Hurtigmetoder til screening for coliforme bakterier og E .coli i drikkevand

1 Formål

Formålet med projektet har været at skabe baggrunden for, at Miljøstyrelsen kan godkende en eller flere screeningsmetoder til kvalitativ påvisning af coliforme bakterier hhv. specifikt E. coli. Screeningsmetoderne skal være hurtigere og/eller mere følsomme end den hidtidige af Miljøstyrelsen angivne metode, DS 2255.

De afprøvede kvalitative metoder skal ikke erstatte de(n) til enhver tid af Miljøstyrelsen angivne kvantitative metode(r), men det er intentionen at få valideret hurtigmetoder, der kan anvendes i forureningssager til at identificere årsagen til forurening og dermed til kildeopsporing.

Som udgangspunkt for afprøvningen er valgt metoder, der:

  • er beskrevet i international litteratur og har opnået internationale godkendelser hos EPA (US Environmental Protection Agency)

og

  • er kommercielt tilgængelige i Danmark.

Afprøvningen er begrænset til en afprøvning med dansk drikkevand af varierende kvalitet samt naturlige prøver podet med bakterier, der kan henregnes til hhv. non-coliforme bakterier, coliforme bakterier og specifikt E. coli.

Metoderne skal kunne anvendes af akkrediterede laboratorier samt eventuelt af driftslaboratorier på vandværkerne.

Fordelen ved at Miljøstyrelsen godkender en screeningsmetode til brug på forskellige laboratorier er, at undgå "hvert laboratorium sin metode", hvilket vil give risiko for en vis forvirring i fortolkning af og opfølgning på resultater.

Såfremt andre producenter, leverandører eller laboratorier ønsker at anvende en anden metode end de her angivne skal ansøgning indsendes til Miljøstyrelsen jf.

den til enhver tid gældende kvalitetsbekendtgørelse (Kvalitetsbekendtgørelsen, 1997).

 



Version 1.0 Juli 2004, © Miljøstyrelsen.