| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Reduceret ammoniakemission fra hønsestalde med dybstrøelse

5 Resultater

• 5.1 N og P massebalance
• 5.2 Sammenhæng mellem det beregnede halmforbrug, C:N forhold i strøelsen, strøelsens tørstofindhold og kvælstoftabet fra dybstrøelse
• 5.3 Halmmængder
• 5.4 Produktionsresultater
• 5.5 Diskussion

Delforsøg 1 påbegyndtes den 5. maj 2001 og delforsøg 8 afsluttedes den 10. maj 2002. Den samlede forsøgsperiode var på 370 dage, og de enkelte delforsøg varede mellem 38 og 52 dage (tabel 2)

Høneflokken har gennem hele perioden haft en produktivitet bedre end normen (foderforbrug og ægproduktion) og en lavere dødelighed end normen, jf. tabel 12, afsnit 5.4.

Tabel 2. Start- og slutdatoer for de enkelte delforsøg

Høst af græsparceller blev gennemført i delforsøg 1-3. Herefter skønnes græsvæksten at være ophørt eller ubetydelig. Delforsøg 3 sluttede d. 20. september 2001.

5.1 N og P massebalance.

Resultaterne af massebalanceberegningerne er vist i tabel 3 og tabel 4. I tabel 5 og 6 er resultaterne omregnet til gram pr. høne pr. dag.

Tabel 3 . Fosfor (P) massebalance. Absolutte mængder.

*)Foder omfatter foruden selve fuldfoderet også grovfoder, strøfoder og skaller

Tabel 4. kvælstof (n) massebalance. Absolutte mængder.

*) Foder omfatter foruden selve fuldfoderet også grovfoder, strøfoder og skaller

**) N afsat i stald = (N abdyr + N i halm) – N på udearealer

Tabel 5. Fosfor (P) massebalance. Pr. høne pr. dag

*) Foder omfatter foruden selve fuldfoderet også grovfoder, strøfoder og skaller

Tabel 6. Kvælstof (N) massebalance. Pr. høne pr. dag.

*) Foder omfatter foruden selve fuldfoderet også grovfoder, strøfoder og skaller

**) N afsat i stald = (N ab dyr + N i halm) – N på udearealer

I delforsøg 3-5 er der beregnet en negativ afsætning af fosfor på udearealerne. Det betyder, at der ved analyserne er fundet mere fosfor i dybstrøelsen og aflejret i æggene, end der er tilført med foder og halm.

Massebalanceberegningerne bygger på stikprøvevis udtagning af prøver af foder, dybstrøelse m.v. til analyse, og stikprøver vil altid være behæftet med en vis usikkerhed. Desuden vil der på den tid af året, hvor der er græsvækst, være et betydeligt usikkerhedsmoment, da græsmængden og dermed fosfor og kvælstofbidraget fra græs, er uhyre vanskelig at bestemme. Usikkerheden omkring kvælstof- og fosforbidraget fra græs spiller imidlertid ikke ind i delforsøg 5-7, hvor fosforafsætningen på udearealerne bestemmes til en negativ værdi, da de alle ligger i vintermånederne og det tidlige forår.

En anden forklaring end metodeusikkerhed kan derfor være, at hønsene udnytter en fosforkilde på udearealerne, som der ikke er taget højde for i undersøgelsen. Tages de beregnede værdier for fosforafsætning på udearealerne for pålydende, betyder en "negativ" afsætning på friland at der er "importeret" fosfor fra udearealerne til dybstrøelsen. Det vil i givet fald betyde, at hønerne på udearealerne henter fosfor fra andre fødeemner end græs. Videre vil det betyde, at den i tabel 3 og tabel 5 anførte værdi for fosfor på udearealer angiver størrelsen af nettoeksporten af fosfor fra stald til udearealer ( figur 3) i stedet for specifikt at angive størrelsen af fosfordeponeringen på udearealer.

I balanceberegningen skal fosforinputtet balancere med fosforaflejringen i æg og fosforoutputtet på friland og i dybstrøelsen. Hvis fosforinputtet er underestimeret, vil det medføre en tilsvarende underestimering af fosforafsætningen på friland. Dermed bliver andelen af gødning afsat på friland bestemt til for lav en værdi. Hvis hønsene udnytter en ukendt fosforoptag på friland må det dog formodes, at der samtidig sker en optagelse af kvælstof. Effekten på det beregnede kvælstoftab vil afhænge af forholdet mellem fosfor og kvælstof (N/P forholdet) i den ukendte kilde. Hvis N/P forholdet i kilden svarer til N/P forholdet i gødningen ab dyr, vil det relative kvælstoftab fra stalden være uændret. Hvis N/P forholdet i kilden overstiger N/P forholdet i gødningen, vil det relative N-tab blive større end beregnet i tabel 3 og 5.

Figur 3. Fosforflowet i produktionsanlægget II (jf. figur 2)

I denne undersøgelse er staldtabet af kvælstof bestemt til mellem 34,5 og 58,2 procent af mængden af kvælstof afsat i stald, hvilket er meget højt. I normtallene for husdyrgødning anvendes tabsprocenter for kvælstof fra hønsedybstrøelse på mellem 25 og 28 procent. Sammenholdt med de høje tørstofprocenter i dybstrøelsen og den tidligere omtalte stabilitet af kvælstof i tør fjerkrægødning, er tabsprocenterne overraskende høje. Det er det almindellige indtryk, at ammoniakniveauet i staldluften i det produktionsanlæg, hvor undersøgelsen er gennemført, er meget lavt. Dette peger i retning af at de fundne tabsprocenter er for høje.

Trods de ovenfor nævnte usikkerheder vedrørende bestemmelsen af kvælstoftabet, er der i det følgende foretaget en sammenstilling af kvælstoftabet og en række andre af de i undersøgelsen beregnede eller målte parametre. Hvis bidraget fra en evt. ubekendt fosforkilde er nogenlunde konstant, vil alle de beregnede kvælstoftab være niveauforskudt, men rangeringen af de enkelte delforsøg efter kvælstoftab vil være uændret.

5.2 Sammenhæng mellem det beregnede halmforbrug, C:N forhold i strøelsen, strøelsens tørstofindhold og kvælstoftabet fra dybstrøelse

I tabel 7 og 8 er der foretaget en beregning af C:N forholdet i strøelsen efter de retningslinier, der er anført i bilag A. C:N forholdet er i tabel 9 sammenstillet med strøelsens tørstofindhold, strøelsesmængden i gram halm pr. høne pr. dag og det relative kvælstoftab. Det relative kvælstoftab er opgjort som:

N-tab procent = 100 *(N-tab i stald, kg / (N ab dyr + N i halm – N afsat på udearealer)

Det var planlagt, at de højeste halmdoseringer skulle give et beregnet C:N forhold på 20. Selv i det undersøgte staldsystem, hvor strøelsen blev fjernet hver 6.-7. uge, var det ikke muligt at anvende så store strøelsesmængder, at et beregnet C:N forhold på 20 kunne opnås. At der for alle delforsøg under et blev anvendt relativt store strøelsesmængder indikeres af tørstofindholdet i dybstrøelsen, der i alle delforsøg var over 50% og i delforsøg 3 nåede helt op over 70%.

Det højeste beregnede C:N forhold blev fundet i delforsøg 7 og var 16,3. Det høje C:N forhold skyldes til dels forholdsvist lavt proteinindhold i foderet og dermed en forholdsvis lav kvælstofoptagelse og ab dyr mængde af kvælstof.

Tabel 7. Kvælstof (N) og kulstof (C) i halm

Tabel 8. Kvælstof (N) og kulstof (C) i fæces/ab dyr

*) Fodertørstof = tørstof i fuldfoder + græs + grovfoder + strøfoder

**) Vedr. forholdet mellem fodertørstof og fæcestørstof, C i fæces m.v. se bilag A

Tabel 9. Kvælstof (N) og kulstof (C) i strøelse (fæces+halm)

*) N afsat i stald = (N ab dyr + N i halm) – N på udearealer

I tabel 10 er vist korrelationerne mellem strøelsesforbruget (gram halm pr. høne pr. dag), det beregnede C:N forhold, tørstofindholdet i dybstrøelsen, totalindhold af kvælstof i foder og staldtabet af kvælstof i procent af kvælstof afsat i stald.

Tabel 10. Korrelation mellem det relative kvælstoftab og strøelsesforbrug, C:N forhold i gødningen, strøelsens tørstofindhold og hønernes kvælstofoptagelse (signifikante korrelationer markeret med fed type).

Figur 4 viser kvælstoftabet i stald som funktion af strøelsesmængden (gram halm pr. høne pr. dag). Der er fundet en negativ korrelation mellem strøelsesforbruget og kvælstoftabet, men korrelationen er ikke signifikant (95 pct. konfidensniveau).

Figur 4. Det relative kvælstoftab fra stalden som funktion af gram halm pr. høne pr. dag.

Figur 5 viser sammenhængen mellem gram optaget kvælstof pr. høne pr. dag (i græs og foder) og det relative kvælstoftab. Der er fundet en signifikant og høj korrelation på 0,87. Det er helt forventeligt, at et højere kvælstofindhold i foderet alt andet lige giver et højere kvælstoftab, da mængden af kvælstof ab dyr stiger med stigende kvæstofoptagelse. Bemærk at de højeste kvælstofoptagelser og dermed kvælstoftab er fundet i delforsøg 1-3, svarende til de tre hold, hvor der er målt kvælstofbidrag fra græs på udearealerne.

Figur 5. Det relative kvælstoftab fra stalden som funktion af optaget N pr. høne pr. dag

Figur 6 og figur 7 viser sammenhængen mellem det beregnede C:N forhold i strøelsen, strøelsens tørstofindhold og det relative kvælstoftab fra dybstrøelsen. Der er fundet en signifikant negativ korrelation mellem det beregnede C:N forhold og det relative kvælstoftab på -0,75. Den negative korrelation betyder, at kvælstoftabet falder med stigende C:N forhold. Dette stemmer overens med forventningen om, at et øget C:N forhold mindsker tabet af kvælstof fra komposterende dybstrøelse.

Figur 6. Det relative kvælstoftab fra dybstrøelsen som funktion af det beregnede C:N forhold i dybstrøelsen

Der er ikke fundet nogen signifikant korrelation mellem strøelsens tørstofindhold og det relative kvælstoftab (fig. 7).

Figur 7. Det relative kvælstoftab fra dybstrøelsen som funktion af tørstofindholdet i dybstrøelsen

5.3 Halmmængder

Tabel 11. Halmmængder

I forsøget har det i staldsystemet været muligt at håndtere meget store halmmængder. Normalt anvendes i dybstrøelsessystemer til konsumægshøner mellem to og fire kg halm pr. m² pr. år. Der har i dette forsøg været anvendt halmmængder op til 10-20 gange den normale mængde.

5.4 Produktionsresultater

Tabel 12 viser nøgletal for holdets produktivitet. Hvor det er muligt, er der sammenlignet til det gennemsnitlige produktionsresultat for økologiske æglæggere i 2001.

Tabel 12. Produktivitet.

*) Landsgennemsnit i flg. Det Danske Fjerkræraad, beretning 2002

**) Hønevægt bestemt som gennemsnit af 10 høner i delforsøget 1. uge og 10 høner i delforsøgets 4. uge

Holdet har for perioden som helhed haft en produktivitet over gennemsnittet. Særligt har dødeligheden været meget lav sammenlignet med den gennemsnitlige dødelighed. Der har været en samlet tilvækst for hele perioden på 158 gram pr. høne, svarende til ca. 20 gram pr. høne pr. delforsøg. Den mængde fosfor og kvælstof, der aflejres i tilvæksten, er som forventet ubetydelig, og er derfor udeladt af massebalanceberegningerne.

5.5 Diskussion

I de otte delforsøg blev der opnået beregnede C:N forhold på mellem 10,0 og 16,3. Det højeste beregnede C:N forhold ligger dermed noget under 20, der forud for forsøget var sat som mål for det "høje" C:N forhold. Problemerne med at ramme et bestemt C:N forhold skyldes bl.a. , at C:N forholdet ikke kun afhænger af halmmængden men også af kvælstofmængden ab dyr. Kvælstofmængden ab dyr har svinget mellem 480 og 1227 kg kvælstof i de enkelte delforsøg. Dette skyldes varierende optag af kvælstof (protein) med foderet, der kan henføres til varierende foderoptagelse og/eller varierende proteinindhold i det optagne foder. Hønernes mindre foderoptagelse i vintermånederne (tabel 8) skyldes i overvejende grad mindre optagelse af græs og grovfoder i vintermånederne.

Til trods for at C:N forholdet på 20 ikke blev nået, er der fundet en signifikant effekt af C:N forholdet på kvælstoftabet (figur 6). De to af de otte delforsøg med det højeste kvælstoftab blev gennemført i sommerhalvåret. Da omsætningen af urinsyren i gødningen og ammoniakdannelsen er meget temperaturafhængig, kan de høje sommertemperaturer være medvirkende til det højere kvælstoftab. Den undersøgte stald er uisoleret og med store åbninger til det fri, og temperaturen i stalden følger derfor i store træk udetemperaturen. Udetemperaturens indflydelse på temperaturen i gødningsmåtten, og dermed omsætningshastigheden af urinsyre i gødningsmåtten, anses dog at være af mindre betydning, da dels den store isoleringseffekt af gødningsmåtten og dels varmedannelsen i gødningsmåtten vil virke som "temperaturbuffer" i forhold til udetemperaturen.

Figur 8 viser en grov sammenligning mellem kvælstoftabet og udetemperaturen. Udetemperaturen er et vejet gennemsnit af Danmarks Meteorologiske Instituts månedsgennemsnit for målestationerne ved Værløse og Sjælsmark, der begge ligger inden for en ca. 7 km radius fra ejendommen. Der er ingen signifikant korrelation mellem udetemperaturen og kvælstoftabet.

Figur 8. Det relative kvælstoftab fra dybstrøelsen som funktion af udetemperaturen.

Udetemperaturen er vejet gennemsnit for DMIs målestationer ved Værløse og Sjælsmark.

I tre af de otte delforsøg resulterede balanceberegningen i en negativ afsætning af fosfor på friland (tabel 3). En forklaring kunne være, at hønerne udnytter en fosforkilde på friland, som ikke er medtaget i balanceberegningerne. I så fald betyder en negativ balance, at der er en nettoimport af fosfor fra friarealet til stalden (figur 3).

Der er i jorden bundet ret store mængder fosfor i såvel organiske som uorganiske puljer. Den samlede fosformængde i en hektar dansk landbrugsjord er i gennemsnit 4600 kg, hvor af ca. 1/3 (1500 kg) findes i de øverste 25 cm. Hvis blot en lille del af denne fosfor optages af hønerne, f.eks. i forbindelse med deres søgen efter kråsemateriale, vil det forrykke balanceberegningerne. Andre kilder kunne være smådyr som regnorme. I økologiske jorde, der tilføres husdyrgødning, er der fundet 30-40 g tørvægt regnorme pr. m², svarende til 1500-2000 kg friskvægt pr. hektar. Mængden af regnorme er meget afhængige af såvel fugtighed som temperatur i jorden. Ved temperaturer under fem grader C går ormene i dvale. I denne undersøgelse er de negative fosforbalancer fundet i delforsøg gennemført i vintermånederne, hvilke taler i mod en betydelig udnyttelse af regnorme som forklaring på de negative balancer.

Denne undersøgelse har støttet antagelsen om, at et højere C:N forhold i strøelsen fører til et relativt mindre tab af kvælstof. Der er dog usikkerhed om kvælstoftabets faktiske størrelse i de enkelte delforsøg. I den stald, hvor undersøgelsen blev gennemført, var det teknisk muligt at håndtere de store strøelsesmængder. Der var tale om en relativ lille stald, hvor den hyppige (til dels manuelle) udmugning var overskueligt rent arbejdsmæssigt. En generel anbefaling af systemet vil kræve en præcisering af de forventede miljøeffekter, målt som kg mindsket kvælstoftab, sat op i mod investeringsbehovet og arbejdsindsats.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.