| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Livscyklusvurdering af deponeret affald - Del II

15 Deponeringsanlægs fremtid i samfundet

15.1 Befolkningsudviklingen
15.2 Fremtidigt deponeringsbehov
     15.2.1 Affaldsmængder
     15.2.2 Politisk prioritering og teknologiske muligheder
     15.2.3 Scenarier
     15.2.4 Sammenfatning
15.3 Fremtiden for deponeringsanlæg
     15.3.1 Byggeri
     15.3.2 Deponeringsanlæg som råstofdepoter
     15.3.3 Nye deponeringsanlæg
     15.3.4 Sammenfatning
15.4 Fremtiden for deponeringsanlæg, som indgår i infrastrukturen
     15.4.1 Materialer og anlæg
     15.4.2 Sammenfatning

Et grundlæggende spørgsmål er, i hvilket omfang deponeringsanlæg vil være uberørte af den fremtidige samfundsudvikling. Menneskelig aktivitet har siden tidernes morgen skabt affald, som er blevet bortskaffet i en bunke eller et hul, som typisk er placeret i udkanten af bysamfundet. Aldrig for langt væk for det er upraktisk.

Og i takt med, at menneskerne er blevet flere, er vores bysamfund vokset. Først rundt om affaldsbunken og siden henover. Vi bor i dag ovenpå forfædrenes køkkenmøddinger.

15.1 Befolkningsudviklingen

Befolkningsudviklingen er central, idet den har betydning for

• de affaldsmængder der generes og skal bortskaffes, samt
• befolkningens ønske om at udnytte de arealer, hvor der er deponeret affald, til andre formål.

Grundlæggende må erkendes, at ethvert forsøg på at forudsige udviklingen i denne sammenhæng er at betragte som et skud i tågen givet de tidsperspektiver, der tales om. Den menneskelige race kan være uddød på grund af en menneskeskabt eller naturbetinget katastrofe (atomkrig el. kometnedslag). Menneskeracen kan også være vokset nærmest uhæmmet i antal begrænset alene af mangel på mad og andre basale ressourcer. Endelig kan man vælge at tro på, at antallet af mennesker stabiliserer sig på et niveau, der ikke afviger fundamentalt fra det niveau, der kendes i dag.

Den samlede befolkning på verdensplan i 2002 udgjorde ca. 6,2 mia. mennesker og forventes at komme op på ca. 9,1 mia. i 2050 /PBR 2002/. Dette estimat markerer dog en forventning om tydelig opbremsning i befolkningstilvæksten. Tilbage i 1994 blev den forventede befolkning i 2050 således estimeret til ca. 9,8 mia. mennesker /WRI 2003/. Det er skønnet, at jordens samlede befolkning vil stabilisere sig på mellem 10 og 12 milliarder i anden halvdel af det nye århundrede /Thulstrup et al 1999/.

Antages at der reelt opnås en stabilisering omkring et niveau på 10 - 12 mia. baseret på befolkningsprognoser frem til 2050 påregnes, at tilvæksten hovedsageligt finder sted i udviklingslande i Asien og Afrika. For Europa er estimeret et fald i befolkningsantallet. Et fald, der primært er knyttet til Øst- og Sydeuropa. /PBR 2002/.

Specielt for Danmark gælder, at Danmarks Statistik i 1999 lavede en fremskrivning af befolkningen indtil år 2100. Denne kilde kommer frem til et befolkningstal på 5,692 mio i år 2100 ^[6]. To alternative forløb kommer frem til hhv. 6,602 mio. og 4,732 mio. mennesker i Danmark i år 2100. ^[7] /Danmarks Statistik 1999/.

Baseret på disse skøn og prognoser er der ikke belæg for at sige, at befolkningsmængden i Europa herunder Danmark i fremtiden vil afvige væsentligt fra situationen som den kendes i dag. Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at situationen i Europa i en meget lang periode fremover vil være under pres.

Der er dels tale om et eksternt pres kommende fra de store menneskemasser, der befinder sig tæt på Europa i Asien og Afrika og som drømmer om en bedre fremtid i det rige Europa.

Der er tillige tale om et internt pres kommende fra at Europas befolkning gennemsnitligt bliver ældre og at det uden en indvandring af kvalificeret arbejdskraft kan være svært at opretholde de velfærdssystemer, som findes i dag.

Heroverfor står det pt. stærke politiske ønske i befolkningerne i mange Europæiske lande om at begrænse indvandringen. Dette kombineret med den igangværende udvidelse af EU betyder givetvist, at Europa i en længere årrække fremover vil opføre sig indadvendt og acceptere et stagnerende og måske faldende befolkningstal.

På længere sigt er det dog logisk at forvente, at der vil ske en vis langsom udjævning i befolkningskoncentrationerne i de forskellige dele af verden. Dette betyder at befolkningen i Europa på sigt vil stige på ny, og måske nærme sig den fordobling, der er forudset på verdensplan. Kan befolkningsmængden begrænses til denne fordobling er der for Europa tale om et niveau, der ikke nødvendigvis vil afvige fundamentalt fra det niveau, der kendes i dag.

15.2 Fremtidigt deponeringsbehov

Det fremtidige deponeringsbehov vil udover befolkningsudviklingen afhænge af affaldsmængderne, den politiske prioritering af affaldsbortskaffelsesmetoder og den teknologiske udvikling.

15.2.1 Affaldsmængder

Hidtil har affaldsproduktionen fulgt den økonomiske aktivitet og har endda i perioder været stigende. Den samlede udvikling i Danmark over perioden 1995-2001 peger i retning af et nogenlunde konstant forhold mellem væksten i affaldsmængderne og væksten i bruttonationalproduktet /MST 2003d/.

Dette gælder dog kun for affaldsmængderne som helhed. For affaldsmængder til deponering er i denne periode registreret et fald. Som det fremgår af tabel 15.1 er affaldsmængderne fra primære kilder reduceret med mere end 50 % i perioden, hvilket skyldes en væsentlig øget genanvendelse samt en delvis omlægning til andre energikilder end kul. Denne udvikling er også slået igennem på mængden af restprodukter fra kulafbrænding, som anvendes som fyld. Til gengæld viser mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding en stigning, som bl.a. afspejler den generelle stigning i mængden af brændbart affald.

Tabel 15.1 Affaldsmængder deponeret eller anvendt til formål, der miljømæssigt kan ligestilles med deponering /MST 1998; MST 1999b; MST 2000e; MST 2001b; MST 2001c; MST 2003e/.

1. Omfatter den totale mængde deponeret og genanvendt da genanvendelse normalt er begrænset til anlægsarbejder herunder opfyldningsformål. Mængden af røggasrensningsprodukter som i dag eksporteres til deponering i udlandet er her medregnet, da denne eksport ikke nødvendigvis vil være permanent.

Koblingen mellem affaldsproduktion og økonomisk aktivitet er væsentlig. Da den vestlige industrielle verden økonomisk er baseret på ideen om permanent økonomisk vækst indebærer denne kobling som resultat også en permanent stigning i affaldsmængderne.

I Danmark satses på at der kan opnås en afkobling mellem økonomisk vækst og affaldsmængder /MST 2003d/. En afkobling må påregnes at forudsætte både en væsentlig udvikling af produktionsteknologier såvel som en væsentligt forbedret genanvendelse. Elektronik og nanoteknologi er eksempler på områder, hvor det er muligt at forestille sig, at værdien af produkterne ikke har nogen sammenhæng med de materialemængder, der er involveret og dermed ultimativt de affaldsmængder, der opstår i produkternes livscyklus.

Udviklingen i mængden af affald til deponering viser, at en tilsigtet indsats kan skabe væsentlige ændringer. Der foreligger dog endnu ikke en dokumentation af, at en afkobling for hele affaldsområdet er mulig. Såfremt denne afkobling ikke er muligt, kan det vise sig at den reduktion i mængden af affald til deponering, der er opnået langsomt vil blive opvejet bl.a. af stigningen i mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding.

Et afgørende problem i denne sammenhæng er, at råvarepriser generelt er lave sammenlignet med arbejdslønnen. Dette gælder generelt for den industrialiserede verden. Og den løbende produktivitetsforbedring på råvareområdet og løn- og prisudviklingen i øvrigt gør ikke forskellen mindre.

Det må forventes, at prisen på ikke-fornybare ressourcer såsom metaller vil stige efterhånden som tilgængeligheden mindske, men det har en lang tidshorisont. For de fleste råstoffer er der umiddelbart ikke udsigt til ressourcemangel /Lassen og Hansen 1998/, og der er derfor ikke udsigt til at prisen på råvarer - på kortere sigt dvs. indenfor 100 år - vil være en drivkraft i retning af affaldsminimering og øget genbrug.

På længere sigt er alle muligheder åbne. Det må forudses at visse ressourcer fx metaller bliver sparsomme og stiger i pris. Det kan samtidigt forventes, at det i betydeligt omfang vil lykkes at substituere disse ressourcer med andre mere rigeligt forekomne ressourcer. Det er fx i vidt omfang lykkedes at substituere kobber med aluminium til elektriske kabler. At der kan peges på mange vellykkede eksempler på substitution, er dog ikke det samme som, at substitution altid går let. Det er fx indtil videre ikke lykkedes at udvikle acceptable alternativer til blykapper om havkabler og højspændingskabler til jord /NKT 97/.

15.2.2 Politisk prioritering og teknologiske muligheder

Dybest set er spørgsmålet om henvisning af affald til deponeringsanlæg versus anden behandling et spørgsmål om politisk prioritering. Her skal vurderes, at den prioritering af genanvendelse og affaldsforbrænding frem for deponering, der grundlæggende styrer affaldspolitikken både i Danmark og EU (der henvises til behandlingshierarkiet indenfor affaldsbehandling /Miljøstyrelsen 1999a/) bygger på 2 dominerende hensyn:

• Ønsket om at opnå den miljømæssigt set optimale affaldsbehandling.
• Begrænsede arealer egnede til deponeringsformål

Det sidstnævnte hensyn er typisk for lande og regioner med relativ høj befolkningstæthed, mens andre lande/regioner kan prioritere anderledes. Effekten af befolkningstætheden ligger i, at det er svært at finde plads til deponeringsanlæg i områder med høj tæthed, uden at det er til gene for nogen.

Selvom andre hensyn såsom økonomi måske kan tale til fordel for mere deponering, skal det her vurderes som højst usandsynligt, at der vil blive ændret ved den generelle prioritering. Dertil er de hensyn, som prioriteringen afspejler for betydningsfulde politisk set.

Den politiske prioritering har betydning for den indsats, der investeres i at fremme den teknologiske udvikling på de punkter, hvor udviklingen ikke sker af sig selv eller ønskes forstærket. Og selvom retningen ligger fast, vil styrken af indsatsen vedblivende kunne varieres.

Den succesfulde indsats, der er sket i Danmark, hvad angår genanvendelse af affald samt udfasning og substitution af miljøfarlige kemikalier såsom freonforbindelser og tungmetaller viser at potentialet for teknologiske forandringer såvel forandringer i adfærd er meget stort. Som hovedregel må gennemførelse af forandringer derfor anses for et spørgsmål om politisk vilje mere end et teknologisk problem.

Et afgørende problem er dog, at forandringer typisk vil have konkurrencemæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser - i hvert fald på kortere sigt. Af disse årsager er det tvivlsomt om et lille land, som Danmark selv kan gennemføre de forandringer (som fx råvareafgifter og materialestandardisering), der kunne være nødvendige for at afkoble forbindelsen mellem affaldsmængder og økonomisk vækst. En succesfuld afkobling vil med overvejende sandsynlighed kun kunne gennemføres som en fælles international indsats.

De bedste argumenter for at tro på et succesfuldt internationalt samarbejde om en afkobling på længere sigt skal findes i følgende udviklingstendenser:

• At en stigende befolkning globalt set vil forstærke behovet for at mindske mængden af affald til deponering for at spare plads.
• En fremtidig mere udbredt mangel på ressourcer lægger op til en væsentligt forbedret indsamling og genanvendelse af ressourcer.
• Den indsats der i disse år sker med at substituere miljøfarlige kemiske stoffer såsom tungmetaller, vil på sigt lede til en form for afgiftning af samfundet og mindsket forurening (bl.a. af jord), der betyder, at visse affaldstyper fx overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder samt måske også forbrændingsslagger i fremtiden kan være mindre forurenede og derfor i større grad kan genanvendes frit uden begrænsninger og i mindre omfang skal deponeres.

Hvad angår udviklingen på kortere sigt skal umiddelbart vurderes, at det næppe er sandsynligt, at der på internationalt plan vil kunne opnås enighed om de nødvendige virkemidler til at opnå en succesfuld afkobling mellem affaldsmængder og økonomisk vækst. Dermed må vedblivende regnes med stigende affaldsmængder, hvilket kan medføre at mængden af affald til deponering i Danmark vil stige på ny.

15.2.3 Scenarier

Til illustration af de udviklingsperspektiver, der kan være tale om, er i tabel 3.2 opstillet en række regneeksempler, der kan vise deponeringsbehovet over en periode på 1000 år under forskellige antagelser.

1. Nuværende affaldsmængde til deponering mindskes med 1% årligt de første 100 år og stagnerer herefter de næste 900 år
2. Nuværende affaldsmængde til deponering fastholdes de næste 1000 år
3. Nuværende affaldsmængde til deponering stiger med 2% årligt de første 100 år og stagnerer herefter de næste 900 år
4. Nuværende affaldsmængde til deponering stiger med 2 % de første 300 år og stagnerer herefter de næste 700 år.

Tabel 15.2 Akkumuleret arealkrav til deponering i Danmark set over 1000 år - regne eksempler.

2. Der er i alle scenarier antaget en massefylde af det deponerede affald på 1,5 tons/m³, og en gennemsnitlig fyldhøjde på 10 m. Øvrige forudsætninger er som angivet i teksten.
3. Jf. tabel 15.1.

De viste eksempler illustrerer tydeligt betydningen af koblingen mellem den økonomiske vækst og væksten i affaldsmængder og vigtigheden af at opnå en afkobling. Det er indlysende, at hvis der regnes med uændret eller stigende affaldsproduktion i den næste million år, vil det samlede behov for deponeringskapacitet i Danmark svare til, at hver m² af Danmarks areal kan være fyldt op en eller flere gange.

Disse regneeksempler skal i øvrigt alene opfattes som regneeksempler. Der er så mange parametre, der kan påvirke fremtiden i denne sammenhæng, at det reelt er umuligt at vurdere hvilket scenarie, der bedst repræsenterer fremtiden, eller om fremtiden overhovedet er dækket af de angivne scenarier.

Relevansen i at præsentere disse scenarier ligger dog i, at det kan diskuteres hvilken grad af fortynding af emissioner fra deponeringsanlæg, det er forsvarlig at regne med på lang sigt, når der tages i betragtning, hvor lang en tidsperiode udvaskningen af persistente miljøfarlige stoffer må antages at være udstrakt over. Den lange udvaskningsperiode betyder dog samtidig - jf. afs. 15.3 - at koncentrationen af disse stoffer i perkolatet fra deponeringsanlæg kan være lav og at koncentrationen i mange tilfælde - men ikke nødvendigvis altid - vil ligge under drikkevandskriterierne.

I en sådan diskussion vil det også være nødvendigt at overveje spørgsmålene, om fremtidens deponeringsanlæg vil blive placeret oven på eller ved siden af hinanden. Der henvises i denne sammenhæng til diskussionen om deponeringsanlæg som råvaredepoter (jf. afs. 15.3.2 - 15.3.3).

15.2.4 Sammenfatning

Fremtidens deponeringsbehov bestemmes af flere tendenser der delvist modvirker hinanden:

• Der må påregnes vedblivende at ske en øgning i befolkningsmængden, globalt set. Det forventes at denne stabiliserer sig på et niveau, der er på det dobbelte af i dag. De kortsigtede tendenser for befolkningsmængden i Europa lyder på stagnation og tilbagegang. Det må dog antages, at den globale tilvækst på sigt også vil smitte af i forhold til Europa.
• Erfaringer viser, at væksten i affaldsmængder er nogenlunde konstant i forhold til den økonomiske vækst målt som bruttonationalproduktet.
• En effektiv afkobling af forholdet mellem vækst i affaldsmængder og den økonomiske vækst kræver et internationalt samarbejde.
• De drivkræfter der kan motivere et sådant samarbejde kan formodentlig på længere sigt findes i behovet for at spare på både arealressoucer og råvareressourcer.
• Indsatsen med at udfase brugen af giftige tungmetaller etc. vil på sigt for visse affaldstyper betyde, at mindre affald skal deponeres i deponeringsanlæg.

Deponeringsbehovet er reelt mindsket væsentligt i Danmark i de senere år. Denne reduktion vil dog med tiden formodentlig blive delvist opvejet af stigningen i andre affaldstyper såsom mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding. På længere sigt vurderes det som sandsynligt, at der vil ske en stagnation i affaldsmængderne til deponering.

15.3 Fremtiden for deponeringsanlæg

15.3.1 Byggeri

Deponeringsanlæg er gennem tiderne blevet placeret i byernes udkant. Med udbygning af byerne blev der bygget ovenpå gamle deponeringsanlæg. Der er intentioner i retning af at bygge på gamle, ofte forurenede erhvervsgrunde i byerne fremfor at udvide byernes areal /Erhvervs- og Bypolitisk Udvalg 2000/, /Miljø- og Energiministeriet 2000/. Det er sandsynligt, at ideen om ikke at inddrage jomfrueligt land også fremover vil betyde byggeri på lukkede deponeringsanlæg.

Gasudvikling fra gamle deponeringsanlæg er et af de tekniske problemer, der har hæmmet interessen for at udnytte gamle deponeringsanlæg til byggeformål. Dette vil være et mindre problem fremover, i hvert fald i Danmark, pga. forbudet mod permanent deponering af brændbart materiale, hvilket primært skyldes ønsket om at udnytte energiindholdet i det organiske stof fremfor at deponere dette /Miljøstyrelsen 1999a/. Også på EU-plan går udviklingen i retning af at begrænse deponeringen af bionedbrydeligt affald. I denne sammenhæng beror udviklingen bl.a. på ønsket om at mindske produktionen af drivhusgasser /Rådets direktiv 1999/31/EF/.

Ingen kontrollerede deponeringsanlæg i Danmark er endnu endelig nedlagt, og det kan ikke med sikkerhed siges, hvornår dette vil ske. På den anden side må påregnes, at dette sker før eller siden. Spørgsmålet er så, om der vil blive bygget ovenpå disse deponeringsanlæg. Dette spørgsmål skal utvivlsomt besvares med et klart både/og.

Med en befolkningstilvækst, der på sigt kan gå i retning af en fordobling (jf. afs. 15.1) vil byerne vokse arealmæssigt i forhold til i dag. Men ønsket om så vidt muligt at friholde jomfrueligt landareal vil givetvis medføre, at byerne fortættes. Derfor vil de deponeringsanlæg, der i dag ligger i god afstand fra byområder formentlig få lov til at ligge relativt uberørte også i en nærmest ubegrænset fremtid. I denne vurdering skal dog tages forbehold for en mulig fremtidig udbygning af sommerhusområder, som evt. kunne finde sted på arealer anvendt til kystnære deponeringsanlæg.

I de tilfælde, hvor byerne vokser rundt om tidligere deponeringsanlæg står valget mellem at udnytte disse deponeringsanlæg til rekreative områder i byerne eller at bebygge anlægsarealerne. Selvom bebyggelse kun vil finde sted, når det gennem målinger er dokumenteret, at der ikke vil ske uacceptabel påvirkning af det omgivende miljø, vil det i givetvist i mange tilfælde blive vurderet som acceptabelt at bebygge deponeringsanlæggene. Med denne vurdering er taget hensyn til:

• At det ikke er utænkeligt, at der vil blive stillet blødere miljøkrav i byområder, som i forvejen påvirkes fra mange andre kilder.
   
• At den udvaskning af miljøfarlige persistente stoffer, der vil finde sted fra deponeringsanlæg vil være meget langstrakt, således at koncentrationerne af disse stoffer i perkolatet ikke nødvendigvis overskrider drikkevandskriterierne.
   
• At det for deponeringsanlæg, som frigives til at passe sig selv, ikke er noget problem, at bundmembranerne perforeres af pælefundering.

Affald, der tages op af gamle deponeringsanlæg i forbindelse med byggeri, må påregnes tilført nye deponeringsanlæg. Det skal ikke udelukkes, at der kan blive sjusket, således at opgravet affald i nogen tilfælde ender som fyld i et hjørne af bygge pladsen. De miljømæssigt vigtigste konsekvenser af byggearbejdet vil dog givetvist være følgende:

• At der tilføres ilt til det deponerede materiale hvorved omsætningsprocesserne og udvaskningen accelereres.
   
• At store dele af arealet udstyres med vandspærrende belægning såsom asfalt, hvilket mindsker perkolatdannelsen og forsinker udvaskningen.

15.3.2 Deponeringsanlæg som råstofdepoter

Et interessant udviklingsperspektiv, som med mellemrum dukker op, er påpegningen af, at deponeringsanlæg kan være en af fremtidens råstofressourcer især hvad angår metaller. I takt med at de koncentrerede forekomster af mineraler på verdensplan opdages og udnyttes og produktionsteknologien gøres stadigt mere effektiv, bliver det koncentrations-niveau, hvor det er økonomisk rentabelt at udnytte mineralforekomster stadigt mindre. Det må forventes, at den økonomisk rentable koncentration på et tidspunkt vil være sænket så meget, at det kan betale sig at udvinde metaller fra tidligere deponeringsanlæg herunder special deponeringsanlæg for forbrændingsslagge etc.

Perspektivet er reelt integreret i det cellesystem, der typisk benyttes i moderne deponeringsanlæg. Her er tankegangen, at homogent affald fx batterier bør deponeres særskilt for at gøre det lettere i fremtiden at grave affaldet op påny i takt med, at der udvikles økonomisk rentable metoder for nyttiggørelsen af affaldet.

Den begrænsende faktor for udnyttelsen af gamle deponeringsanlæg i den sammenhæng vil givetvist være de gener, der er forbundet med at grave gamle deponeringsanlæg op. Opgravning af gamle deponeringsanlæg vil således næppe blive accepteret i byområder og områder af landskabelig værdi. Hertil kommer, at en sådan operation formodentlig kun er interessant for meget store deponeringsanlæg.

Opgravningen vil resultere i en stor mængde overskudaffald, som skal gendeponeres. Dette kan fx ske i det oprindelige deponeringsanlæg. De miljømæssigt vigtigste konsekvenser af opgravningen vil formentlig være følgende:

• At der tilføres ilt til det deponerede materiale, hvorved omsætningsprocesserne og udvaskningen accelereres.
   
• At de efterspurgte metaller fjernes fra affaldet og derfor ikke vil blive udvasket eller spredt til miljøet som følge af deponeringen.

15.3.3 Nye deponeringsanlæg

Tendensen i planlægning og -indretning for deponeringsanlæg er etablering af cellesystemer og diverse former for special deponeringsanlæg og dermed større og mere komplicerede anlæg, der kan gøre det muligt at udnytte det deponerede affald som en råvareressource i fremtiden (jf. afs. 15.3.2). Størrelsen og specialiseringen af disse anlæg vil komme til at være en afvejning i forhold til transportafstande. Et vigtigt perspektiv er, at det kun i begrænset omfang vil være hensigtsmæssigt at bygge oven på eksisterende anlæg, når der skal etableres ny deponeringskapacitet, da man hermed gør det vanskeligt at udnytte det oprindelige affald.

Forudsat at affaldsmængderne til deponering kan fastholdes på det nuværende eller et lavere niveau og der dermed undgås en væsentlig stigning er der næppe umiddelbart grund til at betragte arealkravet til deponeringskapacitet som skræmmende. Det er derimod på ingen måde et ønskværdigt perspektiv, at koblingen mellem vækst i affaldsmængder og økonomisk vækst vil fortsætte i flere århundreder (der henvises til afs. 15.2.3).

15.3.4 Sammenfatning

Det forventes, at deponeringsanlæg beliggende relativt tæt ved byområder vil være udsat for, at byerne vokser rundt om dem og tillige i et vist omfang også henover dem. At tidligere deponeringsanlæg bebygges kan både accelerere og hæmme udvaskningen fra denne. For andre deponeringsanlæg gælder, at de vil blive liggende uberørte i det omfang, de ikke udnyttes som råvaredepoter. Hensynet til at kunne udnytte deponeringsanlæg som råvaredepoter kan være et styrende element i udformningen af deponeringsanlæg i fremtiden og kan betyde at det ikke er hensigtsmæssigt at placere nye deponeringsanlæg ovenpå gamle deponeringsanlæg.

15.4 Fremtiden for deponeringsanlæg, som indgår i infrastrukturen

15.4.1 Materialer og anlæg

Udvalgte materialer udnyttes og genanvendes i dag i udstrakt grad i infrastrukturen. Det er en praksis, som må forventes at fortsætte, idet denne praksis mindsker behovet for egentlig deponeringskapacitet og mindsker forbruget af materialer som sand og grus.

De materialer, som udnyttes og genanvendes, omfatter især:

• Uforurenet og let forurenet overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder som anvendes til alle former for opfyldningsformål.
• Tegl og beton, som knuses og anvendes til bundsikring og bæremateriel i veje /Phil 1998/.
• Slagger fra forbrændingsanlæg, som anvendes til opfyldning og bundsikring i mindre veje og i forbindelse med fx mark- og vindmølleveje, underlag ved svinestalde, maskinhuse etc. /Phil, 1998; Boddum & Skaarup, 1998/.
• Kulflyveaske fra kraftværker, som anvendes som opfyld i forbindelse med større veje, havne, dæmninger osv. /ELSAM m.fl. 1987/.
• Havnesedimenter, som ofte anvendes til opfyldning og landvinding i havneområder.

Den forventede udvikling, hvad angår centrale anlægstyper, er beskrevet i det følgende:

Veje og parkeringspladser
Veje har gennem tiden været meget stationære. Veje oprindeligt anlagt for 1.000 år siden eksisterer endnu og nye veje er igennem årene typisk blevet lagt langs gamle markskel og eksisterende stier og veje.

Denne tendens er dog brudt med motorveje, motortrafikveje og lign. større vejanlæg, som på grund af særlige krav til bl.a. plads og kurveforløb lægges i helt nye traceer. Udbygning af denne type anlæg vil dog typisk ske som en udvidelse af de eksisterende anlæg.

I dag nedlægges kun stumper af veje. Det sker typisk i forbindelse med anlæggelse af omfartsveje, hvor en mindre del af den gamle vej nedlægges for at forhindre gennemkørsel. De gamle veje i øvrigt vil næppe blive nedlagt, fordi de sikrer udkørsel fra ejendomme og forbindelse til det øvrige vejnet.

Flere og flere små stier og veje pløjes dog allerede i dag op til fordel for marker /Miljø Info 2000/. I det omfang, disse veje har indeholdt slagger fra forbrændingsanlæg el. andet, vil dette hermed reelt være spredt i miljøet.

Vejbelægninger (asfalt) forventes at have en gennemsnitlig holdbarhed på ca. 10-12 år /Miklos 1998/, og vil derfor blive fornyet med jævne mellemrum.

De dybere liggende lag skiftes kun sjældent ud. Det sker typisk ved bæreevnesvigt eller hvis de drænende lag falder sammen, så de mister evnen til at dræne. Det sker typisk i våde/lavtliggende områder. Den nye jordforureningslov (nr. 370 af 02/06/1999 med ikrafttrædelse 1.januar 2000) vil sandsynligvis betyde, at de sammenfaldne lag forbliver under vejen som jordfyld og et nyt drænende lag lægges på. Der er kun meget få eksempler på veje, hvor de dybere liggende lag er blevet renoveret. Det gælder vigtige veje på omkring 100 år. I det omfang, hvor der sker udskiftning af materialer, må forventes at slagger og aske etc. som ikke genanvendes vil blive ført til et nyt deponeringsanlæg. Ved selve udskiftningsarbejdet må dog påregnes et vist diffust spild af materialer til omgivelserne. Herudover må regnes med at de anvendte affaldsprodukter udsættes for en langsom udvaskning. Interessant ved denne udvaskning er, at veje er placeret over hele landarealet og ikke kun i kystområder, som det tilstræbes i Danmark for egentlige deponeringsanlæg.

Det samme gælder for veje i byområder, som typisk gemmer forsynings-ledninger (vand, spildevand, el, gas) og som tilbagevendende brydes op pga. ledningsarbejder (jf. nedenstående afsnit om ledningsgrave).

En grundlæggende forudsætning for opretholdelse af vejnettet på længere sigt er dog, at landtransport også i fremtiden vil være domineret af hjulet. Det mest revolutionerende alternativ vil være transport via luften med familie- eller enkeltmands helikoptere/raketter. Et sådant alternativ ville i princippet gøre veje overflødige. Om end ingen kan vide, hvad fremtiden vil bringe, kan det umiddelbart vurderes, at et sådant alternativ nødvendigvis vil være energimæssigt dyrere end transport på hjul, da der med helikoptere/raketter også skal bruges energi på at overvinde tyngdekraften. Det må derfor vurderes som logisk at antage, at landtransport via hjul og dermed vejanlæg også i fremtiden vil spille en væsentlig rolle. Dette understøtter en antagelse om, at det eksisterende vejnet vil blive opretholdt i en måske ubegrænset fremtid - i hvert fald lokalt og i tyndere befolkede områder.

Når der lægges op til at skelne mellem lokal versus regional og langtransport og tyndere befolkede områder versus tættere befolkede områder hænger sammen med, at det bestemt ikke kan afvises, at der med tiden udvikles andre transportløsninger for regional og langtransport såvel som bytransport end bilen, som den kendes i dag. Der eksperimenteres allerede i dag med andre transportformer, f.eks. Ruffen. Disse vil ændre vejtypen og behovet for veje. Som allerede nævnt er transport på længere afstande et oplagt fokusområde for nye transportsystemer. Dvs. som erstatning for de større veje. Dette kan sammenlignes med, at trafikbelastningen på de centrale Europæiske motorveje allerede i dag er høj og tilsyneladende forsat vokser. Det er vanskeligt og dyrt at lave nye transportkorridorer, ikke mindst på grund af miljøkrav. Derfor er det naturligt at kigge efter nye løsninger. Inertien i vores nuværende bil system er dog stor og en grundlæggende ny løsning som Ruffen, der både kræver særlig infrastruktur samt at mange enkeltpersoner anskaffer et nyt køretøj, kræver tid at indføre. At indføre et sådanne systemer til langtransportformål i Europa kræver konsensus på EU-niveau. Her skal vurderes, at nye transportsystemer ligger minimum 50 år frem i tiden. Igen gælder, at de teknologiske problemer næppe er den største forhindring. Det handler primært om hvorvidt den politiske vilje til forandringer er til stede. Dette gælder også, hvis der snakkes om ændringer af transportsystemer i byområder, selvom disse kan indføres hurtigere, da international konsensus ikke er nødvendig.

Ved nedlæggelse af veje, hvor affaldsprodukter er anvendt som fyld etc. må forventes, at størsteparten af affaldsmængden vil blive lagt i et nyt deponeringsanlæg. En del vil dog uundgåeligt blive spredt i miljøet. For deponeret affald som flyttes gælder igen at tilførsel af ilt må påregnes at accelerere nedbrydningsprocesser og udvaskning.

Parkeringspladser er en form for vejanlæg, som normalt ikke bør opfattes som stationære, da de typisk er en del af bystrukturen og vil blive ændret eller flyttet i takt med at byens struktur forandres dvs. i forbindelse med nedrivninger og nybyggeri, nye veje etc. Miljøkonsekvenserne vil være som angivet ovenfor under veje.

Ledningsgrave
Ledningsgrave bliver jævnligt brudt op; enten for at vedligeholde ledninger/rør eller for at lægge nye ledninger/rør. Et forsigtigt skøn over levetiden af kloakledninger er ca. 50 år. Under arbejdet med ledningsgrave kan man i bedste fald sortere det optagne materiale, så det kan tilbagelægges i samme lag som før opgravningen. Men materialet vil i nogen grad blive blandet rundt, og noget materiale vil blive efterladt over jorden omkring ledningsgraven og blive ført til nyt deponi som blandet affald.

Havne
Havne og havnemoler har i årevis været brugt som deponeringsanlæg for kulflyveaske og brugte byggematerialer. De fleste havne ændres løbende typisk ved at de bliver udvidet og tilpasset nye opgaver. De fleste havne der ligger tæt op til byer vil opleve, at byen vokser henover over havnen, der igen udvider sig ved landvinding. Dette er en tendens, som følger af befolkningstilvækst. Havne arealer bliver til byområder, og de tidligere moler bebygges og kloakeres.

Miljøkonsekvenserne heraf er, at noget af materialet graves op og deponeres/spredes, mens hovedparten vil blive liggende. Hertil kommer at det deponerede materiale nu i stigende grad udsættes for vandrette grundvandsstrømme fra baglandet i modsætning til de gamle moler, der ofte mest var udsat for lodret infiltration gennem belægningen. Grundvandstrømmene vil medføre en langsom udvaskning af det deponerede materiale. Denne udvaskning sker primært til havmiljøet.

Nogle havne er allerede i dag overflødiggjort pga. broer. Det gælder især trafikhavne placeret i større afstand fra byområder. Disse havne vil sandsynligvis få lov til at forfalde på stedet. Som eksempel fra Danmark kan peges på færgehavnene Halskov og Knudshoved, der er gjort overflødige af Storebæltsbroen. Det vil tage 30-50 år før spunsvæggene ruster /Reinholt 2000/. Konsekvensen må antages at være en langsom spredning af de deponerede materialer i havmiljøet.

Havne kan betragtes som samfundets organiserede overgang mellem aktiviteter på land og aktiviteter på vand. Dermed er det også vanskeligt at forestille sig at der ikke altid vil være havne, om end deres specifikke opgaver og funktioner naturligt vil variere med udviklingen i samfundet i øvrigt.

Dæmninger
Væsentlige dæmningsanlæg kendes i Danmark mest fra større tog- og vejarbejder. I Danmark er dog også tidligere bygget store dæmninger især i Sønderjylland som beskyttelse af lavtliggende områder i forhold til havet. Fra udlandet kendes dæmninger til landindvinding (Holland), vandkraftanlæg, samt langs floder for at undgå oversvømmelser. Bygget ordentligt bør dæmninger kunne "holde i århundreder" /Bøeg Larsen 2000/. Men der er eksempler på kollaps af dæmninger, hvor disse har skullet bygges op igen.

Diskussionen af miljøkonsekvenser knyttet til brugen af affaldsprodukter i dæmninger har mange ligheder med diskussionen af veje, havne m.m. Mange dæmningsanlæg må påregnes vedligeholdt, så længe det overhovedet er praktisk muligt (gælder især dæmninger til beskyttelse mod oversvømmelse). Øvrige dæmninger holdes ved lige, så længe det er teknologisk relevant (gælder fx dæmninger til trafikformål og vandkraftanlæg). Med tiden må påregnes at nogen dæmninger kan blive nedlagt og de brugte affaldsmaterialer ført til nyt deponeringsanlæg, idet omfang de ikke spredes direkte i miljøet. Herudover påregnes en langsom udvaskning af de miljøfarlige persistente stoffer fra det deponerede materiale. Hvor hurtigt denne udvaskning finder sted vil være stærkt afhængig af den enkelte dæmnings konstruktion.

Andet
Af andre anvendelser skal her fokuseres på skibakker og støjvolde og diverse andre anvendelser såsom underlag ved svinestalde, maskinhuse etc.

Skibakker er normalt et rekreativt element placeret noget uden for byen, mens støjvolde er et element i bystrukturen. Hvis en kommende byudvikling ikke berører skibakken kan denne i princippet blive stående til evig tid, mens støjvoldene kan blive fjernet, hvis dette anses for hensigtsmæssigt udfra udviklingen i bystrukturen.

Underlag for bygninger må anses for relativt kortsigtede anvendelser, der mere eller mindre indbyder til at det udlagte materiale spredes i miljøet når bygningerne engang fjerne.

I det omfang de pågældende deponeringsanlæg ikke fysisk forandres må påregnes en langsom udvaskning af de miljøfarlige persistente stoffer fra det deponerede materiale.

15.4.2 Sammenfatning

Udnyttelse og genanvendelse af affaldsprodukter i infrastrukturen vil i de fleste tilfælde betyde en langsom opblanding og spredning af disse affaldsprodukter ud i det omgivende miljø. Hvor hurtigt denne spredning finder sted afhænger af, i hvilket omfang det enkelte anlæg udsættes for omlægninger. Der må regnes med at enkelte anlæg kan forblive uberørte i en nærmest ubegrænset fremtid, mens andre anlæg graves op pga. forandringer i infrastrukturen. Disse forandringer vil variere fra velkendte ændringer i bybilleder pga. nedrivninger og nybyggeri der kan betydning for ledningsgrave, støjvolde og parkeringspladser o. lign. til den indførsel af nye transportmidler, der kan finde sted i fremtiden.

[6] Det er sket ud fra antagelse om en fødselshyppighed (fertilitet) på 1,76 stigende til 1,782 i 2035, en middellevetid jævnt stigende indtil ca. 80 år for kvinder og knap 79 år for mænd i år 2040, og en nettoindvandring jævnt stigende indtil år 2010, hvorefter den holdes konstant på 15.085 personer pr. år.

[7] Det lave tal er fremkommet ud fra antagelser om fremtidige uændrede niveauer for fertilitet, dødelighed og nettoindvandring i forhold til niveauerne i 1998. Ved det høje tal er tendenserne ført længere ud i fremtiden end i den første fremskrivning.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.