Reduceret omkostninger i forbindelse med analyse af pesticider i små vanforsyningsanlæg

5 Reduceret krav til analysekvalitet

I dag er der fastsat et generelt krav om, at laboratorieanalyser af miljøfremmede stoffer skal foregå med en detektionsgrænsen på en tiendedel af grænseværdien for de pågældende stoffer. For pesticider i drikke- og grundvand er kravet en detektionsgrænse på 0,01μg/l. En så lav detektionsgrænse kan kun opnås ved anvendelse af dyrt og avanceret måleudstyr, samt erfarent personale til at gennemgå tal og resultater. En ændring af detektionsgrænsen fra nuværende værdi på 0,01μg/l til et højere niveau vil måske kunne forenkle analysearbejdet i laboratorierne og derved analyseprisen.

5.1 Prisindeks for forøget detektionsgrænse

En vurdering af prisindekset ved et reduceret krav til detektionsgrænsen er efterfølgende gennemført ved at bruge laboratoriets egen erfaring med kvalitetskravene, samt en vurdering af udgifterne ved de enkelte analyser.

De to niveauer, der evalueres, er en ændring af detektionsgrænsen fra det nuværende niveau på 0,01μg/l til henholdsvis 0,025μg/l og 0,05μg/l. Niveauet på 0,1μg/l er ligeledes medtaget som et referenceniveau.

I bilag C1.01 til bilag C1.15 kan ses prisindekset for de forskellige detektionsgrænser. Bilagene indeholder ligeledes prisindeks for de reducerede analysepakker, der er fremkommet i afsnit 4.1.

Som det kan ses af bilagene vil en ændring af detektionsgrænsen fra det nuværende niveau på 0,01μg/l til 0,025μg/l betyde en besparelse på cirka 10% i analyseprisen. En yderligere forøgelse af detektionsgrænsen til 0,05μg/l vil bevirke en reduktion i prisen på ekstra 5%. Der vil følgelig kunne spares cirka 15% i analyseprisen ved at forøge detektionsgrænsen fra 0,01μg/l til 0,05μg/l.

Denne besparelse opnås kun ved et fuldt analyseprogram indeholdende alle 26 pesticider. Besparelsen reduceres, når antallet af pesticider i analyseprogrammet reduceres, således opnås der kun en reduktion i prisen på 5 til 10% for de små reducerede indikatorpakker fra afsnit 4.1.

Besparelsen opnås ved, at talbehandlingen og vurdering af chromatogrammerne forenkles. Da der i første omgang ikke er tale om ændrede analysemetoder, foreligger der ikke besparelse andre steder i laboratorieanalyserne. Der vil måske på sigt kunne anvendes billiger analyseapparatur og andre analysemetoder, som vil kunne sænke prisen yderligere.

Prisindekset bygger på, at detektionsgrænsen for alle prøvematricer forøges, eller at der forefindes tilstrækkelig mange prøver med forhøjet detektionsgrænse således, at analysesekvenserne kan fyldes med denne type prøver. Får analyselaboratorierne kun ganske få prøver til en anden detektionsgrænse vil der ikke kunne opnås nogen besparelsen i den efterfølgende talbehandling, og der vil derfor ikke kunne forventes nogen prisreduktion.

Prisindekset tager ligeledes udgangspunkt i, at analysekvalitet skal være på højde med akkrediterede analysemetoder. Det vil sige, at der skal foreligge kontrolkort, og hver analysesekvens skal indeholde forskellige former for kontrolprøver, der viser om analysemetoden er under kontrol. Ligesom der kræves deltagelse i offentlige præstationsafprøvninger. En forøgelse af detektionsgrænsen ændrer ikke ved kravene til en akkrediteret analysemetode. Analyselaboratoriernes udgifter til kvalitetskontrol er derfor uafhængig af detektionsgrænseniveauet, og det vil derfor ikke give anledning til en reduktion i analyseprisen.

5.2 Positive prøver

Analysedataene fra projektet "Pesticidforurenet vand i små vandforsyningsanlæg" er brugt til at estimere, hvordan ændringen i detektionsgrænsen påvirker antallet af positive pesticidprøver.

Som det ses af tabel 6 og bilag C1.01 vil en ændring af detektionsgrænse fra den nuværende 0,01μg/l til 0,025μg/l bevirke, at der ville være fundet cirka 15% færre positive prøver i dette projekt. Ændres detektionsgrænsen til 0,05μg/l er det over 25% af de positive prøver der forsvinder. Billedet er det samme ved anvendelse af de små indikatorpakker fra afsnit 4.1, se bilag C1.06 og C1.07.

De positive prøver, der herved ikke findes ligger ikke over grænseværdien, men der vil forsvinde værdifuldt information, når op til en fjerdedel af de positive prøver kommer under detektionsgrænsen og udelades.

Pakke Detektionsgrænse
μg/l
Positive prøver

%

26 pesticider0,01100
 0,02586,7
 0,0573,4
Indikatorpakke 10,0191,7
 0,02580,2
 0,0569,2

Tabel 6. Antallet af positive prøver ved ændring i detektionsgrænsen.

5.3 Ulemper ved forøget detektionsgrænse

Omkostningerne ved at forøge detektionsgrænsen fra 0,01μg/l til 0,025μg/l eller 0,05μg/l er, at tidligere positive prøver ikke opdages. Prøverne vil dog ligge under den gældende grænseværdi på 0,1μg/l, men den tidligere mulighed for at blive advaret om en måske forestående overskridelse mindskes, når afstanden imellem detektions- og grænseværdien er lille. Muligheden for at observere, om en eventuel pesticidforureningen ændres i positiv eller negativ retning i løbet af en tidsperiode begrænses ligeledes. Risikoen for at handle på baggrund af falske positive eller falske negative resultater øges med højere detektionsgrænse, især detektionsgrænsen på 0,05μg/l kan give problemer. Opsættes de samme kvalitetskrav til analysen med detektionsgrænsen på 0,05μg/l, som der eksisterer i dag til pesticidanalyser, vil usikkerheden på bestemmelsen i området 0,05μg/l til 0,15μg/l være 0,05μg/l. En så stor usikkerhed på resultater, der ligger lige op ad en grænseværdi, som der skal foretages forebyggende handlinger efter, vil give problemer. Blandt andet vil eventuelle reanalyser kunne give så divergerende resultater, at det er svært at afgøre om grænseværdien overskrides.

Kvalitetskravene til 0,025μg/l analysen gør, at usikkerheden er væsentlig mindre. Den vil efter de gældende krav være 0,025μg/l i området 0,025μg/l til 0,075μg/l og der vil derfor være betydelig mindre tvivl, om et resultat overskrider grænseværdien eller ej.

5.4 Konklusion på ændret analysekvalitet

Generelt er det en lille prisgevinst, der opnås ved at forøge detektionsgrænsen fra det nuværende niveau på 0,01μg/l til enten 0,025μg/l eller 0,05μg/l. En detektionsgrænse på 0,05μg/l vil ikke være forenelig med den nuværende grænseværdi på 0,1μg/l og kan derfor umiddelbar udelukkes.

En prisreduktion på 10% for pesticidanalyser foretaget med en detektionsgrænse på 0,025μg/l er ikke meget, og med den usikkerhed, der ligger i ansættelsen af prisindekset, kan den reelle reduktionen måske endda blive mindre. En detektionsgrænse på 0,025μg/l vil stadig være så lav, at der ikke kan ændres meget ved analysemetoderne og apparaturet.

Det vil medføre nogle gener for analyselaboratorierne at have en detektionsgrænse til prøver fra private brønde og boringer, og en anden til grundvandsprøver, idet der således skal være 2 forskellige kontrolsystemer.

Der vil ligeledes kunne opstå situationer, hvor der findes pesticidrester i det nederste grundvand, som ikke er observeret i de øverste grundvandsmagasiner, fordi niveauet ligger imellem de to detektionsgrænser.

Det nuværende krav til analysemetoderne om en detektionsgrænse på en tiendedel af grænseværdien er fornuftigt valgt, og bør ikke ændres for at opnå en relativ beskeden besparelse.

 



Version 1.0 Juli 2004, © Miljøstyrelsen.