Genanvendelse af dansk plast,- pap- og papiraffald i udlandet

Sammenfatning og konklusioner

Mængden af dansk plast-, pap- og papiraffald der eksporteres til genanvendelse, har generelt været stigende gennem de senere år. For papirs og paps vedkommende skyldes dette til dels at der indsamles stigende mængder, og at der ikke er tilstrækkelig kapacitet på danske returpapirforbrugende fabrikker til at oparbejde de indsamlede mængder. For plastaffald har det mere været et spørgsmål om at der kunne opnås en højere pris ved eksport til genanvendelse i udlandet end ved oparbejdning i Danmark.

Indsamlingen af papir-, pap- og plastaffald i Danmark til genanvendelse og eksport

Af Statistik for plastemballage 2001 /17/ fremgår det at der i 2001 blev indsamlet ca. 21.000 tons plastemballage til genanvendelse svarende til 14 % af potentialet på 150.000 tons. Af de 21.000 tons blev ca. 10.000 tons eksporteret.

Der findes ingen opgørelse af indsamlingen og eksporten af kasserede plastprodukter der ikke er emballage, men det skønnes at mængden er begrænset.

Produktionsspild fra plastforarbejdning er ikke opgjort. Produktionsspild er for det meste veldefineret og meget rent, hvorfor det kan afsættes til formaling og regenerering i danske og/eller udenlandske oparbejdningsvirksomheder.

Af Statistik for returpapir og –pap 2001 /19/ fremgår det at der i 2001 blev indsamlet ca. 720.000 tons svarende til ca. 53 % af potentialet på 1.360.000 tons.

En stor del af de indsamlede mængder papir og pap forbruges på danske fabrikker.

I 2001 blev der eksporteret ca. 445.000 tons returpapir og –pap, mens der foregik en samlet import på ca. 128.000 tons.

Kortlægning af eksporterede mængder - plast

Af Danmarks Statistik, Udenrigshandel 2002 /22/ fremgår det at

den samlede danske eksport af plastaffald i 2002 udgjorde ca. 24.000 tons. Heraf var ifølge Statistik for plastemballage /17/ ca. 10.000 tons plastemballage. De resterende ca. 14.000 tons må derfor bestå af ikke-emballage-produkter samt produktionsspild. Det fremgår også af Udenrigshandel 2002 /22/ at ca. 2.000 tons pvc-affald blev eksporteret.

De største aftagere (i 2002) af dansk plastaffald var:

  • Tyskland 7.500 tons
  • Holland 5.000 tons
  • Indien 2.200 tons
  • USA 2.000 tons
  • Sverige 1.800 tons
  • England 1.400 tons
  • Hong Kong 1.300 tons
  • Kina 1.100 tons
  • Portugal 1.000 tons

Da der muligvis kan være tale om at eksporterede plastmængder videreeksporteres, er det undersøgt hvortil fx Tyskland eksporterer plastaffald. Af Eurostat /23/ fremgår det at Tysklands eksport af plastaffald primært sker til følgende lande:

  • Hong Kong 106.100 tons (35 %)
  • Kina 51.400 tons (17 %)
  • Holland 41.600 tons (14 %)
  • Italien 25.800 tons (8 %)
  • USA 14.700 tons (5 %)
  • Belgien 10.000 tons (3 %)
  • Indien 8.500 tons (3 %)

Kortlægning af eksporterede mængder - papir og pap

Af Danmarks Statistik, Udenrigshandel 2002 /22/ fremgår det at den samlede danske eksport af papiraffald i 2002 udgjorde ca. 432.000 tons.

Den altovervejende del (92 %) af den samlede danske eksport af papir blev i 2002 eksporteret til Tyskland (51 % ~ 221.300 tons) og Sverige (41 % ~ 178.606 tons).

Ud over eksporten til Tyskland og Sverige eksporteres mindre mængder til primært Norge, Holland (2 %), (4 %), Østrig (0,7 %) og Italien (0,4 %).

Den direkte eksport til Kina/Hong Kong og Indien som er de lande der i nærværende projekt er særligt fokus på, er meget begrænset. Der blev ifølge Danmarks Statistik kun eksporteret 7 tons til Hong Kong i 2002 og 4 tons til Indien, mens der ikke fandt nogen direkte eksport sted fra Danmark til Kina (fastlandet) i 2002.

Af Eurostat /23/ fremgår det at Tysklands samlede eksport i 2002 udgjorde 3.176.218 tons.

Heraf gik ca. 8 % til Kina (ca. 266.000 tons), 2 % til Indien (ca. 60.000 tons) og < 1 % til Hong Kong (ca. 2.500 tons).

Den største aftager af papir og pap fra Tyskland er Holland (ca. 860.000 tons svarende til 27 %) efterfulgt af Østrig (ca. 450.000 tons svarende til 14 %).

Danske eksportører

En række virksomheder har bidraget med oplysninger til projektet. Det drejer sig om Averhoff & Co. A/S, Danbørs A/S, EUREC Center Danmark ApS, Expladan A/S, Nordic Paper A/S, P.O.N. Genbrug A/S, Replast A/S, Runi ApS, Smørum Papir Gruppen A/S og Uniscrap A/S.

Eksport af plast

De største mængder af det indsamlede materiale sælges af de danske indsamlere til tyske opkøbere, men en del sælges også direkte til virksomheder eller agenter i Hong Kong og Kina. Ingen af de nævnte indsamlere oplyser at de afsætter direkte til Indien.

Afsætningen til Hong Kong og Kina sker typisk gennem kinesiske agenter som fordeler materialerne til kinesiske oparbejdningsvirksomheder.

Det er derfor vanskeligt at følge materialerne helt ud til den virksomhed som måtte genanvende fx indsamlet folieaffald fra Danmark.

I Tyskland findes adskillige store opkøbere og handelsfirmaer.

Der har gennem 2 betydelige danske eksportører været taget kontakt til flere af de tyske virksomheder, men kun en enkelt af de tyske virksomheder har ønsket at oplyse nærmere om aftagere i Hong Kong og Kina.

Det har ikke været muligt at få konkrete oplysninger fra de øvrige tyske virksomheder fordi man gerne vil beskytte sig selv og de kontakter man måtte have i Fjernøsten.

Eksport af papir

Den danske eksport af returpapir og -pap forestås primært af returpapirhandlere og de såkaldte formidlere af returpapir (dvs. virksomheder der ikke selv forestår indsamling af returpapir, men som formidler videresalg til danske fabrikker og til eksport af returpapir og -pap indsamlet af returpapirhandlere, kommuner etc.).

Derudover er der en række papproducerende virksomheder og konverteringsindustrier der selv eksporterer afskær etc.

Der er i Danmark 3 formidlere af returpapir og -pap hvoraf de 2 formidler en meget væsentlig del af den mængde der går til eksport.

Formidlerne og returpapirhandlerne mener for langt hovedparten af de eksporterede mængder at vide hvilke papirfabrikker der oparbejder materialet.

For tæt på 100 % af papiret mener eksportørerne at de ved hvilken pulper papiret ender i. Dette begrunder eksportørerne med at de handler med folk de kender og har tillid til.

De mængder eksportørerne med sikkerhed ikke ved hvor oparbejdes, er mængder hvor modtageren er fx en lagerhal i Hamborg. Det er muligt at en sådan mængde går til en tysk returpapirforbrugende fabrik, men det er og muligt at mængden videreeksporteres.

Eksport af plast- og papir- og papaffald til Hong Kong, Kina og Indien

De væsentligste modtagerlande uden for EU af dansk eksport (direkte eller indirekte) af plastaffald er bl.a. Hong Kong, Kina og Indien. Det har ikke været muligt inden for dette projekts rammer nærmere at undersøge gældende lovgivning bl.a. vedr. miljø- og arbejdsmiljøforhold. Der er dog søgt oplysninger herom på Internettet.

Hong Kong og Kina har på plastområdet og papirområdet fuldt ud tilsluttet sig Rådets forordning nr. 259/93 (transportforordningen) /1/, hvilket betyder at alle typer af plastaffald nævnt i transportforordningens sektion GH samt alle typer af papir- og papaffald nævnt i sektion GI frit kan eksporteres dertil såfremt eksporten meddeles til de danske kommunale myndigheder.

Indien har på plastområdet og papirområdet tilsluttet sig Rådets forordning nr. 259/93 (transportforordningen) /1/. Indien har imidlertid vedr. plastaffald nævnt i transportforordningen under GH [1] oplyst at man ønsker anmeldelse efter rød procedure. Det betyder at eksport kun er tilladt såfremt eksporten er godkendt af både danske og indiske myndigheder. Alle typer af papir- og papaffald nævnt i sektion GI kan frit eksporteres til Indien såfremt eksporten anmeldes til de danske kommunale myndigheder.

Den direkte eksport af papir- og papaffald til Hong Kong, Kina og Indien er meget begrænset. I 2002 blev der ifølge Danmarks Statistik kun eksporteret i alt 11 tons hertil. Det er ikke muligt at afgøre om der eventuelt er tale om en indirekte eksport til disse lande; fx via Tyskland eller Sverige. Opgørelse på varenumre viser at det varenummer som udgør den største andel af fx den danske eksport til Tyskland (78 %), kun udgør 3 % af Tysklands eksport af papiraffald til Kina.

Indberetninger om eksporterede mængder til Miljøstyrelsen

Ifølge Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 /1/ om overvågning og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab (også kaldet transportforordningen) skal virksomheder (ved eksport af grønt affald) forinden eksport påbegyndes og derefter årligt, give kommunalbestyrelsen meddelelse om den omhandlende affaldsart, om den forventede årlige mængde og om nyttiggørelsesformen.

Kommunerne skal én gang årligt - første gang for 2001- indberette disse oplysninger til Miljøstyrelsen. Da returpapir og –plast er på listen over grønt affald, skulle det således være muligt via disse indberetninger at få et overblik over eksporterede mængder.

Det har imidlertid vist sig at indberetningerne fra virksomhederne til kommunerne og herefter videre til Miljøstyrelsen for 2002 har været meget mangelfulde.

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2002 samlet eksporteret i alt ca. 432.000 tons papir og pap, mens der til Miljøstyrelsen kun er indberettet ca. 7 % af denne mængde svarende til 32.187 tons papir og pap.

I 2002 blev der også ifølge Danmarks Statistik eksporteret i alt ca. 24.000 tons plastaffald, mens der til Miljøstyrelsen kun er indberettet 11 % af denne mængde svarende til 2.754 tons plastaffald.

Regler for eksport af affald

I Danmark reguleres eksport af affald af regler i EUs transportforordning /1/ samt af supplerende danske regler fastsat i import-/eksportbekendtgørelsen /2/.

Transportforordningen skelner mellem grænseoverskridende transport af affald mellem medlemslandene indbyrdes og transport mellem medlemslandene og lande uden for EU. Desuden skelner reglerne mellem om affaldet eksporteres til "bortskaffelse" (fx deponering på en losseplads eller afbrænding uden energiudnyttelse) eller til "nyttiggørelse" (fx til genanvendelse eller afbrænding med energiudnyttelse) [2].

Efter transportforordningen er eksport af affald til nyttiggørelse i et andet EU-land generelt tilladt, men i visse tilfælde skal overførslen anmeldes til myndighederne i importlandet, eksportlandet og eventuelle transitlande.

Der findes 3 forskellige procedurer - grøn, orange og rød - og forskellen på dem er primært at affald omfattet af den grønne procedure ikke skal anmeldes til myndighederne inden overførslen finder sted, mens affald omfattet af den orange og røde procedure skal anmeldes.

Der er udarbejdet lister over hvilke typer af affald der skal følge hvilke procedurer.

Efter transportforordningen er udgangspunktet at det er den oprindelige affaldsproducent, dvs. den person hvis aktivitet har produceret affaldet, som har pligt til at anmelde affaldstransporten. En affaldsproducent kan lade en mægler anmelde på affaldsproducentens vegne, men det vil formelt set fortsat være affaldsproducenten der er anmelder i en sådan situation, og det er affaldsproducenten der i sidste ende er ansvarlig for at affaldet behandles korrekt.

Lovgivning i Danmark

Det er kommunernes pligt at føre tilsyn med eksport af affald, herunder også eksport af ikke-farligt affald.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning (Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2 2000) /5/ til hjælp ved brugen af Rådets forordning nr. 259/93 /1/ om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab.

Vejledningen er udarbejdet til brug for de virksomheder der eksporterer eller importerer affald, samt de myndigheder der har tilsyn med overholdelse af ordningen.

Genanvendelsesteknologi

Ifølge følgegruppen for projektet er der i forhold til eventuelle problemer i forbindelse med eksport af papir og pap til Fjernøsten tale om et dalende problem, idet det forventes at Europa i løbet af 5-7 år er nettoimportør af returpapir. I dag er Europa nettoeksportør af returpapir med en samlet eksport på 2-4 mio. tons årligt.

Følgegruppen for projektet har for eksport af papir og pap indsamlet i Danmark konkluderet (på baggrund af oplysninger fra mæglere inden for papirområdet) at der ikke er stor forskel på fremstillingen af papir og pap ud fra returfibre i Danmark og i udlandet, herunder også Fjernøsten. De fraktioner der ved eksport kan udgøre et arbejdsmiljømæssigt problem, er primært kompositmaterialer og måske også ruller (ergonomiske problemer i forbindelse med forbehandling).

Følgegruppens medlem EUREC Center Danmark ApS har endvidere oplyst at oparbejdningen af det af EUREC Center Danmark ApS indsamlede danske plastaffald primært sker på nye og moderne fabrikker i Hong Kong og Kina.

Af en række artikler fundet på Internettet fremgår det at oparbejdning af plastaffald i Kina sker på virksomheder der spænder lige fra små familievirksomheder med manuel oparbejdningsteknik og dårligt ydre miljø og arbejdsmiljø til forholdsvis store fabrikker med moderne oparbejdningsteknik og bedre ydre miljø og arbejdsmiljø.


Fodnoter

[1] Dog ikke for GH014

[2] EF-domstolen afsagde den 13. februar 2003 dom i sagen C-458/00 Kommissionen

1. mod Luxembourg vedrørende formålet med overførsel af affald (nyttiggørelse
2. eller bortskaffelse). EF-domstolens afgørelse betyder at affaldsforbrænding
3. på affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse er bortskaffelse og ikkenyttiggørelse.

 



Version 1.0 Oktober 2004, © Miljøstyrelsen.