Miljø og Shareholder Value

14 Få de tre elementer i spil

Miljø, Shareholder Value og Corporate Governance. Hvordan hænger det hele så sammen?

Både Shareholder Value og miljø er forretningsmål. Og som det er illustreret igennem rapporten, er der en sammenhæng imellem de to mål. Sammenhængen er nogle gange positiv og nogle gange negativ, men de er sjældent uafhængige.

Det er de færreste virksomheder, der på nuværende tidspunkt er klædt på til at kunne måle og styre disse sammenhænge. Indførelse af Corporate Governance-principperne med både Shareholder Value og miljømål for øje er den operationelle måde at få sammenhængene i spil på.

Kapitel 12 gav en række spørgsmål til at kortlægge sammenhængene imellem Shareholder Value og miljø. På samme måde kan der stilles spørgsmål til de konkrete udfordringer til virksomhedens Corporate Governance og sammenhængen til Shareholder Value og miljø. Spørgsmålene er opbygget om punkterne i Nørby-udvalgets rapport, der blev introduceret i kapitel 5. De kan således bruges til at kortlægge, om de grundlæggende forudsætninger for god ledelse af Shareholder Value og miljø er på plads i virksomheden.

Aktionærernes rolle og samspil med selskabsledelsen
Aktionærerne har en interesse i at have god adgang til informationer i virksomheden. De gives dermed muligheder for at udøve indflydelse på et informeret grundlag på generalforsamlinger. Aktionærerne efterspørger måske ikke umiddelbart miljøinformationer, hvis de ikke kan se den økonomiske relevans. Men den kan virksomheden illustrere gennem sammenstilling af Shareholder Value og miljø.

Interessenternes rolle og betydning for selskabet
Til god selskabsledelse hører også, at virksomheden bevarer et godt forhold til enhver, der berøres af selskabets dispositioner. Det kan eksempelvis være medarbejdere, naboer, kunder eller interesseorganisationer. Af konkrete tiltag nævnes udarbejdelse af en miljøpolitik samt løbende dialog med interessenterne.

Miljøpolitikken bør give de overordnede retningslinjer for miljøarbejdet. Politikken skal være realistisk og afspejle niveauet for virksomhedens miljøarbejde. Miljøpolitikken fortæller således, hvordan miljøarbejdet reelt er, og kan eventuelt suppleres med en vision for virksomhedens miljøforhold på længere sigt.

Miljøpolitikken kan endvidere ses som det sted, hvor virksomheden over for samfundet formulerer og påtager sig et ansvar. Dette ansvar skal naturligvis gerne harmonere med de forventninger, der er fra investorer/ejere og samfundet generelt.

  • Harmonerer miljøpolitikken med ejeres og interessenters forventninger?
  • Bakker direktionen op om miljøpolitikken?
  • Bakker bestyrelsen op om miljøpolitikken?
  • Ved direktionen, om miljøpolitikken afspejler det reelle miljøarbejde?
  • Ved bestyrelsen, om miljøpolitikken afspejler det reelle miljøarbejde?
  • Afspejler miljøpolitikken det reelle miljøarbejde?
  • Kender virksomheden sine interessenter?
  • Indgår virksomheden i en dialog med interessenterne? Og hvad bruges dialogen til?

Åbenhed og gennemsigtighed
Rapportering er et centralt element i ”åbenhed”, som er en af nøgleideerne i Corporate Governance. Det skal være muligt for omverdenen at følge med i, om virksomheden lever op til sit samfundsansvar - såvel moralsk, økonomisk som juridisk. Endvidere er åbenhed og gennemsigtighed en forudsætning for kvalificeret feedback fra virksomhedens interessenter - herunder aktionærer.

  • Rapporterer virksomheden om de miljøforhold, der interesserer investorerne?
  • Rapporterer virksomheden om de miljøforhold, der interesserer virksomhedens interessenter i bred forstand?
  • Illustrerer rapporteringen sammenhængen imellem miljø og Shareholder Value?

Bestyrelsens opgave og ansvar

I mange virksomheder har miljøaktiviteterne hovedsageligt været placeret hos en stabsfunktion på det operationelle niveau i virksomheden frem for hos virksomhedens topledelse.

Hvis bestyrelsen ikke er bekendt med de miljørisici og muligheder, kan beslutningerne træffes på et forkert grundlag. Den miljøviden betyder ikke nødvendigvis, at en beslutning vil falde anderledes ud. Men det betyder, at direktionen og bestyrelsen har truffet beslutningen på et kendt grundlag.

  • Kender bestyrelsen virksomhedens miljørisici og -muligheder?
  • Hvordan foregår videndeling i organisationen i relation til miljø?
  • Indgår miljø som en parameter i den interne ledelsesrapportering?
  • Er der opstillet nøgletal for miljø og miljøøkonomi?
  • Kortlægges miljørisici og -muligheder systematisk ved større beslutninger?

Bestyrelsens sammensætning
Hvis bestyrelsen skal kunne forholde sig de miljømæssige risici og muligheder, kræver det, at der er bestyrelsesmedlemmer med denne kompetence.

  • Indgår viden om miljø som et kriterium ved sammensætning af bestyrelsen?
  • Hvad er miljøkompetencerne i den eksisterende bestyrelse?

Aflønning af bestyrelse og direktion

  • Indgår miljø som en parameter i incitamentsaflønning af bestyrelse og direktion?

Risikostyring

  • Hvordan sikrer ledelsen, at virksomheden opfylder lovgivningen på miljøområdet - nu og i fremtiden?
  • Kender ledelsen virksomhedens miljørisici?
  • Inddrages miljø i vurderingen ved køb og salg af afdelinger eller andre virksomheder?
  • Kender virksomheden sit markeds miljøprofil?

Rammerne er til stede for at få sat miljø og Shareholder Value i sammenhæng og dermed forbedre virksomhedens grundlag for at træffe beslutninger og se værdien af miljøarbejdet.

På bestyrelses- og direktionsniveau ligger redskaberne i Corporate Governance-prin.cip.perne og en sammenstilling af miljø og Shareholder Value i udvalgte nøgletal. På direktionsniveau og i den daglige produktionsledelse er redskabet til integration af miljø og driftsøkonomi Environmental Management Accounting (EMA).

Da miljø påvirker virksomheder forskelligt, er det i første omgang en ledelsesopgave under Corporate Governance at kortlægge betydningen af miljø for den enkelte virksomhed, så virksomheden kender sine risici og muligheder.

Figur 7: Værktøjer til virksomhedens miljøøkonomi

Figur 7: Værktøjer til virksomhedens miljøøkonomi

Redskaberne til at kombinere miljø og økonomi er der. Det er et spørgsmål om at bryde faggrænser og vælge at bruge dem.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.