Geografisk, teknologisk og tidsmæssig afgrænsning i LCA

Sammenfatning

Emnet for denne vejledning er den geografiske, teknologiske og tidsmæssige afgrænsning af produktsystemer i livscyklusvurderinger.

Formålet med livscyklusvurderinger er at vurdere miljøpåvirkningerne af at vælge ét produkt i stedet for et andet (eller vælge et bestemt produkt i forhold til et fravalg af dette produkt). Et sådant valg kan medføre ændringer af processer (og deres miljøpåvirkninger) overalt i produkternes livscyklus. For at få meningsfulde resultater af en livscyklusvurdering er det nødvendigt at identificere de berørte processer så præcist som muligt, både i forhold til geografi, tid og teknologi.

Denne vejledning indeholder tre procedurer, som supplerer hinanden og som kan bruges sideløbende eller iterativt:

  1. En procedure til at identificere de processer, der berøres af en ændring i efterspørgsel forårsaget af et valg mellem produkter.
  2. En procedure til at identificere de processer der berøres, når de systemer der vælges mellem, leverer mere end ét produkt og disse produkter ikke leveres i samme forhold af de forskellige systemer. Ved hjælp af proceduren modificeres systemerne således at de leverer de samme produkter i samme forhold. Proceduren er illustreret med eksempler, omfattende både genbrug af materialer og mere komplekse situationer med mange samprodukter fra en enkelt proces og systemer med flere processer, der hver har flere samprodukter.
  3. En procedure til at identificere fremtidige processer. Denne procedure omfatter en fastlæggelse af de dele af produktsystemerne der skal fremskrives, den nødvendige detaljeringsgrad af fremskrivningen og valg af fremskrivningsmetode. Forskellige metoder til fremskrivning og deres relevans i forskellige situationer beskrives.

Formålet med de tre procedurer er at reducere graden af tilfældighed under gennemførelsen af disse afgørende trin i en livscyklusvurdering. Procedurerne er lige så relevante for detaljerede, kvantitative livscyklusvurderinger som for forenklede livscyklusvurderinger (screeninger og “matrix-LCA'er”).

De tre procedurer forsøger alle at udpege konsekvenserne af et valg mellem produkter, hvilket indebærer en ændring i efterspørgsel. Derfor omfatter procedurerne brug af viden om markedsforholdene. Dermed udgør procedurerne et supplement til de traditionelle fremgangsmåder for afgrænsning i livscyklusvurderinger, hvor man som regel har været tvunget til at se bort fra de faktiske markedsforhold og i stedet anvende en række (implicitte eller eksplicitte) standardantagelser.

 



Version 1.0 December 2005, © Miljøstyrelsen.