blev indført i 1997

Formålet med at fremme privat skovrejsning er at tilgodese bl.a. træproduktion, friluftsliv, biodiversitet og miljøbeskyttelse (som f.eks. grundvandsbeskyttelse). Skovarealet ønskes forøget, så skovlandskaber dækker 20-25 pct. af Danmarks areal i løbet af en trægeneration (80-100 år).

Man kan derfor få tilskud til at anlægge skov på landbrugsjord. Tilskud gives til:

• Plantning eller såning af løv- eller nåletræsbevoksninger.
• Pleje af kulturer de første 5 år.
• Etablering af hegn mod vildtet.
• Indkomstkompensation i 10 år ved tilplantning af arealer i skovrejsningsområde.
• Lokalitetskortlægning
• Kort- og arealfastsættelse.

Tilskuddets størrelse ses i tabel 5.67.

Tabel 5.67 Tilskud vil blive ydet med følgende satser, 2003:

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen

Den årlige udgift til privat skovrejsning findes under finanslovskontoen

”tilskud til skovbrugsforanstaltninger” og fremgår af tabel 5.70 nedenfor.

Ordningen er ved at blive evalueret i forbindelse med midtvejsevalueringen af hele landdistriktsprogrammet.

Tilskuds til skovbrugsforanstaltninger
Under tilskud til skovbrugsforanstaltninger gives der tilskud til:

• God og flersidig skovdrift - Foryngelse (herunder Løvplan)
• God og flersidig skovdrift – Driftsplanlægning
• God og flersidig skovdrift – Egekrat

Tilskudet til skovbrugsforanstaltninger blev indført i 1996.

Formålet med tilskuddet til skovbrugsforanstaltninger er at øge skovenes stabilitet, produktivitet, sundhed og biologiske mangfoldighed ved at sikre og øge skovenes løvtræandel, samt sikring af egekrat.

Der kan søges om tilskud til:

• Foryngelse af bevoksede skovarealer med løvtræ.
• Der er mulighed for at modtage et forhøjet tilskud ved indgåelse af en LØVPLAN-aftale, hvori skovejeren forpligter sig til at fastholde eller øge løvtræandelen i skoven og til at afstå fra at forynge eksisterende løvtræbevoksninger med nåletræ.

Der gives tilskud af varierende størrelse afhængig af jordbunden, foryngelsesmetoden og karakteren af den tidligere bevoksning.

Tabel 5.68 Tilskud på gode jorde, 2003.

Tabel 5.69 Tilskud på magre jorde, 2003.

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen

Der ydes desuden tilskud til driftsplanlægning på mindre skovejendomme. Tilskuddet er med til at sikre et godt grundlag for at træffe driftsmæssige beslutninger, som inddrager hensyn til god og flersidig skovdrift.

Der kan søges om tilskud til:

• Udarbejdelse af driftsplan
• Udarbejdelse af målsætning, skovkort, og statusbeskrivelse
• Lokalitetskortlægning
• Registrering af særlige temaer som f.eks. kulturhistoriske værdier og nøglebiotoper

Endelig afholdes via skovbrugsforanstaltningerne udgifter i forbindelse med indgåelse af aftaler om sikring af egekrat.

De årlige udgifter til privat skovrejsning, skovbrugsforanstaltninger og tilskud til praksisnære forsøg fremgår af tabel 5.70.

Tabel 5.70 Årlig udgift til privat skovrejsning, tilskud til skovbrugsforanstaltninger og tilskud til praksisnære forsøg. 2002 – 2006. Mio. kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 §23.55.08.20.

Ordningen er ved at blive evalueret i forbindelse med midtvejsevalueringen af hele landdistriktsprogrammet.

Tilskud til praksisnære forsøg
Ordningen blev indført i 1999.

Formålet med tilskuddet til praksisnære forsøg er at støtte forsøg og lignende med tilknytning til skovrejsning, god og flersidig skovdrift og urørt skov, som ikke kan finde finansiering af "traditionel" vej. Ordningen er ikke rettet mod egentlig forskning, men mod skovbrugets udøvere og praktikere.

Tilskuddene gives til følgende typer af aktiviteter:

• praksisnære projekter meget tæt på det operationelle niveau
• undersøgelsesvirksomhed
• afprøvninger
• projekter med demonstrationseffekt

Der udbetales tilskud på baggrund af specifikke projekter. Tilskuddet kan dække op til 100 pct. af de samlede direkte omkostninger ved projektet afhængig af projektets karakter og organisering. Som hovedregel vil forskningsinstitutioner med driftstilskud fra det offentlige dog maksimalt kunne opnå tilskud til dækning af 75 pct. af projektomkostningerne. Det maksimale tilskud er normalt på 300.000 kr. pr. projekt. Der ydes ikke tilskudsbeløb under 15.000 kr.

Tilskuddet til praksisnære forsøg er med i udgifterne i tabel 5.71.

Ordningen er ikke evalueret.

Tilskuddet til konsulentvirksomhed
Tilskuddet til konsulentvirksomhed er indført i 1919 og er senest revideret i 1998.

Formålet med tilskuddet til konsulentvirksomhed er at fremme kvalificeret rådgivning om god og flersidig skovdrift til private ejere af mindre skove. Det sker ved at yde tilskud til godkendte konsulentorganisationer for rådgivning om god og flersidig skovdrift.

Hvor ofte tilskuddet kan ydes og størrelsen af tilskudsbeløbet afhænger af skovens størrelse.

Tabel 5.71 Tilskud tilskovejere om god og flersidig skovdrift, 2003.

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen

Herudover ydes der tilskud til:

• Rådgivning af ejere om udarbejdelse af ansøgninger om tilskud iht. skovloven.
• Rådgivning over for en kreds af ejere om god og flersidig skovdrift.
• Efteruddannelse af skovbrugsfaglige konsulenter.

Den årlige udgift til ordningen ligger på omkring 6 mio. kr. i faste priser, jf tabel 5.72.

Tabel 5.72 Årlig udgift til konsulentvirksomhed i skovbruget. 2002 - 2006. Mio.kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 §23.55.01.10.

5.5.2 Produktudviklingsordningen for skovbruget og træindustrien

Tilskudsordningen blev indført i1994.

Formålet med ordningen er at styrke konkurrenceevnen og mindske konjunkturfølsomheden for skovbruget og træindustrien med henblik på en god ressourceudnyttelse af det miljøvenlige råstof træ. Der gives tilskud til produktudviklingsprojekter og til den erhvervsmæssige udnyttelse af resultaterne. Desuden ydes tilskud til fælles markedsføring, som har til formål at øge anvendelsen af træ samt til oplysning og undersøgelser i forbindelse med produktudviklingsordningen.

Ordningen yder tilskud til projekter på 3 områder:

1. Skovbrug
2. Træindustri (dog ikke udvikling vedr. møbler)
3. Fælles markedsføring af træ og træbaserede produkter

Fælles for alle projekter er,

• at projektet skal have reel nyhedsværdi,
• at ansøger skal råde over den fornødne fagkundskab og
• at tilskuddet skal forøge ansøgers samlede udviklingsaktivitet og være af væsentlig betydning for gennemførelsen af projektet.

Fælles markedsføringsaktiviteter skal forøge afsætningen af en eller flere produktgrupper fra skovbruget og/eller træindustrien.

I 2003 ydes fortrinsvis støtte til projekter indenfor følgende områder:

• effektivisering af trækæden fra skovplante til træprodukt - f.eks. udvikling af metoder til billigere kulturanlæg, kulturpleje og naturnær skovdrift
• udvikling af industrielt fremstillede modulløsninger af træ til brug i byggeriet
• forskning i problematikker vedr. fugt og træ i byggeriet
• Informationskampagner om fordele ved træ og anvendelse af træprodukter

1. Skovbrug. Tilskud kan søges af ejere eller forpagtere af skovbrugsejendomme, leverandør- og servicevirksomheder for skovbruget samt institutioner, hvis resultatet af udviklingsarbejdet umiddelbart kan anvendes i skovbruget. Der ydes - bortset fra forsknings- og forsøgsinstitutioner - ikke tilskud til stat og kommuner. Der gives tilskud på følgende områder:

• Videreudvikling af eksisterende produkter og produktionsprocesser.
• Udvikling af nye herunder mere miljøvenlige eller mere effektive produktionsmetoder for kendte skovbrugsprodukter.
• Udvikling af nye produktioner, der naturligt kan indgå i den skovbrugsmæssige udnyttelse af en skovejendom.
• Erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet.

2. Træindustri. Tilskud kan søges af private erhvervsvirksomheder og forsknings- og forsøgsinstitutioner. Der gives tilskud på følgende områder:

• produktudvikling i forarbejdning af træprodukter
• udvikling af mere miljøvenlige eller økonomiske produktionsmetoder.

3. Fælles markedsføringsaktiviteter henvender sig til grupper og sammenslutninger af virksomheder, som ønsker at gøre en fælles markedsføringsindsats for større eller mindre produktgrupper fra skovbruget og/eller træindustrien. Der lægges vægt på, at projektet sandsynliggør en øget samlet afsætning fra skovbruget/træindustrien eller nedbringer sektorens transaktionsomkostninger.

Tilskuddet er normalt på 40 pct. af udviklingsomkostningerne, men forsknings- og forsøgsinstitutioner kan få højere tilskud. Hvis projektet er vellykket, så projektets resultat giver virksomheden øget omsætning, skal tilskuddet efter nærmere regler tilbagebetales helt eller delvist indenfor 5 år fra projektets afslutning. Der gælder særlige regler for hver af ordningens tre dele.

Den årlige udgift var i 2002 5,3 mio.

Tabel 5.73 Årlig udgift til Produktudviklingsordningen for skovbruget og træindustrien. 2002 – 2006. Mio.kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 § 23.55.05.10.

Ordningen er evalueret i 1999. På baggrund af evalueringen blev det konkluderet, at der er en høj grad af målopfyldelse og udbytte fra de gennemførte produktudviklingsprojekter. De målsætninger der blev opstillet ved produktudviklingsordningens start i 1994 er nået. Udover støtte til en lang række projekter i virksomheder og forskningsinstitutioner har der været nedsat arbejdsgrupper med henblik på at identificere udviklingstendenser og –behov. Der peges på følgende særlige væsentlige eksempler på resultater af ordningens indsats:

• Undersøgelse af brandtekniske forhold i etagehuse i træ, som har afstedkommet en ændring af bygningsreglementet, som nu gør det muligt at bygge etagehuse af træ i op til 4 etager.
• Byggeri med massivtræ er et andet byggeinitiativ støttet af ordningen, som har lovende perspektiver ikke kun som enfamiliehuse og etageejendomme, men også som erhvervsbyggeri. Eksempelvis blev udvidelsen af Forskningscentret for Skov & Landskab bygget i massivtræ med relative store besparelser i forhold til traditionelle løsninger.
• Produktudvikling af en mindre miljøbelastende imprægneringsmetode til træ til erstatning for trykimprægneret træ. Imprægneringsmetoden markedsføres nu som Supertræ.
• Der har nyligt været nedsat en arbejdsgruppe, hvis anbefalinger har medført et initiativ i form af bestræbelser på at etablere et Træcenter, som skal styrke samarbejdet mellem aktører på træområdet f.eks. højere læreanstalter, tekniske skoler og industrien.
• Organisationen ”Træ-Er-Miljø” som er et samarbejde mellem 7 organisationer fra træbranchen og 2 styrelser under Miljøministeriet. Formålet er at formidle viden om træ for at fremme brugen af træ som miljøvenligt råstof.

Evalueringen pegede endvidere på, at ordningen i højere grad bør koncentreres om aktiviteter på brancheniveau med henblik på styrkelse af samarbejdet mellem virksomhederne som ”hjælp til selvhjælp”. Fremtidige indsatsområder for produktudvikling forventes at være byggeri med træ, netværksdannelser i træindustrien, samordningen af forskning, undervisning og formidling vedrørende træ som materiale. I skovbruget er produktion af kvalitetstræ i mere naturnært skovbrug, ”Supply-chain Management”, samt mulighederne for indtægter fra ”nonwood” områder, hvor der er peget på behov for fremtidig produktudvikling. Tilbagemeldingerne fra skovbruget og den primære træindustri pegede endvidere på et behov for en større andel af rekvirerede opgaver på initiativ af bevillingsudvalget, således op til 20-30 % af den årlige beløbsramme anvendes til dette formål.

5.5.3 Produktionsafgiftsfonden for juletræer og pyntegrønt

Ordningen er indført i 1997 og senest ændret i 2003.

Produktionsafgiftsfonden for juletræer og pyntegrønt har især to hovedformål indenfor juletræ- og pyntegrøntproduktionen i Danmark.

Det ene formål er at få erhvervet omstillet til en mere miljøvenlig produktion af juletræer og pyntegrønt. Forbruget af pesticider og handelsgødning kan ved konventionel dyrkning af juletræer og pyntegrønt sammenlignes med forbruget ved øvrig konventionel planteavl. Der knytter sig fortsat en række uløste problemer til dyrkning uden eller med kraftigt reduceret brug af hjælpestoffer. En del af de midler, der opsamles i fonden, skal derfor gå til finansiering af forskning i og forsøg med mindre miljøbelastende produktionsformer.

Det andet hovedformål er, at der i fremtiden fortsat vil være et behov for at gennemføre markedsføringstiltag med det formål at finde afsætning for det stigende udbud af juletræer og pyntegrønt. Der er behov for en målrettet markedsføringsindsats med henblik på at øge afsætningen på de eksisterende markeder og på at opdyrke nye markeder.

Der er desuden behov for en fælles markedsføringsindsats for at tiltrække forbrugernes opmærksomhed på de miljøvenlige og økologiske produkter, der vil følge af satsningen på omstilling til en mere miljøvenlig produktion.

Afgiften opkræves som en årlig afgift på 125 kr. pr. ha. for arealer bevokset med nordmannsgran og nobilis. Afgiften indgår i en fond, der forventes at kunne uddele 7-8 mio. kr. årligt. For hver krone, der opkræves, yder staten en krone i tilskud. Det samlede provenu tilbageføres til erhvervet i form af tilskud til forskning, udviklings- og markedsføringsaktivteter. Fonden har en bestyrelse, der træffer afgørelse om provenuets anvendelse. Fondens sekretariat er placeret hos brancheforeningen.

Tabel 5.74 Årlig udgift til Produktionsafgiften for juletræer og pyntegrønt. 2002 – 2006. Mio.kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 §23.55.05.20.

Der har i efteråret 2000 været foretaget en ekstern evaluering af fonden af analysefirmaet GfK. Denne evaluering vurderede, at oprettelsen af produktionsafgiftsfonden for juletræer og pyntegrønt har bidraget væsentligt til en forbedret afsætningssituation for især nordmannsgran juletræer.

5.5.4 Tilskud til vildtplantning

Tilskudsordningen blev indført i 1934 og er løbende blevet revideret.

Formålet med ordningen er at formidle planter til private, da vildtplantning er til gavn for vildtet. En vildtbeplantning giver vildtet bedre leve- og fødevilkår, og skaber variation i landskabet. En vildtplantning kan udformes på mange forskellige måder, ofte ses plantninger i forbindelse med fugtige områder, markhjørner og levende hegn. Vildtplanterne skal forbedre den vilde faunas levevilkår gennem plantninger i landskabet. Samtidig forøges landskabets diversitet og æstetiske kvalitet gennem anvendelse af veltilpasset plantemateriale af fortrinsvis hjemmehørende arter.

Der gives tilskud til planter til private med et tilskud på -80 pct. af prisen. Tilskuddet kan ydes til alle. Der gives dog ikke tilskud til sommerhus- og parcelhusgrunde samt fredskovpligtige arealer. Tilskuddet er skattepligtigt.

Der er en årlig pulje på ca. 3,5 - 4 mio. kr. og der uddeles årligt ca. 1,2 mill. planter.

Ordningen er evalueret i 1997/1998, og viste at 4 ud af 5 brugere er tilfredse med ordningen og ligeså mange synes, at resultatet af plantningen er tilfredsstillende. Undersøgelsen viste, at der var behov for en grundigere vejledning af brugerne i anlæg og vedligeholdelse af plantningerne – og på den baggrund udarbejdede Skov- og Naturstyrelsen et hæfte til det brug.

5.5.5

5.5.6 Tilskud til vandløbsrestaurering

Tilskudsordningen blev indført i 1982 og senest revideret i 1996.

Formålet med ordningen er at forbedre den fysiske vandløbskvalitet ved forskellige indgreb i vandløbene. Initiativer kan genskabe variationen og sikre et bedre miljø i vandløbet. Restaureringsarbejder kan gennemføres på eget initiativ i amter og kommuner, men Skov- og Naturstyrelsen kan i visse tilfælde yde tilskud til dækning af anlægsudgifter i større projekter.

Den statslige tilskudsordning i forbindelse med vandløbsrestaureringer er rettet mod at udligne regionale forskelle i den økonomiske byrde, det kan være at restaurere vandløb og vandløbsstrækninger. Støtteordningerne i vandløbsloven bygger på, at behovet for vandløbsrestaureringer varierer fra egn til egn og dermed fra amtskommune/kommune til amtskommune/kommune, da forekomsten og den historiske udvikling indenfor vandløb og vandløbssystemer har store regionale forskelle. En henlæggelse af det finansielle ansvar til vandløbsmyndighederne alene ville derfor kunne medføre en uforholdsmæssig og utilsigtet belastning af enkelte kommuner og amtskommuner. Desuden skal støtteordningen ses som en tilskyndelse til kommuner og amtskommuner til at iværksætte restaureringer som kan fremme miljøet og rekreative interesser.

Der er hverken i lovteksten eller i bemærkninger til loven angivet noget fast støttebeløb. Der er i lovbemærkningerne lagt op til at støtten fastsættes efter et skøn i hvert enkelt tilfælde alt efter, hvor stor en del af anlægsudgifterne der vil blive ydet tilskud til. Støtten til §37 projekter ligger på mellem 10 –55 pct. af de projektudgifter vandløbsmyndigheden afholder, men hyppigsti størrelsesordenen 30 – 35 pct. af projektudgifterne. Fås der støtte til projektet andet steds fra fraregnes dette vandløbsmyndighedens samlede projektudgifter.

Tabel 5.75 Årlig udgift til vandløbsrestaurering. 2003 – 2006 Mio.kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 §23.52.08.20.

Dele af ordningen er evalueret i 1998 og igen i 2001 foruden at der sker en løbende evaluering. Generelt er der opnået meget med de til rådighed værende ressourcer, men behovet for at foretage vandløbsrestaureringer er forsat meget stort.

5.5.7 Tilskud til okkerbekæmpelse

Tilskudsordningen blev indført i 1981 og er senest revideret med vedtagelse af loven i 1985. Der kan ifølge okkerloven opnås tilskud til okkerreducerende foranstaltninger, så som hævning af grundvandstanden, projektering og etablering af okkerfældningsanlæg m.v.Okkerloven har til formål at forebygge og bekæmpe okkerforurening i vandløb, søer eller havet i forbindelse med udgrøftnings- og dræningsaktiviteter. Det er overladt til vandløbsmyndigheden i første omgang at vurdere, om der skal gennemføres okkerbegrænsende foranstaltninger.

Der ydes tilskud til specifikke okkerbegrænsende projekter, undersøgelsesprogrammer og metodeudvikling. Skov- og Naturstyrelsen administrerer støtteordningen Der er ikke angivet noget fast støttebeløb i hverken lovteksten eller i bemærkningerne til loven. Ordningen er i høj grad, på linie med støtteordningen i vandløbsloven, med til at udligne de regionale forskelle i den økonomiske byrde, der er ved at begrænse okkerudledningen til vandmiljøet. Okker er primært et vestjysk problem hvor okkeren kan forekomme i endog meget store lokale forekomster til stor skade for vandmiljøet og plante- og dyrelivet.

Der blev i 2002 afsat 0,5 mio. til okkerbekæmpelse på finansloven.

Tabel 5.76 Årlig udgift til tilskud til okkerbekæmpelse. 2003 – 2006. Mio.kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 §23.52.08.10.

Forsøgsordningen fra 1981 blev evalueret første gang i 1984, hvilket førte til den gældende lov. Siden er der foretaget en løbende evaluering af støtteordningen herunder effekter og anvendte metoder.

5.5.8 Tilskud til genopretning af vådområder

Genopretning af vådområder bliver dels støttet gennem MVJ-ordningen under Direktoratet for Fødevareerhverv (beskrevet i afsnit 5.5.5.) og dels under Miljøministeriets ressort, hvor der ydes tilskud til vådområder gennem Vandmiljøplan II-projekter. I det følgende beskrives tilskud til vådområder gennem Vandmiljøplan II-projekter.

Ordningen blev indført i 1998.

Formålet med tilskud til Vandmiljøplan II-projekter er at kompensere lodsejerne med tilbud om erstatningsjord, udbetaling af engangskompensation eller køb af jord, i forbindelse med opfyldelse af målet fra Vandmiljøplan II om at etablere 16.000 ha våde enge.

Tilskud til Vandmiljøplan II-projekter ydes som drifts- og anlægstilskud til amtskommuner ved beskrivelse af konkrete Vandmiljøplan II-projekter.

Støtten udbetales på baggrund af amternes beskrivelse af Vandmiljøplan II-projekter.

Tabel 5.77 National udgift til tilskud til vådområder under MVJ. 2003 –2006. Mio.kr.

Kilde: Tal fra FL 2003 §23.52.07.10

Fra 2006 bortfalder tilskuddet.

Ved udarbejdelse af Vandmiljøplan II blev omkostningerne ved at fjerne kvælstof vurderet for de enkelte tiltag i planen. For etablering af vådområder blev omkostningen vurderet til 19 kr. pr kg fjernet kvælstof.

Der er afsat i alt 525 mio. Kr. til genopretning af vådområder. Bevillingerne er delt mellem Miljøministeriet og Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri. Der ydes drifts- og anlægstilskud til amtskommuner til genopretning af vådområder. Berørte lodsejere vil blive kompenseret ved tilbud om erstatningsjord, udbetaling af engangskompensation, indgåelse af MVJ-aftaler eller køb af jorden.

Vandmiljøplan II blev midtvejsevalueret i 2000/2001. Ved midtvejsevalueringen fandt man en lidt mindre effektivitet af tiltaget, og prisen blev vurderet til 22 kr. pr kg fjernet kvælstof ^[41].

Tabel 5.78 Den akkumulerede kvælstofreduktion.

Anm. Opgørelsesmetoden for areal og kvælstofreduktion blev ændret i 2000. Tallene for 1999 er derfor ikke umiddelbart sammenlignelige med tallene for de efterfølgende år. Vurderingen omfatter bevillinger under Skov- og Naturstyrelsen og Direktoratet for FødevareErhverv til amtskommuner og private til genopretning af vådområder. Oversigten vil blive udbygget i takt med, at erfaringer med ordningen opnås. Oplysninger om kvælstofreduktion (N) er udtryk for et skøn. Et projekt medtages, når projektet er besluttet. Den konkrete gennemførelse kan derimod strække sig over flere år.
Kilde: FFL 2002, § 23.52.07

5.6 Kemiske stoffer og produkter

I Danmark anvendes ca. 20.000 forskellige kemiske stoffer, der indgår i omkring 100.000 kemiske produkter. Hertil kommer indholdet af kemiske stoffer i ca. 200.000 industrielle varer. Tilsvarende anvendes der i EU omkring 30.000 kemiske stoffer i mængder over 1 ton per år.

Indsatsen på kemikalieområdet koncentrerer sig om vurdering af stoffer med henblik på at fastslå, hvilke effekter stofferne har i relation til den menneskelige sundhed eller miljøet. Vurderingen er udgangspunkt for regulering f.eks. i form af forbud og anvendelsesregulering samt udarbejdelse af lister til brug for klassificering af kemiske stoffer eller de produkter hvori de indgår.

Det er som udgangspunkt tilladt at anvende stoffer, som blev markedsført inden 1983. Hvis der er indikationer på, at de er farlige for mennesker eller miljø, kan de udvælges til at blive risikovurderet. EU-landene har en fælles procedure for risikovurdering af kemiske stoffer. Risikovurderingerne er meget omfattende og komplicerede, så derfor har kun et mindretal af de 140 prioriterede stoffer været hele vejen igennem systemet.

Kemikalieloven er stærkt bundet til EU-lovgivning og internationale aftaler. En stor del af de eksisterende regler om kemikalier har direkte eller indirekte baggrund i internationale aftaler, regler eller samarbejde. Især de mange, detaljerede og totalharmoniserede EU-regler har stor betydning for de danske kemikalieregler.

Den danske regulering bruger administrative virkemidler, i form af forbud, anvendelsesbegrænsning og godkendelser, suppleret med frivillige aftaler og information. På grund af totalharmoniseringen er der ikke meget nationalt spillerum til at indføre regler om anvendelsesbegrænsning.

Kommissionen fremlagde i 2003 et forslag til en helt ny kemikalieregulering, der lægger op til en klar effektivisering. Det væsentligste nye er, at kemikalieindustrien fremover selv skal undersøge og vurdere kemikalierne. Når ansvaret for, at kemikalierne kan produceres og anvendes forsvarligt, ligger hos industrien frem for hos myndighederne, må det forventes, at miljøforbedringerne kan nås billigst muligt. Industrien har et indgående kendskab til produktionen af kemikalier, deres egenskaber m.v. og kan selv vælge, hvordan risikoen skal begrænses.

Der er også en autorisationsordning for særligt farlige stoffer undervejs fra EU. Det betyder, at industrien ikke automatisk må anvende særligt farlige stoffer, men skal søge om godkendelse og dokumentere, at det er sikkert at anvende de anmeldte kemikalier.

Boks 5.3

Økonomiske virkemidler
Afgifter er det eneste økonomiske virkemidler, som bruges på kemikalieområdet.

Tabel 5.79 Økonomiske virkemidler vedr. kemiske stoffer og produkter.

1) pvc/phthalat-afgift er behandlet i afsnittet om affald.

5.6.1

5.6.2 Afgift af ozonlagsnedbrydende stoffer og visse drivhusgasser (CFC-afgift)

Afgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1989. Pr. 1. januar 1995 blev brugen af CFC forbudt i Danmark bortset fra visse laboratoriaanalyser, hvor der er givet dispensation. Pr. 1. marts 2001 blev afgiften udvidet til at omfatte drivhusgasserne HFC, PFC og SF6 (industrielle drivhusgasser). HFC-gasserne havde erstattet CFC-gasserne som kølemiddel, men HFC-, PFC- og SF6-gasserne bidrager i høj grad til drivhuseffekten.

Formålet med afgiften var at nedbringe forbruget af CFC og haloner, som har en ozonlagsnedbrydende virkning og betydning for drivhuseffekten. CFC-gassernes hovedanvendelse var som kølemiddel i køleskabe. Man ønskede at øge incitamentet til at vælge alternativer til de skadelige drivhusgasser, samt til at begrænse lækageraten på de eksisterende anlæg.

Afgiftssatserne er fastlagt med udgangspunkt i afgiftsniveauet for udledning af CO₂.

Tabel 5.80 Afgiftssatser på udledning, 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Er et afgiftspligtigt stof (HFC, PFC og SF6) ikke omfattet af ovenanførte satser, skal der betales en afgift på 400 kr. pr. kg.

Afgiftsprovenuet af CFC-gasserne er næsten nul, da det er forbudt at anvende dem, bortset fra til analyseformål. Afgiftsprovenuet fra HFC-afgiften var 60 mio. kr. i 2002.

Tabel 5.81 Provenuet fra Afgift af ozonlagsnedbrydende stoffer og visse drivhusgasser 1989 – 2003.

* foreløbige tal, **budget
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Det er endnu for tidligt at vurdere, hvilken miljøeffekt HFC-afgiften har haft. Først når afgiften har fungeret i længere tid, vil det være muligt at vurdere effekten.

5.6.3 Afgift af klorerede opløsningsmidler

Afgiften blev indført i 1996.

Afgift af klorerede opløsningsmidler blev indført for at hindre substitution fra CFC-gasser (freon) til klorerede opløsningsmidler. Desuden er opløsningsmidler sundhedsskadelige og er blandt andet mistænkt for at være kræftfremkaldende og kunne give hjerneskader. Derudover er de giftige for vandlevende organismer og udgør en betydelig risiko for grundvandet. Derfor var formålet udover at hindre substitutionen fra CFC-gasser ligeledes at reducere forbruget af klorerede opløsningsmidler generelt.

Tabel 5.82 Afgiftssatser på klorerede opløsninger, 2003.

Kilde: Skatteministeriet

Provenuet fra afgift af klorerede opløsningsmidler udgjorde 1 mio. kr. i 2002.

Tabel 5.83 Provenu fra afgift af klorerede opløsningsmidler 1996 – 2003, mio. kr.

* foreløbige tal, **budget
Kilde: Skatteministeriet, Grønne afgifter 1970 - 2004

Afgiften på klorerede opløsningsmidler blev evalueret i 1999, jf. ”Evaluering af grønne afgifter og erhvervene”, samt i folketingssvar på S 1478 i 2000 og S 1488 i 2000. Evalueringen viste, at forbruget af tetrachlorethylen, som især forbruges i renserier, er mere end halveret i 1999 i forhold til niveauet før afgiftens indførelse i 1996. Tilsvarende er forbruget af trichlorethylen, som hovedsagelig anvendes i jern- og metalindustrien, nedbragt til en tredjedel. Afgiften har således allerede reduceret forbruget af klorerede opløsningsmidler væsentligt.

Tabel 5.84 Forbrug af klorerede opløsningsmidler.

Kilde: Danmarks Statistik og Statsregnskabet

Fodnoter

[20] Mikael Skou Andersen Affaldsafgiften 1987- 1996: Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 96 ,1997

[21] Mikael Skou Andersen, Effekter af den forhøjede affaldsafgift – med særlig fokus på erhvervsaffaldet: Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 22, 1999

[22] Phthalaterne er en gruppe af kemiske stoffer, der anvendes som blødgørere i forskellige produkter bl.a. pvc. Nogle af phthalaterne mistænkes for at have en række uønskede effekter på vandmiljøet og er kræftfremkaldende på dyr. Desuden kan det ikke afvises, at nogle af phthalaterne kan påvirke forplantningsevnen.

[23] Evaluering af grønne afgifter og erhvervene, Finansministeriet 1999

[24] Evaluering af bilskrotordningen, Miljøprojekt nr. 660 2002

[25] ”Miljøpolitikkens økonomiske omkostninger og fordele” Finansministeriet et Al., februar 2001

[26] ”Evaluering af grønne afgifter og erhvervene” Finansministeriet et Al, februar 1999

[27] ”Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende mulige omlægninger og forenklinger i beregningen af registreringsafgift”, Skatteministeriet, juni 2001

[28] Besvarelse af spørgsmål 31 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg og Skatteudvalget, januar 2002

[29] Med energipolitik menes virkningerne af de administrative tiltag, subsidier m.v. som er blevet igangsat siden 1992.

[30] Afgift på gas blev indført 1979. Denne afgift omfattede by- og flaskegas (LPG). I 1980 blev flaskegasafgiften opdelt i autogas og anden flaskegas. I 1983 blev afgiften på ledningsført bygas ophævet. Indtægten fra afgift af flaske- og autogas blev bogført sammen med afgift af visse af visse olieprodukter m.v. fra 1998.

[31] En omkostningseffektiv klimastrategi, FM, MIM, SKM, UM og ØEM, februar 2003

[32] Evaluering af grønne afgifter og erhvervene. Finansministeriet , februar 1999.

[33] OECD's work on voluntary approaches in environmental policy: Voluntary Approaches: two danish cases[online på Internettet http://www.oecd.org/dataoecd/54/59/2488080.doc ]

[34] pr. primo oktober 2002

[35] Udledningstal er korrigeret for elhandel med udlandet (Energistyrelsens Energistatistik, 2001)

[36] Omlægning af registreringsafgiften – Rapport fra arbejdsgruppen om en omlægning af registreringsafgiften, skatteministeriet, 2003

[37] Svar på spørgsmål 31 af 7. januar 2002 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

[38] Afgiftsgrundlaget er vandforsyningens målte vandleverance til forbrug. Den samlede afgiftspligtige mængde for et år udgør dog mindst 90 pct. af den fremstillede mængde tillagt den modtagne mængde, der er faktureret til virksomheden fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, og fratrukket den mængde, der er faktureret til andre registrerede virksomheder og udlandet. Der må således alene afgiftsfrit være et ”tab” på 10 pct. af den indvundne mængde.

[39] Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og de Særligt Følsomme Landbrugsområder 1994-96. Evaluering af MVJ-ordningens iværksættelse og betydning, Erling Andersen, Jørgen Primdahl og Vibeke Solvang, alle Institut for Økonomi, Skov og Landskab

[40] Evaluering af Administrationen af de Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger (MVJ) December 1999, Strukturdirektoratet og Amtsrådsforeningen

[41] Vådområder og skovrejsning kan ses som permanente tiltag. Under antagelse af at tiltagene er permanente, og betalingsstrømmen er uendelig med en realrente på 4 pct. pr anno, kan skyggeprisen udregnes til 3 kr. pr kg, jævnfør Vandmiljøplan II – Økonomisk midtvejsevaluering, SJFI 2000.

[42] Evaluering af grønne afgifter og erhvervene, Finansministeriet 1999

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 November 2003, © Miljøstyrelsen.