Etablering og drift af anlæg til opsamling, rensning og genanvendelse af gråvand til toiletskyl og maskinvask af tøj

1 Indledning

Baggrunden for projektet var en stigende interesse for at reducere vandforbruget særligt i områder, hvor vandforbruget overstiger den naturlige grundvandsproduktion. Med Aktionsplanen var der et ønske om at undersøge og vurdere forskellige metoder til at nedbringe belastningen på grundvandsressourcerne. Regler for anvendelse af regnvand til toiletskyl og maskintøjvask var allerede udarbejdet /1/ og /6/.

Der forelå ringe viden om sundheds- og hygiejnemæssige risici ved anvendelse af gråt spildevand til toiletskyl. Der forelå kun få danske og udenlandske undersøgelser af sådanne aspekter, ligesom viden om den mikrobiologiske og kemiske sammensætning af forskellige typer gråt spildevand var begrænset.

Et kendskab til sammensætningen af gråt spildevand er en forudsætning for at kunne vurderer hvilke anvendelsesmuligheder og behandlingsformer der er bedst egnede for en given gråvandstype. Der var således ikke et tilstrækkeligt grundlag for Miljøstyrelsen til at kunne vurdere, om evt. skulle udarbejdes retningslinier for anvendelse af gråt spildevand.

Formålet med projektet var at etablere et anlæg til opsamling, rensning og lagring af gråt spildevand til anvendelse til toiletskyl og evt. tøjvaskevand i et antal boliger fx i etagebyggeri. Endvidere skulle der gennem udtagning af vandprøver bestemmes og dokumenteres en karakteristik af urenset gråt spildevand, samt af kvaliteten af det behandlede grå spildevand. Med udgangspunkt i kvaliteten af ubehandlet og behandlet gråt spildevand, var det ligeledes et væsentlig formål med projektet at vurdere de sundheds- og hygiejnemæssige risici ved anvendelse af det grå spildevand.

Erfaringerne med etablering og drift af gråvandsanlæg i Danmark var begrænset. Det kunne konstateres, at det danske marked for gråvandsanlæg var meget begrænset. Ingen af de større danske leverandører af spildevandsanlæg havde erfaring og referencer inden for området. To kvalificerede danske leverandører blev kontaktet, men ønskede ikke at deltage i projektet.

I Tyskland er der mere end 15 års erfaring med gråvandsanlæg. Der arbejdes med 2. og 3. generations anlæg. For at sikre det bedst mulige resultat i dette projekt, blev der indgået aftale med en af de førende virksomheder i Tyskland, Lokus GmbH, om design og levering af et anlæg.

Anlægget blev etableret i bebyggelsen "Nordhavnsgården" Østbanegade 153, 2100 København Ø, hvor der er 295 lejemål. Ved et beboermøde i december 2000, godkendte den beslutningsdygtige forsamling, at der blev etableret et forsøgsanlæg til opsamling og rensning af gråt spildevand i ejendommen. Det blev endvidere besluttet, at anlægget, med særlige midler fra FSB, skulle udvides til at omfatte ca. 80 lejemål i stedet for 30, der var det oprindelig forslag. Ved eventuelle uacceptable lugtgener fra anlægget, skulle forsøget omgående standses.

Anlægget blev sat i drift i april 2001. Fra ca. marts 2002 blev der fremført behandlet gråt spildevand til toiletter i ca. 80 lejemål. De sidste vandprøver til analysering blev udtaget i november 2002.

 



Version 1.0 Marts 2004, © Miljøstyrelsen.