| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Forprojekt til værdisætning af grundvand

3 Omkostningsbestemt beregningspris

• 3.1 Indledning
• 3.2 Budget- og velfærdsøkonomiske omkostninger
• 3.3 Ressourcerenten
• 3.4 Sammenfatning

3.1 Indledning

En omkostningsbestemt beregningspris vil være udtryk for brugsværdien knyttet til et miljøgode. I modsætning til beregningspriser fastlagt ved betalingsvilligheds-undersøgelser er det ikke muligt at opgøre rekreative værdier, værdier for biodiversitet og vandmiljø generelt, værdier for fremtidige generationer eller andre ikke-brugsværdier gennem den omkostningsbaserede metode. Principielt vil en sådan omkostningsbestemt beregningspris derfor være udtryk for et konservativt estimat. I fravær af et estimat baseret på betalingsvillighedsundersøgelser kan omkostningsbestemte priser imidlertid godt anvendes i fx cost-benefit analyser. Både ExternE og EU-kommissionen har hidtil anvendt en omkostningsbestemt pris på drikkevand i deres analyser.

I Miljøministeriets samfundsøkonomiske vejledning er der i afsnit 3.3.6 givet forslag til hvordan der kan fastlægges en omkostningsbestemt beregningspris for værdien af grund- og drikkevand (Møller et al, 2000). Projektet opgør i dette kapitel en omkostningsbestemt beregningspris, idet der til brug for ministeriets analyser er behov for at belyse dette, men der vil formentlig være tale om en midlertidig pris, der på sigt vil blive erstattet af en bedre konsolideret pris.

Grundvandsressourcen repræsenterer en naturressource, og den er betinget fornybar, idet det hydrologiske kredsløb medfører at grundvandsmagasinerne løbende tilføres ny vandressourcer. Ressourcen er dog kun betinget fornybar, da der tager lang tid før ressourcen regenereres. Også for en omkostningsbestemt opgørelse har dette implikationer for beregningsprisen.

Ved den omkostningsbaserede metode opgøres prisen som summen af omkostningerne ved indvinding og distribution, og et tillæg for ressourcerenten tilføjes, hvor dette er relevant. Omkostningerne udgøres principielt både af de direkte omkostninger, samt af de indirekte defensive omkostninger til sikring og beskyttelse af grundvandet.

Benyttes vandet som forbrugsgode er det ideelt set vandets købspris, der udgør beregningsprisen, mens det hvor vandet anvendes som produktionsgode eller råvare er de direkte og indirekte produktionsfaktoromkostninger der anvendes (Møller et al, 2000: 96).

Drikkevand er et markedsomsat gode, hvorfor betalingsvillighed kan aflæses i forbrugernes adfærd på markedet for vand. Imidlertid er drikkevandsforsyning også et naturligt monopol, således at forbrugerne i praksis må underlægge sig de priser det lokale vandværk fastlægger for drikkevandsforsyning. Endvidere er vandforsyningen i Danmark underlagt et hvile-i-sig-selv princip, således at vandtariffen er baseret på en omkostningsopgørelse. Derfor burde der principielt set ikke være forskel på anvendelse af købspriser og opgørelsen af produktionsfaktoromkostningerne. Købsprisen kan dog være forvredet såfremt vandværket ikke sikrer fuld dækning af omkostningerne, fx ved for lav geninvesteringstakt eller hvis vandværket delvis drives af frivillig arbejdskraft, hvis manglende aflønning ikke værdiansættes.

Opgørelsen af ressourcerentens størrelse vil variere alt efter om der sker en overudnyttelse af grundvandsressourcen samt af randbetingelser for de områder hvor analysen foretages. På en lokalitet med rigeligt grundvand skal der ikke beregnes nogen ressourcerente, idet grundvandsmagasinerne løbende fornys igennem den naturlige proces. Hvor der derimod sker en overindvinding eller nedslidning af grundvandsressourcen, således at magasinerne formindskes eller at kvaliteten forringes, vil det være nødvendigt at beregne en ressourcerente.

Når problemstillingen handler om at bestemme en pris for drikkevand, skal den omkostningsbestemte beregningspris forhøjes med ressourcerenten. Når det handler om grundvandets værdi repræsenteres denne ved ressourcerenten.

Det bemærkes, at det ikke har været sigtet at opgøre de defensive omkostninger til grundvandssikring i forbindelse med dette projekt, fx. omkostninger i forbindelse med tiltag mod forurening fra landbruget, hvorfor den følgende opgørelse er partiel.

3.2 Budget- og velfærdsøkonomiske omkostninger

Ved budgetøkonomiske beregninger opgøres fordelingen af omkostninger på aktører, mens formålet med den velfærdsøkonomiske analyse er at opgøre konsekvenserne af et projekt for samfundets samlede velfærd.

Ved opgørelsen af de budget- og velfærdsøkonomiske omkostninger er der taget udgangspunkt i data som er opgjort til brug for et benchmarking projekt, hvor DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) indhenter omkostningsdata fra alle landets vandværker.

Da der endnu ikke foreligger en samlet analyse, er de følgende beregninger baseret på data fra en større kommunal vandforsyningsenhed, nemlig Århus Kommunale Værker (ÅKV), som opgjort på indberetningsskemaerne til DANVA. ÅKV driver vandforsyning i et område med henholdsvis tæt bymæssig bebyggelse, forstadsboligområder, mindre byer og egentlige landområder, ligesom indvindingen er fordelt på et antal større og mindre produktionssteder, således at ÅKV-dataene i fraværet af landsdækkende data giver sikkerhed for en vis diversitet i forsyningsvirksomheden. Det lokale omkostningsniveau for lønninger og investeringer må endvidere anses for mindre skævt end eksempelvis data fra hovedstaden. Anvendelsen af et kommunalt ejet vandværk i modsætning til et privat giver sikkerhed for, at der ikke er udbredt anvendelse af ulønnet arbejdskraft.

ÅKV har indberettet detaljerede data for forsyningsvirksomheden, både for de fysiske aktiviteter og forhold, og for den regnskabsmæssige opgørelse. Under de fysiske beskrivelser er bl.a. detaljeret opgjort ledningsnet og installationer, og disses alder og afskrivningsprofil er beskrevet. Regnskabsopgørelsen vedrører året 2001 og omkostningerne til virksomheden kan opdeles på henholdsvis produktion, distribution og administration, ligesom driftsudgifter og investeringsudgifter er opgjort særskilt.

Tabel 3.1. sammenfatter den beregnede nyanskaffelsesværdi for alle aktiver og angiver endvidere afskrivningsprofilen for de enkelte kategorier som fastlagt af DANVA. Afskrivningsperioderne varierer fra helt op til 75 år for de fleste ledningsinstallationer og ned til 8 år for eksempelvis målerinstallationer.

Tabel 3.1. Nyværdi og annuiseret omkostning for distribution, produktion og administration af vand i Århus Kommunale Vandværker (ÅKV)

( 6 % kalkulationsrente).

ÅKV har beregnet afskrivninger på den investerede kapital efter DANVA's retningslinier. Det rejser i den forbindelse det problem, at en del af ledningsnettet - for nogle ledningskategorier over 20 % - fortsat anvendes trods udløb af den 75-årige afskrivningsperiode. Denne del af ledningsnettet er derfor ikke tillagt værdi.

I det følgende beregnes både en budgetøkonomisk og velfærdsøkonomisk omkostning per kubikmeter drikkevand. Den budgetøkonomiske omkostning er opgjort set fra vandværkets synspunkt. Den velfærdsøkonomiske er opgjort set fra samfundets synspunkt. En nærmere forklaring på de to opgørelsesmetoder findes i Miljøministeriets vejledning for samfundsøkonomiske analyser (Møller et al., 2000).

Budgetøkonomi

Tabel 3.1. præsenterer en budgetøkonomisk afskrivningsprofil. Der er i overensstemmelse hermed anvendt en kalkulkationsrente på 6 %. Nyværdien af den samlede vandforsyningskapital er beregnet til ca. 2,5 mia. kr. Når dette beløb annuiseres sker det kategori for kategori, således at der tages hensyn til de specifikke afskrivningsperioder der er gældende for disse. Tabel 3.1 præsenterer således en omkostningsbestemt opgørelse på et budgetøkonomisk niveau.

I tabel 3.2. er angivet de opgjorte budgetøkonomiske omkostninger for henholdsvis drift og investeringer. Det fremgår at indvindings- og behandlingsomkostningerne udgør knapt 30 % af udgifterne ved levering af drikkevand.

Resultatet er at den budgetøkonomiske omkostning per kubikmeter indvundet vand udgør 13,98 kr. per kubikmeter per år. Denne pris er højere end den forbrugerpris som betales, og forklaringen er dels at der, i et vist omfang, formentlig underinvesteres i ledningsnettet, set i forhold til dets ansatte levetid og dels at en række faste afgifter og tilslutningsbidrag ikke afspejles i den aktuelle kubikmeterpris. ^[5]

Tabel 3.2. Budgetøkonomi. Totale omkostninger og omkostninger per kubikmeter leveret vand, per år.

Velfærdsøkonomi

Hensigten med den velfærdsøkonomiske opgørelse er, at afspejle at velstanden i samfundet afhænger af forbrugsmulighederne, som afhænger af, hvorledes samfundets knappe produktionsfaktorer (arbejdskraft, kapital og jord) bliver benyttet. Enhver omallokering gennem ændrede anvendelser af kapital, jord, arbejdskraft etc. påvirker forbrugsmulighederne og dermed velstanden.

I den velfærdsøkonomiske opgørelse tages der højde for, at der er forskel på faktorpriser og markedspriser, det vil sige på de priser som forbrugere og producenter betaler for diverse goder. Investeringerne er forhøjet med en kapitalindvindingsfaktor inden de annuiseres til en årlig omkostning. For en uddybende beskrivelse af den velfærdsøkonomiske metode henvises til Møller et al., 2000.

Resultatet er at den velfærdsøkonomiske omkostning per kubikmeter indvundet vand udgør 17,09 kr. per kubikmeter. Da distributionsudgifterne normalt er uafhængige af mindre ændringer i indvindingspraksis, vil det i en konkret analyse muligvis være relevant at undlade opgørelse af distributionsomkostningerne og koncentrere opgørelsen om indvindings- og behandlingsomkostningerne. Dette gælder vel og mærke kun ved mindre ændringer i indvindingspraksis. Nærværende opgørelse er som nævnt baseret på data fra ÅKV. Det tilrådes at gennemføre velfærdsøkonomiske beregninger ud fra de data som gælder for det pågældende forsyningsområde

Tabel 3.3. Velfærds-økonomi. Totale omkostninger og omkostninger per kubikmeter leveret vand.

Eksternaliteter

De i tabel 3.2. og 3.3. opgjorte priser er markedspriser, som ikke tager højde for, at der til fremstilling af drikkevand også er knyttet eksternaliteter.

Eksternaliteterne ved indvinding, behandling og distribution af drikkevand omfatter dels de konsekvenser som indvindingen af drikkevand har for ferskvandskredsløbet, dvs. for vandstanden i vandløb og søer. Vandstanden og ændringer i denne har bl.a. betydning for dyre- og plantelivet i søer og vandløb, men også for dyre- og plantelivet i områder i tilknytning til disse. Vandstanden har således betydning for fiskebestanden og dermed for fritidsfiskeriet mv. Der er udført et nordisk studie vedr. værdien af fritidsfiskeri men der findes ikke danske beregningspriser for de samlede eksternalitetseffekter som følge af ændringer i vandstanden.

Foruden betydningen for det ferske vandmiljø så er der eksternalitetseffekter knyttet til anvendelsen af elektricitet i fremstillingen af vand. Disse eksternalitetseffekter kan opgøres ved beregningspriser for de klimarelaterede emissioner. jf. tabel 3.4.

Det fremgår af de fysiske produktionsdata, at der per kubikmeter leveret vand anvendes 0,51 kWh elektricitet.

Tabel 3.4. angiver de til denne energiproduktion tilhørende eksternaliteter opgjort for danske forhold, idet det er forudsat at el-produktionen er sket på et moderne konventionelt kraftværk beliggende i landzone. CO₂ udgør en del af den samlede skade, men for CO₂ anvendes en afskæringspris på 120 kr/ton.

Tabel 3.4. Eksternaliteterne ved elproduktion på et dansk konventionelt kraftværk (Andersen et al., 2004).

Den omkostningsbestemte pris for drikkevand kan iht. tabel 3.4. tillægges 2,53 eurocent (19 øre) gange 0,51 kWh per kubikmeter, svarende til 10 øre per kubikmeter. Det skal dog understreges at denne eksternalitetsberegning ikke omfatter alle eksternalitetseffekter.

3.3 Ressourcerenten.

I områder hvor der sker en overudnyttelse eller kvalitetsforringelse som følge af overindvinding af grundvandet, skal beregningsprisen ydes et tillæg for ressourcerenten.

Spørgsmålet om hvorvidt der sker en tæring på grundvandsmagasinerne lader sig kun besvare ved inddragelse af naturvidenskabelige, hydrologiske modeller, da en række forskellige forhold skal tages i betragtning:

1. Tænkes der på alene grundvandsstanden, herunder på specifikke magasiner i forskellige dybder ? Eller skal der også tages hensyn til afstrømningen fra magasinerne, som forsyner det terrestriske miljø?
2. Tænkes der alene på kvantiteten af grundvandet, eller er kvalitetsparametre (tæring gennem forureningspåvirkning eller overindvinding) også relevant?
3. Tænkes der alene på den aktuelle tæring, eller er prognosticeret tæring fra den forureningspåvirkning som er på vej mod grundvandsmagasinerne også relevant?

Den nationale vandressourcemodel, DK-modellen, som er udviklet af GEUS - kan redegøre for hvor i landet der sker en overudnyttelse af grundvandsmagasinerne. (http://www.vandmodel.dk/). Den nationale vandressourcemodel erstatter den opgørelse der blev foretaget af Vandrådet. Vandrådet gennemførte i 1992 en kortlægning over vandindvindingen i hele landet, og fandt at der skete en overudnyttelse omkring hovedstaden og på dele af Sjælland samt i øvrigt omkring en række større provinsbyer (fx Århus, Vejle) og nogle sommerhusområder. Kriteriet for Vandrådets arbejde var krav til sommervandføringen i vandløbene, men da der ikke kan indvindes vand uden effekter på overfladeafstrømningen, er dette et restriktivt kriterium.

Vandressourcemodellen er mere kompleks, og rummer en række forskellige parametre, således at det er vanskeligt at vurdere hvilke kriterier der evt. er mest restriktive; vandressourcemodellen er væsentlig mere nuanceret end Vandrådets arbejde. Blandt de mulige outputs fra de regionale moduler i modellen er vandbalancer samt effekter på overfladeafstrømningen. Der henvises til NOVA 2003 temarapporten "Ferskvandets kredsløb" for detaljerede oplysninger (Henriksen og Sonnenborg, 2003). Da grundvandsreserven varierer ganske meget, er netop denne kontekstuelle følsomhed i modellen en stor styrke, også set i forhold til problemstillingen omkring ressourcerenten.

Vandkredsløbet viser ifølge den nationale vandressourcemodel for stor oppumpning omkring København, Odense og Århus samt på de lette jorde i Midt- og Vestjylland, hvor behovet for markvanding er stort. Inden for større områder overudnyttes grundvandsressourcen: I Nordsjælland og omkring København med knap 80 mio. m³/år, på Fyn med knap 10 mio. m³/år og i Østjylland med ca. 30 mio. m³/år. Også i områder med særlige drikkevandsinteresser er der for stor udnyttelse. I dele af Syd- og Nordjylland er der rigeligt vand.

En meget væsentlig grund til at situationen er alvorlig er, at det øvre grundvand i dag er påvirket af sprøjtemidler og kvælstof. I halvdelen af overvågningsfiltrene findes rester af disse stoffer. I hver femte boring er grænseværdien for både nitrat og pesticider overskredet. Når der samtidig pumpes for kraftigt fra dybere magasiner, forøges risikoen for forurening af reserverne af rent drikkevand. Ud over at væsentlige dele af det øvre grundvand er forurenet og derved truer det fremtidige drikkevand i de dybere reservoirer, kan forureningen påvirke tidspunktet for opfyldelsen af vandmiljøplanerne, fordi disse forurenede vandmængder mange år frem vil påvirke overfladevandet.

I det følgende gøres der ikke forsøg på konkret at bestemme om der sker tæring på grundvandsressourcen (her henvises i stedet til "Ferskvandets kredsløb"), men på at formulere hvordan ressourcerenten skal opgøres i de områder, hvor der kan konstateres at der sker tæring på ressourcen. Ressourcerenten kan herefter bestemmes som det pristillæg der er nødvendigt, for at bringe indvindingen ned til det ønskede niveau.

Størrelsen af dette pristillæg vil afhænge af en række faktorer, hvoraf størrelsen af det aktuelle overforbrug og elasticiteten på efterspørgselskurven for vand er de to centrale. Der er imidlertid en grænse for hvor højt dette pristillæg kan blive, idet det kan afskæres af alternativomkostningen ved leverance af vand fra kildepladser i tilgrænsende områder med rigelige ressourcer. Kun i dele af Jylland findes sådanne rigelige ressourcer. På øerne skal vandet hentes i meget stor afstand (Sverige eller Sønderjylland), forudsat at problemerne med grundvandskvaliteten ikke løses, og målsætningerne for vandløb ikke lempes yderligere.

Elasticiteten for efterspørgselskurven på vand er behandlet i en specialeafhandling fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (Bjerrum Jensen, 2002). Der er foretaget regressionsanalyse på data for vandforbruget og prisudviklingen i 18 vandforsyningsområder. Den signifikante beta-koefficient blev fundet til -1,0, hvilket betyder at ved en stigning i vandprisen på 1 kr/m³ falder vandforbruget med 1 m³/person/år i det følgende år. Dette resultat er i overensstemmelse med et 10 år ældre studie (Hansen og Westergaard, 1992; Hansen 1996), men er opnået på et væsentligt bredere datamateriale omfattende hele landet og ikke blot Københavns Vandforsyning. Det gennemsnitlige vandforbrug blev i 2001 opgjort til 46 m³ per indbygger (DANVA, 2003).

Hvis der i et område er et overforbrug på ca. 10 % i forhold til at holde grundvandsreserven konstant, og såfremt vandforbruget i området er på samme niveau som landsgennemsnittet, så vil der altså være behov for at reducere forbruget med ca. 4,6 m³/person. Den nødvendige forhøjelse af vandprisen vil da være 4,60 kr., hvorfor ressourcerenten tilsvarende kan opgøres til 4,60 kr./m³.

Et muligt ressourcebeskyttelsestiltag vil være at importere vand fra kildepladser længere væk, hvor indvinding kan ske til lavere omkostninger. Der importeres allerede vand til Københavns Energi fra stor afstand, da Regnemarksværket i perioder tager vand ind fra Haraldsted og Gyrstinge søer. I Holland hentes vand til mere end 1 million mennesker knapt 75 km. fra Haag. Kubikmeterprisen for rørledning samt pumpning (men eksklusiv indvinding og boringer) er her opgjort til 2,98 kr. (40 eurocents) per m³. Et sådant tiltag vil altså være rentabelt hvis tæringen på grundvandsreserven medfører en ressourcerente på ca. 3 kr. eller mere. Det vil være tilfældet hvis tæringen er på mere end ca. 6 % af den årlige mængde der kan indvindes uden påvirkning. Som udgangspunkt bør ressourcerenten dog fastlægges uden hensyntagen til alternative tiltag.

Ved anvendelse af den omkostningsbestemte værdi af grundvand til lokale og regionale analyser rejser der sig en problemstilling omkring behandlingen af vandafgiften (afgift på ledningsført vand), der antages at afspejle ressourcerenten. Spørgsmålet om hvordan den omkostningsbestemte pris nærmere skal indgå i velfærdsøkonomiske analyser falder udenfor nærværende projekt.

Som nævnt omfatter en omkostningsbaseret opgørelse kun brugsværdier af drikke- og grundvand. Normalt vil den derfor repræsentere et konservativt estimat for værdien af godet.

3.4 Sammenfatning

Den omkostningsbaserede opgørelse viser, for et konkret vandforsyningsområde (ÅKV), at de velfærdsøkonomiske omkostninger ved at fremstille drikkevand udgør ca. 17 kr. per m³. Denne omkostning er væsentligt højere end de takster som forbrugerne aktuelt betaler, hvilket dels kan forklares med at en række faste omkostninger og sunk costs (tabte omkostninger) omregnes til en kubikmeterydelse, dels med principperne for den velfærdsøkonomiske opgørelse.

Disse velfærdsøkonomiske omkostninger er endda underestimerede da de defensive omkostninger til sikring af grundvandet ikke er opgjort i opgørelsen, ligesom alle eksternatlitetseffekter heller ikke er medregnet. Det er væsentligt at være opmærksom på, at en omkostningsbaseret opgørelse blot afspejler brugsværdien af drikkevand, og dette efter de gældende miljøbestemmelser. Ønsker man at fastlægge en beregningspris for grundvand der også afspejler værdierne for fremtidige generationer og andre såkaldte ikke-brugsværdier, vil egentlige værdisætningsundersøgelser skulle udføres.

Fodnoter

[4] anslået jordrente

[5] Forbrugsprisen hos ÅKV er på 5,81 kr./ m³ vand ekskl. afgifter og spildevand (vandafledningsafgiften). Til sammenligning har DANVA beregnet en gennemsnitlig forbrugerpris på 6,74 kr./ m³ på grundlag af data for 147 vandforsyninger.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 November 2004, © Miljøstyrelsen.