Demonstrationsprojekt med genanvendelse af gråt spildevand fra en større gråvandsproducent

Forord

Formålet med projektet var at etablere et fuldskalaforsøg til opsamling og behandling af gråt spildevand fra en større producent af gråt spildevand med henblik på anvendelse til toiletskyl og vaskeri i en stor beboelsesejendom, som ligger tæt ved producenten. Med gråt spildevand forstås i dette projekt, vand fra brusebade og håndvaske.

Der blev etableret et anlæg ved Vestbadet I/S, som er et fælleskommunalt svømmebad med et 50 m indendørs bassin, et babybassin samt et 25 m udendørs bassin. Derudover findes der motionscenter og andre aktiviteter. Vestbadet har et årligt vandforbrug på mellem 17.000-18.000 m3, hvoraf 12.000-15.000 m3/år anvendes til brus og håndvask. Personalet ved Vestbadet havde gennem flere år arbejdet med vandbesparende tiltag, og havde ideer og visioner til yderligere besparelser i anvendelsen af drikkevand. Dette gav stor motivation blandt Vestbadets personale og ledelse til at opsamle og anvende behandlet gråt spildevand.

Demonstrationsprojektet er blevet finansieret af Miljøstyrelsen under "Aktionsplan for fremme af økologisk byfornyelse og spildevandsrensning", Fjerde tema: Håndtering af regnvand og gråt spildevand. HOH Vand og Miljø (senere Rambøll) har bidraget til finansieringen af projektet. Vestbadet har bidraget til projektet med medgået tid fra personale.

Blandt tidligere vandbesparende tiltag kan nævnes etablering af et anlæg til opsamling og behandling af regnvand /3/. Projektet var ligeledes finansieret af Miljøstyrelsen under aktionsplanen. Vestbadet bidrog med en betydelige egenfinansiering.

Projektet er udarbejdet af en projektgruppe bestående af:

Morten Andersson Moe & Brødsgaard A/S (projektleder)

Anders Dalsgaard Inst. f. Veterinær Mikrobiologi, Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, KVL.

Vestbadet I/S har deltaget aktivt i gennemførelsen af projektet. Driftsleder, Børge Nielsen har således forestået den daglige drift og vedligeholdelse af anlægget.

HOH Vand & Miljø A/S (fra juli 2002 Rambøll) har leveret og opstillet forsøgsanlægget til opsamling og behandling af gråt spildevand.

ROVESTA Miljø I/S, Næstved har udtaget vandprøver og forestået de mikrobiologiske og kemiske analyser. Desuden er der foretaget enkelte analyser ved Danmarks Veterinærinstitut (DVI), Frederiksberg. HOH Vand & Miljø A/S har for egen regning udtaget yderligere et antal vandprøver som MILANA – Miljølaboratoriet, Helsingør har analyseret. Resultaterne er stillet til rådighed for dette projekt.

Projektet er gennemført i perioden april 2001 til december 2003.

Projektet er blevet fulgt af en styregruppe bestående af:

Jørgen Mosbæk Vestbadet I/S
Børge Nielsen Vestbadet I/S
Line Hollesen Miljøstyrelsen
Linda Bagge Miljøstyrelsen

 



Version 1.0 Februar 2004, © Miljøstyrelsen.