Evaluering af grønne lokale og regionale netværk med deltagelse af myndigheder og virksomheder

4 Grønne netværk, hvor virksomheder og myndigheder er aktive, men som ikke er lokale / regionale netværk

Følgende er en bruttoliste over de netværk, der er blevet identificeret under screeningen, hvor både virksomheder og myndigheder er aktive i netværket, men som ikke er lokale / regionale netværk.

4.1 Miljøforum Danmark

Miljøforum Danmarks idegrundlag er at fremme samarbejdet mellem offentlige myndigheder og virksomheder om forebyggende miljøarbejde. Miljøforum Danmark er de danske miljønetværks netværk. Miljøforum Danmark skaber rammer for samarbejde mellem de danske netværk, men står også til rådighed for det enkelte netværk med den viden og de erfaringer, Miljøforum Danmark er i besiddelse af. Derved støttes de enkelte netværk i deres daglige arbejde og i deres udviklingsarbejde. Miljøforum Danmark blev etableret i 1997 og er i en forsøgsperiode blevet finansieret af Miljøstyrelsen. Forsøgsperioden er dog ved at være slut. Sekretariatet for Miljøforum Danmark er placeret i Vejle Amt sammen med sekretariatet for Green Network.

4.1.1 Formål med netværket

Miljøforum Danmarks formål er :

  • At opbygge en organisation og et sekretariat, der sætter Miljøforum Danmark i stand til at udføre sine strategier.
  • At skabe rammer for en erfaringsudveksling mellem de danske miljønetværk.
  • At skabe rammer for informationsformidling mellem de danske miljønetværk.
  • At møde spirende netværk og understøtte dem med de erfaringer, Miljøforum Danmark er i besiddelse af.
  • At skabe rammer for dialog i forhold til danske repræsentanter i internationale miljønetværk.

4.1.2 Aktører i netværket

Alle netværk, der arbejder med forebyggende miljøarbejde og har en berøringsflade til såvel det private erhvervsliv som til den offentlige miljøadministration, kan være medlem af Miljøforum Danmark. Der er i dag 26 tilmeldte netværk i Miljøforum Danmark.

4.1.3 Aktiviteter i netværket

Der gennemføres en række forskellige aktiviteter i Miljøforum Danmark. Aktiviteterne er:

  • Information i form af udgivelse af nyhedsbrev 2-4 gange om året. Nyhedsbrevet er en informationskanal mellem sekretariaterne i de regionale netværk. Målgruppen for nyhedsbrevet er tillige de deltagende virksomheder og myndigheder i netværkene. Indholdet i nyhedsbrevet er væsentligst informationer fra Miljøforum Danmark og de deltagende netværk, men nyhedsbrevet kan også benyttes af danske eller internationale aktører på miljøområdet til at viderebringe information, der har relevans for de danske virksomheder og myndigheder.
  • Erfaringsudveksling mellem netværkene i form af ca. 4 årlige erfa-møder for repræsentanter for netværkene. Erfa-møderne er af en dags varighed. Der deltager 18 - 22 repræsentanter på møderne. Fokus på erfa-møderne er udveksling af erfaringer mellem netværkene samt tematisering og diskussion af nye tiltag som f.eks. den produktorienterede miljøpolitik. Der er stor forskel mellem netværkene, og det har betydning for den erfaringsudveksling, der finder sted.
  • Støtte til nye netværk i form af proceskonsulentstøtte. Miljøforum Danmark tilbyder hjælp til netværk, der er under etablering. Formålet er at fortælle om erfaringer fra Green Network, at introducere til de væsentligste faldgruber i forbindelse med etablering af netværk og at yde støtte til strategiske overvejelser. Det er meget forskelligt, hvem deltagerne er i møderne, da det afhænger af hvem, der er initiativtager til netværket. De nye netværk tilbydes konkret at benytte Green Networks koncept for miljøredegørelser. Miljøforum Danmark har i alt bistået 9 netværk under etableringsfasen.
  • Dialog i forhold til danske repræsentanter i internationale miljønetværk. Danmark har en lang række aktører på det internationale miljøområde. Miljøforum Danmark viderebringer viden fra de danske repræsentanter i internationale miljøfora til de danske netværk og disses medlemmer. Ligesom viden om de danske netværk formidles til de internationale aktører. Denne aktivitet er dog ikke særligt prioriteret.
  • Politiske aktiviteter i form af dialog med centrale, politiske aktører og myndigheder samt konkret indmelding af høringssvar, hvor det er relevant.
  • En årlig konference, der er åben for alle interesserede. Konferencernes temaer har hidtil været: Leverandørstyring, miljøkrav til produktion og produkter og virksomheders dialog om bæredygtighed og samfundsansvar. Erfaringerne fra konferencerne er, at der deltager fra 80 til 250 virksomheder, og det er uafhængigt af, om der bliver afholdt parallelle konferencer 2 - 3 steder rundt om i Danmark, eller om der kun bliver afholdt en landsdækkende konference.
  • Støtte til kompetenceudvikling af myndigheder. Miljøforum Danmark bidrager til uddannelse af miljømyndigheder i nye netværk, ved at repræsentanter fra myndighederne i Green Network deltager på møder og fortæller om deres erfaringer. Hvis det er egentlig uddannelse af myndigheder, henvises til konsulentvirksomheder - oftest COWI, da COWI har deltaget i udviklingen af konceptet om miljøredegørelser sammen med Green Network.

Indholdsmæssigt arbejder Miljøforum Danmark med

  • Netværksfunktion og -virke, herunder formidling, økonomi, deltagende aktører, organisering, arbejdsdeling mellem myndigheder og sekretariater m.m.
  • Strategier for miljø og netværk.

4.1.4 Strukturer og ressourcer

Miljøforum Danmark er startet på en bevilling fra Miljøstyrelsen og Green Network til finansiering af sekretariat m.m. i en forsøgsperiode. I forbindelse med opstarten blev der nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra forskellige, udvalgte netværk, Miljøstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Dansk Industri. Der blev etableret et sekretariat med en medarbejder ansat på halvtid. Den pågældende medarbejder er tillige ansat i sekretariatet for Green Network. Denne konstruktion sikrer på den ene side let adgang til erfaringer fra Green Network i Miljøforum Danmark og på den anden side mulighed for organisatorisk placering af medarbejderen i et fagligt relevant miljø. Erfaringerne i dag er, at medarbejderen i Miljøforum Danmark aktivt sparrer med og trækker på en medarbejder fra Green Network.

Sekretariat, aktiviteter i netværket m.m. er hidtil finansieret af Miljøstyrelsens bevilling på 400.000 kr., Green Networks støtte på ca. 300.000 kr. og egenindtægter. Bevillingerne er i dag ved at være opbrugt. Miljøforum Danmark forventes at føres videre som del af Grøn Markedsøkonomi.

Der er både etableret grønne, regionale netværk med deltagelse af myndigheder og virksomheder og netværk undere etablering, som kan være medlem af Miljøforum Danmark. Det første år var det vederlagsfrit at være medlem, men allerede det 2. år blev det bestemt at fastsætte et medlemskontingent på 2000 kr. pr netværk pr. år. Årsagen til at der blev indført et medlemskontingent var, at Miljøstyrelsen i forbindelse med bevillingen krævede, at Miljøforum Danmark skulle have en egenindtægt på 50.000 kr. det andet år og 100.000 kr. det tredje år. Indførelsen af et medlemskontingentet betød, at der skete en medlemsreduktion. Ca. 10 medlemmer valgte at trække sig.

Miljøforum Danmark har en hjemmeside, hvor diverse nyhedsbreve kan findes samt informationer om aktiviteter i Miljøforum Danmark.

4.1.5 Resultater i netværket

Miljøforum Danmark har opnået at organisere 26 eksisterende eller potentielle, grønne netværk i Danmark baseret på et virksomheds- / myndighedssamarbejde. Der er stor tilslutning, da der tilsyneladende ikke er så mange flere netværk af denne karakter. Gennem Miljøforum Danmarks arbejde er flere netværk blevet hjulpet på vej under deres etablering.

4.1.6 Fremtid

Koordinatoren mener, at der er brug for en arbejdsdeling mellem de lokale / regionale, grønne netværk og et fælles forum / partnerskab for alle netværkene. De lokale / regionale netværk skal tage sig af at servicere medlemsvirksomhederne. Medlemsvirksomhederne har krav på hele tiden at få støtte til at forbedre deres miljøadfærd. Der er behov for at udvikle f.eks. Miljøforum Danmark til et egentligt forum / partnerskab mellem netværkene, som kan påtage sig rollen med at udvikle koncepter m.m. Fordelene ved at have et fælles forum for udvikling af koncepter, metoder m.m. er, at det fremmer ens miljøadfærd i hele landet, åbner for nye samarbejdsmuligheder på tværs af netværkene, åbner for nye samarbejdsmuligheder for netværkene med partnere uden for netværkene samt gør det lettere for medlemsvirksomhederne at benytte diplomer m.m. i deres markedsføring uden for deres egne regioner. Koordinatoren oplever, at mange medlemsvirksomheder med virksomheder flere steder i landet efterspørger denne standardisering, da det ville gøre det lettere for dem, hvis hele koncernen blev mødt med samme krav. Et fælles forum vil åbne muligheder for spydspidsvirksomheder til at mødes om projekter på tværs af regioner m.m. Samarbejde mellem spydspidsvirksomheder på tværs af netværk ville kunne fremme innovation og udvikling af miljøteknologiske løsninger, grøn markedsføring og initiativer inden for en bredere bæredygtighedsforståelse, og de enkelte netværk ville kunne være med til at sprede resultaterne til resten af medlemmerne i de forskellige netværk. I forhold til de eksterne samarbejdspartnere er det koordinatorens opfattelse, at en række aktører har været fraværende som samarbejdspartnere i de lokale / regionale netværk, f.eks. forskere, hvilket vil være nemmere at etablere i et fælles forum. Endvidere vil et fungerende partnerskab mellem netværkene kunne fungere som et fælles talerør over for andre aktører, både i forbindelse med politikudvikling og i forbindelse med gennemførelse af konkrete kampagner.

4.2 IDA - Ingeniørforeningen i Danmark

Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, er interesseorganisationen for alle ingeniører i Danmark, og for personer, der har et beskæftigelsesmæssigt eller interessemæssigt fællesskab i løsningen af opgaver af teknisk eller teknologisk karakter.

IDA har flere aktiviteter, der har netværkskarakter. Følgende er medtaget i denne beskrivelse:

  • To fagtekniske selskaber: IDA Miljø og Selskabet for Grøn Teknologi
  • To regionale, fagtekniske grupper: Miljøteknisk Gruppe i Østjysk Region og Miljøteknisk Gruppe i Nordjysk Region
  • IDA's arbejde med teknologisk fremsyn.

4.2.1 Formål med netværket

IDA varetager professionens interesser i forbindelse med eksempelvis uddannelse, efteruddannelse, arbejdsmarkedsforhold, erhvervspolitik og forskning, teknologipolitik, miljø og arbejdsmiljø og ligestilling. IDA varetager også det enkelte medlems interesser og giver f.eks. råd og vejledning om arbejds- og ansættelsesvilkår.

IDA har fire strategiske målsætninger

  • Vision 1: Samlingspunkt for alle ingeniører - blandt andet ved at repræsentere medlemmerne og varetage deres interesser med udgangspunkt i kompetenceudvikling, gennem sikring af arbejdsvilkår og gennem påvirkning af samfundsudviklingen til gavn for medlemmerne.
  • Vision 2: Videnspredning og kompetenceopbygning - blandt andet gennem at understøtte medlemmerne i at danne netværk, være centrum for aktuel vidensformidling i relation til den teknologiske udvikling og arbejde med at vurdere de bredere, kompetencemæssige konsekvenser af nye teknologiske udviklinger og organisationsformer.
  • Vision 3: Udvikle dynamisk arbejdsmarked - blandt andet ved at arbejde for medlemmernes arbejds-, løn-, pensions- og ansættelsesforhold, bidrage til at arbejdsmarkedets strukturproblemer bliver løst til fordel for medlemmerne og sikre medlemmet indflydelse på eget arbejdsmiljø og arbejdssituation.
  • Vision 4: Dialog og påvirkning af samfundets beslutningstagere - blandt andet gennem at arbejde for langsigtet interessevaretagelse på grundlag af faglig viden og samfundsmæssig indsigt og bidrage til at udvikle det danske samfunds sammenhængskraft og samarbejdsevne ved kompetent, kreativt og ud fra et helhedssyn at understøtte løsningen af samfundsrelevante, teknologiske, sociale og miljømæssige udfordringer.

IDA Miljø's arbejdsområde omfatter et bredt emneområde inden for miljøteknik og forureningsbekæmpelse. Arbejdsformen er tværfaglig og ikke udelukkende knyttet til det traditionelle, ingeniørmæssige område. Aktiviteterne i selskabet har fokus mod såvel teoretisk belysning som praktisk løsning af miljømæssige, tekniske og økonomiske problemer ved bekæmpelse af forurening af vand, jord og luft.

Selskabet for Grøn Teknologi har som sit formål at formidle viden om nye metoder og erfaringer inden for såkaldt grønne og miljøforbedrende teknologier, herunder også nye eller genopdagede livsformer i tilknytning hertil. Med 'grønne teknologier' menes teknologier, der ikke belaster miljøet eller teknologier, der medfører en væsentlig miljømæssig forbedring sammenlignet med hidtidig praksis. Selskabet for Grøn Teknologi har endvidere som formål at fremme overgangen til ægte, bæredygtige systemer ved at tage initiativer til udvidet anvendelse af renere teknologi, byøkologi og andre forebyggende miljøstrategier.

De to regionale, miljøtekniske grupper har til formål at styrke den faglige udvikling på miljøområdet, ved at give medlemmer med fælles, fagteknisk interesse lejlighed til at holde sig ajour med og præge udviklingen inden for det miljøtekniske område. Miljøteknisk Gruppe i Nordjysk Region har blandt andet fokus på, at arbejdet med miljøproblemer er præget af stor tværfaglighed mellem forskellige faggrupper, blandt andet ingeniører, jurister, biologer, geologer mv. Gruppens arbejde er derfor ikke alene koncentreret om strengt tekniske aspekter, men også aspekter som lovgivning, økonomi m.v.

4.2.2 Aktører i netværket

IDA har cirka 58.000 medlemmer.

Ingeniørforeningens opgaver i forhold til det enkelte medlem og i forhold til ingeniørprofessionen varetages af politisk valgte organer: Hovedbestyrelsen, Repræsentantskabet og Ansatte Ingeniørers Råd samt af en række udvalg, der er nedsat af og refererer til IDA's hovedbestyrelse.

IDA har følgende udvalg:

  • Arbejdsmiljø
  • Arbejdsmarked
  • Erhvervspolitik
  • Kompetence og uddannelse
  • Kvindepolitik
  • Teknologi og forskning.

Hertil kommer ad hoc arbejdsgrupper.

Videnformidling sker via det fagtekniske og det regionale område. IDA har ca. 70 fagtekniske selskaber og regionale grupper, der dækker et bredt teknisk og teknologipolitisk spektrum, herunder de nævnte IDA Miljø (ca. 3000 medlemmer) og Selskabet for Grøn Teknologi (ca. 1000 medlemmer) og de regionalt etablerede miljøtekniske grupper i Østjysk Region og Nordjysk Region (med hver et par hundrede medlemmer).

4.2.3 Aktiviteter i netværket

IDA gennemfører mange forskellige typer aktiviteter som del af det daglige arbejde i de politisk valgte udvalg samt gennem de administrative medarbejderes arbejde i IDA's forskellige afdelinger.

IDA gennemfører desuden aktiviteter af projektkarakter inden for blandt andet det teknologipolitiske område, aktuelt blandt andet i form af et projekt om teknologisk fremsyn på energiområdet og gennem nedsættelse af en ad hoc arbejdsgruppe om bæredygtig udvikling med henblik på at påvirke den danske diskussion om bæredygtig udvikling og sikre, at miljø bliver et tema, der indgår i IDA's aktiviteter. Tidligere har IDA arbejdet med blandt andet grønne regnskaber og med miljøetik.

IDAs Teknologiske Fremsyn handler om fremtidens energiforsyning. Emnet er valgt, fordi energi er nerven og forudsætningen for det moderne samfund, og fordi energiforsyning ses som en central, samfundsmæssig og teknologisk udfordring i relation til økonomi, miljø og forsyningssikkerhed.

IDA har ønsket at invitere medlemmer af et bredt udsnit af foreningens fagtekniske selskaber til at deltage i en proces, der skal resultere i ny viden og give idéer til løsning af fremtidige problemstillinger inden for energiområdet. Sigtet er at stille den energiteknologiske kompetence, som IDAs medlemmer besidder, til rådighed for en bredere samfundsmæssig debat om energi. I projektet involveres også andre eksperter og ressourcepersoner samt brugere fra institutioner og virksomheder. Sigtet med projektet er endvidere at lade resultaterne indgå i en bredere, metodisk og analytisk videndeling med de øvrige Teknologisk Fremsyn aktiviteter, som gennemføres i Danmark.

Aktiviteterne i de fagtekniske selskaber og regionerne omfatter en bred vifte fra store konferencer og høringer til konkrete kurser, virksomhedsbesøg og tekniske foredrag samt sociale arrangementer i IDAs otte regioner. Der gennemførtes i 2001 670 arrangementer med ca. 27.000 deltagere. IDA Miljø afholder ca. 25 arrangementer om året med ca. 2500 deltagere, og Selskabet for Grøn Teknologi ca. 20 arrangementer om året med ca. 700 deltagere. De fleste arrangementer afholdes i København, men der afholdes også arrangementer i provinsen - nogle som dubleringer af arrangementer afholdt i København, andre som 'selvstændige', faglige arrangementer. De to regionale, fagtekniske grupper afholder cirka tre arrangementer om året med i alt ca. 100 deltagere.

IDA Miljø sætter fokus på både natur- og miljøområdet, således at tekniske, administrative og miljøpolitiske emner forsøges dækket. En del arrangementer har fokus på nye love og bekendtgørelser inden for miljøområdet (pesticidhandlingsplan, EU's vandrammedirektiv m.m.) eller nye eller særligt aktuelle miljørisici (dioxiner, miljøfremmede stoffer i spildevand m.m.).

Selskabet for Grøn Teknologi sætter eksempelvis fokus på områder som byøkologi, permakultur, økologisk byggeri, vedvarende energi, økologiske fødevarer, renere teknologi og miljøstyring samt alternative vand- og spildevandssystemer.

Miljøteknisk Gruppe i Nordjysk Region har blandt andet fokus på industriens miljøforhold, herunder transportområdet, spildevand, afledning og rensning samt jord- og grundvandsforurening og vandforsyning.

Nogle arrangementer afholdes i samarbejde mellem flere fagtekniske grupper i IDA eller i samarbejde mellem et af de landsdækkende, fagtekniske selskaber og en regional gruppe. Nogle arrangementer afholdes i samarbejde med andre foreninger uden for IDA, f.eks. Organisationen for Vedvarende Energi eller organisationer for miljøvenligt / økologisk byggeri. Enkelte arrangementer omfatter besøg på virksomheder og afholdes i nogle tilfælde i samarbejde med den pågældende virksomhed.

4.2.4 Strukturer og ressourcer i netværket

Som nævnt har IDA en række politisk valgte organer og derudover udvalg nedsat af disse organers midte. Administrativt har IDA blandt andet afdelinger vedrørende Politik og Analyse, Kompetenceudvikling, Arbejdsvilkår samt Regioner / Lokalkontorer.

De fagtekniske selskaber og de regionale grupper har en bestyrelse valgt blandt medlemmerne på en årlig generalforsamling. En del foreninger har som medlemmer også firma-medlemmer og personlige medlemmer fra andre faggrupper. Bestyrelserne består typisk af personer med forskellige ansættelsessteder: private virksomheder, offentlige myndigheder, forsknings- og undervisningsinstitutioner m.m. Arbejdet - blandt andet i form af planlægning og afholdelse af de fagtekniske arrangementer - varetages af bestyrelsesmedlemmerne støttet af en sekretær i IDA, enten på hovedkontoret (de landsdækkende, fagtekniske selskaber) eller på et af regionskontorerne (de regionale, fagtekniske grupper). Medlemmerne af de fagtekniske selskaber har ingen forpligtelser via deres medlemskab.

Aktiviteterne finansieres af IDA-medlemmernes kontingenter samt af indtægter fra afholdelse af fagtekniske arrangementer.

4.2.5 Resultater i netværket

Der foreligger ikke evalueringer af resultaterne af de beskrevne aktiviteter. Der foretages som regel en evaluering af forløbet af det enkelte, fagtekniske arrangement i form af et kort spørgeskema med fokus på deltagernes umiddelbare synspunkter på emnets relevans og indlæggenes relevans og dybde. Der efterlyses endvidere forslag til fremtidige arrangementer. De fagtekniske selskaber og gruppers arbejde har således nok primært effekt i form af vidensopbygning hos medlemmerne - i form af viden om miljøproblemers baggrund og forskellige løsningsstrategier. Derudover opnås en effekt via høringssvar til offentlige myndigheders handlingsplaner og via direkte deltagelse i den offentlige miljø- og teknologipolitiske debat.

 



Version 1.0 Oktober 2004, © Miljøstyrelsen.