Undersøgelse af kommunernes kloakfornyelse

8 Fornyelsesbehov

Kommunerne er blevet bedt om at oplyse, hvor stor en del af kloaksystemet der p.t. trænger til fornyelse, baseret på det kendskab den enkelte kommune i dag har til kloaksystemets tilstand.

I tabel 3 er vist de opgivne fornyelsesbehov for såvel 1993-undersøgelsen som for 2002-under-søgelsen. For 2002 er behovet, der er opgivet i procent, omregnet til længde henholdsvis antal.

Tabel 3. Fornyelsesbehov for det offentlige kloaksystem.

  1993 2002
  [%] [%] [km] [stk.]
Ledninger 22 16 9.000 -
Stikledninger - 17 2.000 -
Brønde - 13 - 170.000
Bygværker 24 14 - 4.000

Det ses, at behovet for fornyelse siden 1993 er faldet – for ledningernes vedkommende fra ca. 22 % til ca. 16 % af ledningerne. Det svarer til, at den samlede længde af ledninger, der har behov for fornyelse, er blevet reduceret med ca. 3.000 km siden 1993. Det vurderes dog, at der knytter sig stor usikkerhed til de opgivne tal, der i vidt omfang er baseret på skøn. Hvis der regnes med en levetid på 50-100 år 2, og fornyelsestakten er konstant, vil der være et konstant fornyelsesbehov på 1-2 %. Det egentlige tekniske efterslæb i ledningsfornyelsen er således på 14-15 % af ledningerne, svarende til ca. 8.000 km. For stikledninger fås et efterslæb på 15-16 %, svarende til ca. 1.600 km.

Der er hverken fra teknisk eller politisk side enighed om, hvordan kravene til en kloaklednings tilstand og funktion skal prioriteres. Dette skyldes blandt andet, at der ikke findes et objektivt defineret kriterium for, hvornår en kloakledning har en "tilfredsstillende tilstand". Kloakledningers tilstands- og funktionskrav vil derfor variere fra kommune til kommune afhængigt af de tekniske, økonomiske og politiske prioriteringer. Der kan således være forskelle i den faktiske tilstand af kloakledningerne for kommuner, der i spørgeskemaet har opgivet samme fornyelsesbehov.

Der ses ingen sammenhæng mellem den andel af kloaksystemet, der er tv-inspiceret, og behovet for fornyelse. Et bedre kendskab til ledningernes tilstand ændrer således ikke på vurderingen af fornyelsesbehovet i den enkelte kommune. Dette hænger formentlig sammen med, at langt de fleste kommuner nu har tv-inspiceret en tilstrækkelig andel af ledningerne til at have et repræsentativt billede af kloakkernes tilstand i kommunen som helhed. Tv-inspektion er dog under alle omstændigheder et nødvendigt led i fornyelsesindsatsen, når den konkrete fornyelse af de enkelte ledninger skal tilrettelægges.

Det vurderes, at der med det bedre kendskab, der foreligger i dag end i 1993, haves et mere sikkert skøn over ledningernes fornyelsesbehov end i 1993.


Fodnoter

[2] Om fastsættelse af levetiden henvises til afsnit 13.

 



Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.