Forenkling af kommunale affaldsregulativer fase 2: Konkrete forslag til regulativtekst

9 Modul 2 – Værktøj til kommunale regulativer

9.1 Funktionalitet
9.2 Administration

Dette afsnit beskriver struktur og eksempler på regulativtekst til et modul (Modul 2), der giver kommunen mulighed for at udarbejde regulativer. Struktur og tekstforslag er indarbejdet i en testversion af et Internetbaseret modul. De endelige tekster kan først udformes, når det reviderede lovgrundlag foreligger.

Modul 2 kan ses på: www.affaldsdata.dk/regulativer/modul2:regulativ

Såfremt der stilles krav i Affaldsbekendtgørelsen, kan der åbnes mulighed for, at der i samme arbejdsgang foretages en indberetning af, hvilke ordninger og affaldsfraktioner, der er omfattet af regulativet.

Det skal bemærkes, at det i Modul 2 ikke er muligt at sikre, at indholdet i friteksterne er i overensstemmelse med gældende lov. I tekstforslagene afsnit 6 og 7 er anvendelsen af fritekster derfor søgt minimeret.

9.1 Funktionalitet

Det er nødvendigt at logge ind, for at bruge Modul 2. Til testformål er der oprettet følgende bruger:

Brugernavn: kbh
Adgangskode: kbh

Brugernavnet styrer det kommunenavn, der optræder i regulativerne. For testbrugeren vil der stå Københavns Kommune. Brugeren får herefter adgang til en forside, der viser de regulativer, der aktuelt er registreret i systemet. For henholdsvis husholdninger og erhverv kan der optræde regulativer med følgende status:

  1. Åbent (0 eller 1): et regulativ, hvor brugeren frit kan ændre i valgmuligheder og fritekster.
  2. Til godkendelse (0 eller 1): Regulativet er overdraget kommunalbestyrelsen til godkendelse. Regulativet kan ikke ændres, men det er muligt at genåbne et regulativ, der er mærket "Til godkendelse".
  3. Godkendt (0 eller 1): Det aktuelt gældende regulativ, der er offentligt tilgængeligt via systemets modul 3. Det er ikke muligt at ændre i et godkendt regulativ.
  4. Lukket (vilkårligt antal): Godkendte regulativer, der ikke længere er gældende.

Når et regulativ med status "Til godkendelse" bliver mærket, som godkendt af brugeren, vil det godkendte regulativ blive gemt som "Lukket" og erstattet af det nye, godkendte regulativ, der automatisk overføres til Modul 3.

Hvis der ikke optræder regulativer med status 1 eller 2, er der mulighed for at oprette et nyt regulativ, der så får status 1. Ved oprettelse af et nyt regulativ, kan brugeren vælge:

  1. Om regulativet skal gælde for Husholdninger eller Erhverv
  2. Hvilke af de frivillige ordninger, der skal indgå i regulativet

Via en indholdsfortegnelse kan brugeren herefter klikke sig ind et enkelt afsnit eller vælge at få hele regulativet vist på skærmen, hvor der så er adgang til at redigere valgmuligheder og fritekster. Regulativet kan udskrives til printer.

9.2 Administration

Modul 2 er opbygget i et såkaldt Content Management System (CMS), hvor det aktuelle indhold på siden er lagret i en database. CMS har indbygget en brugerflade, så systemets administrator kan tilføje, opdatere og slette afsnit i standard regulativerne, herunder tilføje, opdatere og slette ordninger.

Administrator vil også have mulighed for at flytte afsnit mellem de tre typer:

  • obligatoriske standardtekster
  • valgmuligheder
  • fritekster

Ændringer vil ikke påvirke regulativer med status "Godkendt" og "Lukket", men vil automatisk slå igennem på alle andre regulativer. Alle kommuner får automatisk besked, når der ændres i udformningen af standard regulativerne.

Vurdering af omkostninger til etablering, drift og vedligehold vil fremgå af fase 4 rapporten.

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.