Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2003

2 Kemikalieinspektionen – organisation, arbejdsopgaver og samarbejde

2.1 Organisation
2.2 Arbejdsopgaver
2.3 Samarbejde
   2.3.1 Nationalt
   2.3.2 Internationalt

2.1 Organisation

Kemikalieinspektionen var indtil 1. januar 2004 en sektion i Miljøstyrelsens Kemikaliekontor. Fra 1. januar 2004 er Kemikalieinspektionen en sektion i Miljøstyrelsen Kemikalier. Miljøstyrelsens organisation er beskrevet på styrelsens hjemmeside www.mst.dk.

I 2003 bestod Kemikalieinspektionen af seks medarbejdere - en sektionsleder, fire inspektører/sagsbehandlere samt en jurist.

I det daglige arbejde trækker Kemikalieinspektionen efter behov på ekspertisen i Miljøstyrelsen og i 2003 i særlig grad juridisk bistand fra Kemikaliekontoret.

I 2003 anvendte Kemikalieinspektionen i alt 4 mio. kr. Heraf udgjorde lønudgifterne (incl. pensionsbidrag) 2,2 mio. kr. og driftsudgifterne 1,8 mio. kr.

Kemikalieinspektionen blev i 2003 desuden bistået af Danmarks Miljøundersøgelser, hvor fire medarbejdere – som en del af deres arbejde – foretog analyser af bekæmpelsesmidler, kosmetik og legetøj til brug for Inspektionens sagsbehandling.

2.2 Arbejdsopgaver

Det er Kemikalieinspektionens ansvar at føre tilsyn og kontrol med, at gældende regler på kemikalieområdet overholdes.

Derudover har Kemikalieinspektionen en række administrative opgaver.

Kontrol- og tilsynsarbejdet består af:

  • Kontrol med overholdelsen af reglerne om meget giftige og giftige kemiske stoffer og produkter, herunder bekæmpelsesmidler, hos forhandlere. Kontrollen består i tilsynsbesøg hos forhandlere over hele landet.
     
  • Tilrettelæggelse og gennemførelse af kampagner. Inspektionen definerer sine kampagner som tidsbegrænsede tilsyn på et nærmere afgrænset område.

    En kampagne kan omfatte ét eller flere af de områder, som Inspektionen overordnet prioriterer. For eksempel en bekendtgørelse, en produktgruppe, en branche og/eller et geografisk område.
     
  • Behandling af indberetninger. Kemikalieinspektionen modtager hvert år en række henvendelser fra firmaer, privatpersoner, forbrugerorganisationer, andre myndigheder osv. om formodede overtrædelser af kemikalielovgivningen.

    Sagsbehandlingen kan - afhængigt af den overtrædelse, som antages at være begået - for eksempel bestå i, at der foretages en vurdering af firmaets dokumentation for produktet, en analyse af produktet, et tilsynsbesøg eller en kombination af disse kontrolformer.
  • Behandling og opfølgning af sager, som Kemikalieinspektionen indleder af egen drift. For eksempel kan Inspektionen blive opmærksom på formodede overtrædelser i forbindelse med annoncering i medierne, udtagning af vareprøver eller under tilsynsbesøg.

    Flere sager og kampagner er opstået i kølvandet på de rapporter, der udarbejdes som led i Miljøstyrelsens projekter om kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter, f.eks. kampagnen om mærkning af duftprodukter.
     
  • Behandling af og opfølgning på notifikationer, som Kemikalieinspektionen via Forbrugerstyrelsen modtager fra andre EU-lande om farlige produkter. Der kan også være tale om advarsler fra lande udenfor EU eller fra f.eks. interesseorganisationer.

De administrative opgaver består af:

  • Udstedelse af tilladelser til at anvende eller sælge gifte, f.eks. mod muldvarpe, herunder opkrævning af forhandlergebyrer.
  • Udstedelse af tilladelser til gift detail salg og behandling af meddelelser om gift engros.
  • Rapportering til EU om bekæmpelsesmiddelkontrollen.

2.3 Samarbejde

2.3.1 Nationalt

På nationalt niveau samarbejder Kemikalieinspektionen med en række andre tilsynsmyndigheder. Samarbejdet foregår primært med Lægemiddelstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen ( før: Forbrugerstyrelsen) Told og Skat, Fødevaredirektoratet, Arbejdstilsynet, politiet og kommunerne.

Kemikalieinspektionen benytter samarbejdet til at udveksle erfaringer og orientere de øvrige myndigheder om kemikaliereglerne for derigennem at forbedre håndhævelsen.

Kemikalieinspektionen bruger også samarbejdet til at afklare spørgsmål om afgrænsning i forhold til de tilgrænsende regelsæt.

Andre væsentlige samarbejdsområder er ydelse af ekspertise i forbindelse med politiets behandling af straffesager om overtrædelse af kemikalielovgivningen, samt behandling af indberetninger fra andre myndigheder om formodede overtrædelser af kemikalielovgivningen.

2.3.2 Internationalt

2.3.2.1 CLEEN

Belgien var vært for årets møde i CLEEN (Chemical Legislation European Enforcement Network) den 23. og 24. oktober 2003. Formålet med netværket er at styrke de europæiske kemikalietilsynsmyndigheders samarbejde og at forbedre kendskabet til samt forståelsen og overholdelsen af kemikaliereglerne. Samt at sørge for at der er lige vilkår for producenter og importører i alle landene og at indbyde og hjælpe fremtidige medlemsstater med at indgå i netværket.

I mødet deltog repræsentanter fra 12 medlemslande, Norge, Slovenien, Tjekkiet, Slovakiet, Letland, Litauen, Malta og EU-kommissionen.

På mødet blev der gjort status for et fælles tilsynsprojekt ECLIPS (kontrol med klassificering og mærkning af kemiske produkter). Danmark deltager ikke i dette projekt, idet ressourcerne blev brugt til deltagelse i et fællesnordisk tilsynsprojekt. Desuden blev der stillet forslag om 3 nye fælles tilsynsprojekter.

Der blev drøftet et forslag om et system til at udveksle data om ulovlige kemiske produkter, således at informationen hurtigt kan gå fra et land til de øvrige lande. På mødet blev der desuden besluttet en tilbagemelding til kommissionen med kommentarer til udkastet til en ny kemikalieregulering REACH.

Endelig blev det besluttet at Østrig og Tyskland overtager sekretariatsfunktionen for CLEEN.

2.3.2.2 Nordisk Tilsynsgruppe

Kemikalietilsynsmyndighederne i Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark udgør en formel gruppe ”Nordisk tilsynsgruppe” under Nordisk Kemikaliegruppe i Nordisk Ministerråds regi. Formålet med gruppen er bl.a. at opbygge og vedligeholde et medarbejdernetværk, at føre en fælles indsats på udvalgte tilsynsområder og at koordinere den nordiske indsats på EU/EES plan.

Island var vært for årets nordiske møde den 22. og 23. maj 2003. På mødet blev landenes tilsynsaktiviteter præsenteret og diskuteret. Der blev gjort status for det fælles nordiske tilsynsprojekt på området klassificering og mærkning af tekstilvaskemidler. Det blev besluttet at der i 2004 skal igangsættes et nyt fælles tilsynsprojekt på området kunstnerfarver.

 



Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.