Produktområdeprojekt vedrørende betonprodukter - handlingsplan

2 Fremgangsmåde

Udarbejdelse af handlingsplanen har været opdelt i 5 faser:

  • Interessentanalyse
  • Problemanalyse
  • Målanalyse
  • Analyse af alternative strategier
  • Design af projekter – færdiggørelse af handlingsplan.

2.1 Interessentanalyse

Der søges identificeret interessenter, der repræsenterer alle led i betonprodukternes livscyklus. Resultatet af interessentanalysen ses i bilag A , afsnit A.7.

2.2 Problemanalyse

Der gennemføres en livscyklusscreening efter principperne beskrevet i Miljøstyrelsens notat "Generel orientering" samt forventet indhold af et produktområdeprojekt, jf. udbudsmaterialet. Livscyklusscreeningen gennemføres alene ud fra en kortlægning af allerede gennemførte aktiviteter. Livscyklusscreeningen dækker kun én konstruktionsdel af beton og må betragtes som et eksempel.

Dette eksempel på en livscyklusscreening er suppleret med en repræsentativ dækkende miljøanalyse.

Livscyklusforløbet for betonprodukter beskrives ikke – som anbefalet i ovennævnte notat med 4 faser – men med 5 faser, som det er sædvane for betonprodukter. De 5 faser er:

  1. Fremstilling af råvarer
  2. Fremstilling af betonprodukter
  3. Opførelse
  4. Drift og vedligehold og reparation
  5. Nedrivning og bortskaffelse

Livsforløbet beskrives af et flowdiagram, hvor der lægges vægt på overblikket. Resultaterne præsenteres, så de giver overblik over og et grundlag for at udpege de stoffer, materialer og processer, der giver anledning til væsentligste miljøpåvirkninger.

Resultatet af livscyklusscreeningen og miljøanalysen ses i bilag B og C.

2.3 Målanalyse

Ud fra problemanalysen omformuleres problemerne og mulighederne til kvantitative mål, der kan opfyldes gennem projektet. Disse mål er en række forslag til minimering af miljøbelastningen og udnyttelse af beton til fremme for miljøet med fokus på resultater for betonproducenterne. Specielt vil der blive fokuseret på udviklingsbehov i betonbranchen, det vil sige øget produktion med mindre miljøbelastning, også set i et livscyklusperspektiv.

De nødvendige aktiviteter, der skal gennemføres for at opnå de ønskede resultater, skitseres, og de nødvendige ressourcer i form af mandtimer, udlæg mv. fastlægges. Forudsætningerne, der opstilles for at nå de ønskede mål, afklares og vurderes. Dette omfatter en vurdering af, hvilke forudsætninger

  • arbejdsgruppen er herre over
  • der kan påvirkes samt
  • hvilke forudsætninger, der ikke kan påvirkes.

Resultatet af målanalysen kan ses i kapitel 3 Prioritering af indsatsområder.

2.4 Analyse af alternative strategier

Analysen og de opstillede forslag er diskuteret på en workshop, hvor interessentgruppen deltog. Resultatet af workshoppen er bearbejdet af arbejdsgruppen og er anvendt til færdiggørelse af handlingsplanen.

Resume af workshoppen fremgår af kapitel 5.1 og referatet fra workshoppen er gengivet i bilag D.

2.5 Forslag til handlingsplan

Handlingsplanen justeres ud fra input fra interessent- og følgegruppe og gøres færdig. Der opstilles en prioriteret liste over forslag til kommende indsats.

Den endelige handlingsplan ses i kapitel 4 Forslag til aktiviteter.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.