Forenkling af kommunale affaldsregulativer fase 2: Konkrete forslag til regulativtekst

2 Proces

Projektet har forløbet over perioden 1. januar 2004 til 31. maj 2004.

De tidsmæssige rammer for projektets gennemførelse har været særdeles snævre. Projektet har afdækket mange komplicerede forhold, herunder en række omtvistede juridiske uklarheder med betydning for de kommunale affaldsregulativer Dette for denne fase af projektet betydet, at tilbundsgående drøftelser af de mange komplicerede spørgsmål ikke har været mulig.

Endvidere er andre af Miljøministerens Arbejdsgruppes projekter under udarbejdelse og resultater herfra, vil skulle indarbejdes i regulativteksterne.

Projektet er udført af Rambøll og advokatfirmaet Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partner. Som ekstern kritiker har været tilknyttet dr. jur. Per Pagh, Københavns Universitet. Som det vil fremgå af nærværende rapport, har der ikke altid været konsensus mellem projektteamet og den eksterne kritiker om fortolkningen eller konsekvenserne af visse problemstillinger. I de tilfælde er de forskellige synspunkter angivet i rapporten.

Som en del af processen i Fase 2 er der med udgangspunkt i udbudsmaterialets præmisser gennemført en analyse og en screening af en række problemstillinger relateret til de kommunale regulativer, herunder muligheder og barrierer for forenkling. Analysen blev foretaget med udgangspunkt i to forhold:

  • De centrale bestemmelser, der i dag findes for udarbejdelse af regulativer
  • En systematisk gennemgang af udvalgte affaldsregulativer

Analysen, der blev gennemført parallelt med Fase 1, medførte følgende anbefalinger, der blev præsenteret på en workshop den 5. marts 2004 med deltagelse af miljøministerens arbejdsgruppe samt repræsentanter fra kommune-, transportør- og behandlersiden:

  • Der må og skal kun udarbejdes to regulativer i hver kommune: Et regulativ for husholdninger og et regulativ for erhverv.
  • Hvert regulativ opbygges af en generel del og en særlig del, der beskriver de enkelte ordninger. I det omfang, det er muligt, tilstræbes ens opbygning og formulering af regulativerne for henholdsvis husholdninger og erhverv.

Disse anbefalinger blev fuldt ud bakket op af deltagerne på workshoppen. På workshoppen var der endvidere enighed om, at standardisere regulativernes indholdsfortegnelse, samt at fastsætte en række definitioner centralt i Affaldsbekendtgørelsen.

Workshoppen viste også et fortsat behov for at afklare grænsefladerne mellem indholdet i Affaldsbekendtgørelsen og regulativerne – samt en afgrænsning i forhold til kommunens informationsmateriale. En række specifikke kommentarer fra deltagerne i workshoppen fremgår nedenfor:

  1. Det påskønnes, at der er muligheder for fritekst i visse regulativtekster, idet kommunerne finder det vigtigt, at tilpasse indholdet i regulativerne til lokale forhold.
  2. Det påskønnes, at der strammes op på strukturen, således at regulativer udarbejdes inden for en standard.
  3. Lovgivningen skal fortsat afspejles direkte i indholdet i regulativet. Mange elementer vil ikke kunne fjernes fra regulativerne, med mindre man barberer kravene i Affaldsbekendtgørelsen væsentligt ned.
  4. Det er vigtigt, at de standardregulativer, der udarbejdes, er meget operationelle, kortfattede og nemme at bruge og omsætte i praksis.
  5. Forenklingsprocessen bør ske igennem dialog og vejledning. Ikke udelukkende som firkantede lovkrav. Dialog og vejledning er altid det mest fremmende for at noget bliver en succes. Aktørerne ser gerne en fortsat dialog, når mere konkrete forslag foreligger.
  6. Flere aktører nævnte, at regulativteksterne i sig selv ikke er det største problem – det er den uens håndhævelse af bestemmelserne, der volder de største problemer.

Ovenstående anbefalinger er efter workshoppen blevet inddraget i det videre arbejde med såvel dispositionen for regulativerne, som de konkrete regulativtekster.

Kortlægningen i fase 1 af de centralt fastsatte krav og bestemmelser, identificerede en række bestemmelser, hvor der i dag er uklarheder i lovgrundlaget og som har stor betydning for det indhold, der skal afspejles i de kommunale regulativer. Uklarhederne er i størst muligt omfang synliggjort og kommenteret, således at det videre arbejde med forenkling af de kommunale affaldsregulativer gøres nemmere.

Det fremgår af teksten i afsnit 6 – Kommenterede regulativtekster - husholdninger og afsnit 7 – Kommenterede regulativtekster - erhverv, hvor der er behov for en sådan stillingtagen. Der er foretaget en juridisk vurdering og diskussion af uklarhederne. Hvor det har været muligt, er der på det foreliggende grundlag - givet anbefalinger til det videre arbejde. Derved tegner der sig et billede af, hvor der er behov for ændringer i Affaldsbekendtgørelsen og Miljøbeskyttelsesloven. Forslag til ændringer hertil fremgår af Fase 3 rapporten.

På workshoppen den 5. marts 2004 blev en første version af strukturen og funktionaliteten i et internetbaseret værktøj til udarbejdelse af regulativer (Modul 2) præsenteret. Efter workshoppen er der parallelt med udarbejdelsen af forslag til regulativtekster også arbejdet videre med strukturen og funktionaliteten i Modul 2. Dialog med aktørerne vil være en vigtig parameter for en smidig implementering af det ændrede regelsæt. Alle aktører har derfor siden workshoppen den 5. marts 2004 haft mulighed for at følge med i og deltage i arbejdsprocessen på projektets hjemmeside www.affaldsdata.dk.

Projektteamet har kunnet konstatere, at der ikke via projektets hjemmeside i projektforløbet er fremkommet konkrete forslag fra brugerne. Dette kan skyldes tidsrammen for projektet, og at denne form for interaktion under et projektforløb er relativ ny.

Der blev afholdt styregruppemøder den 30. januar 2004, den 26. marts 2004 samt den 18. maj 2004.

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.