Forenkling af kommunale affaldsregulativer fase 2: Konkrete forslag til regulativtekst

1 Formål

Fase 2 har til formål at opstille konkrete forslag til regulativtekster i en stringent struktur, der kan anvendes af alle landets kommuner, og som sikrer aktørerne let gennemskuelige og sammenlignelige affaldsregulativer.

Det skal understreges, at projektet (jf. udbudsmaterialet) ikke i sig selv har til formål at indskrænke den enkelte kommunes muligheder for selv at tilrettelægge affaldshåndteringen. Projektteamet har dog forudsat, at der kan foretages funktionelle og strukturelle forenklinger i de kommunale regulativer inden for rammerne af dette projekt.

Rammerne har krævet en kontinuert afvejning af mulighederne for at forenkle regulativsystemet i forhold til at fastholde kommunernes muligheder for selv at tilrettelægge affaldshåndteringen.

Rammerne og forudsætningerne for projektet er diskuteret i afsnit 4 - Forudsætninger for forenkling af affaldsregulativer.

Det andet formål med Fase 2 har været, at udarbejde en struktur og et forslag til et internetbaseret modul (Modul 2), hvor den ansvarlige kommunale medarbejder via et enkelt og brugervenligt værktøj har adgang til at udarbejde, redigere og offentliggøre de regulativer, som kommunalbestyrelsen har godkendt.

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.