Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2003

1 Indledning og sammenfatning

1.1 Indledning
1.2 Sammenfatning

1.1 Indledning

Formålet med kemikalielovgivningen er at forebygge den sundhedsfare og miljøskade, som kemiske stoffer og produkter kan forårsage.

Kemikalieinspektionen udfører Miljøstyrelsens tilsyn med overholdelsen af reglerne i kemikalielovgivningen samt regler knyttet til denne lov.

Selvom reglerne har fælles udspring i kemikalieloven, spænder tilsynsområdet vidt - fra regler om kosmetik til regler om bekæmpelsesmidler.

En fuldstændig liste over regelsættet pr. december 2003 findes i bilag A. Da regelsættet ændres ofte, kan det anbefales at tage udgangspunkt i den nyeste udgave, som findes på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk under menuen Kemikalier- liste over love, bekendtgørelser m.v. på kemikalieområdet.

1.2 Sammenfatning

Kemikalieinspektionen har i 2003 prioriteret opgaver inden for følgende områder:

  • Nationalt og internationalt samarbejde om kontrol med klassificering og mærkning
  • Kontrol med kosmetiske produkter
  • Kontrol med phthalater i legetøj
  • Kontrol med stoffer og produkter, hvor Danmark stiller andre krav end det øvrige EU, bekæmpelsesmidler og bly
  • Kontrol med giftige kemiske stoffer og produkter

I årets løb har Kemikalieinspektionen samarbejdet med en række myndigheder – herunder blandt andre Forbrugerstyrelsen og Told & Skat – der varetager beslægtede opgaver på andre lovområder. Erfaringsudveksling og netværksdannelse er vigtigt for en fortsat forbedring af regelhåndhævelsen på kemikalieområdet.

I maj 2003 deltog Kemikalieinspektionen i det årlige møde mellem de nordiske tilsynsmyndigheder. Der blev blandt andet gjort status for det fælles nordiske projekt på området klassificering og mærkning af tekstilvaskemidler.

Belgien var vært for årets møde i CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) den 23. og 24. oktober 2003. På mødet blev blandt andet drøftet et forslag om et system til hurtig information landene imellem om ulovlige kemiske produkter. Der blev besluttet en tilbagemelding til kommissionen til udkastet til den nye kemikalieregulering REACH.

Der blev stillet forslag om tre nye fælles tilsynsprojekter. Danmark deltager ikke i det igangværende fælles tilsynsprojekt om klassificering og mærkning af kemiske produkter.

Kemikalieinspektionens kontrol med overholdelsen af kemikalielovgivningen er firestrenget, idet Inspektionen skelner mellem giftkontrol, kontrolkampagner, indberetninger og sager, der tages op af egen drift.

Giftkontrol omfatter kontrol med salg, brug og opbevaring af giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter.

Kontrolkampagner, som er tilsyn på et afgrænset område, er erfaringsmæssigt et effektivt redskab i håndhævelsen.

I årets løb blev der iværksat 9 kampagner indenfor områderne bekæmpelsesmidler, klassificering og mærkning, kosmetik, legetøj og anvendelsesregulering.

Behandlingen af indberetninger fra konkurrerende virksomheder, forbrugerorganisationer, privatpersoner og andre udgør en stor del af Kemikalieinspektionens kontrolvirksomhed.

Henvendelser om skader ved brug af kosmetiske produkter og kemiske stoffer og produkter samt henvendelser om produktsikkerhed og legetøj behandles i Miljøstyrelsens Forbrugersektion. Kun hvis der konstateres overtrædelser bliver sagen behandlet i Kemikalieinspektionen

I 2003 har Kemikalieinspektionen modtaget 114 indberetninger. Det er 12 flere end året før, men langt færre end Kemikalieinspektionen modtog i årene 2000-2002.

Kemikalieinspektionen tager sager op på eget initiativ, hvis Inspektionen bliver opmærksom på formodede overtrædelser igennem medierne, i annoncer, på internettet eller lignende. I 2003 blev 17 sager taget op på eget initiativ. 6 af disse handlede om bekæmpelsesmidler.

 



Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.