Undersøgelse af kommunernes kloakfornyelse

6 Værdi af det offentlige kloaksystem

Kommunerne er blevet bedt om at opgive værdien af kloaksystemet, hvis en sådan er beregnet. Indenrigsministeriet har i 2001 ændret budget- og regnskabssystemet for kommuner og amtskommuner. På forsyningsområderne er det fra og med 2002 obligatorisk at registrere fysiske aktiviteter. I den forbindelse skal værdien af kommunens kloaksystem beregnes. Det har vist sig vanskeligt at opgøre værdien - ikke mindst fordi der findes flere forskellige metoder hertil, der kan føre til vidt forskellige resultater. Svarprocenten på dette spørgsmål er lav, hvilket skyldes, at mange kommuner ikke havde opgjort værdien, da skemaet skulle returneres.

Baggrunden for at spørge til værdien har primært været at gøre det muligt at beregne en teoretisk levetid på baggrund af de aktuelle investeringer. Der fås herved en indikation af, om de afsatte midler er tilstrækkelige til, at kommunerne kan være ajour med fornyelsesindsatsen. Ved at dividere værdien af kloaksystemet med den årlige investering fås levetiden af systemet.

På baggrund af kommunernes svar kan værdien af det offentlige kloaksystem opgøres til ca. 130 mia. kr. Til sammenligning er værdien i andre sammenhænge blevet vurderet til 200-300 mia. kr. Værdien er opgjort af bl.a. ATV i en hvidbog om vedligeholdelse af den danske infrastruktur (ATV, 2001).

 



Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.