Miljøstyrelsens Miljøredegørelse 2003

5. Resumé af miljøpåvirkninger

Miljøstyrelsen påvirker med sin virksomhed det omgivende miljø. Med EMAS certificeringen redegøres for såvel direkte som indirekte miljøpåvirkninger af styrelsens virksomhed. Se afsnit 8 for specifik redegørelse af miljøpåvirkningerne.

5.1. De direkte miljøpåvirkninger

Miljøstyrelsens drift giver anledning til en række direkte miljøpåvirkninger. Det er primært papir-, el-, vand- og varmeforbruget samt affaldsproduktion og indkøb.

For de direkte miljøpåvirkninger som er specifikt beskrevet i Miljøhandlingsplanen for 2003 er de udvalgte indsatser:

  • Gennemførelse af interne sparekampagner – visualisering af forbrug.
  • Reduktion i elforbrug samt udbygning af energiovervågning til alle styrelsens lejemål.
  • Reduktion af det samlede papirforbrug.
  • Efteruddannelse af internt anvendte håndværkere.

Miljøstyrelsens samlede forbrug af el, vand, og papir er faldet i 2003 både totalt og opgjort pr. årsværk. Varmeforbruget er samlet set også faldet, mens forbruget pr. ansat er steget svagt, hvilket skyldes at styrelsens lejemål ikke kunnet afvikles så hurtigt, at der er overensstemmelse mellem et reduceret antal medarbejdere og areal.

For bedre at kunne holde kontrol med udviklingen af el-, varme- og vandforbruget, er der i Strandgade 29 installeret et overvågningssystem – Keep Focus. Det måler forbruget hver time. Disse målinger er blevet offentliggjort i via organisationens intranet.

Som følge af renovering af toiletter er ressourcerforbruget og reduceret for vand med ny skylleteknik og automatisk vandstyring ved vaskene og for el med montering automatisk tænd/sluk af lys.

Miljøstyrelsens mål om at reducere elforbruget med 2% i forhold til forrige år, blev mere end nået da faldet udgør 8%.

De interne kampagner i forbindelse med EMAS-registreringen ser hermed ud til at have skabt en øget bevidsthed om forbrug og besparelser, da alle områder på nær varmeforbruget viser faldende tendens.

Med hensyn til efteruddannelse af internt anvendte håndværkere er der udarbejdet grundlaget for en folder til Miljøstyrelsens håndværkere, der indeholder miljøkrav til håndværkere ved etablering eller ombygninger. Folderen nåede dog ikke at blive sat op i en populærudgave.

5.2 De indirekte miljøpåvirkninger

Miljøstyrelsens miljøpåvirkninger omfatter ikke kun de direkte miljøpåvirkninger ved vores daglige drift. Det er også effekten af vores produktion af love, bekendtgørelser, vejledninger, politiske oplæg, afgørelser, projekter, strategier, handlingsplaner, ny viden, svar til Folketinget, formidlingsaktiviteter, forhandlingsresultater, tilskudsbevillinger mv.

Miljøstyrelsens handlinger og mål indenfor særligt prioriterede indsatsområder er beskrevet i styrelsens Institutionsmål og afrapporteres for 2003 i Miljøstyrelsens årsrapport. (Bilag 2)

For de indirekte miljøpåvirkninger specifikt beskrevet i Miljøhandlingsplanen for 2003 er de udvalgte indsatser:

  • Udarbejdelse af kommunikationsregnskab 2003.
  • Gennemføre Grønne indkøb - kontorartikler

For at kunne måle på Miljøstyrelsens indsats i forhold til interessenter er der gennemført en undersøgelse og udarbejdet et kommunikationsregnskab med fokus på 3 områder:

  • Miljøstyrelsen sætter tydeligt beskyttelse af miljø og mennesker på dagsordenen i Danmark.
  • Miljøstyrelsen medvirker til, at de decentrale myndigheder kan udføre miljøopgaver effektivt og ensartet, så miljøet beskyttes godt overalt i Danmark.
  • Miljøstyrelsen kendes udadtil og indadtil som en troværdig, grøn virksomhed, ligesom vi kendes som en attraktiv, dynamisk arbejdsplads.

Kommunikationsregnskabet offentliggøres i april/maj 2004 på www.mst.dk.

Miljøstyrelsen har i samarbejde med hele ministeriet udarbejdet et egentligt grønt katalog for kontorartikler. Dette katalog er til rådighed for ministeriets indkøbere af kontorartikler på leverandørens hjemmeside. Kataloget er samtidig udarbejdet, så det kan implementeres direkte i den fælles offentlige indkøbsportal – DOIP, når dette bliver relevant.

 



Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.