|
Livscyklusvurdering af deponeret affald - Del II 16 Deponeringsanlægs fremtid i en geologisk sammenhæng16.1 Tidsbegreber i en geologisk sammenhæng Også den geologiske udvikling må forventes at kunne påvirke deponerings-anlæg. I dette afsnit er vurderet i hvilket omfang, der bør regnes med at deponeringsanlæg vil være uberørte af den fremtidige geologiske udvikling og den skæbne, der kan forventes for de deponerede materialer ved forskellige former for sandsynlige geologiske og hydrogeologiske påvirkninger. For at forstå tidshorisonten uendelig lang tid i en geologisk sammenhæng er der givet et kort resume af dele af den geologiske udvikling i Danmark og de afgrænsede områder. Der er her bl.a. lagt vægt på at beskrive samspillet mellem geologiske strukturer, der er mange millioner år gamle, og helt nutidige geologiske processer. Det understreges, at der er tale om meget forskelligartede geologiske processer med vidt forskellige tidshorisonter, og det er ikke forsøgt at give et fuldstændigt dækkende billede af de enkelte geologiske emner. Vurderingen giver heller ikke et fuldstændigt billede af de geologiske processers betydning på langt sigt, alene af den grund, at der til stadighed bliver publiceret nye forskningsresultater om den geologiske udvikling i Danmark og det Nordeuropæiske område. 16.1 Tidsbegreber i en geologisk sammenhængFor at få et forhold til tidsbegrebet i en geologisk sammenhæng, er der først set på nogle tidsintervaller bagud i tiden og de geologiske hovedtræk. Fra nutiden til 1.000 år tilbage Vedr. stormfloder viser gamle kort, at der i 1634 er forsvundet store landarealer i marskområdet på grund af stormfloder i den sydvestlige del af Jylland /Larsen 2003/. 10.000 år tilbage Figur 16.1 Geologisk tidstavle /Nielsen & ElmStrøm 1993/ Efter den første afsmeltning af isen, var Danmark landfast med England og Skåne. På grund af den kraftige afsmeltning af isen fra det Nordskandinaviske område blev verdenshavets volumen kraftigt forøget. På grund af det kraftigt forøgede vandvolumen i verdenshavene blev den nordlige del af Jylland dækket af hav, da den isostatiske landhævning efter aflastningen af isens belastning på jordskorpen ikke kunne følge med eustasien. Det bevirkede, at en del af Vendsyssel blev dækket af hav (stenalderhavet, i geologiske termer "Littorinahavet). Senere har den isostatiske landhævning i Vendsyssel bevirket at stenalderhavets bund nu ligger i op til 13 m over det nuværende havniveau i den nordlige del af Vendsyssel.
Figur 16.2 Den isostatiske landhævning i Danmark efter Littorinahavet (meter) /Nielsen & Nielsen 1978/. I det skandinaviske område er de højeste marine spor - strandvolde og kystklinter - fundet i Nordsverige. Den nuværende isostatiske landhævning langs Bottomhavets nordlige kyster er på ca. 10 mm om året. Kvartærperioden Der er i Danmark påvist spor af 4 istider, og den sidste (Weichsel) nåede ikke at dække hele landet, men nåede sin maksimale udbredelse til hovedopholdslinien, der strakte sig fra Bovbjerg ved den jyske vestkyst til Viborg og herfra sydpå til Padborg. Linien er betegnet som hovedopholdslinien. I den seneste mellemistid (Eem-interglacial) og den tidligere mellemistid (Holstein-tiden) bredte havet sig bl.a. ind over dele af det nuværende Jylland mellem Tønder og Esbjerg og området omkring den vestlige del af Limfjorden. En istid er bl.a. kendetegnet ved en kraftig ophobning af ismasser omkring polerne. Ved den sidste istid (Weichel) har man beregnet, at vandstanden i verdenshavene var ca. 120 - 140 m lavere i end i dag /Nielsen & Nielsen 1978/.
Figur 16.3 Landhævning i Skandinavien efter istiden (meter) /Königsson & Frängsmyr, 1980/. Tiden før kvartærperioden
Danmarks geologiske opbygning er i hovedtrækket bestemt af sedimentation fra det skandinaviske område. Det danske område ligger i Det norsk-danske Bassin, som mod øst er afgrænset af Sorgenfrei-Tornquist zonen, der strækker sig fra Bornholm og mod nordvest til Sydnorge. Sorgenfrei-Tornquist zonen afgrænser således Danmark mod det Fennoskandiske Skjold. Zonen vurderes som en aktiv brudzone. Det norsk-danske Bassin har siden Perm (286 - 235 mill. år) været afgrænset til Det tyske Bassin af Ringkøbing-Fyn Højderyggen. I den yngre del af Perm (Zechstein) er der aflejret stensalt ved inddampning.
Figur 16.4 Sorgenfrei-Tornquist zonen og jordskælv registreret i og omkring Danmark /Gregersen & Schmidt 2001/. Nord for Ringkøbing-Fyn Højderyggen er der på grund af saltets lavere massefylde udviklet saltdiapirer (betegnes nogle steder som salthorste). Udviklingen af salthorstene er sandsynligvis initeret af forkastninger under saltet. Det er således en saltdiapir, der er grunden til, at der ved Mønsted ved Viborg findes højtliggende skrivekridt, der har været udnyttet kommercielt. I forbindelse med planerne om at indføre kernekraft i Danmark, blev saltdiapirerne undersøgt med henblik på muligheden for at udnytte dem til deponering af højradioaktivt affald. Planerne blev ikke til noget men en enkelt salthorst, Tostrup salthorst ved Lovns Bredning syd for Limfjorden, anvendes nu som lager for naturgassen fra Nordsøen, således at der kan trækkes på lagrene i forbindelse med perioder med højt gasforbrug. 16.2 Mulige scenarier for geologiske processers betydning for affaldsdeponeringDe følgende geologiske delprocesser vurderes på forskellig vis at kunne påvirke deponeringsanlæg:
Disse processer er i det følgende vurderet med udgangspunkt i 3 forskellige tidsperspektiver:
For hvert af disse tidsperspektiver er vurderet, hvilke konsekvenser de sandsynlige geologiske processer kan have på deponeret affald. 16.2.1 Et 1.000 års perspektivMed baggrund i de anførte eksempler, der dækker den hidtidige historiske periode i Danmark, vurderes, at deponeringsanlæg i et 1.000 års perspektiv kan påvirkes af følgende geologiske processer:
Erosion Erosion af deponeringsanlæg som følge af oversvømmelse er ikke normalt under danske forhold, men vil kunne finde sted bl.a. i central Europa som følge af kraftige regnskyl. Af andre områder med tilbagevendende oversvømmelser kan nævnes Bangladesh. For udsatte områder er oversvømmelser ofte en jævnligt (til tider årligt) tilbagevendende begivenhed. Materiale, der eroderes væk fra deponeringsanlæg vil blive aflejret på jorden eller blive ført videre med ferskvand til det marine miljø. Deponeringsanlæg skal i Danmark så vidt muligt placeres kystnært for at forebygge påvirkning af vigtige grundvandsreservoirer. Hermed bliver deponeringsanlæg også mere udsat for kysterosion. Der sker for tiden en lille havspejlsstigning på 1-2 mm om året. Denne stigning har fundet sted siden den "lille istid", som er betegnelsen for kuldeperioden i årene ca. 1350 - 1880 og skyldes en afsmeltning af isen ved polerne i tiden efter 1880 /Nielsen & Nielsen 1978/. Havspejlsstigningen vil medvirke til en øget erosion på kysterne. Dette betyder, at der ved vurdering af sikkerhedsmarginer ved planlægningen af deponeringsanlæg ved kysterne bør tages hensyn til havspejlsstigningen.
Figur 16.5 Kystforandringer i Danmark gennem de sidste 100 år /Dansk Geologisk Forening 1985/ På grund af den isostatiske indsynkning i den sydvestlige del af Danmark, vil effekten af havspejlsstigningen være særligt kritisk i denne del af landet, når man ser på deponeringsanlæg i en længere tidshorisont (1.000 år). Udover den beskrevne effekt, bør der medregnes en evt. havspejlsstigning på grund af drivhuseffekten, der bevirker en afsmeltning af is ved polerne. En anden effekt af en opvarmning vil være at verdenshavenes volumen udvides, hvilket forstærker effekten af afsmeltningen ved polerne. Dette betyder, at kysterosionens effekt på kystnære deponeringsanlæg kan få reel betydning inden for en overskuelig tidshorisont (1.000 år). Der er via endnu upublicerede geologiske undersøgelser fra Aarhus Universitet beregnet en kysttilbagetrækning omkring Nr. Lyngvig i Vendsyssel på ca. 200 m over en 200 års periode. Kysttilbagetrækningen er i dette eksempel beregnet til ca. 0,6 m om året i perioden 1800 - 1960. Efter 1960 er der sket en øgning i kysterosionen, så den nu ligger på omkring 1,2 m om året. Effekten af kysterosion vil stedvis blive forstærket på grund af tektonisk indsynkning ved f.eks. Nr. Lyngvig og Skagen, som er dokumenteret ved geologiske undersøgelser /Lykke-Andersen et al 1996b/. En almen teori om følgevirkningerne om drivhuseffekten er, at den kan give anledning til et mere ustabilt vejr med kraftige storme. Kraftige storme vil således forstærke effekten af havspejlstigningen på kystnære deponeringsanlæg. Konsekvensen af en direkte erosion på et kystnært deponeringsanlæg, vil i princippet være en spredning af det deponerede materiale i kystzonen, der afhængigt af kystnære strømme vil blive spredt langs kysten i nærheden af deponeringsanlægget. At et deponeringsanlæg begraves i havbunden under et sedimentlag på grund af landsænkning medfører ikke nødvendigvis spredning af det deponerede materiale og miljøfarlige persistente stoffer heri. Det er selve kysterosionen, mens landsænkningen finder sted, der medfører en spredning af de deponerede materialer i miljøet. Det må anses for teknisk muligt at forebygge kysterosion af et deponerings-anlæg, dels ved at forebygge kysterosion med høfder o.lign., dels ved at beskytte selve deponeringsanlægget mod erosion, fx ved delvis indstøbning i beton. Tektonik i det danske område Det kraftigste jordskælv i Danmark, man har kendskab til, skete i 1841 i området ved Fur og Salling. Jordskælvets styrke var nok til, at skorstene blev beskadiget og i nogle kirker fik hvælvingerne revner. Typisk vil Richter-tal på 4,5-5 give mindre lokale skader, mens tal på 5,5-6 giver betydelig skade på fx bygninger /Bondesen 2001/. Jordskælvene findes i 2 områder - i Nordsjælland og ud i Kattegat - hvor de findes i Sorgenfrei-Tornquist Zonen og i et område fra Thy der strækker sig ud i Skagerak dvs. den centrale nordvestlige del af det danske bassin (se figur 4.4). For Thy-Skagerak området gælder, at jordskælvene i dette område ligger i den centrale del af det Norsk-Danske bassin og ikke kan relateres til Sorgenfrei-Tornquist zonen. Jordskælvene optræder her i dybe og gamle forkastninger i dybder ned til 40 km. Nogle af jordskælvene optræder i dybder på 30 - 40 km. Udover de 2 jordskælvområder er der bl.a. registreret et jordskælv i Oslo Fjord, der kunne mærkes i det nordlige Danmark..Jordskælvet, som fandt sted i 1904 havde en magnitude på omkring 6,5 /Bondensen 2001/. Der er tillige påvist postglacial tektonik i Midtsjylland i et område omkring Give - Brande, som ligger vest for hovedopholdslinien. Der er påvist en hævning af området ved Give på 0,8 mm/år og en sænkning på 0,4 mm/år sydøst for Brande. Forfatterne tolker tektonikken som resultat af, at forkastninger fra Zechstien stadig er aktive og skriver således "Vi føler os overbeviste om, at den form for tektonisk aktivitet, som er fundet i Brande-området ikke blot er et lokalt fænomen" og videre skriver de "Det er nærliggende at forvente, at Tertiær og Kvartær reaktivering af forkastninger også har fundet sted i andre dele af de gamle strukturelle hovedstrøg" /Lykke-Andersen et al 1996a/. Der er tillige påvist sænkning ved Skagen, der således ikke stemmer overens med det generelle billede af isostatisk hævning af Vendsyssel. Landsænkningen i Skagensområdet ligger i størrelsesordenen på 1 mm/år og er allerede nu begyndt at give problemer med saltvandsindtrængning i kloakkerne. Den præcise årsag til sænkningen er endnu ikke kendt. /Lykke-Andersen et al 1996b/. Landsænkninger i den størrelse, der her er tale om kan ikke umiddelbart opfattes som et problem i forhold til deponeringsanlæg, selvom det på sigt kan betyde, at de deponerede materialer kommer til at ligge under grundvands-spejlet. Landhævninger kan reelt vise sig som et større problem i og med, at de hævede arealer kan være mere udsat for erosion fx i forbindelse med istider (jf. afs. 16.2.2). Salttektonik På grund af saltets lavere massefylde og plasticitet er det flydbart, når det udsættes for belastning af de ovenliggende lag. Saltet flydning initeres ved forkastninger og der dannes i starten saltpuder som senere udvikles til diapirer (også nogle steder benævnt som salthorste). I sammenligning med kysterosionens processer har saltstrukturenes bevægelser en anden tidsskala. Der er f.eks. beregnet opadstigende bevægelser af saltdiapirer ved:
Ved andre strukturer er der beregnet væsentligt lavere flydningshastigheder. Ved Voldumstrukturen, som ligger mellem Århus og Randers Fjord, som er en saltpude, har bevægelsen siden sen Kridt ligget på 0,003 mm om året, dvs. en stigning siden sidste istid på 3 cm. Under de nuværende klimatiske forhold, må der forventes en ubetydelig effekt af salttektonikken, idet saltet opløses af grundvandet. 16.2.2 Et glacialt perspektivVurderingen af deponeringsanlæg i glacialt perspektiv tager udgangspunkt i, at den periode, som vi lever i nu (Holocæn), kan betragtes som en mellem-istid. I et geologisk tidsperspektiv er den kvartære periode karakteriseret ved hyppige klimasvingninger. De klimamæssige variationer, der kendetegner perioden, skyldes sandsynligvis variationer i jordens bane om solen og hældningen af rotationsaksen i forhold til solen. Teorien er ikke ny, men blev udviklet af Milankovitch i 1920'erne og 1930'erne /Pedersen 2003/. Den nuværende geologiske viden om den sidste istid viser, at man ikke kan opfatte nedisningen som én lang kold periode, men at der i istiden har været korte varme perioder (interstadialer), hvor isen har været bortsmeltet og der har været vegetation /Seidenkrantz & Knudsen 1992/. En ny istid vil betyde, at de eksisterende kapper af is ved polerne udvider sig. På grund af ophobning af is ved polerne vil vandstanden i verdenshavene falde, så kysterosionen, der vurderes som en vigtig risiko for deponeringsanlæg i et 1.000 års perspektiv, ikke mere vil have betydning, da deponeringsanlæg oprindeligt anlagt som kystnære deponeringsanlæg nu vil være placeret langt fra kysten. Forskellen i det eustatiske havniveau fra en mellemistid til en istid er angivet til mindst 50 m /Seidenkrantz & Knudsen 1992/. Andre steder er der foreslået en ændring til 120 - 140 m under det nuværende havspejl /Nielsen & Nielsen 1978/. Når der er ophobet store ismængder i det Nordskandinaviske område vil isen begynde at flyde og borterodere materialer og indarbejde materialer i isen. Effekten på deponeringsanlæggene vil afhænge af deres placering i terrænet. Et deponeringsanlæg, der ligger i en tidligere udgravning som f.eks. en tidligere råstofgrav eller i et indsynket område vil være mindre eksponeret for erosion og oparbejdning i isen. Omvendt vil et deponeringsanlæg liggende højt i terrænet - fx et anlæg udformet som en bakke - være udsat for større erosion. Ved erosionen vil dele af deponeringsanlægget blive indarbejdet i isen. Ved en senere afsmeltning af isen vil det deponerede materiale blive spredt i miljøet, dels som smeltevandsaflejrede sedimenter, og dels som dele af affaldet, som aflejres direkte. Udover den direkte erosion må der antages at optræde andre glaciale fænomener som f.eks. flydejordsprocesser, som vil bevirke, at et deponerings-anlæg kan gå i stykker og blive spredt lokalt til lavere liggende områder, hvis dette er muligt. Herudover gælder, at under en nedisning, som kan foregå i flere etaper, vil der i perioderne uden is sandsynligvis blive dannet en arktisk ørken uden væsentlig vegetation. Et sådant landskab er naturligt meget udsat for erosion. Hertil kommer betydningen af kraftige storme, som kendes fra den sidste istid dokumenteret ved vindslebne sten på afblæsningsflader og dannelse af indlandsklitter. Det er oplagt, at i det øjeblik det beskyttende låg i form af jordoverdækning er fjernet fra deponeringsanlæg af isen, vil storme være i stand til at sprede det deponerede materiale over store områder. Hvorvidt materialet spredes diffust eller blæses sammen i indlandsklitter er vanskeligt at forudse. Der vil sandsynligvis være tale om en kombination. Salttektonik Under et isfremstød, vil det hævede materiale være eksponeret for isens erosion. Efter afsmeltningen af isen og fjernelse af permafrosten, vil saltet igen kunne opløses af det cirkulerende grundvand, og terrænet over saltdiapiren vil indsynke. Ved en del af saltdiapirere i Danmark er der således mindre søer og moser, der er tolket som et resultat af opløsning af saltet efter permafrostens ophør efter sidste istid. 16.2.3 Et "uendeligt" langt perspektivEt uendeligt langt tidsperspektiv er selvsagt i en geologisk sammenhæng et meget langt tidsperspektiv. Det er selvsagt svært at give et realistisk bud på den fremtidige udvikling i et langsigtet perspektiv udover en nedisning, og der må nødvendigvis være tale om kvalificerede gætterier, der bygger på kendte geologiske mekanismer. Vigtige mekanismer er landhævninger og pladetektonik set i sammenhæng med generelle forvitrings- og erosionsprocesser. Landhævninger bevirker, at havbund løftes til landarealer. Store dele af Europa inkl. Danmark er tidligere havbund. Pladetektonikken beskriver kontinenternes forskydning, dannelsen af bjergkæder og dannelse af ny havbund. Kontinenternes bevægelser beror på, at jordskorpen er opdelt i en række plader, som styres af magnastrømme i jordens indre. Pladerne både flytter sig og drejer sig forhold til hinanden. Der, hvor 2 plader mødes, vil den ene plade skyde sig ind under den anden med det resultat, at der dannes bjergkæder. Således er Himalaya dannet ved, at den indiske plade presser sig op i Asien, mens Alperne skyldes, at den afrikanske plade presser sig op i Europa. Modsat sker der en løbende udvidelse af Atlanterhavet og der dannes ny havbund ved, at der strømmer magna op langs en sprækkezone (den Midatatlantiske Ryg), der går ned gennem hele Atlanterhavet og tværs hen over Island. Et resultat er, at afstanden mellem Europa og Afrika på den ene side og Nord- og Sydamerika på den anden side langsomt bliver større. Hertil kommer, at de eksisterende plader kan blive brudt op i mindre, som flytter sig selvstændigt. Som eksempel skal peges på Østafrika øst for Rift Valley, som med tiden forventes at rive sig løs fra selve Afrika (jf. figur 16.6-16.9). Nedenstående figurer viser kontinenternes formodede beliggenhed fra 180 mio. år siden til i dag.
Figur 16.6 Et forslag til kontinenternes placering ved slutningen af Trias perioden for ca. 180 mio. år siden. /Press & Siever, 1978/
Figur 16.7 Et forslag til kontinenternes placering ved slutningen af Kridttiden for ca. 65 mio. år siden. /Press & Siever, 1978/
Figur 16.8 Kontinenternes placering i dag. /Press & Siever, 1978/ Ved den igangværende kontinentalforskydning af den Nordamerikanske plade hen over Stillehavets havbund og den fortsatte åbning af Atlanterhavet, vil man forvente en indsynkning i Nordsøbassinet. Herudover betyder pladetektonik relativt lidt for Nordeuropa, da der tilsyneladende er tale om en samlet Euro-asiatisk plade, og den nærmeste kollisionszone findes i Middelhavsområdet i mødet mellem den afrikanske og den eurasiske plade. Ved en samtidig pladetektonisk drift af den afrikanske plade mod den europæiske plade, må der forventes yderligere løft af det alpine område. På baggrund af satellelitdata er beregnet at den afrikanske kontinentalplade presses ned under Europa med en hastighed på 25 mm pr. år. Nedenstående figur viser et bud på, hvorledes kontinenterne kan tænkes at være placeret, hvis kontinentalforskydningen fortsætter som i dag.
Figur 16.9 Kontinenternes placering, som den kunne se ud om 50 mio. år /Press & Siever, 1978/. Erosion river ned, hvad der er bygget op med landhævninger og pladetektonik. Vind, sol og frost kombineret med plantevækst og dyreliv kan få bjerge til at smuldre, og vand, der falder som regn, transporterer materialer i form af grus, sand og ler fra landjorden via vandløb og floder ud til havene, hvor de sedimenterer. Vand i form af vandløb og floder er en stærk erosionsmekanisme i sig selv, når det skærer sig igennem landskabet og skaber kløfter, der med tiden udvides til brede floddale. Tidsperspektivet for at danne disse store floddale er mange mio. år /Press & Siever, 1978/ Set i forhold til deponeringsanlæg betyder disse mekanismer, at i det uendelige tidsperspektiv vil intet deponeringsanlæg være beskyttet mod erosion. I forbindelse med landhævninger, vil deponeringsanlæg begravet dybt i havbunden kunne eksponeres på ny. Som eksempel skal peges på, at dele af Midtjylland i tertiærtiden pga. omfattende landhævning har været udsat for en erosion på 200 m, hvilket bl.a. ses ved, at der ligger brunkul i Fasterholdtområdet tæt på terræn. Pladetektoniske bevægelser må forventes primært at have betydning for deponeringsanlæg liggende i kollisionszoner, dvs. i de zoner hvor kontinental- og/eller oceanplader støder ind i hinanden. Den umiddelbare konsekvens for deponeringsanlægget må antages at afhænge af, hvor tæt deponeringsanlægget befinder på jordoverfladen:
Herudover betyder pladetektoniske bevægelser, at de klimatiske forhold for alle deponeringsanlæg må påregnes at kunne blive forandret i tidens løb. De deponeringsanlæg, der blev etableret i tørre og varme zoner på jorden kan blive flyttet til kolde og regnfulde zoner og omvendt. Der er dog mange spørgsmål, som formodentlig kun fremtiden vil kunne besvare. Det kan ikke vides, i hvilken grad kontinentpladerne vil fortsætte med at presse sig ind under hinanden - om bevægelsen går i stå eller skifter retning på et tidspunkt eller fortsætter indtil den ene plade er helt forsvundet. Det vides heller ikke i hvilket omfang de enkelte plader kan brydes op i mindre plader. Disse spørgsmål har betydning for, om der må regnes med, at alle deponeringsanlæg før eller siden nødvendigvis bliver ødelagte eller, om mange deponeringsanlæg kan antages at kunne bestå nærmest uberørte til evig tid. Andre grundlæggende spørgsmål, som der ikke umiddelbart gives svar på, omfatter spørgsmålet om mennesker vil bevare oplysninger om placeringen og indholdet af gamle deponeringsanlæg i en ubegrænset fremtid og i givet fald evner og vil forsøge at forebygge erosion i en ubegrænset fremtid, hvilket evt. kan gøres ved at opgrave gamle deponeringsanlæg udsat for erosion, og gendeponere materialet? Vil der overhovedet være mennesker tilstede på jorden i en ubegrænset fremtid? 16.3 SammenfatningDet kan konkluderes, at der er mange geologiske mekanismer, der på sigt vil kunne erodere et deponeringsanlæg og sprede indholdet af anlægget mere eller mindre diffust i miljøet. Med et tidsperspektiv som det glaciale har den nuværende placering af lande og regioner betydning. Her kan vurderes, at under danske og Nordeuropæiske forhold vil især følgende mekanismer være relevante:
I Sydeuropa og i andre dele af verdenen vil istider formodentlig have mindre betydning. Til gengæld kan jordskælv og pladetektonik efterfulgt af generelle forvitrings- og erosionsmekanismer herunder også kyst- og floderosion have væsentlig betydning. I det uendelige tidsperspektiv betyder pladetektoniske bevægelser, at ingen lande og regioner nødvendigvis er placeret og ser ud som i dag. I dette tidsperspektiv er intet deponeringsanlæg beskyttet mod erosion. Omvendt er det ikke sikkert, at alle deponeringsanlæg nødvendigvis vil blive eroderet. Hertil kommer, at mennesker kan vælge at forebygge erosion af deponerings-anlæg i en ubegrænset fremtid, forudsat at mennesker overhovedet er tilstede i denne fremtid og evner at bekymre sig om deponeringsanlæg etableret i forfædrenes tid.
|
