Miljøstyrelsens Miljøredegørelse 2003

6. Redegørelse for miljøpåvirkninger

6.1 Forbrug af vand, el og varme

På alle forbrugsområder er det samlede forbrug faldet i 2003 i forhold til 2002. Dette skyldes primært en reduktion i antal medarbejdere, og for varme-, vand- og elforbrug, også et reduceret kontorareal. Opgjort pr årsværk, kan der dog også for vand, el og papir konstateres en forbedret miljøperformance.

Varmeforbruget er opgjort pr. ansat steg med ca. 4%, mens elforbruget er faldet ca. 8% og vandforbruget er faldet med 22%, hvilket viser at investeringer i renovering af en antal toiletter med ny vand- og el-styring begynder at have sin virkning på ressourceforbruget.

For bedre at kunne holde kontrol med udviklingen af el-, varme- og vandforbruget, er der i Strandgade 29 installeret et overvågningssystem – Keep Focus. Det måler forbruget hver time. Denne overvågning forsætter i 2004.

Figur 1 viser udviklingen i vand-, fjernvarme- elforbrug og papirforbrug i Miljøstyrelsen.

Figur 1 viser udviklingen i vand-, fjernvarme- elforbrug og papirforbrug i Miljøstyrelsen.

6.2 Papirforbrug og papirindsamling

Miljøstyrelsens papirforbrug faldt i 2003 med 28% i forhold 2002, til det laveste forbrug endnu målt siden man begyndte at arbejde med grønne regnskaber. Nedgangen blev på 1.770.000 ark. Dette skal ses på baggrund af en stigning på ca. 400.000 ark fra 2001 til 2002, som følge af ekstra papirforbrug i forbindelse med EU-formandskabet i andet halvår 2002. Stigningen var forventet. Papirforbruget opgjort pr årsværk, faldt med 4%, hvilket er det bedre end målsætningen på 2%. E-dag den 1. september 2003, hvor en række dokumenter udveksles elektronisk fremfor på papir, kan også have påvirket nedgangen i papirforbruget, men der er ikke foretaget specifikke analyser af dette i 2003.

Fra november 2003 blev en fast udgift på papirindsamling på ca. 125 kr. pr. tons papiraffald eksklusiv leje af containere m.m. ændret til en indtægt på 250 kr. pr tons inkl. containerleje m.m. Da aftalen ikke kunne ændres tidligere grundet opsigelse, vil den økonomiske effekt først være markant i 2004. Miljøstyrelsen opnåede dog en indtægt for 2 måneder i 2003.

6.3 Affald.

Efter flere år med stigende affaldsmængder, skete der i 2003 et betydeligt fald i affaldsproduktionen.

Dog giver fraktions-opgørelsen ikke en tilfredsstillende udspecificering for affaldssorteringen for 2003, da transportøren fejlagtigt har registreret en stor del af papiraffald i 2003 som blandet pap og papir uagtet at Miljøstyrelsen udsorterer papirfraktion særskilt.

Fig. 2 Sortering af affald i Miljøstyrelsen

Fig. 2 Sortering af affald i Miljøstyrelsen

Herudover er mængden af affald, der går til genbrug øget betragteligt fra 51% i 2002 til 69% i 2003 hvilket skyldtes en markant nedgang i fraktionen brændbart affald fra godt 51 ton til 14 ton. Den samlede mængde af affald er reduceret fra godt 104 ton i 2002 til godt 48 ton i 2003, dvs. over en halvering. Fraktionen brændbart affalds store omfang i 2002 skyldtes bl.a. opsigelse af lejemål og deraf følgende fraflytning og oprydning, samt oprydning i forbindelse med afskedigede medarbejderes oprydning ved fratrædelse.

8.4 Indkøb

Der købes så vidt muligt miljømærkede produkter og anvendes miljøcertificerede leverandører ved nyerhvervelse af møbler, belysning, kontorartikler, papir, kontormaskiner, tryksager m.m. Der arbejdes løbende med at finde nye miljøvenlige produkter, jf. tabel 1.

Tabel 1. Indkøb af kontorartikler og inventar i Miljøstyrelsen 2003.

Produktgruppe Leverandør Miljøforhold (miljømærkning, Miljøcertificering e.a.)
Elartikler   Som deltager i A-klubben indkøber Miljøstyrelsen a-mærkede elartikler, hvor det er muligt
Kontormøbler Scan Office EMAS og ISO 14001
Rengøringsmidler Diversy – Lever Svanemærkede
Papir Cyclus Office Køber svanemærket genbrugspapir
Kontorartikler. Lyreco Der indkøbes i det omfang det er muligt udelukkende miljømærkede (svanemærkede) kontorartikler efter en fælles ministeriel aftale. Kontorartikler er pvc-fri
It-udstyr Fujitsu - Siemens Energimærke A og svanemærket udstyr. Endvidere er elkabler til It-udstyr nu pvc-fri. Se "elartikler".
Vask og vaskemidler Diversy - Lever Svanemærkede produkter
Kantinemad Eurest Økologisk mødeservering, mål for 50% økologisk kantinedrift, økologisk efteruddannelse af personalet m.m.

6.5 Arbejdsmiljø

Der er ikke i 2003 registreret sager om uheld uden eller med personskade, arbejdsulykker eller arbejdsbetingede lidelser, ligesom der ikke er registreret fravær på grund af arbejdsskader.

 



Version 1.0 Maj 2004, © Miljøstyrelsen.