Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 2002

3 Slambehandling

3.1 Stabilisering

Overordnet kan stabilisering af slam inddeles i to processer, biologisk og kemisk. De biologiske processer omfatter anaerob stabilisering hvor slammet udrådner i rådnetank og aerob stabilisering som sker ved langtidsbeluftning af slammet. De kemiske processer indbefatter kalkstabilisering hvor tilsætning af hydratkalk finder sted.

I bilag 3.1 til 3.9 er angivet mængderne af både VV og TS fordelt på slamstabiliseringsmetoder, ydermere er antallet af anlæg inden for de enkelte metoder vist. I tabel 3.1 er den procentvise andel af TS fordelt på slamstabiliseringsmetoder for 2002 vist. En bemærkning vedrørende usikkerheden af disse opgørelser bør nævnes i denne sammenhæng, da begrebet stabilisering ikke er entydigt defineret. Hvis renseanlægget ikke er forsynet med en rådnetank, en slamluftningstank eller hvis slammet ikke tilsættes kalk kan det være vanskeligt at afgøre hvorvidt slammet er stabiliseret eller ej, derfor kan en del af tallene være baseret på et skøn.

Tabel 3.1 Mængden af slam opgjort i % af den samlede mængde TS inden for forskellige stabiliseringsmetoder.

  Anaerob
(%)
Aerob
(%)
Kalk
(%)
Ingen
(%)
Ukendt
(%)
I alt
(%)
2002 45 42 7 3 3 100

Fordelingen inden for slamstabiliseringen i TS fra 1995 til 2002 er overordnet uændret, cirka 90 % af slammet behandles biologisk med en ligelig fordeling inden for anaerob og aerob stabilisering, 7% stabiliseres med kalk og 6 % har ingen eller ukendt stabilisering.

3.2 Afvanding

Afvanding af slam medfører en væsentlig reduktion i mængden, som herefter skal håndteres yderligere på anlægget eller borttransporteres. Afvand-ingen må derfor anses for at være et centralt led i slambehandlingen på et renseanlæg. Til afvanding af slammet anvendes mekanisk separering omfattende centrifugering og filtrering (filter, sibånd og bed).

Tabel 3.2 Fordelingen af slam opgjort i % af den samlede mængde TS inden for forskellige afvandingsmetoder.

  Centrifuge
(%)
Filter
(%)
Sibånd
(%)
Bed
(%)
Andet
(%)
Ingen
(%)
Ukendt
(%)
I alt
(%)
2002 50 7 28 1 4 7 3 100

Fra 1995 til 2002 er fordelingen i slamafvandingensmetoder opgjort i TS uændret, dog har der fra 1999 været en tendens til, at andelen af slam afvandet med centrifuge er steget til fordel for sibåndspresse- og filtermetoden. Af bilag 3.4 og tabel 3.2 fremgår det, at halvdelen af slammængden i TS afvandes med centrifuge, 28% afvandes med sibåndspresse, 7 % med filterpresse. Stort set intet slam afvandes med slambed og cirka 14 % afvandes med andre, ingen eller ukendte metoder.

Af bilag 3.6 fremgår det, at kun en fjerdedel af anlæggene i 2002 afvander slammet. Den manglende afvanding skal dog hovedsageligt tilskrives de små anlæg, da det af tabel 3.4 fremgår, at kun 7 % af den samlede slammængde opgjort i TS ikke afvandes.

3.3 Yderligere behandling

På en række anlæg er der ud over stabilisering og afvanding foretaget en yderligere behandling af slammet før det slutdeponeres. Yderligere behandling omfatter hygiejnisering, mineralisering, kompostering, tørring og forbrænding samt anden behandling. Anden behandling består hovedsageligt af kalktilsætning. Kompostering eller hygiejnisering af slammet tilskrives en opbevaringstid af slammet på 3 til 6 måneder. For anlæg med mineralisering af slammet påregnes en opbevaringstid på cirka 10 år.

En generel stigning i perioden fra 1995 til 2002 er tilfældet inden for renseanlæg som behandler slammet yderligere, hvor stigningen har været på cirka 10 %. Inden for de anlæg som foretager en yderligere behandlig af slammet har en stigning i behandlingsmetoderne mineralisering og tørring været tilfældet, hvor mineralisering er steget fra en andel af den samlede mængde slam i 1995 på under 1 % til i 2002 at være på over 7 % og tørring er steget fra ikke at være anvendt som yderlige behandlingsform til i 2002 at udgøre en andel på over 10 % af den samlede mængde slam. Derimod er forbrænding som yderligere behandlingsform faldet kraftigt siden 1995, hvor andelen udgjorde over 22 % af den samlede mængde slam til i 2002 at være halveret. Af bilag 3.7 fremgår det dog, at 62 % af den samlede mængde TS for 2002 ikke blev behandlet yderligere på renseanlæggene.

 



Version 1.0 Marts 2004, © Miljøstyrelsen.