Opdatering, fejlretning og oversættelse af UMIP-databasen

4 Erfaringer fra projektet

Under projektet blev der høstet nogle erfaringer. Nogle af disse er i tråd med erfaringerne fra det forrige opdateringsprojekt (Frees N, Pedersen M A, Bendtsen N, Drivsholm T (2002). Opdatering af UMIP databasen, Arbejdsrapport 27/2002, Miljøstyrelsen). Erfaringerne viser dels et behov med hensyn til funktionalitet af LCA værktøjet og dels et behov for vejledning og kurser/efteruddannelse for folk der arbejder med generering af LCA data. De væsentligste erfaringer opsummeres her til brug for aktiviteter under LCA centeret.

  • Der er stort behov for adgang til at kunne funktions- og brancheopdele menuen for procesvalg, f.eks. a la SimaPro eller Gabi.
  • Opdatering af ældre data, der indgår i nye, er et stort problem, men kræver i praksis en søg/erstat funktion, der f.eks. er mulig i GaBi. Med denne funktion kan der ligeledes ryddes op i mange procesdubletter.
  • Mange ens udvekslinger og processer er oprettet af forskellige brugere under forskelligt ID. Dette kan undgås med et værktøj der operere med navnegenkendelse i stedet for ID numre som f.eks. GaBi.
  • Det bør overvejes at benytte energienheden MJ frem for masseenhed for uran og vandkraftressource. Der er set fejl grundet indtastning af masseoplysninger fra referencer, som antager et andet energiindhold end UMIPs. Denne udskiftning kan i praksis kun realiseres med førnævnte søg/erstat funktion.
  • Der er behov for etablering af stedspecifikke brændværdier for brændbare ressourcer, især kul. Der er set fejl grundet manglende overensstemmelse mellem UMIP værktøjets brændværdier og specifikke brændværdier brugere benytter ved omregning mellem energi og masse, og hvor de specifikke værdier bør have første prioritet. Resultatet er fejl af UMIPs beregning af enten ressource eller energi.
  • En almindelig brugerfejl er, at der anvendes affaldsforbrænding af træ som termisk energi frem for fyring med træ. Affaldsforbrænding af træ indeholder intet ressourcetræk, hvilket giver en alvorlig fejl. Fyring med træ findes nu som enhedsproces
  • En anden almindelig fejl er at man for brændbare materialer benytter råmateriale i stedet for brændsel og vice versa. Derved bliver beregningen af proces- og materialeenergi forkert, hvilket er alvorligt i projekter, hvor man ønsker at benytte energi som indikator.
  • Brugere opretter ressourcer, hvor der ikke er tilknyttet vurderingsfaktorer, og hvor man reelt lige så godt kunne have benyttet de eksisterende UMIP ressourcer. F.eks. bauxit i stedet for aluminium, hvorved aluminium ikke medtages i ressourcevurderingen.
  • Der er set problemer med at fortolke referencer, der indeholder data som er en, måske uklart forklaret, sammenblanding af processer og terminale udvekslinger. Der er her behov for vejledning fra f.eks. LCA Centerets medarbejdere, der kender referencerne.
  • Der bør stilles krav til fremtidige data, der udarbejdes for at tilgå databasen. Kvalitetssikringsproceduren, der f.eks. anvendes på IPU, bør være kendt (bilag B). Procesbeskrivelser kan være meget mangelfulde eller manglende. Et absolut minimumskrav må være referencehenvisning.

 



Version 1.0 maj 2004, © Miljøstyrelsen.