Central sortering af dagrenovation

4 Forsøg og dataopsamling

Forsøgsperioden, som effektivt varede ca. 3 mdr., var opdelt i en "normal" daglig drift samt et antal egentlige testdage med deltagelse fra M&R DTU.

Både under den normale drift og på testdagene blev der opsamlet forsøgsdata. Anlægsændringer, optimeringsforsøg og andre "forstyrrende" tiltag blev lagt i den normale driftsperiode, hvorfor resultaterne herfra også har de største udsving.

Der blev afholdt fire testdage med M&R DTU's deltagelse, hver med behandling af ca. 8 - 12 tons affald. På disse dage blev det tilstræbt at anlægget havde samme konfiguration, for også at kunne spore evt. variationer i affaldets sammensætning.

4.1 Daglig procedure

Anlægget har været i drift på stort set alle hverdage i perioden 5/9 til 30/11 2003. Hver dag modtog anlægget ét læs dagrenovation indsamlet af Odense Renovation i enten områder med villa bebyggelse eller fra etageejendomme. Læssene havde en vægt på 6 – 12 tons, typisk ca. 8 tons, hvilket gav tid til oparbejdning, vejning, prøveudtagninger, oprydning mv. inden for en normal arbejdsdag. Affaldet blev typisk oparbejdet med én dags forsinkelse, da leveringen først skete sidst på formiddagen.

Alt affald blev indvejet over Fynsværkets / Odense Kraftvarmeværks normale brovægte og automatisk registreret på EDB.

Efter oparbejdningen blev de tre "små" fraktioner (storskrald, metal og oversize) manuelt vejet vha. palleløfter m. digital vægt. Herefter blev de tre fraktioner overført til containeren med rejekt. I den sidste halvdel af forsøget blev metal dog leveret til Uniscrap A/S. De tre store fraktioner blev udvejet over værkets brovægte og automatisk registreret på EDB inden de blev overført til forbrændingsanlægget. Vægten af de tre små fraktioner blev efterfølgende fratrukket vægten af rejektcontaineren. I en perioden blev biopulpen leveret til et lokalt biogasanlæg indtil en analyse gav mistanke om for højt kviksølvindhold. Senere analyser afkræftede dog denne mistanke.

For at få klare afgrænsninger mellem indput og output, blev der lavet en massebalance rapport for hvert 1 – 2 læs affald, hvilket svarede til den mængde outputcontainerne kunne rumme. Ud over registrering af de enkelte vægte blev vandtilsætning, el-forbrug og driftstid registreret med hver massebalance. Der er i alt lavet 30 massebalance registreringer, som tilsammen omfatter 383 tons tilført husholdningsaffald.

Opsamlingskaret for biopulp, under Dewaster enheden, rummer ca. 500 l. Hver gang den er fuld pumpes biomassen automatisk til transportcontaineren. Ved forsøget blev dette dog ændret, så udpumpningen foregik manuelt. Umiddelbart før hver udpumpning blev der udtaget ca. 1,5 kg. biopulp. Opsamlingskaret var fuldt omrørt af to bundsnegle, så den udtagne prøve var repræsentativ for den udpumpede mængde biopulp.

De udtagne prøver af biopulpen blev samlet i en spand og for hver afsluttet massebalance blev spanden kraftigt omrørt med elektrisk røreværk. Af de ca. 10 kg opsamlet prøve blev der udtaget en delprøve på ca. 1 kg til nedfrysning og referenceopbevaring. Evt. yderligere delprøver blev udtaget med henblik på analyse.

Nogle dage blev der tillige udtaget prøve af rejektet og der blev målt tørstofindhold på rejekt og biomasse (hurtigmåling på stedet), som hjælp til operatørens visuelle bedømmelse af driftsforholdene.

4.2 Affaldet

Hovedparten af affaldet stammer fra 10 forskellige områder i Odense. De 9 områder var varierende villabebyggelse, både nyere og ældre, mens den sidste var etagebyggeri i den indre by, hvor en stor del af affaldet blev opsamlet i 6 – 800 l containere. På én af de fire testdage kom affaldet fra et nyere område med etagebyggeri, hvor hovedparten af affaldet ligeledes var indsamlet i 6 – 800 l containere.

Visuelt og driftsmæssigt blev der ikke observeret den store forskel på om affaldet kom fra villa- eller etagebyggeri. Dog var der en tendens til at der var større fremmedlegemer i affald indsamlet i containere. F.eks. blev der konstateret fjernsyn, støvsugere og bildele mv. i disse læs, men procentvis udgjorde disse fremmedlegemer fortsat kun en meget lille del

Indholdet af aviser og ugeblade i affaldet var forholdsvist lavt, hvilket skyldes at der i Odense er husstandsindsamling for disse fraktioner. Den seneste undersøgelse [9] af sammensætningen af dagrenovation i Danmark bekræfter at mængden af genanvendeligt papir er signifikant mindre i husholdningsaffald i Odense end for landsgennemsnittet.

4.3 Fire specifikke testdage

M&R DTU har deltaget med prøveudtagning og forsøgsovervågning fire dage i løbet af perioden. To af dagene (28/10 og 18/11) blev kørt med husholdningsaffald fra ældre villaområder, mens de to andre dage (29/10 og 19/11) blev kørt med affald fra etagebyggeri.

4.3.1 Testprocedure

For hver af de fire testdage blev anlægget tømt for affald og der blev lavet en komplet massebalance samt registreret forbrug af el, vand og drifttid.

Der blev udtaget prøver af de tre "store" fraktioner (biopulp, rejekt og sigterest). For at kunne vurdere variationen i affaldet i forhold til variationen mellem de enkelte testdage og boligtyper blev der udtaget ét sæt prøver for den første halvdel af det behandlede affald og ét sæt for den anden halvdel (formiddag og eftermiddag) i alt 8 prøver af hver fraktion.

Prøvetagningen af biopulp foregik på samme måde som på de øvrige driftdage. Hver gang opsamlingskaret under Dewaster enheden var fuldt blev der udtaget ca. 1,5 kg. biopulp, herefter blev biopulpen pumpet ud i transportcontaineren. Opsamlingskaret var fuldt omrørt af to bundsnegle, så den udtagne prøve var repræsentativ for den udpumpede mængde biopulp. Prøverne blev samlet i en spand og omrørt grundigt med elektrisk røreværk. Af denne samleprøve blev der udtaget et antal delprøver á ca. 1 kg. (Referenceprøve til fryser, prøve til eksternt laboratorium for bestemmelse af miljøfremmede stoffer og tungmetaller, prøve til Elsams laboratorium, bl.a. til bestemmelse af grundstofsammensætning (denne prøve blev dog senere sendt til M&R DTU og analyseret i Sverige), prøve til M&R DTU, bl.a. til bestemmelse af ernæringsparametre).

Rejektet fra Dewaster enheden blev løbende transporteret af en snegl ud til en transportcontainer. Ved udløbet af sneglen blev der for hver 15 min. udtaget ca. 1 liter prøve. prøverne blev opsamlet i en spand med låg for at undgå fordampning. Den samlede prøve blev blandet grundigt og et antal delprøver blev udtaget. (Prøve til Elsams laboratorium, bl.a. til bestemmelse af grundstofsammensætning (denne prøve blev dog senere sendt til M&R DTU og analyseret i Sverige), prøve til M&R DTU, bl.a. til bestemmelse af "ernærings"-parametre).

Sigteresten blev løbende transporteret af et bånd til en skakt, hvor det faldt ned i en pressecontainer. I skakten var det monteret en låge for prøveudtagning. Da denne fraktion bestod af store inhomogene emner var det nødvendigt med en væsentligt større prøve end for de andre fraktioner, for at få retvisende analyser. Der blev udtaget ca. 100 kg jævnt fordelt over testperioden (50 kg formiddag + 50 kg eftermiddag). Prøverne blev i første omgang opsamlet i 1 m3 storsække og efterfølgende neddelt i en finsnitter til ca. 2 X 5 cm. En delmængde af det neddelte materiale blev løbende udtaget og efterfølgende blandet grundigt. Fra denne delmængde blev et antal delprøver udtaget til analyse. (Prøve til Elsams laboratorium, bl.a. til bestemmelse af grundstofsammensætning (denne prøve blev dog senere sendt til M&R DTU og analyseret i Sverige), prøve til M&R DTU).

For hver testdag blev der således udtaget to sæt prøver (formiddag + eftermiddag) af biopulp, rejekt og sigterest.

Der var på de fire testdage ingen egentlige driftsforstyrrelser, dog betød et defekt stik at sneglesigten på én af dagene (18/11) blev overfyldt og funktionen derfor ikke var optimal. Dette resulterede i en større mængde sigterest end på de øvrige dage. Udbyttet af biopulp blev dog ikke påvirket synligt.

Af nedenstående tabel ses de behandlede mængder på testdagene samt indsamlingsområderne.

Tabel 1 Dagrenovation på testdage.

Dato Mængde ID Affaldstype Indsamlingsområde
28/10 7.460 M018 Ældre villa Munkebjerg / Kragsbjerg
29/10 11.720 M019 Nyere etage Blangstedgård
18/11 6.340 M025 Ældre etage Odense C
19/11 7.820 M026 Ældre villa Åløkke - Tarup

4.3.2 Analyseprogram

Analyseprogrammet er fastlagt i samråd med M&R DTU og ELSAM, for dels at kunne efterprøve de opstillede målsætninger for projektet og dels for at gøre resultaterne sammenlignelige med tidligere undersøgelser af behandlingsanlæg for kildesorteret affald.

Tabel 2 Analyseplan

Fraktion Analyser Laboratorium
Biomasse Tørstof, Kvælstof, Fosfor, Bly, Cadmium, Krom, Kobber, Kviksølv, Nikkel, Zink, NPE, PAH, DEHP, LAS.
Efter slambekendtgørelsens regler.
AnalyCen /
Eurofins
  Tørstof, VS, Foderstofanalyse, Brændværdi, Klor, Kalium, Svovl, Tungmetal screening, Primære grundstoffer. M&R DTU / SLU / DLG
Rejekt Tørstof, VS, Foderstofanalyse, Brændværdi, Klor, Kalium, Svovl, Tungmetal screening, Primære grundstoffer. M&R DTU / SLU / DLG
Sigterest Tørstof, VS, Foderstofanalyse, Brændværdi, Klor, Kalium, Svovl, Tungmetal screening, Primære grundstoffer. M&R DTU / SLU / DLG
Storskrald Ingen  
Metal Ingen  
Oversize Ingen  

Ud over analyserne på testdagene er der udført et antal tørstofbestemmelser på rejekt og biomasse og foretaget kontrolanalyser for tungmetaller og miljøfremmede stoffer på biomassen.

I en periode efter forsøgets afslutning vil referenceprøver blive opbevaret på frost til evt. senere verifikation eller yderligere analyser.

4.4 Forsøg på IBUS anlægget

IBUS projektet, som dette projekt er udført parallelt med, går kort fortalt ud på at fremstille ethanol ud fra bl.a. halm og husholdningsaffald. Som et indledende forsøg i IBUS projektet er det undersøgt om det er muligt at hydrolysere halm ved højt tryk og temperatur i en kontinuert proces. Hertil er der opbygget et forsøgsanlæg, som var placeret i umiddelbar nærhed af Dewaster anlægget.

IBUS anlægget er blevet testet med rejekt og sigterest fra Dewaster forsøget for at undersøge om det gav mekaniske problemer at hydrolysere fibermaterialet i disse fraktioner under tilstedeværelse af store mængder plast. Der viste sig ingen mekaniske vanskeligheder under de kørte forsøg. Dog er der ikke foretaget egentlige hydrolyseringsforsøg. En nærmere gennemgang af forsøgene ligger uden for denne rapports afgrænsning, ligesom forsøgene ved rapportens udarbejdelse ikke var afsluttet. Den umiddelbare vurdering er at rejekt og sigterest fraktionerne ikke er egnede i IBUS anlægget.

Referencer:


[9] Miljøprojekt nr. 868, 2003 "Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering"

 



Version 1.0 August 2004, © Miljøstyrelsen.