Model for affaldsdata

3 Resultater

Hovedprincippet i den valgte løsningsmodel er, at data kun skal indberettes én gang til en central database, hvor alle databrugere kan hente de oplysninger, de skal bruge. Brugerne vil via password kun have adgang til oplysninger, der er relevante for lige netop dem. Det skal ikke være tilladt for databrugerne at indhente oplysninger om kilde, fraktion, behandlingsform og mængder udenom datamodellen.

Der bør dog nok indarbejdes mulighed for, at der kan kræves yderligere og/eller supplerende oplysninger – og eventuelt bekræftelse på oplysninger, der ikke allerede er bekræftet, hvor dette undtagelsesvis konkret er nødvendigt af tilsyns- og/eller kontrolhensyn.

Datamodellen skal opfylde en række krav, som dels er identificeret i udbuds- og tilbudsmaterialet, dels er identificeret på baggrund af input fra aktørerne. Derudover skal modellen som minimum være i overensstemmelse med de registreringskrav, der stilles til affaldsproducenter, transportører og affaldsbehandlere i Rammedirektivet for Affald og Direktivet for farligt affald. Det bemærkes, at disse direktiver er såkaldte minimumsdirektiver. Danmark kan derfor godt indføre bestemmelser, der er mere vidtgående end foreskrevet i Direktiverne. Her er der valgt at tage udgangspunkt i direktivernes minimumskrav.

Forslag til ændringer til hhv. Affaldsbekendtgørelsen og anden regulering tager udgangspunkt i de minimumskrav som er identificeret i fase 1 rapporten og følger af løsningsforslaget, som det er beskrevet i fase 3 rapporten.

Resultater fra fase 4:

  • Konkrete forslag til behov for ændringer i Affaldsbekendtgørelsens regler om registrering og indberetning af data
  • Eventuelle forslag om ændringer i anden regulering

3.1 Affaldsbekendtgørelsen

Som nævnt er hovedprincippet i den valgte løsningsmodel, at data kun skal indberettes én gang til en central database, hvor alle databrugere kan hente de oplysninger, de skal bruge og har adgang til. Det skal ikke være tilladt for databrugerne at indhente oplysninger om kilde, fraktion, behandlingsform og mængder udenom datamodellen. Der skal et passende sted, fx i eller i forlængelse af §15 eller §16, indarbejdes en bestemmelse, der fastsætter dette.

3.1.1 Definitioner

§3

Det vil være nærliggende, at der skal foretages ændringer i §3 med henblik på at indføje definitioner i nødvendigt omfang, fx af de forskellige typer aktører.

3.1.2 Planlægning

§8

Det kan overvejes, om indberetningspligten til Miljøstyrelsen helt eller delvist måtte blive overflødig, fordi Miljøstyrelsen selv kan hente de pågældende data i den centrale database.

3.1.3 Registrering af transportører

§12

Det forudsættes i løsningsforslaget til datamodel, at der oprettes et centralt register [1] over dels virksomheder, der transporterer affald fra A til B og dels virksomheder, der foretager indsamling af affald, jf. definitioner i projektet om Transportører og mæglere. §12 skal tilpasses til denne situation og koordineres med den ændrede formulering af §15, som vedrører, hvem der har hvilke registrerings- og indberetningspligter i relation til datamodellen.

§13

Det forudsættes i løsningsforslaget til datamodel, at virksomheder, som udelukkende transporterer ikke-farligt affald fra A til B ikke skal være omfattet af registreringspligt. Virksomheder som foretager indsamling af affald vil være omfattet af kapitel 4, Informationssystem for Affald og Genanvendelse. §13 skal tilpasses denne situation.

§14

Som følge af Affaldsrammedirektivet og Direktivet om farligt affald, er det et krav, at virksomheder som transporterer farligt affald, skal føre et register over dette affald. Det følger af direktiverne, at transportørerne skal "...føre et register med angivelse af mængde, art og oprindelse, samt hvor dette er relevant, bestemmelse, indsamlingshyppighed, transportform og behandlingsmetode...".Registret skal opbevares i mindst 12 måneder og dokumentation for, at håndteringen er foretaget skal kunne forelægges på anmodning [2]. Det er ikke forudsat i løsningsforslaget, at disse oplysninger skal indberettes til datamodellen. §14 skal tilpasses denne situation.

3.1.4 Informationssystem for Affald og Genanvendelse, ISAG

§15 og §16

Det forudsættes i løsningsforslaget til datamodel, at den nuværende liste over registrerings- og indberetningspligtige virksomheder skal udvides i forhold til det nuværende kapitel 7 i Affaldsbekendtgørelsen. Såfremt der sker de fornødne ændringer i det nuværende bilag 7 (registrerings- og indberetningspligtige virksomheder) og det nuværende bilag 8 (forskrifter for registrering og indberetning), kan den udformning af §15 og §16, stk. 1 bibeholdes med de fornødne konsekvensrettelser.

§17

Der er i det foreslåede løsningsforslag ikke taget stilling til, hvor ofte (dagligt, kvartalsvist, årligt) og hvordan (fx henvisning til bilag, der beskriver den hjemmeside, hvor virksomhederne kan registrere, godkende og indberette oplysninger)de enkelte aktører i praksis skal foretage registrering og indberetning til datamodellen. Når dette ligger fast skal §17 tilpasses den valgte løsning.

3.1.5 Affaldsproducenter

§18

Det ligger i det foreslåede løsningsforslag, at en række oplysninger om virksomheders affaldsproduktion, vil blive registreret via affaldsmodtageres og slutbehandleres indberetninger af oplysninger med P-nummer. Der er således ikke behov for, at disse virksomheder fører et Stamkort over deres affaldsproduktion.

Der er imidlertid et krav fra Affaldsrammedirektivet og Direktivet om Farligt affald om, at producenter af farligt affald fører et register over dette. Tilsvarende kan der være miljømæssige, såvel som EU- retlige argumenter for at Affaldsproducenter skal registrere og indberette disse oplysninger. I modellen løses dette ved et "selvangivelsessystem", hvor affaldsproducenten skal godkende de oplysninger, som er registreret om virksomheden i systemet. Dermed lægges ansvaret for korrekte data hos affaldsproducenten.

§18 skal tilpasses det foreslåede forslag, sådan at det fremgår at nærmere definerede affaldsproducenter, skal godkende oplysninger. Disse affaldsproducenter kunne fx afgrænses til virksomheder, som svarer til den nuværende bekendtgørelses anmeldelses- og godkendelsespligtige virksomheder, samt alle producenter af farligt affald.

§19

Skal tilpasses det valgte løsningsforslag, således af paragraffen beskriver, hvordan og hvornår godkendelse af de registrerede oplysninger skal ske.

3.1.6 Oplysninger om import og eksport af grønt affald

§20

Det ligger i det foreslåede løsningsforslag, at eksportører af affald, skal betragtes som slutbehandlere. Disse virksomheder vil dermed være omfattet af registrerings- og indberetningspligt på lige fod med andre virksomheder på listen over slutbehandlere. §20 vil derfor være overflødig og bør udgå.

3.1.7 Regulativpligt

§26

Det kan eventuelt blive relevant med ændringer vedrørende nr. 1, 10 og 11 - specielt hvis der fastsættes generelle bestemmelser om sådanne oplysninger mv., som derfor ikke skal være afhængige af, og formentlig heller ikke behøver at blive gentaget i hvert enkelt affaldsregulativ.

§31

Der må forventes behov for ændringer vedrørende nr. 2 og 3, da oplysningerne vil gå til det centrale register. Det må også overvejes om nr. 7 skal ændres afhængig af, hvorledes man vil udforme regelsættene om, hvordan affaldstransportørerne får deres oplysninger.

I øvrigt skal det nærmere afklares om der er hjemmel til §31.

§33, stk. 3

Pålægger kommunalbestyrelsen at optage bestemmelser i regulativ om at der skal føres stamkort efter §18. Ifølge det foreslåede løsningsforslag vil affaldsproducenters forpligtelser være dækket af andre paragraffer og §33, stk. 3 bør derfor udgå

3.1.8 Oplysningspligt

§46

Af tilsynshensyn foreslås bestemmelsen som udgangspunkt at være uændret.

§47

De berørte virksomheder vil svare til løsningsforslagets affaldsmodtagere og slutbehandlere. Bestemmelsen indeholder en forpligtelse til, at disse virksomheder skal kunne afgive alle oplysninger [3] om modtaget affald, herunder oplyse om affaldsproducenten. Kravene i bestemmelsen burde fremover være dækket af datamodellen, hvormed bestemmelsen kan udgå – Dog er der i stk. 2 og 3 særlige bestemmelser vedr. emballageaffald, som skal overvejes nærmere.

§48

Oplysninger som bestemmelsen henviser til burde være dækket ind via det foreslåede løsningsforslag til datamodel. Bestemmelsen kan derfor udgå eller alternativt ændres, så det kun er Miljøstyrelsen, der kan indhente oplysningerne. Det kan være hensigtsmæssigt, at opretholde bestemmelsen ud fra kontrolhensyn. Hvis der ikke er mulighed for nærmere at kontrollere de oplysninger, der indberettes, svækker dette systemet væsentligt.

3.1.9 Farligt affald

§50, § 51 og §52

Bestemmelserne pålægger producenter af farligt affald at anmelde dette til kommunalbestyrelsen og efter anmodning fremlægge dokumentation for korrekt klassificering. Bestemmelsen burde i princippet blive overflødig som følge af den foreslåede datamodel. Der kan dog være tilsyns- og miljømæssige hensyn som gør at bestemmelserne bør bibeholdes.

§53

Bestemmelsen vil være overflødig som følge af det foreslåede løsningsforslag, jf. bemærkning under §18, og bestemmelsen kan derfor udgå.

3.1.10 Kommunalbestyrelsens indberetningspligt for farligt affald

§61

Det bør overvejes om bestemmelsen som udgangspunkt skal stå uændret eller om den fremover vil være dækket ind af datamodellen.

3.1.11 Strafbestemmelser

Relevante strafbestemmelser skal konsekvensrettes som følge af den nye datamodel. Fx §64, stk. 1 nr. 8 og 9, som bliver overflødige, hvis §§ 18 og 19 udgår.

3.1.12 Indberetningspligt til ISAG

§73

Bestemmelsen fastlægger, hvornår der første gang skulle indberettes efter den (dengang) nye ISAG. Der bør være en tilsvarende overgangsbestemmelse for den nye datamodel.

3.1.13 Bilag 7

Listen over indberetningspligtige virksomheder skal tilpasses det foreslåede løsningsforslag.

3.1.14 Bilag 8

Forskrifter for registrering og indberetning til ISAG skal tilpasses det foreslåede løsningsforslag.

3.1.15 Bilag 9

Bilaget foreskriver hvordan indberetningspligtige virksomheder til det nuværende ISAG, skal anmelde sig til Miljøstyrelsen. Bestemmelser herom skal enten indarbejdes i bekendtgørelsens direkte bestemmelser om datamodellen eller bilaget skal tilpasses det foreslåede løsningsforslag.

3.1.16 Bilag 12

Bilaget beskriver forskrifter for det nuværende indberetningsformat STANDAT. Det ligger i det foreslåede løsningsforslag, at registreringer og indberetninger skal ske via en internetbaseret brugerflade, hvor det er tilladt at anvende en række forskellige filformater, fx STANDAT, kommaseparerede tekstfiler, regneark, XML- filer mv. Bilag 12 skal derfor konsekvensrettes i henhold hertil.

3.1.17 Bilag 13 og 14, samt ændringsbekendtgørelse 1096

Bilaget beskriver forskrifter og definitioner for registrering og indberetning af affaldsproducenters oplysninger på Stamkortformat i henhold til §§ 18 og 19. Med det foreslåede løsningsforslag vil bilag 12, 13 og ændringsbekendtgørelse 1096 være overflødige og skal udgå/ophæves.

3.2 Miljøbeskyttelsesloven

Der er ikke umiddelbart behov for at ændre Miljøbeskyttelsesloven for at gennemføre den foreslåede indberetningsmodel.

§ 44, stk. 1, må således formodes, at indebære fornøden hjemmel til bestemmelserne om første affaldsmodtager og om slutbehandler.

For så vidt angår pligten til, at alle transportører skal lade sig registrere, må det formodes at kunne opnås, også med hjemmel i § 44, stk. 1, nemlig derved at en virksomhed har pligt til kun at overlade sit affald til en registreret og i visse tilfælde godkendt aktør. Tilsvarende må kunne anføres med hensyn til at overlade affaldet til godkendte slutbehandlere i det omfang, disse ikke i sig selv er omfattet af godkendelsesbestemmelser som sådan.

§ 44, stk. 1, må også formodes at kunne danne grundlag for dataregistrering hos producenter af farligt affald og hos transportører af farligt affald.

Det kan muligvis være lidt mere tvivlsomt, om der er en tilstrækkeligt klar hjemmel med hensyn til dataansvar hos affaldsproducenterne i form af krav om godkendelse af data fra visse virksomheders side.

Formentlig vil forholdet kunne være omfattet af § 45, stk. 2 nr. 4, men dette kræver, at der er tale om et led i den kommunale affaldsordning, og dermed som udgangspunkt kræver, at det fastsættes i de lokale regulativer, selv om det kan ske på centralt grundlag.

Der er dog eventuelt behov for ændring af straffehjemmelen.

Som modellen skal fungere, bliver det således et centralt moment, at oplysningerne skal kunne kræves indberettet i edb-læsbar form. Denne pligt er hjemlet i miljøbeskyttelseslovens § 45a.

§ 45a blev indsat i loven for at sikre en utvetydig hjemmel, idet der var blevet rejst tvivl om, hvorvidt man kunne stille krav om, at indberetningerne skulle ske i en sådan bestemt form.

Miljøbeskyttelseslovens straffehjemmel i § 110, stk. 3, omfatter imidlertid ikke § 45a.

Der kan derfor rejses tvivl om, hvorvidt der er fornøden hjemmel til at straffe for manglende overholdelse af pligterne til edb-baseret indberetning.

I den gældende affaldsbekendtgørelse er der indgivet strafsanktion for manglende indberetning til ISAG. Hjemmel herfor kan dog være tvivlsom - også henset til, at § 45a netop blev indføjet for at afbøde tvivl om hjemmelsgrundlaget.

Specielt når det drejer sig om straf, er det væsentligt, at der er tilstrækkeligt klar og utvetydig hjemmel til strafsanktion. Henset til, at edb-indberetningerne fremover bliver et meget centralt led i hele systemet, taler dette for, at tilvejebringe en tilstrækkeligt klar hjemmel til at straffe manglende opfyldelse af sådanne bestemmelser.

3.3 Andre bekendtgørelser

Ud over ændringer i affaldsbekendtgørelsen kan det eventuelt også blive relevant med ændringer i andre bekendtgørelser. Det må fx. overvejes, om der skal foretages ændringer i bekendtgørelsen om deponeringsanlæg § 20 med hensyn til de registreringer, som modtageanlægget skal foretage, idet reglerne herom skal være afstemt med modellen.

Det fremgår af den nugældende regel, at affaldsdeponiet skal registrere oprindelse, herunder producent. Dette må forudsætte, at producentens identitet følger affaldet, selv om det i den beskrevne model ikke er forudsat, at producentens identitet skal indberettes fra modtageanlægget.

Der kunne også være betænkelighed knyttet til, at producentens identitet skal følge affaldet, da eventuelle oplysninger, som måtte have fortrolig karakter, herved kommer til manges kundskab, jfr. bemærkningerne herom i det juridiske notat i bilag A.


Fodnoter

[1] Jf. artikel 12 i Affaldsrammedirektivet, som foreskriver at ".. virksomheder, der som erhvervsmæssig aktivitet varetager indsamling og transport af affald, eller ...., skal, såfremt de ikke skal have en godkendelse, registreres hos de kompetente myndigheder."

[2] Som nævnt er dette krav, der som minimum skal opfyldes i henhold til direktiverne.

[3] Herunder oplysning om affaldstype, fraktioner og mængder, samt for farligt affald tillige affaldskatalogkode.

 



Version 1.0 Oktober 2004, © Miljøstyrelsen.