Undersøgelse af kommunernes kloakfornyelse

4 Omfang og alder af det offentlige kloaksystem

Længde af kloaksystemet

Undersøgelsen viser, at det offentlige kloaksystem er i alt ca. 57.000 km langt. Hertil kommer de offentlige stikledninger, der har en samlet længde på 10.800 km. Det offentlige kloaksystem er således i alt ca. 70.000 km langt, hvis stikledningerne medregnes.

Fordelingen på de forskellige ledningstyper fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Ledningstyper i det offentlige kloaksystem opgivet i km.

Fællesledninger 19.500
Separate spildevandsledninger 20.200
Separate regnvandsledninger 16.800
I alt ekskl. stikledninger 56.500
Stikledninger 10.800
I alt inkl. stikledninger 67.300

Den samlede længde af fællesledninger og separate spildevandsledninger, dvs. "udstrækningen" af det offentlige kloaksystem (ekskl. stikledninger), er på ca. 40.000 km, hvilket giver en gennemsnitslængde på ca. 7 meter pr. indbygger. Gennemsnitslængden varierer selvsagt meget fra kommune til kommune. Således er gennemsnitslængden typisk under 5 meter pr. indbygger i tætbefolkede kommuner som København, Århus og Odense og københavnske forstadskommuner, mens den er omkring 20 meter i kommuner med mange kloakerede sommerhuse 1.

Der er i alt 1,9 mio. stiktilslutninger. Dette giver en gennemsnitslængde på ca. 6 meter for den offentlige del af en stikledning.

Antal bygværker

Kloaksystemet indeholder en række forskellige typer af bygværker. Antallet af bygværker fremgår af tabel 2.

Tabel 2. Antal bygværker i det offentlige kloaksystem.

Pumpestationer 10.100
Overløbsbygværker 5.600
Separate regnvandsudløb 9.000
Bassiner i fællessystem 1.400
Bassiner i regnvandssystem 2.700
Brønde (ekskl. skelbrønde mm.) 1.200.000

Specificerede oplysninger om bygværkerne fremgår af bilag 2.


Fodnoter

[1] Da sommerhusbeboere ikke medregnes i folketallet, bliver ledningslængden stor i kommuner med mange kloakerede sommerhuse.

 



Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.