Forekomst af Legionella - risikovurdering

Sammenfatning og konklusioner

Udgangspunktet for udarbejdelse af rapporten har dels været at vurdere relevansen i at fastsætte officielle, myndighedsbestemte grænser for indholdet af Legionella i vand (kvalitetskrav) og dels at fremstille et redskab til brug for sagsbehandlere m.fl. ved vurdering af fund af Legionella.

Rapporten giver først en kort opsummering af viden om sygdomsbillede, smitteveje, forekomst og risikogrupper. Hovedparten af rapporten er selve risikovurderingen i form af en gennemgang af de kilder, der vides eller mistænkes for at kunne udgøre en risiko for smitte med Legionella. For bassinvand, badevand, drikkevand, varmt brugsvand, køletårne, befugtningsanlæg og fontæner er de teknologiske forhold beskrevet med angivelse af en vurdering af risikoen samt angivelse af muligheder for at begrænse eventuelle uhensigtsmæssige forhold.

Det er konkluderet, at nedennævnte områder betragtes som særligt problematiske:

  • dårligt vedligeholdte spa-bade
  • varmtvandsystemer – især brusere - med for lave temperaturer
  • dårligt vedligeholdte isterningmaskiner
  • forblandingstanke
  • højtryksspuling med Legionella-holdigt vand eller spuling af overflader med biofilm
  • køletårne
  • visse befugtningsanlæg.

Dansk drikkevand vurderes ikke at udgøre en risiko, da temperaturen er for lav til opformering af Legionella. Ligeledes findes en række andre områder at være uproblematiske – det drejer sig om:

  • koldtvandsbassiner i offentlige svømmehaller
  • varmtvandsbassiner, der kan dokumenteres vel vedligeholdte og styrede hvad angår vandbehandling, herunder desinfektion
  • sø- og havbadevand
  • varmtvandssystemer, der er hensigtsmæssigt udformet og som kan dokumenteres vel vedligeholdte og styrede hvad angår temperaturer.

Det er konkluderet i rapporten, at resultater af mikrobiologiske undersøgelser for forekomst af Legionella altid skal ses i sammenhæng med forholdene på stedet som vandtemperatur, risiko for stillestående vand, aerosoldannelse og opholdstid / eksponeringstid for personer på stedet.

På den baggrund samt på grund af manglende dosis-respons sammenhæng er det konkluderet, at der ikke skal fastsættes egentlige grænseværdier, men kun vejledende niveauer. Med egentlige grænseværdier er der risiko for meget firkantede fortolkninger, der i nogle tilfælde vil være for omfattende og i andre tilfælde for lemfældige. Fx giver fund af helt lave niveauer af Legionella eller endda negative fund ingen sikkerhed for, at et anlæg er risikofrit. Fundene kan være udtryk for, at anlægget er uproblematisk, men kan også blot være udtryk for intermitterende frigivelse af organismer fra biofilmen. Hvis opformerings-betingelserne er til stede vil der være en potentiel risiko. Ét af de afsluttende afsnit i rapporten giver således vejledende reaktionsniveauer for mikrobiologiske fund i varmt brugsvand og i køletårne.

Handlingsplaner og risikovurderinger for konkrete anlæg er beskrevet som nyttige redskaber til at forebygge forekomst og især opformering af Legionella. Forebyggende tiltag af denne type bør anvendes ved etablering af ny anlæg såvel som ved vurdering af allerede eksisterende anlæg. Arbejdet hermed er dog meget begrænset, når det først sikres at kravene i byggelovgivningen er opfyldt.

 



Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.