Produktområdeprojekt vedrørende betonprodukter - handlingsplan

1 Formål

Det overordnede formål med Produktområdeprojekt for betonprodukter er at bidrage til at nedsætte miljøbelastningen fra byggeriet. Dette kan opnås ved at løse nogle væsentlige miljøproblemer i forbindelse med anvendelse af beton, gennem øget udnyttelse af betons miljøgavnlige egenskaber samt ved at fremme gode miljøegenskaber af betonprodukter. Der tages højde for alle miljøpåvirkningerne i forbindelse med udvikling, produktion, opførelse og anvendelse, herunder håndtering af det affald, der opstår i hele betonproduktets livscyklus. Der fokuseres på at opnå resultater, der fremmer miljøaspekterne ved anvendelse af beton.

Dette kræver:

  1. Gennemførelse af en analyse af miljømæssige muligheder og udfordringer. Analysen har til formål at udpege, hvor betons egenskaber med størst fordel kan anvendes til at forbedre det samlede byggeris miljøforhold, samt gennemgå betonproduktionens hovedområder set ud fra en livscyklustankegang under hensyntagen til interessenter og marked gennem en systematisk tilgang ved hjælp af LFA (Logical Framework Approach) som værktøj.
    Ud fra analysen opstilles en handlingsplan. Handlingsplanen skal være et oplæg til, hvordan man fremmer løsningen af nogle af de væsentligste miljøproblemer og udnytter betonens egenskaber til fordel for miljøet. Handlingsplanen skal desuden indeholde en prioriteret liste over forslag til den kommende indsats. Handlingsplanen opstilles ud fra forslag til aktiviteter, forbrug af ressourcer, forventede mål og resultater samt overvejelser om forudsætninger for planens gennemførelse.
  2. Gennemførelse af handlingsplanen eller dele af handlingsplanen. Udvælgelsen af projekter i handlingsplanen vil blive foretaget af projektets følgegruppe i samarbejde med interessentgruppen og efter godkendelse af Miljøstyrelsen og dets rådgivende bedømmelsesudvalg.

Nærværende rapport vedrører alene ovennævnte punkt 1.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.