Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2003

3 Giftkontrol

3.1 Tilsynsbesøg
3.2 Håndhævelse i forbindelse med giftkontrol

3.1 Tilsynsbesøg

Salg og opbevaring mv. af kemiske stoffer og produkter – herunder bekæmpelsesmidler – der er klassificeret og mærket som giftig eller meget giftig er udførligt reguleret. Reglerne herom findes i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler samt bekendtgørelse om klassificering, mærkning mv. af kemiske stoffer og produkter.

Kemikalieinspektionen prioriterer kontrollen af reglerne vedrørende giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter, fordi disse regler har væsentlig betydning for menneskers sundhed.

Hvert år foretager Kemikalieinspektionen tilsynsbesøg hos forhandlere for at kontrollere om reglerne overholdes. Firmaer, der har givet meddelelse om, at de ikke længere forhandler giftige eller meget giftige kemiske stoffer og produkter, aflægges også et kontrolbesøg.

Overordnet kontrollerer Kemikalieinspektionen følgende:

  • at virksomheder, der sælger giftige eller meget giftige kemiske produkter til privatpersoner har tilladelse hertil.
  • at virksomheder, der importerer eller sælger giftige eller meget giftige kemiske produkter en gros, har meddelt dette til Miljøstyrelsen.
  • at virksomheder, der importerer eller sælger giftige bekæmpelsesmidler har tilladelse hertil, og at bekæmpelsesmidlerne er godkendte i Danmark.
  • at giftige og meget giftige kemikalier opbevares korrekt.
  • at pligten til at bogføre salg af giftige og meget giftige kemikalier overholdes.

I 2003 har Kemikalieinspektionen foretaget 186 tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol.

Ved tilrettelæggelsen af tilsynsbesøgene har Inspektionen blandt andet lagt vægt på, hvornår virksomheden sidst blev besøgt, og om der verserer – eller har verseret – sager om manglende overholdelse af reglerne.

Tabel 1: Antal tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol, geografisk fordeling 2003-1997

År/landsdel 2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997
Fyn 37 - 24 - 13 26 -
Jylland 85 63 42 72 39 70 79
Sjælland 64 71 103 83 55 111 97
I alt 186 134 169 155 107 207 176

I 2003 blev der foretaget 52 flere kontrolbesøg end i 2002.

I gennemsnit er der blevet gennemført 150 besøg om året i de seneste 5 år.

3.2 Håndhævelse i forbindelse med giftkontrol

Kemikalieinspektionen gav vejledning om reglerne, hvis der under tilsynsbesøget blev konstateret mindre forseelser. For eksempel hvis der i virksomhedens giftrum var anbragt kemiske stoffer og produkter i lavere fareklasse end giftig, eller hvis der blev opbevaret andre uvedkommende ting i rummet.

Tabel 2: Vejledninger givet ved tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol, geografisk fordeling 1997-2002

År/landsdel 2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997
Fyn - - 1 - 1 1 -
Jylland 5 3 1 1 3 - 18
Sjælland 2 4 6 1 1 7 11
I alt 7 7 8 2 5 8 29

Ved kun godt 3 % af besøgene var det nødvendigt at give vejledning.

Kemikalieinspektionen har udstedt påbud eller forbud, når der under tilsynsbesøget blev konstateret overtrædelser af grovere karakter.

Tabel 3: Påbud/forbud givet ved tilsynsbesøg i forbindelse med giftkontrol, geografisk fordeling 1997-2001

År/landsdel 2003 2002 2001 2000 1999 1998 1997
Fyn 10 - 5 - 3 3 -
Jylland 21 3 3 11 4 13 9
Sjælland 10 1 12 4 2 14 9
I alt 41 4 20 15 9 30 18

Antallet af udstedte påbud eller forbud er det højeste siden 1997. Der blev udstedt påbud eller forbud i forlængelse af 22 % af besøgene. I 2002 var dette kun nødvendigt i forbindelse med knap 3 % af samtlige kontrolbesøg.

Hovedparten af påbuddene skyldes, at mange forhandlere i 2003 ikke har været opmærksomme på, at midlet Reglone, som tidligere har været forbudt og nu atter er blevet godkendt, kræver gifttilladelse og opbevaring efter reglerne om giftige produkter.

 



Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.